Kethask så med et tilfredst smil på det brændte mærke på Eclipses skulder. Hun var meget tilfreds med, hvordan det var kommet til at se ud. Mørkets mærke. Det ville han få brug for før eller siden. I hvert fald hvis hun fik ham omvendt, som hun havde planlagt. Og det skulle hun nok få gjort. Det burde vitterligt ikke være et problem.

"Dæmoner?" for første gang kunne man se en følelse på hendes ansigt: overraskelse. Hun havde troet, at han var et menneske, men hun sad alligevel med en dæmon? Mytisk. Det havde hun ikke forventet. Hun synes heller ikke umiddelbart, at han lugtede af dæmon, men han kunne jo bruge noget til at maskere det. Det var bestemt ikke umuligt.

"Du er en dæmon? Nå ja, det kan vel også bruges..." mumlede hun lavt.

Selvom hun hørte ham bede hende stoppe, så tog hun den næste spand, og hældte vand i ansigtet på ham igen. Det gjorde hun indtil de tre spande var tomme - hvilket tog lidt tid, eftersom de var fortryllede og derfor 'dybere' end de så ud til at være. Med et suk satte hun den sidste spand fra sig, og så indgående på ham.

"Hvis du ikke snart stopper med at sprælle, så skal jeg få dig til at stoppe med at sprælle," truede hun ham meget seriøst med et mystisk smil på de skællede læber.

(...)

Vand, efter vand efter vand blev ved med at ramme Eclipse i hovedet. Han prøvede af alle sine anstrengelser at undgå vandet, men det var umuligt. Det ramte hans øjne, gurglede ham i munden når han prøvede at bede Kethask om at stoppe, og det sved i hans næse. Det var svært at trække vejret, og i det sekunder hvor det var muligt at få lidt luft ind, når Kethask der byttede spandene ud, sugede han luft ned i lungerne. Det var af korte sekunders varighed. 

Eclipse blev mere og mere ør i hovedet. Det var som om han forsvandt væk. Det føltes som om at han var ved at drukne. Svimmelt, og hivende efter vejret så han ufokuseret i retningen af Kethask stemme. Han forstod hvad hun sagde, men alligevel var det som om at han ikke kunne høre det ordentligt. Det var ulideligt, og det havde føltes som flere timer at hun havde tortureret ham med vandet. Hans krop lå fladt og udmattet på bordet hvor han var bundet, og han var hele tiden ved at glide ind og ud af bevidsthed. 

Kethask svarede ham ikke på sit spørgsmål, for det skulle nok blive tydeligt for ham ingen længe. For hun var jo kun ude på, at torturere ham til overgivelse, hvor hun kunne sætte ham ind i et geled i Mørkets hær. Eller kun og kun, det var da en del. Men han skulle skam nok komme til at passe godt ind. Når hun altså havde fjernet alt der hed personlighed og egen fri vilje.

Men han stoppede da endelig med at sprælle. Han var velsagtens ved at blive kvalt i al det vand. Og hun stoppede da også med at hælde vand i hans ansigt, for en tid. Derefter gik hun over til endnu en af hylderne. Derfra drog hun en slags syl. Den var spids i begge ender, og skulle bruges som middel mod, at Eclipse faldt i søvn.

"Så min ven. Jeg har noget til dig," kom det næsten kærligt fra hende, men det var rent bedrag.

Hun løftede ham fra hvor han lå, og hjalp ham op og sidde. Så placerede hun den spidse syl-lignende genstand under hagen på Eclipse, og den anden ende mod hans bryst. Sådan at hvis han faldt i søvn, og hovedet landede på brystet, så ville han spide sig selv. Men han ville opdage det, før det skete. Det var et effektivt middel til at holde folk vågne på.

"Hold hovedet der, eller bliv spidet," var alt hun sagde, før hun rettede rebbene til, så han kunne sidde op.

Kethask smilede djævelsk af ham, som han dårligt kunne holde sine øjne åbne. Hun ønskede dog ikke at spide ham. Blot at torturere ham lidt længere. Og søvnfrarøvelse var nok en af de værste former for tortur hun kendte. Lod han hovedet falde, så ville han ikke overleve i hvert fald.

