Om de kunne have en fremtid sammen var ganske uvist, der kunne ske så meget og hvem og hvordan de skulle overtales kunne Mehdi kun gisne om, det gjorde det kun vigtigere at få det bedste ud af hvad de havde sammen nu. Selvom han var mere end villig til at prøve at regne ud hvordan han kunne få det til at ske.

Atter engang nikkede han til hendes ord. "Det kan jeg godt sætte mig ind i" I hans gamle hjem var der et hjørne i haven han altid havde søgt tilflugt i som barn når solen havde været for bagende, tutoren for krævende eller hans faders blik for skuffet. Hvordan det måtte være at have en tvilling havde han dog svære ved at sætte sig ind i, for ham virkede det som at mange satte dem i samme båd, men Olive og Rosalie var så forskellige at det nærmest virkede fjollet at gøre. Dog lod de til altid at have hinandens ryg og tanken om at have nogen der altid ville en det bedste lød ganske enkelt utroligt.

Mørket omkring dem føltes nærmest som en værn mod fremtiden og alle de problemer der kunne komme med den, det føltes for Mehdi som at han kunne lade masken falde en stund og bare være ung og glad for at være sammen med hende der stod hans hjerte nærmest. "De må have været blinde" lød det mildt men uden tvivl i stemmen, for hun var alle de ting i hans øjne såre simpelt. 
Mørklødet fingre fandt hvile på hendes kind, den føltes varm som en sommer dag under hands tommel kærtegn som han roligt bukkede sig forover for at plante kys langs hendes hals. Hendes duft hang omkring ham mens hans hjerte truede med at bryde fri, hvad de havde gang i kunne gå en farlig vej, men hvorfor føltes den så mon så rigtig?

Måske burde Mehdi ikke ligge så meget hans følelser for Rosalie men hvordan kunne han andet når hun var så dejlig? Og Især nu hvor han vidste at hun ligeså holdt ham nær i hendes hjerte. Følelserne for hende truede med at blive altoverskyggende, som hvert hjerteslag gjorde det svære og svære at anderkende at der var en verden der skulle tages hensyn til udenfor deres hule. Hvorfor skulle man nu hvor hun var alt hans hjerte begærede?

Der var noget magisk med at hun lod til at læse hans intention som var det hendes egen, følelsen af fingre i hans får var nær elektrisk som gådehud spredte sig. Lyden af hendes suk ekkoede i hans sind som det vækkede noget dybt i ham, kys efter kys fladt langs den blottede nakke indtil han i stedet nappede prøvende i hende øreflip. Hvis blot han kunne få hende til at lyde sådan igen, den frie hånd fandt hendes talje roligt vandrende længere og længere ned mens han prøvede at lærer hendes form at kende trods tøjet i vejen. 

De dunkende hjerteslag tog til i hans bryst og ekkoede i hans væsen, hvis der havde været mere lys ville der ikke have været noget tvivl om hans voksende begær. "Rosie" sukkede han ved hendes øre før end han trak sit hoved tilbage "Kys mig"  lød det tyst, det var mere et håb end en ordre, for han ønskede ikke at tvinge hende til noget trods hvor meget end han selv ønskede det, hvilken mand ville han være hvis han gjorde? Ikke en som fortjente den kærlighed der var blevet ham givet. 

Om ens første kærlighed ville bære eller briste var der nært lige så mange historier om som der var folk i landet, om Rosie var Mehdis eneste ene havde han ingen mulighed for at kunne sige, han kunne lige så lidt spå fremtiden som den næste, men i hans hjerte føltes det sådan så hvem var han til at sige det imod?

Hele Mehdi krop sitrede i spænding for hvad der mon ville ske som det næste, da den vandrende hånd nåede kanten af kjolens stof og grådigt mærkede huden der havde skjult sig under. Hun føltes så varm under hans berøring, men ufortrødent vandrede hans hånd nysgerrigt langs det indre af hendes lår mod hendes skat. Det føltest næsten uvirkeligt at mærke hendes krop trykke sig mod hans som hun ønskede at de blev endnu tættere end de allerede var.

I det dæmpede lys syntes han at se hans hunger genspejlet i hendes øjne før deres læber mødtes i kys som de aldrig havde før, der var intet passende i hverken det eller hvad de havde gang i, men det betød intet for ham i denne stund det eneste der betød noget for ham var Rosie.
Et sug gik gennem ham som hendes hænder fandt forsvarløst maveskind, ikke kun fordi hendes hænder var kolde mod hans hud for at den hungrede efter hendes berøring. 
Med hans frie hånd knappede han en håndfuld knapper op i skjorten der der åh så meget i vejen denne stund, så hun havde lettere ved at komme til.

Det hele føltes så uvirkeligt, så fantastisk og Mehdi havde svært ved andet end at tro at det måtte være en drøm, for hvordan kunne han være så heldig? Men det var virkeligt, følelsen af hendes hænder mod hans blottede bryst efterlod en summen som hendes berørering elektrisk der kun fik hans hjerte til at gløde varmere og varmere.

Med et "Mmh" og et noget ivrigt nik gjorde han som hun bød. Af ren og skær vane søgte hans blik væk som kjolen blev løsnet før deres øjeblik fangede ham atter en gang og hans blik tog syntet af hende ind. "Waow... Du er så smuk" lød det målløst fra de mørklødet læber, trod hans hjerte skreg på at sætte ord på hvad det følte var de de eneste ord der der formåede at komme ud, men det var sandt for i hans øjne var hun smukkere end alverdens krystaller og ædelsten. 
Prøvende rakte han ud for at lade hånden følge hendes figur, der var stadig meget for at lærer om kvinder for ham og så tryllebundet han var af hende så håbede han inderligt at de kunne lærer sammen.
Lyden af hans bæltespænde klirrede som det landede blandt hans bortviste skjorte og rejsekappe, kort efterfuldt af hans busker, for som hun blottede sit væsen for ham, blottede han sit for hende. 

Trods alle de overvældende følelser der buldrede i hans bryst så vidste han at de ikke måtte krydse alle grænser, at de ikke kunne gøre det uden at risikere at kaste alt bort. For hvor meget end han ville give hende sit alt, så nægtede han at hverken at risikere at tage noget fra hende eller sårer hende på nogen måde.