Xelirateis sendte kvinden et ekstra lille blik, da kvinden gav udtryk for at hun havde forstået alting. "Jeg ville gerne fortælle dig hvad der er derinde, men det er for både dit og mit bedste, at vi gemmer den del, desuden er rummet beskyttet af en nedkølende magi, så der er koldt, ikke et rum man har lyst til at blive fanget i!" sagde hun så med en advarende tone, bare for et understrege, at hun mente det. Grunden til at rummet var nedkølet var naturligvis, at ellers ville alle ligene derinde jo rådne, og det ville være en skam (og for den sags skyld stinke ualmindeligt meget)!
Xelirateis tog begge kopper med ud i køkkenet, og bryggede hurtigt et par ekstra kopper te, på vejen kastede hun et enkelt kig ud af vinduet, hvor solens sidste stråler var på vej ned bag horisonten "For søren!" udbrød hun pludseligt og for ud af lokalet, ud igennem døren til gangen, hvor hendes arbejdsværelse blandt andet var, og kom hurtigt tilbage med en sort lille gryde, i hænderne "Du må lige have mig undskyldt!" sagde hun så, mens hun kastede endnu et blik ud af vinduet, og i selv samme sekund at solens sidste stråler forsvandt i horisonten, satte hun den lille gryde over ilden, hvorefter hun satte sig tilbage i stolen. "Det er en modgift til varulve, man skal være uhyre præcis, og den tager en måned at brygge. Den fjerner naturligvis ikke sygdommen, men den kan holde transformationen tilbage, så mennesket ikke forvandles ved fuldmåne!" sagde hun så, og sendte gryden et spidst afmålt blik. Folk var villige til at betale ved kasse et for at få fat i en modgift som denne, da det var de færreste som syntes om at myrde løs en gang om måneden, uden selv at være klar over det.
"En eliksir som denne er noget af det sidste du vil lære, men jeg tror ikke du dør af at følge lidt med i hvad jeg går og laver!" lo hun så, og tog en tår af den dampende varme te.

Da Xelirateis nævnte den nedkølende magi, fik det Zilanea til at tænke på, hvor meget magi kvinden mon kendte til. Det var sikkert en hel del. Den eneste deciderede magi Zilanea beherskede, var evnen til at kontrollere vinden. Det gjorde hun såmænd også ret godt hvis hun selv skulle sige det, og det havde tit hjulpet hende.
Zilanea kastede selv et blik ud af vinduet på samme tid som Xelirateis. Hun havde altså været her længere tid end det føltes som. Næsten hele hendes krop drejede sig i stolen, for at følge med i hvad sortelveren lavede, og hun var lige ved at spørge hvad der var i den lille sorte gryde, før hendes spørgsmål blev besvaret. Hun havde hørt om den slags modgifte før, og de skulle efter sigende være uhyre dyre. Det kunne hun nu godt forstå, det måtte være en yderst ubehagelig infektion at få. Selvom, hun havde en gang hørt om en varulv der lærte at kontrollere det så meget at han selv kunne styre hvem han slog ihjel. Efter hvad hun havde hørt, havde han helst gået efter små børn, fordi de var de møreste. Det var muligvis bare en skræmmehistorie, men den var effektiv nok.
Hun tog imod sin te, og nød den anden kop lige så meget som den første. Noget sagde hende, at hun nok skulle blive glad for sit ophold her. Huset var nydeligt, det var fyldt af lærdom, og der ville være arbejdsro. Medmindre Xelirateis havde et par unger et sted, eller tit fik besøg, men det tvivlede hun meget stærkt på. Selv hvis det var, ville næsten hvad som helst være bedre end kroen.
Hun havde ikke mange ejendele, og behøvede derfor ikke at tænke på at skulle hente nogen ting. I morgen ville hun tage ned og sige sit værelse på kroen op. Og hvis hun kunne få lov at blive hos Xelirateis til hun fik råd til sin egen lille hytte, så ville hun snart kunne tage til sin landsby og sælge stedet hun havde der.

Xelirateis kiggede veltilfredst på den lille gryde, væsken den indholdt var sølvfarvet og tykflydene, generelt lignede det noget giftigt stads, og af hvad Xelirateis havde ladet sig fortælle, skulle det smage ækelt, men det virkede, og det var hovedsagen.
Da væsken var begyndt at blive en anelse tyndere grundet varmen, hentede sortelveren en ske, som hun rørte rundt med, ganske nænsomt for ikke at spilde så meget som en enkelt dråbe. For derefter at smutte hen til kækkenskabet, hvor hun havde alverdens skrammel stående. "Årh ... perfekt!" knurrede hun bittert ovre fra skabet af, men vendte hurtigt tilbage, "Jeg beklager, men jeg mangler menneskehår, og jeg er nødt til at smutte 10 minutter hvis jeg skal nå at finde noget på markedet!" sagde hun så, og skævede til gryden, hvorfor havde hun glemt det? Hun havde en fast aftager af drikken, der trofast kom en gang om måneden for at købe den dyre eliksir, det var af samme årsag at Xelirateis efterhånden kunne opskriften i hovedet, og desværre kunne Xelirateis ikke selv lægge hår til, da hun var sortelver, hun havde ellers en del at give af.
"Hvis du vil se dit værelse kan du tage de nøgler her, der er 3 gæsteværelser ovenpå, to til venstre og et til højre, den anden dør på højre hånd er husets lille badeværelse!" sagde hun så, og smed tre nøgler over til Zilanea, så hun kunne kigge sig frit omkring, mens Xelirateis var ude af huset

