Det kunne aldrig falde LEvon ind at tvinge nogen til noget, de ikke selv gik med til, og derfor var hun ikke i nogen fare fra ham. Han smilede venligt til hende og betragtede hende roligt, mens hun talte.
"Jo, det er jeg, men jeg har nu ikke købt ham. Jeg reddede ham fra en grovsmed der mishandlede ham, og da jeg gik til byvagterne overlod de hesten i min varetægt. Jeg kunne ikke bære at se det stakkels dyr misrøgtet." Han fortæller hende det ikke for at få hendes velvilje eller for at imponere hende, det ligger langt fra hans tanker, men han er blot så ærlig, det ikke volder ham skrupler at fortælle. spørgsmålet er dog lidt mærkeligt for ham; det er ikke så tit folk spørger ind til hans økonomi, men han vælger at ignorere det og tænker slet ikke videre over det.
"Hvilket jeg er meget glad for du er!" tilføjer han så med et blændende smil. "Marc Wilhelms gård..." Han tænker kort. "JEg tror den ligger herovre i denne retning... Kan jeg følge dig på vej? I fald jeg skulle være forkert på den, vil jeg snart kunne sige det og lede dig i den rigtige retning - jeg er ikke så kendt her så det gør noget." Hans øjne undskylder for han ikke kan være til mere hjælp end det, men på den anden side er udsigten til at følge hende på vej ikke uvelkommen. Om hun så ikke viser sit ansigt har hun stadig en meget tiltrækkende figur, der ikke just efterlader ham upåvirket.

Et eller andet sted, havde Antonia ikke regnet med at skulle følges med nogen. hun havde ikke engang regnet med at skulle møde nogen herude. Normalt holdte de fleste mennesker sig indenfor, simpelthen fordi de frygtede mørket. Antonia fnyste hånligt af sådan nogle folk. Hun kunne ikke forstå hvorfor nogen frygtede mørket. Det var ikke ligefrem fordi tingene forandrede sig i mørket, mennesket fik bare svære ved at se tingene. Det var latterligt at frygte det, mente hun selv. Men måske var det fordi hun havde lært at elske mørket, og bruge det til sin egen fordel?
Faktisk brød hun sig ikke synderligt om dagtimerne. Hun følte at hun blev nødt til at skjule sig for meget, og det var umuligt at skjule sig i solens lys. Desuden kunne hun ikke mane sine fine skygger frem, og derfor følte hun sig udsat. Hun kunne jo ikke skjule sig når hun havde lyst.
"Du gjorde rigtigt i at redde hesten. En hest kan blive din bedsteven, og et så smukt dyr skal bestemt ikke vanrøgtes på den måde," svarede hun, da hun havde hørt historien om hesten. Faktisk overraskede det hende, at høre, at nogen kunne finde på at være sådan. Hun forstod ikke hvordan nogen kunne finde på at være sådan overfor et andet levende væsen.
Alligevel gjorde det hende intet, at manden havde tilbudt at følge hende noget af vejen. Så kunne hun da komme hen til det rigtige sted, og han virkede faktisk til at være ganske rar.
"Jeg er utroligt glad for dit tilbud, og du må meget gerne vise mig vejen. Jeg er vidste desværre faret en smule vild," svarede hun med et smil. Man kunne godt høre på hende at hun smilte.
"Hvad er dit navn?" spurgte hun så, for ligesom at have et navn på sin følgesvend.
Hun gik hen til gærdet og hoppede adræt over i en enkelt bevægelse. Kappen flagrede omkring hende.
Lige netop denne dag, havde hun ikke sit sværd med. I stedet havde hun en daggert i støvlen, simpelthen fordi hun ikke regnede med at få brug for sværdet.
Hun kiggede tilbage og så at manden var fulgte efter hende. Hun fik hen til hesten og snakkede lavtmeldt og roligt til dyret på et fremmed sprog. Der gik ikke lang tid før hesten vendte sin opmærksomhed mod hende, og langsomt skridtede hen til hende. Hun aede den roligt på halsen, mens hun blev ved med at snakke lavmeldt og roligt til den.

Om det er nat eller dag generer ikke Levon så frygteligt; hver ting har sin fordel, og selvom han foretrækker at ride i dagtimerne, er der meget mere uforstyrret om natten, hvilket var hvad, der havde lokket ham ud på dette tidspunkt i første omgang. Han havde bestemt ikke regnet med at blive distraheret af nogen i sin jagt på lidt spænding.
"Bestemt ikke!" siger han fast til hendes første kommentar om hesten. Ad hendes næste ord smiler han blidt. "Det skal være mig en fornøjelse!" Så bukker han dybt og elegant for hende og præsenterer sig som: "Levon Baldric Palmisano til din tjeneste, frøken..?" Han følger efterfølgende med hende hen til hesten og betragter hende smilende, mens hun taler til den på et mærkeligt sprog og kæler for den. Det er ikke mange hesten lader så tæt på sig, og han kan ikke lade være med at bemærke, hvor tryg den er i hendes selskab.
"Det er ikke mange der kan få Tornado til at slappe sådan af; du har virkelig et talent med heste!" siger han imponeret og smiler fortsat til hende.

