Venus stod stadig og pustede iskold røg ud gennem sine let adskilte læber. Den blev ved med at falde til jorden og fordampe som et hvidt vandfald af den slags, der er for højt oppe til nogensinde at nå jorden. Mens hun langsomt kølede ned, og temperatursvingningerne i luften omkring hende og inde i hende blev mindre markante, løb hun den ene af de sætninger igennem igen, som hun lige havde ladt forlade sin mund. Slås ihjel... dræbe... Hvad er det jeg siger! To stemmer i hendes hoved begyndte at diskutere højlydt, mens Morgoth kom med tilføjelser fra tid til anden. Dræbe! Det kan jeg ikke; det er jo - nejnejnej!... Men det er knapt nok at slå ihjel. Et væsen, som dem, der kan slå ihjel og torturere og ødelægge andre væsners liv, har ingen følelser. Og hvis de ikke kan føle, er de knapt nok levende. Et dødt væsen kan ikke slås ihjel... Luften omkring Venus begyndte igen at pulsere; puste sig op og trække sig sammen, puste sig op og trække sig sammen. Man kunne se luften vibrere som luften over et bål. Det var umuligt at fokusere helt på hverken hende eller på noget som helst andet der lå inden for en radius på to meter. Men på trods af det, kunne man stadig ane Venus' foruroligede, næste angste ansigt.

Til sidst fald stemmerne til ro og det samme gjorde Venus evne til en vis grad. Hun så ned i gulvet et øjeblik, som en skyldbetynget fange, der skal til at afgive sin side af historien. Hun åbnede munden og lukkede den igen, så op på Morgoth og åbnede munden: "Jeg..." for så at lukke den igen. "Undskyld, du har ret, jeg... jeg mente det ikke." Hun talte dæmpet, mens luften frøs. "Men du.." begyndte hun igen for så at standse brat, da Morgoth slog med hammeren og afsagde sin dom.

Venus' ansigt blev kridhvidt af raseri, og på få sekunder spredte hendes domæne af kontrol sig til hele tronsalen. En voldsom vrede,som hun sjældent havde oplevet, strømmede gennem hende. "Det kan du ikke mene!" Fuldstændigt ubevidst begyndte Venus at svæve over jorden. Hun havde ikke længere kontrol over sine følelser, ligesom hun heller ikke længere havde kontrol over sine evner. "Først belærer du mig om, hvad der er rigtigt og forkert. Du, ja du! fortæller mig, at jeg ikke skal ty til de midler. Og så beslutter du dig for at gøre noget, der er langt værre. Du beslutter, at tage livet fra hele den del af Krystallandet, der ikke er på din side! Og nej, jeg mener ikke drab, selvom deres død nok skal komme, og den bliver lang og pinefuld. Jeg mener, at du fratager flere tusind væsner deres hjem, deres penge og deres mad og jager dem på flugt. Du vil fuldstændigt destruere det allerede sølle liv mange af dem har i forvejen på grund af dig! Og så forsøger du at belære mig om, hvad der er rigtigt og forkert." Venus var så tæt på, at smadre væggene i salen bare ved at luften trak sig sammen og udvidede sig. Hvis hendes raserianfald forsatte meget længere, ville der var nogle betragtelige reparationer, der skulle laves. Men til at hel, var kvinden, hvis røde hår pludselig passede til hendes temperament, ved at dampe af. Støt og roligt landede hun på marmorgulvet, mens hendes pulserende aura trak sig tilbage til dens herre. Hun tog en dyb indånding og pustede ud uden at åbne munden for så at sende Morgoth et blik fyldt med tårer og skuffelse. "Jeg troede måske, jeg kunne tale dig til fornuft... Men jeg tog åbenbart fejl." Hendes stemme dirrede svagt af harme og af de tårer, hun forsøgte at holde tilbage. Du er lige så følelseskold som.... Hun kunne ikke komme med en passende sammenligning.

Venus valgte at blive stående og se på Mrogoth, mens en lille glasperle trillede ned ad hendes ene kind. Lige nu havde hun ikke rigtigt energi til andet.

