Han overhørte Alwyns sarkastiske sætninger, og fokuserede imod Lysets dronning. Han overhørte dem af den ene årsag, at han ville flippe utrolig meget ud på hende, og dermed også miste den totale kontrol over sig selv.
Han hævede sværdet og spærrede øjnene op, med det psykopatisk blik i øjnene. Lyset fra hende ramte ham, og ramte ham direkte. Det var en besynderlig følelse der dannede sig i hans krop, direkte besynderlig. Den var ikke smertefuld, den var ikke behagelig, men derimod besynderlig. Den rørte ham følelsesmæssigt, og ramte ham utrolig godt. Han havde lyst til at gå amok, gå total amok på det skjold der dannede sig omkring hende. Det gjorde han ligefrem aggressiv, og utrolig hidsig. Grunden, kunne have været fra den sidste episode han havde med hende, hvor han var endt i fængselet, hvor han mere eller mindre var blevet sindsforvirret – mere end i forvejen altså.
Han hævede den anden hånd, og virrede med fingrene. En kold ild dannede sig omkring den, og begyndte at få en underlig neon blå farve, som dannede sig med en kohl sort farve. Han satte pludselig af med fødderne, og var i en fart henne hos hende. Han satte hånden imod skjoldet, og knugede fingrene imod det. Lysets strømmede igennem hans krop, og udover ham. Endnu mere aggressivitet, endnu mere vrede og koldhed.
Meningen med dette angreb, var at skjoldet ville stivne total, og ville blive til det tyndeste glas. Han greb hastigt omkring sværdets håndgreb, og knugede det. Derefter hævede han det, og hamrede det med den voldsomste kraft imod det. Hastigheden i slaget var så hurtigt, at klingen lige kunne anes.

Alwyn holdt vejret da Morgoths vrede tydeligvis begyndte at overtage hans krop. Hun bed sig i læben og kneb øjnene sammen pga. lyset. Hun trak sit sværd i en hurtig bevægelse og satte af fra gulvet. Hun placerede sig foran dronningens skjold og parrerede Morgoth sværd-angreb med sit eget. Hendes knæ dirrede under hans styrke og i et kort øjeblik mærkede hun frygten løbe igennem kroppen.
"MORGOTH!" skreg hun, dels overrasket, bange og rasende. "Herren ville have hende i ét stykke, dit FJOLS! Skal jeg nu også lære dig at TÆLLE?!" hylede hun og drejede sit sværd i en cirkel om hans, så de begge endte med spidsen imod jorden.
"Jeg har på fornemmelsen at vi får en hård hjemtur, så jeg vil foreslå at vi kommer afsted." vrissede hun og stirrede ham ind i ansigtet. Hun drejede rundt og stirrede derefter dronningen ind i ansigtet. Eller op i ansigtet. De var begge højere end hende selv, hvilket irriterede hende en del.
"Og De, Deres Højhed, vil følge med, om De vil eller ej, for hvis De nægter, kan jeg love Dem for at Deres lille land vil lide under MIN hånd, og blod vil flyde på gaderne i dage, uger - MÅNEDER! Så følg med!" hvæste hun vredt og drejede rundt på hælen. Hun gik over til vinduet og stirrede ud i natten.
"Kom så - Mørket har lagt sig. Jeg tror vi kan komme uset igennem byen." mumlede hun. Hun nød at give ordrer. Det gav hende en tilfreds følelse.

Dronningen var klar til hans angreb. Hun var klar til at parrere, men usikkerheden stod malet i hendes ansigt. Derfor var den anden Mørke Krigers opførsel en stor overraskelse for hende. Hun rettede sig op og lod sværdet hvile imod jorden.
"Sig mig, truer De mig?" Hun lød en anelse forvirret over denne behandling. Hun var trods alt Dronning, og hun var vant til pænere behandling - selv for Mørkets Krigere.

Hun måtte dog indse at denne trussel virkede. Hun ville ikke lade uskyldige lide. Ikke hendes folk. Det folk hun elskede og levede for. Hun slog blikket ned og lyset forsvandt omkring hende.
Hun ønskede ikke at tage med dem - men havde hun et valg?

