Det gik op for ham, frugten var tom, og han tog den med et venligt smil og absorberede skallen i hånden, så den forsvandt for hendes øjne dirkete ind under huden på ham.
"Mere?" spurgte han opmærksomt og lyttede så til hendes ord med et let suk.
"De fleste er skeptiske overfor alt, der ikke har med dem selv at gøre. For det meste skyldes det frygt og uvidenhed ...Med al respekt for beskedenheden forsøger jeg ikke at lade mig påvirke af den slags ... Og jeg fornemmer, De selv har det på samme måde?" Han smilede svagt et øjeblik, men trækningen falmede, ved hendes næste ord, og han så bort for at skjule hvor bitter, han i grunden var.
"Hun forlod mig," sagde han kort, "Forsvandt bare fra den ene dag til den anden, jeg har ikke set hende i mange år." Hans stemme var rolig og blottet for følelser, men hans øjne lyste et øjeblik langt væk af smerten, hvorfor han ikke så på hende; han havde blot drejet hovedet og sænket blikket til gulvet. Havde Flora stadig været i hans liv, havde hun nok været dødeligt jaloux og forsøgt at slå Isis ihjel, men nu kunne han være ligeglad ... HVis ikke det var for Gabrielle. Han kunne dog ikke tro om hende, hun kunne have noget imod, han husede en svagelig kvinde, der havde været døden nær. Han havde trods alt ikke bragt hende til sit eget værelse, og selvom han sad på sengekanten nu, gjorde han jo intet uanstædnigt .... gjorde han?
Til alt held talte hun igen og trak hans opmærksomhed tilbage til sig. Han skjulte hurtigt de følelser og tanker, der var gået gennem ham, før han så på hende igen med et svagt, skævt smil.
"Det er vi vel. Meget sarte, når det kommer til stykket." Sarkasme var ikke opfundet i Georges forståelse, og han forstod det ikke og svarede derfor alvorligt, men i en let tone.
Kommentaren om menneskenes vaner fik en let latter til at bølge gennem hans bryst, der bevægede sig op og ned i hurtige bevægelser.
"Åh jeg er nu sikker på, jeg med tiden og kendskabet til Dem vil kunne sige det samme om Dem," sagde han let drillende.
Og så faldt samtalen på hendes kjole, og han blev igen alvorlig, men blid, mens han betragtede hende g lyttede til hende. Hendes panik var ganske unødvendig, og han lagde sin frie hånd hen over hendes i en beroligende gestus.
"Det er intet besvær, miss Isis, slet ikke, og jeg har allerede folk i gang. Det er brød for de folk, jeg har under mig, og ingen af dem har noget imod det, kan jeg forsikre Dem for, og for mit eget vedkommende er der et absolut minimum af brug for engagement." Han smilede beroligende og mildt, hans øjne fangende hendes og søgende ind nærmest som om han med øjnene alene kunne berolige hendes oprørte sind.
"De er min gæst for nu, og De vil blive behandlet som sådan, miss Isis. De er ikke det mindste til besvær for mig, så længe De beløner mig ved at få det bedre. Det er alt, jeg kan ønske." Havde han stået op, havde han bukket for hende, men som det var nu, kunne han kun smile opmuntrende til hende og give hende et lille klem med sine varme hænder, før han fjernede den øverste igen. Hun virkede så kold, synes han, men han havde ingen ide om, hvilken temperatur en som hende skulle have.
"Fryser De? Har De det varmt? JEg har meget svært ved at finde frem til det," indrømmede han. Han vidste, han var nødt til at tjekke efter feber jævnligt da det var et tegn på infektion, men hvordan skulle han gøre det, når han ikke vidste hendes normale temperatur? Det var yderst besværligt.
Han betragtede hende, mens hun tyggede bladene, der virkede tørre, og han viftede med to fingre, og straks ændrede bladene en smule karakter, og en sødelig saft gled ud mellem hendes tænder, mens hun tyggede, og gjorde det nemmere at sluge.
"Jeg håber, det er nok. JEg vil gøre mit bedste for at holde Dem smertefri, så De kan komme Dem hurtigst muligt ... Åh, og jeg kommer til at tænke på; er der nogen besked, jeg skal sende til nogen om, De har det godt - omstændighederne taget i betragtning - og er i sikkerhed?" Hans stemme var blid og sød som honning og smøg sig gennem lokalet og rundt i hendes ører lige som silke mod hendes krop. en helt igennem behagelig stemme.

Isis nikkede da han tilbød hende mere af den søde frugtjuice "Hvis det ikke er til for meget besvær!" Igen smilede hun til ham, de gule øjne hvilede blødt og imødekoommende på ham, men forsvandt som dug for solen da han nævnte situationen med hans ekskone. Hun havde nok mest af alt lyst til at hoppe ud af vinduet, hun vidste hvor følelsesmæssige menneskene var. Ikke at hun ikke selv var det, men hvor hun kom fra var skilsmisser og utroskab ikke noget rigtigt noget nyt, faktisk skete det overraskende tit.
"Oh, det er jeg meget ked af på dine vegne!" Sagde hun så med et undskyldende blik "Men hvis hun har opført sig sådan, har hun heller ikke fortjent et godt og respektfuldt menneske som dig!" sagde hun så, og håbede på at gøre situationen hun havde vadet ud i uden omtanke bare lidt bedre.
Da han igen grinede smilede hun let, der var noget dybt betagende over ham, men hun kunne slet ikke sætte fingeren på hvad det var, måske var det bare den venlighed der havde mødt hende i en ellers stor krop. Det var ikke just folk som George man forventede samlede en op når man lå døende i en skovbund. "Ha, det tror jeg også, mange har været ved at falde bagover ved tanken om vores leveveje og regler!" sagde hun så og vippede lidt med fødderne mens hun lyttede til hans snak om hendes kjole. Hun kunne ikke lade være med at føle sig utilpas selvom han blev ved med at overbevise hende om at det ikke var til besvær, hun var blevet opdraget med, at sådan noget ordnede man altså selv. Til sidst lod hun så emnet ligge, hun ville ikke skabe sig yderligere over det hvis det allerede var sat i værk.
"Ouh, æhm, neej jeg har det fint, det er godt nok lidt lunt men det går. Jeg Bor jo hvor der er meget koldere end der er heroppe!" sagde hun så og vidste ikke rigtigt om han kunne forstå hvad hun snakkede om. På bunden af havet var der godt nok koldt, godt nok var der blæst på overfladen, men når man var indsvøbt i tøj og lå i en seng, blev det meget hurtigt godt varmt, det havde dog været endnu værre hvis hun havde været i sin oprindelige form. Det var af samme grund, at Isis kunne befærde sig rundt i en let kjole året rundt på overfladen, vejret skulle blive ekstremt koldt før det blev et problem for hende.

