Lucifer står ubevægeligt med fødderne plantede fast under sig. Og ikke en eneste gang lader han blikket forlade Renatikas og hendes ubehagelige, taktfulde ord. det giver et sig i maven, da hun bevæger sig tættere på ham. Hendes øjne er næsten katteagtige - det er blikket. Måden hun stirrer på ham, som et rovdyr, klar til at springe på ham hvert øjeblik. Og man vel aldrig om man kan gå herfra i live, det afhænger af hvad hun har lyst til. Lucifer er blot en kujon af en rotte, bævrende og afventende og frygter at kattens jagtinstinkt vil tage til, hvis han løber nogle vejne. Det skulle bare lige være der der skulle til. Lucifer kan blot håbe på at hun har spist.

Lucifer presser sin lange krop op af væggen, ståend på tæer, og fægter truende med armene. Hendes hårde blik er så uvant. Det agressive, vrede, og eksplosive blik kender han godt, men ikke dette her. Han havde aldrig troet at han skulle stå i en situation, hvor han ville ønske at hun bare var som hun plejede. I det mindste ville hun så, hvis han skulle slås ihjel, nok gøre det hurtigt og lettere smertefrit. Lucifer kan forstille sig, at det ville gå anderledes til i dag, hvis det var tilfældet. Han ved ikke hvorfor han tænker sig meget over døden, lige nu. Måske bilder han sig ind at han kender hende. Men gør han overhovedet det? Skal man ikke have været rigtige venner, for at kende hinanden? Lucifer ved kun alle de negative ting om hende - han ved hvad der kan tænde hende af, han ved hvor hårdt hun slår og han ved hvor grimt hun kan snakke. Men ved han egentlig noget om, hvilke værdier hun har som en ven? Næh. Han ved ikke en skid. Måske er der slet ikke noget at vide, når det kommer til stykket.

"Du kan lige så godt holde dig væk! Vagterne, de er lige nede af gangen. Jeg er sikker på, bliver der det mindste optræk til ballade..." Hvæser han forskræmt og prøver at se kølig ud. Dette mislykkes i stor grad.

Renatika læner sig fremad som vil hun gå men bevæger ikke benene og fødderne er solidt plantet på den kølige undergrund. Hun er ikke på jagt. Hun ved ikke rigtig hvad det er hun laver, lige nu, lige i dette sekund. Hun ved hvad hun vil gøre så snart en vagt eller fangevogter eller lignende kommer tæt nok på til at kunne kommunikere med hende, men lige nu ... Lige nu er de alene. Afskåret fra livet, sten i en mur og omverdenen kunne ligeså godt være pure opspind. Helt alene. De andre fanger gælder ikke, deres livløse lyde tæller ikke som menneskelig tilværelse. Hun studerer nysgerrigt, overvejende, mistroisk Lucifer. Hun kunne jo godt. Hun kunne jo godt springe på ham og kværke hans strube og knække hans luftrør og slå ham ihjel uden at det ville påvirke nogen. Det er tvivlsomt at Lorden eller Generalen eller nogen som fandens-helst har nogen nytte af ham mere. Lucifer er en ensom mus i en fangekælder, et blad der er faldet af sit træ. Hans eksistens kunne ophøre i et blink uden varsel og det ville ikke betyde en skid. Det ville have ingen betydning overhovedet.
Overhovedet.
Renatikas læber løfter op i et smil. Idéen fascinerer hende. Lucifers nytte er opbrugt, og hans eksistens ubetydelig. Hvis hun virkelig ville slå ham ihjel nu ... så kunne hun.
Et grin undslipper hendes læber og hun ryster på hovedet.
"Staakkels, lille, Lucifer ... Staaakkels ..." kommer det hånende fra hende i det hun vender ryggen til ham og nonchalant begynder at spadsere rundt i den trange celle, sine skridt smalle som gik hun på en tynd linje, "Stakkels Lucifer ... helt ubetydelig, heelt udtjent. Der er slet ingen plads til dig i verden mere, er der, Lucifer? Og du ved ikke hvordan du skal finde en ny. Du har intet at forhandle med."
Hun stopper med siden til knægten og ser lige fremad i retning af den solide, grå væk. Blikket er tomt og fjernt, pigens tanker er andetsteds. Smilet falmer og i nogle pinefuldt lange sekunder står Renatika musestille uden at trække vejret, uden rigtig at være der. Så drejer hun sig igen mod sin cellekammerat og erklærer sin konklusion:
"Du. Er. Udtjent."

Fyren synker afslørende, så hans adamsæble giver et hop fra sig. Ude af stand til at finde en passe bevægelse giver han sig til at varme sine tynde fingre. Hver gang Renatika kigger væk fra ham holder han skarpt øje med hende, men han bryder sig ikke om at få øjenkontakt med hende. Hendes øjne. Katteøjne.
Kan han overhovedet kende sig selv? Han står i en fængselscelle... Han har prøvet det før, men da var det byvagterne der havde placeret ham dér, og der skulle man i det mindste ikke frygte at rådne op eller dø af sult eller begge dele. Desuden er det mange år siden og mange ting har ændret sig. Ikke for Renatika, måske, men for ham. Dengang var han bare et tyveknægte-pjok. Nu er han... Tjah. En skødehund og en skoslikker og hvad der er værre. Måske er det bare sådan det skal være- måske lykkes alt det der lykkes for ham kun for, at gå galt igen. Gad vide om man kan være født så uheldig. Indtil videre kunne det godt se sådan ud.
Hendes færden rundt i cellen synes udtrukket og pinefuld. Hendes hånende ord ligeså. Hendes pludselig øjenkontakt får hans øjne til at flakke. Er han virkelig bange for hende? Kan det virkelig være sandt, ham, der havde planer om at overtage hele lortet? Det var alligevel aldrig gået godt. Selvfølgelig ikke.