[Sorry, det blev lidt kort]

Nu anede hun ikke, om det menneskehår der skulle bruges til modgiften skulle være af en bestemt slags, men Zilanea var et menneske og have rimeligt langt hår. Hun vidste selvfølgelig heller ikke hvor meget der skulle bruges, men gryden var ikke særligt stor. "Altså, hvis det kan bruges må du da gerne få noget af mit hår," tilbød hun før Xelirateis nåede at gå, og tog sigende en tot i hånden.
Der kunne selvfølgelig være flere grunde til, at hun ikke selv havde spurgt om hun måtte få noget af Zilaneas hår. Enten kunne det af en eller anden grund slet ikke bruges, eller hun havde måske ikke tænkt over at spørge, idet det var gået op for hende at hun manglede noget ret hurtigt. Der kunne også være andre grunde, men hun gad godt vide hvad der var af specielle kriterier for håret der skulle bruges. Det var såmænd logisk nok at det var menneskehår, når man skulle få nogen til at forblive menneske.
Hun greb de tre nøgler der blev kastet over til hende, og rejste sig op. Selvom hun ikke havde set værelserne endnu, ville det ikke betyde meget for hende hvilket af dem hun valgte. Hun kunne affinde sig med det meste. Det eneste der ville gøre nogen forskel var, hvis et af værelserne havde en bedre udsigt. Hun elskede at kunne kigge ud. Hvis de ingen vinduer havde, ville det være lige vidt, men når hun tænkte på hvordan huset havde set ud udefra, var hun ret sikker på at tæt på alle rum i hytten måtte have et vindue.

Xelirateis nåede lige at gribe sin store stav før hun hørte Zilanea tilbyde en tot af hendes hår, hvilket fik sortelveren til at ånde lettet op "Jamen dog, det er de færreste menneskekvinder der frivilligt går af med en tot hår!" sagde hun så, og himlede med øjnene. Hurtigt fandt hun en saks, og gik hen til kvinden, hvorefter hun med en forsigtig hånd, tog fat i en af de lange lillae totter, og klippede en stort set ubetydelig længde af, inden hun gav til til at tælle 20 hår op, og puttede dem i gryden, resten lagde hun forsigtigt i en lille sort silkepose, som hun lagde tilbage i skabet, til resten af de ingredienser hun havde der "Mange tak, det kunne ende katastrofalt hvis jeg ikke nåede det i tide!" sagde hun så, og rørte engang i massen, hvor den lille smule af Zilarnas gav et grønt glimt fra sig, og forsvandt i resten af den sølvfarvede væske. "Så skal den sådan set bare simre i 48 timer, og så er den færdig!" sagde hun, og nikkede så bestemt.
"Din hårfarve er helt speciel, det er længe siden jeg har set noget lignende!" sagde hun så, og vendte sig mod Zilanea, "Og dine tattoveringer, hvor har du dem fra? Betyder de noget?" spurgte hun så, og lagde hovedet en anelse på sned imod kvinden, Xelirateis var selv tattoveret med hvide triballignende mønstre på venstre side af kroppen, det var noget de blev af tradition i hendes slægt.
Det var tydeligt at Xelirateis ikke havde det dårligt med at spørge ind til kvinden, sådan var det bare når man havde elever, man måtte kende til dem før at lektionerne kunne blive rigtig sjove

Zilanea var af natur rimeligt forfængelig, men der var ikke meget hun ikke ville gøre for at falde i god jord her. Og håret gik til et fantastisk formål. Totten, som Xelirateis klippede af, var mindre end hun havde regnet med, og hun kunne se at der var mere end rigeligt. Det ville hurtigt vokse ud igen, og med alt det hår hun havde, ville man ikke lægge mærke til det. "Vi skulle jo nødig have en varulv løs i nærheden ved næste fuldmåne," smilede hun. "Er der nogen bestemte kriterier for det hår der skal bruges til modgiften, udover at det skal være menneskehår?," spurgte hun så.
Hun kiggede endnu engang ned på sit hår da farven blev nævnt. "Ja," sagde hun så. "Min far sagde altid, at farven på mit hår betød noget særligt, og at jeg nok skulle finde ud af det en dag. Af samme grund fik jeg lavet mine tatoveringer allerede da jeg var omkring 6 år. De er lavet ved hjælp af magi, hvilket gør at de ikke skades af ar, og ikke tog skade når jeg voksede. På den måde gjorde det selvfølgelig heller ikke ondt. Jeg har lidt på fornemmelsen, at han altid vidste hvilken evne jeg besad, og at det bare var et spørgsmål om tid før jeg ville opdage den, men han ville ikke sige noget. Ifølge ham skal man selv opdage det, og det tror jeg på er rigtigt. Jeg kan kontrollere vinden, ser du." Hun fik det stadig mærkeligt når hun tænkte tilbage på tiden mens hun stadig havde haft sin far, men hun var glad for at Xelirateis spurgte ind til hende. Det gjorde hende bedre tilpas, og hun følte det var nemmere at falde til på den måde.

