Hun så undrende på ham, og vidste ikke rigtigt hvad hun skulle fortælle ham, han virkede til at være en man roligt kunne fortælle alt, men det havde hun bestemt ikke tænkt sig, hun vidste udemærket hvad den slags kunne føre til, hvilket hun ikke var villig til at risikere.
"Tjo, jeg besidder få kræfter, men det er intet at snakke om, mine øjne skifter farve til tider, og så har jeg en nyopdaget evne inden for telekinese, men den er næsten helt ustyrlig da den er ny for mig!" sagde hun og sendte ham et skævt smil, hun havde ikke tænkt sig at uddybe hendes første evne yderligere, det kunne ende med at blive hendes eneste og stærkeste forsvar, og hun foretrak bestemt at blive undervurrderet, når det kom til fremmede.
Hun lod en hånd løbe gennem en af de lange glatte lokker som hun stoppede sn gang få meter fra Morgoth, denne gang væsentligt mere kry.
"Og Dem? Jeg har svært ved at forestille mig en Dæmon uden nogen form for relationer til magien!", Hendes smil falmede ikke et sekund, mens hendes interesse for emnet steg.
Forsigtigt og diskret lod hun fingrene løbe ned langs siden, til en lille sort bog der hang ved hendes side, deri havde hun noteret det meste viden og de fleste opdagelser hun havde gjort sig, og det trak i hende for at begynde at skrive ned, dette måtte hun tilsyneladene vente med, Morgoth ville højst sansynligt finde det mistænksomt at hun lige pludselig begyndte at skrive ned som en sindssyg.
Hun skævede ind mellem træerne og kneb øjnene en smugle sammen, hun syntes at have hørt et dyr tæt på, men det var nok bare noget hun bildte sig ind, havde hun været alene havde hun alligevel slet ikke været ude på dette tidspunkt, eller i hvert fald ikke i dette område, det var sikkert

Han lyttede opmærksomt til hendes svar, hvor han tydeligt lagde mærke til den mindre uddybelse af den første evne. Han lagde godt mærke til den urolige fornemmelse der lå over hende, en vis frygt for at blive undertrykt og ikke mindst undervurderet. Han sukkede let opgivende over hende, men undlod at kommentere hende, eller grunden til hans reaktion på dette. Han løftede interesseret brynene da hun nævnte evnen og telekinise, og han lagde hovedet let til den ene side,
,,Mig? Jamen jeg besidder af mange evner, der er delt ud i mange forskellige kategorier. Dem jeg har allermest kontrol over, og har udført allermest med, er mørkets krafter, manipulation af kroppens organer og knogler, telekinise og telepation.."
han trak vejret let ind for derefter at forsætte, hvor han vendte øjnene let i vejret,
,,- og til sidst en nyopdaget evne, necromansi"
Han vendte et let smilende blik imod hende, og lagde armene let overkors. Han virrede let med ansigtet, så de totter vinden havde trukket over hans øjenlåg slog tilbage fra hans forhoved. Han fandt det yderst irriterende at de små tåtter kildede ham pirrende.
Han blinkede let med øjnene da hun forsigtigt lagde hånden imod en sort bog nær hendes side, han rynkede brynene undrende sammen og drejede om for derefter at vandre hende nærmere. Han pegede let imod bogen,
,,En notes bog, ikke sandt?" gættede han ud fra dens udseende,
,,Må jeg læse i den, hvis De tillader?"

Hun nikkede overbevisende da han begyndte at remse op, så havde hun ikke taget helt fejl. "Arh ja, min onkel var en dygtig nekromantiker, men det var også hans eneste talent. Det kan man ikke just sige om Dem, Deres evner strækker sig ualmindeligt langt!" Sagde hun bestemt og så på ham med det lyse smil, han havde åbenbart også telekinetiske evner, og sikkert væsentligt mere styr på det end hende, ikke så meget fordi at hun ikke kunne løfte store eller tunge ting, det var mere det med at kontrollere det, og i første omgang løfte det rigtige, for det andet var hendes kræftfelter ikke helt stabile, og ved meget brug af evnen blev hun helt usandsynligt træt.
Xenix skævede hurtigt ned til sin notesbog, hun havde efterhånden vendet sig til hvordan han gennemskuede ting og tog det for givet at han var klar over, at det var en notesbog. "Det må De vel gerne, det er ikke noget særligt!" sagde hun tøvende, og løsnede langsomt den lille men stærke sølvkæde, der ivrigt holdt bogen fast om livet på hende, det eneste hun ikke var synderligt glad for at han så var hendes noter om hvad hendes evner var, og hvordan de havde udviklet sig, hvilket specielt omhandlede den første evne.
Langsomt rakte hun den ud til ham, papiret var meget tyndt og fint, hvilket gav bogen mange flere sider end først antaget, og den var efterhånden skrevet ud, skriften var smuk og svungen, en typisk kvindes håndskrift.
De første sider omhandlede slægt, og nedarving af evner, hendes første evne havde hun nedarvet af sin mor, som kunne styre den med perfektion, ligesom Xenix nu var i stand til, men telekinese havde kun hendes farfar været i besidelse af. Der var ligeså tegnet et stamtræ over hele Talinnin-slægten, og deres magiske evner. Desuden var der nedskrevet en masse teorier om hvordan og hvorfor man arvde hvilke evner, og hvilke køn man nedarvede fra.
Senere var der nedskrevet en masse om forskellige specielle racer, og deres opførsel, specielle kende tegn og en andet masse brugbar viden om de forskellige væsner. Det eneste der var svært at finde i den lille bog omhandlede Dæmoner, hvilket jo var klart, eftersom læsestoffet jo næsten var umuligt at få fat i.
Sidst i bogen var der en navneliste skrevet, og hvor navnene efterhånden var streget ud, og ud for det udstregede navn stod en dato, dette var dog ikke noget Xenix havde tænkt over stod skrevet, da hun rakte ham bogen.