Det var intet besvær for ham at kreere en ny frugt, og det tog ham under et minut, før han havde den klar i hånden til hende.
"Som De kan se er det ikke det store for mig at gøre; jeg skal ikke en gang rejse mig," sagde han med et skævt, charmerende smil, der dog også forsvandt ved det efterfølgende emne.
"Tak, miss Isis," sagde han tydeligt taknemmelig, "Hun har kostet mig en hel del gennem årene; snød mig ind i ægteskab der kostede mig en kvinde, jeg elskede, og da hun stak af uden et ord, tog hun mine børn med sig. Det har været et slag for mig, og det er stadig smertefuldt at tænke på, selvom jeg forsøger at komme videre." Han sukkede let. HVorfor fortalte han hende alt det? Hun havde ikke behov for at høre det, havde det slemt nok som det var uden at skulle høre om hans tåbeligheder og fiaskoer også. HAn ahvde brug for at få det ud, javist, men det burde han kunne kontrollere. Han fandt sit blide smil frem igen.
"JEg beklager at belemre Dem med det, nu De har nok at se til selv; det var ikke godt tænkt af mig." Hans blik var oprigtigt beklagende. "Vi kan bare lade det ligge, det er ikke noget De skal bekymre Dem om." Han klappede hendes hånd blidt.
Hun var ikke den første, der fandt George nærmest for god til at være sand, og hun var ikke den første døende, han havde samlet op og taget sig af. George veg altid ad vejen for sig selv for at hjælpe andre, når han kunne, og Isis var ingen undtagelse.
"Jeg ved ikke meget om Deres folk - usigeligt lidt faktisk - men jeg kan forestille mig ud fra Deres spørgsmål og reaktioner, De har ganske ret i Deres udtalelse." Han smilede muntert.
Det var ikke svært for ham at se, hun var utilpas omkring kjolen og følte sig til besvær, hvad hun på ingen måde var, og han havde ondt af hende. Da hun ikke valgte at kommentere det yderligere lod han dog også emnet ligge for nu. Så kunne han altid forsikre hende om det igen senere.
"Åh, lidt varmt? Skal jeg åbne et vindue ...? JEg ved, det er et akavet spørgsmål, men det er vigtigt; jeg er nødt til at vide om De har feber. Kan De fortælle mig hvordan jeg kan holde øje med Deres tilstand? Hvis Deres race overhovedet får feber? Forstår De, det er vigtigt, der ikke går infektion i sårene, og en af måderne at tjekke for det - i alt fald hos mennesker - er ved feber ... En anden er at mærke om såret er varmt, men det skal jeg forskåne Dem for for så vidt muligt." Han smilede stadig, men hans blik havde flakket let, mens han talte, tydeligt fortællende hende, han fandt emnet akavet og en smule pinligt. Alene tanken om at skulle nødt til at pakke hende ud for at mærke på sårene, at mærke på hende... nej, det var ganske utænkeligt, og derfor stoppede han tanken endnu før den var tilendebragt.
Hun kunne være glad for den kølige silke under sig. Der fandtes mange andre langt varmere stoffer, men Cassa Nova havde altid foretrukket silken, der lå i alle værelserne. Det samme materiale som slåbrokken. Ikke synderligt varmt, hvilket han i nuværende øjeblik var glad over ikke at have tænkt på.
At det ville blive værre, når hun blev sin oprindelige form, var han ikke klar over, men han ville finde en måde at holde hende tilpas på. Som tidligere sagt gik han gerne ad vejen for sig selv for andres skyld.

Isis tog imod frugten der blev rakt til hende, hun kunne ikke fatte at han var så dygtig, faktisk misundte hun ham en hel del, hendes evne til at kontrollere vand var slet ikke det samme, jovidst havde hun da kune bruge den mange gange, da hun levede under vand, men hans evne tillod bare så meget mere.
Kort bed hun sig i læben, og slap så hans hånd, hvorefter hun strakte den fladt ud, i håndfladen dannede sig en lille klump is, der langsomt strakte og formede sig, for til sidst at blive en lille skulptur af George. Så grinede hun kort, men stoppede straks igen grundet såret. Han fik hende næsten til at glemme at hun var såret og sygelagt, men det var ligeledes de smertestillende urter hun havde fået af ham.
"Det skal du ikke tænke på George, det kan ikke være let at miste sin familie på den måde!" Sagde hun så, og sendte ham så et lille fortrøstningsfuldt smil, eller hun håbede i hvert fald at det ville trøste ham, bare lidt, på trods af de store hugtænder hun ikke rigtigt kunne gemme væk.
Hun kunne slet ikke forestille sig selv at få taget sin familie på den måde som George havde, et eller andet sted undrede det hende virkeligt at han ikke havde fået et større personligt brist end det virkede til han havde.
"Ha, det er ikke underligt at folk ved så lidt om vores folk, det er så sjældent nogle af os kommer til overfladen. Mange har mistet deres evne til at leve på land såvel som i vand, og som du kan se på mig, er mange af os ikke engang til at tage komplet menneskelig form længere!" Sagde hun så med et fnys, mens hun inderligt forbandede dybhavsfolkets arrogance langt væk, det var den eneste grund til at de i gennem generationer havde holdt sig på havets bund.
"Uhm ja, et vindue ville være rart!" sagde hun så, mens hun forsigtigt drak af frugten, hun kunne slet ikke fatte at han bare kunne fremtrylle noget det smagte så fantastisk.
"Jeg har det bare almindelig lunt, og ja, vi kan også få feber. Koldsved er som regel et dårligt tegn! sagde hun så og rømmede sig kort og meget lavt, hun kunne godt fornemme at han havde det lidt underligt med emnet, men det gjorde hende ikke noget, hun havde efterhånden vendet sig til at menneskene var ganske sky.

