Den unge Romeo trådte skyldbetynget ind i rummet, hvor Gidion stod. Lettet, men også med en nagende samvittighed over de ord, der havde forladt hans ældre ven. Det var som om, det først blev bekræftet for ham, at han befandt sig i Gidions hjem, da han fandt ham med øjnene. En mild og nostalgisk duft af grød slog ham blidt imod næsen, og hans mave trak sig sammen af sult, krævende at blive mættet nu, hvor maden var lige inden for rækkevidde. 

"Urgh, mit hoved..." brummede han døsende og undlod bevidst at kommentere på Gidions bemærkning. Romeo tøffede hen og trak en stol ud, som han tungt satte sig på med et anstrengt suk. Han gnubbede træt sit ansigt og betragtede Gidion ud mellem fingrene. Han følte sig virkelig plaget af tømmermænd. Som hvis han var blevet ramt af en hestevogn. 

Tøvende sad han og gned læberne lidt sammen, overvejende hvad han skulle sige.
  "Mhm," rømmede han sig, og hans blik faldt lidt på hænderne, der var i gang med at røre i grøden. 
"Tak, Gidion," sagde han, mens han følte sig lettere flov. Han prustede lidt og trommede på bordets kant, "Jeg er glad for, at du lader mig være til besvær for dig." lo han, på trods af sig selv, og skar en lille grimasse.

Gidion fortsatte ved komfuret og kiggede sig kun lige kort over skulderen, for at være sikker på at Romeo var landet på stolen og ikke på gulvet. Han havde været værre tilredt end han var denne morgen - så helt galt kunne det vel næppe gå.
"Ingen årsag, knægt" nogen havde et hårdere barndomsliv end andre, og ja Gidion huskede selv tiden. Huskede ungdommen der var præget af dumme og usunde beslutninger.

Grøden blev skovlet op i et par skåle og gryden fjernet fra ilden. Det var ikke en kolinarisk oplevelse, men det var mad og det var mættende. Den ældre mand satte skålene på bordet, med tilhørerne bestik og fandt derefter en kande med frisk vand frem og hældte op i et krus.
"Her, drik noget vand" kruset blev sat på bordet, inden Gidion fandt frem til den modstående stol og satte sig ned.

"Desuden, jeg vil hellere du kommer her, end at du ligger ude i kulden et eller andet sted" bekendtgjorde tømren, som han stak skeen ned i sin egen skål grød og spiste roligt af sin velfortjente morgenmad.

Romeo sad og betragtede skiftevis sine fingre der trommede lydløst på bordkanten, og sin ældre ven, mens der atter blev tavst i det fine stuekøkken. Han havde siddet her mange gange før. Næsten et deja vú, for hver eneste gang kunne han regne med Gidion Crane når han bedugget kom og bankede på døren ind til sit lille paradis der var tømrens hjem. Hvornår det var blevet en vane.. kunne unge Romeo end ikke svare på. Det var en enkel hændelse, der udviklede sig til flere, og et sted i det spæde sind havde det holdt fast i erindringen om at hos Gidion, var det rart og trygt at søge hen. Som myg der uvilkårligt søgte mod lyset. 

Maden kom på bordet, og Romeo tog imod kruset med et lille nik og tog med det samme en tår. Det gjorde godt i den tørre, hæse hals. Han tog en slurk mere, da den ikke synes at være nok. De grønne øjne fulgte med som Gidion kom ned at sidde og de brune lidt længere krøllede lokker dansede blidt om hans ansigt. Romeo stillede kruset på bordet, og begyndte at stikke lidt til grøden. Det var hvad det var; energi, mad. Det kunne selvfølgelig ikke måle sig med hans mors madlavningskunst, men det var kærkomment at få noget at spise når man var så tømmermandsramt som han var. "Jeg drikker aldrig igen." lød den samme gamle sang som så mange gange før, og han gned sig lidt i panden som han lænede sig frem, albuen støttende på spisebordet, mens han begyndte at spise. 

 Den sidste kommentar kunne Romeo ikke lade være med at trække skævt på smilebåndet til. Så det ville han alligevel?
"Du er for god af dig." lo han hæst, "Måske jeg ville lære noget af at vågne op på en bænk et eller andet sted." Han klemte øjnene lidt sammen og studerede den andens ansigt, "Men, jeg vil selvfølgelig vælge din seng over alt andet." påpegede han lidt efter - "Ah altså. Gæste-sengen." rettede han hurtigt med et lille fnys. 

Gidion tog sig ikke spor af stilheden. Han var vant til at begå sig i den, og foretrak også at bevæge sig i en rolig stilhed, fremfor en påtrængende larm. Der var ingen grund til at sige noget, hvis der ikke var noget som man behøvede at sige. Han lod Romeo sidde og vugge med hovedet og langsomt komme til kræfter, mens Gidion selv fik lavet maden færdig.

Maden var ikke nogen større kulinarisk oplevelse. Gidion spiste det samme til morgen, som han havde været vant til fra barnsben. Pengene havde aldrig rigtig været til andet, og der var ingen grund til at skifte det ud han egentlig havde det fint med. Det var energi, og det var en solid bund til at starte dagen på.
Gidion kunne ikke afholde sig fra at komme med et grynt af grin, som Romeo proklamerede at han aldrig drak igen. Mens han tyggede af munden løftede han de brune øjne og så på den unge knægt med en god mængde morskab. "Selvfølgelig gør du det" tømmermænd var ikke nok til at afholde nogen fra at indtage det bedøvende stads.

