Isis løb alt hvad hendes ben kunne holde til, på trods af hendes muskuløse krop var hun ikke vant til at løbe og slet ikke over længere distancer, men hele hendes dyriske instinkt fik hende til at løbe uden rigtigt at tænke over det. Da hun var nået et stykke ned ad stien drejede hun ind imellem de mange træer, uvidende om vampyrens fabelagtige sanser gjorde hun sig forhåbninger om at kunne tabe ham der, selvom hun inderst inde lige nu hadede sig selv for farvevalget på kjolen der lige nu blot reflekterede månens lys.
Kniven der endnu sad i ryggen på hende flåede hun ud i en hurtig bevægelse med et halvkvalt gisp, så det sorte blod begyndte at løbe fra såret, og farve det hvide stof hvor det ramte. Et øjeblik overvejede hun at smide den fra sig, men måske, hvis han kom tæt på kunne hun måske bruge den, selvom hun aldrig havde haft et våben i hånden før. Nok kunne hun rive kæberne over på hajer og brække knogler med de bare hænder, men hun havde aldrig brugt våben i sit liv.
De gule øjne spejdede ind mellem træerne, han var som en skygge, han var ingen steder at se, men hun havde stadig en grim fornemmelse af at han ikke havde givet op så let. Pludselig knækkede hendes højre ben sammen under hende i en bidende smerte, hvilket fik hende til at tumle forover, og lande lige så lang som hun var på jorden i de frosne blade. Hun gav kort en hulkende lys fra sig, inden hun så ned på benet, endnu en kniv, lig den anden, havde boret sig ind i musklen på den ene læg.
Hun gispede efter vejret inden en tåre samlede sig i den ene øjenkrog. Desperat spejdede hun rundt i skoven, den tredje kniv der kom farende mod hende fik hun afværvet ved at slynge en bølge is imod den, hvilket fik den til at lande lige foran hende. Hurtigt trak hun kniven i benet ud med en anstrengt støn, og fik så med nøje besvær kæmpet sig på benene, mens hun pegede den ene kniv frem for sig, ud i mørket.
"Kom frem kujon!" snærrede hun med en dirrende stemme, tydeligt påvirket at de sår hun allerede havde pådraget sig.

Lorgath hyggede sig rigtig med at lugte til kvindens saltede, stærke blod. Hendes, for ham, tydelige hulken, da hun faldt sammen, men da hun med brug af is-agtige evner, undgik hans tredje kniv, der faldt til jorden, slappede han lidt mere af. Endnu et par gisp. Så røg kniven ud af hendes lægmuskel. Egentlig var det et dumt valg, hun ville bare bløde mere. Og dog: Det var ganske fint for ham. Hans sanser gjorde ham lettere ophidset, og da hun råbte fornærmelser efter ham, blev han naturligvis vred. Men det var dumt at reagere på det og han lod derfor vreden være adrenalin til hvis kællingen skulle vælge at forvandle sig. Hvorfor gjorde hun det egentlig ikke? Var det et trick? "Komme frem? Skal du ikke lige have lov til at forvandle dig først, trunte?" Spurgte han i den samme, venlige tone, mens han gik rundt mellem skyggerne. Han samlede nogle sten op samtidig med at han gik. Bare til at skræmme hende lidt mere med. Han kastede én af dem hen lige i nærheden af hendes hoved, og kort efter fulgte der fire flere efter, før han igen forholdt sig komplet stille bag et træ.
"Dit blod er bittert, frøken. Men stærkt. Jeg ser frem til at smage det igen," lød det, denne gang iskoldt, fra ham, mens han igen kredsede rundt om hende. Endnu en kniv blev kastet. Denne gang en af de hurtigtflyvende, sylespidse slags. Han kastede den bare efter hendes krop, ligeglad med hvor den ville ramme. Han skulle skræmme livet af hende. Bogstaveligt talt!