Xelirateis nikkede da hun spurgte ind til kriterierne for håret, mens hun igen skævede til gryden. "Det skal bare være menneskehår, ser du, man kombinerer menneske og varulvehår i eleksiren, men fordi at drikken er brygget på sølv, som dominerer varulven, undertrykker den dermed bæstet, og lader menneskets side dominere henover fuldmånen, da den ikke er påvirkelig overfor sølv!" sagde hun, og sendte det lille smil til Zilanea.
Hun lyttede interesseret til hvad kvinden foran hende fortalte om hendes barnsom og hendes far "Det er de færreste der bliver tattoveret i så ung en alder. Men resultatet er blevet rigtig flot!" sagde hun så med rosende ord, og drak af teen mens den stadig var varm "I min slægt bliver kvinderne tattoveret den dag de fylder 50, hvis de har gennemgået den grundlæggende magiske uddannelse, ser du, der er sortelver slægte der specialiserer sig inden for forskellige ting, min har speciale i magi, så alle børnene bliver opdraget og opvokser inden for magiens fag, hvor andre bliver opdraget inden for krigen!" sagde hun så, og trak på skuldrene. Xelirateis kunne ikke slås, hun kunne dårligt forsvare sig selv, i hvert fald hvis det handlede om, at man ikke måtte bruge magiske evner, for der lå hele hendes styrke, og hun havde derfor enorm kontrol over sin magi. Det var af samme grund, at Xelirateis var så balanceret og kontrolleret, hun havde brugt timer og atter timer på at sidde bomstille og fokusere sin energi på ét bestemt punkt, dette kunne kun opnås ved yderst koncentration og selvdiciplin, og for at opnå det stadig Xelirateis havde nået, krævede det mange års erfaring og at man holdt det ved lige.
"Arh, spændende, der er ikke så mange der er født med vindens gave!" sagde hun så, og så sig tænkende omkring "Når det kommer til elementalmagi, er det faktisk vand der er oftest set, dernest ils, så jord og til sidst luft!" forklarede hun så, og lænede sig veltilpas tilbage i den store brede stol.

Forklaringen på modgiften var for Zilanea meget lige til, og sådan havde hun det tit med alkymien. Når man først kendte til planter og andre materialers virkning, var det som regel ikke særligt svært at vide hvilke ingredienser man skulle bruge til hvad. I hvert fald i mange tilfælde.
Hun syntes, det var spændende at høre om sortelvernes måde at blive bragt op på, hun havde aldrig anet at det blev gjort forskelligt i forskellige slægter. Men det var jo i virkeligheden lidt det samme med at mennesker blev opdraget forskelligt, alt efter hvordan forældrene var. "Jeg kender heller ikke andre der fik tatoveringer i min alder, og min mor var også ret meget imod det. Men jeg er meget glad for dem," sagde hun, idet hun tog den sidste tår af sin te og stilte kruset fra sig på bordet.
Hun tænkte at sortelvere der var opdraget til at blive magikere var roligere og fredeligere, end dem der var opdraget til krigere, og at det var derfor Xelirateis var så anderledes end dem man normalt stødte på. Hun vidste trods alt at magi krævede tålmodighed og at man ikke tabte besindelsen. Det meste magi, i hvert fald. Hendes egen magi var stærkest når hun var ophidset, men det var også der hun havde sværest ved at kontrollere den. Selv havde hun brugt adskillige lange timer på at øve sig, og hun var blevet god. Men det havde ikke just hjulpet på hendes temperament.
Zilanea havde ingen idé om, at vindmagi var den sjældneste af de fire elementer, og kunne ikke lade være med at blive endnu mere glad for sin evne da Xelirateis fortalte det. Generelt havde hun endnu ikke mødt forfærdeligt mange med elementmagiske evner. Det kunne selvfølgelig have noget at gøre med, at hun stadig var ret ung, selv for et menneske, og oftest opholdt sig i byerne medmindre hun ledte efter en bestemt plante.

Urte og eliksir-lære var i virkeligheden logik for burhøns, hvis man skulle lave en modgift til en varulv, krævede det sølv, hvis man ville lave en eliksir der kunne gøre en til havfolk en enkelt dag skulle man naturligvis bruge en plante fra havet osv. osv. det krævede bare, at men kendte til de forskellige planters egenskaber, det var dét der var det tricky ved det fag, som Zilanea var så interesseret i.
"Det er jo en speciel måde at udsmykke på, man skal helst kunne lide det, ellers ville det være ærgerligt. Men at du har haft dine fra barns ben, har sikkert også gjort dem meget mere naturlige for sig at have, ligesom nogle er født med modersmærker, de lærer jo at leve med, at det er sådan de ser ud!" sagde hun så, og sendte Zilanea et lille smil. "Når vi får vores tattoveringer, er det jo en accept af, at vi er blevet gode nok til vores fag, sådan bliver det en ting man er stolt af at have opnået, og på den måde bliver man også mere glad for mærkerne!" afsluttede hun så og rejste sig endnu engang.
"Omkring værelserne vil jeg råde dig til at tage et af dem på venstre hånd, der kan du fange morgensolen, og du har udsigt over baghaven, bagerst i haven ligger en lille sø, udsigten er fantastisk!" sagde hun så, som havde hun nærmest læst kvindens tanker, men sandheden var bare, at Xelirateis efterhånden var en menneskekender uden lige, hun vidste stort set allerede nu hvilken elev Zilanea ville blive, og hvilke værdier hun værdsatte, folk som hende, der havde en så åben tilgang til sin studier, og havde så let ved at acceptere en læremester, endte som regel med at blive de dygtigeste, og de elever med bedste resultater i den sidste ende!