Han sank blikket, lyttende til hendes ord og forvildede tanker. Han var lettet, men på et eller andet plan ikke overrasket. Selvfølgelig ville hun ikke ty til sådanne midler. Ikke hende; ikke Venus. Hun var ikke det slags menneske, ikke den slags person. Hun var ikke ligesom ham – på ingen tilnærmelsesværdig måde. Hvordan kunne han overhovedet have skænket det en tanke, at hun rent faktisk ville have sagt ja, til at få nogle likvideret. Det lå ikke til hendes natur, trods det kunne spare andre mennesker livet. Uskyldige mennesker livet. Men var soldaterne ikke også uskyldige? Enkelte var. Enkelte stammede fra borgerne, fra de familier der led for de høje skatter. De havde lige så megen ret til at overleve, som alle andre. For de havde de vel alle sammen, havde de ikke?
Morgoth mærkede hurtigt temperaturforskellen der dannede sig i den enorme tronsal. Han løftede blikket, seende imod den lettende Venus. Han spærrede øjnene på vidt gab, stirrede næsten vantro imod hende. Den farveløse mund åbnede munden ganske let, blottede de hvide tænder derunder i et ubeskriveligt ansigtsudtryk. Han så blot til, lyttende til hendes foragtende ord, der langsomt slog hårdere og hårdere ned imod ham. Han kneb øjnene sammen, viede ikke fra hendes gennemborende øjne. Han måtte dog til sidst vie fra dem, da han mærkede hvordan murene omkring ham langsomt gav efter. Hun kunne ikke kontrollere det, kunne hun? Hun afgav hver eneste form for kontrol, på grund af hendes heftige følelser. Det kunne ende rigtig skidt, hvis hun forstærkede trygget. Rigtig skidt. ,,Belært dig? Nej, nu har du misforstået mig,” sagde han da, sammenbidt. Han trådte hende nærmere, spredende fingrene ud fra sin knyttede næve. ,,Jeg advare dig blot,” hans øjne fulgte hende, til hun til sidst atter stod plantet fint på gulvet under dem alle. Han hævede hovedet let, ladende et følelsesløst udtryk glide over det iskolde ansigt. De isblå vandrede fra Venus, til den kvindelige skikkelse bag hende. Seende imod Horisont, lyttede han til ordene og tonefaldet i Venus’ ord. Han rynkede brynene, vente blikket tilbage imod de våde øjne. Et normalt menneske ville om muligt have reageret overrasket, prøvende på at finde tilgivelse hos den modsatte part. Men Morgoth var hverken menneskelig, eller normal. Han var så meget andet; han var alt andet.
Han åbnede munden for at tale, men klappede i da lyden af hendes stemme atter hørtes for ham. Denne gang var denne lav, hviskende. Utydelig for alle andre, end hende selv og ham. Utydelig for normale ører, som blot hørte de ord som munden kunne udstøde. Utydelige, for dem der ikke kunne læse tankernes tungetale. ,,Følelseskold,” mumlede han, lyttende til hans udtalelse af ordet. Han udstødte et undertrykt fnys, imens han granskede det grædende ansigt. ,,Ville du græde på selv samme måde, hvis vi vendte det hele på hovedet? – Hvis de var os-” han holdte armene ud, henvisende til mørkets folk, ,,- der led selv samme skæbne? Ja, nej?” han trådte hende nærmere, ligeglad hvilke konsekvenser det ville bringe. ,,Her er der ikke tale om fornuft, Venus. For hvad er egentlig betegnelsen af godt og ondt? – Og hvad er fornuftigt, og hvad er ikke?” nu stående en meter fra hende, sagde han: ,,- Eller vil du nu belære mig?” han tav, for en tid. De isblå øjne funklede af vrede, frustration også noget andet, der ikke var til at sætte finger på. Sorg, om muligt. ,,.. Vil du græde over mig?" - Som jeg græd over hende.

