Lorgath lagde got mærke til hvordan Izilarna måtte støtte sig lidt til bordet da hun hoppede ned fra det, men efter sin samtale med hende, valgte han at lade som ingen ting. Nogle mennesker var trods alt lidt stolte af sig og det var sg forståeligt. Han var også et meget stolt individ selv og derfor gik han blot hen til døren hvor han, ude på gangen fangede en tjenestepiges blik og lavede et kort nik, så hun kunne forberede karbadet. Hun havde alligevel helt sikkert stået og lyttet ved døren, hvilket ikke var noget Lorgath havde det vilde imod, så længe det ikke var under forretningsaftaler, hvilket hele staben var med på.
"Jeg har ikke noget kort og her er lidt svært at finde rundt. Kom, jeg vil ledsage dig," sagde han med et skævt smil, mens han ventede på at hun ville følge med ham.
Det var egentlig ikke så meget for at være høflig som det var for at kunne holde lidt øje med hende. På trods af sin gæstfrihed, så havde han det ikke forfærdelig godt med, at have halvfremmede, halvfarlige mennesker rendende rundt i sit hus uset.

Izilarna blev pænt eskorteret til badeværelset hvor hun næsten tabte underkæben ved synet. "Mange tak Lorgath!" sagde hun så, og sendte ham et lille smil, inden hun lukkede døren bag sig, og trak kjolen over hovedet, og lod sig synke ned i det varme vand. Sårene brød sig ikke ligefrem om det varme vand og sæben, men hun var ligeglad, lige nu gjaldt det om at blive ren.
Hun mærkede en kort strygende bevægelse på armen, der fik hende til at give et spjæt, hun var faldet i søvn i badekarret, og det var nu tjenestepigen der havde vækket hende. Vandet hun lå i var blevet helt koldt, og hendes hud opløst af at have ligget i vandet, hvor længe? Et par timer?
Hun blinkede krampagtigt med øjnene, hun havde allerhelst lyst til at lægge sig til at sove igen, men så begyndte pigen at snakke "De faldt i søvn frøken, der er gjort en seng klar i gæsteværelset. Her er en natdragt og to håndklæder, jeg har lagt Deres kjole til vask og jeg eskorterer Dem til værelset!" sagde hun, hvorefter hun forlod badeværelset.
Izilarna fik langsomt væltet sig udover kanten på badekarret og fik så tørret sig af, hvorefter hun trak i en hvid natdragt af et finere silkelignende materiale, hvor havde en som Lorgath overhovedet sådan noget fra?
Hun fejede tanken væk og fulgte med tjenestepigen i den mest zombie-lignende gang man kunne forestille sig, hun blev ført ind i gæsteværelset, der ligesom resten af huset var udsmykket, hun var bare for træt til at tænke over det. Hurtigt lod hun sig synke ned i den bløde seng, hun kunne slet ikke huske hvornår hun havde ligget så himmelsk, men det var også den sidste tanke hun gjorde sig, inden hun faldt i søvn under den tykke gåsedunsdyne.

(spooooole et par dage frem)

