Havmandens krop reagerede voldsomt på smerten, og Zahinael slap ham og lod ham synke ned ad tremmerne. Der var ingen kontrol over kroppens bevægelser, og hænderne famlede efter holdepunkter i det svage lys. Endelig stod Zahinael højest og Eyidivan var reduceret til sin retmæssige plads der på gulvet. 
Mens smertebølgerne skyllede over den anden mand, stod Zahinael afmålt og roligt og fik glattet sin krave ud igen. Han nåede at betragte sine negle lidt og rette på ærmerne. Da Eyidivans hæse stemme nåede hans ører, lod han igen blikket falde ned på havmanden og Zahinaels eget ansigt havde ikke længere det opstemte smil på læberne. Nu vrængede mundvigene nedad.
"Jeg er din herre, Eyidivan," svarede han. "Det gør du klogt i at huske. Næste forseelse slipper du ikke så let for."
Med de ord vendte han om på hælen og forlod den lille celle. Døren blev låst efter ham og skridtene rungede ud i gangen, idet han gik væk. De andre fanger fik på ingen måde samme opmærksomhed som Eyidivan havde fået. Han var speciel, den lille fisk. Nu skulle Zahinael i tænkeboks over, hvad han kunne bruges til. Hvad forholdet til hende Cyreesai kunne bruges til. Hmm - måske Relivesta kunne uddybe det umage pars venskab.

Zahinael kom ind i cellen sammen med en anden mand. En halvelver, som de sidste par måneder havde været en del af den fangevogterrotation, der holdt Eyidivan mør og banket. Døren blev låst bag dem igen, og Zahinael var en smule irriteret over, at de havde gjort hans havmand halvblind. Det var en fin strategi, men det gav komplikationer, når han ville sætte hurtigt ind med små træningssessioner, når han endelig var forbi. Tiden krævede meget af ham, og det var svært at finde plads til at oplære de nye. Så når han var her, skulle tiden bruges effektivt og til fulde.
"Du genkender - når du lige kan se noget igen - vel Yeano her, Eyidivan," sagde Zahinael og vinkede af halvelveren, så han trådte frem og gav Eyidivan mulighed for at se ham an. "I har vist lidt udestående efter den behandling, du uden tvivl må hade ham for at give dig."
Da Eyidivans øjne bare så ud til at løbe i vand i en uendelighed, endte Zahinael med at sætte sig på hug ved siden af havmanden og pege hans ansigt i retning af Yeano. 
"Men Yeano er lige som alle andre med menneskeblod i årene ret fejlbarlig. Han lod sig forføre af smukke øjne, og nu har han brug for lidt straf, inden vi kan sætte ham helt tilbage i tjeneste," fortsatte Zahinael. Yeanos ansigtsudtryk var stenhårdt og ulæseligt. "Og hvem kan give en bedre straf end en forurettet part, ikke? Jeg kender kun Yeano overfladisk, så du Eyidivan skal være dagens midtpunkt og lære Yeano, at man ikke går imod ordre eller tænker ud af boksen, når det leder til fangeflugt og ekstra papirarbejde for mig. Så hvad siger du, min lille fisk - hammer eller dolk?"
Hvad end værktøj, Eyidivan valgte, ville blive givet til ham, og Zahinael forventede så absolut, at fisken ville bruge det... Han havde efterhånden lært, hvad der skete, når han modsatte sig Zahinaels ordre.

    Ganske som han mere eller mindre havde forventet, var det Zahinaels stemme, der lød i den lille celle, og mens Spionmesteren forklarede, vendte Eyids syn langsomt tilbage og han løftede hovedet - betragtede missende Spionmesterens gæst med lige dele ubehag og undren. Og had... hadet var der også, men hadet var der altid. Eyid hadede alle i den lille celle - sig selv inklusiv - med nogenlunde samme intensitet...
    Eller... dét var ikke helt rigtigt. Selvom han med sin fornuft godt vidste, at det var ulogisk, så hadede han alligevel Zahinael mindst...
    Derfor kom han også langsomt på benene, da Spionmesteren begyndte at snakke om straf. En straf, der for en gangs skyld ikke skulle ramme Eyid - for han havde ikke gjort noget galt - men derimod én af hans plageånder. Én af dem, der havde ydmyget ham, skadet ham - gjort ham ondt...
    Det gennemborende grønne blik fór fra den ene til den anden, mens Eyid forsøgte at overbevise sig selv om, at det ikke var en fælde. Han ville ikke have, at det var en fælde, for selvom en lille del af ham sad og skreg omme i hans baghoved, at han ikke skulle lade Zahinael diktere hans handlinger - at han ikke skulle gøre sig selv til Spionmesterens værktøj, fordi det var under hans værdighed - så var udsigten til at få muligheden for at give bare en lille smule igen simpelthen for fristende...
    Noget brød sammen indeni Eyid og fyldtes med mørke, da han efter endnu et langt blik på Yeano vendte opmærksomheden imod Zahinael - nikkede en enkelt gang som tak. "Hammer," erklærede han og snappede næsten efter vejret, da værktøjet blev stukket ham i hånden. Han havde ikke holdt andet end de ru træskåle og tremmernes kolde metal i sine hænder i... årevis... 
    Med en vurderende mine vejede han værktøjet et øjeblik - nåede både at se sig selv hamre det hårde metalhovede i panden på Zahinael samt overveje, om han kunne nå at tage sig selv af dage med hammeren, inden de stoppede ham... Måske han skulle have valgt dolken alligevel...
    Men som han også havde konkluderet lige da Zahinael og Yeano kom ind i cellen, så havde hadet et hierarki... Og i dét hierarki lå Yeano allerøverst...
    Derfor undertrykkede Eyid sine første indskydelser - de planer, der på lang sigt ville være smarte - og koncentrerede sig i stedet om de mere... kortsigtede lyster.
    "Hvor langt må jeg gå?" spurgte han tonløst, mens han holdt de stadig smertende øjne på Yeano. Det var godt at vide på forhånd, for han havde efterhånden lært, at der var mange usynlige grænser med Zahinael og hvis man krydsede dem, fortrød man. 