Xenix betragtede roligt Morgoth med de blå øjne, mens blæsten roligtkærtegnede hendes hvide hud, hurtigt fugtede hun de feminine røde læber, og lod endnu engang blikket glide ud mellem træerne, før hun sukkéde og åndede tungt den kolde lette luft ind, med opmærksomme øjne rettet mod ham

Han lod et taknemmeligt smil brede ud i hans læber, hvorefter han varsomt tog imod den lille notes bog. Han åbnede let op i den, og studerede ganske kort de første side, som tydeligvis indholdte 'private' ting. Han vidste udemærket hvordan det var hvis folk snusede sig igennem sådanne ting, så han bladrede blot videre indtil han nåede de nedkradsede informationer om forskellige former for racer. Han undlod ikke at bladre videre da han nåede til et omkring dæmoner, og en lille lavmæld latter lød fra ham,
,,Jeg kan se De ikke har så meget stående?" konstaterede han, og pegede ganske blidt imod den,
,,Men det er alligevel forståeligt, man skal nærmest tale med en dæmon selv, eller en der har en stor viden omkring dem, før man kan ane noget specielt om dem"
forklarede han, og lod atter det interesserede blik glide ned over siden. Han rynkede brynene sammen over hvad der stod, og lod det milde smil glide fra læberne. Tingene hun havde fået skrevet var skam sande, men underligt nok manglede der også få ting som kunne være ganske vigtige, i forhold til hvad hun egentlig havde skrevet,
,,Jeg kan informere Dem om, at hvis man kender til dæmonens fuldenavn kan man overtage styring fuldstændig over dem"
Han vendte blikket imod hende, og en alvorlig grimasse dannede sig i hans ellers fuldstændig glatte ansigt,
,,Men det er sjældent man finder ud af sådanne ting, da dæmoner kan være flere hundred år gamle, hvor informationerne om dem er glemt hvis ikke forsvundet. Det er først nu man begynder at skrive informationer ned omkring folk, med fødselsdags datoer og sådan,"
Der gik ikke langtid før han bladrede videre, hvilket gjorde at han kun spottede de enkelte ting der nu stod. Da han endelig nåede til den sidste del i bogen, hvor han netop syntes at klappe dem sammen, vedligeholdte han blikket imod delen af bogen. Han hævede undrene brynene og så ud til at spekulere en smule, for derefter at slå et mistænksomt blik imod hende. Han lod sine stikkende øjne forblive imod hende en tid, uden han kommenterede siden overhovedet. Hvad hun ikke vidste var, at han faktisk stod og overvejede om hun havde slået disse mennesker ihjel, simpelthen ilimineret dem. Af hendes udseende ville han have sagt nej, men man skulle ikke være for godtroende i denne verden. Folk slog ihjel som de ville, hvilket han ikke andet end selv kunne fortælle om, da han klart var en af de mennesker der blot lod andre lade livet for hans egne behov. Han skyldte skam heller ikke skylden på sig selv, og mente at det var af natur man gjorde sådan, men han gjorde det alligevel uden noget personligt liggende i drabet. Hvis han havde et behov der skulle udfyldes, så blev det udfyldt,
,,Hvem er disse mennesker?" spurgte han hende til sidst, og holdte bogen frem for hende.

