Nadia var ved at tømme sit næste glas, da Lorgath grinte henne ved døren. Hun valgte at lukke det ude. Hun forsøgte også, at lukke sine følelser inde igen, hvor de hørte til. I skyggerne, da de ikke skulle ud i lyset og ses. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre med disse følelser. Hun var bare ikke menneske nok.
Hun havde nåede kun lige at sætte glasset fra sig, da hun svagt spjættede, fordi nogen tog fat i hendes skuldre. Det var Lorgath. Det gjorde dog ikke tingene meget bedre for hendes tanker eller følelser. Der var aldrig nogen, som nogen, som rigtig havde holdt af hende. Heller ikke i Argos' klan. Lorgath gjorde, hvilket gav hende denne følelse, en glemt følelse. Et sørgmodigt grin slap over hendes læber ved hans ord. ”Jeg passer altid på mig selv.”[/color] svarede hun bare og følte sig pludselig træt. Hun ville ikke love, at hun ikke ville forsvinde, fordi hun vidste, at det var et løfte, som hun ikke ville kunne holde, hvis der skulle ske noget uventet.
Der gik ikke mange minutter, før Lorgath igen valgte at gå og denne gang, gik han helt. Hun hørte nemlig døren efter ham denne gang. Hun fyldte endnu engang sit, tømte det og rejste sig. Hun vaklede lidt, men ignorerede det og gik. Hun bad en tjener, som hun passerede på sin vej, om at rydde op.
Hun lukkede sig selv ind på sit værelse, lukkede døren, fandt sin seng og smed sig i den. Måske skulle hun bare tage af sted igen, når hun stod op? Hun kravlede under dynen og valgte, at hun ville tage den beslutning, når hun stod op. Nu skulle der soves.

Da Lorgath vågnede var det til den slags voldsomme tømmermænd, som han sådan hadede. Som forventet, sad Ashmon ved hans side og var midt i at skifte forbindingen på hans arm, men manden flyttede sig ved et udbrud af ubehag fra Lorgath af. Igen som forventet røg der en del af den alkohol op, som han havde drukket natten før. Det var faktisk ikke engang opkast, som sådan, for det var rent og lugtede ikke overhovedet. Men for Lorgath var det dybt ubehageligt og det var den eneste grund til at han ikke drak sig fuld. Da anfaldet var slut, lagde han sig tilbage ned i sengen og holdt sig klagende for maven. Den var ikke kun i oprør over at der ikke var rigtig mad - blod - i den, men netop fordi den også manglede blod, men han kunne ikke rigtig sige noget over tømmermændene, der holdt ham bunde til sengen hvor han egentlig bare forsøgte at falde i søvn igen. Ashmon var mere rolig i sine bevægelser, mens han skiftede forbindingen og der kom en tjener listende ind for at skifte spanden ud med en ny.

Nadia vågnede med hoveden under dynen. Hun havde ikke lyst til at stå op. Hun havde vist fået rigelig i går, fordi hun havde faktisk en mindre kvalme, men hun skulle ikke brække sig. Og så følte hun sig stadig træt. Det var nok forklaringen på, hvorfor hun ikke rørte alkohol så tit, og hvorfor hun ikke drak særlig meget af det. Hun blev dog enig med sig selv om, at hun ikke kunne blive liggende og lege ynkelig. Det var Lorgaths job. Hun slog dynen til side, sprang ud af sengen. Hun rettede sit hår og sit tøj. Hvorefter hun forlod værelset. Hun havde på sin første nat bedt sig frataget om at få hjælp om morgenen.
Hun fandt vejen til køkkenet, hvor hun fik stukket noget mad i hånden. Folk kendte hendes vaner, når hun var her. Hun smilede taknemlig og smed sig på en stol ved bordet. Lorgath kunne vente. Og så vidt, som hun kunne høre på tjenestefolkene, så lå Lorgath i hans seng, som altid. Men hun kunne kigge forbi, når hun havde spist og var blevet mere frisk.