Zahinael trådte et enkelt skridt tilbage for at give plads, mens Yeano knælede på gulvet. Han kendte sin plads, og det var altid noget, nu hvor han ikke havde kendt sin egen svaghed. Den ville han kende i dag - når han blev gennemtævet af sin egen fange.  Yeano bøjede hovedet, men det var for at skjule en snerrende grimasse, kunne Zahinael se fra hvor han stod. Og der besluttede han sig for, hvad svaret på Eyidivans spørgsmål skulle være.
"Han skal selv kunne gå herfra, og han skal kunne tale," lød det fra Zahinael, hvis ansigt var en udtryksløs maske. 
Ikke engang et selvtilfreds smil var at finde lige nu. Han var afventende og opmærksom på hver eneste lille bevægelse hos Eyidivan. Ville han gøre det? Ville han gøre det godt nok? Hvor godt hadet var blevet plantet i den lille fisk, ville komme til syne i dag, og Zahinael glædede sig til at nyde at se på.

    Eyid nikkede langsomt, mens mørket bredte sig i ham. Han så godt Yeanos snerrende, hånlige grimasse og grebet om hammeren blev strammet. Fangevogteren tog gevaldigt fejl hvis han troede, han var i en position, hvor han kunne tillade sig at være hånlig...
    "Helt ned på gulvet," beordrede Eyid - stadig med den samme, tonløse stemme. "Fladt på ryggen. Armene ud fra kroppen." 
    Yeano skævede opad til Zahinael og tøvede - tydeligvis ikke helt klar over, om havmanden vitterligt havde fået kommandoen nu, eller hvad. Men noget overbeviste ham vist, for med en sammenbidt mine gjorde halvelveren, som han havde fået besked på. Eyid kunne se mandens brystkasse hæve og sænke sig i den meget forståelige reaktion på forventningen om smerte, men han følte intet ved det - hverken glæde eller afsky. Dét hér var retfærdighed - genoprettelse af en balance, der havde været forskudt lidt for længe... Og selvom Eyid hadede fangevogteren vidste han også godt, at han ikke ville være i stand til at nyde den andens frygt. 
    Kun den andens smerte.
    "Spred fingrene." 
    Yeano efterkom ordren med fortrukket ansigt og hænder, der dirrede imod cellens kolde stengulv. Eyid sank langsomt på knæ og gav sig med forræderisk langsomme bevægelser til at fjerne de to, store guldringe, halvelveren bar på henholdsvis pege- og ringefinger. Lagde dem fra sig med en lille klirren, der lød meget højt i det kolde rum. 
    For Yeano vidste nok om Eyid til at have fanget, at havmanden var Sanger, og at dén titel betød, at hans familie vogtede kunsten i Rashez'ar-distriktet. Hvad dét så indebar havde fangevogteren dog ikke helt forstået - havde tolket 'kunst' i dén kontekst, han kendte, som den snæversynede landgænger, han var. Men det korte af det lange var dog, at Eyids første minde med Yeano bestod i, at halvelveren efter i halvanden uge at have tilbageholdt Eyids ene, daglige måltid, havde tvunget havmanden til at brække to af sine egne fingre som betaling for dén skål med grød, der blev stillet lige uden for Eyids rækkevidde bag tremmerne. Som om Yeano havde haft behov for at demonstrere, hvor let det var for ham, at gøre Eyid ondt - hvor lidt det kostede ham. "Så er du nok færdig med at holde på en pensel," havde han sagt med et grin og bagefter skubbet grøden hen til ham med foden. Hvad i Dybets navn han så ellers havde ment med dét...
    "Så er du nok færdig med at holde på en pisk," hviskede Eyid hæst, greb halvelveren om håndleddet med den ene hånd - lagde sin vægt bag, så manden blev holdt fast imod det hårde stengulv - og gav sig så til at slå. Metodisk. Velovervejet. Ét fingerled, der blev fuldstændig knust af gangen. 
    Yeano skreg og forsøgte med et instinktivt vrid af hele kroppen at rive sig løs - at trække hånden til sig, inden Eyid fik mulighed for at slå igen - men Eyid var ligeglad; plantede bare sammenbidt det ene knæ på halvelverens skulder, så han blev lettere at holde nede. Hammeren faldt igen, og knogle, brusk og kød blev tværet ud over det hårde stengulv, mens Yeanos skrig steg til nye højder, idet Eyid tog fat på næste finger.
    Selvom den forhadte landgængers skrig var som lindrende salve for Eyids sjæl - bekræftede dén ondskab, han vidste boede i ham - kunne havmanden alligevel mærke kvalmen stige op i halsen, da han endelig slap og betragtede dét svineri, han havde lavet.

Det var svært at beskrive, hvor tilfreds Zahinael var med udfaldet af den her prøvelse. Så i stedet for at prøve, stod han bare og nød skrigene runge ud gennem gangen og høre, hvordan andre fanger længere oppe holdt vejret i frygt for, at de var den næste i rækken.

