Tjære lignende suppedas. Corinth studerede vejen foran dem, imens han bagved det hele genkaldte sig hvad de gik imod. Men ordene fik ham også til at le dæmpet, og han nikkede. Det var et fair ord for det. Faktisk, den primære grund til at Corinth ikke brugte sine evner i flæng - det forstod virkelig at komme i alle små kroge og hjørner af et eventuelt hjem eller stue. "Mmmh.. det er lidt svært at vaske væk" Men mere havde han heler aldrig gidet at lægge i det - det plejede at ordne sig. Og han kunne heller ikke forvente, at skyggemagi opførte sig efter et bestemtregelset. 
Hovedet drejedes en anelse til siden da han hørte det efterfølgende spørgsmål, og Corinths blik så ud i ingenting, da han forsøgte at nedfælde præcis hvornår hele tågen løftede sig. Havde det taget ham lang tid? Han havde vidst allerede haft mange anelser i starten, men var flere gange blevet i tvivl undervejs. 

"Jeg ved ikke hvornår jeg blev helt sikker. Men.." det havde hjulpet at støde ind i Eskilds søster. Esther. Tanken om hende, fik ham til at trække lidt på legens tidsramme - skubbede det til senere i samtalerne. 
Afbrydelsen var nok ikke længere end et lille sekund, og han nikkede derefter lidt mere fast. ".. jeg havde mine anelser, når jeg af og til fangede dit blik" Øjenkontakt, og alt det imellem - selvom han vidst at det ikke var noget der faldt Eskild naturligt, så søgte Corinths røde øjne stadigvæk den andens blik. Helt uden at tænke over det. 
Jah meget af det, der tit fik en mere ildevarslende advarselsklokke til at reagere hos andre, var når blikket en hel aften, stadigvæk fulgte én ud af øjenkrogen. At hver gang man kiggede i kunstnerens retning, havde han det med at kigge på en først. 
"Men det var ikke til at bekræfte.." og Eskild vidste nok mere hvad han mente med den sætning, end han selv gjorde. 
Fordi selvom han efterhånden havde en lidt mere visuel idé om hvad den anden kunne af evnerier, så var det stadigvæk et mysterium, hvordan det hele foregik. 
Usikkerheden i det. Men det brød han sig egentlig også om. 

Nysgerrig sjæle ville nok undre sig, hvordan sikrede Eskild sig at ting var rene? 
Det måtte folk selv tænke sig selv, for han var bare blind, ikke uden forstand. 

Men det var ikke væsentlig at tale om, der var andre ting at forholde sig til i dette moment. Eskild valgte i sidste ende at lade den en hånd falde om til sin lænd og greb om kunstnerens handske beklædte hånd og ført den ind i mellem dem, dog uden at spændende til, hvis nu. 
Han lyttede nøje til ordene der spillede, trak i trådene for at løsne ligningen op. Ord fra staverne og konsonanter fra vokaler. Anelser havde han, og det gav god mening. Eskild vidste at flere mistænkte noget, når de så hans øjne. De virkede aldrig rigtig der. Afvisende, døde og kolde. Uinteresseret for dem de så mod. Men han afgav ingen rigtig reaktion til det. Han trådte blot videre som det ikke var af nogen betydning for dem at drøfte. 

Der. Eskild vendte sit fokus mod kunsteren. "Og du finder ikke ud af hvordan" og øjnene åbnede sig mere op i et let løft med brynene som han mente hvad han sagde. Men alligevel trak han et smil op på læberne og vendte snuden frem for sig. De havde endnu noget gå distance at gøre godt med, så næste spørgsmål. 

"Hvad var din forudsætning med din mandejagt hvis ikke jeg var så... villig" og villig var ikke engang det rigtige ord at bruge, for de havde begge deres afsavn og deres mangler. 

Lidt stilfærdigt fik Eskild viklet sig fri af hans greb, men holdt sig tæt. Det var alligevel en kold aften, og kulden fik de fleste til at skutte sig tættere sammen i den. Men det var ikke derfor, at Corinth forblev tæt på ham. På en eller anden måde, måtte ironien også påpege at selvom det var Corinth der kneb øjnene sammen og fulgte de spredte lygter der var sat henad stiens vej, 'så' Eskild alligevel bedre i natten. 
Men han vidste hvor de gik hen. Og det kunne måske være overraskende, da det ikke var væk fra bylivet han gik, men faktisk tættere. 

