Viktor dvælede ved ham.
Længe nok til at det gjorde ondt.
Noget i ham ville tilbage - ind i Richards arme, ind i varmen - men han lod det ikke ske. 

Og så rejste kaptajnen sig. Ikke flere ord. Farvel ville være for hårdt at sige. Alligevel vidste de begge, hvad det var.

Den velkendte duft strøg forbi Viktor, og han drejede sig, for at se efter ham. Ryggen - det sidste han ville se før han forlod Viktor alene.

Kæben strammedes. Det var så typisk Richard at give ham plads. At gå først. Sov det væk Viktor - sagde han dengang. Og han gjorde det igen.

Skuldrene sank. Hvorfor lod han ikke Viktor gå først? Han pressede håndfladerne ind i øjnene indtil han så stjerner der flimrede i mørket. Da han blinkede dem åbne, så han dem stadig.

Et suk. 

Så fandt han pen og papir frem. Et sidste spor. Som bevis på at han fandtes i Richards liv. Skønt han blot havde været ét sandkorn i timeglasset. 

Richard, 



Tak for at vise mig stjernerne og havet. 

Jeg fortryder intet. 



- Viktor 

Viktor placerede noten tydeligt på bordet. 

Han fortrød intet. 

Hånden gled mekanisk ned over munden, som for at holde noget inde, og han sank.

Tasken kom op i hånden, næsten af sig selv.
Først da han var halvvejs væk, lod han sig se tilbage - et blik over skulderen, flygtigt, ubeslutsomt. 
Et kort ryst på hovedet.

Og så gik han.