"Måske, men man ved aldrig hvad der kan ske" ja, måske var Gidion for god af sig, og måske havde Romeo også brug for en kold opvækning. Men sandheden var, at ikke alle der sov ude i kulden klarede det. Det hørte til sjældenhederne, men det skete.
Gidion fortsatte ganske neutralt med at løfte skeen igen for at få noget mere at spise, som Romeo tilføjede næste sætning. Skeen stoppede i bevægelsen, akavet og uventet. Det tog et par ekstra sekunder at få løftet skeen det sidste stykke og ind i munden, inden han smilende rystede på hovedet. "Det skader nok heller ikke, at jeg opvarter dig også" tilføjede den ældre med et muntert løftet øjenbryn - meget hurtigt forsøge at ignorere hvad Romeo fejlagtigt havde sagt. For det var helt klart fejlagtigt formuleret!

Afsløret på sin egen løgn - og selvfølgelig med god grund. Romeo kiggede først overrasket op fra sin grød da Gidion kom med sit halvkvalte grynt af et grin, som hvis han ikke troede ét sekund på hvad den unge tømrerlærling havde sagt. Men han havde jo også oplevet ham sige dét gang på gang når Romeo var troppet op hos Gidion i sin berusede tilstand. Den unge dreng hvilede ansigtet i hånden og sendte den anden et sigende smil, efterfulgt af en lille grimasse. Han havde ret; det gjorde han nok, ja. Og så vendte han opmærksomheden ned til sin grød på ny og stak lidt mere til den, inden han tog en bid med et opgivende kluk over hvor ironisk det hele var. Ved alle guder hvor var han smadret i dag. 

Man ved aldrig hvad der kan ske - nej, det var jo rigtig nok. Romeo trak lidt på skuldrene af det, og spiste uforstyrret videre. Hans far ville jo nok mene noget andet, at han ville have godt af dét, når han nu svansede rundt sådan på må og få som en anden tosse med alkoholen brusende i blodet. Som han skulle til at svare Gidion, blev der pludselig underligt stille, og de grønne øjne søgte flygtigt hen på sin vært da han havde pauset i sine bevægelser - sikkert grundet Romeos lille, upser af en sætning. Det var jo ikke dét han havde ment. Han så ned i grøden igen og forsøgte at lade som om han ikke selv havde hørt hvordan det havde lyt, og spiste videre, tyggede lidt ekstra på grøden, mens han lod den lille akavede summen passere i blodbanerne. 

"Hah," udbrød han lidt overrasket, men moret til Gidions bemærkning om at opvarte ham. Det skadede ikke? "Du nyder vel selskabet." drillede han lidt, og lænede sig tilbage i stolen med et tungt suk over den pludselig bevægelse. Årh, det zalans hovede. Han klemte øjnene sammen inden han missede lidt træt med dem, men blikket søgte alligevel hen til Gidion, stadig med et skævt smil i mundvigen. 

Gidion gjorde sit for ikke at ligge noget i sætningen, overhovedet. Det var gæstesengen han havde ment, og det var naturligvis også Gidions seng, når sandheden skulle på bordet. Han rømmede sig og tog en mundfuld af sit vand og forsøgte at tænke på noget andet. Mænd delte ikke seng – og specielt ikke med en ung knøs der drak sig fuld hver eneste chance han havde. Nej, det var bare en fortalelse. Bare tanken var jo forkert - det var han i hvert fald opvokset med at det var, og alligevel følte han ikke at det var forkert. Jo, med Romeo var det fuldstændig og helt aldeles forkert - men en anden mand. Gidion rystede svagt på hovedet af sig selv og kom med et lydløst fnys. Fokuser.

”Det er ikke helt uvelkommen, hvis jeg skal være ærlig” lo han og fik skubbet det sidste af den akavede stemning væk for i stedet at fokusere på den nye del af samtalen der var startet op. ”Men, du kunne nu godt besøge mig når du var ædru også” drillede Gidion videre og sendte ham et sigende blik, som han lænede sig tilbage og lagde armene over kors. Nogen havde tydeligvis meget ondt i hovedet – hvilket virkelig ikke kunne komme bag på nogen som helst. "Hvis det kan lade sig gøre"

Den drillende bemærkning fik Romeo til at sende Gideon en fåret grimasse. Ja, han vidste godt at han ikke var særlig god til at besøge ham på andre tidspunkter end når hans sindstilstand var sløret til af alkohol. Den ældre ven var blevet en uheldig vane for ham, eller et held i uheld. Romeo satte i hvert fald pris på at blive taget ind af Gidion, til trods for hvor meget til besvær at han måtte ende ud med at være. 

"Jeg skal nok være bedre til at kigge ind, uden at være beruset." sagde han med et lille moret fnys. Overrasket over, at Gidion gerne ville have Romeos selskab udover de uhensigtsmæssige visit. Men også med en dårlig samvittighed hængende omkring ham. Han kørte en hånd gennem det kortere pjuskede hår og lod den hvile et par sekunder på toppen af hovedet, og forsøgte at dæmpe de ubønhørlige dunk. "Må jeg tage lur hos dig, inden jeg tager hjem?" spurgte han forsigtigt, men stadig med en kende nonchalance over tonen.