Han så mod hendes hånd, da hun slap hans og så fascineret til, mens hun lavede skulpturen. Hun var ikke den første han havde mødt med evner over vand, men den anden kvinde, havde haft behov for at have vand tilført udefra og hun havde ikke kunnet fryse det til. Faktisk havde han kun mødt Snodria, der havde kunnet skabe is, men begge kræfterne kombineret, det var virkelig imponerende! Og hendes dygtighed med evnen lige så. Mens hun lo, løftede han hendes hånd op, så han kunne se nærmere på værket, og han beundrede hendes værk.
"Ejendommeligt!" mumlede han forundret og indtog detaljerne. Selv var han maler - selvom ingen vidste det - så han kendte godt til vigtigheden af detaljer. "De er virkelig dygtig. Det må have taget Dem lang tid at mestre en så kompliceret evne!" Måske var hun ikke selv klar over hvor unik og speciel hun gjorde sin evne, men han kunne i alt fald sagtens se det. Hun kunne med lidt opfindsomhed få de mest forunderlige ting ud af sådan en evne, og hans forretningssind var så småt i gang i baghovedet med at finde noget at bruge sådan en evne til - og der var masser. Men der var andre ting også, man kunne bruge en sådan evne til.
Det gik op for ham, det gjorde ondt på hende at grine, og en lille rynke satte sig mellem hans bryn, mens han bekymret lod blikket glide over hendes ansigt, mens han sænkede hendes hånd ned igen og hørte hendes ord.
"Nej, det har ikke været let," kendte han sig enig med et trist smil. Men han havde været så meget igennem, og det fakta at han slet ikke havde været klar over, Flora var gravid, før hun pludselig begyndte at føde, havde taget brodden af slaget. Han havde ikke nået at glæde sig for meget, at planlægge for meget, og han havde kun haft børnene hos sig i få dage, da hun var stukket af med dem. Han havde næsten ikke savnet hende, bare været bekymret for hendes og børnenes velfærd. Efter hendes lille trick havde han så godt som mistet sin respekt for hende. Desværre havde Snodria halvt om halvt på daværende tidspunkt også mistet sin respekt overfor ham. Men han var kommet videre, var kommet sig over sårene, og han havde lært på den hårde måde, det ikke nyttede noget at dvæle i fortiden.
Han gengældte hendes smil, ikke spor foruroliget ved hendes hugtænder.
"Det er en trist skæbne, der er overgået jer, også Dem selv. Og lige nu fortryder De vel halvt om halvt, De kom herop, når De er blevet forulempet på den barske facon ... Ikke at jeg ikke forstår det, og jeg kan kun beklage. Vampyrer er nogle væmmelige væsner for alle at løbe ind i. Blodsugende igler!" Han smilede skævt ad hendes fnys. Måske var hun til tider lige så træt af sit folk som han var af sit eget? De var ikke så forskellige endda, hvis man så bort fra udseendet, og det trøstede ham faktisk en del.
Han nikkede som svar på hendes ønske om at få vinduet åbnet, og han drejede overkroppen mod det og holdt en hånd op mod det og pegede med en finger. Et lille hvidt lys gled ud fra den og samlede sig i en kugle om hans fingerspids, før energibolten fløj af sted med lynets hast og ramte haspen på vinduet, så den sprang op og vinduet gled op og lod den kolde vintervind strømme ind i lokalet. Tilfreds med sin nøjagtighed vendte han sig tilbage mod hende og lagde hånden på sit eget lår, mens han smilede til hende.
"Koldsved, udmærket, det vil jeg holde øje med så," sagde han venligt. Der var næppe noget menneske Isis kunne have mødt mere sky for den slags emner end George. Alt hvad der lå udenfor almindelig høflig konversation faldt ham svært og unaturligt, og selvom han som sagt havde taget sig af flere døende og syge, var det lige akavet for ham hver gang.

Isis lod den lille skulptur synke sammen til en kontrolleret masse af vand der lå i hendes hånd, det flød ingen steder, for havkvinden havde fuld kontrol over det, så blev det pludselig til en blomst i stedet, eller snarre en langstilket rose. "Jeg er også lidt god når det kommer til planter!" sagde hun så med et grin og rakte den til George, selvom hun godt var klar over at den snart ville smelte i hans varme hænder.
"Nu har jeg også levet i vandet hele mit liv, det ville være lidt ynkeligt hvis jeg ikke havde lært noget på den tid hm?" grinede hun så og stoppede igen brat. Hvor ville hu ønske at sårene snart ville hele op, det andet var simpelthen for sørgeligt. Hun brød sig slet ikke om at lade George se hende sådan.
Isis rømmede sig lidt til hans snak om ægteskab, hun havde uendeligt ondt af ham, men emnet gjorde hende faktisk bare trist til mode, hun ville nok aldrig fatte at nogle havde et sådanne moralesæt, desuden hvorfor ville nogle i hele verdenen dog forlade en så omsorgsfuld, venlig og imødekommende som George? Sådan en ville man aldrig finde blandt dybhavsfolkets udvalg af mænd, der galte det om at måle hvem der var stærkest og den bedste jæger og hvis det gik helt over gevind, hvem der kunne tæve den anden i en tvekamp, oftest på liv og død.

Til snakken om hendes folk nikkede hun igen "Det er sørgeligt, desværre ser det ikke ud til at lysne på det. Jeg fortryder ikke jeg kom herop, nogengange er det hårdt, folk er uforstående og når man har det allerværst kan man godt fortryde det lidt. Men hvis jeg ikke var taget herop til at starte med ville jeg aldrig møde folk som dig! De findes bare ikke hvor jeg kommer fra!" sagde hun så, og hævede øjenbrynene med et smil, inden de store gule øjne fulgte den lille kugle af lys, som åbnede haspen på viduet. Et øjeblik tog hun sig selv i at måbe som en anden idiot, hun havde aldrig forstået evner som den og kunne af samme årsag ikke andet end lade sig fascinere.
Så skyllede den friske luft ind i lokalet, og Isis lagde hovedet tilbage på puden og åndede tungt ind, eller så tungt hun nu engang orkede. Det friske pust var uundværligt, for på trods af at hun havde vendet sig til menneskenes underlige påklædning, ville hun nok aldrig vende sig til den indelukkethed der forekom i mange hjem, det lå for dybt i hendes natur og hendes væsen altid at befinde sig i det friske vand eller den kolde luft