Isis spejdede fortsat ud i mørket, hun kunne ikke forstå at hun ikke kunne se ham, hendes øjne var unaturligt gode i mørke, men han var ikke til at se, til gengæld opfangede hendes øre af og til noget der ikke kunne være forårsaget af blæsten. Noget hamrede imod hendes ene horn, det gjorde heldigvis ikke ondt, og var for stumbt og lille til at være endnu en kniv. Da hun fandt ud af at det var sten han smed efter hende blev hun bare endnu mere arrig, men på trods af alt hendes vrede kom vingerne bare ikke frem, det var værre når hun var stresset. Ikke nok med at hun ikke kunne forvandle sig to gange i træk lige efter hinanden, så var evnen endnu svære at holde styr på når hun var presset, sidste gang havde hendes instinkt taget over fordi hun havde været tæt på, men når hun var på land og skulle flygte, var det desværre meget naturligt at hun blev i menneskeformen.
"Tror du jeg har brug for at forvandle mig, blot for et kryb som dig?" hvæsede hun med den rustne rå stemme hun fik når hun blev truet, den mindste sireneklang hun havde arvet fra sin mor, var sporløst væk fra stemmen.
Det sorte blod løb vådt ned ad ryggen og hendes læg, de sår hun før havde fra deres sidste møde var først lige helet ordentligt op.
Endnu en kniv farede mod hende, og flængede det hvide skørt, hun kunne ikke blive stående, det ville bringe hende alt for meget i en offerrolle. "Du skal aldrig rører mig igen igle!"
Igen satte hun i løb, denne gang væsentligt mere usikkert, da benet hvor kniven havde siddet sirtrede og truede med at give efter hver gang hun lagde vægt på det. En tåre trillede ned af hendes ene kind i frustration, inden hun nåede en skrant der skrånede 4 meter nedad eller lignende . Hun vendte rundt, fulgte han stadig efter?

Lorgaths raseri blev ikke bedre af kællingens ord. Han havde i forvejen svært ved at kontrollere sig selv med alt det blod og hendes provokationer gjorde det ikke bedre. Efter han havde kastet sin kniv og hun igen begyndte at løbe - nogle få meter forbi ham, strøg han efter i mørket, og forfulgte hende igen med et manisk smil på læberne, til hun stoppede op ved en skrant. Han kunne gætte det, eftersom at hun stoppede meget brat og kiggede ned.
Han forblev i mørket lidt, til duften af hendes blod igen, meget skarpt røg ind i hans næsebor. Han rynkede let på næsen, før han lod det indre bæst tage over, mens han trak en kniv. Han skulle ikke nyde noget af, at kaste dem ud over skranten, hvor han ikke ville kunne få dem tilbage. I stedet for, sprang han pludselig frem fra mørket og landede elegant foran hende. Han tog brutalt fat i stroppen på hendes kjole, trak hende ind til sig og stak kniven i siden på hende, hvor han lod den sidde, før han pressede en finger op under kæbelinjen og ind under. Det var ikke et let modtageligt punkt, faktisk ville det ruinere balancen let og det var et af de steder hvor han fik allermest smerte. Med det gjort satte han igen tænderne i hende, denne gang mens han meget hurtigt, grådigt, og brutalt sugede blod ud. Der var ingen kontrol. Havde han været i mindre kontrol, ville han måske ikke engang have været i stand til at slås med teknik.

