Runila så overrasket ud da han nævnte for hende hvor hun var henne. Hun vidste ikke meget om verden udenfor Dragorn, og det var også derfor at hun havde valgt at rejse væk. Opleve verden, og tilegne sig sin egen viden. Det var ikke meget viden hun havde nået at tillært sig selv.. og nu var hun fanget. Havde hun hørt om Balzera før? Måske.. hun var ikke den der var allermest opmærksom, når de var blevet fortalt om andre steder i Krystallandet. Hvilket ærgrede hende nu. "Tak.." kom det som en halvhvisken fra hende. Så slavehandel var stadig ok her hvor hun befandt sig. I Rubinien.. Men hvorfor var der folk udenfor Rubinien som var med på at fange folk til slavehandel? Ja.. måske tjente de godt, men det var ikke retfærdigt! 

Det gippede i Runila da de andre mænd var kommet hen til dem og snakkede. Blandt dem stod en kvinde med hvidt hår. Hun var smuk, og udsendte en anderledes aura end Jontar. Det var ubehageligt at de alle stirrede på hende, som om hun var et udstillingsdyr. Hun sænkede sit blik for at undgå deres. Runila var stille da Jontar talte om hende til dem. Skidt og snavs.. Ja, hun var sikkert rigtig hæslig at se på. Det overraskede hende hvor venligt den unge herre snakkede til kvinden. Var hun hans kæreste? Søster? Det kunne vel ikke være en slave hvis han behandlede hende så pænt. Det lod i hvert fald til at han behandlede hende pænt. Runila kunne kun håbe at badet var til hende.. men hun tvivlede på at blive mødt med sådan en venlighed. Hun mærkede et ryk i rebet da en af mændende havde fået hendes reb og trak hende med sig ud af bygningen. 

Runila fulgte med efter mændende. Jontar var også gået foran hende, og hun skævede til den hvidhårede kvinde, "Er... er du hans søster?" spurgte hun lavmælt for at de andre ikke skulle høre hende snakke. Hun skævede rundt. Det virkede til at være håbløst at flygte. 

Tak? Jontar var allerede positivt overrasket. Denne slave havde været hans i, hvad? Et kvarter? Og hun var allerede ved at udvise høflighed. Måske ville det ikke komme så vidt, at prinsen skulle gøre brug af sin forsikringsaftale. Nu skulle han ikke forhekse det dog. Ingen grund til at skabe mere drama. Med Kazimi som navn var drama lige så normalt som at drikke vin dagligt.
Slavehandel var kun lovligt, hvor de var lige nu. Og det var også derfor, alle var mere varsomme her. Én kidnapning i skoven kunne resultere i slavestatus til en. Der kunne nemt blive mangel på slaver, hvorfor mange tog ture til resten af landet for at anskaffe slaver. Det var selvfølgelig ulovligt og kunne give store straffe. Jontar var heller ikke udadtil velvidende om dette. Dette var kun en facade dog. Selvfølgelig vidste han, at mange af de slaver, der kunne købes, meget vel kunne komme fra resten af landet også. Hvordan ellers skulle de få eksotiske slaver? Derfor skulle kidnapperne være smarte, listige og lydløse. Så snart de var kommet til Balzera, kunne de atter ånde lettet op. Her var der ingen lange arme af lovens i nakken på dem. 

De dannede en meget fin trop. Der var to personer helt bagerst - en mand og en kvinde. Der var en enkelt mand lige foran Jontar. Det var ham, der nu havde rebet. Derfor udgjorde Jontar, Morosa og Runila midtertroppen - i den rækkefølge. Og selvom Jontar var længere fra Runila end Morosa, kunne prinsen alligevel høre den nyindkøbte slaves spørgsmål til den mere erfarende. Han kunne ikke lade være med at smile smørret. Dog lod han tie for nu. Han ville høre Morosas svar.
"Nej. Jeg er ingen Kazimi. Jeg er ikke som den ærede frk. Meena." sagde Morosa hudærligt, som hun havde drejet hovedet mod Runila. Der var en snert af afsky i hendes øjne. Hvordan kunne hun sammenlignes med en Kazimi? Det var jo absurd.
"Morosa er min personlige slave. Hun var mit første køb. Jeg var kun 10. Allerede der kunne jeg skelne mellem de gode og de dårlige." Jontar drejede ikke hovedet under nogle af sine ord. Først til sidst blev de limegrønne øjne plantet direkte på Runila. Uden at sige det med ord sagde øjnene noget. Forhåbentlig er jeg ikke ved at falde fra den, med dit køb.