Man skulle lære at udnytte nattens fordele, før man fik noget ud af dem. Hun havde brugt år på at lære det. år, hvor hun kunne have lavet så meget andet, men Nicodemus havde tvunget hende igennem træningen, og hun var ham evigt taknemmelig. Uden ham, havde hun ikke været hvem hun var i dag. Det ærgrede meget, at han ikke længere var i de levendes verden. Hun kunne flere gange godt have haft brug for nogle af hans mange råd. Hun måtte dog klare sig med at tænke sig til hvad han ville have sagt og derefter følge sin intuition. Den havde han altid sagt at hun skulle følge, og den havde virkelig ofte hjulpet hende.
Antonia kunne ikke dy sig, og et let grin undslap hendes læber for en kort stund, da manden bukkede for hende. Hun følte sig som en af de fine damer, hun havde læst om. Hun var bestemt ikke en fin dame, hvilket bare gjorde det hele en smule sjovere. Det var de fine folk hun stjal fra. Hun fik dog stoppet grinet, da han præsenterede sig selv. Hun nikkede langsomt til ham, for at vise ham respekt.
"Man kalder mig 'kvinden fra skyggerne'," svarede hun, da han spurgte om hendes navn. Hun havde ikke i sinde at give ham sit rigtige navn. Hendes navn var specielt nok i forvejen, så hun ville være alt for nem at finde. Desuden kunne hun godt lide det navn, folk havde givet hende. Det havde en hvis mystik over sig, og man kunne vil godt sige at hun var en smule mystisk. Hvis han læste avis, havde han vel også hørt om hende, gik hun da ud fra. Langt de fleste havde hørt om hende.
Hun kunne ikke lade være med at smile, da han fortalte at der ikke var mange der kunne berolige hesten på den måde.
"Det er fordi langt de fleste ikke kan finde ud af at snakke hestens eget sprog. Man lærer meget ved at læse bøger," svarede hun og vendte opmærksomheden mod Levon.
Hun havde brugt adskillige timer på at læse forskellige bøger, og ud fra dem havde hun lært dette, som nogen kaldte det, sære sprog. Dog var det meget nyttigt til tider.

Selv havde han nok i de fordele han i forvejen havde fundet i nattens isolation, og han behøvede ikke mere end det for at være ude efter mørkets frembrud. Hendes latter er smittende, og han klukker selv let, indtil hun præsenterer sig. Så bliver han et øjeblik alvorlig, mens hanf orsøger at huske hvor han har hørt det navn før. Han er ikke den store avislæser med kommer da på det. Ikke at det generer ham, at hun er en tyv, han har såmænd kendt mange langt værre skabninger end det. Det slår ham også, hun måske er på vej på "job", men heller ikke det gør ham så meget. Manden har råd til at miste, og hvis kvinden har brug for pengene, ser han ikke så meget i vejen med det; alle må sørge for sig selv. Så længe hans egne ejendele ikke er indblandet, er han såmænd ligeglad.
"Jeg har godt hørt om dig," siger han roligt, "Min kompliment til din snilde!" Det var ikke noget de fleste ville komplimentere, men det var et håndværk lige så meget som mange andres, og hun var dygtig til det. Han smiler igen venligt og ser opmærksomt på hende. "Det er dog lidt langt for almindelig udtale, kvinde fra skyggerne, men jeg forstår, hvis du ikke vil opgive dit rigtige navn." Han blinker indforstået med det ene øje og lytter så som hun fortsætter samtalen.
"Den bog gad jeg godt have fingrene i," ler han så muntert, "Det ville nok gøre det noget lettere at komme over ens med ham, for det er ikke altid vi er lige enige omkring hvad der skal ske og hvornår jeg skal blive i sadlen!" Han ler stadigvæk og tænker ikke ret langt tilbage i tiden, hvor han igen var blevet sendt af ryggen på bæstet.

Han var selv et ganske kendt navn i visse omgangskredse, men var kun glad for ikke at høre, hunkendte til hans navn. I hendes proffesion var det ikke godt at være kendt, og han smiler skævt ved tanken.
"Ikke for at begå forbrydelsen," retter han med et smil, "For måden det er udført på. Du har virkelig talent for det, du laver, og det er altid en god ting - hvad fag man end er i." Han lytter videre, stadig smilende, og ler så mildt. "Skyggne, så, det var også lidt mere overkommeligt end din formelle titel," han skærer en grimasse, "hvis man da kan kalde det det." Han bemærker ikke skyggerne i det næsten fuldkomne mørke hvor kun månens blege lys når ned over dem, og han ser desuden heller ikke på hendes fødder, men på hættens dyb.
"Jeg vil være meget beæret over at måtte låne den," siger han med et varmt smil og gør et lille buk af ren høflighed, "Meget beæret." Hesten pruster og nusser sin mule mod hendes hånd, og han smiler skævt.
"Åh ja, et temperament," ler han så, "og hans stædighed er ikke ulig min, så på det punkt er vi i det mindste lige. Og jeg har haft det meget værre med ham end jeg har nu. I starten var han så opfarende og nervøs jeg knapt kunne få ham ud på folden og græsse eller tilbage i stalden om aftenen. Stadigvæk er det kun mig der får lov at strigle ham og rense hans hove. Det er normalt ikke noget, jeg selv ville gøre, men i dette tilfælde gør jeg en undtagelse." Han smiler igen og ser så lidt på Tornado, som han forsigtigt klapper på flanken. Hesten skælver under hans berøring, men ser ud til at nyde det alligevel.

