Murene voksede sig godt over hovedet på menneskemængden. Han skulle ikke have nogen adrætte mennesker til at klatre over og måske få sendt et reb ned på den anden side. Nej de skulle blive og nyde showet, men ikke alle syntes at være enige.
Bag ham pressede folk sig imod muren, skubbede og slog for at komme helt hen til den. De nærmeste rev i muren, prøvede at grave sig ind i sandet, men så snart deres næver havde flyttet lidt, så blev det lille hul dækket af nyt. Hurtigt blandede blod fra det forgæves forsøg sig med det gule sand.

Denaro trådte op ved siden af Samson og satte sit spyd tilbage i bæltet.
Han skævede kort til Ilayara og sendte hende et smil, der ville få det til at løbe koldt ned af nakken på byens normale borgere.
"Nu hvor vi har sikret os et publikum, hvorfor så ikke udnytte det til at sprede dit rygte en smule?"
Ordene var til Samson, men blikket gled fra Ilayara til dragen. Om hans fødder flød sandet, som var det en miniature udgave af havet i forårsstormen.
"Samson dragedræberen?"
Denaro smilte for sig selv inden han drejede blikket imod bandelederen.
"Eller skal vi holde os til fodringen?"

Han havde valgt at lade Samson bestemme. denne gang. Begge muligheder gav rig mulighed for at sprede blod. En drages ville være sjovt, men han kunne ikke beslutte sig for om en drages blod var lige så meget værd som en halv markedsplads af mennesker, elvere og hvad der ellers gemte sig i skyggerne.

Der lød et halvkvalt skrig fra muren bag ham, hvor en uheldig kvinde var faldet ned og menneskemængden nu var i fuld færd med at trampe hende ihjel i deres håbløse flugtforsøg. Mere af dette ville snart følge og lyden var som sød musik i Denaros ører.

Det var ikke meningen, hun skulle spille helt og det var i særdeleshed ikke meningen, at hun skulle sætte sig op mod Samson og Denaro, for slet ikke at tale om dragen. Den emotionelle ustabilitet irriterede hende frygteligt, for hendes liv var ikke sat op efter, at hun skulle fatte sympati for andre end sig selv og sin familie og nu gavnede hendes handlinger ingen af delene. Ilayara registrerede dog, at hun ikke var den eneste til at blande sig, men den stakkels fyr blev hurtigt slået ud af kurs af Samsons kræfter - og endnu engang betragtede hun, bange og panisk, scenariet omkring sig. Mennesker, der rendte forvirrede og skrigende rundt som høns i en hønsegård, en vred drage og idiotiske væsner som Samson og Denaro, der fandt det hele så fandens morsomt. Hun havde aldrig bildt sig selv ind, at hun var et frygtløst menneske, men for det meste kunne hun opretholde en vis standard i sin facade, men af og til sprækkede den. Som nu, hvor hun ville hjælpe den grædende dreng, men samtidig frygtede sin arbejdsgiver (hun nægtede at kalde ham for herre) og det mægtige, fantastiske væsen.

Samsons spørgsmål fik hende til at fnyse; det overraskede hende ikke, at han kom med sådan en kommentar, men indtil videre var hun for påvirket af de andre scenarier til at tage det til sig. ”Det kunne også være én af dine, ved du nok,” svarede hun igen – stemmen rystede en anelse, som hendes ord lød. På grund af den prævention, der var blevet opfundet specielt til horehuset, havde hun aldrig været gravid – for hvem ville have en gravid luder? Hendes blik gled kort op mod barnet og inden hun nåede at tænke over det, havde hun styret ilden, der var på vej til at lave en drages specialitet – mere end well done menneskekød – af sted mod en bygning i stedet for, og hun drog et lettelsens suk. Det viste sig dog, at det blot gjorde dragen endnu mere oprørt og hidsig og dens reaktion var, at spy endnu mere ild. Hun trådte flere skridt tilbage, alt i mens hun koncentrerede sig om at holde ilden væk fra de omkringstående mennesker
På trods af, at hendes blik ikke længere var rettet mod Denaro, men mod dragen og dens ild, fornemmede hun hans smil og hun pressede sammenbidt læberne sammen, for at holde hans ord og forfærdelige smil ude af hovedet. Det tog hårdt på hendes energi at bruge sine kræfter så meget i så kort et tidsrum, men hun var nødt til det. Nu var hun ligesom begyndt at blande sig i første omgang.

