Til hver en tid, ville han hellere tages i kælen aktion som denne, end i et slagsmål på ny. Ingen kunne bebrejde to elskende for lige at være faldet i favnen på hinanden. Eskild fandt det så nemt lige at snore en løgn ind i det, fortale sig at hans partner havde noget for mænd i uniform. 
Kærlige små stikken for at få sin vilje, og at bryde deres lille dans op var ligeledes langt nemmere end at stop et slagsmål. Det ene efterlod blot brødkrummer for en fortsættelse til senere, mens den anden var definitivt. 

" Ugh " udtrykte Eskild stille med en lignende grimasse af nysgerrighedspræg. Det var jo ren poesi det der blev sagt. At der var med end rig mulighed for at slippe fri, alt det krævede var blot at bide til. Bide til det blødte om noget, men det kunne man vel altid komme sig over. Corinth havde en så mageløs evne til at formidle tingene ud, uanset hvor grufulde de måtte være, på en så tiltalende måde. 

Brynene rynkede en smule på Eskild, som han mærkede den handskeklædte hånd mod sin hud, nærmere sagt mod sin mundvige. Den lå trak til på en måde, som gjorde at Eskild ikke kunne lade vær med at trække på smilebåndet selv. Fingrene om hoften tog lidt mere fat, for i sidste ende at lade den ene hånd slippe stille og gled ned mellem benene på Corinth. En udfordring for en udfordring. " Tør du? " bød han lige så stille op til dans. 

Det gav nogle flakkende, forunderlige glimt af minder tilbage fra sidst de sås, da Eskild ikke ligefrem skubbede ham fra sig. Tværtimod, så cementerede følelsen sig i ham. Følelsen af at Eskild kaldte på ham, at hans sjæl i hvert fald resonerede med hans egen, omend de var på så forskellige sider af samfundslagene - kunne man tillade sig at gå ned af de stier? Næppe. 
Fordi samtidigt så vidste kunstneren, at sjæle var noget værre noget. Og hvad der var tilbage af hans egen, var virkelig ikke hans at bestemme over, desværre. 
Det betød dog ikke at man ikke kunne prøve at nyde dens forunderligheder, og Corinths blik studerede det tommme eksempel af nogle øjenhuler, for hvad der måtte være Eskilds vindue til selvsamme sjæl - skulle nogle af de gamle bøger fortælle bare et gram af sandhed. Men hans spænding skulle ikke ses i øjnene; den skulle fornemmes, føles og udfordres. 

Tør du? 

I en behagelig lille sukken gled blikket kortvarigt i, og Corinth rykkede en anelse på underlivet. Sikke en provokerende hånd. Og imens han stadigvæk var i tvivl om det var for hans egen skyld, eller Eskilds skyld, rykkede han længere ind på det gyngende underlag, og den sorte faldgrube der fulgte med den form for hængebro. "Hmm?.. hold nu kæft" spottede han, men med en tone der vidnede om at han nød det lille spil, og de små udfordringer der fulgte med. Hold nu kæft med det pjat. Selvfølgelig turde han. Faktisk havde han knap og nap andet andet valg, nu hvor der rigtig blev kastet lys på nattens hændelser. 
Corinths hånd trak sig dog kortvarigt, men kun for lidt hårdere og mere pludseligt at gribe fat i kæben på den anden. Bore fingrene ind imellem de bløde kinder, trak hans ansigt lidt nærmere og maste med et lille, spændt fnys tommelfingeren ind imellem tænderne, kroget ned over undermunden. 

Præcis så uskyldigt som de disciple, lå hånden bare placeret mod skridtet, måske en smule presserende, men intet som afholdt manden fra at trække sit underliv til sig eller skrut omkring for at blive fritaget for det lette tag. I stedet æ, jah, derhen da, rykkede han blot på underlivet. Det var jo udelukkende for byvagten. 