Det gav et sæt i Izilarna da hun slog øjnene op, hurtigt satte hun sig op i sengen, hvor var hun og hvad var der egentligt sket? Der gik et par sekundter inden det hele vendte tilbage til hende, som tingene var lige nu virkede det hele alt for surrealistisk. Hun trak op i den pyjamas-lignende overdel såret var der stadig, så det hele havde været som hun huskede det, dog var det allerede begyndt at hele ganske pænt, og smerten var der kun hvis hun vred overkroppen meget.
Hun skævede ud af vinduet, det var nat, hvor længe havde hun sovet? Hun tog sig til hovedet, og rejste sig fra sengen, hun var i hvert fald veludhvilet.
Hurtigt satte hun det lange hår op i en hestehale med læderremmen hun havde om håndleddet, og åbnede døren fra værelset. Huset var mørkelagt, og umiddelbart var der stille.
Langsomt kunne man se de ellers runde menneskeører gro til noget der mindede om spidse elverører, de isblå øjne flød over i en orangegul farve og spidse hjørnetænder banede sig vej i både under og overmund. Hvor var hun overhovedet havnet?
Kort lukkede hun øjnene, der var ingenting at høre, ikke engang mus, hvilken herregård havde ikke mus? Tilsyneladende ikke denne.
"Nå Lorgath, hvem er du egentlig?" sagde hun så for sig selv, og listede sig lydløst ud i køkkenet, der var totalt ryddet fra hun blev lappet sammen, hun kunne ikke tro at han havde reddet hendes liv og slæbt hende med til en stor herregård for ingenting, der var noget der ikke rigtigt stemte overens.
Hurtigt fandt hun trappen til første etage. det var som regel dér adelsmænd havde deres værelser, og ganske rigtigt stødte hun på en låst dør, hun rømmede sig, når folk havde genstande stående af de værdier som Lorgoth havde i stueetagen, var der kun én grund til at låse andre døre, og det var ikke frygt for indbrud, tværtimod var det fordi der var noget folk ikke skulle snage i.
En lang sort klo groede fra hendes pegefiner, mens hun stille lyttede, stadig ingen mennesker i huset. Hun stak kloen i låsen og lirkede forsigtigt, indtil den gav et lille klik fra sig. Izilarna var ligeglad med hvor uforskammet og utaknemmelig hun virkede, der var en skjult dagsorden, hun vidste det.
Da hun nåede ind på det som ganske rigtigt var Lorgoths værelse stoppede hun kort op, hun lod det gule blik studere lokalet, indtil hun fik øje på hans skab, dér hvor alle folk gemte deres hemmeligheder, det var dér eller under sengen, sådan var det altid, dét havde hun været nok år i branchen til at vide.
Hurtigt åbnede hun skabet, og rodede først nogle rober igennem, mens hun sørgede for, at de hang præcis som hun fandt dem, derefter gik hendes opmærksomhed til skufferne, hun trak den første ud - ingenting, så den anden - stadig intet. Nr. 3 hun stirrede ned i den, inden hun vantro trak en lang sølvkæde op hvor der for enden hang et ravnekranie i sølv, det kunne ikke passe. Izilarna stirrede vantro på halskæden, og kiggede sig hurtigt omkring, det kunne ikke være andre. "Mordekai!"

Lorgath smilte glad, da Izilarna takkede ham og derefter gik ind og lukkede døren. Han sendte igen tjenestepigen et blik. "Jeg går til ro. Hun er jeres ansvar," sagde han meget lavt, før han gik op i sin seng baf de låste døre.

---------------------------------------------------

Lorgath havde igen været ude, men ikke for at jage mennesker. Denne gang var det noget så simpelt som de ting Izilarna skulle have haft hentet selv. Han havde tænkt at det ville være en god idé at hun fik det i stedet for én eller anden bandit gjorde. Han fik fundet det hele og drog derefter hjemad.
I løbet af de sidste par døgn havde tjenestestaben set til den noget unikke kvinde og sørget for at hun havde det behageligt. Egentlig havde Lorgath intet imod den ekstra person i huset, for det betød at han ikke havde det så ensomt - Ja, Izilarna havde haft ret - så han havde ikke været utålmodig med hendes forbedring.
Da Lorgath åbnede døren og trådte inden for, kunne han ikke rigtig få fat i Izilarnas duft fra det sædvanlige gæsterum. I stedet for var der en duft oppe fra. Han fik en vred grimasse, og begyndte langsomt, at gå fremad i de mørke skygger, på ægte Mordekai manér. Da han var oppe for enden af trapperne, fulgte han lugten til sit værelse, hvor han så hende stå ved sit klædeskab. "Hvad laver du i mit værelse?" Spurgte han køligt, mens han lænede sig op ad dørkarmen, så udgangen vel egentlig blev blokeret. På hans værelse var der nemlig ingen vinduer, det havde han selv sørget for - lige som han nu sørgede for, at holde hendes sværd synligt for hende.