Var der én ting Kijara hadede mere end dæmoner og kujoner, så var det store, skællede drager! Hun havde tidligere haft dårlige oplevelser med en drage, fremmanet af en lusket dæmon, hvilket nær havde kostet hende et ben.
Denne drage var imidlertid en ægte vild en af slagsen. Den brølede og cirklede rundt over menneskeflokken - her var så meget lækkert bytte, at det tydeligvis var svært for den at bestemme sig for, om den skulle snuppe sig et par rå mennesker til forret, eller om den skulle starte med at riste dem alle sammen.

Et par tydeligvis meget modige - eller dumme - mennesker havde samlet sig foran dragen. Den ene lod til at være den person, der havde fremmanet sandmurene.
Kijara skulede hen mod dem. Hvad ærefuldt var der i at spærre hundredevis af skrækslagne folk inde sammen med en vred drage?

"Dragedræber .. jeg vil gerne se manden prøve.." bemærkede hun, idet hun hørte Denaros ord og trådte nærmere.
Nok var manden stor og muskuløs, men denne skabning oversteg al menneskelig styrke. Hun tog spyddet over i den anden hånd og sendte et vagtsomt blik mod den skællede skabning, der fløj over dem.

Sandmurene buldrede næsten op fra jorden. Bandelederen lukkede øjnene kort, og tog en dyb indånding. Han følte næsten frygten vokse blandt den nu fangede menneskemængde. Det var en tilfredsstillelse, som man ikke mærkede så ofte.
Det var et særligt øjeblik, man bestemt skulle udnytte.

Denaros ord, gav nærmest genlyd i Samsons ører, mens øjnene endnu var lukkede.
*Samson Dragedræberen........... Samson Dragedræberen*
Samson begyndte på en brummende lyd, som mest af alt mindede om en latter, mens han endnu havde munden lukket.
Øjnene spærredes op, og de hvide øjne gik fra en stor pupil, til den helt tynde af slagsen.

"Jeg bestiller begge dele, Denaro. Hvorfor nøjes med en af delene, når man kan gøre begge?"
Samsons blik gled hen på luderen, og derefter på en kvinde - Kijara.
Luderen havde ikke noget hold i sin tilbagekastelse med ord i Samsons hovede, så han tænkte ikke meget mere over det. Hende kunne han altid tage sig af senere.
Han kendte ikke Kijara, men det kunne vel sagtens være, at han en dag kom til det. Hendes hår tiltalte ham i dette øjeblik. Hun var beskidt at se på, og af en eller anden grund tændte han på det. Banditten i bukserne reagerede en smule. Han gnubbede sig et øjeblik, skjulte bestemt ikke sin situation, og gjorde det blot "mere synligt" ved sin direkte kløen...


"Så du vil gerne se mig nedlægge det bæst?" Smilet tegnede sig tydeligt. Det blev næsten til et dødbringende et af slagsen, da pupillerne stadig var så smalle.

Ved magnetismeevnen lod han sig gribe fat i en enkelt kvinde og trak hende ud af mængden. Hun hang i en højde på omkring 4½ meter, og så ud til at kæmpe oppe i luften - men til ingen nytte.
Magnetismen slap hende en enkelt gang, men rev hende direkte tilbage i sin magt, således at hun fik en klump i halsen af det pludselige fald i luften.
Den næste omgang bød sig dog på en hel ny part. Hun blev nærmest "kastet" gennem luften, og direkte foran dragen, der i dette øjeblik havde åbnet gabet. Ind røg hun, og der gik et øjeblik hvor dragen blev stum, hvorefter den atter kunne brøle da den havde slugt hende. I brølet stod blodet ud af gabet på den, og rundt om den lå der allerede nu en mindre blodpøl i forhold til dens størrelse.