"Jeg foreslår du holder dig vågen. Hvis ikke så dør du," kom det koldt fra hende, som hun gik rundt langs hylderne, og rodede med lidt forskellige ting. Så tog hun handsker på de skællede hænder, og skruede låget af en lille krukke med en mærkværdig plante kaldet dæmon-nælde nede i. Den skulle hun bruge senere.

Så satte hun det på en af hylderne, og begyndte at rode med en anden plante fra en krukke. Hun maste den tørrede plante til pulver med en mørtel, og lagde lidt på sin håndflade. Så gik hun hen til Eclipse, og slog ham med en knyttet næve i maven, mens hun holdt pulveret under hans mund, så han ville indhalere pulveret, når han hev efter vejret efter mavepusteren.

Pulveret var fra planten babybælg, og ville indgyde forfærdelige og skræmmende hallucinationer hos den, som indhalerede pulveret.

"Lille mig? Ingenting. Jeg vil træne dig og tortere dig, og så må vi se, hvad vi skal efter det..." sagde hun stilfærdigt, stadigvæk smilende.

Kethask havde netop slået Eclipse i maven, og havde fået ham til at indånde pulveret. Hvad det ville gøre ved ham både vidste og vidste hun ikke. For ja, hun vidste, at det ville give ham hallucinationer. Højest sandsynligt skræmmende hallucinationer, men hvad disse syner ville vise ham, ja, det vidste hun altså ikke.

Hun håbede bare, at det var nok til at skræmme ham fra vid og sans. Skræmme forstanden ud af ham, så hun kunne styre ham som en marionet. For kunne hun det, så kunne hun bruge ham. Hendes mestre ville være yderst tilfredse med hende, hvis hun skaffede dem en soldat, som kunne styres af det onde. En soldat som havde glemt hvem han var, eller pludselig husket at han også kunne være ved det onde. Det mørke. Mørket.

Men så begyndte Eclipse at vende det hvide ud af øjnene, og mumle for sig selv. Hvad han sagde kunne hun ikke høre, men hun regnede med, at han talte med hvad end han kunne se i sin hallucinerende tilstand. Han mumlede utydeligt, men hun var alligevel ikke ret interesseret i, hvad han sagde.

Gang på gang gippede det i ham, og hun måtte sikre sig, at han ikke spidede sig selv på den jern-nål, som hun havde lagt under hans hage, så den fjernede hun igen. Han var ikke noget værd for hende, hvis han var død trods alt. Eller jo der ville være til et par måltider eller 10, og det var da også meget godt, men han var mere værd levende. Desuden var det sjældent, at hun ligefrem spiste mennesker. Selvom det da var sket før...

Kethask rullede øjne af hans reaktioner, og hans gispen efter vejret. Det lå ikke til hende at have medlidenhed med mennesker. Eller generelt andre væsner. Der var aldrig nogen, som havde haft medlidenhed med hende, da hun havde været slave som barn, så hvorfor skulle hun have ondt af andre? Det havde hun altså ingen grund til at have.

Hun stak ham en syngende lussing, da han begyndte at sove, men han ville næppe reagere på den, da pulveret meget muligt havde slået ham helt ud. Forhåbentlig ville han have utrolige og uhyggelige drømme. Det ville i hvert fald glæde hende, hvis han havde det. Hun havde brug for, at han var så meget ude af sig selv, som muligt, når han vågnede. Det ville gøre hendes hjernevaskning væsentligt lettere.

"Idiotiske menneske," mumlede hun irriteret, som hun lod ham ligge bundet til bordet, mens hun gik ovenpå. Døren ned til kælderrummet låste hun og smed en eliksir på gulvet foran døren. Den ville få hvem end der trådte på eliksiren til at falde igennem gulvet og ned i kælderen igen. Det var et last resort for hende.

Så gik hun selv hen til briksen i baglokalet, og tog sig et par på øjet.

Senere næste dag stod Kethask tidligt op. Hun ville være sikker på at vågne før Eclipse, som sikkert var godt og grundigt rundt på gulvet over gårdsdagens oplevelser. Men det måtte han jo så være. Det bekymrede hende ikke ret meget. Hun tog et trækrus med vand ned i kælderen til ham, for hun var trods alt ikke ude på at tørste ham. Sulte ham? Helt sikkert, men ikke tørste ham. Mennesker kunne ikke gå ret længe uden væske trods alt.

Om han var vågen derned var sagen uvedkommen.