Zilanea kiggede ned ad sine arme da de snakkede om tatoveringerne. Dem i ansigtet var noget hun tænkte endnu mindre over, siden det ikke var så tit hun havde adgang til et spejl. "Jeg kan i hvert fald huske da jeg fik dem," sagde hun og smilede ved det tydelige minde. "Jeg glædede mig utroligt meget, og kunne næsten ikke sidde stille da de blev lavet. Det var en anden vindmagiker der lavede dem, hvilket selvfølgelig giver mening nu. Jeg var utrolig stolt af dem da de var færdige. De var engang en knægt der grinede af dem, fordi han syntes det var mærkeligt at et barn havde det. Der var dårligt nok nogen voksne der havde det. Men jeg grinede bare af ham, for mig var han ikke andet end en irriterende myg," hun grinede lidt da hun fortalte det. Det var ikke noget hun havde tænkt over før, bare noget hun lige var kommet i tanke om.
Da Xelirateis havde forklaret om værelserne, rejste hun sig og gik hen til trappen. Hun udvalgte sig den dør på venstre side som lå tættest på trappen, og prøvede at åbne med en af nøglerne. Den første nøgle passede til, og hun trådte ind i rummet. Hun kunne ikke lade være med at grine lidt sarkastisk. Værelset her var større end det indvendige af den hytte hun havde i den landsby hun egentligt boede i. Efter at have ladet blikket glide rundt i rummet en enkelt gang gik hun hen til vinduet. Xelirateis havde ret, det var en fantastisk smuk udsigt. Hun stod der i få minutter og blev næsten helt opslugt af synet.
Nøglen der passede til hendes nye værelse lagde hun ned i en af sine lærredsposer. De to andre tog hun med ned og rakte tilbage til sortelveren. "Jeg har valgt mit værelse," sagde hun så med et smil der viste hvor taknemmelig hun var.

"Jeg kan godt forstå at du glædede dig, det er de færreste børn der får den slags, og det er stadig ikke så mange voksne som har det! Mine er også lavet med magi, da intet hvidt ellers kan farve en mørk hud som min!" sagde hun så og lo, lidt over hendes historie, det var de færreste børn der havde et stærkt nok sind, til ikke at føle sig mobbet eller holdt ude for af de andre, når man skilte sig så meget ud, som man gjorde når man var tatoveret i ansigtet.
Da Zilanea havde valgt sin værelse, skævede Xelirateis til de to andre nøgler, og vidste med det samme, hvilket værelse hun havde taget, alle tre værelser var lige store, den eneste forskel var udsigten. "Det kan være, at her kommer til at bo andre studerende, det ville ikke være første gang, i så fald må i respektere hinandens ting og grænser, jeg er her ikke for at lege mor!" sagde hun så, og rejste sig op, hvorefter hun gik hen til en kiste der stod på gulvet, i en krog af stuen, hurtigt åbnede hun den, og fiskede en lille sort pose op, som hun åbnede, og trak en ret speciel nøgle op ad. Nøglen var stor og så halvgammel ud, mens den havde to nøglehoveder, den rakte hun til Zilarna også. "Det er nøglen til huset, du kan bruge den som du vil, så længe du overholder mine regler!" sagde hun så, og så alvorligt på kvinden, sortelveren valgte at have tillid til mennesket, og forventede respekt til gengæld, ellers ville hendes livende som det værste mareridt. "Det er ikke altid jeg er hjemme, så du bliver nødt til at få en nøgle!" afsluttede hun så, med et lille suk.

Tanken om, at der skulle komme andre studerende og bo var ikke just overraskende, det var næsten til at regne ud når der var så mange værelser, men det var ikke nogen betryggende tanke. Zilanea var ikke altid god til nye mennesker. Hun ville dog vente med at have nogen holdning til det før hun havde mødt dem, og set om de var nogen hun kunne leve med. I fald hun ikke kunne, ville hun holde sig for sig selv. Zilanea havde ikke lyst til at skuffe sin nye lærermester.
Hun lagde hovedet lidt på skrå og skjulte et småfornærmet udtryk i øjnene da Xelirateis sagde, hun ikke havde lyst til at lege mor. "Jeg ved ikke med de andre, men jeg er ikke noget barn," sagde hun stille og forsigtigt for at holde sin irritation tilbage. Hun kunne som sådan godt forstå Xelirateis, men Zilanea var mere moden end de fleste på hendes alder. Det eneste problem hun nogen gange havde var hendes temperament, men hun var fast besluttet på at lægge beslag på så længe hun boede under dette tag.
Nøglen hun fik stukket i hånden var smuk. Mærkeligt virkede det at en nøgle kunne være smuk, men det var den altså. Den passede i virkeligheden bare til resten af huset, lignede noget ikke enhver ville have råd til.