Nadia dansede sine veje om til Lorgaths gemakker. Hendes kvalme var væk, selvom hun stadig var i meget underligt humør, men hun lagde en facade på, hvilket hjalp en smule. Hun stoppede op foran døren, som var lukket. Hun bankede forsigtig på, selvom hun normalt kunne have fundet på at banke den ind, men man skulle være nænsom ved folk, som havde tømmermænd, de kunne være så frygtelig pirrelige. "Læremester?"[/color]

Lorgaths ører opfangede godt en hoppen rundt på trapperne og han klagede sig endnu en gang lavt. Han vidste udmærket godt, hvor ynkelig han var med tømmermænd, men han var ligeglad. Til gengæld var han ikke helt så sur som når han bare havde normalt ondt. Det havde han slet ikke overskud, men det kunne Nadia ikke vide. Han havde aldrig været fuld sammen med hende. Hun troede sikkert at han var lige så hidsig som i går inden de var blevet fulde. Kort efter blev der banket på døren og han tog sig til hovedet ved hendes kalden.
"Hvor mange gange skal jeg sige det.." mumlede han en smule irriteret og meget lavt, før han så hen mod døren. "Kom ind. Men du er advaret, jeg har tømmermænd," indrømmede han lidt hæst og højere end før, mens han tog sig til sin oprørske mave. Resten skulle op, men det skulle ikke være mens Nadia var her. Det var ikke en ting han ligefrem var stolt af jo.

Nadia forstod ikke den første mumlen gennem døren. Men det andet forstod hun godt. Og hvor slemt kunne det være i forhold andre mænds tømmermænd? Hun havde set mange, og hun havde set forskellige. Det kunne da ikke blive værre? Eller kunne det? Han var trods alt en vampyr. Hun åbnede forsigtigt døren og trådte ind. Hun så sig en smule rundt, før hun fik øje på Lorgath, som lå i sin seng. Hvis hun ikke havde hørt fra de andre tjenestefolk om, hvor ynkelig og irritabel han kunne være, når han havde tømmermænd, så havde hun skam drillet ham med det. Det var et ret ynkeligt syn. Hun nøjedes med et smile svagt.
Hun nærmede sig sengen en smule, men stoppede dog et stykke fra den. ”Sovet godt, læremester?”[/color] spurgte hun med et skævt smil og nejede for ham. Hun drillede ham, men ikke helt så åbenlyst, som hun kunne have gjort.

Lorgath gloede lidt på Nadia da hun kom inden for og stoppede et stykke fra hans seng med et smil, han med lethed genkendte og et meget drilsk spørgsmål. "Ja. Og så vågnede jeg," mumlede han træt, mens han kørte en hånd gennem sit hår, der var gået lidt i uorden ved hans voldsomme anfald fra før.
"Le du bare. Vi vampyrer kan slet ikke holde andet end blod indenbords," tilføjede han så, med et lille smil. Det faktum at han var nødt til at drikke mindst tre flasker stærk alkohol for at blive fuld var netop fordi vampyrkroppen ikke registrerede alkoholen før der var meget store mængder af den. Og så fik den samtidig tømmermænd, mens det hele skulle op, da maven ikke optog det som værende mad eller drikke. Det var forfærdeligt og det var den eneste grund til, at Lorgath ekstremt sjældent drak sig fuld. Og så selvfølgelig fordi han ikke var helt i stand til at forsvare sig selv i to nætter.
Lorgath skulle lige til at sige noget mere da han kunne mærke at resten skulle op. Han rettede sig igen mod spanden på gulvet, heldigvis med ryggen til Nadia, da det kom op og da det var oerstået kunne han endelig mærke at der ikke var mere. Han lagde sig tilbage i sengen, hvor Ashmon genoptog sit arbejde med at smøre salven på de brandsår der dækkede stort set hele armen.