Der gik et par måneder, før den næste store test oprandt. 
Zahinael sad i en celle og ventede for en gangs skyld på Eyidivan. Han var blevet hentet i sin egen celle og for første gang ført gennem gangene og et andet sted hen. Så vidt Zahinael var informeret, havde de ikke været sløsede i tiden siden den første prøvelse, og Eyidivan viste langt mere medgørlighed end nogensinde før. Så vold var svaret. Vold og hævn. Tænk, at det skulle være kunsterfisken, de fik til at knække på den måde. 
Den første til at ankomme var Yeano. Hans hænder så underlige ud nu, men de var healet nogenlunde. Zahinael havde givet lov til at den ene hånd skulle helbredes til funktionelt stadie, mens den anden var blevet amputeret. Så havde den halvelver vist også lært sin lektie - og han havde heller ikke gjort noget dumt siden da, så det så ud til at sidde fast. Men Yeano var også længere end Eyidivan, selvom de var startet samme sted; Fisket op fra deres hjem og sat ind som en del af Mørkets lille værksted.
"Eyidivan," hilste Zahinael, da havmanden endelig dukkede op - tæt fulgt af fire vagter, men ikke lænket. Hvor ville han løbe hen? "Du har virkelig gjort mig stolt med din præstation over det sidste stykke tid."
Yeanos udtryk var misbilligende. Den mand kunne ikke holde sine følelser inde om det så gjaldt hans liv. Eyidivan derimod... Eyidivan var et naturtalent. 
"Du er blevet stærkere, end jeg nogensinde kunne håbe på. Tænk sig, en havmand, der er stærkere på land end i vand," Zahinael klappede Eyidivan på skulderen og skubbede ham blidt lidt ind i cellen. "Du skal nok blive til noget stort her hos os."
I cellen sad to kvinder. Den ene var en muskuløs ork, og den anden en ranglet halvged med ben, der lignede hun måske var en satyr. Zahinael var faktisk ikke sikker, og han var også bedøvende ligeglad.
"Mine herre," sagde han til Eyidivan og Yeano og vinkede dem frem. "Disse to damer kender navnet og lokationen på en af Lysets spioner, men nægter af give mig den," Han så overbærende på de to kvinder, som stirrede olmt tilbage på ham. Der var stadig kampgejst i dem. Godt. "Jeres opgave er at få den information ud af dem," Det burde jo ikke være så svært. Især Eyidivan var efterhånden ekspert i, hvad der fik en til at tale. "Men I skal samarbejde om det." Zahinaels blik vendte tilbage til de to mænd. "Hvis I gør noget uden først at have talt med den anden om det, sørger jeg for at straffe jer begge. Se det som en ... Samarbejdsøvelse."
Et smil prydede hans ansigt, og han gjorde en gestus mod et lille bord, han havde stået foran, hvor de mest brugte torturredskaber (og almene køkkengenstande, der fungerede lige så godt) så klar til brug. 
Det her føltes måske som en øvelse for dem begge to, men Zahinaels opmærksomhed lå på Eyidivan. Det var ham, der skulle kunne stoles på til at følge ordre, selv hvis han ikke brød sig om dem. Sammen med folk, han ikke brød sig om. Milevidt fra Zahinaels guidende hånd. 

    Eyid havde været anspændt og årvågen på hele turen til dette fremmede, kolde rum. Normalt fik han ikke lov til at forlade sin lille celle - i hvert fald kun hvis hans fangevogtere havde fundet på noget ekstra ubehageligt, de kunne udsætte ham for, og som krævede bedre plads end der var i hans bur...
    Men han havde ikke modsat sig, for han havde efterhånden lært, at det bedre kunne betale sig at lade være - så var tilværelsen bare en smule med udholdelig. I stedet holdt han sin kæft og gjorde lydigt, som han havde fået besked på, og da den tunge, metalforstærkede dør gik op og han fik øje på Zahinael høje skikkelse, nikkede han sågar til en form for hilsen - en enkelt gang. Mere i anderkendelse af, hvad mandens tilstedeværelse betød, end i anerkendelse af manden selv.
    ...eller dét bildte Eyid i hvert fald sig selv ind.
    Ved synet af Yeano forstenedes Eyids udtryk - blev mistænkeligt neutralt. Halvelveren havde ikke forsøgt at tage hævn - i hvert fald ikke direkte - men hadet sad stadig dybt i Eyid, og Yeano repræsenterede alt dét, der havde gjort ham ondt på dette sted. De to, lænkede kvinder fik ikke andet end et kort blik; hvis Eyid efterhånden havde lært noget om Zahinael, så var det, at det ikke nyttede at spørge - han gav kun information fra sig, når og hvis han havde lyst til det.
    Zahinaels ros blev modtaget med et ulæseligt blik, for havmanden vidste ikke helt, hvad han skulle synes om dem. Det var sært beroligende - når Spionmesteren roste ham sådan, kunne han vel ikke være blevet tilkaldt for at modtage en straf, vel? - men samtidig gav lyden af ordene også Eyid en dårlig smag i munden; fik ham til at føle sig beskidt.
   Ond. Svigtende. Uværdig...

   Zahinaels ønske om samarbejde huede bestemt ikke Eyid, men han var ikke så dum at lade sig mærke med det - hans mødre havde mere eller mindre opfostret ham til at være i stand til at samarbejde med folk, han ikke kunne fordrage. Yeano var bare... en omstændighed - en forhindring, der skulle overvindes. Eyid nægtede at tildele halvelveren magt til at såre ham igen. 
    Derfor nikkede han også bare til Zahinaels ordre og vendte sig imod halvelveren - havde held til at skjule sit had, men kunne ikke helt skjule foragten i sine øjne. 
    "Jeg foreslår, at vi lægger ud med at afgøre deres indbyrdes forhold," indledte han, stadig med den udtryksløse maske på plads. Han havde ikke lyst til at skade nogen, men han havde på den anden side endnu mindre lyst til at blive udsat for Zahinaels vrede, og derfor lukkede han skamfuldt ned for den lille stemme i baghovedet, der skreg, at de to kvinder aldrig havde gjort ham noget - at det var slemt nok at han fysisk lå under for Mørkets luner; han ville først for alvor have tabt, når han også fraskrev sig sin moral...
    Men Eyid var ond. Havde svigtet. Fortjente ikke at blive regnet for et tænkende væsen. Og stemmen i hans baghoved var hæs af at have råbt for døve ører så længe...
    Eyid ventede til han modtog et modvilligt, hadefuldt nik fra Yeano og satte sig så på hug foran halvmennesket. "Det er vel en relativt blid måde at starte ud på, synes du ikke?" Ordene var henvendt kvinden, og hun studerede ham afventende - opmærksomt. "Hvor godt kender I hinanden?"
    "Hvis du tror, jeg har tænkt mig, bare-"
    "Det tror jeg bestemt ikke," afbrød Eyid. Han følte ingenting. Var kold og hård indeni. "Men Yeano dér er god til at uddele smerte. Så jeg tænkte, jeg ville være høflig og spørge dig pænt først."
    Åbenlyst forvirret over, hvad zalan dét hér handlede om, rynkede gedekvinden brynene - besluttede sig så tydeligvis for, at han spillede en form for spil med hende, for hendes ansigt fortrak sig i foragt og hun sendte en spytklat i synet på ham. En spytklat, Eyid med et stramt udtryk tørrede af sig, før han rejste sig og vendte sig imod Yeano med et opfordrende øjenbryn.
    "Gider du at give mig en hånd?" Hans blik sagde: Du kan for eksempel give mig dén, jeg ikke allerede har taget, men ansigtet var neutralt. Eyid havde gennem sit politiske virke årelang erfaring med at kaste slet skjulte trusler og fornærmelser omkring sig, uden nogensinde at krydse dén grænse, hvor folk så sig nødsaget til at handle på hans ord - sætte ham korporligt på plads. 