Han nød skuet. Han havde en følelse af at sidde i en arena, og betragte en kamp mellem et kæmpe uhyre, og en flok små ubetydelige folk. Hvis han havde en kopi af sig selv, så kunne han sidde og diskutere udfaldet, og væde om hvor mange der ville dø inden nogen med stor nok magt greb ind. Mon Lysets Dronning ville sende en deling til Medanien, men de ville først ankomme alt for sent. Det ville ellers være uhyre interessant. Mørkets Lord ville nok blot lade dragen slagte Medanien. Det ville linde Mørkets Fyrste, men nok om politik. Det her var en sand fornøjelse. Han kunne dog godt tænke sig noget at spise. Det ville være rart. Et fad med nogle lækre forskellige slags kød, og måske skulle man prøve noget af det der frugt. Noget af det duftede hvert fald godt, så mon ikke det kunne spises, sådan som alle mennesker gjorde. Han kiggede om på den anden side af muren, for at se om der var noget spiseligt, uden at skulle mase sig for meget gennem folkemængder, for at få fat i noget.
Sørme så om der ikke var en slagter nede i gaden! Hvilket held. Uden lyd forsvandt han fra toppen af sandmuren, og ned til slagteren. Den var selvfølgelig forladt, så han havde masser af tid til at vælge mellem de indbydende røgede skinker, spegede pølser og rå bøffer der lå i butikken. Han valgte at tage en svineskinke og en lækker oksemørbrad i kløerne, inden han gik ganske selvtilfreds ud af butikken, og teleporterede sig op til toppen af sandmuren igen, hvor han tog en god bid af den saftige, blodige og rå oksemørbrad med de sylespidse tænder. Blodet dryppede ned af hans hage, og rindede ned af brystet på ham. Han tyggede på det lækre stykke kød i lang tid inden han slugte det, og så med et lille smil på læben på kaoset. Da han havde sunket sin bid, så slikkede han lige kødsaften af hagen med sin lange, spidse tunge. Han gad ikke til at slikke hele hans bryst. Det ville tage for lang tid. Det kunne gøres senere. Det her skulle ses, så skulle han jo ikke koncentrere sig om sin personlige hygiejne.

Nogen nede på bunden af 'arenaen' havde fået øje på ham, og begyndte at råbe efter ham om hjælp. Hans råb var fyldt med panik, og man kunne tydeligt fornæmme hvor rædselsslagen han var. Ikke at han allerede vidste det, fordi det ensfarvede skær, der hang over befolkningen, talte mere end det tydelige sprog for ham, så der var ingen der skulle fortælle ham det. Da den ene først havde opdaget ham, så gik der ikke længe at en stor del af befolkningen bad ham om hjælp. Hvis det ikke var fordi man ikke kunne se hans pupiler, så ville man kunne se at han himlede med øjnene. De var så desperate at spørge en dæmon om hjælp? De kunne lige så godt have spurgt dragen. For at få lov til at slippe for de tryglende bønner, som han alligevel ikke helt kunne forstå helt tydeligt, så tænkte han at det kunne være sjovt at se optrinnet fra en anden vinkel. Med en række røgskyer hen mod dragen, fik han teleporteret sig til nakken af dragen. Et vældigt dyr! Skællene var rubinrøde, men ikke så glatte som man kunne forvente. Heldigvis var dyret så optaget af alt muligt andet at det ikke havde lagt mærke til den ekstra vægt fra dæmonen. Dragen havde lige fået et eller andet at spise, fordi den stod helt stille, og Incubus kunne mærke hvordan musklerne i halsen prøvede at synke noget. Han gik derfor med rolige skridt længere frem på halsen, op på panden af øglen. Sikke en vy! Så det var på den måde dragen så alle de folk på. Hvor så de ubetydelige på, og også ret så irriterende. Han kunne skam godt forstå at den var så rasende på dem, når de nu havde frarøvet den sin frihed. Han satte sig i skrædderstilling på issen af dragen og tog endnu en bid af sin mørbrad.

Kaos omkring ørerne, og snuden er fortsat imellem de væltede og smadrede boder, hun har bemærket flere sære kreaturer rundtomkring, men har ikke nogen videre interesse i begivenhederne. Hun begynder så småt at få problemer med at gå rundt med alle de smykker hun har kanøflet sig og beslutter sig hurtigt for at finde noget at have det i. Det lille sjal hun ellers havde det i er nemlig ikke nok. Hun fandt en rygsæk, som tydeligvis har været brugt til at transportere eller opbevare saltet kød, og lugtede fælt. Men der er ikke tid til at være sart, så Eveene fiskede sjalet ud fra kjolen og tømte det i kød-tasken. Der er stadig god plads i rygsækken, og det eneste der er værd for hendes vedkommende nu, er noget nyt tøj.