Kan du godt lide det? Var umiddelbart Runilas første indskydelse at spørge kvinden om. Men da hendes læber skiltes for at forme ordene, tav hun. Uanset hvad, ville slave kvinden ikke kunne tale frit med Jontar i deres nærvær.

Afskyen i den anden kvindes blik skræmte hende også. Hun ville bare så gerne snakke med nogen.. Efter at have været fanget i en måneds tid uden at kunne tale frit savnede hun at konversere. Faktisk var Runila ikke sikker på hvor lang tid der egentlig var gået. Hun havde mistet tal på det undervejs. Runila frygtede lidt at den anden kvinde fandt hende afskyelig på grund af blikket hun sendte hende.. Men det kunne ligesåvel være sammenligningen. Runila tænkte at det sikkert var en blanding af det hele. Kazimi..? Så jeg er tilfangetager hos Kazimi familien? Er det dem der bliver fortalt spøgelseshistorier om? Hvorfor kan jeg ikke huske noget lige nu.. Tænkte hun irritabelt og puffede lidt til sandet med skosnuden. Der kom sand ind i hendes sko pågrund af hullet i spidsen. 

Runila landede et forsigtigt blik i nakken af Jontar da han talte. Hun kunne se at hans nakkehår var perfekt klippet og passede til resten af hans perfekte ansigt. Ikke at Jontar personlighedsmæssigt var så perfekt.. Troede hun. Men han var meget anderledes i udseendet i forhold til dværgene hjemme i Dragorn. Hun anede ikke at mennesker kunne udstråle den skønhed han gjorde. Det var med lidt uvilje at hun tænkte disse ting om ham. For godt nok var hendes tilfangetager blevet opgraderet til en der ikke snakkede uafbrudte skældsord til hende eller slog.. Men Jontar var og blev stadig hendes tilfangetager. Det overraskede hende at denne mand allerede handlede med slaver da han var så ung. Hun vidste ikke om hun måtte sige noget. Det skarpe blik han nu sendte hende da han skævede om til hende, fik hende til at standse, men hurtigt måtte hun følge trop da rebet hev i hende. Hun var lige ved at snuble. Men genfandt balancen. 
"Hvad.. sker der med de dårlige?" spurgte hun forsigtigt og skævede først til Morosa, men derefter hen på Jontar. Blikket lettere flakkende da hun ikke turde at holde blikket hos hverken den ene eller den anden. 

Endelig nåede de udenfor. Den lune luft ramte Jontar. Prinsen var nød til at ånde dybt ind for at få enhver lille del af den dunkle og ulækre stank og miljø fra tidligere væk. Frisk luft og tanken om et dejligt, varmt bad. Hvad mere kunne Jontar bede om? Han havde sågar fået anskaffet en slave, der udviste stort potientiale. Hun var ikke prøvet at løbe væk, det var altid et plus. Der var så mange, som prøvede det. Jagtede en blind frihed, de ikke kunne opnå mere. I hvert fald ikke uden Jontars ønske. De var i hans kontrol. Meget vel kunne hans ord kontrollere, men ofte behøvede fyrstesønnen det ikke engang. Han havde kontrol nok i sig selv. En umagisk evne.

Elverdværginden havde intet imod at åbne munden og snakke. Havde Jontar været i dårligt humør eller været nødsaget til at vise kontrol, ville han have lukket munden på hende. Men det var tydelig at høre i hendes spørgsmål og skælvende toneleje, at hun blot prøvede at genvinde en form for fodfæste i hendes situation. Og hvordan kunne Jontar ikke være gavmild til dette?
"De bliver enten straffet hårdt til de bliver gode," sagde Jontar henkastet og med øjnene lukket og ansigtet lige ud. De havde gået lidt endnu i det fri, men nu stoppede han op og som en god følgetrop stoppede resten et halvt sekund efter. Hovedet drejede henover den ene skulder, så et enkelt øje var plantet på Runila. "Og hvis ikke det virker, må jeg sælge dem videre. Bordelhusene hernede bugner altid med dårlige slaver." Der var et tydeligt træk i smilebåndet. Runila ville ikke kunne se hele munden, men det var kun et skævt smil. Det var en trussel. Delvis tom, delvis rigtig. Der havde været slaver i Jontars varetægt, som var blevet solgt videre. Det ville ikke være utænkeligt, at nogle af disse var endt på de sydlige bordelhuse. Hvad der skete med slaverne, når de ikke længere var prinsens ansvar, bekymrede ham ikke. De var jo ikke længere hans ansvar på det punkt. Hvorfor skulle han bekymre sig om noget så uvigtigt som en slave og så endda en, der ikke længere var hans?