Faktisk kendte hun ikke til ham, hvilket, som han selv ville kunne påpege, var en god ting. Dog valgte hun egentlig ikke selv, hvem hun stjal fra. Hun tog imod bestillinger fra andre folk, folk hun knapt nok kendte navnene på, og så gjorde hun bare hvad hun havde fået besked på. Hun fik penge ud af det, og hun fik noget at lave.
"Jeg er glad for at du erkender mit.. talent. Det er der ikke mange der vil," svarede hun med et smil. Langt de fleste så kun, at hun begik en forbrydelse. Hun havde jo sådan set talent, da der ikke var mange der kunne gøre hende kunsten efter. Den eneste hun kendte, der havde været bedre end hende, var hendes læremester, og han var her jo ikke mere.
"Det er en ret.. god ting at have talent i den profession man er i," svarede hun bekræftende til det han sagde. Hun havde ikke klaret sig længe uden at være god til det hun gjorde. Så var hun blevet fanget for længst og så ville hun nok være i spjældet nu.
"Jeg er skam beæret over, at folk vil give mig sådan en fin titel, eftersom de ikke ved hvem jeg er. At blive omtalt som jeg gør, er en meget stor ære i min profession," sagde hun og kiggede på ham. Det var en ære at folk gad at snakke om en. Det var mere end hun nogensinde havde regnet med og håbet på. Hun havde bare regnet med at folk selvfølgelig ville efterlyse deres ting, men aldrig at hun ville blive efterlyst og omtalt som hun blev. Det bedste var, at de ikke anede hvordan hun så ud. De havde kun en vag forestilling om det, da skyggerne slørrede hende og hun var der kun om natten, hvilket gjorde at langt de fleste havde svært ved at se ordentligt.
"Du skal have lov til at få den. Du har tydeligtvis mere brug for den end jeg har," sagde hun og grinte lidt. Hun kunne godt lide, at han bukkede for hende på den måde. Det fik hende til både at grine og smile.
"Han er en stolt hest. Han har endelig fundet end der ikke vil tvinge ham til at bøje sig, og det udnytter han. I stedet arbejder du med ham og får ham til at respektere dig.. det er der et venskab starter," sagde hun og begyndte roligt at kærtegne hestens mule. Hun kunne godt lide hesten, den virkede utroligt rar.

Han bliver stående med en hånd på hestens flanke og betragter hende smilende.
"Nej, det er der vel ikke," sukker han. "Jeg tror på, vi alle har en ting her i livet, der skaffer os mad på bordet, og det er bare en ting, vi er nødt til at gøre. At være god til det og kunne lide det er en gave, man ikke skal tage let på, og at have et talent for noget skal helt klart udnyttes! Hvad end det så bærer i retningen af, selvom jeg da selv ville være ked af at få taget mine ting. hvad penge angår rører det mig ikke så meget, men jeg er forholdsvis tæt knyttet til en del af mit møblement." Han ler let ad tanken om at have et forhold med et møbel, men hun forstår vel hvad, han mener? "Og ja, en så fin titel er ikke noget at kimse af. JEg ville ønske jeg selv var kendt for andet end ødselhed og letlevenhed." Han skærer en grimasse. "Ikke at jeg ikke har talent indenfor mit fag, men det ville have været rart med annerkendelse for andre kvaliteter også - og jeg har andre kvaliteter, lige meget hvad du så må tro." Han ler igen muntert, men munterheden når aldrig helt at udslette den lette bitterhed i hans øjne. Da hun tilbyder ham bogen som eje, ryger hans øjenbryn overraskede i vejret.
"Åh det kunne jeg ikke tage imod," siger han hurtigt og tilføjer så med et skælmsk smil, "Desuden har jeg en bagtanke ved kun at låne den." et hemmelighedsfuldt, drillende smil hviler om hans læber, og drilleriet når også hans udtryksfulde øjne, der reflekterer månelyset ned mod hende.
"Og jeg tror vi er på vej mod et meget smukt venskab, Tornado og jeg, så snart vi når til en forståelse."