Isis gule øjne flakkede i mørket, hun kunne ikke høre eller se ham, havde hun rystet ham af sig? Dampen stod ud af munden på hende da hun forpustet trak vejret i det koldt vejr. Endnu knugede hun kniven der var dækket af det sorte blod i hånden. Kort kiggede hun ned af sig selv, kjolen var flænset op og nede omkring det ene ben var det hvide stof farvet sort. Dog var der noget andet som fangede hendes opmærksomhed, pludselig stod han foran hende, hvis man ikke medregnede hendes horn var han meget større end hende. Han trådte hende helt nær, og i ren refleks smed hun kniven fra sig og prøvede så vidt muligt at rive hul i ham, men uden kløerne var det lige så umuligt som havde hun blot været et almindeligt menneske.
Vampyren foran hende hamrede så endnu en sylespids kniv mod hende, denne gang gik kniven ind mellem to ribben, hun gav et gisp fra sig, mens det ellers hadfyldte blik ændrede sig til et mere overrasket, frygtsomt udtryk. Kort blev hun nærmest helt slap i armene på ham, mens han bed hul og drak grådigt. Den tunge vejrtrækning blev mere rallende, inden hun hostede. Den bittersøde smag af blod fulgte med. Kiggede han på hende nu ville hun umiddelbart ligne en der havde overgivet sig til sin skæbne og det kønne sirenelignende udtryk stod tydeligt frem.
Sådan skulle det dog ikke ende, en panik bredte sig hos hende, inden hun greb fat om ham, og trak ham med udover kanten. Forhåbentligt ville han lande nederst!
En isklump dannede sig for enden af skranten, hvis det nu var helt perfekt ville hans rygsøjle eller hoved hamre imod isen, og forhåbentligt brække midtover.

Lorgath greb fat om tøsen, da hun blev slap i hans arme. Hun havde givet op, det var tydeligt for enhver at se. Lorgath blev derfor ved, uden at ænse sine omgivelser, komplet overrumplet af nydelsen ved det tykke, stærke, salte blod. Han kunne ikke få nok, overhovedet. Han var helt væk mentalt og det var først da det var før sent og han mærkede et ryk at han kom til sig selv og lagde mærke til at de begge to var på vej ud over kanten på skranten. Der var intet han kunne gøre, de faldt begge to og han stirrede rasende på hende mens de kæmpede om pladsen øverst. Den nederste ville jo ikke kun få slaget. Den nederste ville lande under den øverste.
Men Lorgaths kampvægt var imod ham. Kort før de landede, var det ham der var nederst og der lød en ubehagelig lyd da han kolliderede med jorden og tydeligvis en spids, kold genstand der sendte en skarp smerte gennem det nederste af ryggen og ud af sine af maven på ham. Det var smertefuld, koldt, ubehageligt og han gav en lav jamren fra sig i smerte mens han forsøgte at skubbe tøsen af sig. Han havde mistet kontrol, og nu skulle han bare væk! Da Lorgath så ned faldt hans blik på en nu meget rød, glinsende spids isgenstand og han vidste at det havde været havkvinden der havde fremkaldt den.

Isis landede med et bump heldigvis ovenpå ham, han var desværre ikke død i faldet, hvor hun havde knuget begge hænder fast om hans krave på skjorten. De store gule øjne stirrede vildt på ham og kvindens gispende vejrtrækning sagde det hele om hendes tilstand. Hele hendes krop rystede og lidt af det sorte blod var til at skimte i den ene mundvie.
Hun var i smerter, overalt gjorde det ondt, så ondt at hun ikke engang kunne tænke på at påføre vampyren yderligere skade. Med en rallende vejrtrækning kravlede hun af ham, den spidse kniv sad endnu i hendes brystkasse. Kun én gang i sit liv havde hun haft så ondt, og det var da inkvisitionslederen Spike havde toatureret hende i timevis.
Da hun var nået et par meter væk tumlede hun omkuld op ad et træ som hun lænede sig op ad med ryggen. Koldsved sprang frem overalt på hende, hvilket var et skidt tegn for en som hende.
Inderst inde ønskede hun Lorgath alt smerte i hele verdenen, hun havde ærligt og redeligt forsvaret sig imod hans angreb sidst, men han havde åbenbart følt at hun var skyld idet, og skulle derfor nu have igen af samme skuffe som hun havde givet ham sidst. Lige nu havde hun ikke overskud til det, nu galdt det om at bruge den sidste energi på at overleve.