Da solens stråler ramte Runila i ansigtet som de trådte ud af bygningen, kneb hun øjnene ubehageligt sammen. Solen var skarp og bagende. Hun missede kortvarigt med øjnene og kiggede ned i sandet. Hun fulgte lydigt med, og så på rebene om hendes håndled. Forsigtigt og prøvede hun at ruske lidt med hænderne for at se om rebet gav sig. Det var vel aldrig forsent at stikke af eller hvad. Men det var bundet stramt, og hun kom ingen vegne med det. Hun prøvede også at gøre bevægelsen så skjult som muligt, så de andre ikke opdagede hvad det var hun prøvede på. 

Jontar svarede på hendes spørgsmål om hvad der skete med de dårlige slaver. Straffet. Det var et ubehageligt ord. Runila tænkte at det nok ikke var den samme slags straf som ulydige elever fik i skolen af lærerinden. Det dirrede frygtsomt i hende, men hun prøvede at se modig ud. Det næste han sagde chokerede hende. Han solgte dem videre til.. bordelhuse? Hendes øjne blev store og skræmte. Hun standsede op da alle standsede. Runilas bange blik var som tryllebundet til Jontars. Hun kunne se at han nød at komme med den slags udtalelser. Det var en nervepirrende og frygtelig situation. Hun brød blikket med Jontar og bed sig i underlæben. Hvad skulle hun dog gøre? Var der slet ikke nogen måde hvorpå hun kunne slippe væk? Der var heller ikke tid til at gnave rebene over med tænderne.. og hvis hun gjorde var det så åbenlyst og alle ville kunne nå at standse hende og endda... sikkert straffe hende også. Det gøs. Hun ville ikke have flere tæsk. Hun ville have et varmt bad.. hun ville sove i en blød seng. Sove og sove.. og vågne hjemme i Dragorn. 

Runila følte dog at hun skulle give Jontar et eller andet form for svar til hans.. trussel, eller information. "Jeg.. jeg skal nok være god." hun så lidt desperat ud da hun sagde det, og kiggede nervøst op på kvinden ved siden af hende og dernæst hen til Jontar, "Måske... måske jeg kan købe mig ud.. Hvis man ikke har nogle penge i Dragorn.. og man har spist på kroen.. så kan man få lov til at vaske op og fjerne sin gæld på den måde.." sagde hun prøvende, men ordene der kom ud af hendes mund skælvede mere og mere som hun færdiggjorde dem. 

Reaktionen fra Runila blev nøje betragtet. Det var ikke gået Jontars næse forbi, at hun uden tvivl havde prøvet i skjul at slippe fri. Hun var ikke dum, det var tydeligt. Hvis ingen kiggede på en og man var bundet, ville man prøve i hemmelighed at binde sig selv op. Og der måtte prinsen give sælgeren sin retmæssige ros. Rebet var bundet så stramt, at det måske sågar afskar en anelse for blodomløbet helt til fingerspidserne på dværgeelverinden. Skidt pyt. Hvis ikke hendes fingre overlevede turen, var det bare et tegn på hendes værd - eller manglende værd.
Det var tydeligt, at Runila prøvede bravt at være modig og ikke vise svaghed, men som Jontar kom med den halve trussel, viste hendes frygt sig. Både i ansigtet, men især også i hendes respons. Hun forsikrede sig om sit værd. At hun var god nok til at være slave under Kazimi. Men hvad hun sagde bagefter, fik Jontar til, ikke bare at dreje hovedet helt rundt, men hele kroppen, så hans front var direkte mod Runila. I stilhed trådte han to skridt frem. Han var tættere på hende end manden, der havde den anden ende af rebet.