Han så på hendes hånd, da skulpturen smeltede, næsten trist over at se hendes smukke arbejde forsvinde på den måde. Da hun i stedet kreerede en rose og rakte den op til ham, lo han selv blidt og tog den forsigtigt med to fingre for at studere den videre.
"Det kan jeg se," bemærkede han med et skævt, charmerende smil og løftede sin anden hånd op. "Lad mig se en gang..." Han rynkede brynene en smule koncentreret og tænkte sig et øjeblik om, før han langsomt lod en blomst gro op ad sin hånd. Den var lige så gennemsigtig og isblå som hendes, men modsat den af is, var dens blade bløde og virkelige og foldede sig langsomt ud. Det var ikke så lidt af en udfordring for ham, men han nød en sådan opgave, der bragte en smule sved på hans pande. Han skulle gennemtænke al sin vidne om planter og deres celledele, deres egenskaber, deres duft og følelse, kort sagt hele sin viden for at kunne lave tricket. Det var så sjældent, han rigtig fik en udfordring længere, og han var ikke bleg for at tage den op!
Langsomt voksede den isagtige rose frem med en knup, som han med et blidt pust fik til at folde sig op, og bladene vibrerede let under hans ånde. Han holdt de to roser frem til inspektion og så kritisk på dem. Ikke helt tilfreds ændrede han den en lille smule, før han med lidt besvær og en dårligt skjult grimasse plukkede den fra sin hånd og rakte hende den, så hun kunne se nærmere på den.
"Hvad synes De? Ikke så god som den ægte vare, De har fremstillet, men som kopi er den.. udmærket?" Han afventede spændt hendes reaktion. Det var hans første forsøg i gennemsigtige blomster, og han havde kæmpet for at holde så mange af de farvende celledele ude af planten, som det var muligt og stadig sikre dens overlevelse og give den alle de vitale dele. Det var ingen nem udgave at kreere den form for liv, men George mestrede evnen og havde meget stor viden om det. Han var stolt af sit værk, men viste det ikke udadtil. Kunne ikke lide at prale, selvom det måske kunne opfattes som sådan, hvad han lige havde lavet. Han tænkte ikke selv på det som sådan.
Han huskede så på, hun havde talt, mens han havde været koncentreret, og han fandt hendes sætning frem igen i sin hukommelse.
"Åh ja: Måske ikke ynkelig - jeg er vokset op med en stor blomstrende have, men jeg har først indenfor de seneste 7 år lært at beherske mine kræfter. Så ynkeligt vil jeg bestemt ikke sige; jeg synes stadig, det er yderst imponerende! Deres sans for detalje og ubesværede brug af Deres evne er aldeles fascinerende!" Han smilede varmt og opmuntrende til hende og mente tydeligvis alt, han havde sagt.
Han så godt det triste udtryk i hendes øjne og fornemmede, hun havde ondt af ham, og han rettede sig lidt mere op og betragtede hende fast besluttet på ikke at sige mere om et emne, der tilsyneladende gjorde hende trist på hans vegne.
I stedet lytter han da hun igen er tilbage ved hendes folk. Ved de sidste to sætninger rødmede han let og slog blikket ned med et svagt smil.
"Jeg er glad for, jeg kan opveje lidt af den ondskab, De har mødt. Det betyder en hel del for mig at vide ... Deres velvilje og nysgerrighed efter vor del af Krystallandet gør både Dem og Deres race ære!" Han dristede sig til at se på hende igen, hans smil voksende sig lidt bredere.
Han så hendes måbende udtryk og trak skævt på smilebåndet ad det. Hun var ikke den første, der reagerede sådan på hans brug af sin mere destruktive evne. De fleste så hans energiudladninger som et våben og intet andet, men han havde lært at beherske sig i en sådan grad, han kunne klare små opgaver som en haspe på et vindue eller at skubbe en dør i eller op. Meget nyttigt til tider, og han nød at bevise, at selv med så farlig og destruktiv en evne, kunne han være blid og behersket.
Han betragtede hende med et venligt smil, mens hun lænede hovedet tilbage og tog den dybe indånding, og han så hendes bryst hæve sig op i takt med, luften fyldte hendes lunger. Selv var han meget ambivalent i sit forhold til naturen. HAn elskede at være udenfor plant planter og natur, men han holdt sig som regel i sikkerhed indenfor og nød sine hobbyer om aftenen og natten, når alt for mange rovdyr jagede. George var ikke meget for at skade skovens skabninger, hvis de angreb ham, og at flygte fra dem var ofte ydmygende og farefuldt; to ting han afskyede. Han afholdt sig for vold når han kunne, men kunne omvendt også sagtens stå frem og forsvare sig selv eller andre, hvis det var nødvendigt. Men han kunne se på hende, hvordan det forholdt sig med hende og at være indelukket, og lige nu glædede han sig bare over, de var på anden sal, hvor blæsten var stærkere og kom kraftigere ind gennem vinduet. Det ville nok være godt for hende.

Isis så fascineret til da George kreerede rosen, kunne man andet end blive overrasket? Isis vidste ikke engang at det var muligt med magi at lave en gennemsigtig blomst, men det var det altså. Forsigtigt tog hun imod den og skævede mistroisk til den, mens hun kørte hånden frem og tilbage bag rosen for at sikre sig, at den var gennemsigtig og det ikke bare var et eller andet smart trick George havde lavet, men den var god nok.
Da hun var færdig med at teste blomstens gennemsigtighed gik hun til forsigtigt at stryge de unaturligt bløde blade, som kun ganske få blomster havde, det var utroligt. Forsigtigt duftede hun til den, den duftede frisk og sød, lidt som en rose, derefter stak hun hele næsen ned i den, og strøg næseryggen henover de bløde blade. Så kunne hun ikke lade være med at grine lidt af sig selv.
"Det er helt fantastisk, jeg har aldrig set noget lignende på land. I havet er der ganske vidst gennemsigtige søanemoner, men det her kommer jo ikke i nærheden af det!" sagde hun så, og strøg en finger over et af de store kronblade.
Isis kunne ikke skjule at hun var dybt fascineret over hans talent, på trods af at han kun havde haft 7 år af sit liv til at udvikle dem "De færreste har dine talenter, selv efter at have kendt til deres evne i 20 år!" konstanterede hun og duftede igen til blomsten før hun lagde den ned på dynen mens hun endnu holdt den i den ene hånd.

"Det er jeg glad for du syntes. Man kan ikke være andet end nysgerrig med alle jeres sære vaner og traditioner!" grinede hun så lidt, og strøg forsigtigt den ene hånd nedover såret hun havde ved ribbenene, hun gav et suk fra sig, "Jeg havde nok kedet mig ihjel med den her sygelægning hvis det ikke havde været for dig, utroligt hvor mange gange du man nå at redde mit liv!" Sagde hun så og smilede skævt til ham.
Igen skævede hun kort ud af vinduet, inden hun blev enig med sig selv om, at hun ville hente en af de lysende sten fra bunden af havet som bragte held. Menneskene kendte ikke til krystalhulere, men han fortjente en sten efter hvad han havde gjort for hende, hun vidste ikke hvad hun ellers kunne gøre til gengæld for at opveje for hans redningsaktion