Fin kjole, check! Og den lille bunke tøj derovre ser ud til at passe mig, så i tasken med det! Skulle man skifte? -Der er intet bedre sted at skifte tøj end så tæt på fare, at alle alligevel ikke bemærker noget.

Hun smider med mindre besvær sin klistrede og beskidte kjole, og hopper hurtigt i den pænere kjole hun havde fundet sig. På med tasken, og begynder så småt at bevæge sig længere væk fra det store kreatur af en drage. Hun når ikke at tage mange skridt før hun får øje på en anden der går og ’looter’, der ikke har været ligeså heldig som hende selv. Den foroverbøjede mand kigger forhastet omkring og ser slet ikke det der egentlig er noget værd. Hun sniger sig afsted med tasken på ryggen, og håber ikke på at støde på nogen.

Efter at have nået et stykke væk fra det helt store kaos, ser hun en port med 6-7 vagter der holder øje med dragen i det fjerne. Det ser ud til at de sørger for at folk ikke kommer tættere på. Eveene løber forhastet derhen imod, og bliver stoppet. Den ene af vagterne, tydeligvis en lidt større og styggere vagt ser ned på hende. Samtidigt taler de andre vagter i baggrunden om at tyve og andre folk har stor interesse i at stjæle midt i det kaos her. Vagten spørger hende:

Skøge! Stop lige en gang. Hvorfor har du så travlt, hmmn? Den taske der, hvad har du i den? –Manden pegede med sine smedeståls hansker, der tydeligvis er lavet af en amatør, på Eveenes taske.

Hun vidste at der måtte handles hurtigt her hvis hun ikke skulle ind bag tremmerne og sidde, eller værre. Så hun stak den stinkende saltkøds-taske op i hovedet på ham og begyndte at åbne. Den lugtede fælt, og før hun nåede at åbne helt for den slyngede vagten hende til side og råbe et eller andet på et mystisk sprog hun ikke har hørt før. Hun antog at hun måtte komme igennem. Hun løb afsted og søger nu et sted at søge ly og læ for det kaos dragen har skabt. Folk er sikkert ekstra vakse på dette tidspunkt!

Denaro slog nakken tilbage og lod latteren glide ud, dette var hvad han havde savnet! Kaoset, frygten og fryden ved at vide det ikke var slut. Det var ikke til at holde det inde længere, og Samson gjorde det blot så mange gange bedre. Fordring inden mordet? Jo hvorfor ikke? Det var squ da en glimrende ide.
"Hvis du får fra hånden så tag hele armen"
Klukkede han og vægtede spydet i hånden inden han vendte fokus imod Kijara.
"Hvis du er heldig får du måske lov at give en hånd med. Vi kunne altid bruge en handlekræftig kvinde."
Han afventede dog intet svar, men trådte i stedet væk fra de andre. Han skulle bruge lidt mere plads en samtalerummet tillod, hvis han skulle give Samson en hånd med hans dragedræberi.

Under hans fødder flækkede vejen med et brag i stand til at overdøve menneskemængden ved murene. Sand blev trukket op af jorden og skød imod Denaro der indenfor et øjeblik var forsvundet i et hav af gullige sten, der forsatte med at vokse sig opad. Højere og højere skød denne nye søjlelignende struktur. Inden i den flåede Denaro sin magiske kræft fri af sine lænker og et hvidt lys synes et øjeblik at skyde ud af toppen.
Først da strukturen nåede væsentlig højere end dragens udstraktre krop og byens tage begyndte den at tage form. Arme skød ud til sidderne og sandet antog form som overkroppen på en enorm golem.

Dragens død var Samsons job, Denaros rolle var en selvudnævnt tank, i stand til at bryde med det mægtige væsen.
Inden dragen skulle få den ide at sætte til vejrs skød golemens to arme frem for at gribe den ovre vingerne og hamre den til jorden. Stor som den var havde den dog sine mangler. Formen var klodset og fastlåst, skulle han flytte den måtte han først udvikle ben, noget han ikke havde magien at bruge på, men havde den manglede i mobilitet gjorde den op for i brutal råstyrke og en drage eller anden kæmpe var en glimrende modstander at afslørre dette imod.