Izilarna sagde hånden om fuglekraniet, smykket lugtede langt væk af blod, hvilket hun ikke rigtigt kunne få til at hænge sammen, Mordekai var kendt for ikke at efterlade andre spor end sit navn, og så var der selvfølgelig få øjenvidner der havde berettet om kæden hun stod med i hænderne.
hun blinkede kort før en dugt ramlede imod hende, fandens det kunne ikke være andre end Lorgath, hun havde været så optaget af det faktum, at hun havde sovet uvidende i et hus med en seriemorder, at hun ikke havde bemærket ham før.
Da hun hørte hans stemme snurrede hun rundt, de orangegule øjne skar igennem mørket, hendes hud ved hænder og fødder begyndte med det samme at antage sort farve, hun kunne ikke kontrollere det, hendes forvandling startede bare hvis hun var presset, truet eller vred.
Hendes første reaktion var at søge efter et vindue hun kunne springe ud af, men dem var der selvfølgelig ingen af, hun tog et skridt tilbage så hendes ryg trykkede sig ind imod hans klædeskab, han dækkede for den eneste vej ud.
Langsomt tog hendes hjerteslag til, hvorfor havde hun ikke hørt eller bemærket hans duft før, idiot. Adrenalinen pumpede rundt i kroppen, hun havde ikke i sinde at blive endnu et Mordekai offer.
"Jeg finder ting som det her Lorgath!" sagde hun så bare og holdt hans kæde frem mens stirrede igennem rummet, "Eller vil du hellere kaldes Mordekai?" spurgte hun så, med kontrol over stemmen. Izilarna valgte altid at flygte frem for en kamp, men lige nu kunne hun ikke komme nogle vegne, så hun var nødt til at tage konflikten.
De dyriske øjne fandt ned til hendes store tohåndssværd som han holdt, et øjeblik fik hun et stik af dårlig samvittighed, men smed hurtigt den følelse væk, hun var i sin fulde ret til at gøre hvad hun havde gjort i den situation som hun var i.

Lorgath lagde godt mærke til de små ændringer i Izilarnas hud og at hun pressede sig mod klædeskabet bag sig efter at have set sig ret hurtigt omkring. Han hævede blot et øjenbryn, før hun holdt en halskæde frem og nævnte den hvorefter hun sagde han alter ego's navn. Lorgath vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre og han stod komplet stille i et stykke tid. Lidt efter sukkede han dybt og så på hende med et alvorligt blik. Hun så virkelig ud til at være kampberedt. "Du ønsker vel dit sværd tilbage, gør du ikke?" Spurgte han i et lidt mere venligt og kendt toneleje mens han studerede sværdet kort med øjnene. "Og jeg vil rigtig gerne have min halskæde tilbage... Kaldes Lorgath, som er mit navn.. Og ja, jeg vil også gerne undgå der bliver spildt blod i mit hus," forklarede han, hentydende til at han ingen kamp ønskede når hun fik sit sværd. Han holdt det langsomt op, mens han gik inden for, og lukkede døren bag sig.
"så hvad siger du? Ønsker du kamp eller forhandling?" Spurgte han så, mens han så hende intenst i de gule øjne. Hans var samme støvblå farve som normalt, men de så også ud til at være fuldt fokuserede til trods for mørket.

Izilarna holdt det orangegule blik fast på ham, klar på hvilken som helst reaktion fra hans side, og hun måtte nok regne med at det ikke lige var den forventede reaktion der kom frem fra den store mand, han var trods alt 20 centimeter højere end hende, og havde en kampvægt der var ligeledes var en kende større end hendes.
Idet han åbnede munden slappede hun væsentligt mere af, men var stadig på vagt i tilfælde af, at han stak hende en plade, men da han snakkede videre falmede den sorte farve igen omkring hænder og fødder.
Langsomt rakte hun kæden i retning af ham, hun brød sig bestemt ikke om at han havde lukket døren bag sig, men hvis han ville forhandle som han hav udtryk for, var det måske bedst sådan.
"Jeg tager altid forhandlinger før kamp, jeg opsøger det ikke!" sagde hun så, og trådte et tøvende blik omod Lorgath "Og jeg vil gerne have mit sværd tilbage!" sagde hun så, og skævede ned til det store sværd der var omkring halvanden meter, Izilarna var lige præcis stor nok til, at når hun bar det over ryggen, så slæbte det ikke hen ad jorden.
Hun kunne ikke tro at hun stod overfor en så berygtet morder som Mordekai, han var en af de eneste seriemordere der ikke var blevet fanget, inkvisitionen havde de sidste mange måneder sat et utal bag lås og slå.
"Så, hvad foreslår du?"