"Er jeg udtjent? Er det hvad jeg er?" Udbryder han så pludseligt, egentlig ment som et slags retorisk spørgsmål, men et tydelig strejf af spørgen spiller ind. Lucifer knytter knoerne og bider tænderne sammen, ude af stand til at vide hvad han skal gøre med alle de følelser hans lille, forslåede hoved rummer. Han kan ikke bare stå og se til. Han er træt af at høre på hendes lede bemærkninger. Men han tør ikke slå til. Han har mest af alt bare lyst til at kravle ind i et hjørne og forsvinde fra det hele, ind i murstenene og cementen. Lige meget hvor meget han presser sig op af væggen synes det umuligt.

Luften er kold og fugtig. Tung. Omklamrende. En rigtig typisk fangekælder-luft. Renatika mindes at have hørt historier om et dødsrige bestående af grå sten og kulde, og gætter på at det er dén effekt hvem der nu byggede cellerne her gik efter. Folk skulle føle at de var kommet i Helvede. Og at de aldrig skulle komme ud igen. Alene den tanke er mere en rigeligt - nok er der torturredskaber spredt rundt omkring i de aflåste gange, men det som virkelig er afskrækkende er stilheden og den evige bevidsthed om at man er kommet i Helvede. I Helvede kommer ingen gode personer. Ingen hernede er gode personer.
Pigen skutter sig modløst og stirrer rundt i rummet. Mørket er ved at falde på og bærer med sig et tæppe af rimfrost og yderligere kulde. Lucifers konduktur er allerede ved at falme ... snart vil der være bulderravende mørkt og umuligt at orientere sig i. Ved hjælp af det sparsomme mørke betragter hun skikkelserne af andre fanger længere væk. Det skulle ikke undre hende hvis mange af dem er her netop fordi de forsøgte at være gode personer. Forsøgte. De fleste forsøger vel at gøre det rigtige. Hun kaster et stjålent blik mod Lucifer - selv ham. Han forsøger. Hun ved at han, i hvert fald delvist, ønsker at gøre den verden han er så uheldig at leve i til et bedre sted. Og han forsøgte at gøre det rigtige da han forsøgte at redde hende derude. Det lykkedes ham da også. Sådan da. Hun er jo ikke død, hvilket hun sandsynligvis ville være uden ham.
"Ja. Det var det jeg sagde. Udtjent."
Hun har naturligvis ikke tænkt sig nogensinde at indrømme det.
"Tænk dig om Lucifer," begynder hun igen, den kyniske, lavmælte stemmer kommer igang igen, en stemme der kunne være opfundet blot for at få knægten-den-faldne-engel til at føle sig så meget som skidt som muligt, "Hvem har nytte af dig mere? Generalen og Mørkets Lord har i hvert fald ikke tænkt sig at give dig en chance mere, ikke efter den lille optræden du gjorde ved statuen. Og jeg?"
Hendes ben er næsten følelsesløse i dét hun træder et skridt frem mod drengen, og et mere, et mere, helt tæt på. Hendes blik fanger hans som et rovdyr sit bytte, og selvom intensiteten er for stor og ubehagelig ved at se ham i øjnene holder hun fast og mærker adrenalinen pumpe.
"Jeg. Jeg har i hvert fald ikke brug for dig. Jeg kunne være stukket af hvis det ikke var for dig der hang som en vægtsten om min ankel. Du forsøgte at redde én som ikke havde brug for dig, og hvad fik du ud af det? Du mistede alt."
Til sin egen overraskelse kan hun ikke lade være med at hive op i smilebåndet. Det her ... føles godt. Føles fantastisk. Vagterne tog hendes kniv fra hende, men hun har netop indset noget dyrebart: Der er andre måder at tæve Lucifer på end med næver og stål.

Lucifer lytter. Han lytter til hver eneste ting hun siger, men ikke engang et lille pip slipper han ud. Han lytter bare. Og det i takt med at ordene skærer dybere og dybere ind i ham. Lige som man tror at hullet i maven ikke bliver dybere, spytter hun endnu en kniv ud, der river op i det andet sår. Og til sidst er der kun et stort hul dér hvor maven skulle have været. Lucifer tør ikke kigge ned af sig selv. Han lægger hænderne på maven - jo, det er der endnu. Han kunne have troet på at det var sandt. At den virkelig var væk.
Hvordan kan man overhovedet været så led?
Den ranglede teenagers bævrende knæ kollapser og han falder ned på numsen. Hans blik hviler på et usynligt punkt midt i den klamme celle, i et forsøg på at undgå at kigge mere på Renatika. Desværre er det ikke så meget hendes blikke der skræmmer ham. Det er hvad hun siger. Og det allermest skræmmende ved det hele må være, at det meste af det er sandt. Og det er umuligt at flygte fra sandheden, lige meget hvor lange hans ben er. I hvert fald i et lokale der ikke er større end dette. Han er... Udtjent.
Lucifer må erkende at hun er heller ikke til at stikke af fra. Han kan ikke forlade cellen, rustne tremmer er i vejen for friheden og den savnede ensomhed. Han kan ikke slippe væk fra bemærkningerne. Han kan lukke øjnene, han kan tie stille, han kan holde vejret. Men ørerne kan han ikke lukke for.
Med hænderne for ørerne og lukkede øjne drejer Lucifer sig 180 grader, for at sidde med fronten ind imod væggen og ryggen imod Renatika. Og som han sidder dér kunne han snildt forveksles med et lille barn der ikke vil have sin medicin - Bortset fra de store plamager af blod ned over ryggen af den tidligere hvide skjorte. Lucifer holder lydløst vejret. Stilheden er gennemtrængende. Hvor ville han bare ønske, at hun holder sin kæft fra nu af. I det mindste er han forberedt denne gang.

