Siri Grips sind var endnu engang delt i to, som om hendes ene krop indeholdte et søskende par: Hendes antagelser om, at Alexander var en brutal lurer blev slået til jorden, da hendes kommentar tydeligvis ikke bragte lykke med sig. Hans tonefald blev for første gang hårdt – hvis man undlod at tælle uhyrets verbale angreb med – siden deres samtale begyndte. Dette vidste hun ikke hvordan hun skulle reagere på. På den ene side vækkede det hendes opmærksomhed, at han ikke blot var sukkersød. På den anden side irriterede det hende, at blive sat på plads. Hun kendte jo intet til hans magiske blik og endnu mindre til hans metoder. Han måtte kunne forstå, at alt var muligt i hendes verden efter hun havde oplevet hans vrede. Hun lod sin tvivl komme ham til gode ved, at lade vær med at kommentere på hans ord. Hun lod det ganske enkelt glide ud i sandet. Det var den bedste løsning hun kunne komme på i denne situation.

Siri bemærkede hans blik i sin nakke, da hun takkede hingsten. Hun kunne ikke være mere ligeglad med hvad hans mening var omkring det, for det betyd noget for hende. Men han kommenterede det ikke og rullede ikke med øjne, for at signalere, at hun ikke var tosset. Han gav blot den smukke skabning et æble, før staldknægten førte hesten væk.
Igen nærmede Alexander Schwartz sig, for endnu engang lade sine fingerspidser løbe langs hendes kæbe. Hun mente, at han tog sig nogle friheder, som han ikke havde fået tilladelse til. Alligevel kriblede det rart under huden der hvor hans berøring havde fundet sted. Det irriterede hende, at hun ikke bare vendte sig væk. Hun burde ikke lade et fremmed handyr komme så tæt på, men ikke en eneste muskel i hendes krop ønskede, at adlyde denne ordre. Hun stod bomstille og så ind i de isblå øjne, indtil han endnu engang kommenterede på hendes. Derefter så hun genert ned på hans hånd, der for få øjeblikke siden havde gemt et rød tot om bag hendes øre. Da tanken var tænkt til ende, blev hun pludselig nervøs. Hendes spidse øre ville uden tvivl afsløre, at hun var en elver. Hun havde ellers gemt ørene under sit fyldige hår, for at dække over dem. Hun var bange for, at han ville se ned på hendes race. Skovelverne levede isoleret. Det var ikke til, at vide hvordan andre betragtede dem. Disse tanker var spild af tid, for selvom at Siri ikke vidste det havde Alexander for længe siden bemærket hendes race. ”Det komme De formentligt også til. Med mindre disse kommentarer om dem fortsætte, for så vil jeg formentlig foretrække, at vende blikket mod bordpladen.” Smilede hun med et charmerende drag om de lettere lyserøde læber. Hun løftede blikket, da han vendte sig og hun nikkede til hans ord. ”Lad os gøre det.” Hun fulgte med Alexander Schwartz, det skræmmende uhyre fra tidligere, ind i krostuen.

// Sikke en spændende måde, at crashe en tråd på, Moréen! (-:

Siri Grip var optaget af krostuens indretning, da hun og Alexander trådte over dørtærskelen. Hun var langt fra så sensitiv som Alexander viste sig at være. Hun lod derfor et smil pynte hendes læber og ytrede sin begejstring over loftets udskæringer. Han svarede ikke. I virkeligheden gjorde han intet: Han hverken svarede eller bevægede sig. Hun forventede, at det var fordi han ingen interesse havde for udsmykning og derfor blot led i stilhed. Personligt var hun vild med kroens enkelhed, da det smukke lå i detaljerne. Alt var holdt lyst og en svag mumlen havde overtaget lokalets lyde, fordi flere par var optaget af deres egen samtale. Hun kunne godt forstå, at han havde valgt, at overnatte på denne kro. Alt virkede rent og pænt i modsætning til hendes bolig. Selve værelset kunne hun ikke klage over, men køkkenet trængte til en kærlig hånd, før Siri skulle lave nogen former for mad ved det bord og den vask. En kost gysning gik igennem hende, imens Alexanders hvisken lød i hendes øre. Det første hørte hun ikke, da hendes tankevirksomhed endnu engang havde optaget hendes opmærksomhed for et stykke tid. Da Alexander havde udpeget ”de farlige” vendte hun først blikket mod dem – af ren og skær nysgerrighed. Hun var endnu ung og forstod ikke hvordan han kunne træde ind i et rum og derefter vide, at der er fare på færde. Ærligt talt, følte hun, at han overreagerede en smule. Hun mente, at han dramatiserede situationen, for at fremstå heltemodig. Kvinden i den gule kutte med træmasken kunne have været ude for en brand ulykke og derved fået sit ansigt skamferet. Der fandtes ikke mange mulighed for at dække over brandsår og træmaske virkede derfor blot nytænkende i hendes hoved. Hun skulle til, at fortælle disse tanker højt, da hun vender blikket imod Alexander. Hans øjne var dybrøde og hans – det hun havde troet var en tatovering – lyste ligeledes op. Igen forsvandt hans hænder væk under en gotisk rustning. Han var igen uhyret hun havde mødt på marken. Hun hørte kun halvt hans næste ord, da hun gispede forskrækket over synet og trak sig væk fra ham. Hun væltede over en tom stol, idet hun bevægede sig baglæns væk fra monsteret. Hendes blik havde været låst fast på Alexander til hun væltede om på gulvet. Det gav et kort slag mod hoften, men det var ikke en smerte der optog i mere end et par sekunder. Hun støttede sig til krodisken, for igen at komme på benene. Hun var forvirret og bange for Alexanders (igen) pludselige forvandling, derfor havde hun ansigtet vendt mod disken. Krodisken var dekoreret med en stejlende enhjørning i skoven. Hun bed i sit stille sind om igen, at være hjemme i Paradisskovens trygge omgivelser, da hun opdagede bogstaverne der var gemt på hver af et blad. Hun måtte knibe øjnene sammen i koncentration og flere gange gentage tegnene for sig selv. Tegnene mindede uhyggeligt meget om det old-elviske alfabet, som hendes lærerinde Hannah havde gjort sig stor umage med, at lære hende. Hendes argument havde været: ”En udvalgt skal kunne sit modersmål.” Derfor havde Siri Grip været tvunget til, at studere gamle tidsskrifter blot fordi hun havde generationens ”varme hænder”.
Hun sprang op som en trold af en æske, da hun forstod bladenes tegn: ”Barn af Grip. Flygte. Fare.” Hendes hjerte stoppede med at banke et sekund. De vidste hvem hun var. De advarede hende. Alexander havde haft ret: Noget var helt galt, men hvor farlige kunne de være, når de advarede hende? Kvinden med masken havde holdt sine ravgule øjne på hende, mens hun havde tydet skriften på disken. Kunne det være hende, der havde bedt hende om at flygte? Hvis ja, hvad var hendes grund? Hun mødte kvindens blik med sit, da Alexander råbte: ”I to – udenfor nu!” Hun mistede øjenkontakten med kvinden og så fortvivlet på hendes nye bekendtskab. ”Hvad har du tænkt dig at gøre?” Hviskede hun til Alexander, da hun forsigtigt havde nærmet sig ham en smule. Hun havde glemt den formelle tone, der ellers havde hersket imellem det. Det var ikke på sin plads i dette øjeblik. Han ønskede, at beskytte hende ved, at kæmpe med disse væsner, men kvinden havde måske ligeledes advaret hende. Hver en tanke blev blot mere indviklet, for hver gang hun tænkte og hun kunne mærke, at en hovedpine truede med at dukke op. Hun vidste ikke hvad hun skulle stille op med sig selv og situationen. Hun blev stående som lammet nær krodisken. Kun en tankede cirklede rundt i hendes hoved: Hvis han komme til skade kan jeg hjælpe ham. Hun satte sin lid til en evne hun ikke havde brugt længe, hvilket måske var forkert gjort.

Siri Grips temperament flammede op sammen med hendes enorme hårpragt. Egenrådig som en teenager nu engang var blev hun frygtelig irriteret over Alexanders kommentar. En ting var når hun tvivlede på sig selv, noget andet var når andre tvivlede på hendes evner. Han ønskede, at hun skulle flygte som en anden tumling uden evne til at klare sig selv. Han troede, at hun var forsvarsløs som en skønjomfru i nød. Siri var alt andet end det: Hun havde temperament og viljestyrke, men mest af alt forstod hun ikke hans fjendtlighed. Kvinden med de ravgule øjne gjorde intet og tiltalte ham ligefrem korrekt på trods af hans manglende maner. Ganske vidst var hendes tale akavet, men hun kunne være fra andre dele af Krystallandet – faktisk præcis som hende selv. Det var vanskeligt for hende, at tro på, at denne kvinde kunne være særlig farlig for samfundet.
Kvinden undskyldte hende for, at have skræmt hende. Denne undskyldning forstod hun intet af. Det var hendes nye bekendtskab, Alexander, der havde skræmt hende ved hans pludselige forvandling til udyret fra tidligere. Hun forstod derfor tilbage med et ganske forvirret blik, før hun igen tænkte på enhørning på krodisken. Var hendes teori om, at det var kvindens advarsel, korrekt? Var det dette hun undskyldte for eller behøvede hun blot en grund til at byde hende på middag, så hun var opholdt, mens hende og Alexander forsvandt udenfor? De kunne begge tro nej. Hun ville ikke henstilles som et lille barn. Hun var naturligvis kun 85 år, en ringe alder for en skovelver, men det vidste de intet om. Hun havde ikke oplyst dem om det, i hvert fald. Hun blev skræmt over tanken, om hvad de egentlig vidste om hende. De begge var beriget med forunderlige evner til et forunderligt ydre samt glæden ved at bestemme over andre. Alexander var mere ligefrem hvad angik hans mening om hvad hun skulle gøre. Kvinden pakkede det mere ind, men virkede alligevel til at føle omsorg for hende … måske nærmere medfølelse og trang til at beskytte. Igen forstod hun det ikke. Ingen af dem havde hun mødt før, men særligt kvinden følte hun en dybere forståelse med. Kvindens tilstedeværelse skræmte hende ikke, hun beroligende hende. Hun vidste ikke præcis hvad denne følelse opstod af: Om det var kvindens ravgule øjne eller den spøjse accent eller noget helt tredje.