Nadias smil bredte sig lidt ved Lorgaths svar. Hun forstod den godt. Alt var godt, så længe han havde sovet, og så var han vågnet, og så var intet godt længere. En ting var hun sikker på nu, hun havde set Lorgath fra hans mest ynkeligste side. Og det var noget, som hun sent ville glemme. Og hun havde allerede planer til næste gang, når hun ville slippe for træning. Men hun ville sikkert blive gennemskuet, før hun kunne føre dem ud i livet.
”Hvorfor drikker du så, hvis du ved, at det ikke bliver nede?”[/color] spurgte hun så, hun sendte også Ashmon et spørgende blik. Den gamle burde da vide noget, fordi han havde været her i en del længere tid, som hun selv havde været. Der var vel en logisk forklaring på det? Var der ikke?
Nadia så, hvad der skete, og trådte et skridt tilbage. Hun skar en svag grimasse ved lydene, men hun sagde intet til det. Hun var på en måde glad for, at Lorgath havde ryggen til hende. Det var ikke et kønt syn, når folk brækkede sig. Specielt ikke på ens sko.
”Og så vidt, som jeg kan høre, så er det ikke første gang, at du ligger her i denne tilstand. Så hvorfor blive ved?”[/color] spurgte hun, da Lorgath var kommet op at sidde. Igen kom der et spørgende blik til Ashmon.

Lorgath nåede ikke at svare på Nadias spørgsmål, men mens han var i gang med at kaste op, gjorde Ashmon det for ham; "Lidt menneskelig har en vampyr vel ret til at være. Men det er nu stadig lige lunkent, at skulle være vidne til det." Den ældre herre smilte dog lidt ved sine ord om den adelige Korbin.
Lorgath hørte det heldigvis ikke, for ellers ville han nok være blevet lidt muggen på Ashmon, men han vidste dog godt at der var kommet et spørgsmål lige før han var startet med at få resten af alkoholen op.
"Fordi det føles godt," mumlede han bare, lidt irriteret. "Hvis du havde det som jeg, så ville du også eksperimentere med dine grænser, ville du ikke?" Spurgte han kort efter mens gav et lille ryk fra sig ved Ashmons berøringer. Han var så småt ved at blive lidt bedre tilpas, men det gjorde stadig ondt at få smurt de grimme forbrændinger ind i den lette helende salve. Selvfølgelig kølede den ned bagefter, men berøringen... Han ønskede næsten at han bare kunne slippe for den.

”Pff..”[/color] var det eneste, som kom fra Nadia, der der blev tallet om at være menneskelig. Hun gjorde ikke engang grin med Ashmon, fordi han måtte opleve dette hver gang. Hun havde lidt for meget at tænke over omkring det med at være menneskelig. Følelser. Det gjorde hende af en grund altid irriteret, når folk snakkede om det.
Hun betragtede Lorgath, da han denne gang sagde noget. ”Nej.”[/color] sagde hun, før Lorgath havde nået at tale færdig, ”Ikke mere sentimentalitets snak.”[/color] hun trådte et skridt længere væk fra sengen. Hun kunne ikke holde til mere af det. Snakken i går havde været nok, og hun ville ikke have, at det skulle fortsætte. Men det var lidt for sent. Facaden var knækket, og hun mærkede, hvordan hendes øjne blev blanke.
I ren raseri over sig selv, valgte hun at vende ryggen til og forlade værelset. Hun fik dog ikke lukket døren helt efter sig, fordi hun ikke ville smække med den af hensyn til Lorgath. Hun havde ingen overskud til at tage trappen nedenunder, og hun ville gå ind i de andre lokaler på denne etage. Hun sig en stor plante, som hun satte sig ved siden af. Hun trak benene op til sig og lagde armene om dem. Hun gemte derefter sit ansigt i knæene. Hun hulkede svagt en enkelt gang, og så lod hun ellers tårerne løbe. Så mange ukendte følelser. Så lidt tid.

Lorgath gloede lidt forvirret op da Nadia afbrød ham og pludselig gik. Han ville have ladet hende være, hvis ikke han havde set hende græde og kort efter hørte hende sætte sig længere nede ad gangen i et af hans andre rum og hulke grædende for sig selv. Det kunne han ikke tillade sig selv at ignorere og han trak beslutsomt ærmet ned på sin sårede arm. "Ordn det senere," sagde han lavt til Ashmon og hans toneleje var nok. Ashmon fortrak sig og lod Lorgath gå. Da han rejste sig fra sengen, blev hovedpinen værre og han svajede let, men så valgte han stædigt, at gå ned til det andet rum.
Da han stod i døråbningen og så hende sidde bag en plante. Han blev stående, lænet op ad dørkarmen. "Hvad er der med dig, Nadia? Hvad har jeg sagt forkert?" Spurgte han lidt forsigtigt. Det kunne godt være, at han virkede kold over for de fleste, men det var noget andet med Nadia, som var hans lærling og som rent faktisk bragte farve i hans hverdag.. Eller nat. Han havde taget et godt valg for fire år siden, men han forstod stadig ikke hvad der var gået galt på det sidste.