Det er en uhyggeligt fascinerende følelse af magt og kontrol der flyder ind over Renatika i takt med at Lucifer mister mere og mere ansigt. Det svimler for øjnene og snurrer i hovedet, tindingerne pumper og mundvigerne hiver fortsat ukontrolbart op i et arrogant og hånende smil. Synet af Lucifer der falder til jorden og vender sig bort får hendes hjerte til at springe et slag over af bar spænding. Hun havde næsten ønsket at han ville svare igen. Bare så hun kunne rive hans forsvar til bittesmå stykker, bare så hun kunne sparke ham mens han var nede.

Faktisk, der er ikke noget der forhindrer hende i at gøre lige præcis dét.

Renatika trækker benet tilbage og hamrer foden mod Lucifers ribben i et spark. Blot det. Et enkelt, velplaceret spark i siden for at understrege sin pointe. For at demonstrere Lucifers status som udskifteligt snavs og fuldkommen ubetydelighed. Der er ikke mere at sige, afgør hun, mest af alt fordi hun ikke kan finde på mere. Det næste logiske skridt er at ty til fysisk vold. Hun udstøder en ubestemmelig lyd og virrer lidt med hovedet i en undren. Det her føles godt. Hvorfor var hun før så besat af at gøre det rigtige, af at være en god person? Det hjalp hende ikke. Hun kom ingen vejne. Lucifer forsøgte det samme - se hvad det førte til. Pigen puffer ham igen med støvlespidsen, blidere denne gang, næsten undersøgende. Som undersøger hun om han stadig er i live. Nej. Det nytter ikke noget at spille god og ærlig og forsøge sig med at være høflig og arbejdssom. Dette her ...
Dette her er meget bedre.
"Har du mistet mælet, Lucifer? Hva'?" spørger hun, stemmen dybere og mere nysgerrig end før. Hun er ikke færdig. Hun har tænkt sig at malke den her mulighed for alt den er værd. Mens hun stadig har chancen for at være ligeglad.

Spidsen af Renatikas støvle rammer ham i siden. Lucifer spænder i hele kroppen i smerte. Der skal ingenting til. Når man i forvejen er så gennemtævet, er det lige før at et nys i hans retning havde været nok. Hele systemet går i alarmberedskab og Lucifer spærrer øjnene vidt op. Han sidder dog stille endnu. Og da endnu et spark, denne gang lidt mildere, rammer ham i siden er det lidt som at sparke til en sten. Fuldstændig upåvirket fra hendes synspunkt, men havde muren haft øjne ville den have set den sammenbidte mine og kampen for, ikke at sige en lyd. Kvalmen kommer op igen, i bølger med smerterne, og Lucifer synker et par gange i rap. Hans vejrtrækning er anstrengt. Han er et forslået skravl. Han er elendig. Alt sammen på grund af hende, i sidste ende - først fordi han prøvede at være heldemodig og rede hende, i håb om at hun måske ville kunne se ham som andet en bare et skoslikkende svin - dernæst fordi hun er.. En led psykopat. For et øjeblik tænker Lucifer på alle de gange hvor han har taget fejl af hende. Han er blevet lige skuffet hver gang. Hvad er det der får ham til at tro, at i dag er det noget andet? I dag er hun anderledes? Hvorfor bliver han overhovedet ved? Svaret er i virkeligheden nok meget simpelt. Alt for simpelt.

Og i samme øjeblik går det op for ham. Det har egentlig ligget på tungen hele tiden, men det har været skubbet bagved. Det har gemt sig. Nu er han fuldstændig klar over det. I virkeligheden er han ikke bange for hende, slet ikke. Han er bange for at slå igen.

Den forslåede krop synes pludselig at glemme alt det den står for, og som et lynnedslag eller et stokkeslag - måske er det sidste mest passende - kaster Lucifer sig over Renatika. Adrenalinen danser rundt i hans kredsløb og alle hans egne smerter synes pludselig at dæmpes betydeligt. I i hvert fald nok til at han ikke er nødt til at tænke på dem. I sit luftangreb har Lucifer en løftet næve klar. Lucifer har rodet sig ind i noget af det, han frygter allermest. Men man siger jo at at man er nødt til at se sin frygt i øjnene, ikke?

Det viser sig at chancen for at være ligeglad ikke holdte så længe som hun havde troet. Det viser sig at selv Lucifer har en grænse, og at den grænse nu endelig er nået. Hun har knækket ham og den sidste linje er overtrådt for drengen. Resultatet? Ikke ligefrem det Renatika havde hverken forventet eller håbet på.