Xenix lagde forsigtigt hovedet en anelse på skrå, mens hun betragtede hans reaktion på hendes noter, og åndede lettet op da han hurtigt bladrede væk fra de første sider, roligt lagde hun armene over kors mens hun selv sendte blikke ned på hvad hun havde skrevet selv, selvom hun kun kunne skimte det øverste, grundet den måde han holdt bogen.
Hun smilede let da han komenterede hendes afsnit om dæmoner "Præcis, det er umuligt at finde en bog om dæmoner og deres gøren!" sagde hun bestemt og trak afværgende på skuldrene.
Hun lyttede opmærksomt og slugte hvert et ord af hvad han sagde, især da han nævnte dæmonernes forbandelse omkring deres navn "Så går jeg ikke ud fra at det er noget De lider under, siden De præsenterer Dem ved fulde navn!" lo hun kækt og smilede, hun kunne selvfølgelig heller ikke vide om det blot varnogte han havde fundet på, det havde hun i hvert fald selv gjort hvis hun kunne kontrolleres på den måde, det var jo klart.
Hun løftede pludseligt det ene bryn og så spørgende på ham "Så i realiteten kan dæmoner intet stille op imod tankelæsere? Der er jo nogle der er i stand til at finde alle de informationer de vil have om en person, blot ved at berøre dem!" sagde hun så alvorligt med et bestemt udtryk, hun havde en gammel ven der havde talentet at kunne læse tanker på den måde, det ville måske ikke være helt dumt.
Da han vendte det hårde blik mod hende så hun først undrende på ham, men kom så i tanke om hvad han sikkert havde fundet, satans, hun rakte hurtigt ud efter bogen da han rakte den frem mod hende, og prøvede at tage den til sig. "Nårh, dem der? Det er blot mennesker jeg har besøgt!" sagde hun og sendte ham et overbevisende smil, det var ikke løgn, taknisk set, hun hvade besøgt dem for at senere rydde dem af vejen. Det var let, andre havde let ved at sætte deres lid til hende, grundet hendes smukke udseene. Når det kom til at slå ihjel var det bare at indhylle vedkommende i ulidelige smerter, børnene døde typisk grundet smerterne, de voksne besvimede blot til tider, og dertil var hun nødt til at skære halsen over på vedkommende, for derefter at begrave dem med hendes telekinitiske kræfter. Det var nok det sværeste af det hele. Nu handlede dt hele blot om at han skulle tro på hende, det var de færeste der ville lade en morder gå uden videre

Han så undersøgende imod hende, da hun ikke startede ud med at reagere specielt på hans spørgsmål til de nedskrevende personer. Han hævede blot ventende øjenbrynene, og svarede på hendes spørgsmål uden videre beskrivelse:
,,Det gør jeg desværre, men jeg har heller ikke fortalt Dem mit fulde navn?"
Han hævede udfordrende øjenbrynene, hvorefter han undlod at smilere brede end nødvendigt,
,,Nej det kan de ikke, ikke så sådanne tilfælde som De nævner. Men sådanne mennesker kan også kun finde informationerne om deres navne, ved at en person i deres minder nævner deres navn
- navnet, eller føde datoen, popper ikke frem uden videre og det er svært at søge i folks minder. De roder jo i hjernen, og kan nemt beskade folk imens dette sker. Det siges også at det er ganske ubehagelig for vedkommende, det går udover,"
forklarede han hende alligevel, og skævede kort ned over de nedskrevne navne, inden han klappede bogen blidt sammen.
Da hun endelig så ud til at reagere, trak han hastigt hånden tilbage med bogen og holdte armen udstrakt den modsatte vej. Han rynkede brynene, og lod et udspekuleret smil brede ud i ansigtet da hun var tydeligere at læse, end han egentlig havde regnet med. Det at hun rakte ud efter bogen med det samme, var et tegn på usikkerhed og at hun ville skjule noget. Uheldigt for hende var der ikke så meget man kunne skjule for Morgoth, specielt ikke i sådanne situationer,
,,De lyver, det kan jeg se på Dem"
konstaterede han, efter at have små klukket lidt over hendes tydelige reaktion,
,,Mord på et andet indvid, er intet andet end at slå et dyr ihjel - så fortæl mig nu, er De lejemorder eller hvad er De?"
han hævede spørgende det ene bryn, og rakte forsigtigt bogen frem imod hende, så hun atter kunne få dem tilbage. Hans tålmodighed var ikke mindre end han blidt lagde bogen imod hendes bryst, for derefter at slippe taget omkring den. Hans smilende ansigt forsvandt, og alt syntes at forsvinde da han pludselig kom i tanke om noget,
,,Åh! Endnu en tilføjelse til Deres lille notes bog, dæmoner dræber af ren natur - hvis de ikke drikker offerets blod, så spiser de kødet, hvis de ikke gør begge ting,"
konstaterede han derefter, og et lille morderisk smil dannede sig i hans mundvige. Han trådte tilbage for hendes skikkelse, og lod armene glide hængende ned langs siden.

Xenix løftede igen øjenbrynet mod ham da han fortalte at han lå under for samme forbandelse som de andre dæmoner "Aarh jaså, så Morgoth er blot Deres dæknavn?" sagde hun med et lille udfordrende smil.
"Nej, men ser De, jeg har læst om hvisse personer der let kan trænge ind og gennemsøge hjernen på få sekundter, den er som regl stillet op som en tislinje, og så gælder det blot om at finde de ældste minder, og så er det ikke så svært længere!" sagde hun og løftede så begge øjenbryn, der åbnede de store øjne yderligere med et blik der fortalte at hun var sikker i sin sag. Ikke nok med at hun havde læst om den slags personer, hun havde mødt en af dem, men det var nogle år siden, så hun anede ikke om han stadig eksisterede, desværre.
Xenix nåede lige at mærke bogens bløde læserskind mellem hendes fingre, da Morgoth trak den til sig, hun sendte ham et kort advarrende blik da han så let som ingenting afslørrede hende, og hun krydsede bestemt armene, før hun opgivende sukkede "Ja, det er jeg, De har ingen anelse om hvad folk betaler for at få likvideret og permanent fjernet et andet menneske!" hun stirrede ind i hans øjne med et fast blik, der viste at hun ikke fortrød nogle af sine handlinger, da de var kilden til hendes velstand og rigdom. "Desuden er folk villige til at give en god sum for at få folk til at endten indrømme ting, eller få dem til at tilstå noget!" hun trak på skuldrene, nu var hendes alle kort lagt på bordet, nu manglede hun bare at finde ud af ham, hvilket hun vel lige så godt kunne opgive på forhånd.
Hun tog hurtigt fat i bogen og lod fingeren glide ned over listen, alle hendes jobs var fuldført, indtil videre "Så sig mig.." begyndte hun, indtil hun bemærkede hans sidste sætning, og vendte øjnene mod hans morderiske blik. I dte mindste trådte han væk fra hende, men hun brød sig bestemt ikke om måden han så på hende, hendes øjne blev langsomt svagere, endnu engang var det ikke noget hun selv styrede, det var hendes natur