ANotnia lyttede til hvad Levon sagde, og hun måtte give ham ret i det meste af det. Siden hun var begyndt at "arbejde" sørgede hun selv for mad og andre nødvendige ting. Det var nødvendigt, og dette job skaffede hende jo mad på bordet. Det var det hun var god til. Det var forkert ja, men hun skadede jo ingen. Det var jo bare materialistiske ting hun tog, ting man hurtigt kunne skaffe igen. hun kunne aldrig finde på at skade andre folk. Hun var ikke en morder, hvilket efter hendes mening var langt værre end det at være tyv. Hun ville ikke skade uskyldige mennesker.
Der var nogle folk, der havde hørt om hendes "evner", og havde forslået hende et job, hvor hun skulle skade andre. Der havde hun sagt nej. Det kunne hun ikke gøre. Det lå så langt væk fra dte hun egentlig havde lært og hendes moral frasagde det også. Det havde hun også pænt forklaret manden. Hun myrdede ikke andre folk, uanset hvor mange penge hun så ville få for det.
"Jeg bestemmer ikke selv hvem der skal være mine "ofre". Så, så længe du ikke kender nogen der har set sig sure på dig eller er jaloux over noget du har, kan du føle dig helt sikker," svarede hun og trak lidt på skuldrene.
Nogen ville måske finde det underligt, at hun sådan stod og snakkede med en mand, hun egentlig kunne stjæle fra. At hun på den måde stod og snakkede med ham om hvad hun gjorde, og at det var folk der hyrede hende, gjorde hende faktisk intet. Det var jo ikke noget der var værd at skjule. Det ville komme frem før eller siden og hun gav jo ikke nogle navne. Hendes kunder havde lov til at være anonyme, selvom hun faktisk altid fandt ud af hvem de var.
"En titel er vel en titel. Dårlig omtale er bedre end ingen omtale, da det får folk til at tale om en, og så bliver man.. kendt." sagde hun med et let smil på læberne. Hun ville hellere have dårlig omtale, end hun ikke ville have nogen omtale. For hende var det ret ligemeget, selvom hun vidste, at mange var imponeret over hvad hun gjorde, at hun bare sådan kunne forsvinde.
"Før eller siden skal folk nok lære at anerkende det du nu går og laver. Men så længe de er misundelige, nægter de at anerkende noget," svarede hun så. Hun kendte selv til det. Det var derfor langt de fleste ikke ville anerkende hendes talent. hun var jo god, hun gik bare imod loven og de normer de egentlig stod for.
Et eller andet sted, fangede han faktisk hendes opmærksomhed, da han sagde at han havde en bagtanke. Hun blev en smule nysgerrig.
"En sådan bagtanke kunne vel ikke være at møde mig igen?" gættede hun sig til. Hun var langt fra sikker, men hun ville gerne vide hvad hans bagtanke gik ud på.
"Det har du ret i. han virker i hvert fald til at respektere dig," svarede hun.

Og som for hende er det, der betyder noget for ham, ikke at skade andre.
"Jeg har desværre en hær af forholdsvis sure damer i mit kølvand," siger han beklagende, "De har set sig sure på min måde at leve på og føler sig svigtet, selvom jeg havde advaret dem om mig på forhånd." At have advaret sine egne "ofre" før han gik i flæsket på dem kunne måske syntes mærkeligt for en elsker, men han fandt det kun fair at fortælle skønjomfurerne, han ikke var ude efter noget seriøst. Det var det ærligste at gøre, og han var en hudløst ærlig mand.
"Men jeg tror mere de ønsker mig død end bestjålet," han skærer en grimasse, men smiler så, som om det ikke generer ham halvt så meget som det egentligt gør.
"Og for mit vedkommende er omtale lidt anderledes. Min familie er temmelig kendt, og det giver problemer med mine forældre hver gang dårlig omtale af mig når dem. De er meget.. respektable.. og det er nok det sidste, jeg er." Et bittert drag tager plads i hans mundvig, mens han taler, men han forsøger at skubbe det væk bag et smil, og det lykkes næsten. "Hvis mine forældre ville annerkende det, jeg laver, tror jeg, de ville ligge kolde i deres grave, og måske end ikke der. I deres øjne er jeg ikke andet end en sølle libertiner med så mange muligheder for noget større ..." Han sukker, men skubber det så væk med samtalen om hesten.
"Det gør han, når det passer ham," ler han, "Han kan være jordens dejligste væsen det ene øjeblik og djævlen selv det næste, alt afhængigt af sit humør." Han smiler skævt og klapper dyret igen.

Anotnia kunne ikke lade være med at le af det med kvinderne. Det var han skam helt selv udenom.
"Hvis det bare er kvinder, kan du føle dig helt sikker. Det er kun mænd der tør opsøge mig," sagde hun med et lille grin. Indtil videre havde hun ikke oplevet en kvinde, der turde opsøge hende i nattens mørke, hvor hver eneste lille lyd legede med ens underbevidsthed. Det gjorde hende nu heller ikke noget. Hun snakkede bedst med mænd, rent faktisk. Desuden vidste mænd hvad de ville have, så det var nemt at skaffe de ting. Hun fik en beskrivelse og så kunne hun komme af sted.
Hun lyttede til hvad han sagde med omtalen. hun kunne sagtens se det fra hans side, og hun priste sig lykkelig for ikke at være i hans båd. Hendes forældre var ragende ligeglad med hende. De havde selv sat hende af ved hendes onkel og derefter forladt hende. Hun var ret ligeglad med hvilket ry de havde. Ikke fordi det var specielt, hun kom nemlig fra en hel normal familie.
Hun havde som sådan ikke et ry at leve op til, i hvert fald ikke på samme måde som Levon havde. Hun havde sit ry som "Skyggen", og det skulle hun selvfølgelig leve op til. Det var bare utroligt nemt, og hun gjorde det med glæde. Hun skulle ikke anstrenge sig den mindste smule. Det var sådan hun var.
"Jeg er glad for at jeg ikke er i din båd. den lyder til at være ved at synke," svarede hun så. Hvad skulle hun ellers sige? Hun stod ikke og fik ondt af ham. Det var jo sådan hans liv var, og det ville ikke ændre noget, hvis hun gik og havde ondt af ham. Desuden havde hun andet at tænke på, hvilket også fik hende til at begynde at gå videre. Hun gik ikke særligt stærkt, og hun regnede da med, at han fulgte med hende, når nu han sådan havde sagt at han ville følge hende.
"Så er der også lidt udfordring i ham. Så kommer du ikke til at kede dig," svarede hun, og et smil gled over hendes læber i hendes mørklagte ansigt.

