Håret var hendes pude ved hans skulder, men hun følte rummet som han gjorde, øjnene kune ikke dy sig fra at skæve til de mørkeste afkroge af rummet. Tanken var dér, men hun tvivlede stærkt at det var tilfældet. Kærlighed hørte ikke hjemme i et magtspil. "Ville du lade mig møde din moder uden dit opsyn, på hendes præmisser?" vovede hun at spørge stille. Han havde allerede selv været i møde med hende, og han levede endnu.
Charizard 09.03.2023 13:35
Der var uendeligheder af muligheder for hvorfor hun endnu trak vejret og hvorfor tingene endnu var uændret for hendes tilværelse. På sigt, omend alt, vidste alle, at intet kunne holdes hemmeligt for fyrsten, men alligevel syntes han ikke at have reageret på noget omkring hans eksileret ekshustru. Var det tegn på, at fyrsten var draget af andre ting og mistede sit fokus. Skulle Jontar have informeret sin fader, som den kommende arving og pligtopfyldende søn han skulle fremstå at være?Håret var hendes pude ved hans skulder, men hun følte rummet som han gjorde, øjnene kune ikke dy sig fra at skæve til de mørkeste afkroge af rummet. Tanken var dér, men hun tvivlede stærkt at det var tilfældet. Kærlighed hørte ikke hjemme i et magtspil. "Ville du lade mig møde din moder uden dit opsyn, på hendes præmisser?" vovede hun at spørge stille. Han havde allerede selv været i møde med hende, og han levede endnu.
Beanstalk 09.03.2023 22:12
Intet svar. Med det samme i hvert fald. Jontar havde brug for tid til at tænke. Havde de ikke haft denne samtale før? Igen og igen. Den blev klædt på forskellige måder. I kostumer af alt, men til sin kerne var samtalen endnu den samme. Moderen. Det omhandlede hende meget her på det seneste. Hvis ikke dén moder, så den kommende moder, som lå i sengen. Årets ord for Jontar var i sandhed det af 'moder'. Endelig kunne Jontar snakke. Dog først havde han løftet hovedet væk fra sin kone. "Du ved, hvad min rigtige holdning er der," startede prinsen blot ud med. Hvis han snakkede mere om det, ville han ikke kunne styre sig. Desuden var trætheden endnu fremtrædende i ham. Overskuddet var der ikke til mere. "Men jeg ved også, at jeg i sidste ende ikke kan stoppe dig, Pompy. Du har ben i næsen, på godt og på ondt." De limegrønne øjne kiggede på hende sammen med disse ord. Det var et blandet blik, der blev givet fra Jontar. Det virkede både som en stor kompliment og et form for nederlag for ham i et og samme blik.

~ Don't just take me as a handsome face. I am so much more than that ~
Charizard 14.03.2023 20:39
Det var måske en måde at bagbinde sin husbond på, men han skulle ikke holdes for nar mere, det var ikke længere ideelt eller fungerende for dem. Men han måtte også give råderum til hende, på hende præmisser og se hendes sandhed. Nok var hans forældre roden til alle deres problemer, men de var også næringen til deres fremskridt. De honninggyldne øjne så betydningen af hans ord længe før hun opfanget hvad han sagde. Det stak hende en anelse i hjertet og hun kunne ikke dy sig fra et tungt suk. "Det er for vores barns skyld, og vores skyld," prøvede hun at trøste sig med. Udtrykket i hele ansigtet var dog beklagende. Beklagende for at hun havde forvildet sig ind på hans område, for deres situation og hvad den mulige fremtid var. Jontars liv var på spil, og det var ikke en tanke hun brød sig om.
"Han skal have sin far," kommenteret hun efterfølgende med en bestemthed i tonen.
Beanstalk 02.04.2023 06:26
Han har en far. Han behøver ikke en farmor.Det var Jontar så tæt på at sige, men han holdt sin egen tunge stille. Han skulle lære at holde sine spydigheder for sig selv. Det var ikke høfligt at lade sine stærke holdninger skinne så skarpt. Især, når de lige nu ikke gik i et med hustruens. Jovist var de deres egne skabninger, men de var også rette ægtefolk. De skulle ikke gå imod hinanden, skønt det virkede til, at Pompeia havde planlagt dette længe. Havde handlet bag prinsens ryg. Men sådan havde det længe været med flere end bare Pompeia. At have ting blive lavet bag sin ryg var en af essenserne af at være en Kazimi. Eller adelig bare for den sags skyld.
"Vores søn vil have sin far. Og sin mor," endte Jontar blot med at sige. Han skulle vælge sine ord med omhu. "Jeg gør, hvad jeg gør for vores søn også. Mine holdninger er for vores søn." Måske ikke kun for sønnen og ikke altid med sønnen i forfronten, men Jontar ville lyve, hvis han sagde, han helt og holdent kun gjorde det for sig selv. Han var mange ting, men en løgner var ikke en af dem.