Renatika når knap nok at opfatte det før Lucifer er oprejst og i luften. Et chokeret gisp undslipper pigens læber, men forvandler sig hurtigt til et forkvalt støn da hun hamrer kroppen mod den sandede undergrund med den mange kilo tungere dreng oven på sig og dyb forvirring i hovedet. Øjnene er vidt opspærrede i chok og Renatika forsøger at protestere, undskylde, forklare sig, benægte, et eller andet, men når ikke at sige et ord før Lucifers næve kraftfuldt lukker munden på hende. Hjertet hamrer i brystet med ti mil i timen, det her er helt forkert. Rollerne er byttet om på den mest komplette og ironiske måde overhovedet. Renatika er sikker på at hun stadig kan klare Lucifer hvis det bliver nødvendigt. Men kontrollen er væk. Hun havde ham under sin fodsål før. Viklet rundt om sin lillefinger, i sin hule hånd eller hvilken metafor man nu foretrækker. Ikke mere. Panikslagen hæver hun armene for sit ansigt for at skærme sig, vrider den udsultede krop for at komme fri for den halvvoksne drengs vægt og udstøder ufrivilligt et anstrengt klynk. Med en hård bevægelse forsøger hun at gribe fat i Lucifers aggresive arme og skubbe dem væk fra sig, holde dem fast og bringe dem til ro. Hun har brug for at tænke. For at overveje sit næste træk. Og mest af alt har hun brug for at fyren som før bedst kunne beskrives som hendes personlige kælling ikke sidder oven på hende og tæver løs.
"Stop! Lucifer, stop for helvede!" råber hun med så overbevisende en stemme som muligt og forsøger at fange den ophidsede drengs blik, "Hvad har du gang i? Du ved en kamp ikke kommer til at ende godt for dig. Vi taler om det, ikke? I orden?"

Lucifer kæmper - han kæmper med de hvide, knyttede næver og han kæmper for at få en lille smule glæde ved at gøre det her, ligesom han ved at Renatika nød at se ham være den forslåede hundehvalp. Nydelse ved at gøre en sådan ting som at tæve en person, der tidligere har været en veninde, er ikke just noget man kan fremprovokere eller købe. Han vil faktisk påstå at hvis man direkte nyder en sådan ting, så burde man måske være buret inde bag lås og slå, ja måske i en celle som denne. Tanken om det får ham bare til at slå endnu hårdere imod hende. Tunge slag, der synes at falde som sten med deres tilfældige og taktløse rytme. Lucifer har ikke en talegave der er noget at prale af. Af og til kan han da godt hoste nogle pæne sætninger op, af og til en velovervejet metafor, men evnen til at nedgøre andre som han lige har set Renatika gør det, den ejer han ikke. Og han skal gerne indrømme, at han har aldrig før savnet den. Ikke før nu. For en gangs skyld ville han ønske at han kunne. Men når det nu er fakta at han ikke kan tæve med psykisk vold, så må man jo gøre det med det der er mere lige til.

Det lykkes Renatika at give Lucifer overbalance da hun hårdt skubber til hans arme, og Lucifer må kaste armene bagud for at støtte sig på gulvet. Hurtigt får han atter rejst sig, og med de spændte knoer klar hvis flere slag skulle være nødvendigt, stirrer han ståkåndet på hendes gennembankede skikkelse på gulvet. Lucifers grå øjne brænder af vrede. At han nogensinde skulle blive så vred på hende, havde han ikke troet. Men det var også før hun blev et psykotisk vrag. Han kunne banke hende helt ned i jorden.
Lucifer skæver kort ud igennem tremmerne, ud i mørket. Han kan ikke få øje på en vagt, men føler sig overvåget. Der er puslen rundt omkring i cellerne, åbne munden der svagt har kunne ane hvad der er forgået. Paranoia. Lucifers øjne flakker og svimmelheden tvinger ham til at lukke dem et kort øjeblik. Ikke det smarteste træk, midt i en slåskamp.

"Lucif-URGH!" Renatikas protester er ikke til meget nytte. Lucifer lader til at være gået fuldkommen i selvsving. Drengen hører intet, kun hans næver er aktive i mens de regner ned over hende som tunge sten. Da et par knoer slår noget løs i munden på hende opgiver hun at få ham til at stoppe og nøjes med at skærme sig mod de konstante slag, klemmer øjnene i og håber at dette øjeblik snart vil være ovre, at Lucifer igen vil blive til en passiv skikkelse i baggrunden og at denne ydmygelse aldrig vil være sket. Først da hun, efter endnu et kraftfuldt skub mod sin angrebsmand, mærker vægten mod sin mave lettes, puster hun stakåndet ud, forslået og nedgjort. Blodet pumper fortsat rundt i kroppen, men hvor adrenalinen før var kommet af sejrsrus og arrogance er den nuværende følelse beskidt og klam som en klump tang i brystet. Pigen ruller om på siden og spytter blod og en tandstump ud på den kolde jord. Et mørkt, hjælpeløst blik bliver kastet mod Lucifer. Det kan godt være at han ikke fik slået hendes næse af led. Men han fik nu alligevel ram på noget.
Forfjamsket kommer hun på benene, vakler kortvarigt med smerterne bølgende rundt i ansigtet og lader en ny samling blod lande på gulvet. Hurtigt scanner hun rummet med et blik der får de nærmeste fanger til at vende øjnene bort og falde i ét med skyggerne igen, men så snart hun ser væk igen kan pigen næsten høre hvordan øjenæblerne snurrer mod de to igen. Forbandede rotter. Forbandede, nysgerrige skadedyr.
"Nå," pigen fremtvinger et blodigt grin. Hun har ikke tænkt sig at tabe ansigt nu, ikke her, ikke til ham, "Så fik du endelig taget dig sammen til at slå mig, hva'? Det var også på tide du gik i puberteten. Og, hvem forsøger vi at narre, jeg fortjente det jo nok."
Forsøgende løfter hun hagen og træder et par skridt bagud. Noget siger hende at det ikker er den bedste idé at være inden for rækkevidde af drengen nu, ikke når han ser ud til at være endnu mere mentalt ustabil end sædvaneligt. Ikke mere end hende, godt nok.
"Har du det bedre nu, Lucifer?" spørger hun i et toneleje der nærmest er blidt, næsten moderligt. Godt nok knyttes hænderne og er parate til at forsvare sig, men hun kan ikke dy sig. Fristelsen er for stor, "Hjalp det på samvittigheden? At give tyvetøsen og forræderen nogle slag?"
Han skal ikke tro at han har vundet.