"En slave, der mener, hun kan købe sig ud. Så har jeg hørt det med," sagde Jontar grinende. Hans limegrønne øjne fikserede på den lavere slave. Hun havde nogen ild i sig, det måtte han give sig. Når hun direkte prøvede at forhandle sig ud. "Men slaver har ingen krystaller. Hvad du havde før, er ikke længere dit."
Hovedet vippede en anelse tilbage og øjnene kiggede op. Den ene hånd begyndte at gnide mod den glatte kind. "Men hvis nogen vil give et retfærdig pris for dig, vil jeg da ikke takke nej med det samme." Måske det kunne give Runila den lille brøkdel af håb, hun ihærdigt prøvede at anskaffe sig. Hvis hendes mor eller andre bekendte lærte til hendes situation og havde krystallerne til at købe hende fri, ville Jontar mere end gerne tage forhandlingerne op. Men det ville være et salg, ikke en befrielse. Retfærdig skulle være retfærdig. 
Hovedet vippede ned igen sammen med blikket. Hånden faldt ned langs siden. "Men indtil da er du min slave, forstået?" En lille indånding blev taget. Som om Jontar inddirekte prøvede at suge mere chakra ud af sig. "Løft armene." Om Runila ville gøre det lydigt uden noget, eller om Jontars magi måtte påvirke, ville prinsen desværre aldrig vide, medmindre han spurgte. Men han kunne oftest se på ansigtsudtrykkene, om ordren blev udført i lydigt eller modstridelse. Uden eller med magi.

Det gippede i hele Runilas krop da Jontar tog skridtende frem mod hende. Hun fik lyst til at respondere ved at tage de tilhørende skridt bagud, men hun kunne ikke. Rebet holdt hende fast til hendes position. Jontar var helt tæt på hende nu. Hendes hjerte slog et slag over. Det var som om mandens limegrønne øjne kunne se lige igennem hende. Hun følte sig nøgen. 

Det første Runila troede der skulle ske var at hun ville blive straffet for sine ord. Men hun blev overrasket. Den mørkhudede mand grinte. Det havde moret ham. Nogle af de andre mænd havde kommet med nogle små fnys og hånende smil da Jontar grinte, for at være med. Runilas blik gled fra mændende og tilbage til Jontars øjne. De blev fastholdt der. Hun var usikker på om det havde været en hånende latter, eller om han bare havde moret sig ved hendes udtalelser. Den lille glød i hendes mørkebrune øjne begyndte at forsvinde da han sagde at hun ingen krystaller havde. Det var først da Jontar så endelig tilkendegav at han var villig til at sælge hende hvis nogle ville købe hende ud.   "Virkelig?" udbrød hun og hendes øjne blev store. Den svage stemme, havde pludselig mere røst og iver end den havde haft før. Måske havde hun en chance alligevel hvis hendes mor nu... hvis ... Hun sænkede blikket lidt, men ville ikke give op endnu. Hun vidste godt at hendes mor på ingen måde ville vide at hun var her i Balzera, og det var vel heller ikke fordi at Jontar ville lade hende sende et brev til sin mor. Men nu var der i hvert fald blevet budt en mulighed. En mulighed der kunne betyde frihed.. på et tidspunkt. Runila kom med et lille suk for at tage mod til sig, og rettede sig mere op. 
  "Forstået." Hans slave.. Hun kiggede op på den kvindelige slave, som vidst nok blev kaldt Morosa. Hun så ikke ud som om at hun havde friske mærker fra slag, og han snakkede også pænt til hende. Måske havde Runila været heldig at ende hos Jontar. Det kunne vel kun være bedre end bordelhusene. 

Jontar ville have hende til at løfte armene. Og hendes tykke bryn rynkede sig i en forvirret mine. Hvorfor skulle hun det? Uden at fjerne den forvirrede grimasse fra Jontar, løftede hun forsigtigt armene over hovedet. Hun følte heller ikke at hun havde noget valg. Rebene skar i hendes håndled, og hun bed sig kort i underlæben.   