Han løftede let brynene til hendes kommentar, men denne gang smilte han ikke over hende. Han kommenterede blot med en ganske blid tone:
,,Nej, Morgoth er skam mit rigtige navn og ligedan med mit efternavn – men et mellemnavn har jeg,”
Han lyttede opmærksomt til hvert ord hun sagde, og han fik hurtigt opdaget at hun var ganske bestemt og utrolig sikker på hvad hun mente, og hvad hun vidste. Derfor kunne han ikke andet at syntes blot en smule om hendes karakter, og på hendes sikre attitude. Dette var en stor kompliment fra hans side, også selvom han ikke fortalte hende hvad hende hvad han mente om hende, hvilket han sikkert heller aldrig ville komme til.
Han undlod dog ikke at smile blot en anelse, da hun til sidst så ud til at falde fra hendes facade. Han satte en hånd fra sin stor smilende mund, og lod en lav latter lyde fra sine læber. Han rystede let på hovedet over hendes reaktion, og sagde derefter med en let grinende stemme:
,,Tro mig, det har jeg – folk vil gøre alt for at få et andet menneske slået ihjel, specielt hvis de selv ikke skal have blodet på hænderne”
Han lod hånden falde ned langs siden, hvorefter han ganske blidt satte det nær hans hofte. Han lod det grumme smil brede ud, hvorefter han fortsatte en smule mere:
,,De kan være ganske sikker på, at De ikke er alene om at have udført mord. Jeg selv har dog aldrig gjort det for pengenes skyld, men derimod for eget behov og lyst”
Hvislede han nærmest, og trådte hende ganske langsomt nærmere. Alt imens han vandrede tættere på hende, studerede han hendes ansigt. Han hævede lyttende brynene da hun startede op på endnu en sætning, som hun tydeligvis afsluttede hurtigt. Han rynkede brynene undrende sammen, og så blot afventende imod hende. Atter måtte han være vidne til hvordan hendes øjne forandrede sig, hvilket endnu engang gjorde ham opmærksom på visse former for angreb. Han forblev blot rolig og blid i sine kropsbevægelser,
,,Så sig mig?” gentog han, og kørte en forsigtig hånd igennem sit lange, sorte hår.

(jeg bliver nød til at smutte en tid, men jeg kommer tilbage igen)

I dét hendes sande jeg kom helt op til overfladen, virkede hun meget mere selvsikker og bestemt, den nerøse facade havde han elegant og bestemt pillet af hende, det forhindrede hende dog ikke i at være yderst på vagt overfor ham, og de signaler han sendte.
"Arh, jaså, det tænkte jeg nok!" sagde hun og hægtede stædigt den finde sølvkæde med bogen fast igen, hvorefter hun vendte det stadig slørrede blik mod ham, for hende var der trods alt ingen forandring, hun så lige godt hvorvidt hendes pupiller var synlige eller de ikke var.
Hun så kort på ham da han begyndte at le, først virkede det syrealistisk, indtil hun hørte hans stemme, derefter nikkede hun bekræftende med det stædige, men bestemt smukke feminine smil "Det kan man kun sige ja til, folk er ræd for selv at gøre det, så vil de hellere betale en ordentlig sum penge for at få andre til det!" sagde hun overlegent og strøg håret væk fra ansigtet, da enkle totter var blevet vildledt af vinden. "Desuden.... sagde jeg ikke, at jeg ikke nød det!" hun smilede skævt til ham "Det er snarre oprydningen der ikke huer mig!" indrømmede hun så og trak på skuldrene, før hun atter satte hånden i siden i en kølig stilling, det var ligeledes sandt, hun brød sig ikke om at have med liget at gøre, specielt ikke når det var blodigt - næh nej, det var selve akten nat slå ihjel der huede hende, til tider gjorde hende næsmest høj.
"Så sig mig, er det normalt at De slår ihjel for at fortære Deres bytte - i form af et menneske?!" den nervøse facade var næsten væk, denne gang gik hun lige til bidet, og hvis det blev for meget for ham, kunne hun altid forsvare sig, på den ene eller den anden måde. Den makabre drejning deres samtale eftrehånden havde taget tog hun sig heller ikke af, faktisk rørte det hende ikke synderligt at snakke om, andet end hun blev mere påpasselig overfor hans skikkelse