Lorgath kunne godt se på havkvinden at hun skulle bruge hjælp for at overleve, da hun gispende, rallende trak sig væk fra ham. Han var desværre egoistisk mens hun vaklede væk og blev enig med sig selv om, at hun kunne sejle i sin egen sø. Han havde alligevel ønsket hende død til at starte med og med den voldsomme skade han selv havde, ville han nok alligevel ikke kunne hjælpe hende. Han var ikke engang sikker på, om han kunne hjælpe sig selv for han lå i en dum stilling, på ryggen og det ville ikke være let at trække sig op, væk fra isstumpen.
Med en anstrengt grimasse forsøgte han, kun for at blive udsat for endnu mere smerte over den både ru og klatte isstump. Han sad temmelig godt fast. Lorgath kneb øjnene sammen og lagde sig helt ned i gen.
Så slog idéen ned i ham. Han trak sin kniv, og begyndte at slå på isen med skæftet, til den krakkelerede og der ikke var helt så meget is at blive gennemboret af. Alt dette gjorde ham mens han en gang imellem gav små, pinefulde støn fra sig.
Nu hvor han bedre kunne komme fri, gjorde han det med et højt udbrud. Derefter lagde han sig på jorden, krøllet let sammen med en hånd holdt krampagtigt op foran såret. Et blik ned fortalte ham, at det ikke bare var et overfladisk sår. Det her blødte faktisk og han kunne mærke at noget vitalt var blevet ramt. Det var ikke godt. Han skulle væk.. Hjem. Med et suk kæmpede han sig på benene og begyndte at gå sløvt afsted gennem skoven.

//Out

Lyden af hovslag gennem skoven blev dæmpet af skovbundens blødhed og laget af visne blade, der kortvarigt den anden dag havde været dækket af sne. Nu var jorden bare let sjappet og svampet af vandet, og hestens hove sank dybt ned i jorden.
Hest og rytter bevægede sig i trav gennem skoven, ubekymret, men alvorlig var George på ryggen af den brune hoppe. Hans tanker var optaget af dagens forretninger, af de mange ting, der skulle tages hensyn til og arbejdes på, og han havde bare haft brug for at komme ud i den friske luft og havde derfor taget Crystal ud denne aften.
Pludselig ramte en svag aroma hans næse. Lugten af Isis blod, men han vidste ikke hvad, det var. Han kom til en skrænt, og lugten blev stærkere. Der lød stønnen dernedefra, og han sad af hesten, der roligt blev stående, mens han gik hen til kanten og lænede sig en smule ud over dne for at få et overblik over hvad, der skete. Lugten af Lorgaths blod var stærk og mere genkendelig for ham, og han rynkede brynene og så ned i mørket, hvor hans mørkebrune øjne ikke kunne se ret meget.
"Hallo? Er der nogen dernede? Er De okay?" nærmest råbte han og lyttede efter et svar af nogen art.

Isis så på Lorgath der krabbede sig væk fra stedet, forsigtigt lagde hun en hånd op mod klingen hun endnu havde siddende i brystet, det bløde omkring klingen hvilket farvede kjolen sort i området og den metalliske smag var ikke til at slippe af med, der var desværre nok ikke så meget tvil om det var hendes lunge han havde ramt, hendes lunge som hun desværre var meget afhængig af i sin menneskelige form.
Sådan lå hun et par timer, af og til sortnede det lidt for hendes øjne, da bløde hovslag trængte ind i hendes underbevisthed, lidt anstrengt åbnede hun øjnene, det hele var bare én stor pløret masse. Nogle meter fra hende var den store skrænt hun var tumlet ned fra.
Så lød en mandestemme, hvad han præcist sagde var uvist, hun havde mistet meget blod og hendes krop var anstrængt efter at holde smerten væk, så hun endte bare med et af give et lille kvæk, der førte til en hosten hvor endnu en bølge af det sorte blod fandt vej igennem hendes luftveje.
Ihærdigt prøvede hun at nå inden for hans synsfelt for enden af skrænten, i hendes menneskelige form kunne hun let forveksles med en skovnymfe, den blå hud og de 8 horn på hovedet samt de gule øjne gav hende et meget specielt udseende, heldigvis havde hun på nuværende tidspunkt hverken hale, vinger, skæl eller horn på hele kroppen der muligvis bare ville skræmme vedkommende væk. Desuden gjorde det faktum at hendes mor var sirene ikke sagen meget bedre, hun havde efterhånden ikke tal på hvor mange gange hun var blevet beskyldt for alt muligt på overfladen.
Til sidst gjorde hun et forsøg på et rejse sig, og vifte lidt med den ene arm, det endte bare i en siddende position, på trods af hendes lægmuskel skreg og vred sig under hendes vægt var det vigtigt at hun fik mandens opmærksomhed, det kunne være hendes eneste chance for at overleve.

