Sød var hun, og hun talte pænere til ham end det som han var vant til fra Jorheim - ja, de var nok ikke de mest rutinerede mennesker i landet for høflig omgang.

"Det forbydes vi at tale om med udenforstående. . ." svarede han med kold tone til Amora, reglerne forbyder ham at fortælle andre end dem fra Jorheim at fortælle om Odin. Boliwulff kunne ikke undgå at bemærke en pludselig rykken i hendes bevægelse, somom hun ledte efter noget på sin person. Somom hun havde tabt noget hun havde på sig. Byen kom også tættere og tættere på, og små huse og gårde kom til syne i distancen.

"Mangler du noget ?" spurgte han . . .

Amora var opfostret med at hun skulle være høflig og tale pænt til folk, uanset deres rang og anseelse. Det var så måske ikke altid hun gjorde det, men når hun huskede det, snakkede hun altid pænt og høfligt.
Hun lyttede til det han sagde med ham Odin. Var det en gud, eller noget i den stil? Hun ville gerne vide det, egentlig. Hun vidste at de gamle elverkrigere havde en gud, som kun de kendte til, og som de bad til inden en kamp. Hun kunne dog ikke huske hans navn, og de gamle tekster var svære at tyde, selvom hun selvfølgelig kunne sproget.
Hun drog et lettens suk, da hun igen mærkede fløjten mellem sine hænder.
"Det var ikke noget specielt, troede bare lige et kort sekund at jeg havde tabt min fløjte," sagde hun med et skævt smil.
"Forbydes det jer, at tale om jeres gud, for folk der ikke kender til det?" spurgte hun undrende. Hun anede ikke engang om det var en gud, men hun gættede sig frem til det. Hvad skulle det ellers være? Der var ikke andre på vejen til at vise ham vej.

Han nikkede bekræftende med et smil på kinden, da Amora snakkede om sin fløjte -

"Odins lære må kun vidergives til dem af Jorheimsk blod." svarede Boliwulff, det var kun dem fra Jorheim der måtte læres i Odin, det stod i reglerne, hvis man vidergav læringen er der dødstraf til synderen.

De to rejsende var nu kommet tæt nok på byen, navnet var ikke blevet nævnt endnu, Boliwulff standsede op og kiggede på Amora, med et nysgerrigt blik.
"Hvad hedder den her by egentlig, hvis du ved det." spurgte han spørgende, hvad han ville finde vidste han ikke, eller om hun ville slå følge med ham derinde, det kunne jo være Amora vidste hvad der var derinde - Boliwulffs tanker ledte hen mod hvad han skulle foretage sig derinde, måske skulle han leje et værelse for natten, eller skulle han finde arbejde ? Dette måtte tiden vise. . .

Amora smilede lidt til det han sagde. Det lød latterligt i hendes øre, at man ikke måtte fortælle om en eller anden mand. Men nu skulle hun ikke dømme ud fra det. Det var vel deres valg, og egentlig kunne hun vel være ligeglad med det. Hvis ikke han ville fortælle om det, var det også okay.
Hun kiggede på ham, da han stoppede op. Det var hovedstaden de var på vej hen til.
"Det er hovedstaden," sagde hun med et skævt smil. Egentlig anede hun ikke hvad byen hed. Hun havde aldrig hørt at nogen havde kaldt den noget andet. Selv på elversprog hed den bare "hovedstaden".
"på elversprog kalder vi den "tal", men det betyder bare hovedstad.." sagde hun og trak på skuldrene.

Hun svarede, og Boliwulff tog svaret til sig - det var bedre end ingenting, selvom det ikke var meget information at få af et spørgsmål, til gengæld kan man heller ikke begynde at klage over andres viden, det svar hun havde var godt nok. De læderklædte fødder ledte igen mod byen, hovedstaden eller hvad det måtte være. Tankerne om hvad han skulle lede efter i denne hovedstad førte ingen steder hen, måske skulle han bare finde en kro og slå ly for natten, mulighederne var måske store, dog var vikingen på himlens mark i kendskab til hvad der foregik udenfor Jorheim.

De to rejsende kom endelig hen til byens porte, og gik gennem de massive søljer, der brudte byens omringende mure, Boliwulff standsede pludselig op, trak sin højre hånd op til panden for at blokere mod sollyset og spejdede i bylivets horisont, han mente at han måske skulle kigge sig lidt omkring først, og så ellers finde et sted at få ly for natten.
Ude i lydens horisont hørtes hamrens møde med varmt stål, dette fangede Boliwulff på grund af hans interesse for smedens kunst, dog mente han ikke at han sådan bare kunne forlade Amora uden at sige ordentligt tak, eller farvel - medmindre hun selvfølgelig fortsat ville følges med ham . . .

Amora havde aldrig tænkt overhvad byen hed. De kaldte den jo bare Tal, hvilket var fint nok for hende. Der var mange der troede at byen hed det, når hun kaldte den det, men så måtte hun altså forklare dem, at det bare betød "Hovedstad".
Egentlig snakkede hun ikke særlig meget elversprog. I hvert fald ikke udenfor skoven. Der var ikke mange der forstod det, og hun var blevet vant til menneskernes sprog, og egentlig syntes hun at det var pænt, i modsætning til mange andre skovelvere, der virkelig syntes at det var grimt. Derhjemme snakkede hun dog elversprog, da det var nemmere.

Hun kiggede rundt, da hun kom ind i byen. Hun elskede at være der. Livet derinde og de mange mennesker forbløffede hende hver gang. Hun elskede at høre deres snakken og deres latter. De mange forskellige folk der var der, og folk der kom langvejs fra.
Hun hørte ligesom Boliwulff straks lyden fra smeden, og et smil kom frem på hendes læber. Det var lige præcis den mand hun skulle snakke med.
Hun så på Boliwulff og tænkte lidt.
"De må lige have mig undskyldt for en kort stund," sagde hun med et smil og gik med lette skridt hen til smeden. Hun lukkede spændet op på kappen og tog den af. På hendes ryg hang det indpakkede sværd. Hun snakkede med Smeden, mens hun tog det af ryggen. Hun pakkede det ud af indpakningen, og tog et slank, men smukt sværd frem. Hun viste ham det, mens hun snakkede til smeden.