Jontar kunne nærmest se håbet svinde ind og ud i hendes mørkebrune øjne. Først forsvandt varmen, håbet, gnisten fra hendes øjne, da han fortalte, hun ingen krystaller havde og var degraderet til samme stadie som et husdyr. Men som han gav nyheden, at hun kunne købes - for den rigtige pris - var det, som om dette lys kom tilbage i hendes øjne. Der var en chance for hende at blive fri, tænkte hun. Uanset hvor lille og usandsynlig den var, så gjorde det hende bedre. Nogen ville måske anse Jontars handlinger som idiotiske. Hvorfor give slaver håb? Men det var bedre end alternativet. Nu tænkte Runila, at hun kunne købes ud. At hun kunne blive fri igen, men for at dette kan ske, burde hun forholde sig på den gode side af Jontar. Ikke noget med at bryde reglerne eller være trodsig. Dette var en langt bedre attitude end de slaver, der var trodsige og prøvede at undslippe hver og hveranden dag. Giv en hest illusionen af en gulerod på en stik og den ville vandre lydigt i uendelige mil. Runila var hesten og hendes frihed var gulerodden.

Det var tydeligt at se i hendes ansigtsudtryk, at hun ikke forstod, hvorfor armene skulle op. Men de kom op. Rebet ville stramme om hendes hænder og gøre ondt. Det ville alle vide. Alligevel blev armene løftet over hovedet. Godt. Magi måtte bruges endnu på hende, men det ville Jontar med glæde gøre. Han kunne altid blot dræne hendes energi for at lade ham selv op. Straffen for, at han skal bruge overtalende evner på hende frem for, at hun selv lyttede.
"Flot klaret," sagde Jontar i næsten samme toneleje, som en kæledyrsejer ville sige, når dyret havde gået på toilet udenfor og ikke i stuen. Jontar gav et sidste skurrende blik med de limegrønne øjne, før han drejede rundt og gik tilbage til fronten med begge slavinder bag sig atter. "Runila, du vil gøre klogt i at høre efter. Vi skulle nødigt have, at din kære mor aldrig ville kunne finde dig igen." Ordene blev sagt henkastet og alt for muntert for, hvad de indebar. Man var ikke en succesfuld mand uden at være hård. Svage mennesker kom ikke langt i livet. Og en Kazimi var alt andet end svag.

Måden han snakkede til hende på, var selv samme måde som hun gjorde når hun gav hundene komplimenter i dragorn for at have hentet en pind, eller nå de kunne sidde på kommando. Runila følte sig sammenlignet med en hund. Blikket sænkede sig ved "komplimenten" fra Jontar, og armene var forsat i vejret. Det var hårdt at holde dem oppe.. den lange rejse havde gjort hende udmattet og svag. 

Maven rumlede vagt bag hendes klæder, og hun håbede lidt at ingen havde hørt det. Det gippede kortvarigt i hende igen da hendes "ejer" rent faktisk kaldte hende ved navn. Det var en trussel. Hans ord var en trussel og det vidste hun, men hvorfor virkede han så så munter over det? Det morede ham vel at hun havde prøvet at forhandle med ham.. og at hendes eneste håb for at komme fri fra mandens greb.. lød håbløst. For hvordan skulle hendes mor eller andre hun kendte kunne finde ud af hvor hun var? Det var håbløst. Men det var bedre end intet. Runila skulle nok finde en vej ud. Det måtte hun tro på for at klare sig igennem dette vanvid. 

Runila bed tænderne sammen og nikkede lydigt. "Javel.." sagde hun hæst, og rømmede sig. Hun havde stadig ikke fået noget vand da hun havde bedt om det inde i buret. Frygtsomt spurgte hun, "Hvor længe.. skal jeg gå med armene oppe..?" Rebene gnavede mere på denne måde, og hendes muskler i armene blev mere og mere trætte. Jeg er så sulten... Det gjorde ondt over alt på hende. Hun skævede til Morosa, og dernæst hen på Jontar som var flere skridt foran dem. 

Den rumlende mave var hørbar nok til Jontar og han var nok den med længst afstand til hende. Dog reagerede prinsen ikke tydeligt på dette. Ingen hoveddrejninger, ingen ord, ingen stop i bevægelser. Han trak blot på smilebåndet. Sult var ikke noget, Jontar selv havde prøvet. Ikke rigtig sult. Jo, han havde prøvet at være sulten, men det var sulten på den måde, hvor han ikke havde fået mad i nogle timer og derfor bare var småsulten. Eller sulten efter lækkerier. Han havde aldrig været udhungret. På randen til at miste al energi, fordi han ingen føde havde fået. Det havde prinsen aldrig prøvet. 