Xelirateis betragtede roligt Zilanea med et næsten moderligt blik, på trods af at hun var det stik modsatte, hun havde lært de menneskelige træk ud og ind, og det var ikke svært at se, at Zilanea følte sig trådt på da sortelveren nævnte, at hun ikke ville lege mor.
"Det var skam heller ikke rettet mod dig kære, jeg nævner det bare, da jeg før har haft lærlingekrig i huset, og set ser jeg ikke ske igen!" sagde hun så, med det varme venlige smil.
Lærlingene havde hun personligt taget sig af, og det var ligeledes første og sidste gang at de rodede med Xelirateis' regler. Sortelveren var illusionist, hun kunne frarøve folk deres sanser, eller skabe deres værste mareridt, en forfærdelig god, og ikke mindst veludviklet evne, der havde reddet Xelirateis ufattelig mange gange, og en evne, hun ikke kunne træne nok.
"Nå Zilanea, jeg har en daglig træning af mine egne evner jeg skal igennem, jeg håber ikke det gør dig noget, om ikke andet kan du finde mig i haven!" sagde hun så, og hentede sin store stav hvor den blå sten et øjeblik lyste op, inden sortelveren knyttede hånden, og derefter åbnede den, en lille sommerfugl sad i hendes håndflade, før den lettede og fløj over imod Zilanea, den havde mange forskellige farver, og var umiddelbart ikke en man ellers så i Krystallandet. "Jeg er illusionist ser du, det kræver at man opretholder evnen for at illusionerne ikke bliver svækkede!" grinede hun så, og knipsede kort med fingrene, før sommerfuglen næsten eksploderede i en lille gylden sky, før den forsvandt. Derefter gik Xelirateis over mod døren der ledte til hendes arbejdsværrelse og til havestuen.

// Out

Zilanea rødmede ganske lidt, hun vidste det jo egentligt godt. "Undskyld," sagde hun så og tog en dyb indånding. "Jeg ved det godt. Jeg er bare lidt for god til at tage bemærkninger personligt, noget jeg prøver at bearbejde." Hun lukkede øjnene i nogen sekunder, før hun endnu engang åbnede dem og så på Xelirateis.
Hun blev nysgerrig da sortelveren nævnte de evner hun skulle træne, og var fristet til at spørge om hun måtte gå med og se på, men hun gjorde det ikke. Det kunne være, hun ville gøre det en anden dag. I stedet nikkede hun blot og skulle til at vende sig om da hun så den farvestrålende sommerfugl dukkede op fra Xelirateis' håndflade og fløj hen imod hende. Munden på den unge kvinde stod let åben i fascination, sommerfuglen var den smukkeste hun nogensinde havde set. Lige da hun skulle til at løfte hånden ud mod sommerfuglen, knipsede sortelveren med fingrene, og den forsvandt i en sky af guld. Hun stod lidt og så på det sted hvor sommerfuglen lige havde været, og undrede sig over det hun havde set og hørt. Hun kunne ikke undgå at blive lidt skræmt over tanken om, hvad en illusionist kunne, men hun stolede allerede på sin nye lærermester.
Zilanea vendte sig mod det lille bord hvorpå de to bøger lå, som var blevet lånt til hende, hvorefter hun løftede dem op og hurtigt forsvandt op ad trapperne, ind på sit nye værelse, med bøgerne i favnen.
Den lille af bøgerne, den med planternes forskellige navne, lagde hun på det lille sengebord. Den anden af dem tog hun med sig, hvorefter hun satte sig i vindueskarmen og studerede til langt ud på natten i stearinlysets skær.

~ Out ~

Det havde været en helt igennem lang dag. Lang, våd og kold. Xelirateis havde været på markedet til hendes store ærgelse, for midt i besøget begyndte regnen at sile ned, så hun måte søge tilflugt på den første og bedste kro, for at redde nogle af de mange varer hun havde i kurven, der helst ikke skulle blive våde. Krobesøget havde ærligt talt været noget af en skuffelse, mennesker var nu engang en sær race og primitive kunne man i allerhøjeste grad. Alligevel havde det lykkedes hende at kæmpe sig igennem et glas vin som dog var ganke tilforladeligt, inden hun gav op, dækkede kurven til med et stort stykke stof og havde derefter løbet hjem. Desværre var pinslerne ikke stoppet dér, for hjemme i hytten var et af hendes kogekar bruset over med en tyk klæbrig masse, som hun kort efter måtte til at rengøre, og efter al tumulten besluttede hun, at gå i bad.
Efterfølgende havde hun startet forfra på den forfejlede urtebryg og læst indtil de sene nattetimer, hvor hun kastede håndklædet i ringen og gik i seng.
Det lange hvide hår blev flettet, smykkerne fra de slanke grålige fingre blev fjernet og i stedet for den daglige prængende beklædning blev en mørkeblå sinkekjole trukket over hovedet, inden hun endelig fik puttet sig ned under den tunge dyne.
Ikke mange timer fik lov at passere, inden en underlig mavefornemmelse indfandt sig hos elveren, de fine spidse ører havde opfanget, noget der kort efter blev bekræftet, da hvad der løs som en lerkrukke faldt på gulvet og knustes i etagen under hende.
Det gav et sæt i elveren, hun var stadig søvndrukken, men besluttede sig for, at hvem end der var i hendes hus ikke hørte hjemme. Hun havde ingen studerende boende for tiden.
I tre lange skridt nåede hun døren til hendes sovekammer der blev flået op, kun for at møde et maskeret ansigt og et kortsværd presset helt op imod kæbebenet.
Smilet fra personen nåede helt op i øjnene på personen og ud fra de små rynker ved hans øjne vurderede Xelirateis, at han måtte være menneske. Han var høj, lidt højere end hende og så ganske muskuløs ud.