Mens de to mænd henholdsvis blev spyttet på og stillede sig ved værktøjsbordet med et misfornøjet udtryk, flyttede Zahinael sin skammel lidt væk fra dem alle sammen og satte sig mageligt til rette med ryggen op ad den kolde stenvæg. Eyidivan startede forbløffende mildt ud.
"Jeg giver dig ikke en skid, fisk," snerrede Yeano, og fik ikke andet end et hævet øjenbryn fra Zahinael. Det var teknisk set ikke et brud på reglerne at være sur, trods alt, og halvelveren tog et par spidse genstande i den fungerende hånd og gik hen og satte sig på hug ved siden af Eyidivan. "Jeg synes vi skal prikke øjnene ud på dem. Måske få den anden til at æde det."
Hans ord var ligefremme, hårde og kyniske, og han kiggede den ene af kvinderne direkte i øjnene, mens han så det. Foran sig åbnede han hånden, så Eyidivan kunne se, hvad han taget med. Man kunne mærke på hans tilstedeværelse, hvor meget han bare hungrede efter at slå noget til plukfisk - nok primært den eneste fisk i lokalet. Den eneste, han ikke måtte røre.
Zahinael kedede sig mest. Yeano var brutal, men ikke videre kløgtig oppe i hovedet. Måske havde fangevogterne slået ham for meget, da han startede. Man kunne være nok så dygtig til at tæve folk - og det var Yeano så sandelig - men han havde ikke helt forståelsen for, hvordan man fik folk til at gøre, hvad man gerne ville have. Han ville med stor sandsynlighed slå begge kvinder ihjel uden at få noget som helst brugbart ud af dem, hvis han fik lov til at køre seancen selv. Derfor fik han absolut ikke lov til at stå for noget som helst, der var bare den mindste smule delikat. Zahinael håbede, at Eyidivan var ved at være der, hvor han kunne bruge sine evner til Mørkets formål og ikke være lige så tilbageholdende omkring det. Frygte vreden og straffen på et ubevidst plan i maven frem for at tænke, han kunne slippe af sted med noget, når Zahinael ikke kiggede på. For han ville ikke altid være her til at kigge på. Lige netop i dag var dog en undtagelse - lige i dag ville han kigge på. Kigge på Eyidivans mindste trækning. Hver en bevægelse. Ud fra orkkvindens undrende blik at dømme havde hun luret, at Zahinael faktisk ikke var særligt interesserede i dem eller informationen med den måde, hans blik i stedet borede sig ind i Eyidivans nakke på.

    "Det skulle vi måske gøre..." sagde Eyid langsomt. Men hans tanker var et helt andet sted - han bemærkede knapt Yeanos foragt, for den var kun forventelig og så sandelig også gensidig... I stedet var hans opmærksomhed rettet imod de to kvinder. Den ranglede halvged, der var begyndt at svede og ikke kunne nære sig for at følge med i Yeanos fingereren henne ved instrumenterne, selvom hun tydeligvis forsøgte at holde det trodsige udtryk smurt ud over ansigtet. Den muskuløse ork derimod trak vejret dybt og roligt, men havde blikket klistret på halvmennesket - fortvivlelsen tydelig derinde. 
    "Start med halvmennesket," sagde Eyid med blikket rettet imod orken. Som forventet gav det et sæt i den store kvinde og hendes åndedrag skiftede - blev mere overfladisk. Der fór en trækning over hendes ansigt - en modvillig, sammenbidt trækning. "...øjnene er ikke en dum idé. Ellers kan du jo tage en hammer og gå i gang med hendes fingre - eventuelt få hende til at gøre det selv. Dét ved vi jo begge, er effektivt..." 
    Yeano vendte sig brat med et citronsurt udtryk - med en bitter kommentar på tungen - men han nåede ikke at sige noget, før orken kom ham i forkøbet:
    "Hun ved ikke noget," snappede hun - kunne tydeligvis ikke holde det inde længere - og Eyid løftede hovedet en anelse; både en lille smule begejstret over, at det var så let... og en lille smule foruroliget over... at det var så let... "Hun er lige blevet indrulleret - ny i branchen. Hun ved ikke en skid..."
    Yeano slog en hård latter op og hev et par syle ud af deres små lommer, men Eyid holdt hånden op - stadig med blikket fæstnet på orkkvinden. 
    "Jeg tror hende," erklærede han og fangede så Yeanos blik. Yeano fnøs igen - skulle til at sige noget, men Eyid kom ham i forkøbet: "Ved du hvorfor du aldrig har kunnet gøre mig rigtig ondt, Yeano?" Han ventede ikke på svar: "Fordi jeg ikke har noget håb - jeg ved godt, at der ikke er nogen udvej..." Han vendte sig imod Zahinael - vidste godt, at dét hér var risikabelt, men mente alligevel, at han stadig holdt sig inden for de regler, der var blevet sat op - kørte sit spil lige til grænsen. Kun var lige præcis så... oprørsk, at han ikke ville foragte sig selv mere, end det allerede var tilfældet...
    "Jeg foreslår, at vi lader halvgeden gå, ifald vi får navn og lokation," sagde han så - lod ordene hænge i luften, så Zahinael kunne afgøre, hvorvidt det kunne komme på tale eller ej. "Så er der håb. Incitament. Dét tror jeg, vil gøre det hele meget lettere..."
    "Hun ved ikke noget!" snerrede orkkvinden igen, og Eyid sendte hende et tomt smil. Død i blikket. 
    Ond. Svigtende. Uværdig...
    "Jamen, så er det jo op til dig, hvor meget hun skal ødelægges. Er det ikke?"