George kunne ikke se noget nede i mørket, men han hørte hende tydeligt, og med rynkede bryn hævede han en hånd og lod en slyngplante vokse ud fra skrænten og elegant, men hurtigt bære ham ned. Herfra fik han øje på skikkelsen i måneskindet, på lyset der spillede mod resterne af hendes kjole, og han satte i løb hen til hende, hvor han knælede ned. Med stor myndighed så han over hendes skader og holdt så hænderne frem, hvor han kreerede lange, bløde blade med små tynde slyngplanter rundt om sig, som han kunne bruge til at stoppe blødningerne, og han begyndte med øvede hænder at forbinde hende, mens han talte beroligende.
"Tag det roligt, alt skal nok blive godt nu; jeg forlader Dem ikke!" I mørket kunne han kun svagt ane hendes skikkelse, men han kunne se, det var en usædvanlig kvinde. Han havde dog set for mange usædvanlige væsner efter at være kommet til Krystallandet til at lade sig skræmme, og han arbejdede hurtigt og stødt.
Han kom til hullet mellem hendes ribben og rynkede brynene, da han hørte hendes vejrtrækning. Det var ikke svært at gætte hvad, der var sket, og han havde ikke tid til at tøve; der måtte bare handles! Med et svagt, næsten uhørligt suk kreerede han laudanum blade og stak dem i hendes mund.
"Her spis dem, de vil tage det værste af smerterne. Jeg er nøst til at gøre noget ved Deres lunge!" Han fandt en af knivene, den hun lige havde trukket ud, og han holdt den i den ene hånd, mens han med den anden lavede noget der mindede om en nål, før han med kniven flåede en syning op på sine champagnefarvede ridebukser og trak sytråden fri. Han var nødt til at komme ind og sy hende sammen, og selvom tanken ikke var tiltalende for nogen af dem, var der ikke tid til at få hende til en læge nu, og han måtte bare tage sig sammen.
Forsigtigt lagde han hende ned igen og smilede beroligende, venligt til hende.

Isis åndede lettet op da det gik op for hende at hun faktisk havde fanget vedkommenes opmærksomhed. inderst inde kunne hun sætte sig ned for at tude over hele situationen, men det ville ikke hjælpe hverken hans eller hendes situation. Idét han kom ned til greb hun forsigtigt fat i hans skjorte med den ene hånd for at være sikker på hvor han var og i tilfælde af at han ikke ville hjælpe, men måske bare gøre noget værre ved hende en Lorgath havde præsteret, det gik dog hurtigt op for hende at han var en ganske hjælpende sjæl.
Lidt anstrengt sendte hun ham et lille smil, inden hun kiggede ned da han begyndte at forbinde hende "T.. Ta..k!" fik hun så fremstammet inden hun lod sig synke om i det kolde føre foran ham, heldigvis frøs Isis ikke af den grund da hun var vant til at leve i ufatteligt kolde temperaturer.
Da George stak bladende i munden nåede hun lige at sende ham et mistænksomt blik, inden han forklarede om virkningen, hvilket fik hende til at tygge så grådigt som hun overhovedet kunne præstere. Diskret knugede hun den ene hånd om en gren, hun var ikke i tvivl om at det ville gøre ondt, men hvis det reddede hendes liv var det hvad der måtte til. Det var grundet typer som Georgie der fik hende til at opsøge overfladen, selvom der fandtes så ualmindeligt meget ondskab i verdenen var der alligevel den del af menneskene der var værd at give ens højre arm for med deres moralsæt og ædle handlinger.
"Det... var en, vvvampyr!" Gispede hun så faktisk ganske uvidende om racen, andet end deres blodtørst, kunne Isis overhovedet blive til en vampyr, og ville hun blive det nu? Tanken gjorde hende bar endnu mere nervøs for det hele, men lige nu måtte hun bare fokusere på at ligge stille for at gøre det lettest muligt for Georgie