~ Don't just take me as a handsome face. I am so much more than that ~
Charizard 04.04.2023 21:04
De så ikke altid helt øje til øje og de handlede ikke altid i god tro mod hinandens viljer og styrker. De listede omkring hinandens ryg og lod den anden stå uforstående hen. Men det var et større forræderi mod ham, end hende. Han var vokset op med det og skulle kunne stole på sin hustru. Hun havde handlet for sønnens velbefindende, skønt han endnu ikke var mere end bare en bold i maven på hende. De gjorde hver deres ting for samme årsag. Sønnen var knudepunktet for dem. Hjertet sank en anelse og hun nikkede forstående til hans ord. Det var ganske rigtigt. "Det ved jeg godt, Jontar," erkendte hun med en stille stemme, og lod hovedet tilte let omkring, som hun prøvede at finde ro og noget at se på. Men hjemmet var ikke helt hjemmet for hende i øjeblikket. Alle de øjne, alle de øre. Kunne de virkelig gå med deres hemmeligheder uden at fyrsten hørte med. "Jeg agter ikke at gøre noget uden dit kendskab yderligere, men jeg har min ret til at sæt foden i jorden, hvis dine handlinger strider i mod dit barns fremtid." var det alt sammen for deres barn eller ham. Var hun med i hans tanker i sidste ende?
Beanstalk 25.04.2023 22:07
Tillid var et ord, Jontar var vokset op med på en unik måde. Det blev ikke talt om. Og selv hvis man bar samme navn og var i samme familie, var tillid ikke en medfødt ting. Den skulle endnu gøres fortjent til. Og den kunne lige så nemt, hvis ikke nemmere, fjernes igen. Hvert medlem havde skulle kæmpe for tilliden til de enkelte individer i familien. Måske Jontar troede, at tillid ville komme nemmere mellem ham og Pompeia. Han havde faktisk gået ud fra det. Og til en hvis grænse var der endnu tillid mellem dem. Men på en måde var den blevet trukket halvt tilbage. Som tovtrækning. Frem og tilbage. Givet og taget. Søvnen var komplet borte. Jontar var vågen, som havde morgensolen vækket ham, skønt den først ville stige om timer. "Så du mener stadig, mine handlinger vil stride imod dine?" Aktivt sagde Jontar ikke, hvad han mente.
Så du mener stadig, mine handlinger går imod vores søn.
Dét ville han gerne have sagt, men end ikke prinsen var dum nok til at stikke sig selv med dolk i hjertet i sengen. Eller nogle steder.

~ Don't just take me as a handsome face. I am so much more than that ~
Charizard 13.05.2023 12:27
En knude spændte til i maven og brystet hos Pompeia, som luften legede med gnisten mellem dem. Kærligheden var ikke væk, men den var sat på prøve med tilliden de begge legede så voldsomt med. Det var ikke hvad hun mente, ikke de stikpiller hun stak med for at skubbe sin ægtemand ud på et sidespor. Trods maven endnu ikke var til at prale af, tog hun aktivt fat om hans hånd og placeret den mod hendes mave. "Du hører ikke hvad jeg siger, Jontar" sagde hun med mild stemme og lod sit blik søge mod hans i mørket. "Sætter du dit liv på spil eller jeg mistænker at det kan have den konsekvens for dit velbefindende, skal du tage mit ord for gode vare. Jeg alene er ikke nok for vores barn" og frygt for hvad der ikke ville ske, hvis det nu var. Ville hun og barnet endnu være i familien som nu, ville barnet blive taget fra hende og vokse op under fyrstens hånd.
Beanstalk 22.05.2023 09:55
Et skænderi midt om natten. Det var vel normalt for rette ægtefolk at komme op at skændes om uenigheder. Selv i et ægteskab ville alle ens holdninger, tanker og handlinger ikke stemme overens med hinanden. De ville sågar stride direkte imod hinanden, som de gjorde lige nu. Og skænderi om natten kunne ske lige så nemt som i dagstimerne. Jontar var dog vågen nok nu til ikke blot at nikke sig undskyldende og erklære sig enig med Pompeia for at kunne få sin skønhedssøvn. Nu var prinsen vågen nok til at stå ved sine handlinger og holdninger. Han var ikke typen, der rullede rundt, blottede sin mave og lod sig blive slået. Ikke engang af sin egen kone."Pompy, vores søn skal ikke vokse op og frygte den forbandelse. Jeg vil stoppe den for ham," Jontar var direkte og kontant. Ingen grund til at danse rundt om det. "Vores søn skal vokse op med begge sine forældre. Hans fader skal ikke være offer for en forbandelse, der går i arv."