Venus følte sig udmattet, som man kun kan, når man har ladet alle følelser gå på samme tid. Det var ligegyldigt, hvordan følelserne slap fri: gennem råbe, gennem gråd, gennem slag, gennem løb, gennem flugt; fuldstændigt ligegyldigt. Hendes hals var stoppet af kvalte tåre, eller nærmere tåre, hun ikke længere havde kræfter til at græde. Alle muskler i hendes krop summede af anstrengelse, som havde hun svømmet i et helt døgn uden stop. Hendes øjenlåg var på nippet til at falde i og lade hende sove, mens de føltes udtørrede og oversvømmede på samme tid. Det eneste, der optog en smule plads i hendes sind, var de lyde hun hørte. Hun var for træt til at bruge sine andre sanser. Fornemmelsen af at være fuldstændigt tømt for energi tyngede hende mod jorden, hun ville ikke være i stand til at flyve herfra. Det var tvivlsomt, at Morgoth selv kendte til følelsen. Den opstod sjældent hos folk som ham, der ikke lod deres følelser strække ud.

"At belære og fortælle om konsekvenserne af en handling til en, der ikke selv kender til dem, kommer ud på et." Hun holdt en pause. Hendes stemme indeholdt knapt nok følelser, som den ellers altid gjorde. Det virkede som om, at hun pludselig var blevet ligeglad med alting. På den måde mindede hendes fremtræden uhyggeligt meget om Morgoths, kold og næsten følelsesforladt. "Og betegnelsen for godt og ondt er svær at forklare, men alle, der har et hjerte, kender dem. Jeg ved, du ikke behøver spørge mig. Du er ikke hjerteløs." Stemmen virkede stadig følelsesforladt. Hun sendte et enkelt, men meget sigende blik fra Morgoth til Horisont og tilbage igen. Det havde været tydeligt nok, at Morgoth havde haft følelser for hende. Igen holdt hun en pause som om, det tog på hende bare at åbne munden. Hun tænkte lige så meget på episoden med Samson, men den gik hun ud fra, hun ikke behøvede at nævne. "Og ja, jeg ville også græde over dig - jeg ville græder over enhver, der skal holde til din behandling." Stadig følelsesforladt, stadig kold som en spids istap. Igen lukkede hun munden, som man lukker scenetæppet under pausen. Men denne gang lukkede hun for tredje og sidste akt. Hun var færdig med at forklare for nu.

Hjerteløs. Han smagte på ordret; det var bittert, slående, ja endda koldt. Hendes stemme var kold, følelsesløs. Hendes øjne var ligegyldige, og hendes krop træt. Hun lignede en der kunne falde om hvert øjeblik det skulle være, på grund af udmattelse. Men han var ikke hjerteløs, havde hun sagt.
Isblå øjne vædes, og iskolde hænder knyttedes til der ingen farve var tilbage i kødet. Hjerteslag tog til, galoperende af sted. Han stoppede med at trække vejret, i hvert fald et par sekunder. Han sank, imens han mærkede hvordan tørheden samlede sig i hans hals. Han ønskede at drikke, men der var intet at give ham. Han ønskede ikke at spørge, eller række ud. Han ønskede sig blot hende, præcis som hun stod der: hjælpeløs. Gjorde han ikke? – Eller var det ikke sådan det forholdte sig?
De isblå øjne viede fra hendes grønne, lagde sig imod gulvet under dem alle. Hans spejlbillede var til at ænse dernede. Det smilede tilbage til ham, vinkede næsten, hvis han ikke vidste det var løgn. Han åbnede munden, lod tungen falde imod bagsiden af hans fortænder. Bitterheden var der stadig, havde lagt sig på midten af hans tunge. Han følte sig kvalmen; han skulle brække sig.
Rødsprængte øjne vendte sig frem imod den rødhårede krystallianer, stirrede derimod med et svagt smil prægende hans farveløse mund. En enkelt tåre havde fundet frem til hans øjenkrog, men denne sad fast. Den flyttede sig ikke, lod sig ikke falde imod hans snehvide kind. Denne lod sig i stedet fange af de sorte øjenvipper, hvor den forsvandt. ,,Godt,” svarede han hende da, imens han langsom trådte bagud. Smilet falmede, og hans øjne bevægede sig atter. Disse fandt vej til vampyren bag mennesket, der havde været tavst indtil nu. Han så i hendes øjne, uden at vide hvad de egentlig ville møde. Kunne det være hadet denne gang, eller var det mon begæret? Eller måske noget helt tredje: medfølelse, kærlighed? Han blottede tænderne i et tandsmil, imens en kildende fornemmelse dannede sig i hans hals. Latter var ikke hvad der var på vej, men hoste. Han kvalte det, sammen med smilet. Kvalte hvert form for følelse der end måtte have hvilet i hans ansigt. Stenansigt.
,,Det er også sådan det skal være,” en mumlen forlod hans læber, sammen med resten af det liv der end måtte have været i hans øjne. De sorte bryn rynkede sig, imens den enkelte af hans hænder kørte hånden igennem hans ibenholtsfarvede manke. Han overvejede for en tid om han skulle følge dem ud, men før han vidste af det, hørtes en svagelig stemme i hans hoved. Selvfølgelig ikke, sagde denne. Selvfølgelig ikke – under ingen omstændigheder. Selvfølgelig.
,,Jeg tror, det er tidspunktet at afslutte---” han sank, imens et næsten undskyldende smil fandt frem til hans læber, ,,- samtalen på, Venus,” han hævede ansigtet, løftende hans hånd imod døren. ,,Jeg vil bede dem forlade slottet – tag hende med dig,” han nikkede imod Horisont, imens han langsomt begyndte at vandre bagud. Han vendte til sidst ryggen imod hende, hvor han til sidst lod blikket falde fremad. Fremad imod døren, for enden af tronsalen. For enden af det hele. ,,Hav en fortsat god aften, Venus,” han forsvandt til sidst. Forsvandt ind i de lange, smidige korridorer. Han forsvandt i mørket af borgen.