"Vi kan ikke lade hende gå!" brød Yeano endelig ind. Han så ud til at have villet sige noget længe, og han lagde sylene fra sig og tog fat i Eyidivans skulder for at vende ham mod sig. Se ham i øjnene og give ham klar besked på, at det her var den forkerte vej at gå. "Hun har set, hvor vi er, og hvis hun får lov til at gå, kan hun vide nok så lidt eller være nok så ny - hun skal uskadeliggøres, så snart vi har informationerne!"
"Jeg siger ikke noget!" brød halvmennesket ind og trak de underligt buede ben op til sig. "Jeg går tilbage til min landsby - jeg har aldrig være indrullet i noget som helst. Ingen behøver vide noget! Kan i ikke også lade Osis gå? Det er ikke os, I vil have fat på vel? Kan du ikke bare sige det?"
Nu så kvinden på sin orkveninde, for det var pludselig gået op for hende, at der var håb. Før havde de ikke villet sige noget, for Zahinael havde ikke givet dem skyggen af tvivl om, at de begge ville ende med en kniv i brystet, når han var færdig med dem. Nu, med de to andre fangevogtere, var der et spinkelt håb, og hun greb om det som en druknende. Orken - Osis - så ikke videre fornøjet ud dog. Måske mest fordi hendes navn lige var blevet afsløret, men nok også fordi hun havde luret, at der stak noget dybere end bare at finde deres spionkontakt. 
Zahinael sad lidt og observerede optrinnet, og da Eyidivan tydeligvis ventede på hans respons, og Yeano også så på ham med et forvirret, undrende udtryk, viftede han dovent med hånden af dem begge. 
"Det her er jeres opgave, drenge," sagde han. "Hvis I vil lade dem gå, lader I dem gå. Jeg har sat reglerne: I skal få navn og sted på spionen og I skal samarbejde. Underforstået skal jeg helst ikke kede mig, og vi er faretruende tæt på, så lad være med at se på mig, som om jeg er jeres far. Forhåbentlig har I lært at stå på egne ben, før I mødte mig."

    Det var det mindste af to onder - var det ikke? Hvis han kunne overbevise Yeano om, at halvgeden fik lov til at gå, når de havde et navn, så ville i det mindste én af kvinderne gå fri... Og hvis orkkvinden - Osis - bare spyttede hurtigt ud, så kunne hun få en god og hurtig død, og Eyid ville have gjort... bare en lille smule for at rette op på tingene...
    Men hvis han skulle være ærlig med sig selv, var det ikke dét, der fyldte mest lige nu. Dét, der fyldte mest, var behovet for at få dét hér overstået så hurtigt som muligt, så han slap for at være i rum med Yeano et sekund længere. Så han kunne komme tilbage til sin celle, hvor Zahinaels forventninger ikke vejede lige så tungt på ham og truslen om straf ikke hang dem lige over hovedet...
    "Yeano," mumlede han og vinkede den forhadte halvelver nærmere, så han kunne mumle så lavt, at de to fanger ikke ville kunne høre det: "Jeg er bedøvende ligeglad med, om du slår dem begge to ihjel, når vi er færdige her. Men selv en dum landgænger som dig må da kunne se, at Osis dér er gammel i gårde, og at hun hellere vil dø, end at give os noget, vi kan bruge..." Han fangede den andens blik og løftede et sigende øjebryn. "Hvis hun derimod tror, at hun kan redde sin lille veninde... Så er det pludselig en anden sag, ikke? Så kommer hun til at føle en forpligtelse for den andens liv, og så kommer frøken Gedeben til at gøre halvdelen af arbejdet for os..."
    Yeano lod til modvilligt at overveje Eyids ord et øjeblik. Så kneb han øjnene sammen og greb med pludselig voldsomhed havmanden under hagen - smækkede ham op imod cellevæggen med en snerren. 
    "Du tror, du er så pisseklog, gør du ikke, lille fisk?!" hvæsede halvelveren og strammede grebet med hadet lysende ud af øjnene. 
    "Klogere end dig, tydeligvis," fik Eyid frem, selvom hvert ord skulle presses ud og anstrengelsen fik hans hals til at smerte. "Jeg tror i hvert fald ikke, det var denne form for underholdning, vores Herre efterspurgte..." Brugen af ordet 'Herre' var kommet helt automatisk, og Eyid nåede nærmest ikke at bekymre sig over det, før Yeano havde sluppet ham igen med en foragtelig grimasse og var skridtet tilbage til sine syle. Eyid tog sig til halsen, men fulgte ham hurtigt - ville ikke give Zahinael grund til at straffe dem. 
    Yeano dirrede stadig af raseri, men siden han ikke var kommet med andre indvendinger, gik Eyid ud fra, at de kørte med hans plan. Efter at have udvalgt et par drabelige syle på længde med Eyids håndflade, vendte halvelveren sig dog om og stak dem i hånden på Eyid.
    "Siden du åbenbart lægger planerne," snerrede Yeano, "så er det vel kun passende, at du også får beskidte hænder, ikke havmand?" Det var en udfordring, tænkte Eyid, da han modvilligt tog fat om sylenes hæfter. Det var en udfordring og den eneste måde, Yeano kunne skade ham lige nu - under disse omstændigheder. Der var ikke andet at gøre, end at forholde sig kold og foragtelig...
    Derfor tog Eyid også bare en dyb indånding og greb rullen med metaltråd, der lå på bordet sammen med de grumme instrumenter. Satte sig på knæ ved gedekvinden og gav sig til at surre begge hendes behårede gedeben fast til den fastnaglede stol, mens orkkvinden spyttede forbandelser af Yeano, og halvelveren stak hende en flad og bad hende holde kæft til hun havde noget brugbart at sige.
    "Jeg ved ikke noget!" blev gedekvinden ved med at gentage - tydeligvis rigtig bange nu; væk var den forlorne trodsighed i hvert fald. De store øjne med de horisontale pupiller var opspærrede og meget gule i hendes fugtige ansigt. 
    "Så bed din veninde spytte ud," svarede Eyid og fangede orkkvindens blik. Sikrede sig, at hun så ham lægge sylen til rette under gedekvindens knæskal - med spidsen pegende opad. "Det er op til hende." Og så, henvendt til Osis: "Jeg lader hende gå, når du giver navn og lokation. Du kan stoppe dét hér når som helst."
    Så gav han sig til at skubbe - langsomt, fordi det ville trække smerten ud, og det var gedekvindens reaktion, han var interesseret i; ikke hendes lemlæstelse... 
    Og kvinden skreg - hjerteskærende; en lyd han aldrig havde troet, kunne rive sig ud af en menneskelig strube. Det var en frygtelig, guttural, langtrukken klagen, der gled over i et forpint gisp, da hun per refleks forsøgte at hive benet til sig, men blev standset af metaltråden og den lange syl, der sad boret ind under hendes knæskal. 
    Orkkvindens ansigt var fuldstændig fortrukket og hun havde lukket øjnene stramt i, som om hun kunne tvinge dette mareridt til at forsvinde, hvis hun bare lukkede synet ude. Yeano slog hende igen, og Eyid stirrede tomt på dén syl, han havde plantet oppe under gedekvindens knæskal, mens halvdyret jamrede videre - tiggede og bad Osis bare 'give dem, hvad de ville have'...
    Men i Eyids hoved var der stille. Fuldstændig stille.