Drengen hostede forfærdet efter vejret, da Helios satte ham ned på den anden side af muren af sand, og trak vejret i hurtige, hårde stød, der fik Helios til at tro, at knægten var ved at gå i chok. Desværre for ham, så hjalp det ham på ingen måde at forsøge at få barnet til at falde til ro, og han blev bare endnu mere febrilsk, da Helios forsøgte at få øjenkontakt. Det var dog ikke uforståeligt, at drengen var bange for at stirre ind i de pupilløse, glødende orange øjne i den eneste revne i Helios' skal af gamle bandager. Han måtte tro, at han blev bortført af en mumie.
Da han endelig konkluderede, at der ikke var mere at gøre for drengen, lagde han ham fra sig med håbet om, at nogen ville forbarme sig over ham. Flere af de undslupne mennesker var troppet op omkring muren, hamrende og bankende på den magiske barriere i håbet om at kunne få deres venner og bekendte ud.
Han fik et kort glimt af en usædvanlig skikkelse, der stod PÅ muren, og i første omgang troede han, at de var begyndt at klatre over den. Da han anede de lange horn og den besynderlige hudfarve, indså han dog, at det ikke var så vel. Han nåede kun lige at åbne munden for at råbe af ham, men inden han kunne få sagt noget, så forsvandt den dæmonlignende skikkelse med favnen fyldt af kød.
Helios bandede lavmælt og skubbede folk omkring sig til side, da han satte af fra jorden og fulgte røgsporet som dæmonen efterlod op på muren. Udsigten deroppefra hjalp dog på ingen måde på hans forvirring, da han indså at menneskene på den anden side stadig sloges indbyrdes. Det blev heller ikke bedre, da sandet begyndte at forme sig til et gigantisk klippelignende uhyre, der tårnede sig op foran kolossen af muskler, som så ud til at have mere travlt med at hakke på en kvinde i publikum end med at slå dragen ihjel.
Da sandkolossen langede ud efter dragen, kunne Helios ikke undgå at blive både forfærdet og imponeret på én gang, for en kriger der besad den evne, kunne blive en værdifuld allieret i kampen mod drager, forudsat det virkede. Så opdagede han dæmonen igen, men den sad... på NAKKEN af dragen? Var det den, der havde sluppet den løs? Og endnu værre, sad den og spiste, mens dragen rasede under den? Og var det blod i dragens mund? Hvem havde den ædt? Og hvor var kødbjergets overfaldsmand blevet af?

Han foldede atter vingerne ud bag sig og satte af fra muren, så han kunne komme op i luften og danne sig et ordentligt overblik over situationen. Hvis sandkolossen udgjorde en fare for dragen, så kunne den bestemt også udgøre en fare for ham. Og hvis ikke udgjorde en fare for dragen, men kun var bestemt til at skræmme den, kunne den blive skæbnesvanger for mange af dem, for hvis dragen følte sig truet, så ville den blive meget mere aggressiv, og så ville de få brug for alle de krigere, der var til stede. Han håbede virkelig, at kolossen kunne vinde.

En let fnysen lød fra Kijaras næsebor, idet små dråber af blod fra drageofferet ramte hende. Hun tørrede panden med bagsiden af hånden, imens hun gloede op på sceneriet. "Jeg burde have sagt mig selv at 'dragedræber' nok nærmere bare betød 'dragefodrer...' Håber I på at den bliver så fed, at den styrter ned fra himlen af sig selv?" Hendes tonefald var selvsikkert, for selvom hun på ingen måde selv var i stand til at kaste rundt med mennesker på denne måde, fandt hun det særdeles foragteligt, at stå og servere ynkelige, hjælpeløse måltider for den sultne drage, i stedet for at begyndte at uddele nogle tæsk.
At det store brød samtidig stod og gned sig i skridtet var direkte grotesk - for ikke at sige voldulækkert.

Rynkende på næsen vendte hun blikket op mod dragen. Hun kunne skimte en bevægelse oppe ved dens hoved, - en eller anden skikkelse! Hun kneb øjnene let sammen idet hun betragtede den. Tydeligvis ikke et menneske.
Som om den store skællede dragesatan ikke var nok ... det lod til at denne dag, ville byde på en dejlig blanding i de ting, hun brød sig allermindst om.
Hun havde et solidt tag i sit spyd, som hun løftede let fra jorden - ikke at hun vidste, hvem hun skulle ramme med det. At begyndte at kaste det i hovedet på dragen, ville være fuldstændig idiotisk.