Han ved, han selv er ude om det med kvinderne, og han beklager kun at have såret deres følelser. Det har vitterligt aldrig vret hans hensigt, men det sker alt for ofte, og det er forbandelsen ved at være Levon.
"Det har jeg af en eller anden grund slet ikke svært ved at forestille mig," ler han.
Med henblik på hans situation med forældrene er det noget, han har vænnet sig til, og han trækker bare let på skuldrerne.
"Nå ja, måske," siger han, "Men den synker langsomt og har trods alt holdt sig flydende i nogle år. Så jeg har tid nok til at finde noget andet, når den tid kommer, det bliver nødvendigt." Han forventer på ingen måde hun skal have ondt af sig, han har ikke en gang ondt af sig selv, og han følger blot smilende med hende, da hun begynder at gå, og Tornado er lige bag dem.
"tro mig, jeg keder mig aldrig! Der er altid et nyt eventyr at gå i gang med, og kan jeg ikke finde et, så er det nok for mig at gå en stille tur; der sker næsten altid et eller andet for mig." Han skærer en grimasse, "Det er både en forbandelse og en velsignelse, men jeg skal ikke klage."

De store træer der omgav dem i skoven, lavede store, sorte skygger. For nogen så de truende ud, for Antonia var de smukke. Hun fandt virkelig skyggerne smukke. Hun lavede den lille bevægelse med hånden, og der gik ikke mange sekunder før de begyndte at følge hende. De holdt sig nede ved jorden, omkring hendes fødderne, men det var tydeligt at se, at de fulgte hendes bevægelser. Det var ikke sådan at skyggerne helt forsvandt fra træerne, de var der stadig, hun tog ligesom bare noget af indholdet af dem. Det kunne være svært at forklare, og hun havde faktisk ikke selv forstået det helt. Det var bare sådan det hang sammen, havde hun fået af vide. Og så troede hun selvfølgelig på det.
Hun kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da han sagde, at han godt kunne forstå at det kun var mænd der opsøgte hende. Hun kunne da også godt selv forstå det. Langt de fleste kvinder ville jo ikke engang gå udenfor en dør efter mørkets frembrud. Hun fandt det dog en smule latterligt, selvom hun også vidste, at der ikke var noget at gøre ved det. Hun kunne sådan set også godt lide at forhandle med mænd. De var ofte også en smule mere rundhåndede.
"Det er altid noget at du selv er bevidst om det. Langt de fleste er overhovedet ikke bevidste om at deres båd er ved at synke, og så går det helt galt, når det så endelig sker," sagde hun og trak på skuldrene for ligesom at blive ved metaforen om båden.
Hendes skridt var næsten lydløse på den sandede bund. det var støvlerne der gjorde det, hvilket var en ret god ting, når man normalt skulle gå og være stille. Det var dog ikke noget hun tænkte over og det havde hun heller aldrig gjort.
hun lyttede til hvad han sagde. Han havde sikkert ret i det han sagde. "Kloge mennesker keder sig heller aldrig, har jeg altid fået af vide. og i aften mødte du mig. Så må du selv bestemme om det er en forbandelse eller ej," sagde hun og gik videre hen ad den måneoplyste vej.

Han bemærker godt at skyggerne ister lidt af deres materiale, men tror bare det er noget, han bilder sig ind. Det samme med skyggerne om hendes fødder. Som om skyggerne tilbeder hende og forfølger hende, tænker han og ryster så den latterlige tanke af sig igen, mens han smiler til hende.
"Desværre er de fleste ikke ret åbne for noget ondt, der kommer mod dem selv. Ikke som dig og mig," tilføjer han, "Jeg er sikker på vi begge to altid vil have øjnene oppe for alting der kunne true vores eksistens." Han smiler skævt og er vitterligt overbevist om, skyggen aldrig vil lade noget komme bag på hende; en meget ønskværdig egenskab, han næsten kunne misunde, hvis han havde været den type mand. Men det er han nu en gang ikke.
Hans egne støvler knaser let mod jorden, kulden gør græsset stift og ubøjeligt under dem, og han undres over, hun kan gå så stilfærdigt, som hun gør. Men det er nok en del af hendes væremåde, tænker han, og af hendes job.
Ved hendes næste kommentar hæver han overrasket det ene øjenbryn.
"Hvornår og hvorfor skulle en smuk dames selskab være en forbandelse, min smukke?" siger han en smule drævende og smiler charmerende til hende, "Jeg er mere end glad for at have mødt dig, og jeg har intet at beklage ved dit selskab."