~ Don't just take me as a handsome face. I am so much more than that ~
Charizard 04.06.2023 20:58
Der var intet traditionelt ved dem, alligevel var det noget af det mest naturlige og forventelige der var sket for dem. Arrangeret ægteskab og barn så hurtig som muligt på trappen. Mange agtede aldrig at elske deres fundne ægtefælle, men de havde fundet noget og ladet sig indhylle i den kemi. Hun forstod hans begær og visioner, men frygtede nu alligevel mere for hvad der ville ende ved eller med ham. "Kan du nå det før forbandelsen tager fat i dig, kan vi forhindre din fader fra at blive grådigere end hvad han allerede er?" mistilliden lå ikke til ham, men til tiden de havde i mod sig. Hun var holdt en anelse i skyggen, blændet for om han var i smerte når hun ikke så det. "Alt afhænger af at den enes villighed og den andens evner for begrænsning" påmindet hun ham, trods for at han var den som vidste mest af de to.
Beanstalk 04.06.2023 21:47
Tvangsægteskab. Sådan kunne deres ægteskab også beskrives som. Sådan var arrangeret ægteskaber. De var typisk et tvang for deltagerne. Det var dem, der blev arrangeret. Som var de ikke andet end dukker ført af andre. I Jontars tilfælde var dette et stort problem for ham. Han ønskede ikke at blive styret af sin fader. Men på det seneste var han nærmest blevet faderens sekundant."Det har i princippet allerede kløerne i mig," sagde Jontar, goldt og uden videre følelser. Han havde ikke just snakket om det, men han kunne mærke det i ham. Der var noget i ham. En underlig følelse. En mærkelig fornemmelse. Han kunne ikke beskrive det, men han vidste det. Han vidste, det var forbandelsen. "Ægteskab er kompromis. Forældreskab er det største."

~ Don't just take me as a handsome face. I am so much more than that ~
Charizard 04.06.2023 22:05
Mimikken faldt som en mørk skygge hen over hendes ansigt i mørket og hun pressede læberne sammen så de mindskede. Det huede hende ikke spor, men det var forventeligt og det havde blot været på hold for dem fra sekundet af at Jontar havde indtaget rollen som arving. "Javel så" forlod den korte sætning hende, lige så goldt og uden følelse som ham. Ømme punkter var nemmere at finde, når man stod med følelserne dybt involveret. "Ægteskabet er ikke udelukkende et kompromis, vi har ikke før nu haft uoverensstemmelser og disse vil ophøre så snart jeg ved at du er uden for fare" en garanti hun kunne stå ved og ville tage med sig i graven. Om hun så selv skulle begynde at forhandle med ærkedæmoner eller lignende. Jontars liv var en nødvendighed for barnets liv.
Beanstalk 04.06.2023 22:12
Det var sandheden. Kort og kontant. Hun havde ikke direkte spurgt før nu. Jovist havde hun vel heller ikke rigtig spurgt, men nu havde hun fået svaret. Om hun ønskede det eller ej. De skulle blot prise sig lykkelige over, at forbandelsen kun gik udover fyrsten og den næste arving. Kun faderen og prinsen var ofre lige nu. Ikke flere.Selvfølgelig kom der en reaktion fra Pompeia. Og ikke en af de gode. Det havde Jontar forventet. Den ville komme før eller siden. Måske han forventede at fortælle det et bedre sted end her. Et bedre tidspunkt end nu. Men hvornår var det bedste sted og tidspunkt til sådan en snak? Aldrig og intet sted. Det skulle bare siges.
Deres ægteskab var uden tvivl mere unikt end dit typiske arrangeret ægteskab. Men der var sket kompromiser, selvom Pompeia ikke vidste dette. For hun var et kompromis. Selvfølgelig ikke af den slags, man ville tænke på. Nej, kompromiset havde været i, at hun var blevet valgt for ham. "Jeg er igang med det. Men det er ikke nemt, Pompy. Det er ikke et fingerknips. Åbenbart."