Optaget af sit forehavende bemærker han ikke Isis' fascination over hans værk. Ikke før han afleverede den til hende og smilende betragtede hendes undersøgelse af den. Det havde bestemt ikke været let at lave, og han havde kun kunnet gøre det, fordi han i Cassas bibliotek havde fundet en omfattende samling tekniske bøger om planter og deres opbygning. Han ahvde slugt al viden omkring dem, han kunne komme i nærheden af, sm havde han været en sulten ulv, og han vidste mere om planter end nogen anden i landet kunne gøre.
Hendes ros glædede ham, meget endda, og hans smil blev lidt bredere ved den, mens hendes finger strøg over kronbladet. Det næste, hun sagde, fik ham dog til at rødme, og han slog blikket ned.
"De færreste ville gå så meget i dybden med det som jeg har gjort ... HVor jeg kommer fra er den slags evner ikke normale, og jeg var dybt fascineret af dens pludslige opdukken. Jeg er vist et omvandrende leksikon, når det kommer til planter - i alt fald dem over vandet og dem der er katalogiseret. Jeg har været i gang med at udvikle en plante, der producerer nok ilt i så høj en hastighed, det vil være muligt for mig at undersøge dem der vokser under vandet også. Men det er temmelig kompliceret at påvirke cellerne på den måde, og sidst jeg forsøgte mig med et eksemplar, fik jeg nær druknet mig selv efter ti minutter ..." Han skar en grimasse, men smilede så igen. Der var virkelig mange muligheder med evner som hans. "Jeg har også en omfattende viden om gifte og er ved at læse op på helbredende effekter af planter for senere selv at kunne udvikle nye ting. Jeg har lykkedes i nogle få eksperimenter, men alt for mange gange er det gået galt. Healeren der tilså Dem er jeg ganske godt bekendt med efter de mange forgiftninger jeg har fået givet mig selv; der er så tynd en grænse mellem helbredelse og forgiftning." Et let frustreret suk undslap ham, mens han slog ud med hænderne. "Det er dog lykkedes mig at forstærke den smertestillende effekt fra laudanum - som jeg gav Dem - og jeg arbejder på at fjerne bivirkningerne i øjeblikket ... Åh, men nok om mine planter, jeg keder Dem bare!" Med et undskyldende smil på læben, mødte han hendes blik og hørte hende tale igen udvisende ægte interesse for alt hvad, hun sagde.
"Nysgerrighed er altid godt, miss Isis! Det er det der gør os klogere og det der går i arv til vore børn. En dag vil De have masser af historier at fortælle Deres børn, og gennem Dem vil interessen for overfladen holdes i live hos Deres folk." Så rolig og myndig var hans stemme, så fuldstændigt overbevisende, at han næsten var sikker på, hun ville tro hans ord. Selv havde nysgerrighed bragt ham langt i livet og giver ham den viden, der skulle blive hans egen arv til sine børn.
Den sidste kommentar fik ham til at le mildt, og hans øjne funklede i skæret fra lysene omkring dem.
"Jeg gør mit bedste for at holde Dem underholdt. Det er aldrig sjovt at være skadet, og jeg er kun glad for at kunne distrahere Dem lidt ... Med henblik på at redde Deres liv, står jeg altid til tjeneste." Hans eget smil voksede sig skævt ved den sidste kommentar, og han havde et meget charmerende ansigt i dette øjeblik uden dog selv at vide det. Smilet blødte hårdheden fra hans kæbe, hage og næse op og gav ham et blødere udseende, der passede bedre til hans personlighed.
"Åh, mens jeg husker det; i morgen tidlig vil der være en periode, De vil være overladt til Dem selv - eller en tjenestepige - mens jeg er nødt til at passe mine forretninger. Jeg har adskillige drivhuse at besøge, men jeg skal skynde mig tilbage til Deres side så hurtigt, det er mig muligt. Normalt tager det et par timer ... Hvis det passer Dem, kan De blot sove så længe, for jeg tager normalt af sted et godt stykke tid før solopgang. Det er vigtigt at have varerne på plads til når dagen begynder, så jeg ikke lader kunderne vente." Han smilede let beklagende og med et splittet udtryk i øjnene. Han ønskede ikke at lade hende alene til tanken om smerter og til uro over at være alene et fremmed sted, men han havde forpligtelser og et ansvar, han ikke bare kunne lægge fra sig.

Isis lyttede betaget af hvad han sagde, mens hun ualindeligt forsigtigt strøg et af de gennemsigtige blade med en finger, hun kunne slet ikke holde op med at rode med den smukke blomst George havde givet hende. Gid den alderig nogensinde ville visne, det ville den desværre nok, men den var bare for smuk til at den måtte forsvinde mellem fingrene på hende.
"Oh, det lyder meget spændende. Så kan det være at jeg en dag kan vise folk bunden uden jeg behøver at udsætte dem for en forvandling til havfolk!" grinede hun så lidt og tænkte på den stakkels Ray hun havde set sig ond på og fået forvandlet til en af hendes egne. Men han havde også selv bedt om det, ved at have travlt med at håne hende og hendes race, hun gjorde det jo ikke i ondskab, men for at vise ham en hel anden del af verdenen og at bevise at dybhavsfolket nu engang ikke var så forfærdelige væsner som de desværre blev gjort til af mange mennesker der mødte eller hørte om dem.
Roligt lagde hun hovedet e hende på sned imod George, hun havde stadig ondt i halsen hvor Lorgaths grådige tandsæt havde begravet sig, men det var ingenting sammenligned med stiksårene, ét eller andet sted håbede hun på at nogle fik fat i ham, han fortjente kun at blive buret inde, men det ville vel ikke engang hjælpe, han levede for evigt.

"Du er i hvert fald mere underholdende end mange andre mennesker. Det gør intet at du tager afsted i morgen, jeg kan jo ikke optage dig hele tiden.. Men, jeg ville have det bedst hvis der ikke var nye folk der kiggede for meget til mig, jeg syntes at jeg har været til besvær nok og jeg er sikker på at jeg godt kan være alene et par timer!" sagde hun så dybt alvorligt inden hun sendte ham et smil og stak så pludseligt det ene ben ud under dynen, på trods af silken var ganske kølig var dynen meget lun for en som Isis, og den friske luft fik hende kvikket en smule op.
"Jeg forvandler mig nok i morgen aften, jeg kan ikke rigtigt styre det. Jeg håber bare du er tilbage der!" sagde hun så og trak let på skuldrene, hun ville helst have at det var George som var der når hun forvandlede sig, så ikke en eller anden stakkels kammerpige faldt om med et hjerteanfald

Hendes betagelse af hans ord var ganske smigrende, og han følte sig i den grad tilpas ved at tale med hende. Han smilede skævt, mens hun igen strøg rosens blade så nænsomt. Det var sjældent han så folk være så forsigtige og blide ved planterne, og det vækkede en endnu større velvilje imod hende.

"Det håber jeg vil blive muligt, ja, selvom jeg må indrømme at have fået et par skrupler på nuværende tidspunkt. Jeg havde ikke forventet at finde et helt folkeslag dernede, og det vil komplicere tingene for jer en hel del, hvis mennesker pludselig begynder at valfarte til jeres hjem. Især fordi der er så mange mennesker, der ikke forstår sig på andre racer ... Så måske jeg blot skal holde mine forsøg for mig selv, selvom det er en skam, folk ikke kan få den del af landet at se ... Hvem ved, måske vil I selv være interesserede i nogle af dem, når jeg har testet det færdigt, så I kan invitere dem ned, I har lyst til?" Han smilede blidt og funderede lidt over det sidste, hun havde sagt om at forvandle folk til hendes egen race. Yderst interessant, det måtte han indrømme! Hans nysgerrighed om hendes folk var nærmest brændende, og han længtes efter at udspørge hende om det, men det var næppe det rette tidspunkt, mens hun lå afkræftet i sengen.

Hvis det stod til George, skulle han nok få fat på den vampyr, der så ondskabsfuldt havde overfaldet hende. Han havde før mødt en vampyr, der havde bedt ham om at få lidt blod, nærmest tigget ham, og han havde givet sin tilladelse ude af stand til at stå for den høflige facon der var blevet spurgt på. Han kunne stadig huske smerten fra biddet, men han havde ikke rørt sig ud af flækken dengang. Da hun lagde hovedet på skrå kunne han næsten huske følelsen af huden, der blev trukket i, og det var lige før, han havde lagt hendes hoved tilbage på plads igen, selvom han holdt sig i skindet.

