"Heh" den lille lyd kom som en krølle på hele herligheden. Hun havde opdagede det i tide, men havde hun sagt det højt? Nej. Hvilket fik Sarah til at tro, at Lynette tydeligvis ikke havde været sikker. Og havde Lynette ikke været sikker til at starte med, så havde hun hellere ikke vidst det. Derfor, måtte varulven konkludere at relgerne stadig stod ved magt og Lynette derfor på ingen måde, havde ret til de krystaller som der vejede så dejligt i Sarahs pung. 
Sarah tog et hvæs og vendte sig langsomt mod kvinden ved hendes side, ganske forsigtig med hvor at øjnene kiggede hen. "Min gode dame" kom der i en overdrevet høflig toneleje "først og fremmest, kunne du blot have råbt efter at jeg vandt, med at snyde, som du jo påstår. Havde du gjort det, så havde du kunne få alle krystallerne for dem selv, hvis jeg havde snydt. Hvis jeg derimod ikke havde snydt, havde du jo selvfølgelig mistet ansigt så derfor, valgte du i stedet at trænge mig op i en krog, kræve krystaller der ikke er dine længere, og hellere ikke var det. Kalder mig en heks, og nu også muligvis brækket min kæbe, og du undre dig over om byvagterne ville tro på mig eller dig? Og det er vel ikke kun mig, men hele kroens beværtning der kan hjælpe mig" Sarah strøg sig hen over den umådelig ømme del af kæben, der ville have tvunget et normalt menneske til at stoppe med at snakke. Heldigvis, var Sarah anderledes støbt. Sarah smækkede tilfreds med læberne, og tog endnu et hvæs fra piben før hun kiggede mod Lynette igen. "Hm, det følelse næsten som om, at jeg vandt igen"

Måden hun tog ordene, og twistede virkeligheden... måden hun overlegent prøvede at pensle sig selv som et idealbillede af både vinder og taber på en gang - måden hun så høfligt forsøgte at pakke det ind. Lynette var både paf og perpleks, da hun hørte det mundbræk der kom ud over den anden kvindes læber. Det var sjældent hun mødte nogle, der først nægtede, derefter lavede en fælde og til sidst truede hende - indenfor et samlet tidsrum af få minutter. 
Det var grænseoverskridende, og hun følte hjertet banke hårdere. Både i ydmygelse, men også i vrede. Det her...

Det ville hun ikke glemme. 

Had var ikke en følelse Lynette bar med sig. Hun hadede ikke andre væsner, tværtimod, så var hun som regel alt for empatisk omkring dem. Men det her var ikke længer forargelse over brudte regler, eller den sølle sum af krystaller hun havde mistet. Indirekte, var det næsten gået hen og blevet personligt; et angreb der nok bed hårdere end en reel afvisning havde gjort. 
"Din absolutte. Tæve. Af et menneske" fnyste hun, og rankede sig langsomt. "Du lever i din egen verden, hvis du tror at dét er hvad der lige har udfoldet sig" og Lynettes ord havde en isnende kant til sig, som hun selv ikke engang genkendte helt. 
Hvad helvede mente den anden kvinde? At Lynette havde været den helt store engager, når det var hende der havde trængt sig ind i tanker og minder, der ikke ragede hende? Velvidende at det var noget hun kunne? 
Det var mere beskidt, end de fleste slumrotter og besætningsmedlemmer kunne finde på. 
"Anmeld mig så. Dig og alle dine såkaldte 'kammerater' - mit navn er Lynette de Richelieu. Spil dit beskidte spil, og prøv at træk så mange af os andre, som du kan, ned på dit eget niveau. Men vi -" og hun slog understregende ud i luften, som skar hun et eller andet over. "- skal ikke ses igen" og hun trak afvisende på næsen, inden at hun hankede op i sin trøje, slog hætten op, og trådte væk fra kroen - og kvinden. 
Til Zaladins forgård med hende. Hun havde bedre ting at bruge tiden på, end at spille et eller andet køterspil med en fremmed kvinde. Så måtte hun tage klagen senere, skulle Sarah gøre alvor af sine trusler. 

Alt hvad Lynette prøvede at kaste efter Sarah, præglede af varulven, som var det ikke eder og forbandelse der blev sendt hendes retning. Alt som hvad Lynette sagde til hende, var enden sagt før eller havde langt værre. Måske hvis de havde mødt hinanden, da Sarah var yngre, havde det påvirket hende på en anden måde. Men nu, var der intet ved det som blev kastet efter hende, trods hvor modbydeligt der fik en reaktion. 

Først da Lynette fortalte hvem hun var, og de aldrig skulle mødes igen. Vendte varulve ansigtet tilbage mod mennesket, dog uden at kigge hende ind i øjnene. Et smørret smil formede sig hen over de velformet læber, og et fnys forlod hendes næse hvor efter hun rystede på hoved. "Noget vi kan blive enige om, skal vi aldrig nogen sinde mødes igen" sagde hun og rullede med skuldrene. Derefter trådte varulven ud i regnen, og bevægede sig længere ned i slummen af Dianthos. Træt og irriteret over udfaldet af aften, og den højtidlige kvinde der troede de kunne dømme en hel person, ved blot at have oplevet dem en enkelt aften. 
Måske skæbnen ville have, de skulle mødes igen. Men for nu, ville det ikke være noget, som ville blive opsøgt. 
Mennesker som Lynette De Richelieu var præcis den del af befolkningen, som altid ville se ned på den del Sarah var ufrivillig medlem af. 

Alt var gået galt, og et eller andet sted, foretrak hun at understrege hvordan det ikke var hendes skyld. I hvert fald ikke primært, og så slet, slet ikke i sidste ende. Urgh! Det var et halvt øre der fangede hvad hun svarede hende igen med, da den anden kvinde selvfølgelig også skulle have det sidste ord. Og hun kunne ikke lade være med at.. jah, se en anelse ned på hende, i lyset af hvordan alt havde udviklet sig siden eskaleringen. 

En eskalering hun selvfølgelig ikke havde taget del i. Nej da. 

Lynette forsatte hele vejen hjem, med både at stadfæste hvor irriterende hele den her aften havde været, og udviklet sig, samt hvor meget hun glædede sig til at komme tilbage til skibet, og den ro, jah den orden, som der fulgte med stedet. Fordi nok kunne sømændene også være grove i munden... 
... men på en helt anden præmis, end den anden kvinde med de skrækkelige øjne, havde været.