"Forsvind!"

Xelirateis ellers blide stemme var blevet en arrig hvæsen, men hendes kommanderende tone lod bare til at more idioten yderligere. I en hovmodig bevægelse langede mørkelveren ud efter manden, hvis hun kunne berøre ham kunne hun tappe ham for kræfter, men sådan skulle det ikke være, da manden kort efter pressede yderligere endnu en lille dolk imod elverens ribben.

"Hold kæft og lad være med at gøre besvær spidsøre. Du hører slet ikke til her, så når drengene har tømt hytten, kan de få lov at gøre med dig hvad der passer dem, så kan du være heldig at du slipper med dit sølle liv i behold. Hvordan kanen satan som dig overhovedet leve sådan et sted når man tænker på hvor mange mennesker der dagligt sulter?"

Vreden var tydeligvis indædt, på trods af det tog elveren det overraskende roligt, de dybblå øjne afsøgte enhver mulighed for at slippe væk og bruge hendes evner, men det var en hård nød at knække, når hun ikke anede hvor mange der var i hytten.

For Cregan var dette en nat som alle andre. Han var uden for hovedstaden. Havde efterladt Kongevand, det fantastisk badehus, under sin kyndige underordnedes hænder, for at gøre det, som han altid gjorde. En Silhuet af Skyggeridderordenen måtte holde sine evner inden for sit embede under en knivspids konstant, for at være den rigtige mand til jobbet, og skønt Cregan egentlig bare kunne være ligeglad, var karrets følelser nu også hans. Nok var den unge mand uden personlighed, men Cregans sind havde taget over, og han var, på en sær måde, menneskelig. Menneskelig. Menneske. Et sært udtryk for Cregan, hvis liv ikke var synderligt menneskeligt. Han var halvdød inden i, havde mistet "livet" op til flere gange og det havde sat sine spor.

For det første var han dygtig til at ignorere de smerter, en krop blev udsat for, ved overanstrengelser, men samtidig var han jaget af de indtryk døden havde, selv på en dæmon, der kunne vandre, selv efter dens kar var dødt.
Derfor havde Cregan ingen frygt for hverken sine allierede eller for sig selv, når han gik ud helt for sig selv, uden for hovedstaden, hvor der levede banditter og lejemordere i natten. Han var ligeglad. De kunne prøve ham an, kunne de.

Han var i gang med sin træning i området. I nat gik den ud på hans usete bevægelser i nattens skygger, samt nogle knivøvelser, men han havde naturligvis stadig den krumme langbue med sig. Han havde altid buen med sig.
Han var iklædt praktisk tøj. Brune bukser, en grøn skjorte og en grå kappe. Aldrig helt sort. Sort var for mørkt til skyggerne. Så ville han træde frem derinde. Med dette tøj var han lige så mørk som skyggerne og passede ind.

Godt som han var i gang i et skovbryn, hørte han larm fra nogle folk. Noget sagde ham, at han burde følge efter dem og som spændingen steg, blev hans øjne kort violette, men gik hurtigt tilbage til den brune, naturlige farve, mens han forfulgte dem. Der var 6 af dem og selvom de sneg sig af sted, larmede de, som de kom brasende fremad. Cregan selv dansede af sted til skyggernes bevægelser, og de øjeblikke der blev sendt blikke mod ham, frøs han. Fordi han ikke bevægede sig, blev han ikke set.

Han fulgte dem til en hytte. Nærmeste en estate. Den var smuk, men han kunne allerede nu se, at fordelene ikke var mange. Hytten var udsat, og det var der et bevis for nu, som banditterne listede sig hen og fik døren åbnet. Cregan holdt øje i skyggerne, som mændene strømmede ind. Han blev på stedet, mens de rodede rundt, men blev så enig med sig selv om, at der nok boede en uskyldig herude. Der boede i hvert fald en eller anden. Så måtte han finde ud af hvem denne "en eller anden" var, når han først havde hjulpet vedkommende af med banditterne.

Han sneg sig frem over pladsen, stadig uset. Banditterne havde travlt og den ene der var blevet efterladt i døråbningen havde travlt med at tale med nogle af dem der gik rundt inden for. Cregan tog buen frem, stillede sig bag et træ i hyttens have, hvirvlede derefter frem, mens han trak en pil i en glidende bevægelse og satte den på strengen.

*Smak!*

Én af banditterne faldt om, manden i døren, med en pil lige i ryggen. Han kunne intet sige, som blodet vældede ind i hans skadede lunge og han lå med krampagtige trækninger, alt i mens Cregan igen satte en pil på strengen.
Snart blev resten af banditter paniske, håbede han. De ville komme ud. Nogle af dem ville dø for hans gråskaftede pile. Nogle for hans langkniv, der hang i hans bælte. Et smil faldt på dæmonens læber og øjnene fik et nyt violet skær. Sådan gik det, når 6 banditter gik ind og røvede et tilfældigt hjem.