Hendes næste ord bragte smilet endnu mere frem, og han modtog hendes smiger ganske roligt og taknemmeligt.
"Jeg er glad for, De ser sådan på det, når nu De er tvunget til at tilbringe tid sammen med mig. Og det vil blive som De ønsker; jeg vil ikke sende nogen herop for at våge over Dem. Jeg plejer normalt kun at være et par timer om det, og jeg kan ikke se hvad, der skulle kunne opholde mig længere end det." Han mærkede, hun rykkede på sit ben, men han vendte sig ikke for at se hvad, hun lavede, da han ikke ønskede at stirre på hendes halvt afklædte krop mere end han allerede følte, han gjorde. Ikke at hun lod til at have noget imod det, men det havde han selv. Han rakte en hånd op og fjernede en lok fra sit ansigt, hvor den hvilede krøllende mod hans kindben, og han placerede den bag sit øre kun for at have den faldende tilbage igen. Et let suk undslap ham, mens han fokuserede blikket mod den og prøvede igen med samme resultat. Den var en meget dum længde. HAn havde tidligere været træt af den og klipped den af, men den var ved at gro ud igen og havde lige den længde, hvor den ikke helt kunne blive hængende bag øret. Han opgav den og lod den hænge halvvejs ned over sit øje. Han overvejede at hente et nyt bånd til at binde håret op igen, da det tumlede vildt omkring hans skuldrer - slet ikke som han var vant til i en nydelig hestehale, krøllerne snoet om hinanden.

Hun talte igen, og han skiftede fokus tilbage på hende med sit stadigt rolige smil.
"Jeg skal nok være her," lovede han, "Mine forretninger er overstået før frokost, med mindre jeg vælger selv at tage ud til en af butikkerne, og det har jeg ingen intentioner om at gøre i morgen. Så De kan være ganske rolig." Smilet bredte sig skævt til den charmerende grimasse han stadig ikke selv var bevidst om, og hans mørke øjne hvilede roligt i hendes. Han så faktisk frem til hendes forvandling; det interesserede og fascinerede ham, og hans nysgerrighed var meget stor.

Han nærede et egoistisk ønske om at studere og udspørge hende, når hun fik det bedre, så han kunne lære mere. Måske kunne hun endda introducere ham til nogle for ham nye plantearter, han kunne studere. Det ville glæde ham såre at se et par eksemplarer og få lov til at undersøge dem. Men han var tålmodig, og han kunne sagtens vente til hun var rask nok.

En pludselig ide kom til ham, og nu var det hans tur til at lægge hovedet let på sned.
"Hvor meget energi føler De, De har i øjeblikket? Er De meget udmattet? Jeg kan lave et bryg, der vil give Dem flere kræfter, så De har lidt mere at stå imod med, hvis De er interesseret? Desværre kan jeg ikke love meget for smagen, da min.. ingrediens med vilje er lavet meget bitter for at afholde folk fra at spise for meget af den."
Faktisk var det hans eget private forråd, han snakkede om, lavet så ingen andre burde bruge dem, da de kunne være farlige, hvis man ikke vidste hvad, man havde med at gøre. At spise en hel grøntsag ville brænde en person op indefra, med mindre man besad hans magiske kræfter eller lignende, men han havde med stort held brugt en smule af saften før og kun fåt positive resultater ud af det. Ingen havde nogen sinde fået lov at se eller røre dette værk før, det var altid brygget af George personligt, udleveret af ham personligt og overvåget af ham personligt. På den vis var han sikker på, han havde fuld kontrol over situationen.

Det var en grøntsag han havde brugt lang tid på at udvikle, og som flere gange nær havde dræbt ham, men det var omsider lykkedes ham efter flere års forsøg at fange lidt af sin egen livsenergi under en skal på en grøntsag. Jo længere grøntsagen lå, jo mere energi forsvandt fra den, så der var pumpet mere end dobbelt så meget energi i produktionen af en, som man i sidste ende fik ud af den, men de havde reddet hans liv flere gange siden udviklingen, og han brugte dem ofte selv. Han tog mængder ingen uden hans kræfter ville kunne klare, og mens hans krop kæmpede imod grøntsagens virkning i store smerter for ikke at blive brændt af indefra, absorberede han energien i sig selv, så den igen blev en del af ham. Det var lidt anderledes, når det kom til andre, og når det var små mængder. Hendes mave ville ikke kunne optage energien så godt, den ville gå direkte ind i blodet og kødet på hende. Den ville øge helningsprocessen af sårene en smule og samtidig gøre hende mindre døsig, og da det virkede lidt som et adrenalinskud, ville smerterne også midlertidigt fortage sig let. Han havde ikke delt ud af denne grøntsag i flæng; kun de meget svage, døende, havde fået dette bryg, og nogle af dem havde tigget ham om at gøre noget. Det gjorde Isis ikke, men han ville gerne hjælpe hende alligevel, og de forrige sårede, han havde afprøvet det på, havde gjort ham meget sikker i brugen af det. Der var en minimal risiko for, hun ville opleve svage smerter lige ved indtagelsen, og i fald det skete, havde han også et middel mod det. Så alt i alt var det en meget sikker metode at bruge, hvis hun følte, hun havde brug for det.

Isis nikkede til det han sagde, mens hun fortsat strøg rosens blade, hun var stadig dybt fascineret over hans evner og havde mest af alt lyst til at se mere, men hun ville ikke være krævende overfor ham, hun havde godt bemærket de små svedperler der var sprunget frem på hans pande da han kreerede rosen til hende.
"Hvis menneskene fik adgang til vores hjem ville det være problematisk. For det første har vi nogle ting dernede som... menneskene nok ikke ville kunne lade være. For det andet er dybhavsfolk meget teritorielle. Hvis folk først begyndte at træde ind på visse områder er det ikke sikkert mange af dem ville komme op igen!" mumlede hun så med en trist mine, i hendes kultur handlede det om at være en alfahan, hvis man ikke var stærk nok til det måtte man indordne sig og tage hvad man kunne få. Dette behøvede George ikke vide, det ville bare gøre hele Isis folk til en flok barbarer, og selvom det var ganske sandt ønskede hun ikke at hele verdenen skulle vide det.

Forsigtigt strøg hun hånde over panden, de to meget små horn hun havde lige over øjenbrynene fejede hun hurtigt henover ned håndryggen, inden hun gav et lille suk fra sig, hun ville aldrig komme til at blive mere menneskelig end hun var nu. Roligt og næsten ubevidst rakte hun hånden frem imod Georges ansigt idet han kæmpede med den besværlige tot, så lod hun forsigtigt fingrene glide igennem hans glatte bløde hår, menneskenes hår havde altid fascineret hende, hendes eget var en del tungere, hårdere og sværre at klippe eller skære af for den sags skyld, et øjeblik tog hun sig selv i at misunde George, igen, han besad en ynde som de færreste kunne.
Så gav hun et lille hæst grin fra sig, da tanken om, at det nok kunne være ret grænseoverskridende for en mand som George.
"Undskyld!" hun trak hånden til sig og fugtede så læberne med tungespidsen, inden hun vendte blikket imod sit ene ben, og bøjede det let for at studere såret hun havde fra den ene daggert. Det føltes ikke så slemt som det hun havde i ryggen, eller for den sags skyld i brystet, men det dunkede småubehageligt.