Han smilede beroligende til hende, et smil der aldrig nåede hans alvorlige øjne. Hendes greb i hans krave fortalte ham bare hvor desperat, hun havde brug for hans hjælp, og det lå ikke til ham at vende ryggen til. At hun var i stand til at fremtvinge et smil fortalte ham mere om hendes tilstand end hun måske var klar overm og ligeledes om hendes vilje til at overleve.
"Tak mig ikke endnu," sagde han alvorligt og tog ved kniven igen, hvor han forsigtigt skar et stykke af kjolen, så hendes side - og kun hendes side - blet blottet og såret lå for ham. Han betragtede hende mens hun tyggede bladene. Han havde iblandet en del af sin egen magi, så de ville virke inden ret længe, men han var nødt til at begynde. Med et meget alvorligt, meget bekymret blik forsøgte han at fange hendes blik.
"Jeg er nødt til at se til Deres lunge, miss. Det vil gøre meget ondt, men bladene vil snart hjælpe. JEg kan ikke engang ofre Dem en hånd at holde i lige nu, men jeg skal gøre det så hurtigt, jeg kan!"
Hun talte, og han tyssede blidt på hende.
"Vi taler om det senere," sagde han beroligende og sendte hende et lille smil, før han koncentreret bøjede sig over hende med kniven og anlagde et rent snit, så han kunne komme til. Med et forsigtigt blik på hende lod han små slyngplanter komme op fra jorden og holde såret åbent, mens han så ind for at finde hendes lunge. En masse blod løb ud, og han vidste, han måtte være hurtig nu. Han fandt hendes lunge, men kunne ikke komme til med hænderne, så endnu flere små slyngplanter skød op og begyndte at arbejde for ham. Det var præcissionsarbejde, og han havde aldrig udført noget så kompliceret med sine evner før. Men han arbejdede hurtigt og koncentreret, mens sveden sprang frem på hans pande. Han havde en hånd fri nu og greb hendes, så hun kunne lade ham mærke hvor ondt, det gjorde og bare klemme til.
Efter mindre end to minutter var lungen lukket til, og George måtte slippe hendes hånd og selv overtage nålen for at lukke såret til igen. Han var tavs og bleg, drænet af den intense brug af sine kræfter, men det havde været det værd! Han frygtede dog bare, hun stadig ville glide væk fra ham, og han tænkte som en gal over hvad, han kunne gøre. Til sidst slog det ham, og han holdt hænderne op igen og dannede en grøn planteblære, der var tom ligenu og havde et langt, tyndt rør med en nærmest sylespids i den ene ende. Hurtigt satte han enden ind i armen på sig selv med en grimasse og begyndte at presse sit eget blod ud så hurtigt, det gjorde ondt. Han skar en grimasse, mens han så blæren langsomt fyldes.
Så snart det var muligt, trak han sylen ud af sig og bøjede armen for at lukke såret, mens han vendte sig mod hende igen.
"Jeg lægger et drop på dig, så du kan få det lidt bedre," forklarede han og brækkede sylen af, før han kreerede en ny. Han tøvede let, men satte den så i armen på hende og fik blodet til at flyde ind i hende.
Han kunne ikke gøre meget nu, men gik tilbage til knivstikssårene og syede dem hurtigt sammen, før han forbandt dem igen, hvorpå han satte sig ved hendes midje og forsigtigt trak hende op at sidde, hvor han lænede hendes hoved mod sin skulder, så hun ikke skulle anstrenge sig, mens han forbandt såret han lige havde lavet. Så kæmpede han sig ud af sin grønne uldfrakke og spredte den ud over jorden, før han yderst forsigtigt lagde hende op på den og pakkede hende en smule ind i den. Ingen grund til, hun skulle fryse!
Han pillede sin kravat op og tørrede forsigtigt blodet væk fra hendes ansigt med det, mens han smilede roligt til hende og holdt blæren med blod oppe med den ene hånd, så det kunne løbe ind i hende.