Nadia ville have foretrukket at være alene. Hun ville sågar have givet alt for at være et andet sted, end her, hvor hun var, selvom det i løbet af de sidste 4 år var blevet et trykt hjem, og et sted, hvor hun faktisk følte, at hun hørte til. Men også i løbet af disse 4 år var ting blevet vendt på hovedet. Intet var, som det skulle være. Intet var, som det burde være. Hun kunne ikke holde styr på alle disse tanker og følelser. Hun følte sig elendig og pisse ynkelig. Havde hendes far set hende, så havde han slået hende og truet med Mordekai. Mordekai effekten ville nok være aftaget, fordi hun ikke længere var et barn, men der var en skjult mening med truslen.
Hun bandede indeni sig selv, da hun hørte Lorgath tale til hende. Selvfølgelig. Hun burde have husket, at hun var nød til at gemme sig langt væk fra ham, før han ikke ville være i stand til at høre hende. ”Bare.. Gå.”[/color] mumlede Nadia. Hun ville ikke tale om det. Hun havde ikke lyst til at tale om det. Hvad ville han ikke tænke om hende, hvis hun fortalte ham det? Ville hun skuffe ham? Svigte ham, som sin lærling? Hvorfor svigtede hendes facader hende, når hun havde brug for dem? Hun bandede igen inden i sig.

Lorgath havde næsten forventet det, at det var sådan hun ville reagere, men det havde han ikke tænkt sig at blive slået ud af. Det her var en del af det hele, at hun ville blive ked af det, og at han også ville det. Men han havde ikke tænkt sig at gå, især ikke i sit eget hjem hvor det var ham som bestemte nattens dont. Han fik en bestemt grimasse rystede på hovedet. "Nej. Ikke i mit hus, her er det mig der bestemmer hvad jeg gør. Og lige nu vil jeg have at vide, hvad der bebyrder min lærling," svarede han køligt, før han gik ind i rummet og smækkede let med døren. Det gjorde selvfølgelig ondt i hans hoved, men det havde han ikke tid til at bekymre sig om.
"Så nu spørger jeg igen, Nadia, hvad er der i vejen med hvad jeg siger? For jeg har allerede gættet mig til, at det er mig, der gør noget galt og det burde jeg ikke, som læremesteren, ellers lærer du ikke som det er meningen.."
Han stirrede ned på hende, klar på hvad som helst. Nadia virkede uforudsigelig i øjeblikket rent humørmæssigt, og det kunne jo godt være at hun blev meget hidsig over hans handling. Men det skulle ikke slå ham ud, aldrig nogen sinde. Med mindre hun selvfølgelig havde i sinde, at forlade ham, som Pearl havde gjort det. Tanken fik ham tl at fjerne blikket og sænke det til gulvet.

Hvorfor kom det ikke bag på hende, at han ikke gik? Kunne han for en gangs skyld ikke gøre, hvad hun bad om? Det kunne godt være, at hun var lærlingen, og var den, som skulle gøre, som der blev sagt, men en læremester kunne vel godt gøre, hvad lærlingen bad om? Det var så skide uretfærdig.
Hun bed tænderne sammen over Lorgaths sætning. Han skulle da også være skide smart med sine bemærkninger. Men, hvis det skulle være på den måde, så kunne hun også forlade huset i stedet for. Så kunne hun sagtens bede ham gå. Og hun kunne jo rende rundt i sollys, hvilket han ikke kunne. Det gav hende en fordel, hvis det da ville lykkedes for hende. Typisk, nu tvivlede hun også på sine egne egenskaber.
Hun holdte sig for ørerne, da Lorgath sagde mere. Hun ville ikke høre på ham. Det gjorde det hele værre. Hun trængte til at være alene. Hvorfor var hun kommet hjem? Hvorfor? Hun ville bare være alene. Hun valgte at tage chancen.
Hun sprang op på benene og ville gøre et forsøg på at komme forbi Lorgath og komme ud af døren, så hun kunne komme ud af huset. Hun havde brug for fred.