Lorgath fandt faktisk Izilarnas sværd ret tungt, men det ignorerede han for nu. I stedet for så han afventende på Izilarna der klart virkede mindre dumdristig end hvad han måske lige havde troet. Han fandt det meget godt, at hun helst ville forhandle, da hun trådte nogle skridt frem med halskæden i fremstrakt hånd.
"Forhandlinger er også fortrækkelige," mumlede han for sig selv, før han skiftede greb på sværdet, så han holdt ved selve remmen og ikke skæftet. Det virkede mindre truende, for det meste, men han rakte det ikke ud mod hende endnu.
"Jeg vil bare gerne have at det ikke kommer ud til folkemængden at det er mig der bruger alter egoet Mordekai og så selvfølgelig at halskæden kommer i mine hænder igen, hvor den hører til," foreslog Lorgath, før det gik op for ham at hun måske frygtede ham. Han ville gerne frygtes, men ikke af folk som hende. De havde talt så godt sammen dengang han havde reddet hende og ønskede ikke at det skulle ruineres fordi han havde en makaber sidehobby. "Og så vil jeg gerne have, at du ikke frygter mig, hvis det er det du gør," tilføjede han med et prøvende smil.

Den matte sorte farve på hendes hænder og fødder aftog langsomt, hun stod stadig i en position der ville tillade hende at forsvare sig selv, i tilfælde af, at Lorgaths hensigter ikke var hvad han gav udtryk for, Izilarna var for det første meget mistænksom, hun havde set og oplevet nok forræderi til at vide, at man altid stod bedst, hvis man forholdt sig kritisk. For det andet havde Mordekai en del rygter siddende på sig, ikke nok med at han var en berygtet seriemorder, så havde folk teorier og historier der gjorde ham unaturlig, også selvom han virkede til at være blid som et lam når man stod overfor ham, som Izilarna gjorde nu.
Hun så tøvende ned på sværdet, og rømmede sig så "Jeg siger ikke et ord, med mindre at hvad du ved om mig kommer ud!" sagde hun så bestemt, hun slappede en kende mere af, Lorgath stod tilsyneladende ved hans ord, og han ønskede ikke at blive frygtet, i Izilarnas verden mindede det mest af alt som en form for skizofreni at en med et rygte som ham ikke ønskede at blive frygtet.
"Og jeg vil ikke frygte dig!" fortsatte hun så, og rømmede sig kort "Men du burde overveje om Det Sorte Laug ikke var noget for dig!" sagde hun så, og strøg med den ene hånd håret tilbage, mens hun langsomt førte halskæden ned langs siden. DSL var endnu ikke så stort, men folk havde snakket lidt om det i krogene, for Izilarna ville det være et genialt træk, da hun på den måde ville sikre alle i gruppen mod at komme på tværs af Mordekai, og dermed have en ting mindre at bekymre sig om.
"Det vil sikre dig ikke at komme på tværs af andre kriminelle, der er ingen der kommer til at vide at du er Mordekai og på den måde vil du have en finger på pulsen med hvad der foregår i verdenen omkring dig!" sagde hun så, for at få tilbuddet til at virke mere fristende.
"Det eneste vi kræver er at du ikke krydser klinger med andre i gruppen!"