"Du skal ikke skynde dig eller haste for min skyld. Jeg tror jeg overlever at du er væk et stykke tid. Bare du ikke falder død om når jeg forvandles, så er jeg glad!" Grinede hun så kækt og svang begge ben udover kanten af sengen med en anstrengt mine, hvorefter hun trak dynen af. Hun havde brug for at mærke den friske luft imod hendes hud inden hun døde af indelukkethed under silkedynen, uanset hvor behagelig og luksuriøs den så var.
Hun tog en dyb indånding og rystede så på hovedet til hans spørgsmål, så de blå krøller dansede om ansigtet på hende, en enkelt lok blev fanget af et af de lidt større horn i panden, uden hun rigtigt tænkte over det.
"Det er okay, jeg tror jeg klarer den, men mere frugtjuice ville jeg ikke dø af!" grinede hun og bed sig så i læben, bange for at være for krævende igen, men hun havde aldrig fået noget lignende under vand, sådan noget fandtes slet ikke under vand, det fandtes kun på den solbeskinnede overflade, til hendes store ærgelse

Det ville have glædet og moret ham at kende hendes fascination af hans evner, men nok også gjort ham temmeligt forlegen. Skønt han var vant til at studere racer af forskellig art, var han ikke så vant til selv at blive studeret. Jovist havde han da stillet sig til rådighed et par gange for en undersøgelse - den ene af en grovhåndet kentauer, der fandt ham lille øg skrøbelig - men aldrig overfor en kvinde.
Han nikkede beklagende til hendes ord. Men det var godt at få dem at vide, før han endte med at ødelægge noget for dem.
"Jeg er glad for, De fortæller mig det. Det ville have været en katastrofe, havde jeg fortsat min plan og det var sket. Mennesker kan have en mærkværdig tendens til at tro alle naturens gaver tilhørende dem, og nej, de ville nok næppe kunne lade noget være, selvom det tilhørte et andet folk. Jeg kan kun beklage for vores ignorente facon." Han slog ud med den ene hånd i en hjælpeløs gestus, der sagde, at han ville ordne det, hvis blot han kunne.
George ville næppe se dybhavsfolket som barbare af den grund, hun frygtede. Han havde fået rykket sine grænser for den slags en hel del siden sin ankomst, hvor han tænkte sådan om langt de fleste krystalisianere. Nu om stunder tænkte han ikke sådan om nogen; hans horisont var alt for udvidet til at rumme sådan et begreb længere.

Han fulgte hendes hånd med øjnene, da hun strøg sig over panden og de to små fascinerende horn. Sukket kom bag på ham, og han så spørgende på hende, indtil han så hendes hånd komme mod sit ansigt. Han stivnede og så bare på hende uden at rykke sig, da det gik op for ham hvad, hun havde i sinde at gøre. Han burde trække sig bort, burde rejse sig og lægge afstand imellem dem, men han fandt sig selv ude af stand til at gøre det. Det var mere end fem år siden nogen sidst havde vovet at lade en hånd nærme sig hans ansigt på den måde, og han fandt, han holdt vejret, mens hans øjne blot fulgte hendes bevægelser. Hendes fingre nåede hans hår og strøg igennem det trækkende den genstridige lok med sig. Flere af hans lokker væltede ned om hendes hånd og krøllede sig rundt om den og hendes håndled, som om det forsøgte at få hendes hånd til at blive der for altid. Han var ikke klar over hvorfor, hun gjorde det eller helt hvordan, han skulle føle over det, og det hele blev bare til forvirring i sidste ende. Det lille grin gav ham et lille chok; han havde været halvvejs væk i fornemmelsen og i sine meget forvirrede tanker.
Det var helt en lettelse, da hun trak hånden til sig og undskyldte, og han rømmede sig let, stadig meget forvirret.
"Tænk ikke på det," bad han i et ubestemmeligt toneleje. Det var ikke til at sige hvad, han tænkte lige nu, og han vidste det ikke en gang selv, hvilket ikke huede ham.
Han mærkede madrassen bevæge sig let under dem, da hun trak i sit ben, og han havde nær drejet sig for at se hvad, der skete. Men kun næsten. Han sank en klump og betragtede hende, mens hun undersøgte såret.

"Jeg kan næppe skynde mig mere end jeg gør til hverdag, selvom jeg ville. Det kræver koncentration og en hvis tid, jeg ikke kan ændre på ... Men De skulle meget gerne kunne overleve det, ellers ville det virkelig bedrøve mig." Han smilede venligt og mente sine ord. "Og jeg tvivler stærkt på, det kan skræmme mig. Min nysgerrighed er alt for stor, og min største bekymring ligger faktisk i, den nysgerrighed skal stige mig til hovedet." Han skar en grimasse let rød i kinderne over indrømmelsen.
Da hun dernæst svingede benene ud over kanten af sengen, måtte hun nødvendigvis sno dem halvvejs rundt om George, og hendes krop gled ind og lagde sig op ad hans, hvilket fik ham på benene med lynets hast. Uden at tænke så han mod hendes ben for at se hvad, der var sket, rødmede så kraftigt over at se hendes bare ben stikke ud mellem stoffet på slåbrokken og ud under dynen. Luften blev fanget i hans svælg, og han drejede sig hastigt rundt og rettede blikket ud ad vinduet ude af stand til at slå billedet af hendes ben ud af hovedet. Det var mere hud end han havde set af nogen anden kvinde - hans hustru havde haft et tykt lag af pels der fungerede lige så lidt afslørende som tøj - og han var rimeligt chokeret lige nu og vidste ikke hvordan, han skulle reagere. Han samlede hænderne bag ryggen for at forhindre dem i at ryste og forsøgte at berolige sig selv med alle mulige andre tanker. Hendes bøn om mere frugsaft var derfor velkommen, og han løftede straks hænderne op og begyndte at kreere en ny til hende. Det var tydeligt på hendes latter, hun ikke lagde noget i sine handlinger, og på ingen måde alt det Georges hoved lagde i det. Han havde lyst til bare at forlade rummet for at få styr på sig selv, men det ville virke endnu mærkeligere på hende, end det han allerede havde gjort, så han blev blot stående hvor, han var. Igen tænkte han mere på hendes velbefindende end sit eget.
Han blev færdig med frugten og brækkede toppen af den, lod den forsvinde tilbage ind mellem hans fingre, før han rakte frugten ned til hende og forsøgte ikke at se for meget på hende, da det fik billedet til at pringe frem igen, nu det lige var lykkedes ham at slå det væk.
"Ligger du behageligt?" spurgte han, hans mund tør og ubehageligt ru, mens han mærkede en kølig brise mod sit ansigt kølende hans kinder.
"J-jeg beklager min voldsomme reaktion, miss Isis, det er ikke fordi... erhm... Jeg mener... Dine ben er.. smukke ... Det er ikke det, men... Jeg... erhm..." Han slog over i engelsk og gav sig selv en svada hun alligevel ikke ville kunne forstå, mens han tog sig til panden. Det var meget kompliceret at forklare og forstå, og han kunne kun bede til og håbe på, hun ikke ville være stødt over hans opførsel.