(Det er i orden ^^)

Han rynkede smilende brynene ved hendes konstatering, og kunne ikke andet end blot at finde hende en anelse morsom. Hendes ellers gode attitude, efter hans mening, syntes pludselig at skifte om til en der mindede om en person der blot skulle gøre sig til, ved at rette ind efter andres holdninger til tingene. Dette var sikkert ikke sandt, hvilket han udmærket godt vidste, men hun kunne alligevel ikke lade være med at minde ham om sådan en type, som han tydeligvis fandt morsomt.
Han satte en beskyttende hånd imod munden og grinte lavt, stadig med det store tandsmil bredt ud i ansigtet. Han lod derefter hånden falde slapt ned langs siden, efter den lille latter han brød ud i. Han sukkede smilende, og rystede let på hovedet,
,,Oprydningen? Der behøves nødvendigvis ikke at være en oprydning”
Konstaterede han pludselig, og vendte kort blikket imod nattehimlen. Han lod det smilende ansigt falde blot en smule, men han undlod ikke at lade de pludselige smil fremvise, da han stadig havde svært ved at takle den pludselig latter,
,,Liget kan skabe kaos, og kaos er en fantastisk ting. Vidste de at kaos bliver skabt af frygt? Det skabes især i enorme folkemængder, når alt pludselig slår klik for det ene individs hjerne. Det er som den sidste udvej,”
Han trak lidt på skuldrene, over sin ellers ligegyldige forklaring. Hvilket han måske fik gjort klart, så havde han intet imod at skulle gøre rent efter et lig. Han havde to muligheder, hvor han syntes udmærket om begge dele, var enten at fortærer liget fra dets kød og indre organer, for derefter at begrave knoglerne et ligegyldigt sted. Denne lille ’begravelse’ kunne finde sted hvor som helst, så det kunne lige så godt være et fuldstændig uventet sted – så som foran hoveddøren til huset, hvor mordet kunne have fundet sted. Om det fandt det eller ej, var ham fuldstændig ligegyldigt da de ikke havde nogen mulighed for at bevise at han var skyldig, i sådan et mord. Den anden var at brænde liget, og dermed også dets omgivelser. Så hvis det opholdte sig inde i et hus, blev det brændt ned til grunden.
Han løftede let blikket, og vendte et spørgende blik imod hende. Han syntes ikke at reagere på spørgsmålet, de første tre sekunder, men det ændrede sig hurtigt,
,,Det kommer helt an på om jeg havde nogen form for lyst til at ehm. Spise personen – altså om appetitten var der,”
Forklarede han sig, og trak blot en anelse på skuldrene. Det mest skræmmende ved den måde han talte på, var som om han var ganske åben om det. For ham var det intet andet end ligegyldigt, det rørte ham simpelthen ikke.

Xenix stirrede stift på ham, og brød sig bestemt ikke om måden han opførte sig, teknisk set irriterede det hende ud over alle grænser, selvom det feminine ansigt ikke viste det. Den overlegne attitude han udviste gnavede i hendes tålmodighed, og hun krydsede roligt armene til en langsom bevægense. "Jeg foretrækker at rydde ordentligt op efter mig selv, hvis nogle skal rydes af vejen, skal det gøres ordentligt!"
Hendes øjne blev langsomt en anelse svagere og hun skyndte sig at se væk, for at han ikke skulle bemærke det, mens hun krampagtigt blinkede et par gange med øjnene for at få det til at gå i sig selv, men det gik ikke, normalt havde hun hundrede procent kontrol over sin evne, men når hendes temperement tog over, var der ikke så meget at gøre ved det, andet end at blot lade som ingenting.
"Desuden har kaos aldrig sagt mig så meget, så det må jeg lade folk som Dem om at passe!" hun vendte endnu engang blikket mod ham og smilede et venligt smil, der på ingen måde blev bekræftet af øjnene.
Hun fortsate kort med at betagte ham og kunne udemærket godt se hvordan han prøvede at undertrykke et grin, indtil hendes tålmodighed slap op "Undskyld, hvad er det De finder så morsomt?" sagde hun med en pædagogisk stemme, hvilket endnu engang førte til at hun blev opmærksom på alle hans handlinger, i tilfælde af at han følte sig provokeret, hvilket ville være en normal reaktion.
Hun vidste godt at han nok ikke var personen man skulle begynde at tirre, men når hun følte sig latteliggjort på den måde var der ikke så meget andet at gøre, så måtte hun tage det som det kom

(sorry det blev så kort, men jeg har forstuvet min højre hånd, så det gå lidt sløvt med at skrive -__- )