Siris øre stod på stilke, da den fremmede kvinde og Alexander vekslede et par lavmældte ord. Hun fik kun fat i et par ord, der ingen mening gav inden de forlod lokalet. Hun snurrede rundt på hælen og henvendte sig til ham hun forventede var kroværten. ”Jeres bagdør?” Hvæsede hun hidsigt over, at blive fejet af banen. Manden truer ikke andet end, at pege mod et lokale bag disken. Sikkert fordi han – ligesom resten af krostuens besøgende – var chokeret over synet af Alexander. Næsten ildsprudende som en drage trampede hun igennem et mindre lokale, for derefter at gå igennem endnu et før hun mærkede det friske luft mod sit ansigt. Alexander ville forvente, at hun stak af, men det gjorde hun ikke før hun havde fået beviser for hans påstande om, at kvinden var farlig. Hun mente nemlig det modsatte. Hun forventede ikke, at Alexander skulle berede sig på kamp. Med mindre han selv fremprovokerede den. Kvinden var ikke modbydelig, blot misforstået. Siri ønskede, at være i nærheden, hvis de fik brug for hendes ”varme hænder”. Endnu forstod hun ikke hvad ordet ”elemental” betød og troede blot at kvinden dækkede sit menneskelige ansigt med en træmaske, ikke at hun var skabt af træ.

Siri Grip havde ikke forstået Alexanders evner. Hun troede fuldt og fast på, at hun stod i skjul på krohusets bagside: At hans øjne havde evnen til at se alt, forekom hende urealistisk og nærmere plageri end noget andet. Evnens omfang havde hun endnu ikke nogen idé om. Hun ville ikke skubbes til side som et andet barn. Hun mente, at hun sagtens kunne tage vare på sig selv. Hun var trods alt blevet tildelt healende evner, hvilket aldrig var dårligt ved voldelige hændelser. Hun kunne være dem behjælpelig. Det var hun sikker på. De vidste det bare ikke. Det beroligede hende, at de ikke vidste alt om hende, som de først havde antydet.

Siri havde misforstået flere ting end hun selv ville indse. Endnu forstod hun ikke hvad kvinden var skabt af og fra sit skjulested kunne hun ikke se kvindens nu blottede hænder, der bestod af hårdt bark. Kvinden med de ravgule øjne fremlagde sit forslag, forstod Siri situationens alvor. Hun truede Alexander med, at vække hendes ledsagers ild, hvis hun ikke fik oplyst en bestemt løjtnants efterkommere. Kvindens toneleje var ligefrem hævntørstigt. Kvinden var som forvandlet, da de forsvandt uden for kroens vægge. Ligesom med Alexander følte Siri igen, at hun ikke kunne kende de mennesker hun for korte øjeblikke siden havde mødt og følt sig tryg ved. Alt virkede næsten som et spil for galleriet, når hun var tilstedet. Hvorfor skjulte de deres sande jeg for hende? Hvorfor følte de, at de skulle beskytte hende? Hun var ikke fuldstændig hjælpeløs. Ved eksempelvis snitsår healede hendes skader hurtigere end normalvis, hvilket hendes slægts ældre havde forklaret var på grund af hendes ”varme hænder”. Alligevel blev hun nervøs ved kvindens og Alexanders samtale. Det udviklede sig ikke i en videre positiv retning, idet Alexander ikke ville opfylde kvindens krav. Måske kunne hun alligevel overveje, at følge Alexanders råd og flygte? Var hun en så stor kujon? Ville hun stikke af og lade dem op til deres egen skæbne? Hun så sig nervøst omkring som et dådyr der kan fornemme farer, overvejede hun sine muligheder.