Med et lille brum tog han imod kommentaren, og rankede sig ubevidst mere op. Smilede en anelse overfladisk af tanken. Ikke været ligeså villig... fordi det var en fair bekymring at sidde tilbage med. Men. "Jeg tror du havde kæmpet mere imod" som det første. Det kunne være gået mange retninger, men at nedlægge ham og derefter gøre.. noget, var nok sådan det var gået. Men det havde helt sikkert også været en kløvende økse, i forhold til påpasseligheden i hvad man gjorde. Vrede plejede at gøre ham lidt mere.. sensitiv. Men også kreativ, når det handlede om at afreagere. 
Lidt undersøgende gled blikket ned på Eskilds fingrer, og han tegnede en lidt rastløst streg over knoerne. Smilte lidt. "Og hvis det var lykkedes at overmande dig der, havde jeg fundet en måde at inkorporere dig i et til værk. Også selvom du ikke havde været.. villig" bare for at bruge hans ord, og sagt med en lidt indforstået ro.
Men - det var joh heldigvis ikke sådan. 
Og selvom det nemt kunne misforstås, var det knap så elskværdigt som det lød. Nok mere hævnrigt, selvom han aldrig ville indrømme at det var noget så intenst som decideret 'hævn'.

Eskilds mundvige begyndte lige så stille at trække sig op i et smil, så smilerynkerne blottede sig.
Fantasien havde ingen grænser og han forestillede sig det værst tænkelige og det pirret ham sygeligt. Et lille åh og fnøs forlod ham, og han klukkede lidt. 

Fødderne gled rundt under ham og han lod hånden plante sig kæben på Corinth som han stod foran ham og stoppede deres færden ganske brat. Næse til næse igen. "Afslut næste gang det du starter med" sagde han stille i mellem dem og lod tommelfinger og pegefinger klemme let ind i mod kinderne, som de havde lagt sig der, for så at skub hovedet til side med en let kraft og han vendte om for at gå videre, men alligevel greb hans ene hånd tilbage ned omkring Corinths handske beklædte for at de kunne gå videre. 

De skulle jo hjem. 

Det var ham et under, at det ikke virkede til at skubbe Eskild væk. Tværtimod, som møl til flamme, og resterne af ham kunne (hvis han ikke passede på) fordampe fra krystallandets overflade, måske aldrig til at blive set igen. Men... det var spænding for ham? 
En lille gysen gled igennem Corinths krop, da han derefter kom til et fast form for holdt. Hjørnetænderne kunne føles ind imod indersiden af munden, nu hvor kinderne blev presset mere sammen og for en gangs skyld, manglede han noget at sige. Overraskelse, og alt der mindede om; Corinth var lidt forsinket i at komme i bevægelse igen. Et dumt smil lå tilbage på læberne, da han rystede den lille, nysgerrige hjertebanken af sig. 

Det var det lille greb om hånden, der fik hans ben til at bevæge sig, og Corinth flettede sine fingre end imellem hans. "Min tur" han havde også sine små spørgsmål, og fandt sin største nysgerrighed på hvad helvede der var sket med hans ansigt. Både en ny frisure og ar? Eskild havde vist sammenstød med flere end bare hans slæng, og deres nærmeste. 
"Du ser anderledes ud... Hvorfor?" Og hans blik gled nedad på den takkede flænge. Corinth kendte ellers til artyper, og det var ikke et redskab eller våben han umiddelbart var stødt på. Måske. 

Uden større omsvøb eller tanke, gled fingrene ind i mellem den andens og de kunne gå som et ideelt par for deres egen skørhed. 
Alene faldt man alligevel aldrig kaos. Det gang sammen med ødelæggelse. 

Mimikken formede sig som mindet om sammenstødet med halvkatten blev vækket op i ham. Det var næsten spild af energi at snak om det usle dyr. Men dyret fortjente vel alligevel sine tale tid. “jeg fik trådt et halvdyr over halen og dens valg af handling var et forsøgt bid” svaret han små vævende med den fortælling. Han gad ikke sætte navn eller status på, Enzel var ikke det værd. 

“Og min… ven fik klippet lidt for meget, men jeg endte med st kunne lide det” de var jo ikke et par mere, aldrig havde de været det trods for små forsøg at indfangen ham. “Godkender du det?” Og grebet i hånden strammede kort i et klem.