Han hævede let det ene bryn ved hendes reaktion, på hans ellers let overlegne attitude. Normalt ville sådan en spydig kommentar have lukket totalt for hans ellers venlighed, men i dette tilfælde blottede han blot tænderne ud i et frydende tandsmil der blot fortalte hvor meget han syntes om, at hun hidsede sig endnu mere op end nødvendiget.
Han lyttede smilende til hendes ord, hvilket resulterede til sidst med at hun ikke stod tilbage for hans grin. Han kneb brynene sammen i en forvrænget grimasse, for at holde den milde latter tilbage. Han kunne ikke andet end blot finde det en anelse kært, da han syntes at finde hendes ansigt en smule rødere end før - gud hvor var hun hidsig,
,,Jeg finder deres temperament yderst morsomt - men tag det nu ikke ilde op, jeg mener det kun godt"
forklarede han sig, og trak skuldrene op der virrede af hans tilbageholdte grin,
,,Jeg finder Dem ganske kær, på grund af deres hidsighed gør dem rød i hovedet"
konstaterede han til sidst, og lod hånden falde for sin mund. Han lod sig tilsyneladende ikke provokere af hendes ellers provokerende tonefald. Han tog sjovt nok det hele med et smil, og betragtede hende med et mildt blik.
Han undlod dog ikke at undre sig over hendes måde at tiltale ham på, og spurgte til sidst:
,,Undskyld, men nu kan jeg ikke lade være med at spørge. Når De siger, folk som Dem, hvad mener De så?"
det ellers smilende ansigt syntes at falme en smule, og et vurderende blik lagde sig over hans ansigt.

(ligedan her. Jeg har en utrolig travl dag, da jeg skal afsted til udlandet i to uger - så svarer ikke fra i morgen af ;D)

Xenix mærkede hvordan hendes temperement sydede og kogte, og som Morgoth ganske rigtigt havde sagt kunne hun mærke hvordan hendes kinder blussede op i en rosenrød farve, hvilket skete sjældent på den hvide fine hud.
Hun lod hænderne synke ned langs siderne, hvor hun diskret knyttede næverne, hun var ikke kær eller morsom når hun var hidsig, på den anden side vidste hun godt at hun ikke var nogen synderlig fysisk trussel, og ærgrede sig bitterligt over det, så kunne dte være at han ikke stod der og så så skadefro ud.
Nogle gange indhentede følelsen af, at havde spenderet sit liv på biblioteket hende, til stor ærgelse.
Hun rømmede sig for at finde den pæne tone hun nu engang var blevet opdraget til igen "Jeg er ikke hidsig! Jeg har bare mine grænser!" sagde hun så og slog ud med armene, det var et typisk kendetegn ved hende når hun var bitter, hun gestikulerede væsentligt mere.
Hun tog en dyb indånding og prøvede ihærdigt at få styr på dig selv, hun ville ikke lade ham få den fornøjelse at hidse hende yderligere op, selvom det gik meget godt.
"Og når jeg siger folk som Dem, så er det folk der sætter pris på den slags!" sagde hun bestemt og viftede med hånden i hans retning "Hverken Kaos eller frygt er noget der tiltaler mig, det er helt andre ting jeg finder underholdene!"

Denne gang kunne han ikke holde hans facade oppe, og måtte derfor bryde ud i en varm og næsten højlyd latter. Det klædte ham ufatteligt at grine, specielt fordi man så ganske sjældent så et ægte smil bredt ud på hans læber, eller generelt bare at han grinte i offentligheden. Ikke fordi han ikke ville gøre det foran andre, han havde bare aldrig noget at grine eller bare smile af, men denne gang var det ganske anderledes. Han fandt hende ganske morsom, specielt fordi hun tilsyneladende havde utrolig svært at styrer sit temperament. Igen kunne han ikke lade være med at afspejle sig selv i hende, da han havde præcis det samme problem,
,,De er ikke hidsig? Hvad kalder De, Dem så?"
spurgte han hende, og lod en forsigtig pegefinger glide under hans øje, for at fjerne de tårer der var gledet omkring hans øjenvipper.
Han lod det lette smil glide fra læberne, og rettede blikket imod hendes rødelige ansigt. Han kunne ikke lade være med at syntes om hendes røde ansigt, og da slet ikke når hun havde besvær med at styrer hendes raseri udbrød. Han sukkede let, og lod hånden glide ned langs siden. Han foldede hænderne sammen og lod dem falde nær sit skød, for derefter at vandre hende nærmere. Han stoppede først sin vandre da han var så tæt på hende, at deres næser næsten rørte ved hinanden,
,,Kaos og frygt er ikke en ting der ligefrem underholde mig, men det underholder mig at jeg har så styr på et menneskets pshyke at jeg ved hvilke knapper jeg skal trykke på, før de springer i luften - eller de er ved at dø af skræk"
hvislede han imod hende, og stirrede hende intenst i øjnene. Et lille flabet smil brød frem på hans læber, og han lagde en lang pegefinger negl imod hendes pande,
,,Det at have kontrol over det ene individs hjerne, kan være en enorm magt"
han prikkede hende to gange ganske blidt, hvor den tredje pressede til så hendes hovede ville have virret tilbage - hvis hun altså lod det være sådan.

