Da den unge præstinde havde talt om 'kroen', havde Asbjörn selvfølgelig straks tænk på den velkendte, og i disse stunder måske ligefrem eksklusive Kro i Tusmørkedalen. Dog gik det op for ham, i takt med at fint-klædte mænd og kvinder i bybilledet blev skiftet ud med tiggere og smalle gader, at de ikke var på vej hen til "Kroen", men et helt andet sted. Byvagten genkendte området, og det var skam ikke fordi det var fyldt med kriminelle sind eller voldsforbrydere, men snarere fordi det var et af de få steder i landet, hvor han ikke behøvede sende sine vagter ud ugentligt. Dette beskedne dog tydeligt fattige område, havde ry for ikke at have ry. Hvilket måske var lidt ironisk.

Asbjörn måtte indrømme, at han selv havde måttet skære lidt ned på mange af livets goder, efter de stigende skatter og urimelige plyndringer, som fandt sted. Heldigvis for ham, var byvagterne lidt hellige, når det kom til lønnen; de mistede ikke så mange penge, men de mistede selvfølgelig noget. Man Asbjörn klagede ikke; han havde skam set hvordan folk omkring ham havde det. Naboer og venner måtte gå fra hus og hjem. Byvagten frygtede at fattiggården ville genåbne, hvis dette fortsatte!

Endelig nåede de frem. Præstinden åbnede døren og byvagten takkede, da han kom ind i krostuen. Der gik ikke mange øjeblikke, før det gik op for Asbjörn, at han bestemt ikke hørte hjemme her. Stedet var fyldt med bønder - hvilket han ikke havde noget imod, men de var bønder og ikke andet. Ikke en eneste adelig. Ikke en eneste læge. Ikke engang en tømrer! Byvagten hørte at kvinden, som nu havde ført ham helt hertil, gik. Han så hende forsvinde ud af rummet og følte sig pludselig helt alene i verden. Han stod blot dér, foran døren. I en kro, fyldt med mennesker, som dag ud og dag ind passede høns og høstede korn. Asbjörn selv var jo langt højere stillet i fødekæden. Han var byvagt. En ædel kriger. Sådan da.
Asbjörn lod blikket glide ned ad sig selv, og opdagede at han jo faktisk ikke havde sin uniform på. Faktisk var det eneste, som indikerede at han var en vagt amuletten, der hang på sin plads om hans hals. Han stobbede den straks ind under skjorten. Man kunne lige så godt forsøge at passe ind.

Asbjörn vidste ikke helt hvad han skulle gøre nu. Han stod forsat blot indenfor døren, og lod blikket glide henover forsamlingen - dog uden at stirre. Han vippede en smule på fødderne, og fornøjede sig med den sagte knirkelyd, som det gav. Der gik dog ikke lang tid, før en række mænd sendte ham advarende blikke - måske var det ikke en god ide at vippe på en kro. Pludselig skete der noget - eller pludselig og pludselig; der var faktisk ikke gået så lang tid, siden præstinden havde forladt ham, men det virkede allerede som en evighed.

Så pludselig stod der en ældre mand i den modsatte ende af krostuen, med blikket rettet imod byvagten. Den ældre talte og den unge forholdt sig tavs. Asbjörn forventede at den ældre snakkede til en anden person, hvilket han jo i grunden også gjorde... Med blikket vendt imod byvagten...
Det gik op for Asbjörn at denne 'Neelah' kunne være præstinden, hvis navn han endnu ikke havde fået fat på! Men på den anden side, så kunne det også være hvilken som helst anden person - hell, det kunne endda være en mand. Hvordan skulle han vide det? Måske var det præstindens søn. Eller en helt anden ... hvilket det jo nok var.
"Ugh... Nej Hr., mit navn er Asbjörn." svarede han endelig, efter en del overvejelse. "Jeg beklager... Altså at jeg ikke er Neelah. Jeg beklager ikke over mit navn." Han tav. Hvorfor tale, når det tydeligvis var klogere at være stille?