En tidløs stilhed kaster sig som en tæppe, på den grå celle og dens to fanger. Renatika der vankler, Lucifer der står med fødderne fast plantet på jorden, og med knyttede hænder, og som er fristes til at glemme alting. For som man står dér, midt i en kamp, synes adrenalinet at skubbe al form for dårlig samvittighed og medlidenhed til side. Og tilbage står det, som mennesket i bund og grund er. Et monster, en kriger. En ødelægger. Det er det instinkt der gør, at et enkelt menneske kan sætte sig for at knuse et helt land og alt hvad der er af glæde, i det. Hos Mørkets Lord må dette adrenalinrus være konstant. Ellers er han bare et ledt svin.
Renatikas gennemborende stemme skærer hul på boblen af ro, der netop havde sænket sig over cellen. Det var kun for en kort stund, men det føltes som meget længere. Og Lucifer er tilbage i cellen, med hende, og det er alt hvad hans hoved kan rumme lige nu – til trods for at de to har så meget andet at bekymre sig om. Hvis Renatika nogensinde slipper ud herfra vil det nok være med en dusør hængende på nakken, for at have begået hærværk imod ét af Lordens monumenter. Og mørkets general, for den sags skyld. Hun vil være eftersøgt på livstid. Og Lucifer... Lucifer er fuldstændig færdig med at være noget, der kan bruges til noget. Hvis Morgoth ikke knuser hans knogler, vil han alligevel bare ende med at rende fattigt rundt i byen, og drømme om alle de ting han ønskede, engang. De kan begge to lige så godt lægge sig til at dø, med det samme.

Samvittigheden. Det siger hun. ”Hjalp det på samvittigheden”. Tændstikken der skulle til, for at sætte ild i hele lortet. Og nu brænder det hele kraftigere end nogensinde.
Lucifer sætter af i løb og bruger sine sidste kræfter til at placere et faretruende støvespark i maven på hans cellekammerat. Et sekund overvejer han om det er det værd, for de smerter han påfører sin ødelagte krop risikerer at være større end dem, det vil lykkes ham at påføre Renatika. Men hurtigt bliver han enig med sig selv. Det er det værd.

Måske skulle hun bare have holdt kæft. Måske fortjener han det ikke, knægten, i virkeligheden. Nej, for pokker, selvfølgelig fortjener han det ikke, ikke sådan rigtigt. Det har aldrig været et spørgsmål om hvorvidt det er rigtigt eller forkert at udsætte Lucifer for mentalt hærværk, kun hvad Renatika kunne få ud af det. Måske er det ikke dét værd mere. Måske er hun løbet tør. Måske-
"Årh, PIS!"
Længere når hun ikke. Der går kun et sekund i mellem hendes tirrende ord og Lucifers spring og videre til at pigen har et knæ placeret dybt ind i ribbenene. Overmandet knalder hun hovedet baglæns ind i tremmerne bag sig da Lucifers vægt endnu en gang er over hende, og rundt omkring i cellerne reagerer de andre fanger på det metalliske brag med jubel og hujen. Pigen mener at kunne skimte et par vagter udveklse penge i et væddemål, men når ikke at opfatte mere af sine omgivelser før instinkterne træder ind og skælder hende ud. Fandeme nej. Han skal ikke tro han er noget. Hvis den her kamp bliver ensidet, så er det hende der skal være på toppen.
Gispende for at få luft ned i de sammenpressede lunger slår hun ud med armen og en knyttet næve mod Lucifers mave, og hurtigt den anden hånd i retning af hans ansigt. Hvis det er en kamp han vil have, så skal han få det. Hvis knægten ikke synes at han er et stort nok talent til at duelere med ord, så fint! Hun skal nok personligt tæve luften ud af ham, bare for at sætte ham på plads. Hun har gjort det før. Hun kan gøre det igen.
"Har du endelig mandet dig op, Lucifer!?" hvæser hun mellem et slag og et spark, "Er al din hjerneaktivitet gået til at samle nok mod til at slå på en pige? Har du mistet mælet? Din lille idiot. Tror du at du kommer levende ud af en nævekamp mod mig? JAMEN SÅ TRO OM IGEN!"