Et forsøgt bid. Corinth ville jo næsten mene at det var et 'lykkedes bid', men alt efter hvilket slags halvdyr, kunne slutresultatet have være meget værre. Det var i hver fald noget man lagde mærke til, og nok også en god historie, at kunne fortælle en dag i fremtiden. Det fik ham dog til at tænke lidt, hans eget bekendtskab med byens halvdyr var overraskende begrænset. Men det ment, at han kendte en del. Bare indenfor et lille og bestemt netværk, som han ikke nødvendigvis associeret mange andre med, uden at det var lidt pudsigt. 

Det efterfølgende spørgsmål fik en lille enig brummen fra Corinth, hvis hånd klemte tilbage. "Heh. Du ser nydelig ud" og han studerede den lille knold, videre over kanten af profilen, nedover næseryggens lille knæk. Komplimenter havde han aldrig været nærig med, og Corinth slog blikket henover gaden de gik på, og de mennesker de ville passerede undervejs. Udgangen af Tempelhaverne ledte op til en åben udgang. Og som var det en lille bakketop, kunne man skue nedover byen i dens forskellige lag. 
Indhegningen havde stoppet mange af de summende stemmer der rejste op fra landskabet. Men men lydmuren brudt, kunne man også fornemme at det ikke bare var træer, statuer og gude-tomme tempelhaver Dianthos bød på. Overraskelse meget liv, til trods for aftenmørket.
"Ærgrer det dig nogle gange.. at være blind?" Lød det måske lidt underligt, når det faldt i en helt anden boldgade af sprøgsmål - men for ham var det et det samme. Og når det ikke handlede om hvad der var sket med ham, kunne han ligeså godt finde ud af mere om ham. 
Helt privat, kunne han ikke forestille sig en værre sans at mangle eller miste. 

 .. De trådte videre, turen gik ikke den vanelige rute, men Eskild satte ikke spørgsmål ved dette. Han betvivlede ikke på den andens endemål, men nysgerrigheden stak ham alle de forkerte rigtige steder. 

Men så prompte ud af øjnekrogen da blindheden blev nævnt som det var en almenen ting at snak om. Rosen skulle gives, han vidste hvor de sad, hvor de var og hvad betydning øjne kunne have. Med nok følelse i eget ansigt kunne han have fortsat sit skuespil, men dette var ikke skuespil, men en varsel. Næse og mund spids.
Dog skulle et svar forlyde og han ville svare ærligt. "Jeg har ingen idé om hvad farver er, men jeg er bekendt med deres betydninger. Som at du var grøn af misundelse.." for at træk let på skuldren som han sagde det med en sidebemærkning om at Corinth havde haft noget nuance i sig, siden han var gået på rov. 

"Men, det har sine fordele og ulemper. Jeg slipper for at se hvor grimme folk er, men jeg må undvære at se hvor flotte andre kan være" og hovedet vendte sig i retningen af Corinth, mens hånden klemte ham let igen. Eskild havde endnu ikke rørte Corinth med fingrene, de bløde stryg eller lette bemærkninger for at vide hvordan næsen var, kindben og øjenhulerne eller smilet manden gemte på. 

Men han trak let på smilebåndet og vendte fokusset frem for sig: "Så, stemmer din stemme og krop med sit ansigt eller er du en trold af udseende?" 

Corinths øjne glimtede næsten lidt i aftenmørket, da misundelse blev nævnt. Grøn af misundelse, helt specifikt.. men han begyndte ikke at afvise det, da det umuligt kun kunne være rettet imod kun ham. I det tilfælde af at Eskild var korrekt, at bare en lille snert af misundelse havde styret hans handlinger, var svaret jo simpelt. De var jo bare mennesker. Og følelser havde altid været en gnist der enten kunne antænde flammehav, eller modsat, give liv og lys til omgivelserne. 
Når de blev brugt rigtigt. 

De var overvældende, og måtte styres i retning af noget produktivt. Tanken ekkoede bagved det hele, men fik ikke ligeså meget opmærksomhed som Eskilds ord. Fordi det var trods alt nye vinkler byvagten bragte med sig, hvoraf det andet blot var et gammelt mantra, banket ind i hans tankegang for flere år, næsten årtier, siden. 
Han måtte så næsten være født blind, ikke? Corinths smil smøgte sig længere op i mundvigen, og med en dæmpet lille latter rystede han på hovedet. Den frie hånd kørte igennem nogle af de blonde lokker, og løsnede se bløde bølger. "Intet stemmer helt overens med mig" jokende, lidt sarkastisk, men med et strejf af selvironi i den dybe stemme. Og næsten som var det hele planlagt, så han den genkendelige refleksion af sig selv i nogle af de mørklagte ruder. "Så forvent en trold i en æske" Det grinte hånligt tilbage. 
Han plejede altid at undgå spejle, skønhed var subjektivt. Og selvom kunstneren led af en næsten hellig narcissisme - er usundt forhold til sit eget udseende - jah så var han også en af dem, der fandt lidt mere atypiske ting, utroligt smukke. Tragedien skønheden efter en orkans hærgen, var bedre end sommerens milde solskin. 