Det her var mildest talt en katastrofe. Ingen af de to mænd kunne finde ud af at arbejde sammen, og det var tydeligt, at det var Eyidivan, der trak læsset. Yeano var til besvær - som sædvanligt når han ikke havde en specifik ordre, der kun handlede om at tæve noget i ansigtet. Zahinael tog sig selv i at massere sine tindinger i frustration over den inkompetence, han oplevede, og ikke engang kvindens skrig kunne få ham i bedre humør, for at Eyidivan både lagde planerne og udførte dem. Yeano lod sig tromle eller gav villigt kontrollen fra sig, hvilket var stik modsat, de ordre Zahinael havde givet. Måske var det snart tid til at bryde ind ...

"Hessan'i i Birkelunde!" udbrød Osis, så sammenbidt som man kunne være, når ens hjørnetænder i undermunden stak ud over overlæberne. Hendes ene kind var begyndt at hæve op efter Yeanos slag
Yeano rettede sig op i et ryk og så på Eyidivan. 
"Det virkede sgu," mumlede han mest til sig selv. 
Zahinael rettede sig også lidt mere op i sædet - mest i forhold til, at Yeanos blodtørstighed kunne risikere at tage over, og spionmesteren havde ikke tænkt sig at lade ham dræbe de to kvinder. Det var ikke en del af opgaven, og prøvede Yeano - eller Eyidivan for den sags skyld - at tage livet af dem, ville Zahinael være klar til at stoppe dem. 
Gedekvindens hulk blandede sig med halvutydelige ord. "Kan vi ikke godt gå nu..."

    Osis indrømmelse bragte ingen glæde til Eyids sind - alting omkring ham virkede stadig ligegyldigt. Det eneste, han kunne forholde sig til, var synet af sylen foran sig - begravet til hæftet oppe under gedekvindens behårede knæskal. 
     Han vågnede først nogenlunde op, da Yeano triumferende gentog: "Det virkede rent faktisk!" og så slap en vild, rå latter løs, der overdøvede gedekvindens hulken med en nærmest pervers kontrast. 
    "I sagde-" hikstede gedekvinden. "Vil I ikke nok lade os gå nu?! Jeg vil bare-"
    Stadig med det begejstrede udtryk smurt ud over ansigtet greb Yeano en mellemstor hammer fra instrumentbordet, og fordi udtrykket på hans ansigt var så malplaceret, var det først, da halvelveren trak skulderen tilbage, at det gik op for Eyid, hvad han havde for, og inden han nåede at tænke, havde havmanden reageret - kastet sig over Yeano og væltet halvelveren bagover, væk fra gedekvinden, så hammeren ramte stengulvet med en klirren og bordet med instrumenter vippede faretruende, da Yeano med en snerren kom ovenpå igen og ramte underkanten med sin skulder. 
    Eyid lange fingre fumlede efter hammeren, men trods sin ringere højde, var Yeano både bredere og tungere end ham, og halvelveren greb Eyids håndled og fixerede ham - gav sig til at smide ham knytnæveslag med den anden hånd, så Eyids hoved smækkede tilbage imod stengulvet, og havmanden forsvandt ud i mørket et øjeblik - vågnede fortumlet op. Fik endnu et slag, der syntes at ryste hans hjerne og sende en syl igennem hans kranie. Alt han kunne se var Yeanos snerrende ansigt - de afrevne ansigtsskæl på hans knoer, da han atter løftede næven til slag...

"SÅ ER DET NOK!"
Zahinael rejste sig op, og hans stemme rungede ud mellem de hårde stenvægge. Det var sjældent, han hævede stemmen, og han mærkede tre sæt øjne fiksere sig på ham. Yeano var stivnet med knytnæven trukket tilbage til endnu et slag, og selv gedekvinden havde stoppet sine klynk for at stirre skræmt på Zahinael. 
Inden stilheden nåede at lægge sig til rette omkring dem, havde han taget fat i Yeanos hår og trukket ham af Eyidivan. Hårdhændet slæbte han ham et par skridt tilbage og kastede ham så fra sig. 
"Over i hjørnet, og bliv der," snerrede han og vendte sig mod Eyidivan. "Eyidivan, tag det andet hjørne."
Tilbage i midten af rummet igen glattede han sin vest lidt ud og stillede sig med god plads mellem fødderne og armene over kryds. Han stod lidt nærmere tremmedøren, så han kunne holde alle fire væsner inden for sit umiddelbare synsfelt. Geden var begyndt at lave åndedrætsøvelser. 
"Nå, hvordan synes I så selv dét gik, drenge?" spurgte han og så fra Yeano til Eyidivan. "I formåede at gå imod samtlige instrukser, og hvor mange var der lige igen? To. Der var to."
Skuffelsen lå og summede lige under overfladen, men der var indtil videre ingen vrede at spore i hans stemme.
"Jeg burde ikke skulle fortælle jer, hvad I gjorde galt, men det lader til at mindst én i det her rum er rimelig tungnem," fortsatte han og lod sit blik stege Yeano især. "Der var intet samarbejde mellem jer. Du havde til intention at slå ihjel, Yeano. Sidst, men ikke mindst: I troede på det første, I fik at vide."
Han slap armenes krydsning og klappede en enkelt gang i hænderne. Gjorde et skråt kast med hovedet og så på de to kvinder foran sig. 
"Det ser ud til, I har vundet, piger," sagde han. "Flot arbejde, og en fin sidste lille prøvelse. I er klar til at komme i felten."
"Endelig!" stønnede gedekvinden. "Kan jeg så få den her lortesyl ud af mit ben?"
"Kan vi ikke lade den sidde i hende?" kommenterede Osis tørt.
Zahinael nikkede blot en enkelt gang, og smed en nøgle hen til Osis, der samlede den op fra gulvet og befriede sig selv for lænker. Uden et ord hev hun sylen ud af geden og låste også hendes lænker op. Metaltråden om benene måtte den anden kvinde dog selv klare, og deres kropssprog havde ændret sig nu og de lignede alt andet end veninder. 
"I kunne lære lidt af Osis og Itin her, drenge," sagde Zahinael og skulle til at sige noget mere, men så så ud til at komme på andre tanken og lod blikket glide mellem Yeano og Eyidivan. "Ved I hvad, det tror jeg faktisk, I skal."
Zahinael rettede sig lidt mere op og vendte sig for mod døren. "Piger, giv de to inkompetente fjolser her en lille lektion om samarbejde. Eyidivan skal jeg bruge i ét, fungerende stykke. Yeano... Yeano har vist efterhånden vist sig for nytteløs til, at jeg gider blive ved med at have ham stående." 
Modsat med Yeano stolede Zahinael faktisk på at Osis og Itin kunne efterkomme hans ordre uden at lave for meget rav i den. Heldigvis, for selv at stå for at udmønte deres velfortjente straf ville tage tid - tid han ikke havde i øjeblikket. Så med en sidste, let hovedrysten mod Yeano, låste Zahinael sig ud af døren og overlod straffen til sine nyligt færdiguddannede Spioner af Mørket.