Isis vred sig en smugle da han begyndte at skære i hende, men efter ganske kort tid nåede hun et stadig, hvor hun stort set lå stille og flød mellem ubevidsthed og bevidsthed. Smerterne var så slemme st de slog hende helt ud, andre gange gav hum bare nogle halvkvalte lyde fra sig, mens George arbejdede så sveden sprang ham fra panden.
Efter hvad der føltes som en evighed blev George endelig færdig med at sy hendes lunge, ikke så underligt at han havde haft svært ved at sy den, skaden sad trods alt under ribbenene på hende, han havde dog alligevel klaret opgaven med største snilde.
Pludselig begyndte George at ævle noget om drop, Isis nikkede bare da han snakkede og satsede på at han vidste hvad han lavede. Da manden satte hende op lænede hun tungt hovedet imod hans skulder med et stille suk. Hun havde mest af alt lyst til bare at blive siddende for evigt hvis hun fik lov.
I det mindste havde George nu fået labbet hendes lunge sammen så hun kunne trække vejret uden en bølge af blod fulgte med op. Den rallende lyd stoppede dog ikke af den grund.
Diskret skævede hun ned på droppet, had vide om det ville virke, deres blod så trods alt langt fra ens ud, hans var tyndt og rødt mens hendes vat tyktflydende og sort. Igen hvilede hun hovedet mod hans skulder med et lille suk, meget opmærksom på at hendes horn ikke skulle komme ham til gene

Han havde svært ved at holde sin hånd rolig, mens han mærkede hende bevæge sig under den, og det gjorde ham forfærdeligt ondt at skulle forvolde hende mere smerte, men til sidst sank hun lidt hen. Han frygtede, han var ved at miste hende, men havde ikke mulighed for at koncentrere sig om andet end såret.
Han sad bare med hende, indtil blæren med blod var tom. Han havde ikke en gang bemærket, hendes blod var anderledes end hans, ellers havde han nok tøvet, men det var hvad hans instinkt havde bedt ham gøre. Nu da blæren var tom, trak han sylen ud af hendes arm og holdt en finger over såret et øjeblik, mens det holdt op med at bløde.
"Jeg er nødt til at få Dem væk herfra," sagde han blidt og løftede hende op så forsigtigt, han overhovedet kunne meget bevidst om ikke at ramme nogen af hendes skader. Hvis hun klynkede, ville han tysse blidt på hende, mens han holdt hende svøbt ind i sin frakke og bar hende af sted mod skrænten, hvor kraftige slyngplanter kom ud for at løfte dem op. Han bar hende som vejede hun ingenting, og hans blik var alvorligt, mens han koncentrerede sig om at få dem op så smertefrit for hende som muligt. Her ventede Crystal stadig tålmodigt, og han overvejede kort om han skulle tage hende op på hesten eller gå med hende. Ville smerten opveje tiden? Han skævede bekymret ned til hende, og besluttede, hun ikke skulle have mere ondt end nødvendigt, og han tog derfor tøjlen i hånden og gik i rask tempo mod byen. Han måtte have hende hjem til sig, hvor han havde alt det nødvendige til at tage sig af hende, og hvor han havde en tjener til at rende efter en kvalificeret læge.
Hans elegante bevægelser og meget øvelse i at bevæge sig holdt næsten hans overkrop næsten i komplet ro, mens han gik, og trods underlagets ujævnheder var hans bevægelser så stødte og rolige, det ikke burde forny hendes smerter yderligere.

//out