Gruppen fortsatte deres gang. Det var godt vejr. Det havde været prinsens eget valg at tage en vandretur frem for en karet. Hvorfor undgå det gode vejr, når man kunne have solen på en og varme kroppen. Selvom Jontars krop næppe havde brug for mere glød. Den solbrune hud var tydelig tegn på en opvækst her i syden. 
Et lille fnys undslap Jontars læber af hendes efterspørgsel. Nu var prinsen sikker på, at der havde været mindst en grad af overtalende evne over hans ordre. Ellers havde Runila selv kunne tage hænderne ned. Alligevel løftede han hånden og viftede med den. "Bare tag dem ned," sagde han henkastet uden at stoppe op. Dog drejede han hovedet kort bagefter. Lige akkurat nok til, at Runila ville kunne se det ene af de limegrønne øjne. Men han kiggede ikke på hende. Hans blik var på Morosa. "Ræk mig noget vand, tak. Min mund er tørrere end ørkenerne heromkring." Og sekunder senere havde Jontar et vandskind i hånden. Hurtigt var den ved læberne. Den halvkølige væske gled ned igennem halsen. Hånden tørrede munden af for rester, før skindet blev rakt til Morosa. Hun vidste, hun gerne måtte tage resten, hvis hun var tørstig. Men hun pakkede den væk med det samme. Ingen grund til at spilde de gode sager, vel?

Det var en blanding af frygt og forvirrelse, til hvorfor hun ikke havde haft taget hænderne ned endnu. Selvfølgelig var der også lidt af magien over hende stadig, men mest af alt var det fordi hun var i tvivl hvorvidt hun rent faktisk måtte tage dem ned igen. Da Jontar gav hende lov til at tage armene ned, gjorde hun det med det samme. Det lettede en del på smerterne i håndleddende, som forsat dunkede en smule. 

Det var så hedt, at Runilas pande var begyndt at pible med sved. En enkelt dråbe gled ned af hendes kind. Hendes hår var så tykt og ustyrligt, at det ikke hjalp meget på varmen. Det gjorde det næsten kun værre. Hun tog nogle tunge vejrtrækninger. Der var ikke engang skygge så langt øjet rakte. Gad vide hvor langt de havde at gå endnu? 

Jontar bad om vandet, og Runila søgte med det samme hans limegrønne øjne. Hun så at han ikke kiggede på hende, og hurtigt skævede hun op mod Morosa. Den anden kvinde. Vandet blev taget frem, og selvom det var uhøfligt at stirre, kunne Runila ikke tage blikket fra vandskindet. Hendes øjne blev store og desperate da et par dråber glinsede om Jontars læber. Hun sank en klump, og blev endnu mere tørstig end hun havde været tidligere. Synet af vand, kunne gøre en skør når man var tørstig, hvis man så ikke fik noget. Runilas blik fulgte vandskindet helt frem til at den blev lagt væk igen. Det pinte hende. Hun ville så gerne have noget vand. 

Hendes øjne søgte ned mod sine fødder igen. "Må jeg ikke godt.. bede om noget vand. Jeg er så tørstig." Hun prøvede at lade med at få det til at lyde som klynk. Men det kunne sagtens opfattes således. Hendes blik landede i Jontars nakke.

Det var ikke, fordi Jontar var sadistisk. Skam ikke, nej. Selvom det ikke ville være første gang, at en adel havde valgt at udnytte sin status på det groveste. Til straf mod andre for sin egen nydelse. Alligevel gjorde fyrstesønnen dette bevidst. Det var ikke for at være magtliderlig eller for at nyde at tænke på, at Runila ville slikke sine sikkert sprukne læber for blot en dråbe af det vand, som Jontar slubrede i sig. Nej, det var en straf. Det var et tegn. Et tegn på, hvem han var og hvad hun var. Der var en balance, som skulle opretholdes. Hvis Runila fik alt uden at spørge, hvad var hun så? I hvert fald ikke en slave. Men pointen var netop, at det var hun. En slave. 

