I det øjeblik blev Sidka i tvivl om, hvor gammel Yume var. At hun ikke havde kunnet finde en anden at være sammen med på den måde og med den intensitet tydede på en uerfarenhed, Sidka overhovedet ikke havde forbundet med Yume. Sidka havde taget kontrollen i deres seance, men Yume havde aldrig forekommet hende som uerfaren eller tøvende. Nærmest det stik modsatte, fordi hun havde givet så gode signaler, taget kontrol når hun virkelig ville - og hun havde ikke haft problemer med at få nydelsen frem i Sidkas krop. Så hun havde lidt bare antaget... Hun havde egentlig antaget en god del ting om Yume.
"Hvor ... Hvor gammel er du, Yume? Jeg troede ..." sagde hun stille og lod selv sit blik glide op på himlen. Det var nemmere at distrahere sig selv sådan.

Det var en underlig fornemmelse at være i tvivl om sex. Sidka havde aldrig været i tvivl om sex. Det havde altid været en indgroet del af hende (og Sibals) hverdag og liv sammen, og alt, hun havde gjort mod andre med eller mod deres vilje, havde altid haft et formål og kunne retfærdiggøres for klanen. Hun gjorde alt for klanen, men i det ene øjeblik, hvor hun havde troet Sibal tabt for evigt og følte Kile ånde sig i nakken, havde hun gjort noget uden at det var klanens vilje eller vej. Men det havde heller ikke været helt for hende selv. Det havde været hvad hun kendte til. Det havde været det eller vold, og volden vidste hun ville bringe hende en hurtigere død end forførelsen. Så hellere dø godt brugt og mæt på fornøjelse i stedet for med ømme knoer. 
Det havde været en forvirrende flugt ud af Elverly, og halvdelen af den var Sidka ikke engang sikker på, hvordan var foregået. Alle huse og træer lignede hinanden, og da hun endelig havde fundet en måde at komme ned fra byen i trækronerne, var hun endt med at falde så langt, at hun alligevel havde slået sig selv halvt fordærvet. Det øjeblik Yume havde forladt hende, var hun smuttet - uden tanke for konsekvenserne for hende selv eller andre. Hun havde ikke ligefrem regnet med at se Yume igen. Ikke regnet med, at hun var typen, der bare kom vadende ind i ens drømme.

Som hun stirret på vandet og så korte spejl af kvinden ved hendes side var det umuligt ikke at lade tankerne vandre, de havde mødtes nogle gange, og hun vidste jo intet om kvinden ved hendes side. Håbet var jo at lære om deres kultur ikke at lære hvor alle denne kvindes bløde og følsomme punkter er. For det var endelig alt hvad hun vidste var det ikke? At denne kvinde kunne lige magten i soveværelset, nydt at påføre smerte og have kontrol, og tabte sig selv i lysten og kunne blive direkte voldelig som lysten tog for meget, at hun elskede og savnede sin bror, som hun..delte natten med til tider, og hvad var der endelige mere at hun vidste? At hun tilhørte mørket..mørket som invaderet deres sidste drøm og nu sad hun og malet eller spillede musik under deres forbandet møder. ikke at møderne endelig var et problem for hende, hun kunne stadig øve sange, eller planlægge et malerig til sidste punkt og prikke.Hvad var der mere? Hvad, vidste hun endelig om denne kvinde..Der ikke var basalt. Spørgsmålet der gled over vandet til hendes sind afsløret det meget godt, afsløret uden fejl hvor lidt de to vidste om hinanden.
Hvor gamle er du, så simpelt noget at vide, og jo hun vidste da godt Sidkanys  var ung, men hvor ung.
"Mhm..tog dig længe før du spurgte om det." hun lænede sig tilbage og lod sin krop let flyde i toppen af vandet, hoved hvilede på kanten og blikket faldt imod nattenhimlen, en himle hun også kunne se ved sin side. Tanken blev  hurtigt rystet fra sig.
"Jeg er syv­hundrede og fem­og­tres år gammel..og du er hvad? Knap hundrede?" Et behaget suk forlod hende som hun endelig lod sig selv slappe af i vandet, dette var langt mere behageligt end hun tænkte at det ville være. Blot sidde og snakke med en kvinde hun havde været så tæt med, men alligevel så fjern.
"Hvad drikker du? Hvis du skulle drikke kun for smagen." tilførte hun før Sidkanys fik mulighed for at svare. "Og nej..du kan ikke blive fuld i drømme...ikke ordenligt." hun hævede en hånd og ventede blot på ord før hun begyndte at skabe, men selv før Sidkanys svaret, begyndte hun som der dukkede to, små flyende border frem, et nær Yume'Ave, og et i vandet ikke langt fra Sidkanys. Det foran hende selv, var der intet andet på en kop med dampende te, som lod en duft af skovens sommerbær hænge i luften omkring sig.