Det var første gang i hele hendes liv, at mørkelveren var taget på sengen så bogstaveligt, hun havde oplevet flere gange, at folk havde prøvet at bryde ind, eller afpresse hende, men det havde altid været til Xelirateis fordel på hendes hjemmebane, oftest opmærksom på, at der var noget under opsejling. Men ikke denne gang. Havde Xelirateis været menneske havde den naturlige farve forsvundet fra hendes ansigt af ren og skær frustration over klingerne der uprovokeret pressede imod hendes mørke hud.
Et vældigt bump og efterfølgende en vældig råben fra underetagen fik dog den maskerede mand til at vende hovedet imod vindeltrappen han selv lige var kommet op ad, dette var dog en brutal fejl fra hans side, for elveren fik lynhurtigt gang i sin evne, så da han igen vendte blikket mod hende var det et ganske makabert syn der mødte ham. Takket være hendes evne til at lave de mest virkelige illusioner stod nu en skikkelse, der ikke længere kunne betegnes som elvisk. Væsenet foran tyven var højt og slankt, armene nåede helt til gulvet hvor lange krogede og knivskarpe kløer brød frem, resten af skikkelsen var gået halvt om halvt i forrådnelse, et par ribben stak ud i den ene side og et hul i maven tillod ham at se lige igennem skabningen, og hofterne var så benede, at det var svært at forestille sig, at der nogensinde havde været hud på dem.
Synet fik manden til at give et vældigt brøl fra sig, inden han tog flugten imod trappen. Den lange løber i elverens gang blev dog enden for hans flugt, da han snublede over en lille fold i stoffet og ganske kort efter var mørkelveren over ham.
De slanke fingre lagde sig om hans hals, men kun ganske blidt, mere var ikke nødvendigt og ganske få øjeblikke senere lå han stille, hverken død eller besvimet, bare unaturligt udmattet.
Elveren slog blikket op, det gav et sæt i hende, hun anede ikke hvor mange der var, og hvor let de havde ved at overmande hende?
Hun besluttede sig for, at tage chancen, stille og ganske forsigtigt trippede hun ned ad den udsmykkede vindeltrappe i huset. Lyset blev dæmpet voldsomt ved hendes tilstedeværelse. Hun kunne se én der rumsterede omkring hendes bøger, hun overvejede om hun skulle zappe ham med et stød, men på trods af hendes uendelige kontrol over hendes magi, så ville det kunne forårsage, at hun fik ødelagt nogle af hendes vældigt dyrebare bøger.
Hendes tøven kostede hende dog dyrt, for pludselig blev hendes hoved trukket bagover med et vældigt tag i hendes fletning, inden endnu en skarp klinge blev presset mod hendes nøgne hals. Det skarpe skær gled let igennem huden, ikke nok il at udgøre den mindste trussel, men rigeligt til, at mørkerødt blod begyndte at glide fra såret. Mørkelveren gav en hidsig strubelyd. Såret var ikke noget særligt, men hun havde ingen form for fysisk styrke eller barskhed at stå imod med.

"Hm, jeg troede i også blødte sort!"

Cregans smil lukkedes, da han fokuserede mere på selve opgaven i, at holde øje. Han vidste godt, at buen ikke ville være noget værd, hvis han gik ind i huset, men da der ikke kom andet end én mere ud, så han det som sin eneste mulighed, først at afskaffe sig med den gældende og så gå ind bagefter.
Han trak pilen tilbage, sigtede på mandens ansigt, da han trådte ud af sit skjulested. Manden lagde godt mærke til bevægelsen, men nåede ingen vejne, før pilen satte sig i hans ansigt, lige under venstre øje. Han var død før han ramte gulvet med et bump. Cregan slyngede behændigt buen om på ryggen og trak langkniven. Bevægelsen fremkaldte en blød lyd af metal mod læder og han skred hurtig til værks. Løb hen til indgangen, hvor hans to ofre lå. Her stoppede han op og lyttede.

Et brøl oppefra, satte gang i adrenalinen i hans menneskelige krop, men han stivnede og blev hvor han var, til et bump deroppe fik ham til at træffe et valg. Han havde dræbt to, så der var fire tilbage. Om bumpet kom fra en af disse vidste han ikke, men i så fald ville der være to tilbage. Da han trådte langsomt og sikkert inden for, hørte han lyde fra hjemmets stue og han listede sig derhen. En mørkelver i en pæn natkjole observerede en mand, der rodede ved nogle bøger. Hun var beboeren, kom han frem til. Han stivnede igen, af instinkt, da en kniv blev ført frem bag hendes hals. Ikke godt.
Cregan trak sig tilbage og fandt buen frem igen. Han ville ikke kunne nå frem med kniven i tide. Desuden havde han da styr på de to sidste nu.

Da han dukkede frem, gav han ikke manden der holdt kvinden så meget som et sekund at reagere i, men valgte blot en pil i samme flydende bevægelse, da han satte den på strengen, trak tilbage, og skød.
Igen var hans træfsikkerhed uhyggelig akkurat, og pilen ramte manden lige i halsen. Uden at tænke over det, slap banditten alt hvad han havde i hænderne, både elveren og sin kniv, mens han fumlede rallende om sin hals.
Da manden faldt om, døende, rettede Cregan sig mod ham ved bøgerne, der var godt på vej til at kaste sig frem. Han havde allerede endnu en pil på strengen og den var nu rettet mod manden.