    Eyid krummede sig sammen om sig selv, da Yeanos vægt meget brat blev revet væk fra ham. Tog sig til det blødende ansigt og skar en grimasse, mens han fortumlet fik styr på de tanker, Yeano syntes at have slået løs...
    Dog reagerede han næsten automatisk, da Zahinael beordrede ham over i hjørnet - havde lært af bitre erfaringer, at det bedst betalte sig at adlyde Spionmesterens ordre prompte. Cellens stenvæg var kold imod hans ryg og skulder, da han nærmest trykkede sig selv så langt ind i hjørnet, han kunne komme - lænede hovedet bagud og forsøgte at komme sig; stille skarpt. Fokusere på Zahinaels ord...
    De var ikke opmuntrende. Zahinael var tydeligvis skuffet, og Eyids indre krøllede sig sammen i frygtfuld forventning om de ubehageligheder, Spionmesteren uden tvivl ville lade regne ned over dem...
    "Det ser ud til, I har vundet, piger!"
    Ordene fik Eyid til at spærre øjnene op - kæmpe sig bedre op at sidde - mens hans hjerne kom op i omdrejninger igen oven på Yeanos slag. Sidste prøvelse? I felten? Han mente da vel ikke- 
    Men da begge kvinders attitude og kropssprog i det samme skiftede, som havde de trukket en maske af, lukkede Eyid øjnene i dyb, dyb fortvivlelse. Selvfølgelig... Selvfølgelig kunne han ikke regne med, at noget var, hvad det gav sig ud for at være her... Selvfølgelig var det naivt at han nogensinde kunne være bare det mindste ovenpå, når det kom til interaktioner med Zahinael...
    Selvfølgelig vidste han, at dét med at forsøge at hjælpe - at gøre noget 'godt' - at bøje Zahinaels regler... Altid kom tifold dårligt tilbage...
    Eyid hørte knapt nok Zahinaels afsluttende ord. Mærkede det knapt, da Osis med et halvirriteret udtryk rev ham på benene og kastede ham ned i dén stol, hun selv havde siddet spændt fast til. Itin gav sig forretningsmæssigt til at udvælge værktøjer, mens Yeanos højlydte protester gjaldede igennem cellen, og selvom han ikke var blevet spændt fast endnu, sad Eyid bare helt stille og opgivende, mens Osis tvang Yeano ned at sidde.
    
    'Lektionen i samarbejde', som Zahinael havde kaldt det, flød ud og blev én lang smertenståge for Eyid - gennembrudt af små, klare øjeblikke med selvbebrejdelse og verdenshad. Kvinderne arbejdede erfarent og effektivt - sagde ikke mere end højst nødvendigt og havde en foruroligende god beherskelse over, hvordan man tog et offer lige til grænsen, men ikke længere.
    Det var en helt igennem håbløs oplevelse, for Eyid vidste jo godt, at der ikke var noget, han kunne sige, for at få det til at stoppe - det var bare en pinsel, han skulle igennem, så han kunne få et øjebliks ro, inden den næste pinsel bankede på...
    Ud fra skrigene at dømme var Yeano ikke lige så heldig, men Eyid kunne ikke være mere ligeglad med, hvad der skete med den psykotiske halvelver; hvis Itin og Osis tog livet af ham på bestialsk vis, ville der da i det mindste være kommet en lille smule godt ud af dette helvede...
    Itin blødte stadig og bandede flere gange undervejs over det ødelagte knæ, indtil Osis bad hende holde kæft, og gedekvinden i frustration lod sin arrigskab gå ud over Eyid.
    "Men jeg... forsøgte at hjælpe dig..." mumlede Eyid til sidst - forvirret og omtåget af smerten. Det var ikke meningen, at et forsøg på godhed skulle betales tilbage med smerte - var det?
    "Ja, du forsøgte at hjælpe!" hvæsede Itin til svar. "Forbandede lille forræder!"

Det var sent på året, da Eyidivan igen blev kaldt ud af sin celle, og denne gang fik han spulet den værste fiskelugt af sig og blev ført op ad nogle pænere gange og ind i et rum, hvor Zahinael var i gang med sin morgenmad henover en bunke rapporter, der så ud til at være ved at vælte for ham.
"Godmorgen, Eyidivan," sagde han, mens vagterne placerede havmanden i en stol og førte kæden mellem de lænkede håndled ind gennem en ring, der var boltet fast i bordet. "Jeg kunne ikke komme ned til dig i dag - som du ser har jeg lidt travlt."
Efter at have værdiget Eyidivan et enkelt blik, fortsatte han sit skribleri, mens hans tebryg fyldte rummet med stærke krydderier. Efter en underskrift lagde han papiret over i en voksende bunke og tog et tomt stykke pergament, som han lagde ved siden af den næste rapport. 
"Der er sket en del nede i dit hjem," begyndte han, mens han umiddelbart både læste rapport og skrev noter til samtidigt. "Din lillesøster har vist sig at være en lille forrædder ligesom dig selv, så hun slog sig sammen med din kæreste Cyreesai og gik imod dine mødre. Ja, så Cyreesai er i live - det glemte jeg vist at nævne sidste gang." Smilet afslørede, at det på ingen måde havde været en forglemmelse. "I sidste måned - vores rapporter er lidt forsinkede; man kan ikke lige så nemt flyve en brevdue ned under havet jo - stormede de distriktet, og -" Kunstpausen blev næsten ulidelig lang, mens Zahinael færdiggjorde en sætning, lagde pennen fra sig og endelig mødte Eyidivans blik i mere end et sekund. "Cyreesai slog Aleissan ihjel."

