Et myg af et smil var at ane i mundvigen af hendes. "Nydelse er så et ord du ikke kan begribe, min kære Ares" svaret hun ham med en sødme i stemmen, som det bar lag af historie så gammel som ørken selv. 

Afstanden var knap, men føltes som miles afstand i begærets tegn. Smilet der havde været, svandt væk som flagmusene i nattensmørke, hans udfordrende adfærd havde alle dage været ildevarslende. "Finger, fod... testikler, det kommer an på humøret af mit" som det ikke morede hende spor at han skulle være på tværs med hendes oprigtighed. Hun sad med magten til at kunne lade ham komme videre, såvel hun sad med magten for at fastholde ham i hans trængsel, eller forværre den. 

"Glem ikke hvem du taler til eller med" påpeget hun og lod blikket forlade hans eksistens, for at spejde sit eget rum. "Hvad er svaret så?" - "Eller skal du have mulighed for at overveje det nærmere før du svare et forhastet og instinktivt svar, for så kan vi altid arrangere en evaluering for omstændighederne af trivslen," tilbød hun let.  

Armene lagde sig over kors, ikke defensivt, men som et værn mod hende. Mod fristelsen.
"Hvad får dig til at tro dét?" udfordrede han, men rystede let på hovedet bagefter, som om han allerede fortrød at have taget imod den bold. Han bed på; det gjorde han altid med hende. 
Kæben arbejdede under hendes små, pænt indpakkede trusler. Der var ingen humor i dem. Det vidste han godt. Alligevel løftede et mørkt bryn sig, og et skævt, næsten overlegent smil trak i hans mundvige. Det lå tydeligt i attituden: Du skræmmer mig ikke, Pom. 

Men det var ikke hele sandheden.

Tungen gled kort over tænderne, og smilet døde lige så hurtigt, som det var kommet.
Blikket blev hængende ved hende. Vejede hende. Vejede sig selv op imod det, hun bad om. 

Armene løsnede sig langsomt, men ikke i overgivelse, ikke helt. Det var hans egen beslutning.
"Måske…" begyndte han, og trak vejret tungere, tydeligt irriteret over sig selv mere end hende. Han lod blikket glide rundt i rummet, fæstnede sig ved sengen. "Jeg bliver ikke her for evigt." Ordene faldt fladt. Næsten som en konstatering.
Hans blik gled tøvende tilbage til Pompeia, og tilføjede en anelse lavere:
"Men det er ikke helt så simpelt."