Langsomt kiggede Jontar over skulderen. Hvordan kunne Runila pludselig se værre ud? Hendes mørke krøller lignede nærmest at være fugtiggjort i sved. Mere uglet end før. Og perlerne lå på panden, klar på at tage turen ned langs hendes kinder og næseryg. "Hvad med alle de dråber i dit ansigt? Du tager ikke skade af dit eget," sagde Jontar, endnu med blikket på hende. Han vidste nok om kroppe til at vide, at sved var saltet. Og hvad blev man af salt? Kun mere tørstig. De limegrønne øjne var fortsat på Runila, som prinsen åbnede munden igen. "Morosa, hvis du er tørstig, tager du bare en slurk. Eller to, hvis du vil." Det blev sagt henkastet og alligevel målrettet. 
Morosa overvejede i et sekund, før hun fandt vandskindet frem igen og tog først en slurk. Så holdt hun en pause, før hun tog endnu en. I mellemtiden havde Jontar strukket armen ud. Han fik vandskindet tilbage. Han løftede den kort. Der var ikke meget tilbage i dette skind. Måske nok til lidt over en slurk. Endelig tog han blikket fra Runila for at kigge ned i vandskindet. Han hældte en lille pøl ned i den anden hånd og vaskede ansigtet. Intet slog en fugtig hud, så længe det ikke var sved. 

Det fugtige ansigt med de nu funklende grønne øjne kiggede atter på Runila. En lille vejrtrækning blev taget, før han til sidst valgte at smide vandskindet i hendes retning. Uden låget. "Slå dig løs. Med hvad end der er tilbage dér." Og med det drejede hovedet tilbage lige ud. Selvfølgelig var der flere vandskind blandt de vandrendenes kroppe. Det var jo immer væk en lille gåtur i sydens sol og varme.

  Runila vidste ikke helt hvad hun kunne forvente. Selvfølgelig håbede hun på noget medmenneskelighed for dem omkring hende. Fra fyrstesønnen. Men, afstanden var stor imellem dem. Status gjorde at hun blot nu var en slave, og han var den med magten. Hun kunne ligesåvel være en orm. Lige nu ønskede hun det faktisk, så hun kunne forsvinde ned mellem sandkornene og væk i skyggerne. Væk fra denne uhyrlighed og hendes kommende skæbne. 
  Hun krummede tærerne da Jontars ,lettere spydige, kommentar ramte hende. Så hun forfærdelig ud lige nu? Hun vidste godt at der ikke skulle meget til at håret lignede en ustyrlig fulgerede, og selvom hun selv syntes hun ikke var den smukkeste i verden, og andre mobbede hende med hendes udseende, så syntes hun selv at hun havde set bedre dage. Nu hånede Jontar hende, ligesom alle andre. Runila var ikke vant til denne form for varme - hun var fra de køligere egne, så sveden ville bare ikke stoppe. En dråbe fra panden ramte hendes øjenlåg og hun blinkede den væk. 

  Det var som om at hendes læber var sømmet sammen, og hun havde svært ved at svare tilbage. Desuden, var det vel heller ikke det smarteste at modsige ham. Hvis hun fremstod flabet var straffen vel hårdere.. og dette, var allerede en straf nok i sig selv. Runilas tanker kredsede om hvorfor hun havde fortjent dette.. og atter skævede hun mod den anden kvinde, Morosa, der tog store slurke fra vandskindet. Det var uretfærdigt, og tvungent måtte hun kigge væk igen for at hun ikke skulle tage imod flere synlige pinsler. 

  Runilas blik fulgte dog forsat vandskindet, da det var tilbage i Jontars hænder.. ville han give hende vandet? Det var nogle pinefulde øjeblikke, og skuffelsen skyllede atter over hende, da hun så at han vaskede ansigtet med de mulige rester der var tilbage. Der var begrænset mængde i vandskindet, så hvorfor ville han dog spilde dråberne på sit ansigt? Når Runila kunne få slukket noget af sin tørst. Hun bed sig i sine tørre læber. 

Hun bemærkede ikke at fyrstesønnens blik nu var på Runila. Det var først da han snakkede at hun kiggede op på ham. Vandskindet blev kastet til hende, og grådigt greb hun ud efter den. Hun landede på sine knæ, og tog fat i skindet, i håbet om at der stadigvæk var noget tilbage, og at dråberne ikke var landet i sandet. 

Vanklende kom hun op at stå med vandskindet i hænderne. Det var næsten så hun rystede. Hun tog vandskindet op til munden og bundede hvad der end var tilbage. Det føltes som gyldne dråber. Det var en sjat.. sjatter som hun derhjemme aldrig drak op. Men her var det det eneste hun kunne få. Hun stod længe og forsøgte at få de resterende dråber ud, og rystede den lidt for at få mere. Det slukkede ikke hendes tørst det mindste.. men hun måtte tage til takke med hvad hun kunne få. 