Beskeden var lige til at forstå. Åh. En dominans der kunne ligge på lur. Eskild kunne næsten forestille sig hvor voldsom manden kunne være. Han måtte godt svinge en ham en fald i fremtiden. Alt for at bliver underlagt, revet rundt og efterladt fuldkommen indsmurt i hans væsker.
Et forbløffet rynk var kort at spotte ved brynene og panden som den anden hånd kom i spil. Så fast et tag, kinderne føltes pludselig så hule. Hovedet blev trukket frem og han flugte med, alligevel en smule årvågen for hvad der måtte ske. Er rynk på næsen, en gennemtrængende finger i mellem tænderne og lagde sig. Tungen trak sig en anelse tilbage, løftede sig op i mod ganen. Handsken havde en bitter smag, og Eskild lod vejrtrækningen ske i via næsen, mens hånden, for første gang i nogle få minutter gav sig til at tage mere fat. 

Måske en smule overrasket over direktheden, men ikke over afsløringen af sine natlige vaner.

Adelsmanden var virkelig ikke den stærkeste person. Men på tidspunkter som disse...kunne man fornemme, at hvad han ikke havde i fysisk, overlegen styrke, jah det manglede i hvert fald ikke i skråsikkerheden. Eller i i hænderne. Faktisk lige her kunne han præsentere lidt af en jernklo, jah man lærte vel af de bedste. Og Corinth havde trods alt modtaget sin del af hug igennem årene. Et velplaceret slag og et knusende greb, kunne til sammenligning ikke gøre samme form for skade. Men ondt? Jah det kunne det stadigvæk gøre.
Og hvis nogle havde været i tvivl om hvorvidt kunstneren havde sadistiske træk, skulle man blot skæve  ned i de sorte øjne som fulgte Eskilds bevægelser. Nu begyndte det at ligne noget, og Corinth holdt tand for tunge, for ikke at sukke alt tilfreds. 

Han pressede ham ikke væk. At holde om juvelerne var nok en form for garanti, men tætheden imellem dem...

Mørke øjne granskede det overraskede udtryk. Forbløffelse som et drys af farverigt krymmel til en forvejen lækkert dessert, og Corinth vuggede lidt drillende hovedet fra side til side, så de mørke krøller blidt puffede til det markerede ansigt. "Åhh, hvad mon din agenda er, Eskild..." klukkede han, uden nødvendigvis at skulle have et svar. Tommelfingeren gjorde det i hvert fald svært at svare, og i momentet der fulgte, foldede pegefingeren sig mere ud, og tappede ham lidt under hagen.
"Er du ude og lave et lille felt studie? Lidt fodarbejde, helt på egen hånd" foresatte han, med et toneleje som kælede for det retoriske spørgsmål. Og hvis det virkelig var at tage en godbid væk fra den anden.. måtte han joh udtrykke det, jah? 
Corinth trak hans ansigt tæt. Tæt nok til at kunne mærke den varme luft fra næsen, da den kildede hans læber - tæt nok til at en kriblende, genkendelig fornemmelse, dunkede igennem hans krop i takt med hjerteslagene. "... " Og han trak først her tommelfingeren til sig. Et lille puf til underlæbens bue, imens han tænkte. Ville byvagten være savnet, hvis han ikke snart meldte tilbage, eller havde han ham i lidt mere tid, end bare en samtale? 

Dette øjeblik kunne i sandhed vidne om Eskilds blindhed, for hans øjne kunne ikke rigtig finde sig til rette og stirrede blot frem for sig, skråt forbi Corinth. Dette var ikke noget han kunne løbe uden om, men taget i munden som han var en anden hund, det trykkede ham på måder han aldrig havde forestillet sig.

Hånden pulsede lidt mod den andens pung, lette tag. Præcis som man talte punge for krystaller, at mærke det glide rundt i håndfalden på sig, men lagene var en anelse i vejen for ham. Men det var nok til at holde ham tæt. Ingen garanti for at holde ham i spil med sig selv, men bare ønsket om at have ham tæt på sig. 
Tættere hvis det var muligt -- og hvis han bare kunne. 
Tungen gav sig en anelse og sank noget af det spyt som dannede sig i munden, som han lyttet til den klukkende adelsmands latter. Sød musik for en blind. Men Eskild var ikke i stand til at give et svar, foruden at grynt et lille suk næsen, så svælget gav sig en anelse. 