Man kunne faktisk godt sige, at skyggerne tilbad Antonia. De fulgte hendes mindste vink og lod hende ikke være alene. Det bedste var bare, at det ikke var et irriterende menneske. Det var skygger hun kunne bestemme over, og hun kunne gøre med dem hvad der passede. De kunne ikke snakke, så der var ingen der brokkede sig. Desuden fulgte de hende faktisk af egen fri vilje, havde hun fået af vide. De fulgte den der havde evnerne til at styre dem, uden at man skulle tvinge dem. For nogen lød det komplet latterligt, og mange anså det for at være sort magi. Men det var ikke sort magi, der var intet ondt ved det. Faktisk var der ikke meget magi ved det. Hun bevægede jo bare hånden og en gang imellem mumlede hun nogle gamle ord. Det var ikke sådan at hun kunne sende en ildkugle eller den slags magi af sted. Faktisk var det en ganske fredelig evne. Desuden gik skyggerne altid i opløsning, hvis andre prøvede at røre dem. Hun havde endnu ikke lært at få dem til at antage fast form, selvom hun ihærdigt prøvede at lære det. Hendes læremester havde ikke ment at hun behøvede at lære det, men hun ville gerne. Hun ville gerne mestre evnen til fulde, hvis det kunne lade sig gøre, og hun ville ikke give op, det vidste hun. Hun skulle nok klare det engang.
"De fleste er bare blinde når det kommer til deres egne fejl. De kan sagtens se andres fejl og pege dem ud, men når det kommer til dem selv, er de bare dumme og blinde," sagde hun med endnu et skuldertræk.
"En som jeg bliver nødt til at have øjnene op for hvad der kan true min eksistens. Men så længe folk er villige til at betale andre for at gøre det sure og farlige arbejde, er jeg ret sikker på at min eksistens er sikret," svarede hun så. Hun lod sig ikke overraske af meget. Hun blev nødt til at have øjne og ører åbne, for at være på den sikre side. Hvis hun en dag ikke var helt vågen, kunne det gå helt galt, og så kunne hendes eksisten virkelig ende der. Hendes dobbeltliv hang virkelig i en tynd tråd, og hun gjorde den tyndere og tyndere for hver gang hun begik et indbrud. Indtil videre var der dog heldigvis ikke mange der havde set andet end hendes skikkelse, og det var bare fordi hun havde været uforsigtig.
Dog var hun ikke uforsigtig nu, mens hun gik og talte med en. Hun havde intet imod at han så hvem hun var, for han ville aldrig se hendes ansigt, og hun ville kunne forsvinde foran ham så let som ingenting, og så ville hun igen være kvinden fra skyggerne, hende som ingen vidste hvem var.
Det var egentlig skyggerne der gjorde, at hun kunne gå med så lette skridt. De dæmpede støvlens lyde, og de gjorde også, at det så ud som om hun næsten gled hen ad jorden i stedet for faktisk at gå.
"Der er meget stor forskel på en smuk skønjomfru med pæne manerer og pæne kjoler og så en kvinde der løber rundt om natten i noget der kunne minde om en mands tøj og begår indbrud og derefter forsvinder i skyggerne," sagde hun med et skævt smil på læberne.
"Mange ser mig som noget djævlen har skabt, fordi jeg kan forsvinde i skyggerne. Det er de ikke vant til, og derfor er jeg automatisk en forbandelse," tilføjede hun så.
"MEn det er da dejligt at vide at du endnu ikke har lidt overlast af at være sammen med en der er efterlyst," sagde hun.

Han lytter interesseret til hendes ord og smiler stille, en smule traurigt.
"Desværre er de fleste sådan, ja. Mend et glæder mig - for din proffesions og sikkerheds skyld - at du ikke er ne af dem. Og jeg mente det nu heller ikke så meget med henblik på hyppigheden og mængden af job, men på det farlige moment i dit arbejde. Når du udfører et job er jeg sikker på, du er fuldt ud bevidst om dine svage sider, så de ikke bliver et problem." Han smiler igen og betragter mørket under hætten, ser mod det sted hendes øjne burde være, men som er henlagt i skygger. Ad hendes næste kommentar ler han blot og slår let ud med hånden.
"Ja, der er stor forskel, men jeg foretrækker en kvinde med mystik omkring sig frem for pudder og parykker til hver en tid! De pyntede skabninger har sjældent en personlighed for sig selv, og de kan hurtigt blive yderst kedsommelige at være sammen med." Han betragter hende igen, mens hun fortsætter og fnyser let.
"Fordi du kan forsvinde i skyggerne? Er det her meget bedre?" spørger han og gør sig selv og sit tøj usynligt med et lille vrik med hånden. Der er intet der tyder på, han nogensinde har været der andet end lyden af støvler, der knaser let ved siden af hende. Han går sådan ommkring femten-tyve sekunder, før han gør sig synlig igen med et suk.
"Ja, djævlens yngel, det er jeg også tit blevet kaldt. HVad end man har skyggernes magt eller simpelt kan forsvinde, så er folk bange for det, de ikke kan se. Mine egne forældre afskyr min evne, men jeg har altid fundet den nytig - om det så kun var for at kunne stjæle et kys fra en uvillig ungmø." Han ler glædesløst. "Så jeg kan kun sige, jeg forstår den tankegang folk kan have om en. Den er ikke latid behagelig, hvor glad man end er for sin evne." Han smiler lidt igen. "Men det må nu være meget nyttigt i din profession? Sådan at kunne forsvinde. Ikke nok med, du må have meget store evner for at snige dig omkring og være lydløs, men at have en gave som den, du er skænket må være næsten.. overvældende til tider? Alt det du kan opnå indenfor dit fag." Han ser opmærksomt på hende uden at tænke over om han måske gør hende ubehageligt til mode med al den snak om hendes arbejde.