Da tøsens hoved rammer de rustne tremmer, sendes en metallisk klirren ud i rummen. Lyden får Lucifers hjerte til at banke hurtigere, og giver ham blot endnu mere mod på endnu en knytte næve imod hendes dumme fjæs - så langt når den da aldrig, da Renatika får blokeret den med sine stærke bevægelser og viljefast slag. Næsten synkronisk rammes hans mave af et slag, derefter hans kindben. Lucifer kastes bagover ved endnu et kraftfuld slag, derefter et spark, i hans bryst. Han lander hårdt på ryggen og det giver et stød op i hans rygsøjle. Udholdelige smerter. De får ham til at rulle sammenkrøbet om på siden, og med overdreven artikulering forsøger han at genvinde den fulde bevidsthed. Han har faktisk mest af alt lyst til at give sig til at dø, lige nu.
Det ville være løgn, at sige at han bryder sig om at slå på Renatika. Han synes til en vis grad at det er væmmeligt – han har aldrig brudt sig om at påføre andre mennesker smerte. Dengang han levede af tyvekoster var det da nemmere, men det gav altid et sug i maven og en stærk smag af dårlig samvittighed. Han levede alligevel videre på samme måde i lang tid, velvidende at det var ham eller dem. - Og alligevel så er der et eller andet ved det der føles godt. Måske fordi han så mange gange har skulle stå model til, at blive svinet til bare fordi Renatika selv er ret langt nede i kulkælderen det meste af tiden. Er det i virkeligheden ikke det det hele bunder i? At hun er fuldstændig ude at skide, og har brug for at der er nogle andre der har det værre end hende? En sådan konklusion gør det blot endnu lettere at tæve hende gul og blå.

Lucifer kryber hen til muren, og støtter sig prøvede op af den. Langsomt får han udstrukket de lange stænger og han kaster et sammenknebet blik i hendes retning. Et veltilfreds smiler breder sig på den ellers passive mund og spydigt tilføjer han: ”Stakkel. Tænk at have absolut intet andet end sine nedgørende kommentarer”

Renatikas åndedræt er stadig tungt og hurtigt, men smerten efter mavepusteren er ved at lette. Så snart Lucifer atter er nede at ligge bringer hun sig selv til standsning, betragter knægten afventende og klar til at sætte ham på plads hvis nødvendigt. Hun giver ham en chance. For at ombestemme sig og komme på bedre tanker.
"Op med dig," hvæser hun spydigt så snart der er gået lidt tid og den adrenalinfyldte krop bliver utålmodig og begynder at klø igen. Det går op for hende at hun kræver en undskyldning - nej, en underkastelse. Hun vil have Lucifer til at indrømme hendes overlegenhed om hun så skal tvinge hans egne knytnæver ned i kæften på ham i processen.
Observerende, beregnende følger hun ham med øjnene i takt med at knægten kryber hen langs væggen. Hvad nu? Forsøger han at stikke af? Hun kan ikke lade være med at grine triumpferende indvendigt, idiot, kujon. Hvor pokker vil han løbe hen? Nej du, løbet er kørt. Spillet er slut. Det er ude med dig, kammerat.
Smilet blegner - både udvendigt og indvendigt - da Lucifer svarer igen. Svarer igen. Chokket rammer Renatika næsten hårdere end hans slag.
"HVAD SAGDE DU!?"
Hun hørte udemærket hvad han sagde. Men alligevel runger hendes stemme vredt og ukontrolleret igennem cellerne og pigen glemmer alt om at facaden skulle være kold og overlegen. Knytter i stedet næverne hårdere i raseri og fremtvinger et anstrengt, et glødende ustabilt grin.
"Heh. Du skulle nødig snakke, din lille horeunge. Hvad har du måske? Hvad fanden har du!? Du er arbejdsløs, forældreløs, familieløs, venneløs, håbløs, talentløs, svag som et lille barn og ifærd med at få både fysisk og mentalt tæv af en pige. Du, min fine ven, er en ubetydelig lille prik i en ubetydelig lille verden, og ingen holder af dig. Ingen! Lige om lidt, Lucifer, så slår jeg dig ihjel, og når du er væk vil alle. Være. Ligeglade."
Hun udstøder et grynt i triumf, slår hovedet tilbage og stirrer ophidset på den forslåede dreng. Så træder hun et skridt fremad.

Et tilbageholdent tandsmil synes at dukke op på knægtens ansigt. Så det var virkelig bare det dér skulle til? Et sølle svar? Er det alt? En frydende boblen bruser op i hans gennembankede mave og lægger atter en slags dæmper på smerterne og ubehaget. Det er som en ond cirkel. Jo mere han får tæv gør det ondt, og jo mere han slår igen synes han at glemme det. Hvad end tævene så er fysiske eller, som i dette tilfælde, verbale. Og jo flere ord Renatika spytter ud, jo mere meningsløse og uden betydning synes de at være. For efterhånden er det kun ord. Lucifer er ved at lære at skelne. Og lige nu, ja, nyder han faktisk næsten at se hende koge over. Han venter blot på at øjnene skal poppe ud af hendes hovede, til gengæld for en varm damp der vil stige ud af hendes tomme øjenhuler, op imod loftet. Det varer vidst ikke så længe endnu.
Lucifer tørrer håndfladen over panden i en hurtigt bevægelse. Velovervejet læner han sig tilbage imod væggen, i takt med at Renatika kommer tættere på. Men frygten i hans øjne er gemt langt, langt væk. Nu er der kun et koldt blik, der er klar til at kæmpe videre. For selvom hele hans krop tigger og beder ham om at give op ved han, at det har han ikke tænkt sig. Ikke denne gang.
”Det er sjovt, jeg får lyst til at gentage mig selv". Efter en kort pause fortsætter han: "Du er typisk. Et typisk eksempel. Pigen der har så lidt at hun er nødt til at sørge for, at der er nogen der har mindre end hende, for at kan falde i søvn om aftenen. Du er selvisk, Renatika. Selviske svin”. Hans stemme lyder en anelse usikker, men der er ingen tvivl om at han mener alt hvad han siger. Og han har ikke tænkt sig, at trække noget som helst tilbage.
Lucifer får lidt lyst til at grine højlydt over sine egen konklusion, men holder igen. Hun skal helst ikke tro, at det var det bedste han kunne byde på. Nu er tungen på gled, og der er meget mere hvor det kommer fra.