Izilarnas svar på at han ikke ville have info ud om sig selv, var faktisk ret tilfredsstillende i Lorgaths ører. Hans smil blev mere bredt. Kort efter tilføjede hun at hun ikke ville frygte ham og han nikkede anerkendende.
"Det lyder fantastisk," svarede han, mens han lige så stille overvejede at række hende sværdet, men så trak hun halskæden væk fra den bydende måde hun havde holdt det før. Han hævede kort et øjenbryn, men lod det så være, som det var. Hendes næste tilbud gjorde ham nysgerrig og han lyttede tavs til hvad hun havde at sige. Til slut kunne han ikke lade være med at smile igen. Det lød yderst profittabelt for ham, men der var en ting, han var nødt til at få på det rene først.
"Jeg har ikke i sinde at krydse klinger med nogen fra omtalte Laug hvis jeg skulle gå hen at blive medlem der. Men i så fald vil det blive som Mordekai, ikke som adelig, da det vil være en meget dårlig ting at gøre for mit ry. Men ellers lyder det interessant og du har fanget min nysgerrighed," svarede han, før han lige så stille rakte Izilarnas sværd mod hende. Han holdt stadig godt fast i remmen, for før han gav helt slip, ville han havde sin halskæde.

Det orangegule blik blev langsomt igen isblåt som det normalt var, når Izilarna var i sin menneskelige skikkelse, de spidse ører blev ligeledes normale, og de spidse hjørnetænder forsvandt i takt med at hun blev normal at se på. Der var ingen grund til at være i sin dyreform nu, Lorgath stod lige foran hende, og så virkede hun også væsentligt mere menneskelig at snakke med.
Til sidst tog hun sig sammen og gik så tæt på Lorgath, hun kunne godt se at han ikke rigtigt var villig til at give sværdet fra sig, hvis han ikke fik sin halskæde, og kæden var alligevel ikke af betydning for Izilarna. Det eneste hun kunne bruge den til var at bevise, at Lorgath var Mordekai, og det havde hun alligevel lovet at lade være med.
Roligt men sikkert rakte hun kæden over imod vampyren, og så så afventende på det lange sværd, det var fint smedet, og der var påsat et par enkelte ædelsten nær parerbøjlen, det kunne godt sælges for en god sum, men tåhåndssværd var sådan set det eneste våbe Izilarna kunne slås med, og sværdet havde fulgt hende igennem tykt og tyndt, hvilket gjorde, at det havde en helt bestemt værdi for hende.
"Det er ganske simpelt. Det Sorte Laug har interesse i et neutralt krystalland da både lyset og mørket er imod vores interesser, der er få regler som at man ikke sælger hinanden ud, vi er samlet for at gøre det lettere for hinanden ikke sværre!" sagde hun så, og gav ham informationen i meget små bidder i tilfælde af, at han skulle bakke ud.

Da Izilarna var tilbage i sin normale skikkelse og stillede sig tættere på ham med halskæden rakt ud mod ham, så han kunne nå den, tog han fat i den, og puttede selv sværdet i hendes udstrakte hånd, hvorefter han lidt hurtigt tog halskæden ned i sin lomme og holdt sig parat på et muligt udfald fra hendes klinge. Det kom ikke. Ikke endnu, først gav hun sig til forklare lidt mere om Laug'et. Han kunne ikke helt følge dem i deres moral omkring hvordan de hverken hjalp det lyse eller det mørke, men det kunne vel også være lige meget for ham. Han fulgte ikke nogen konger eller dronninger i dette land. Faktisk var han bare til, handlede, slappede af og dræbte nogle folk nu og da, hvilket efterhånden var ved at være en kedsommelig tilgang til livet for ham. Han var så småt i løbet af sine mange år, begyndt at blive ensom. Igen. Det Sorte Laug virkede faktisk helt som en positiv gruppe at være med i, og så regnede han næsten med, at han vel selv kunne føre det videre, hvis nu der ingen vampyrer var. Ikke at det var en konkret plan, men det lød dog som et projekt han kunne bruge sin tid på, frem for blot at læse i bøger og træne når han ikke arbejdede.
"Det kunne godt have min interesse. Hvilke regler har I ellers, som man skal følge?" Spurgte han nysgerrigt mens han samtidig måtte tænke lidt over hendes forvandling. Han havde først rigtig lagt mærke til den nu, hvor hans ry ikke var i konkret fare.