Nu skete der imidlertid noget andet, idet mere sand rejste sig fra jorden og skubbede dragen nedad. Det var det store brøds kammerat, der mest af alt virkede lettere sindsyg. Kijara kunne dog ikke lade være med at blive en smule imponeret over synet af den mægtige magidemonstration. Nåh ja, oven i dæmoner og drager var hun heller ikke specielt begejstret for magikere - men denne her virkede til at være en særdeles magtfuld én af slagsen.

Kijara håbede lidt, at dæmonen ville blive mast i postyret, men nu fik hun andet at tænke på, idet dragen udstødte et kraftigt brøl og dens læderagtige vinger slog vildt omkring sig: den var begyndt at blive panisk. Imidlertid havde den stadig tricks at gøre brug af: den tog en dyb indånding og en kraftig stråle af ild stod ud fra de skællede kæber.
Det var om at tage benene på nakken for ikke at blive ristet, og Kijara skyndte sig at søge tilflugt bag en væltet oksekærre. Hun kunne lugte den brændte lugt af sine egne svidede hårspidser, samt den noget fælere stank af brændt kød fra de uheldige landsbyboere, der ikke var kommet hurtigt nok af vejen.

Samson trådte et skridt til side, da en golem af sand syntes langsomt at dannes.
Imponeret var han, men det blev ikke malet over hans ansigt. Kunne golemen optimeres?

En større mængde energi i Samsons krop, blev omdannet til en søjle af ild, der skrød op fra jorden lige foran golemen, og hev fat i dens arme, og gik igang med at transformere om til glas på relativ kort tid. En ti sekunder blev søjlen ved. Samson stod som en sten, koncentreret om at lade søjlen af ild være varm nok. En varme der var omkrigng 2300 grader varm, for at få sådan en process til at kunne fuldendes.

Svedperler piblede frem på Samsons pande, og måtte gå engang ned på knæ da søjlen var gået i opløsning. Med håndfladen på jorden ved siden af sig, så han med et ondskabsfuldt smil op på golemen.
Det var tydeligt at finde sved på hele Samsons krop. Han løsnede spændet ved halsen, og lod kappen dumpe ned på jorden bag ham. Overarmene blev blottet yderligere, og han sad nu på sit ene knæ mod jorden med bar overkrop og bukser. Om livet havde han en rem, med et større sværd siddende i, som han for mange år tilbage havde fået fra sin far. Længden på det var ca. 1,50 meter langt.
Han tog et par dybe vejrtrækninger, lettere "forpustet".

Han så mod Kijara.

"Så så snut. Hvad er der galt med et festmåltid for dragen på denne tid? Det bliver dens sidste måltid.." Smilet bredte sig yderligere og en hån var tydeligt malet over hans ansigt.

"Lad sandmonsteret fodre dragen med hvad der alligevel ikke har nogen nytte her i Krystallandet!" Tungen slikkede sig langs læberne, blodtørstig som den var, efter at se et godt senarie inden den helt store finale.

Mens han sad på dragen og nød udsigten, begyndte der at ske pludselig en hel masse. Eller meget var det ikke. Det var bare meget stort. Så vidt han kunne regne ud var det den samme der havde lavet muren af sand, siden dette underlige væsen også var af sand. Han måtte være umådelig stærk siden han kunne opretholde begge dele. Det måtte kræve en del magi, men nu var han heller ikke rigtig en magiker. Det var der så mange andre der var, så kunne han lige så godt lade være. Han behøvede ikke at prøve på at forstå det. Det var ham lige meget.
Sandkolossen valgte så at gå i offensiv, og straks rejste Incubus sig også, og stak mørbraden i gabet, og holdt den fast mellem tænderne. Nu gjaldt det om at være hurtig, for at undgå at blive mast som en flue, selvom den nok ville være svær at få til at bevæge særlig hurtig. Da den store sandnæve susede ned mod dragen og ham, forsvandt han, for at dukke op på den anden side af næven. Flere gange forsvandt han og dukkede op lidt længere væk. Til sidst endte han på toppen af sandkolossen. Han måtte tilstå at der var noget af en udsigt, så der valgte han at sætte sig og se hvad der ville ske. Han slugte hele mørbraden og begyndte så at gnave i skinken han havde med under den anden arm. Det var ville blive interessant at se på hvad der ville ske.