Lorgaths vrede grimasse blev mere hidsig, da Nadia holdt sig for ørerne. Hvad fanden var der lige galt med hende i nat?! Han stirrede tavs ned på hende, til hun pludselig sprang op og løb mod ham - og døren. Så snart hun var der, og forsøgte at komme forbi ham, greb han fat i hende og endte selv med at blive hamret lidt hårdt ind i døren, til hvilket han var meget tæt på at give et udbrud af smerte fra sig. For ondt gjorde det. Mest af alt i den arm han havde forbrændt, men også hoften, fordi han lige nu var nødt til at stemme imod, da hun forsøgte at slippe fri. Det gjorde kun endnu mere ondt på ham, og efter at hun bad ham give slip, gav han selv et gisp fra sig på grund af smerterne, og det endte med, at han greb fat om hendes nakkemuskel - et meget ømt punkt, hvis man fik fat rigtigt, hvilket Lorgath gjorde - og trykkede let. Det ville ikke gøre ondt, men det burde være nok til at hun ville stritte sådan imod mens han selv kun knap nok kunne holde hende fast.

Som så ofte, når det gjald at slås mod Lorgath, så havde hun igen taget fejl. Han fik fat i hende, og de hamrede mod døren. Hun forsøgte at komme ud af hans greb, mens hun bad ham give slip. Hvorfor skulle folk være så forbandede stædige! Minder dukkede op og gjorde ikke tingene meget lettere, fordi det var nemlig dårlige minder. Minder, som hun havde skubbet væk. Hun følte sig igen, som et barn. Et uerfaren og svagt barn, som ingenting kunne gøre rigtig. Tårerne begyndte igen at løbe ned ad hendes kinder.
Hun mærkede pludselig et tag i hendes nakke. Hun rystede på hovedet i et forsøg på at komme fri af hans greb i hendes nakke. Hun kunne godt mærke, at hun var ved at falde ned igen, men hun havde stadig ikke lyst til at tale. ”Du sagde selv, at du ikke ville gå, når det var dit hus. Derfor ville jeg gå. Jeg vil ikke have, at det her ender galt.”[/color] sagde hun og gjorde endnu et forsøg på at komme fri af hans greb. Hun tog fat med den ene hånd og gjorde et forsøg på et løsne hans fingre. Hun tænkte en smule mere klart, end hun havde gjort for et øjeblik siden, men hun var stadig meget lunefuld hjørne, og hun ville ikke have fuld kontrol over det. Og hun havde virkelig ikke lyst til, at det her skulle ende galt. Fordi så ville det nok gå galt for hende, og det var sådan virkelig virkelig galt.

Hun ville stadig ikke falde ned, selv da hun talte var det tydeligt, at det her langt fra var overstået og da hun greb fat i hans fingre for at få løsnet hans greb, valgte han, opgivende at gøre det. Han vidste hvornår han skulle stoppe og var en en dumdristig fatalist. Han skubbede hende væk og tog sig til den sårede arm og kunne godt mærke at den havde blødt lidt. Men det var intet imod hvor meget hans psyke blødte ved tanken om, at han var blevet besejret fordi han ikke kunne holde sine tanker væk fra hvor forbandet ondt det gjorde, og så det faktum at han ikke kunne få sig selv til at gøre skade på Nadia.
"Så gå," svarede han meget kortfattet, mens han haltede længere ind i rummet med ryggen til hende. Han var mere vred nu, faktisk var temperamentet løbet af med ham og han stod lige nu og stirrede han meget hidsigt mod væggen. "Gå, kom tilbage når du har et svar til mig," lød det lidt mere bestemt fra ham, men han kunne ikke styre det. Den kølige overflade var krakkeleret og hans stemme lød faretruende under overfladen. Faretruende vred og lettere såret. Han havde lette trækninger ved kæben og hans hænder var knyttet hårdt.