Izilarna tog med overraskende lethed imod det store sværd, roligt tog hun imod håndtaget, hun burde få læderet skiftet, man kunne se og føle hvordan hun holdt på det da læderet gennem mange år havde taget form efter hendes håndflader når hun holdt om det.
Hurtigt trak hun læderremmen over skuldrene så det sad på hendes ryg med en skrårem sværs over brystet, på den her måde fik sværdet virkelig Izilarna til at se lille ud, da det jo næsten var på størrelse med hende selv, den råhvide pyjamas hun stadig var iført fik det dog heller ikke til at blive meget bedre, faktisk så det mest af alt lidt komisk ud.
Den sædvanelige hårtot gled ud af hestehalen, og havnede ned foran hendes ansigt, hun gav et lille smil fra sig, det var de færreste kriminelle der ville sige nej til at komme i kontakt med så solid en kilde, der kunne dele informationer på kryds og tværs, aftale job så de ikke kom i kambolage til hinanden, og udover det være i et samfund hvor man kunne komme og gå som det passede en, og søge tryghed i trange tider.
Til hans spørgsmål trak hun op i det venstre ærme til man kunne se indersiden af den veltrænede overarm, hér var tatoveret en lang slank daggert, man normalt ikke lagde mærke til, da Izilarna havde den store dragetatovering der ellers overskyggede alt andet "Alle i gruppen får tatoveret det her symbol et valgfrit sted og i nogenlunde valgfri størrelse på kroppen, det er vi nødt til, da vi ellers ikke kan undgå spioner eller folk som ikke hører til!" Sagde hun så, og trak ned i ærmet igen, hendes tatovering målte omkring 20 cm, man behøvede ikke få den i så stor version, men Izilarna havde gjort det, da hun var leder for gruppen og derfor også var en slags forbillede, desuden var hun ville med at udsmykke sin krop, så beslutningen havde været let og hurtig.
"Af samme grund er der ingen i gruppen der vil være i stand til at stikke hinanden i ryggen, da man selv bliver opdaget hvis man melder en anden når man er tatoveret!" den rå stemme gjorde det klart, at der ikke var nogle vej udenom hvis man ville være med, det var simpelthen for risikabelt.

Synet der mødte Lorgath, da Izilarna hængte sit sværd over skuldrene iført nattøjet, fik ham til at smile skævt, mens han hægtede tommelfingrene i sit bælte. Han ventede på at hun ville tale færdigt, men der gik lidt tid, hvor der var stille, før Izilarna fortalte nogle flere regler der fik ham til at hæve et øjenbryn. Det var her, han tvivlede. Han ville gerne tale md andre folk og være sammen med dem, men at give sig selv så meget? Det behagede ham egentlig ikke rigtigt. Men han kunne alligevel godt se pointen med det. Det var så bare lige det der med at blive stukket i ryggen, derbekymrede ham og han skulle lige til at fremlægge det som en problemstilling, da hun viste tattoveringen og forklarede hvorfor man fik den. "Normalt er sådan noget ikke ligefrem.. Mig, men der kunne muligvis gøres en undtagelse," mumlede han eftertænksomt mes han gned sig om hagen. Han måtte tænke lidt over det her, for det ville ændre hans liv drastisk. Men han håbede da ikke på at Izilarna ville gøre ham noget grimt nu hvor han havde reddet hendes liv og derefter havde søgt den diplomatiske løsning frem for at ty til vold.
"Godt. Jeg vil gerne med på nogle betingelser; Ingen måde vide at jeg er Lorgath, det vil fremprovokere yderst utiltalende problemer, og så har jeg brug for at vide hvordan jeg skal begå mig hos jer, før jeg siger ja," sagde han efter en stor portion tids komplet stilhed. Han så beslutsomt på den mærkværdige kvinde.