"Et skridt til, jeg insisterer,"

Sagde Cregan uden den mindste følelse i stemmen. Manden tøvede og stirrede dybt forvirret på knægten, hvis blik lå iskoldt på ham. Øjnene skiftede farve til netop den isfarve, de udtrykte, i et kort glimt, mens Cregan ventede.

"Hvad mener..?"

Før manden afsluttede, var forvirringen for stor. Han var stoppet helt op og til Cregans morskab, stod han og så meget tvivlende ud.

"Dine venner er døde, forhåbentlig også ham oven på. Jeg insisterede blot på, at du gik samme skæbne i møde med løftet pande. Men det kan man vel ikke forvente, så nu bliver du stående og er forvirret. Sikkert også bange, ikke sandt?"

Morskaben lyste nu ud af hans ord, som han smilede, næsten venligt. Øjnene forblev brune denne gang. Hans blik sad dog fast på manden og ænsede ikke mørkelveren. Hun var vel sagtens offeret her, så hvis hun ønskede at flygte kunne hun værsågod gøre det. Men han havde ikke tid til at dele sin opmærksomhed mod flere på én gang.

Det gik ærligt talt slet ikke op for elveren, at der var en indtræden, der kæmpede på hendes side, pt. var hendes koncentration på manden der var i færd med at skære struben op på hende. Det ville ikke være så svært, Xelirateis var ikke just udfordrende i fysisk kamp, for mange veltrænede mennesker ville det nok være på højde med at kæmpe med et ti-årigt barn, bare et vældig højt, slankt barn.
Alligevel gav sortelveren ikke op uden kamp, hun vred sig det bedste hun kunne, eller, det gjorde resten af hendes krop, hendes hals og hoved lå overraskende stille i dødsgrebet. Men pludseligt, ud af det blå, slap han. Knivens pressen imod den grålige hud forsvandt som en metallisk klirren ramlede imod trægulvet.
Elveren faldt, sammen med manden, ned på gulvet, hvor hun fik vendt sig, til hun til sin gru så at manden kæmpede for sit liv, med en pil i halsen.
Elveren gav et hvislende gisp fra sig og kravlede væk fra den døende mand, der rakte ud efter hende i sine sidste kramper.
Havde elveren ikke set så mange døde og døende igennem sine trehundrede år, havde hun nok skreget som en tøs, dette var nu ikke tilfældet, i stedet greb hun fat om kniven, manden havde tabt og rejste sig med ryggen imod en af de store bogreoler. De dybblå øjne var spærret vidt op imod mændene foran hende. et øjeblik var forvirringen total, hvem var med hvem? To mænd pegede pludselig våben mod hinanden, den ene virkede sågar som om at han forsvarede hende.
Alligevel havde hun ikke i sinde at tage nogen chancer, langsomt hævede hun daggerten imod begge mænd, med et flakkende blik.
"Forsvind!"
Stemmen var ikke just overbevisende, den dirrede let, og øjnene flakkede mellem de to personer, enhver idiot ville desuden kunne se, at elveren nok aldrig havde holdt andre våben end dem hun havde brugt i køkkenet

Bandittens blik flakkede det øjeblik elveren begyndte at hvæse af dem. Det flakkede nok til, at Cregan sagtens kunne have dræbt ham på stedet, men dæmonen lod være. Nu var tredjeparten også med i "spillet". Elveren, offeret, var ikke længere et offer. Hun havde en kniv, skønt hun ikke håndterede den forfærdelig godt. Men nu var hun der, og det var tydeligt at hun var forvirret.

Banditten så sit snit, og pegede skyldbevidst på Cregan.

"Det var ham der gjorde det! Jeg er uskyldig!"

Råbte banditten, nærmest panisk. Cregans ellers milde blik formørkedes. Han hadede når folk løj på hans bekostning. Igen dukkede tanker om drab op i hans sind, men han lod være for nu.

"Du er lige så uskyldig som alle de andre fem banditvenner du havde med dig. Mord, tyveri og sikkert også et par voldtægter her og der. Ja, jeg er velsagtens også selv en morder med de tre der ligger hernede, men jeg lyver da i det mindste ikke om det,"

Svarede han med et skuldertræk. Banditten fór forskræmt sammen. At modparten på en diskussion som denne virkede så skødesløs var ham ikke vant. Banditten fumlede lidt efter en undskyldning, men da han ikke kunne finde på nogen, gjorde han det mest dumme man kunne gøre. Han greb efter den mindst våbenføre i håb om at tage et gidsel.

Cregan var hurtigere, da han så bevægelsen og kort efter lå banditten på gulvet med en pil gennem benet, lige under knæet, skrigende og jamrende. Cregan selv blev hvor han var og slyngede buen om på ryggen.

"Jeg fulgte efter banditterne hertil. Det var meningen, jeg skulle have stoppet dem før det kom til dette, og det beklager jeg. Med Deres tilladelse, vil jeg sørge for den sidste? Med mindre De har en løsning på problemet?"