Han trykkede på hendes knapper, der var helt rigtigt, og det gik ganske godt, Xenix havde mest af alt lyst til at fare frem mod ham, og med et solidt greb i hans skjorte løfte ham over jorden og ryste ham, mens hun fortalte ham en ting eller to, som man gjorde med et uopdragent barn, ikke at hun havde hverken modet eller styrken til det, hun så blot billederne for sig.
"Jeg er irriteret!" insisterede hun med blikket vendt mod ham, selvom hendes indre var parat til at slå ihjel kunne man ikke høre det på hendes stemme, hvor vovede han at lege sådan med hende på den måde? Denne gang blev hendes øjne mælkehvide, så man kun kunne ane en enkelt grå ring hvor pupillen befandt sig, ikke at det kunne gøre skade, ikke endnu, dog ville der nok ikke gå meget længere.
Hun stirrede stift på ham da han kom nærmere, hvor havde han ret, ikke at hun direkte havde frygtet ham, men påpasselig og måske en anelse urolig havde hun bestemt været, og hidsig kunne hun ikke benægte. Følelsen af den måde kan elegant trak en rundt i manegen fik hendes indre til at skrige af frustration, normalt var det hende der havde kontrol og hende der legede med andres psyke, men ikke denne gang.
"Åh virkelig, jamen det var jeg slet ikke klar over. Psyke og Forandring, skrevet af Rimir Oelis, kapitel 3!" hendes stemme var sølet ind i ironiens bitre tone, da han tiltalte hende. Hurtigt og bestemt slog hun hans hånd væk fra ansigtet, da hun mærkede hvordan den spidse negl ramte hende i panden "Og rør mig ikke!" hvidslede hun koldt, stadig med det hvide blik rettet mod hans i en stædig mine

Han trak hånden forsigtigt til sig, og lagde den anden omkring håndfladen på den. Ikke fordi slaget havde gjort nogen form for skade, han gjorde det blot af ren ømhed. Med et ganske mildt smil studerede han hendes pludselig mælkehvide øjne, som kun kunne vække interessen i hans sind. Han sukkede over hendes pludselig opremsen om hvor man kunne finde sådanne oplysninger, og gjorde at han rullede let med øjnene. Ikke af foragt eller hånd, men nærmere mere af ren ligegyldighed. Han kneb brynene let sammen, og lod sig stadig være så nær på hende som han var. Allermest fordi han vidste hvor vred han kunne gøre hende, og fordi han selv vidste hvor langt han kunne få lov til at trækkke grænsen, uden at overskride den - hvilket så ud til at han var ved at gøre netop der. Han en enkelt latter lyde fra sig, ganske lav uden nogen bestemt betydning for derefter at mumle:
,,Hvorfor pludselig så bitter?"
han lod det ellers milde smil forsvinde fra læberne, for derefter at se direkte imod hendes mælkehvide øjne. Han lod den ene hånd falde ned langs siden, hvor den anden forblev i vejret. Han lod pegefingeren ligge imod starten af hendes, for så at lade den glide ned i en glidende bevægelse omkring kæbepartiet og ned til hendes hage. Han løftede let hendes ansigt, og lod derefter hånden falde fra hendes hud,
,,De har ingen grund til at være oprørt - slet ingen"
lod det næsten truende fra ham, og han spærrede øjnene vidt op. Hans milde tonefald syntes pludselig at forandre sig til et rendt ud sagt isende kold og faretruende,
,,Lad Dem ikke tirrer, det vil De miste respekt for"
hvislede han derefter, for så at træde nogle skridt fra hende. Han lod blikket hvile imod hendes øjne, hvor han så drejede om i en elegant bevægelse.

Xenix blev befippet, hun anede ikke hvordan hun skulle opføre sig i det selskab hun netop havde bragt sig selv i - og han vidste det, hun havde mest af alt lyst til at skrige. Hvordan kunne han tage alting så roligt, og lade som om hun ikke havde nogen grund til at være oppe at køre?
Hendes hjerteslag tog endnu engang til i raseri, mens hendes pupiler forsvandt helt, til hendes store ærgelse. Hutigt slog hun blikket ned i jorden, da hun vidste hvad et øjebliks øjenkontakt kunne føre til, derefter ville hun vel ikke engang være istand til at stikke af, en dæmon havde sikkert skærpede sanser, og ville let kunne opspore hende, på den anden side, kunne hun være heldig og var eferhånden ret ligeglad.
Til sidst vendte hun endnu engang blikket mod ham "JO det er der faktisk. De leger med mine følelser og tanker, og De er udemærket klar over det!" sagde hun hidsigt og krydsede armene, "For ikke at snakke om at De vender mig ryggen!" ikke at det gjorde hende noget, selvom hun altid var blevet prakket på at skulle være høflig på den ene eller en anden måde. Morgoth skulle bare ikke slippe fra at få det i vide, selvom hun var klar over det, og havde hele tiden været det, hvilket gjorde hende endnu mere rasende "Så De bør slet ikke snakke om respekt!" hvidslede hun med en isnende stemme