//Holy.. O_O Beklager. Monster post. Og ny rekord for mit vedkommende. Wordcount: 348+759 (1107) xD//


Nadia kravlede lidt væk, da Lorgath slap sit tag i hende. Hun gned sin nakke, da hun stadig kunne mærke hans fingre. Men det var ikke det eneste, som hun kunne mærke. Fysisk smerte fra sin barndom, som havde sat sig, som en mentalt smerte. Og hun kunne høre, hvordan hendes far råbte efter hende. Om hvor uduelig og elendig hun var. Kunne hun, så ville hun vække ham fra de døde for at give ham en endnu mere smertefuld død, end den, som han allerede havde oplevet. Den død havde været alt for let. Hurtig og smertefri. Og hun havde så mange ting, som hun skulle hævne på den mand.
Hendes tanker blev afledt, da hun hørte Lorgaths stemme. Hun tørrede øjne og betragtede hans ryg. Hun blev faktisk en smule bange for ham. Hun kunne godt høre og fornemme, at han var endt langt ude i det røde felt, og så var han ikke til at spøge med længere. Hun havde lært de fleste grænser at kende og vidste, hvornår hun skulle holde op. Og da hun ikke ville give sig, blev hun enig med sig selv om, at det nok ville være det klogeste at trække sig nu, fordi det her ville kunne få en meget grim slutning, hvis de fik lov til at lade deres temperament løbe af med sig. Og hun turde ikke lade det ske.
”Javel.”[/color] lød der lavt fra hende, inden hun fik åbnet døren og lukkede den igen efter sig. Hun listede sig ned ad gangen og søgte mod fordøren, som var den mindst befolket dør. Folk, som mødte hende, undgik hende også, fordi de kunne godt se, at de ikke skulle sige noget til hende, fordi de fornemmede, at hvis de gjorde det, så hun ville bare gå amok på dem.
Nadia kunne virkelig ikke fatte det. Det var kun tidligt på aftenen/natten, og de havde allerede haft en diskussion. Nok den største hidtil, fordi den havde truet med at rive dem fra hinanden. Hun fandt sin kappe, smed den over skuldrene og gik ud i den kølige natteluft.
____________________________________________________________________________________________

Der gik timer. Og det var kun blevet midt på natten. Nadia befandt sig nær herregården højt oppe i træ. Et træ, som hun havde benyttet sig af før, når hun havde haft brug at tænke over forskellige ting. Det stod langt nok væk fra herregården til, at hun ikke kunne ses, men også tæt nok på til, at hun kunne skimte vinduerne fra hinanden, når der var lys i dem. Dog var det ikke vinduerne, som hun holdte øje med i øjeblikket. Hun betragtede stjernehimlen, som var meget klar denne nat. Tårerne løb stadig roligt ned ad hendes kinder. Hun følte sig dum. Hvorfor havde hun været så stædig?
Men virkelig, hun kunne ikke klare alt det sentimentalitet udveksling mellem Lorgath og hende. Men hun kunne ikke stoppe det længere. Det ville ikke rigtig være muligt. Lorgath og hende var allerede knyttet for tæt til hinanden til, at båndet kunne brydes af andre, end dem selv. Hvilket næsten var sket inde i det rum tidligere. Hun turde slet ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis Lorgath ikke havde givet slip i hende. Det ville hvert fald ikke have været særlig kønt. Og hun ville nok ikke have kunnet holdt til den slutning. Hun ville måske være kunne blevet fundet død i en tilfældig rendesten nogen dage efter. Et pænt, men drabeligt, snit over halsen. Og ingen til at hævne hende.
Hun havde dog mere eller mindre fundet en grund til, hvorfor hun havde det, som hun havde det. Fortiden. Fortiden var noget grimt noget. Lorgath og hendes forhold gjorde, at hendes minder fra fortiden kom for tæt på. Hendes fortid var det mareridt, som jagtede hende, når hun lukkede øjne. Og hun havde ingen idé om, hvordan hun slap af med den. Hun anede heller ikke, om hun kunne acceptere de nyfundne følelser. Det var et hårdt slag mod hendes kølige og følelsesløse jeg. Men hun følte ikke rigtig, at hun havde noget andet valg mere. Det skulle for dagen, og så måtte Lorgath beslutte, om han stadig ville have hende, som sin lærling, eller så måtte han smide hende ud. Valget måtte blive hans og ikke hendes, fordi hun vidste jo ikke, hvordan han tænkte. Hun vidste bare, at det ene havde en lykkelig slutning, mens det andet havde ulykkelig slutning.
Hun hoppede ned fra træet og begav sig mod herregården igen. Det skulle gøres nu, fordi ville hun vente, så vidste hun ikke, hvad der ville ske, næste gang hun fik et anfald. Og næste gang var de måske ikke så heldige, at den anden valgte at give sig en smule, så den anden kunne stikke af, så de begge kunne komme til fornuft igen. Og Lorgath havde jo sagt, at han ikke ville se hende, før hun havde et svar til ham. Hun havde et svar til ham nu. Og han kunne vel godt få det nu, som senere?