Udenfor cellen kommer pludselig en bølge af utilfredse tilråb. De har ikke brug for at høre dem snakke, og dette giver de tydeligt udtryk for. En stor mand samler en sten op, og kaster en den ud gennem sine egne tremmer, kun for at remme dem til Renatika og Lucifers celle. Med et klink falder den til jorden.

Renatika er hvidtglødende med raseri, men tvinger sig selv til at fortsætte sit smil. Eller, tvinger er måske så meget sagt, mundvigene trækker nærmest op af sig selv i en deform bue mens øjnene er opspærrede i et vantro blik. Hun giver et rustent grin fra sig og spytter en smule blod der har hobet sig op mellem tænderne ud på gulvet.
"Sødt," siger hun og giver et faretruende kast med hovedet, "Fik du dig rent faktisk en rygrad der, Lucifer? Tillykke med det da. Bare synd at det først skete efter din egen arbejdsgiver gennemtævede dig og smed dig i skammekrogen. En ulydig hund er ikke meget værd med mindre den tør bide til."
Hun træder et par skridt længere frem - lader kortvarigt blikket fjernes fra Lucifer for at se mod den sten der knalder mod tremmerne - og standser op lige uden for rækkevidde af drengens knytnæver. Kæben værker. Hvis det kan undgås, vil hun ikke have flere tæv i dag.
"Men selv det nytter ikke så meget hvis tænderne allerede er blevet hevet ud - Lucifer."
Hun kan ikke lade være med at grine, men selv Renatika er ikke klar over hvorfor. Det virker bare så ... komisk. Den hund der gøer, bider ikke, siger man. Det ser ud til at både Lucifer og Renatika har forsøgt at modbevise den teori i dag. Den ene mere succesfuldt end den anden, i hvert fald efter hendes mening.
"Måske er jeg selvisk," indrømmer hun og lader smilet falme igen, stirrer alvorligt lige frem for sig, "Måske. Nu i hvert fald. Men mens du sad og åd dig fed hos din herres hånd, var jeg ude og dele min sparsomme mad med dem hvis hjem var blevet brændt væk af Mørkets Krigere. Så måske er jeg selvisk. Men i det mindste får jeg gjort noget til trods for det."

Lucifer rynker på næsen og ryster på hovedet af Renatikas fortsættelse. Hun synes at rode rundt i de sammen ting, igen og igen, og Lucifer bider sig i læben, uden at tænke nærmere over det. Når det kommer til stykket ville han egentlig hellere give hende nogle tæsk, og få nogle tilbage, end at stå i en situation som denne. Men han har lovet sig selv, at denne her gang vil han ikke tabe. Han vil ikke ende som den nedtrampede kylling. Og med en bitter smag i munden, af blod, fortsætter han:
"Man kommer ingen vejne med symptombehandling. Imens du delte din mad med én familie, forsøgte jeg at rede resten" Hvæser han med et aggressivt tryk på det sidste ord. Det kan tydeligt mærkes på ham, at denne form for krigsførsel irriterer ham grænseløst. Jo, han nyder at se hende blive sur over når han har ret. Men at føre en diskussion med en, der i det lange løb vidst har en anden grundholdning end sig selv, det kommer man ingen vejne med. Han har mest af alt lyst til bare at lukke hendes mund med endnu en knytnæve, men han lader være.

At have stået stille i et stykke tid får smerterne til at vende tilbage, igen. Han rider ikke mere på adrenalinbølgen og nu kan virkeligheden igen tage over, til hans store bekymring.
Pludselig knækker hans ben sammen, og Lucifer falder imod jorden. Smerterne presser ham imod grænsen til bevidstløshed og han må kæmpe hårdt for at være tilstede. Samtidig vender kvalmen tilbage og Lucifer bliver noget nær ligbleg i hovedet. Hans hvæser efter vejret, og efter få sekunder må han trække sig over i hjørnet af cellen og kaste op. Ikke at der er meget at kaste op, han har trods alt ikke spist noget i det sidste stykke tid. Kun en klat mavesyre, som efterlader en brændende fornemmelse i spiserøret. Lucifer skæver hen til skålen med grød, der for længst er blevet kold. Ikke just noget der får ham til at føle sig bedre. Hurtigt løsriver han sig igen fra skålen, for at sende Renatika et blik. Bare lige for at understrege, at han ikke har underkastet sig endnu.

Renatika skutter sig i det tiltagende mørke. Denne diskussion. Igen. Denne gang gider hun ikke engang ... ikke engang sige ham imod. Hun tror ikke på sit argument mere, men det betyder ikke at hun er begyndt at se tingene fra hans synspunkt. Desværre, måske.
"Ligemeget," kommer det fra hende, usædvanligt og pludseligt kontrolleret, og pigen træder et par skridt tilbage og trækker sig ud af konflikten. Forlader det forvildede drengebarn foran sig som den størere person, den der har overblikket. Ja. Der er ingen grund til at diskutere mere, fortæller hun sig selv. "Det kan være ligemeget. Uanset hvad, så er det slut. Det ved du godt, ikke? Jeg har vist informeret dig om din situation, og jeg ... jeg ..."
Hun har andre planer.
Med en afventende mine holder hun blikket på Lucifer, forventer næsten at han vil springe op igen og blive til en klump af negativ energi, rasende og med fægtende arme. Monotomt løfter hun hånden og tørrer blod fra mundvigen af i ærmet, men kan ikke se de røde pletter igennem aftenmørket. Dagene bliver stadigt længere. Men det gør ikke meget forskel hernede, ser det ud til.
Det hele virker så uvirkeligt. Det sparsomme lys når ikke igennem tremmer og vinduer i cellen, lydene udenfor i resten af Krystallandet forstummer som rammer de en usynlig væg før de kan nå frem til de to fanger. I sidste ende har Lucifer vel ret, sådan da. Hun gjorde ingen forskel før. Ikke fordi han gjorde, men alligevel. Så må man vel prøve noget andet, kommer hun frem til, men blot tanken om den spildte tid får blodet til at koge igen og øjnene til at lyne. Overvejende træder hun et skridt frem igen. Måske vil det hjælpe at give ham et par slag ...