Isis trak på skuldrede og vippede så lidt med den ene fod der ikke var tilskadekommen.
"Jeg tror desværre at det er en naturlig del af de fleste racer. Alle ville gerne have indflydelse på det meste. Godt nok ser man ikke de store problemer med dybhavsfolk der vader op for at overtage overfladen, men tro mig, der er rigeligt med problemer i havet. Bare se på den uendelige strid mellem mit folk og lavvands tosserne!"
Sagde hun så og skar en grimasse, hun havde efterhånden ikke styr på hvor længe de to racer havde ligget i krig, det var aldrig blevet sagt eller er klæret åben krig, men det var ikke tilfældigt at lavvandsfolk på mystisk vis forsvandt hvis de fik bevæget sig for dybt ned, eller dybhavsfolk der aldrig kom tilbage fra overfladen når de skulle krydse lavere vande.

Idét hun fik trukket mere af hans hår løst fra hans hestehale grinede hun bare lidt og bemærkede så igen skrækken der mere eller mindre bredte sig i hans blik "ups." Grinede hun og lagde så hovedet på sned, hun kunne stadig mærke det silkebløde hår imellem hendes fingre der normalt var vant til hårde forhold, sådan var George ikke, sådan havde han aldrig haft det, det lignede han i hvert fald ikke en der havde.

"Hahaha, bare rolig, du skal nok få lov at spørge og kigge når det er, jeg ville dog foretrække at vente med en forvandling til det naturligt sker, i denne tilstand er det lettere og jeg kan spare på kræfterne for nu!"
Isis ville oprigtigt gerne vise George hendes naturlige form, men det måtte vente lidt endnu, uanset hvor gerne hun ville. Det var sjældent at folk fandt interesse for den slags, og ikke blot stemplede hende som en søslange.

En undrende grimasse indfandt sig roligt hos havkvinden som George næsten gik i panik da hu svingede benene udover kanten, hun ville aldrig forstå den slags adfærd. Så trak hun dynen nedover sine ben igen, så hun ikke generede ham yderligere, mens hun rømmede sig lidt akavet.
"undskyld!" mumlede hun så lidt diskret og vendt så det gule blik ud ad vinduet.

Han lyttede til hendes ord med største interesse. Jaså, der var flere racer gemt i havets blå? Og de bekrigede hinanden. Yderst interessant. Eller var det nu racer? Mit folk. Måske var det mere som en form for klaner på samme vis som nordkrystalisianere, ørkenfolk, dem fra topalis og de almindelige krystalisianere? Det rejste en masse spørgsmål, men han ønskede ikke at bombardere hende med dem, og han smilede blot venligt.
"Det har De vel ret i, det er. I alt fald de mere tænkende racer. Det må være en del af den udvikling, der er sket ... Og jeg vil gå ud fra, der vil være stride hvor end, man bevæger sig hen. Det er dog bedrøveligt at se, men det vil nok altid være sådan ... Har stirden jer imellem bestået længe?" Han ville ikke tillade flere spørgsmål til hende, og slet ikke lige nu. måske når hun havde genvundet sine kræfter, men han ville se tiden an.

Til hendes grin og ups, fik han bare et høfligt smil frem og løftede begge hænderne op, hvor han tog båndet ud af sit hår. Han slap ikke hestehalen på noget tidspunkt, da han ikke var alt for tilfreds med hvordan, han så ud med håret hængende løst. Det var hele grunden til, han altid havde det sat op, og han lagde båndet mod sit skød, før han med fingrene trak håret tilbage igen, så alle totterne kom med. Nok en gang fik han fat i båndet, og han løftede det elegant og gik i gang med den lidt komplicerede opgave at binde det. Han var jo ikke tilfreds med en simpel sløjfe; det skulle være en dobbeltbuet, og enderne skulle stoppes væk, og det var bestemt ikke helt let og tog ham nogen tid, hvor han bare sad koncentreret med let rynkede bryn og slyngede båndet let fra side til side, mens han med øvede bevægelser bandt det op. Det tog sin tid, men til sidst lykkedes det, og han tog en lettet, dyb indånding, før han smilede igen og delte hestehalen i to, før han snoede de to lokker rundt om sine fingre, indtil de formede hans sædvanlige to slangekrøller.
Og George havde da haft et hårdt liv efter de standarter, han var opvokset med, selvom det nok ikke var ret meget i forhold til krystalisianerne og Isis. Han havde dog været en del mere igennem end han nogensinde havde kunnet forestille sig at komme ud for.

Hendes kommentar angående sin forvandling, fik et strejf af pink over hans kinder, men han smilede dog stadigvæk.
"Jeg skal forsøge ikke at være for meget af en pestilens," sagde han og forsøgte at lyde spøgefuld, hvad ikke var hans stærke side. "Og naturligvis må De spare på Deres kræfter hvor De kan! I Deres nuværende tilstand ville alt andet være tåbeligt." Det glædede ham såre, hun ikke var uvillig til at lade ham se sit andet jeg, men han kunne naturligvis vente. Han var ikke utålmodig normalt, og hendes helbred var vigtigere end hans nysgerrighed. At det var de færreste, der havde interessen for andre racer på denne måde, var han sesværre klar over, og han begræd det. Dt ville virkelig lette mange grænser og forhindringer racerne imellem, og et land som Krystallandet, hvor der netop var så mange racer, var det af største vigtighed.

At Isis ikke forstod hans adfærd, var han skam udmærket klar over. De færreste krystalisianere forstod den, og nogen gange gjorde han ikke en gang selv.
Da hun trak dynen ned over sig igen, kunne han have stukket sig selv en lige højre, og han bevægede sig hurtigt lidt rundt og fik fat i silkesengetæppet, der var langt tyndere end dynen. Han bragte det hen til hende og holdt det op for at lægge det over hende, mens han sikrede sig, han ikke ville kunne se hendes ben imens.
"Dette er knapt så varmt," bemærkede han og kæmpede for at være rolig. "Og De skal ikke undskylde; kravet herom ligger helt på Deres side. Jeg må falde Dem meget besynderlig, det er jeg klar over, og jeg beklager min voldsomme reaktion - virkelig. Min opvækst har givet mig nogle ideer, der her til lands virker direkte latterlige, men det er for indgroet i mig til, jeg kan ændre på det, hvor meget jeg end beklager, det er som det er." Han sukkede tungt og lukkede kort øjnene i for at klare sine tanker.