Izilarna kunne godt fornemme at Lorgath tøvede det gjorde hende intet, hun havde før afvist folk fordi de ikke var villige til at blive tatoveret, det var desværre nødvendigt i et samfund som det Izilarna langsomt men sikkert var i gang med at opbygge, alt andet var for dumt.
Roligt betragtede de isblå øjne ham i mørket mens han tænkte, der var noget betagende over ham som hun egentligt ikke havde bemæket før nok mesr af alt fordi hun enten havde været ved at dø for øjnene af ham, eller var blevet taget i at snuse rundt i hans ting, men nu hvor hun var nogenlunde ved sit fulde fem og ganske afslappet kunne hun se det, hun var ellers ikke typen der lod sig påvirke af den slags.
Da Lorgath begyndte at snakke rev hun sig ud af tankestrømmen med en svag rysten på hovedet, hvorefter hun lyttede efter til hvad han havde at sige.
"Du kan frit vælge at være hvem du vil, eller gå under det alias du har lyst til. Som lovet siger jeg ikke et pip til nogle om din identitet. Det eneste det kræver er at du ikke myder folk i gruppen og at du generelt respekterer de andre folk. Vi har en udgravning i paradisskoven, der er plads til en teltlejr hvor vi holder til, du kan have dit eget telt med dine ting i hvis du ønsker det, det har mange af vi andre!" sagde hun så, og sendte ham et lille smil. Izilarnas telt var stort set hvor hun boede, det var gratis i forhold til en overnatning på en kro og det var let at komme til samt at det var hvor hun kunne have sit papirarbejde i fred

Lorgath lagde godt mærke til Izilarnas lette stirren på sig og han vidste ikke helt hvad han skulle gøre af den. Heldigvis varede det ikke længe og kort efter fik han smidt en masse ny information i hovedet og han måtte igen stå og gnide sig betænksomt om hagen mens han tænkte over hvorvidt han ville være tryg nok til at sove i et telt i nærheden af en masse folk som han fandt det svært at stole på. Det endte med at han besluttede sig for at tage den gyldne middelvej. "For det første er min døgnrytme lidt.. Anderledes, for det andet har jeg det ikke så godt med for mange mennesker i længere tid ad gangen," forklarede han tøvende, mens han kløede sig let i nakken.
"Men ellers vil jeg takke ja til tilbuddet - og de krav det indebærer. Desuden, så er min topregel, at dem jeg har snakket med, ikke må dø for mine hænder, så du behøver ikke bekymre dig. Jeg gør ikke dit Laug noget ondt og jeg vil forsøge det bedste jeg kan på ikke at være for provokerende," sagde han så med et smil, før han rakte sin kolde hånd frem. Sådan plejede han at afslutte handler på. Dette var vel en slags handel også?

Izilarna smilede til det han sagde og nikkede så "Det er intet problem, du kommer og går som det passer dig, men du kan have dit eget telt til hvis du har brug for at overnatte eller andet!" smilede hun så og tiltede hovedet en anelse på skrå, kort studsede hun over hans døgnrytme, ingen kriminelle havde vel en ordentlig døgnrytme, men at gå så meget op i det var lidt underligt.
"Det er mig der skal stikke i dig, du kan bare kontakte mig når du har besluttet dig for en placering og en størrelse!" sagde hun så, og blinkede kort til ham, inden hun trådte frem og rakte ham hånden. Idét hun fik fat i ham slog hun hurtigt blikket ned på hans hånd, han var kold, han kom godt nok også udefra, men han havde været indendørs længe nu, var det normalt?
Hun rømmede sig kort og vendte så de blå øjne op imod ham mens hun betragtede ham indgående, igen groede de ellers normale ører op til at være spidse og mest af alt ligne elverører, hun kunne ikke gøre for det, det skete desværre bare når hun blev opmærksom på noget der var lidt underligt eller unaturligt.
Roligt åndede hun ud, mens det blå blik fæstnede sig på ham, hun kunne kun høre én hjerterytme, og det var bestemt ikke hans. Izilarna havde aldrig været meget for at tro på overnaturlige væsner, men selv samme uge var hun blevet overfaldet af en blodtørstig varulv, der var vel egentligt intet der var umuligt mere
"Er du overhovedet i live?"