Mundvigen trak sig dog en anelse opad som det fortsatte med de små retrotiske forslag. Det lød nu ikke helt dårligt. Feltstudie, det var måske så meget sagt, men tæt på. Ført af dukkeføreren, lod han krop og hoved bare følge med, så øjnene rullede på plads og gled halvt i, som de så mod læberne. En sand tilfældighed for en gangs skyld. 
Ånden var som parfume, så genkendelige for ham, at øjnene glippede kort i mindet, men kom hurtigt tilbage. 
Munden gled let i som fingeren forlod ham, men lod læberne stå skilt. 
Den frie hånd blev løftet op og lagde sig let mod Corinths kind. Det var ikke i hans interesse, men alligevel følt han trangen for lige at træk manden tættere på sig. Det var ikke følelser, for dem var der ingen af, men at smage det en gang til, det ville et hvert individ jo. 

" Hvad så nu? " spurgte han med en mild hvisken, villig til at falde i. 

Det føltes en kende magtfuldt, sådan som han lod sig føre med. Og adelsmanden studerede ham sagte, tæt, heller ikke helt i stand til at fjerne sine rødbrune øjne fra ham, eller bryde hvad end forbindelse der langsomt spirede frem imellem dem. I virkeligheden var det nok lidt af en arbejdsskade også, sådan som de mørke øjne fæstnede sig ved smilet, ved ansigtet og alle de små detaljer man ikke nødvendigvis gik efter at studere - det, der nok siden første gang, havde draget ham, inden at de tomme øjne trak hans opmærksomhed til sig igen. Så fjerne, og alligevel blev de med ét næsten helt tilstedeværende, da Corinth fik trukket ham tæt. 
Åh, den hånd var ikke glemt, den kunne skam noget. På flere måder, når de små kærtegn nedefra nu varmede sig vej igennem ham. Jah som en lokkende lille påmindelse, om hvad Eskild kunne. Men det var ikke derfor, at den blonde skikkelse kortvarigt.. stivnede?
Sammen med hånden der lagde sig imod hans kind, var det nu svært at rykke sig andre steder end med, og Corinth sank nogen spyt der fik samlet sig i halsen på ham.... hvad var det her for en fornemmelse?

En sjælden bekymring listede i dét øjeblik, sine klamme kløer tættere omkring hans hals, da han  fornemmede, jah tog sig øjeblikket til faktisk at mærke hvad nærværet gjorde ved ham. Og med det milde toneleje kælende for hans øregang, havde han kortvarigt (og på meget atypisk vis) også svært ved at adskille lysten, fra en mere varm og boblende fornemmelse. Én han så absolut hadede. 
Eskild var bare charmerende, det var alt. En perifær fascination; de to ramte samme bølgefrekvens, og derfor forrådte hans hjerne ham.
Det pissede ham af. 
Alligevel, kunne han fornemme hånden spejle Eskilds, da han lod den glide mere op af kinden. Vejrtrækningen var så tung. Han måtte prøve at genskabe lidt kontrol, og den ulmende forargelse, blev brændsel for det bål, som han kvalte hvad end ømhed det kunne have spiret frem, væk med.

Med et lidt mere legende glimt gled fingerspidserne over de korte stubbe langs hans kind,  og Corinth lod de mere hedonistiske livsvalg, bløde igennem hans intentioner. "Nu..." Og han prøvede en anelse halvhjertet, at skabe mere afstand imellem. "Går du tilbage til din vagt" ordene lød dog ikke rigtig som en ordre ligesom sidst. 
Men hvis han ikke gjorde, så blev han sammen med adelsmanden. Her, et andet sted eller et tredje. Det var de eneste to valg. 

Legende som børn, ville en af dem altid gerne vinde. En ville brænde i sidste ende, svitse op som natsværmeren i lyset. De dansede ildevarslende tættere og tættere på lyset, men det var som om at det døde hen, når den ene var lige ved at falde i. Et nyt lys ville opstå senere og længere væk. 