"Tak herre.." sagde hun en smule rystende, og tog en dybindånding. 

Igen, de fleste personer ville uden tvivl anse, hvad Jontar gjorde lige nu som værende tortur. Især dem, der ikke kom fra syden. Dem, der ikke kendte til slavernes position og rettigheder - eller rettere sagt mangel på disse. For Jontar var dette typisk adfærd gjort mod slaver. Var de næsvise eller på anden måde dårlige, ville de blive straffet. Og når en straf kunne komme så naturlig og øjeblikkelig, gjorde man da ikke i at finde på en helt ny straf. Det, at Runila havde været tørstig og tydeliggjorde dette, betød jo kun, at Jontar ville straffe på denne front. Misbruge vand på sit allerede rene ansigt for derefter at give endnu mindre til hende. Og handlingen i endelig at give hende vandskindet ville mere blive anset som barmhjertighed og ønsket om ikke at have en faldende og besvimende slave, inden de nåede deres destination.

Jontar kunne ikke lade være med at fnyse over slavindens klumsethed. At hun faldt på knæ for at få vandskindet, inden dråberne faldt ud, var tragi-komisk. Derfor var smilet endnu på læberne, da hun rejste sig op og drak, som var det livets næring, der kom ud i form af de få dråber fra vandskindet.
"Godt," sagde Jontar fast. Hun kendte allerede sin plads. Han var hendes herre og hun var det laveste. Bogstavelig talt og figurativt. Kort kiggede Jontar over på de andre i gruppen. De virkede en anelse utålmodige. De havde sikkert andre planer for dagen, som de ikke gad ofre for, at en ny slave kunne samle kræfter. Og det forstod prinsen udemærket godt. Derfor drejede hovedet tilbage til Runila. Et par skridt blev taget, så han stod med ikke megen afstand fra hende. Han bøjede nakken for at se ned på hende. Det var altid det gode med dem af dværgeherkomst. De ville altid blive set ned på, på nær med deres egen race og børn fra få racer. "Nu, når du har fået noget væske, fortsætter vi uden et pip fra din side af. Forstået?"
Og med de ord var Jontar mere end klar til at fortsætte turen videre. Det var en lun dag, men han ville da selv meget hellere være hjemme på paladset i et varmt bad, et glas vin i hånden og vindruer serveret til ham én drue af gangen. Måske Runila skulle få denne ære. Selvfølgelig efter hendes egen rensning. Jontar kunne ikke have en slave, der lignede og lugtede noget, nogen havde trukket igennem svinestien.

  Runila sad forsat på knæ i det varme sand, og havde næsten ikke mere energi til at rejse sig. Hendes krop var så træt efter adrenalinruset tidligere at hun bare kunne falde om og sove for evigt. Kroppen tiggede og bad hende om at blive siddende, men hun måtte rejse sig. For hvad hvis hun ikke gjorde? Måske ville de hugge en finger af hende, eller gøre andre grusomme ting. 


  Beslutsomt, men modvilligt, fik hun rejst sig op i det Jontar nærmede sig hende. Hans smukke grønne øjne funklede, og hun fik en trang til at dukke sig lydigt væk under ham. Han var frygtindgydende, og hun kunne ikke længere møde hans blik. Hun turde ikke.
  Det lød til at hans tålmodighed var ved at slippe op, og dette var muligvis Runilas sidste chance til at opføre sig pænt og være lydig som en trænet hund. 

  Ærbødigt dukkede hun hovedet mere, og nikkede. "Javel herre...." Hendes ben rystede af udmattelse, og hendes hals gjorde ondt. Hun ville bare gerne så hurtigt som muligt væk fra denne hede, og eventuelt få lov til at få hvilet ud.. hvis det var noget hun blev tilbudt. Det håbede hun virkelig. Kunne man dø af udmattelse? 

  "Dit.. dit vandskind, herre." Hun rakte det mod ham inden han havde vendt sig og kiggede forsat ned i jorden. Lidt efter begyndte de alle at gå igen, og hun gjorde sit bedste for at holde sin sin klynken tilbage. Ikke et ord ville komme fra hendes læber. Ikke et eneste.