Venus var ikke vandt til at den slags energiudladninger. De voldsomme følelser, der havde fået hendes evner til at rive sig løs, var faldet til ro, men de var der stadig og flød rundt i hendes årer i en sær slummer. Hun kunne stadig mærke frustrationen, skuffelsen og vreden, der ligesom resten af hende var halvdøde af udmattelse. Det var jo ikke fordi, hun i forvejen var særligt stærk eller udholdende. Hun havde ikke træningen.
Morgoth knyttede nævnerne i vrede så det ud til. Hun indrømmede gerne, at han havde grund til at være vred nu, men så så hun noget, der glimtede i øjenkrogen af Morgoths ene øje. Hendes øjne øjne blinkede et par gange. Nej, det må være lyset... Venus vendte blikket mod Horisont, der havde været tavs længe nu. Ikke så sært. Hun havde fået sagt, hvad hun ville sige, og hun var rasende. Ikke så rasende som Venus havde været i et par minutter, eller måske, men så havde hun bedre kontrol med sine evner.

"Ja, det," hun sank en klump for at løsne sin sammensnørede hals, "det tror jeg også er bedst." Hendes stemme rystede en smule, men om det var på grund af vrede eller træthed var umuligt at tolke. Når De nu er så fasttømret på ikke at have noget som helst ansvar... Jeg burde ikke være overrasket. Hun tog Horisont under armen, både for at få støtte og for at sikre sig, at Horisont kom med, og vendte rundt for at forlade salen. Så rørte frustrationen på sig igen. Hvorfor skal han nu være så høflig og venlig? Kunne han ikke bare opføre sig, som det, han er? Han fik hende næsten til at føle medlidenhed med sig, selvom han ikke havde gjort sig det mindste fortjent til det. Faktisk havde Venus' bemærkning om, at Mørkets Lord ikke var hjerteløs, snarere været et håb end en konstatering. Måske kan jeg godt tilgive ham alligevel... Men det ville kun være fordi, han er lige så hårdhjertet, som alle siger. Han kan ikke gøre for det. En lille, vred rynke dannede sig mellem Venus' øjenbryn. Hun havde ikke taget stilling til, om hun ville 'tilgive ham' endnu, men ligegyldigt hvad hendes beslutning blev, ville hun stadig føle sig lige så vred og, på en måde, forrådt. Måske var det fordi, hun aldrig før havde taget så grueligt fejl af et andet væsens karakter. Dat varede ikke længe, før hende og Horisont var ude af borgen.

//out