Han let på jorden, og vendte sig om imod dem begge to. Med en hurtigt bevægelse, sad sværdet tilbage i skeden, og hans hænder hang nær hans side. Hvis Alwyn ikke havde parret slaget, ville han have kløvet hende midt over, uden en eneste tøven. Han behøvede ikke Alwyn hos ham, men desværre havde hans overordnet en anden mening omkring den situation.
Han rettede sit stive blik imod dronningen, og afventede hendes reaktion. Han trak vejret tungt, for at berolige sig selv. Aggressiviteten hævede sig stadig, og denne gang var det på grund af Alwyn. Han vandrede hen imod hendes side, og stilte sig nær hende,
,,Jeg ved ikke med dig, men du ser ikke ud til at have forstået din position!"
han hviskede ind i hendes ører,
,,- Tror du selv, at jeg havde tænkt mig at slå vores eneste chance for generopring ihjel? Der er noget der hedder afledningsmanøvre, og det kender du vidst ikke særlig meget til!"
hans stemme var heldigvis så lav, at kun Alwyn kunne hører den, og hun ville tydeligt kunne hører den koldhed der lå i den, og ikke mindst vreden. Han forsatte:
,,Du vover på at standse mig igen, er det forstået?"
han lod hende ikke svarer, men vendte derefter blikket over imod Lysets Dronning,
,,Betragter De det som en trusel, er det Deres valg. Men vi vil ikke give Dem et valg om at følge med eller ej!"
hans stemme var toneløs og total kold. Han vendte blikket imod hendes øjne, og virrede let med dem. Hvis hun ikke var fokuseret, ville hun pludselig mærke et stik nær nakken. Han rørte hende ikke, men han trykkede på det punkt i hendes krop, hvor man ville miste besindelsen og falde om og besvime.

Alwyn stirrede stift ud af vinduet da han beklagede sig hos hende. Hun stirrede ud i mørket. Hadet pumpede i hendes krop. For hvert slag hendes hjerte slog, blev mere hævntørstigt blod pumpet ud i kroppen.
Hun reagerer ikke og rører sig ikke. "Du har kun fået den stilling fordi du har din magi. Du er ingenting uden den." svarede hun køligt i et lavt tonefald. Hun var ikke sikker på om han hørte det, og var også ligeglad. "Og jeg vil ikke arbejde UNDER dig. Nogensinde." Det sidste var en opgivende, trist sukken, i et endnu lavere tonfald. Mest af alt en opbakning til sig selv.
"Du tager dronningen. Vi må afsted." brummer hun, da der lyder råb og løb fra gangen. Hun drejer hovedet og ser på døren.
"Kom så." hvisler hun og springer op i vindues karmen. Hun forsvinder ud i natten. Ud i mørket. Med sine dystre planer om mord og hævn.

Out.

Dronningen smilte for sig selv, da det var meget tydeligt for hende, at hendes angrebsmænd tydeligvis ikke var venner. De kunne ikke arbejde sammen og de respekterede tydeligvis ikke hinanden.

Morgoths angreb kom som en overraskelse, og hun mærkede et pludseligt stik i nakken, imens hun hørte sine livvagter hamre løs på døren. Det hele begyndte at snurre for hende. Hun tog en hånd til hovedet og faldt bevidstløs om på gulvet.

Han skænkede ikke Alwyn et eneste blik, og hørte kun hendes sidste ord omkring dronningen. Han hurtigt henne ved dronningen, hvor han løftede hende op i hans arme og knugede hende ind imod hans krop. Han stirrede ned imod hendes lyse og utrolig smukke ansigt. Han ville ønske at kunne forbande hende, rive hende over i flere hundred stykker, og derefter ødelægge hende til hun blev atomer. Men det kunne han ikke, eller rettere han måtte ikke.
Han vendte blikket stift imod døren, og vandrede bagud da den så ud til at give efter. Han virrede endnu engang med øjnene, og en lys lys tråd dannede sig tæt ved dørens dørkarm. Derefter vendte han om, satte i løb og sprang ud af vinduet, hvorefter han forfulgte Alwyn i mørket.
Bag ham, dannede der sig pludselig en enorm lyskægle, fra en eksplosion fra slottet. Rummet de tidligere havde været i, var total forsvundet, og nu var der kun ødelagte vægge og murbrokker tilbage af lokalet. Intet andet, overhovedet.