"Jeg ville ikke komme langt, hvis jeg var blind for mine egne fejl. Så ville jeg ikke engang være så god som jeg er. Så ville jeg nok ikke have trænet mere end 5 minutter, og derefter ment at jeg var den bedste," svarede hun efter lidt tid. Hun vidste at det var nødvendigt at kunne se sine egne fejl, ellers kunne man ikke lære af dem eller blive bedre, og hun havde brug for at blive bedre. Ellers ville der en dag komme en der var bedre end hende, og det ville ikke være godt. Så ville hun miste alt. Så derfor trænede hun stadig. Hun trænede alt hvad hun havde lært når hun ikke var på arbejde, for hun vidste, at det var nødvendigt at vedligeholde evnerne.
"Jeg er skam opmærksom på de svage sider jeg har. Det bliver jeg nødt til at være, specielt fordi mit erhverv er fyldt med en masse risikoer," sagde hun med et lille smil.
Antonia havde mørke øjne, så de var ikke til at se i skyggerne. Det gjorde ham skam intet, for det gjorde bare, at hun bedre kunne skjule sig. Derfor var hun også glad for at have mørkt hår, da det også var meget nemmere at skjule end lyst hår eller blå øjne var.
"Langt de fleste mænd foretrækker ellers påklædningsdukkerne med masser af penge," sagde hun med et lille grin. Dog var hun ikke selv fattig, men det behøvede hun vel ikke at fortælle ham. Det kunne han da være helt ligeglad med. Der var jo ingen der vidste hvor meget hun egentlig tog for hvert job, og der var jo ingen der vidste at hun gik og solgte nogle af de ting hun fik med hjem.
Hun skulle lige til at sige noget, da han pludselig forsvandt. Hun blev en smule overrasket, men på en god måde. Hun løftede et af de mørke øjenbryn under hætten og kiggede der hvor han havde været, indtil han kom tilbage.
"Jeg må indrømme at din fine evne måske er lidt bedre end min. Du kan bedre forsvinde end jeg kan. Det er ret imponerende," svarede hun så. Det var flot det han kunne gøre. Hun var dog glad nok for sine skygger.
"Det er næsten synd at de alle giver djævlen skylden. Jeg tror ikke at han har gjort noget for at fortjene dette." sagde hun med et lille grin.
"Man få bare få dte bedste ud af sine evner og finde ud af hvad man kan bruge det til," tilføjede hun så.
"Det er bestemt ikke overvældende. Men meget nyttigt, det er det. Specielt hvis man bliver opdaget. Så kan man forsvinde så let som ingenting, og ingen kan sige at det er mig," svarede hun med et mindre grin. Hun havde brug for den evne til at kunne udføre sit job. Hun var ret sikker på at hun ikke ville kunne fungere som en almindelig tyv. Der var alt for mange ting der, der kunne gå galt.
Hun fandt det bestemt ikke ubehageligt at snakke om sit job. Hun fortalte jo ikke mere end det så mange andre vidste.

Han kan kun give hende ret. Det er ekstremt vigtigt at være bevidst om sine grænser, og han nikker annerkendende ved hendes ord. Selv har han fejl i tusindtal og er måske nogen gange lidt hård ved sig selv over dem, men i det mindste kan han se dem, og det er mere end de fleste kan. Han føler, han har fundet en, der i en sjælden grad er i stand til at forstå den del af ham, og det gør ham i godt humør at være sammen med hende.
"Jeg kan forestille mig alle de risikoer du kommer ud for dagligt," siger han og skærer en grimasse, "Jeg er desværre alt alt for doven til at udsætte mig selv for den slags risici." Han ler let ad sig selv og forsøger igen at gennempierce hættens skygger, men hele hendes ansigt måske på nær munden er forsvundet ind i mørket, og det pirrer hans nysgerrighed usigeligt.
"Ak ja, påklædningsdukkerne har penge, men det er det eneste, man kan se i dem. JEg omgåes dem da, men problemet med elskere i den kategori er, de forlanger meget meget dyere gaver end en bondepige!" Han ler muntert ved tanken og lader kort sit indre blik glide over hvor mange penge han egentligt har brugt på gaver til sine elskere. "De fleste er ude på at slå kloen i en, når man har mange penge, men ingen er så slemme som påklædningsdukkerne, det kan jeg godt fortælle dig! Der er man et godt parti og intet andet; kød på bordet!"
Han ler igen, da hun komplimenterer hans evne, og hans øjne funkler i månelyset.
"JEg kan forsvinde, ja, men jeg kan ikke være så stille som dig. Men det mest fantastiske ved min evne er dette!" Han tager hendes hånd med et skævt smil og gør dem begge to og deres tøj ganske usynligt i henved ti sekunder, før de begge kommer til syne igen.
"Jeg har skræmt livet af mange mennesker på den måde," griner han muntert og holder hendes hånd et lille sekund længere, før han slipper hende, bevidst om, andet ville være uhøfligt.
Da hun kommer til sin kommentar om djævlen, lægger han hovedet bagover i et latterbrøl, der halvvejs skræmmer Tornado, og han får helt tårer i øjnene af grin ved tanken.
"Åh ja," klukker han til sidst, "Det kan der være noget om. Den gamle stakkel!" Han klukker let fortsat, før han svarer på det sidste også: "Så du tror ikke folk ved, det er skyggen, de netop er gået ind i, når du forsvinder ind i skyggerne?" driller han let, "Jeg tror de er pinligt bevidste om det og er for bange tl at gøre noget ved det, men det er jo bare min mening." Han smiler varmt til hende og betragter hende med et indsmigrende blik.