"... Lucifer?"
Pigen stopper brat op da den ranglede knægt uden varsel falder til knæene og kort efter brækker sig ud over den støvede jord i cellen. Renatika er tæt på at være forskrækket, og enhver trang til at gennemtæve den forslåede Lucifer yderligere er forduftet, og tilbage står tøsen forvirret og tom og aner ikke hvor hun skal gøre af sig selv. Lugten af maveindhold får hende til at rynke på næsen, og uvilkårligt spænder hun i skulderne, men lader de knyttede næver falde. For pokker da også. Lucifers blik fremkalder en underlig følelse i hende. Hvorfor skal han også være så besværlig?

Lucifer spytter i jorden får at komme af med den sidste smag af bræk og halser videre efter vejret. Han skæver kort til den stinkende klat i hjørnet og forsøger med det samme at glemme at han har kastet op. Bare tanken er tæt ved nok til at få ham til at kaste op igen. Smagen og følelsen og hele det faktum, at han ikke har et glas vand at skylle munden med eller en klud at til at tørre ansigtet. Lucifer er ikke nogen hård dreng og det har han aldrig været. Han er ikke typen der bryder sig om at være klam og beskidt, og slet ikke at der ikke er kontrol over tingene. Og lige nu må de da for alvor være ude af kontrol.
Lucifer vender tilbage til det Renatika sagde inden han begyndte at kaste op. Hun ville bare informere ham. Han ryster forsigtigt på hovedet, som var han bange for at det ville ryge af, hvorefter han forsinket og med en sørgmodig undertone svarer: ”Du behøver ikke at informere mig om noget. Jeg ved det godt...”
De kan blive uenige om logikker og handlinger, holdninger og moral. Og Lucifer vil stå fast ved sine meninger. Men han har ikke tænkt sig at gå så langt som at løbe fra sandheden. Han ved det godt, og han ville også vide det hvis ikke Renatika havde påduttet ham det på en lettere ubehagelig måde – At han er på skideren, nu. Han ved ikke hvor han skal gå hen når han kommer ud af fængslet. Rettelse. Hvis han kommer ud af fængslet. Han kender ingen steder at søge ly. De eventuelle venner han havde før han blev tjener hos Mørkets lord har for længst forbandet ham. Sådan går det når man prøver at rede verden.

Lucifer kaster et undrende blik op på Renatika, der lige pludselig blev så stille. Han må stadig koncentrere sig gevaldigt for ikke at give slip på virkeligheden og nutiden.
” Hvad nu, Renatika? Jeg kan umuligt tro på, at du ikke har flere lede kommentarer. Har du ikke lyst til at give mig et los mere i siden? Sparke til mig imens jeg ligger ned?”
Hans ord bærer tydeligt præg af sarkasme. Han lukker de grå øjne i og hviler hovedet bagover imod muren.

"Fint så," nikker hun i noget der kunne minde om anerkendelse til Lucifers indrømmelse. I det mindste indser han sin situation. Endelig. Hun kan ikke lade være med at betragte det som en sejr.
Hun sparker lidt i jorden med det yderste af foden uden at opnå meget mere end at få lidt halmstrå og støv til at hvirvle op i et stormvejr miniature. Med ét savner hun at mærke jord og planterødder bevæge sig under hendes fødder, synkront med hendes åndedræt og mindste bevægelser. Uden den konstante sammenbinding med naturen føler hun sig ... tjah ... alene, måske.
Et suk undslipper hendes læber, og pigen lader blikket og pulsen falde da det trænger ind at kampen er slut. At Lucifer næppe vil hidse sig op igen lige foreløbig. Og pludselig indser hun hvor træt hun er. Udmattet. Drænet. Tung i alle dele af den ømme krop. Maven føles som en våd klump tøj og halsen brænder. Med lukkede øjne vakler hun et par skridt tilbage og dumper ned med ryggen hvilende mod tremmerne på den modsatte side af Lucifer. Aldrig før har hun følt sig så træt. Måske er det forståeligt nok, dagens hændelser kunne ligeså godt være spredt ud på et år, en menneskealder ligefrem. På få timer har hun mentalt svunget mellem de yderste ekstremer af moralitet. I det mindste er hun tættere på en konklusion nu. Tror hun.

Hun undlader at svare på Lucifers sarkastiske kommentar med mere end en rysten på hovedet. Mere at sige? Nej, det var vist det hele. I hvert fald til ham. Det er heller ikke alt han behøver at vide. Men, tjah. Noget rumsterer stadig i baghovedet på tøsen, noget der skal ud og holde op med at rasle før hun kan gå til ro. Hun kan ligeså godt køre det forbi Lucifer.
"Hvad tror du at du er i stand til?" spørger hun, roligt og velovervejet, med blikket svævende et sted midt i rummet.