Nadia kiggede ind i køkkenet, som det første. Hun spurgte lidt til situationen og sikrede sig, at Lorgath var faldt en smule ned. Hun ville ikke konfrontere ham med det, hvis han ikke ville lytte med fornuften. Hun snuppede sig en småkage, som hun roste, hvorefter hun igen forlod køkkenet. Hun stod igen i hall'en. Denne gang tøvede hun i stedet for at gå direkte op af trappen, som hun plejede at gøre. Hun smed kappen og lagde den på gelænderet til trappen, hvorefter hun gik op af trinene, mens hun fik spist småkagen.
På toppen af trappen tøvede hun igen. Hun flyttede vægten fra det ene ben til det andet ben og tilbage igen. Hun slugte en klump, som havde samlet sig i halsen på hende. Hun var nervøs og spændt, men mest nervøs. Hun frygtede for, hvad Lorgath ville sige, hvis han da ville se hende. Hun tørrede forsigtig en tåre væk. Hendes øjne var blevet svagt opsvulmede af de mange saltede tårer.
Hun tog en dyb indånding og gik hen til døren til Lorgaths gemakker. Hun følte, at hendes hjerte var ved at hamre sig vej ud af hendes bryst, så tydelig kunne hun mærke det. Hun tøvede lidt igen, da hun stod uden foran døren. Hun tog sig dog sammen og bankede forsigtigt på døren. Og ventede i spænding, mens hun følte, hvordan hun ville kravle ud af sit gode skind, hvis der ville gå for længe mellem hendes banken på døren og svaret inde fra værelset. Men han kunne jo eventuelt have valgt at sætte sig ind i stuen. Hun så ned ad gangen og betragtede døren til stuen.

Nadias javel fik Lorgath til at skære tænder lidt, men kort efter forlod hun lokalet og ham, som han stod der, parat til at ødelægge noget der var smukt. Så snart han hørte hende gå ud af fordøren, gik han meget hastigt tilbage til soveværelse. "Så få den ordnet!" Snerrede han vredt af Ashmon, før han satte sig på sengen og utålmodigt ventede på at hushovmesteren blev færdig med hans arm. Så snart Ashmon trak sig tilbage, tordnede Lorgath hen til det store skrin han havde under gulvbrædderne henne ved siden af skabet. Hans maske lå der, sammen med halskæden og en ritualkniv. Den kniv han skar med i sine ofres pander, og mærkede med sit alter ego's navn.
Han tog halskæden op og gik derefter meget hurtigt ind i sit studieværelse hvor han sad de næste mange timer og blot stirrede intenst på ravnehovedet i sølv.

---------------------------------------------------------------------------------