Frøs hjertet i kroppen, var det bare deres åndedragt som holdt dem i live, eller Eskild i live for nu. Søgende for at komme tæt, nå den ultimative tæthed igen, men hverken oralt eller analt, intet kunne være så banalt for den tæthed de havde ramt. En tæthed som de ikke burde have ramt. Det var bare statisk i mellem dem. 
Sunket ind i et dybt spejl billede af hinanden, lå hænderne og fingrene i søens overfalde, det var fald eller knald nu. Svundet væk, alligevel var spækken på læberne ikke til at tage fejl af, de var afventende, men alligevel ikke spor opsøgende. De stod i krydset og skulle vælge en kurs. Men fingerspidserne gjorde kun så meget, at han trak let på smilebåndet og hovedet gled en snert til siden, mere ind i hånden uden at det var intensionen bag det. " Jeg går tilbage til min vagt, hvis du kysser mig " han burde ikke sætte krav eller kriterier, men det var åbenlys for ham, at det var en problematik for den anden. 

Og eftersom Eskild ikke kunne tillade sig selv at gå med til den seksuelle fornøjelse, måtte han tage hvad han kunne. Det var jo ubetydeligt, intetsigende og bare en kær lille afpresning for at mærke manden en sidste gang. 

Det blev kortvarigt stille i Corinths hoved, da svaret lød. Kyssede ham? Hvem troede han, at han var? Og hvorfor sendte det et lille stød igennem ham, da det endelig sank ind hvad han mente?
Som slukkede man for den brusende lyd af blodet, eller den sagte banken af hjertet. Han kunne ikke helt styre hvordan fingrene krogede sig sammen i sekundet efter, knyttedes næsten, imens en underlig følelse af irritation vred sig indeni ham. 
Den slange. 

Et eller andet ved det fine lille krav, sagde ham at det ikke bare var flirten. Som om at Eskild var bevidst om at det trykkede på lidt af en nerve, jah næsten gjorde ham af alle mennesker ukomfortabel. Det var vanvittigt. Og åh hvor det provokerede ham, at byvagten skabte revner i den ellers overfladiske facade, Corinth oftest bar med sig. 
"Kysser dig.. " knurrede han, næsten som var det en del af det mest forfærdelige han kunne forestille sig. Påtaget afsky, og alligevel rykkede han sig ikke bagud. 
Lydene kom tilbage. Alt larmede, og lod hånden glide om i baghovedet på ham, for at fatte en god bunke af det sorte hår imellem sine fingre. "Du er ikke til pænt brug, så hvorfor vil du behandles pænt?" ordene var hånende, og han mente en grad af dem. Eskild var ikke en man kyssede. Men det var så helvedes svært at træde væk. 

Tungt ventede han nogle sekunder, inden at han alligevel, indvendigt, gav op, øjnene hvilende på den let delte mund. Hvis han afviste nu, ville det nok kun gøre det emne endnu mere interessant - og byvagten virkede allerede som en der havde luret ham. 

Der skulle ikke mere end en dråbe til for at forgifte et glas vand. En myg skulle ikke have mere end et stykke nøgent hud for at stikke. Alt for mange små forklaringer til en så simpel ting. Eskild havde sat det første spadestik i graven af Corinth Lochtree, og han havde ikke i sinde at stoppe før han gravet skeletter op, omend det så skulle være kunstnerens skelet. 

Brusen i blodet var slukket, men kunne det nu også slukkes som det var ledt af en hane. Eskild stod ellers klar til at skue fuldkommen op for den brusende kuldioxid, agtede at skabe kulsyren i mandens indre. Lade ham mærke det syede i det indre, lud knoglerne ruste og knække for at mærke andet end følelsesløshed. Smørret trak Eskild stille et skråt smil op på læberne. Hoverende og hånende blandet med charme og flirten. Det var en svær tydning, det var lidt som om, han ikke kunne beslutte sig for hvad smilet ville fortælle, så han lod det være i sit sandeste jeg. Med smilerynke og smilehul. 