Asbjörn rettede sig op på stolen og nikkede til alt hun sagde. Selv mindede han sin egen ungdom. Teenage-årene var ikke altid helt nemme, hverken for forældre eller børn. Han måtte indrømme at han ikke selv havde været helt nem for sine forældre, men sådan var det jo. Han trak på smilebåndet.
"Det kommer nok," lo han og trak på skuldrene. "frist ikke skæbnen."

Det var ikke så ofte at man fandt kvinder alene med børn. Men desværre var det en stigende tendens, havde byvagten bemærket. Mange mænd, unge som gamle, mistede hovedet under den nye lovgivning. Dette sendte mange familier i fattiggården og efterlod en række enkefruer.

Asbjörn satte sig lidt tilbage i stolen, da den ældre mand bragte dem mad og drikke. "Mange tak," Byvagten sendte den gamle et smil og et anerkendende nik, før han atter vendte opmærksomheden imod Neelah.
"Og I bor her?" spurgte han - det havde hun vidst sagt.

Asbjörn lyttede høfligt til alt hun sagde og nikkede en gang imellem. "Jeg mener at det er vigtigt at vise ungdommen landets kulturelle seværdigheder. De skal jo vide lidt om landet." påpegede han og trak en anelse på smilebåndet. Han huskede selv hvordan han var blevet introduceret til de forskellige seværdigheder i byen, da han havde været en lille dreng. Der var mange gode minder. "Jeg tror, at mange af de folk, som netop ser katedralen eller paladset hver dag, taget det forgivet. Så det er bestemt positivt at du tager tid til at vise din søn omkring."
Han rettede sig og tømte sin suppe. Endnu var den lidt kedelig, men i det mindste var det mad. Man skulle spise når man kunne - det var hans holdning. Eller, det var det vel egetlig ikke. Han spiste når han var sulten. Hvilket måske gav mening.
"Her i byen? Nej nej. Jeg har en gård i Medianen," sagde han med et smil. "Når man arbejder i byen, så er det en lettelse at kunne trække sig tilbage på landet." indrømmede han. Han nød sin gård. Der var intet så godt som hjemmet.

Byvagten lo mildt af hendes kommentar. "Javist," indrømmede han, "Det er en tur på nogle timer, men på de lange arbejdsdage bor jeg enten i hovedkvarteret eller lejer et værelse i kroen." Det var ofte et problem, at han havde valgt at bosætte sig så langt væk, men der var mange muligheder i det, syntes han. Det gav rig mulighed for lange spadsereture, stille og roligt arbejde på marken, træning af elever i sommertiden, når byen var for ulidelig, og meget andet. Det var slet ikke noget ringe sted - det var bare en lang ridetur væk.

"Nogle gange kan arenaen være meget problematisk," sagde han muntert, "eller kosten være knækket. Så kan det tage lang tid." Han trak på smilebåndet og derefter på skuldrene. "Arbejdet svinger meget, ro og orden kommer nogle gange af sig selv, og så behøver vi ikke være så mange i byen. Men når der er store handelskaravaner, fester, stormvejr eller andet spektakel, så finder vi ofte os selv i byen i flere dage i træk. Da er Medanien for langt væk." (Jeg beklager at jeg stavede det Medianen lige før. I min verden hedder det Medianen og ikke Medanien xD)

Asbjörn betragtede drengen, som henvendte sig til Neelah som 'mor'. Det måtte så være drengen. Byvagten sendte den unge fyr et skævt smil og et nik med hovedet. "Godmorgen unge Lurrien." lød det fra ham. Han lod drengen få et øjeblik med sin 'morgen'mad, før han atter henvendte sig til ham. "Jeg hører at du får set en masse seværdigheder i byen? Fortæl mig så, hvad synes du bedst om?"
Asbjörn havde normalt ikke nemt ved at snakke med børn - det var ikke fordi han ikke kunne lide dem, men han havde det med at tale forkert til dem. Det kunne ikke beskrives. Nogle gange behandlede han dem for voksent, andre gange for barnligt. Det var svært, syntes byvagten, som jo ellers normalt var vant til at behandle den samme type mennesker; de kriminelle. Dem vidste man altid hvor man havde; med børn var det noget andet. Og så var Lurrien måske alligevel ikke helt et barn.