På et tidspunkt fandt han også den store røde rubin frem fra lommen og denne fk også en heftig omgang stirren fra et par lidt for blanke øjne, før han lagde den ned i skuffen på sit skrivebord og smækkede den i en lidt voldsom bevægelse. Han sad inde i rummet i lang tid, før Ashmon kom ind med en banken på døren.
"Ønsker herren noget at spise?" Spurgte hushovmesteren forsigtigt og Lorgath sagde intet udover at nikke. Hans vrede var dulmet af, erstattet med den sædvanlige følelse af, at være komplet alene. Det var i disse stunder, at han savnede sin Moder, det kære menneske, som havde været hos ham og aldrig havde kunnet være vred på ham i længere tid. Han havde blot været en dreng dengang og kunne derfor tillade sig at være en ballademager. Aldrig mere igen. Med et dybt suk, smed han kæden ned i sin lomme. Kort efter blev der stillet et glas og han så op på Ashmon. "Jeg...Beklager mit udfald," mumlede han stille, men Ashmon nøjedes blot med at ryste på hovedet med et lidt opmuntrende smil, hvorefter han igen forlod rummet.
Lorgath sad lidt, før han tømte sit glas og var på vej til at rejse sig, da Nadias lugt dukkede op igen. Han vidste ikke hvad han skulle sige til det, men han håbede dybt og inderligt at lærlingen havde lært af deres diskussion og nu ville forklare sig. Han lod hende gå hele vejen op til hans soveværelsesdør, hvor hun bankede på. Da rejste han sig, og gik lydløst, dog lettere haltende, hen til døråbningen, hvor han sørgede for at larme en lille smule for at gøre opmærksom på sig selv. "Jeg er her," sagde han i en lidt monoton stemme.

Nadia overvejede lidt, om hun ikke bare skulle gå sin vej igen. Det hele virkede alligevel temmelig håbløst og åndssvagt. Og så vidste hun ikke engang, om hun turde forklare sig. Det hele virkede bare så underligt. Selvom det alligevel virkede mere og mere logisk, jo længere hun tænkte over det. Men det hele skræmte hende faktisk en smule. Hun var bange, selvom hun ikke ville indrømme det. Det var bare så anderledes, og så fremmed for hende. Hun lagde hovedet mod døren. Hun regnede alligevel med, at Lorgath ikke derinde, men befandt sig et andet sted. Hun kunne ikke rigtig tage sig sammen til at skulle lede efter ham, det havde været svært nok at bevæge sig op foran døren. I et øjeblik håbede hun næsten på, at Lorgath ikke var hjemme.
Hun gav et lille spjæt fra sig, da hun hørte noget. Hun rettede sig igen op. Og så var det, at der blev talt til hende. Hun følte, hvordan modet sank, da hun endelig var kommet så langt til, at hun skulle sige noget. At skulle forklare sig. Hun vendte sig mod Lorgath og mærkede, hvordan hendes øjne blev blanke. Og hun havde ellers lige troet, at hun var færdig med at græde. Hun havde overvejet, om hun skulle have taget sin maske på, men hun ville ikke skjule sig overfor Lorgath. Det havde hun opgivet for længe siden at gøre.
Hun nærmede sig Lorgath med forsigtige skridt, mens hun holdt blikket i gulvet. Hun turde ikke helt at kigge direkte på ham. Hvorfor var hun så bange for alt det her? Alle disse følelser? Hun var jo ikke bange for døden? Så hvorfor var hun bange?
Da hun nåede hen til ham, smed hun sig ned på sin knæ. ”Undskyld.”[/color] var det eneste ord, som slap mellem hendes læber. Hun var oprigtig ked af det, hvilket man kunne høre på hende, men også på grund af hendes ordvalg. Havde hun ikke været ked af det, så havde hun brugt en længere undskyldning og måske have gjort lidt grin med det.. men hun var virkelig oprigtig ked af det, som der var sket.

Lorgath forstod det stadig ikke, da Nadia vendte sig mod ham, med blodskudte, blanke øjne. Han vidste ikke hvad der var galt og var i forvejen lettere empatiforstyrret, så han stirrede forvirret på hende, mens hun ret tøvende gik hen til ham. At hun så også faldt på knæ, styrkede blot hans forvirring, for Lorgath var ikke en social adelig. Derfor var han heller ikke type der interesserede sig det vilde for folks manérer, og det havde han også sagt et par gange før til Nadia. Men det så ud til at dette var noget stort i hendes hoved, at hun sådan skulle ydmyge sig selv og undskylde nede fra gulvets støv. Lorgath hævede et øjenbryn, men tog så fat i hendes håndled og trak hende op at stå. "Undskyldningen kan være lige meget og du ved at ingen knæler for mig," sagde han, stadig ret monotont i et forsøg på ikke at lade sine egne følelser skinne igennem. For en gangs skyld undlod han også øjenkontakt. "Har du et svar?" Spurgte han kort efter, mens han stirrede ind på glasset der stod på skrivebordet.