Brystekassen hævede sig stort, sankt langsomt og hånden gled stille ned på mandens brystkasse frem for at ligge mod kinden. Blot for at lade nakken komme i hans tag. Et rynk på næsen kom og gik igen. Manden måtte knurre alt det han ville af ham, det var jo et tydeligt spil. 

Kom igen. 

Det ene bryn sprang let op i takt med en rynke i panden. " Fortæl mig det ikke føles godt.. hvordan det bobler i din mave når jeg beder dig om så simple ting..  " sukkede han givende for Corinth, som han ikke frygtede for hverken eller. Manden kunne holde ham op mod muren, tage luften fra ham og alt der måtte følge med, men sandheden var jo.. at kroppen forrådte ham. Det var Eskild ligemeget at han veg uden om ordene og deres tonefald. Han skulle ikke lege med på den måde, tvært i mod. " Bange for at få følelserne i spænd ? " stak han, ganske hånende nu. Nynnede et 'nughn' ud til manden. 
Modsat Samuel, var Corinth en eufori som han ikke kunne lade være. 
Personlige agender var jo så personlige, det var ikke nok bare at få fingeren ind i det. Det var med hele krop og sjæl eller intet, og dette var i sandhed Eskild der ofret hele sit jeg for at få adelsmanden ned og ligge. 

" Det er den eneste måde du kommer af med mig på i dag " 

Det var lidt som at tilføje brændsel til et bål. At leende stå med flasken af lampeolie, hælde alt ud, velvidende at det kunne eksplodere imellem hænderne på dig - og så forsætte, og forsætte, og forsætte. Det var hvad Eskild gjorde, da han begyndte at stikke til ham. 
Hånden strammede langsomt sit tag i hårrødderne. Alt fra måden han stod på, til hvad han sagde, bød op til dans. - Corinth kunne sagtens give ham ret i at det føltes godt. Problemet var, at det føltes for godt. 
Og det var aldrig helt kønt, når den følelse fik lov til at slå rod. 

Tungespidsen fugtede hans egne læber bagefter. De føltes tørre, stivnet i et hyænesmil, men med en ulmende kant af irritation over den kønne facade. Og som ramte byvagten i mål, da han lagde tryk på ordet bange, slap han det sidste, lille forbehold. 
Han var ikke bange. Tanken førte an til at han løsnede grebet i nakken, hånden på afveje ned til hagen igen hvor han greb fat. Et lille træk, en hentydning, men knap så hårdt den her gang. Egentlig, var alt hvad han gjorde, som foruroligende kontrast til den tumult, og i mangel på mere dækkende ord, den frustration han følte raserede sit indre. "Det føles godt.." indrømmede han alligevel, Det var hvad spillet krævede; og Eskild havde fundet kampen, men ikke krigen. Så til helvede med det. 

Varmen fra hans ånde var et lille løfte. Uden at have rørt dem kunne han allerede fornemme hvor bløde de var, så Corinth lænede sig ind, og fangede dem i et (for nogle) overraskende blidt kys. Og så et til, lidt mere tændt end det tidligere prøvende. Frustrationen lo dog som en skygge i mørket - hviskede at han med dét startskud, ikke længere havde styring over hvad der skete fremadrettet. Og han hadede den varme der bredte sig indvendigt, hadede den som pesten. 
Men Eskild havde haft ret i en ting, da han låste sig ind på den her svaghed. Jah, han var utrolig bange for følelser. Savn, eller måske nærmere mangel, var et værre helvede end man troede. Og ikke et, han nødvendigvis kunne fornemme... førhen det pludselig dukkede op, når man manglede nogen, eller noget. 
Fordi man var vel desværre, bare menneske.

Kunne det brænde, skulle det brændes. Intet skulle gå til spilde, som heksene til det alternativeunivers blev brændt af.  Eskild var nu ellers ikke den helt store traditionstro mand, men som høsten skulle høstes, afgrøderne skulle forplantes og fødselsdage skulle fejres, gik han ikke glip af forbrændninger. 