Lorgath nikkede forstående til Izilarnas ord om at han skulle have et telt med for at overnatte. Han vidste godt selv, allerede nu, at overnatning først ville ske om noget tid, når han havde fået mere grund til at stole på det sorte laug. Så igen var det vel godt nok med et telt i tilfælde af, at han nu skulle gå hen at komme galt afsted på et senere tidspunkt og ikke ville kunne komme helt hjem af en eller anden grund.
"Jeg vil finde jeres lokation og få lagt et telt på et tidspunkt så," sagde han med et skævt smil, før hun vendte tilbage til det med tattoveringen. Han brød sig stadig ikke det vilde om det, men nu havde han i forvejen mange ar og et par enkelte små symboler her og der på kroppen. Og dog ikke i tattovering.
"Og du kan få lov at stikke i mig i samme anledning," tilføjede han med en lidt bekymret trækning ved kæben. Selvom han ikke brød sig om det, så måtte han vel bare indrette sig og lade Izilarna tattovere hans udøde krop. Angående netop det, virkede hun igen forundret da de rystede hænder, og det gik omgående op for ham, at han skulle have haft handsker på. Hendes ører voksede sig spidse, og han hævede selv et øjenbryn da spørgsmålet kom. Uundgåeligt. "Både og," svarede han lidt kort for hovedet til at starte med. Men så igen. Han vidste at det ville blive svært med så stor en hemmelighed. "Det er derfor jeg har en anden døgnrytme. Jeg er ikke et menneske, jeg er en vampyr," indrømmede han med et skuldertræk. Han var gået lidt tilbage i st kølige jeg igen.

Den hvidhårede kvinde så tøvende på ham, hun virkede til at have ramt det helt rigtige punkt, hun pustede stille ud, hun skulle ærligt indrømme at hun for et par dage siden ikke troede på hverken varulve og vampyrer, jo vist havde hun da hørt folket snakke om den slags kræ, men det kunne også være historier som stammede fra bjørne og fra overfald.
Forsigtigt strøg hun den hvide løse lok om bag et af de spidse ører og bed sig så diskret i læben, hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige, hun havde aldrig møde en udød før.
"Nårh ja. Jeg gætter på, at hvis du havde trang til at æde mig, så havde du vel gjort det da du fandt mig!" sagde hun så, og prøvede ikke at virke skræmt, hun havde lovet ikke at være bange for ham.
"Såe, du kommer bare forbi når det passer dig, jeg er der altid, hvis jeg altså ikke arbejder, og i så fald er jeg tilbage i løbet af en dag, mit telt er det runde hvid og sortstribede!" sagde hun så, og sendte ham et smil, inden hun gjorde mine til at forlade stedet.
"Tak for alting Lorgath, du reddede mit liv. Jeg står i gæld til dig!" sagde hun så og smilede denne gang ganske oprigtigt, på trods af hans lidt uhyggelige race med lidt uhyggelige måltider havde han trods alt reddet hendes liv, og han havde ikke ædt hende, ergo måtte der findes godt inde i den døde krop et sted.

Lorgaths reaktion på Izilarnas besvarelse var et hovedryst. Nej, det ville han dog ikke have gjort, så lavt ville han ikke synke. Han skulle selv nedlægge sit bytte, og det skulle ingen skavanker have. Det var derfor, han normalt tog folk i 15 års alderen. Han så dødalvorligt ud, men sendte hende så et venligt smil.
"Nej, ville have taget varulven til natmad," sagde han med et skuldertræk før hun forklarede hvordan hendes telt så ud mens hun gjorde mine til at tage afsted. Han åbnede selv døren for hende.
"Jeg kommer en af nætterne så. Forresten, så ligger dit tøj i gæsteværelset," svarede han med et nik, mens han holdt døren på høflig gentleman manér.
Hendes tak fik ham til at lyse lidt op, og selvom han klart kunne se fordelen i, at hun stod i gæld til, så var det ikke en logisk gæld. "Det skal du ikke tænke på," nøjedes han blot med at svare hvorefter han selv styrede mod sit studierum. Kæden kunne blive lagt på sin ordentlige plads senere.