    Det var helt igennem ejendommeligt pludselig at befinde sig et sted, der lige så godt kunne være en helt anden verden. Et sted, hvor kulden og ligegyldigheden ikke emmede fra væggene, og hvor interiøret ikke udelukkende tjente en funktion, men også tydeligvis også var valgt med en tanke bag - som et middel til et mål om, at gøre rummet rart at være i. Selv luften var anderledes - lugtede hverken af blod eller koldt metal, men lidt af støvede bøger og friskbrygget te. 
    Eyid lod sig placere i stolen og fastspænde til skrivebordet uden den mindste modstand. Han var helt hylet ud af den - det virkede så... perverst, at der kun få etager over hans helvede fandtes helt almindelige gange og kamre som dette... lokaler, som helt almindelige folk færdedes rundt i; hvor der blev spist og arbejdet og leet uden nærmere tanke for de rædsler, der fandt sted lige under fødderne på dem...
    Eyid rettede sig opmærksomt op i stolen, da Zahinael - nærmest med ligegyldighed - gav sig til at fortælle. Som om dét, han kunne fortælle, ikke havde den allerstørste betydning for Eyid. 
    Den lillebitte forsikring - at Cyreesai var i live - var så knoglesmeltende en lettelse, at Eyid snappede efter vejret. Lod skuldrene synke, som om de ubevidst havde båret en tung vægt alt, alt for længe. Han var så lettet, at han ikke engang kunne finde det i sig at blive sur over, at Spionmesteren tydeligvis havde vidst det et stykke tid og med fuldt overlægt holdt det fra ham. Sai er i live... 
    Så ramte Zahinaels sidste ord, og Eyids hoved fløj op - øjnene opspærrede. Frygten som et knytnæveslag i mellemgulvet.
    "Nej..." fik han frem - i fornægtelse. Ville ikke acceptere tabet, selvom der ikke var nogen grund til, at Spionmesteren skulle lyve. Mor Aleissan... 
    "Det..." Han kunne mærke tårerne stige op i de store øjne. Svien ved næseroden. Panikken i brystet. "Det... ville Sai aldrig gøre! Jeg..." Han brød halvkvalt af og løftede de lænkede hænder for at tørre sig over øjnene, men kunne ikke komme til det, fordi kæden var for kort. I stedet måtte han vende sig væk, da den første tåre løb over - krummede sig sammen i stolen, fordi det efterhånden lå så dybt forankret i ham, at svaghed... svaghed ville blive udnyttet. 
    "Dét ville Sai aldrig gøre..." gentog han skælvende og desperat - som var det sig selv mere end nogen anden, han forsøgte at overbevise. Aleissan kunne ikke være død... Ikke være blevet revet væk fra ham, mens han sad fast her - på dette forfærdelige sted...
    

Zahinael skrev videre, da Eyidivans reaktion gik i gang. Lidt som om han egentlig var ret ligeglad med den, og at lillebitte suk forlod hans læber, for det var da lidt noget fis at sidde og græde over sådan noget. Men han lod ham gøre det og lod ham sige de få sætninger, der kom ud, selvom de fleste tendenserede til fornægtelse - en meget naturlig reaktion. 
"Riyeena mistede næsten livet," fortsatte han, som om han nu bare fortalte, hvad der var sket til den sidste familiemiddag - henkastet og roligt. "Det var nu ikke Cyreesais skyld - eller Sai som du kalder hende," Det lille kælenavn var ikke gået ham forbi og han smilede for sig selv. Der var virkelig nogle stærke følelser at arbejde med her. "En af krigerne fik efter sigende flækket hendes rygfinne."
Zahinael vidste, han ikke behøvede at sige mere end det. Eyidivan burde vide præcis, hvor invaliderende det var at få ødelagt den største finne på sin krop - og det var også derfor spionmesteren havde givet sine fangevogtere strenge ordre på ikke at røre den på den lille fisks krop. Skulle han bruges til noget senere, nyttede det absolut ikke, at han ikke kunne svømme ordentligt. De havde fået lov til at skære lidt i hans svømmehud, hvis de syntes det gav noget, men selv her var der påbud mod at få det healet igen bagefter - en ødelagt fisk, var en død fisk, og Zahinael mistænkte, at han snart ville få brug for at sende Eyidivan ned i havet igen.

    Ordene - den ligegyldige måde de blev afleveret på - borede sig ind i Eyid og brød noget dybt og smertefuldt åbent. Fik savnet og følelsen af håbløshed til at brede sig i kroppen som en tidevandsbølge - rive alle de skrøbelige, møjsommeligt opstillede forsvarsværker væk, som han havde opbygget hen over årene i fangeskab. Dém, der stivede ham af imod rædslerne - vogtede den sidste, skrøbelige følelse af et 'selv', der havde integritet. 
    Han kunne ikke mere... Ikke mere nu. Livet her var simpelthen for ondt, og selvom Eyid længe havde været uden håb for sig selv, havde han da i det mindste kunne bære en lille bitte gnist af håb for de folk, der var blevet ladt tilbage... 
    Men Aleissan var død... Riyeena grumt invalideret...
    Og Sai havde forrådt ham.
    Nej! Nej, der måtte være en forklaring. Var det ikke langt mere sandsynligt, at Zahinael fodrede ham med løgne? Hvorfor skulle Cyreesai...
    Men som Eyid havde konkluderet så mange gange før, så var der altid en sandhed til Spionmesterens ord. Lovede han én forløsning, ophørte smerten. Lovede han én straf, fik man straf...

    "Hvorfor fortæller du mig dét hér?" spurgte Eyid til sidst med grødet stemme. Øjnene var ophovnede og han havde grebet om kæden - viklet den omkring de lange, arrede fingre for at have et fast holdepunkt. "Hvad vil du have fra mig?"