Eskild stak livligt til det sårede dyr. At se den sprælle og klynke. Han nød hvordan adelsmanden skulle kæmpe for at få sin vilje og have overtaget. Hjælpeløs var hvad han var. Små givende, drilske, suk forlod ham fra tid til anden, som det gjorde ondt når hånden i baghovedet spændede eller fingre og hånd flyttede sig, bare for ham. " Jah? " sukkede han mod den anden. Indbydende, inviterende til at komme tæt. 

Brynene rynkede og løftede sig kort, overrasket og små fanget af en ukendt føles som han fik sin vilje. Selvfølgelig havde han forventet at få sin vilje, men alligevel. For det sluttede ikke der, og som en mus der gik i sin egen fælde, gav Eskild blidt igen. Blidt, givende, fangende igen. 
Hænderne måtte lige kæmpe for ikke at tage fat, skabe den form af forbindelse, så ville de begge have tabt det nye slag. 

Absolut ingen måtte vide dette, end ikke hans egen forståelse for tingene: men Eskild nød det. Nød det lige så meget, som når han duftede til Samuel. 

En hånd satte sig på kunstnerens bryst kasse og han skubbede ham let fra sig, blot en lille fod. " Som lovet.. vil jeg gå tilbage til min vagt.. " mumlet han næsten helt beklagende. Hvor oprigtigt, hvor nedsættende. Fingrene bukkede let sammen mod mandens krop, før han endelige slap ham igen og trådte ud til siden. 
Som Eskild gik ned ad gydens åbning, drejet han let omkring på hælen for at gå baglæns: " Sig til hvis du har brug for ordensmagten en dag ", sagt med et skråflirtende smil og fødderne sørgede for at vende rundt igen og stille forsvandt han ud i lyset igen. 

Det var ovre, alt, alt for hurtigt. 
Men alligevel hægtede det sig lidt dybere fast i hans hukommelse, da han følte den andens læber lukke sig sammen med hans. Joh, et sanseindtryk, men også hvad der for Corinth balancerede på en farlig lighed til hans egens muses evner. Dopamin og adrenalin, Eskild smagte af mani, kunne han ikke lade være med at tænke. 
Hjertet bankede hårdere, og en lille gysen spredte efterfølgende sin steppebrand i ham. Fordi manden kyssede ham faktisk igen, noget der for Corinth, overraskede ham i sin ømhed. Og lidt forundret lagde han mærke til hvor let hans egen krop også føltes, i sekunderne der fulgte. Mere, det føltes selvfølgelig også som om at han ville have mere, og havde Eskild ikke selv stoppet det, ville han nok også have taget mere. Hæmninger havde aldrig været ham. 
En hånd var røget ned på skulderen, henover skjorten og han sukkede ind imod den andens læber, da en kort pause oprandt. Knyttede fingrene sammen, og han brummede irriteret, da afstanden nu blev cementeret imellem dem. Lort, han fortrød pludselig irriterende meget sit ultimatum. Og selvom det var fristende at få mere fat i det løse stof, der så lokkende lå under hans negle, formåede Corinth at stoppe sig selv. 
Øjnene åbnedes langsomt, og han pressede lidt tænksomt læberne imod hinanden, indtil Eskild fik lirket sig sidefri og frem. 

Corinth fulgte ham næsten afventende i stilheden der fulgte. Vendte sig for at følge ham med blikket, og lænede sig langsomt ind imod væggen bagved ham, armene nonchalant krydset. Bagved facaden var det dog en helt anden ting, og det var svært at 'give slip'. Hans krop føltes brændende, hans blod larmende i øregangen, og lidt undersøgende slikkede han sig kort over læberne, som om at smagen stadigvæk hang ved. 
Knæet bukkede sammen. Han tappede den ene hæl imod væggen, til lyden af hans lille farvel igennem gydevæggene efterfulgt af Corinths dæmpede, lidt mere underholdte latter.
Han skulle nok sige 'til'.