~ Don't just take me as a handsome face. I am so much more than that ~
Charizard 04.06.2023 22:27
Der manglede ingen evner for at kende hans logiske tankegang for hvad de var og ikke var. Det var ingen hemmelighed at hun havde været et salgsmateriale og der skulle vælges og vrages, men hun havde mindst lige så meget at skulle have sagt i sidste ende, skønt det ikke så sådan ud. Komtesse eller adelig uden titel, Pompeia gav blot prinsen det han havde søgt uden at vide det. En ligemand, men alligevel en underdanig.
Suk. "Havde du forventet noget nemt når det var rettet mod din fader" retrotisk var det et nødvendigt spørgsmål, men omstændigt var det et dumt spørgsmål. "Hvad er tidsforventningen for at få den hævet"
Beanstalk 05.06.2023 13:10
Mange ting kunne siges om moderen, men grundig var hun. Når det kom til afstraffelse mod hendes tidligere husbond i hvert fald. At uskyldige mænd og sønner var faldet før det korrekte offer var det mindre grundige. Hvis Jontars moder havde ønsket at skade fyrsten, skulle forbandelsen være ramt ham og kun ham. Men ak, nej. Hun lod arvingen også bære offer for forbandelsen. En forbandelse, der havde kostet flere af hendes egen søns liv og hærgerede nu ham. Selv med hendes løfte var prinsen skeptisk. Dog viste han ikke dette til sin kone. Ekstra stress i en graviditet var alt andet end nødvendigt."Jeg ved det ikke. Min moder sagde, det ikke bare kunne gøres uden videre." Andet sagde prinsen ikke. Han ønskede ikke at have for høje forhåbninger fra Pompeias side. Men han ville heller ikke inddirekte opfordre hende til selv at søge moderen mere end godt var. Mere end allerede.

~ Don't just take me as a handsome face. I am so much more than that ~
Charizard 23.06.2023 22:08
Svaret var ganske forventeligt, ganske forståeligt, ganske beklageligt. Pompeia kunne ikke andet end sukke en anelse over omstændighederne for dette, for ingen forbandelse skulle være nem at bryde op med og skulle de være det, var det frygtelige dårlige udførte forbandelser. Et mistrivende nik blev givet og hun lod blikket vandre væk fra ægtemanden til at se sig lidt omkring, som hun måtte erkende dette ikke var tid eller sted. Men der var aldrig et tidspunkt eller sted for dette og de kunne ikke mødes sådan hver gang, i uoverensstemmelserne vals om natten. "End ikke den viseste shaman vil kunne råde bod på det din moder har sat i værk, men det forhindre ham ikke fra at stoppe" sagt med lavmælt stemme.
Hovedet blev lagt mod ægtemandens skulder ind til halsen, i et enkel håb om han lod hende komme så tæt, være hos ham for tætheden og trygheden han normalt gav hende.
Beanstalk 25.06.2023 13:08
Konklusionen kunne hurtigt ende på, at der intet var at gøre. At moderens forbandelse ikke kunne tages tilbage, skønt hun virkede til at ville. Nogle handlinger kunne ikke omvendes. Hvad, der var gjort, var gjort. Man kunne ikke tage tilbage, hvad der allerede var sat i sten. Men Jontar nægtede at acceptere den konklusion. Hvis han skulle blive fyrste - for Guderne ville have en hård kamp fra prinsen, hvis hans yngre brødre skulle igennem forbandelsen - ville deres søn være det næste offer. Og dét kunne Jontar ikke acceptere. Det ville han ikke. Han rent ud sagt nægtede.
En hånd lagde sig kælende rundt om Pompeia til hendes blottede skulder. Den, der ikke var op af ham, som hun lænede sit hoved på ham. "Vi finder en løsning, Pompy. Vores søn ender ikke som et offer. Det lader jeg ikke ske."

~ Don't just take me as a handsome face. I am so much more than that ~
1 2
Chatboks
IC-chat▽
Krystallandet