Han standsede ikke sine langsomme skridt, men lod blot blikket hvile frem for sig alt imens han gik. Meget muligt at det var urespektabelt gjort af ham, men netop nu var han ganske ligeglad. Hvis han skulle være helt ærgelig, huskede han ikke grunden til at hun pludselig var gået op i sådan et raseri, som hun netop havde opnået. Han husker ikke han havde talt stødende imod hende, eller være nedladende - kun at han havde tilladt sig at grine lidt over hende, og intet andet.
Alligevel standsede han op, og slog blikket over skulderen,
,,Leger med Deres følelser, og tanker? På hvilken måde?"
spurgte han, og rynkede smilene brynene. Han undlod ikke at lade sig overraske over hendes nu helt hvide øjne, og lod munden glide sammen i en helt lige streg. Han følte sig ikke skræmt, frygtede hende ikke på grund af hendes pludselig forandren. Men han kunne alligevel ikke lade være med at være blot en anelse spændt, spændt på hvad der nu ventede ham,
,,Vender Dem ryggen? Føler De dem krænket fordi jeg vender Dem ryggen til,"
han hævede let det ene bryn, og fugtede flygtigt sine læber,
,,De er let irritabel, er De ikke?" spurgte han ikke lang tid efter, og lagde hovedet let til den ene side.
Vinden syntes pludselig at tage en smule til, og hans lange sorte hår gled til venstre for hans ansigt, og i en pæn buge om bag hans ryg. Enkelte tåtter syntes at falde foran hans ansigt, og glide pænt omkring hans næseryg og videre om bag ansigtet. Han lod en elegant hånd gribe omkring tåtterne, for så at trække dem fra ansigtet.

Xenix krydsede endnu engang armene, hun nægtede at svare på hans spørgsmål, da han sikkert udemærket vidste hvad hun mente, og gad bestemt ikke stå til regnskab overfor ham på den måde.
Det hvide blik gled hurtigt ned over ham da vinden tog fat i hans klæder, et kort sekund overvejede hun om det var det rigtige at gøre, men endte med at se stift mod hans ansigt, velvidene at hendes evne nu ville virke, med mindre han var immun overfor magi, og sådan en havde hun endnu ikke mødt, heldigvis.
Dog lignede han ikke en der ville tage skade af en smugle smerte, hans krop og hans ranke holdning fortalte hende at han tilsyneladene ikke frygtede så meget, eller for den sags skyld gav op.
"Jeg føler mig ikke krænket, der skal mere til end en smugle trodsighed, jeg påpeger blot at De ikke skal belære mig om respekt, når De ikke selv kender til det!" hun lod den ene arm falde ned langs siden, til et lille sort silkebånd der sad på hendes skørt, hvor hendes fingre utålmodigt legede med sløjfen, mens hun bestemt og sikkert placerede den anden hånd ved den slanke talje.
Hendes kropsholdning og hendes attitude fortalte klart at hun ikke frygtede ham, men også at hun var rolig og havde styr på situationen, selvom det blot var noget hun gerne ville have, på trods af at Morgoth havde det med at påvirke hendes ellers normale ro og orden hun havde på sig selv.
"Det er ganske muligt at jeg er irritabel, men vel ikke så meget mere end andre mennesker!" konstanterede hun bestemt, stadig med det hvide dystre blik rettet mod ham


// Frys

Han hævede udfordrende øjenbrynene, da hun tilsyneladende kom med en lettere spydig kommentar og så ud til at virke ganske ligeglad. Dette udtryk ændrede sig yderligere da han pludselig mærkede en voldsom smerte i den nederste del af kroppen. Nerverne nær hans hals, og ikke mindst kraveben, stremmede sig pludselig ud og blev ganske tydelige. Han bed tænderne hårdt sammen, i en forkvalt støn af smerte. Smerten syntes at være ubeskrivelig for ham, men heldigt nok var han så hårdfør - eller andre ville måske kalde det stædig, at han tilbage holdt det at bryde facaden for derefter at bryde ud i det, han ville kalde svaghed. Nærmere sagt, at han udvidste at han rent faktisk følte smerte,
,,Smerte fremkalder kroppens indre vrede, at De ved det" konstaterede han pludseligt, og drejede hovedet i en makaber stilling imens hans intense øjne, stirrede vildt frem imod hende,
,,De vil nødig se mig vred!" hvislede han farertruende, og lukkede kort øjnene i et forsøg for at få styr på sin egen fysik.
Hvis han havde haft en større mulighed for at blokere smerten, ville han nemt havde den standset via sine egne mentale kræfter - der netop kunne bryde for den slags fysik. Desværre var hans tanker overledet af ren og skær vrede og forbindelse, hvilket gjorde ham uklar i hovedet. Dette var en af Morgoth største svagheder, der gjorde ham let ustyrlig og dermed mistede han noget af sin selvkontrol.
Han hævede hænderne langsomt, og lagde dem blokerende imod forhovedet. Han trykkede fingrespidserne imod hovedbunden, og forestillede sig hvordan en berolige kraft sydede igennem hjertecenteret, og videre op igennem armen, og derefter ud til fingrespidserne, der sendte en virkende kraft til hovedcenteret - nemlig hjernen. Det syntes at virke på ham, da den ustyrlige smerte syntes at forsvinde ganske langsomt.