Vinden løftede deres fødder let, sørgede for at slette alle spor af deres aftryk fra hvor de kom og til hvor de ville ende. Eskild gav for én gang skyld reelt helt slip og bare tog hvad han kunne få uden at tage højde for byvagten der havde ladt ham i stikken. Så med den ene hånd flettet dybt ind i den andens hånd. 

En trold i en æske. Ildevarslende, men intet han ikke havde oplevet før. Eskild havde prøvet lidt af det hele dette år, hvorfor han ikke frygtede for hvad manden med det sorte ukendte kunne. "Javel så" istemte han blot og tog det ikke så tungt. Selvfølgelig bed han mærke i alle tonerne der blev sagt og udtrykt. 
Nok var det ikke en symfoni, men Eskild så det hele som det var. "Hvor er vi på vej hen?" måtte han så endelige lige spørge, og knugede om hånden, og trak ham let tættere på sig, så skuldrene stød side om side. 

Corinths blik gled kortvarigt ned til hånden, noget nysgerrigt i de mørke øjne. Og med et kort sekunds forsinkelse, gengældte han det lille klem, men holdt fast i lidt lægere tid. Hvor de var på vej hen? Jah det syntes hele tiden at ændre sig, når man spurgte hvad planen egentlig var. Han havde allerede ændret retning en gang, og reagerede i virkeligheden mere på impuls, når hans planer drejede ned af andre stier. Og hvorhen han kunne få Eskild med, var altid et godt spørgsmål.
Adelsmanden vægtede det i tankerne. Men samme problem vendte tilbage, når det første og bedste nogle gange virkede som det mest tiltalende. 

En del af ham var smålig. Tanken om at ydmyge ham var fristende, så måske se hvor længe han holdt i byen. Se om alkohollen gav hans mod vinger og huller i hukommelsen. Alt efter stedet, kunne man slippe afsted med meget. Og så var der selvfølgelig hele Esther episoden. 
En anden del af ham, var utålmodig. Hånden brændte næsten igennem handsken, og Corinth ville have den andre steder end der.  

"Har du et sted du skal være?" gled lidt udenom spørgsmålet, men lød ikke afvisende overfor hvis han havde. Ikke at det ville blive helt godtaget, skulle det vise sig at han tog fejl. 
Corinth betragtede vejen, og vidste at hans eget hjem var hvad der var tættest på. Og med et lille træk, drejede dem nedad imod det midterste bydistrikts ejendomme. 

Tillid i blinde var oftest alt manden havde at gøre godt med, men tillid var aldrig helt alt for ham, sanserne forsikrede ham i langt de fleste tilfælde for, hvad der kunne være i gære. Corinth var blot et af de tilfælde hvor skyggerne var hurtigere end individet selv, og dette efterlod gerne Eskild i en position hvor han måtte arbejde ud fra hvad hørerne kunne tyde og vibrationerne i jorden af deres fært. 

Har du et sted du skal være? var et ekko i tomrummet. Det minde den ufortjente byvagt om hvad han havde derhjemme, det som han skyldte sin loyalitet til. Men det moralske kompas var ikke helt i takt hos ham, fristelser for det værste tænkelige i et så seksuelt spændingsladet scenarie, hvordan kunne man vende det blinde øje til det. 

"Har en vagt ikke altid et sted at være?" kunne han spørge kunsteren retorisk. Men for at vende tilbage til deres forhenværende dialoger, skævede Eskild alligevel mod Corinth. "Farver giver måske jer seende en glæde og fornøjelse, men at kunne høre og fornemme det I ikke kan høre eller mærke, det giver mig fornøjelsen" opsummeret han uopfordret. "Desuden hvem foretrækker ikke brutalitet" - hvad det så end måtte tolkes som. 

Men .. men hvad var planerne. "Så.. Har du et sted du skal være?" hvor ville han trække ham hen, hvad ville han gøre af ham eller med ham. Kassere ham som rottemad eller nyde ham som et festmåltid.