"Dovenskab er ikke en mulighed for mig, hvis jeg vil have mad på bordet," sagde hun med et skævt smil. Hun havde efterhånden tjent nok til at kisten var fuld, men igen, det var ikke noget hun gik og skiltede med. Hun købte ikke dyrt tøj eller dyre ting. Hun brugte ikke bare sine penge. Hun ville have dem hvis hun en dag pludselig fik brug for dem. Og hun ville gerne kunne se tilbage på noget godt, når hun engang lagde den hvide kappe fra sig. Når først hun havde lagt den fra sig, kom Kvinden fra Skyggerne ikke tilbage igen. Det var på grund af den at hun kunne skjule sin identitet. Det var den der kendetegnede hende. En eller anden dag ville hun lægge den på hylden, hun ville få en familie, og hun ville have noget godt at se tilbage på. Det var bare ikke nu. Lige nu levede hun livet som hun ønskede det.
"Bondepiger får også af vide at de ikke er noget værd i forhold til pudderkvasterne med penge. De får af vide at de ikke kan forlange mere, så det er da klart at de ikke forlanger dyre gaver," sagde hun eftertænktsomt. Når man så sådan på det, var samfundet noget lort. Hun mente ikke at man skulle dele mennesker på grund af velstand. derfor havde hun heller ikke dårligt samvittighed med at stjæle fra de rige mennesker. De kunne jo bare købe noget nyt.
"Men i din verden, er det så ikke gode partier man leder efter?" spurgte hun. HVis han kunne se det, spilleder der et let, drillende smil på hendes læber. Hun var så glad for, at hun ikke havde de problemer som han havde. Hun var totalt fri. Der var ingen der forventede at hun gjorde ditten og datten, og hun gjorde kun de ting hun ønskede. Der var ingen der skulle komme og bestemme hvad hun skulle gøre, så skulle hun nok sætte dem på plads.
Endnu engang skulle hun til at svare, da han pludselig tog fat i hendes hånd, og pludselig forsvandt de. Det var altså både blæret og imponerende, det måtte hun altså indrømme. Hun var ikke helt forberedt på det, så denne gang var hun også blevet overrasket.
"Godt nok kan jeg være lydløs og skjule mig i skyggerne, men usynlig kan jeg ikke blive. Det er en smule mere blæret at kunne gøre sig usynlig," sagde hun. Hun behøvede ikke fortælle ham, at det var skyggerne der dæmpede hendes lyde. Der var lidt mere mystik over ting man ikke kunne forklare, og det kunne hun godt lide. Hun kunne godt lide at være hemmelighedsfuld og mystisk. Desuden var det, det hendes ry byggede på.
"Det er da klart at folk bliver forskrækket når de bare pludselig forsvinder," sagde hun og kiggede ned på deres hænder. Det gjorde hende egentlig ikke så meget, at han holdte ved hendes hånd. Hun tog det ikke så højtideligt som mange nok ville gøre.
Hun kigger på ham, da han pludselig begynder at le. Hun lægger en beroligende hånd på hestens hals og mumler nogle små ord og kigger på Levon med et løftet øjenbryn. Alligevel smitter hans latter en smule, og hun kommer da selv til at le lidt.
"Det er da klart at han har set sig gal på menneskerne. De beskylder ham jo for alt muligt han slet ikke er skyld i," sagde hun med et lille grin.
Hun måtte tænke lidt, da han fortalte det med skyggerne.
"De ved godt at det er skyggerne. Menneskerne frygter bare skyggerne. Om natten skræmmer de folk, og når de sådan kan opsluge en hel kvinde, så bliver det pludseligt mere skræmmende. De tager afstand og laver korsets tegn, som om det vil hjælpe dem for noget," sagde hun og trak på skuldrene. Det var noget hun var vant til. Hun kunne bare ikke se hvad der var skræmmende ved skyggerne.
Hun fortsatte hen ad vejen. Hun anede ikke hvor de gik væk, og et eller andet sted, kunne han sådan set sagtens føre hende i en fælde.