Krystallandet
Ik'iss 24.08.2011 12:42
Perfektion var en af kvindens mange egenskaber. Det mislykkede forsøg var som salt i et åbent sår for hendes svage selvtillid. Ikke at hun havde været udsat for flere prøvelser og ydmygelser end et hvert menneske må gennemleve. Hendes karakter var svækket ved dens skabelse. Hun var mere selvkritisk end hvad godt var. Det ville kræve et stort personlighedsarbejde at ændre på dette forhold og det ville formentligt være nødvendigt, at et andet individ påpegede hendes indstilling til hendes egen eksistens. Denne dæmon kunne godt risikere at berøre dette emne og få sat nye tanker igang i hendes indre. Dette handlede det dog ikke om i dette nu. Han guidede hende. Han roste hende. Hun sugede straks ordene til sig trods manglen på følelser i hans tone. Lettere nervøs betragtede hun Elizeph, mens han igen notede. Hun kunne godt tænke sig at vide hvad han nedskrev om hende. Dog huskede hun ikke at lure og hun truede ikke at spørge. Det var privat.
Ik'iss var ikke overbevidst om, at hun kunne forøge sin massefylde. Hun havde ikke følt sig massiv. Hun havde ikke haft koncentration til at bevæge sig. Hun havde ikke forsøgt, at nærmere sig eksempelvis et træ. I princippet kunne han have ret. Hun stolede mere på hans observation end hendes egen holdning. Hun nikkede anerkendende til hans kommentar til hendes tidligere ord. Hun kunne forestille sig, at det blot var indbildning fra hendes side. Trangen til at være menneskelig kunne skyldes dette behov for at trække vejret. Hun havde betragtret mange væsner gennem livet og alle havde behov for ilt. De trak vejret. Muligvis forestillede hun sig blot, at det også var nødvendigt for hende. At hun efterlignede deres adfærd som hun efterlignede alt andet. Forklaringen blev snart overskygget af et spørgsmål. Han var i tvivl. Det rystede hende. Hun måtte tænke svaret nøje igennem. Gå logisk til værks. "Jeg kan kun imitere genstande, dyrearter eller mennesker som jeg har set. Af denne grund tvivler jeg på, at jeg kopirere det indre liv." Hendes tale var langsom, fordi hun var usikker. Det gav hende tid til at bemærke gnisten i hans øjne. De nærmest glødede i denne dunkle belysning. Det gjorde de mandelformede øjnene næsten djævelsk tiltrækkende og hun blev mindet om hvilken race han tilhørte. "Jeg kender ikke til min energikilde." Dette måtte hun indrømme. "Jeg behøver ikke søvn. Jeg optager ny energi ved at forholde mig i ro. Ved hvile." Hun tilføjede denne kommentar, for at han kunne tænke sig frem til en mulighed for hvor hendes energi stammede fra. Hans intellekt havde indtil nu haft større held end hendes eget kendtskab til sig selv. Det var skræmmende ikke, at kunne besvarer spørgsmål om sit eget væsen. "Forklaringen om, at det er det rene indbildning, at jeg må trække vejret forekommer mig realistisk." Det var flovt, hvis hun blot bildte sig selv ting og sager ind som ikke gjalt for hendes race.
Ik'iss var ikke overbevidst om, at hun kunne forøge sin massefylde. Hun havde ikke følt sig massiv. Hun havde ikke haft koncentration til at bevæge sig. Hun havde ikke forsøgt, at nærmere sig eksempelvis et træ. I princippet kunne han have ret. Hun stolede mere på hans observation end hendes egen holdning. Hun nikkede anerkendende til hans kommentar til hendes tidligere ord. Hun kunne forestille sig, at det blot var indbildning fra hendes side. Trangen til at være menneskelig kunne skyldes dette behov for at trække vejret. Hun havde betragtret mange væsner gennem livet og alle havde behov for ilt. De trak vejret. Muligvis forestillede hun sig blot, at det også var nødvendigt for hende. At hun efterlignede deres adfærd som hun efterlignede alt andet. Forklaringen blev snart overskygget af et spørgsmål. Han var i tvivl. Det rystede hende. Hun måtte tænke svaret nøje igennem. Gå logisk til værks. "Jeg kan kun imitere genstande, dyrearter eller mennesker som jeg har set. Af denne grund tvivler jeg på, at jeg kopirere det indre liv." Hendes tale var langsom, fordi hun var usikker. Det gav hende tid til at bemærke gnisten i hans øjne. De nærmest glødede i denne dunkle belysning. Det gjorde de mandelformede øjnene næsten djævelsk tiltrækkende og hun blev mindet om hvilken race han tilhørte. "Jeg kender ikke til min energikilde." Dette måtte hun indrømme. "Jeg behøver ikke søvn. Jeg optager ny energi ved at forholde mig i ro. Ved hvile." Hun tilføjede denne kommentar, for at han kunne tænke sig frem til en mulighed for hvor hendes energi stammede fra. Hans intellekt havde indtil nu haft større held end hendes eget kendtskab til sig selv. Det var skræmmende ikke, at kunne besvarer spørgsmål om sit eget væsen. "Forklaringen om, at det er det rene indbildning, at jeg må trække vejret forekommer mig realistisk." Det var flovt, hvis hun blot bildte sig selv ting og sager ind som ikke gjalt for hendes race.