"Syvhundrede... Syvhundrede?" gentog Sidka forbavset. 
Det var alligevel lige omkring fremhundrede mere end hendes egne estimater. Det var ... Det var virkelig gammelt. Men betød alder noget, når man havde evigt liv? Hun forsøgte at fortælle sig selv, at det ikke gjorde, men hun kendte jo godt svaret. Det betød noget. Især hvis man skulle have et ligevægtigt forhold. Men hun skulle ikke have et ligevægtigt forhold - med nogen! Det var kun hendes bror, den slags var forbeholdt for, så hvorfor sad hun her og blev trist over, at det nok ikke kunne blive til noget mere seriøst med den kvinde, der sad over for hende i kilden? Hvorfor var seriøst overhovedet et ord i hendes tanker lige nu? 
"Jeg er lige fyldt treoghalvtreds..." mumlede hun som svar og sank længere ned i vandet. 
Dukkede sig, så håret flød ud af fletningen og lagde sig i overfladen som små, hvide lyn i det bølgende vand. Armene blev trukket nedad, så kun hovedet stak op og selv munden forsvandt kort ned i det varme vand. Hun følte sig lille. Uendeligt lille og ung. På udebane og langt væk hjemmefra. Hun havde troet, hun var klar til at møde verden. Hvor havde hun taget fejl.
Og så var der det andet, Yume havde sagt. At hun ville se pæn ud i en kjole. Det fik hendes mave til at vende sig overhovedet at forestille sig det. Hun kunne godt lide lidt skørt på sit tøj, men en kjole - som Yumes - nej tak! Det var alt for fisefornemt og upraktisk. Alt for højkulturelt og skovelvisk. Hun havde lært at hade den slags ekstravagance, for det var den, der havde ledt til at skovelverne udstødte alt, de ikke syntes om. Men det gjorde dem svage, og en dag ville hun sammen med sine mørkelverfrænder indtage Lindeskovene og dræbe alle de svæklinge. Undtagen... Kunne man tillade sig at tænke på undtagelser, når det var dér ens tanker var nået hen til? 
"Jeg drikker ikke noget," svarede hun så og slog det svævende bord væk, mens hun rettede sig lidt op igen. "Det er lige meget Yume. Du bør gå. Jeg bør gå. Det her burde aldrig være sket. Du forvirrer mig. Jeg burde bare have slået dig ihjel, som jeg er blevet lært. Jeg burde have slået Ren ihjel ude i skoven i stedet for at have ladet ham føre mig til Elverly - jeg skulle have stolet på, at Sibal kunne slippe væk selv." Hendes blik undveg Yumes. Hun havde lyst til at kaste alskens forbandelser mod hende, men ordene var svære at finde, og alt endte bare i forvirret selvlede. "Jeg tjener Mørket, og sådan har det altid været og vil altid være. Det er min skæbne at overtage for klanen og lade så mange skovelvere falde for min hånd som muligt."
Og hvor godt var det så lige gået indtil videre?

Det var umuligt ikke at le en smule af mørkelverne som den reagere på at høre hendes alder, det var ikke første gang folk ude fra elverly havde fejl vurderet hendes alder, normalt var det dog mennesker som ingen ide havde om deres alder som forsigtigt gættede på en to, måske tre hundrede, men at en elver blev så overrasket over det var en rar ny oplevelse, for hun vidste jo godt at hun sjældent ude fra offentlige ting opførte sig som sin alder, men alligevel selv uden a t kigge på kvinden var hun ikke i tvivl om at hun var mere end lidt overrasket. Overraskelsen kom dog hurtigt den anden vej som Sidkanys delte sin alder, flere overrasket blik blot stirret op, men så alligevel gav det jo mening. Sidkanys havde flere gange været i tvivl om sig selv, altså forsøgte at bevise overfor sig selv, både nu, i mere passioneret øjeblikket, men også deres første møde, det overmod, den direkte attitude, skreg jo nærmest af et ungdoms sind.
"Du er alt for ung til alt det her rod." lyd det sympatisk som hun rettet sig op igen, og lod sine albuer finde hendes knæ under vandet, og blikket faldt hvilede på vandet lige foran hende.
Sidkanys næste ord fik hende dog til at ryste på hovedet, hvorfor ikke bare drikke lidt, slappe af, jo det ville gøre noget når hun vågnede men havde hun ikke selv sagt at dette var rart? Så hvorfor ikke nyde det bare den lille grad mere.

bør gå. Ja, uden tvivl, faktisk skulle den dør aldrig have været skabt, det der skete i elverly burde være alt de to nogle sinde havde set til hinanden, men hendes behov for svar, hendes behov for at vide mere, var nu skyld i alt dette, skyd i at en forbandet dæmon havde fået hende ned i knæ, for nu, noget der uden tvivl i Yume'Aves hoved nok skulle ændre sig en dag, det skulle bare planlægges nøje. For nu lod hun dog den unge pige, for det var ved hvad hun var, snakke, få sine følelser ud, tale sig selv mere i benægtelse.
Stilheden fik dog nok da hun sagde det næste, tjener mørket.
"Nej du gør ikke." bryd hun ind så snart Sidkanys kom til punktet med at dræbe skovelvere.
"Du sagde det selv, du er tvunget ud i det, de ejer dig. De tvinger dig, det er dine ord ikke mine. Så spar mig, at du tjener mørket. Og hvis du virkelig ønsker at jeg skal gå, ønsker at dræbe væsner som mig, så gør det - sæt hænderne om halsen på mig, og tving mig til at vågne." hun stoppede, og lod den ene arm forlade hendes knæ søgte koppen og tog den til hendes næse for kort at nyde dens duft, før hun førte den til læberne.
"Vi bør begge to gøre mange ting i denne..relation af vores. Vi burde begge to have gjort mange ting." Jeg brude ikke have løget til folk om hvad der skete, tage straffen og fået en efterlysning sat i gang efter dig. Jeg burde ikke have beskyttet dig dengang, og heller ikke nu. Jeg burde specielt ikke være blevet så provokeret af den forbandet dæmon. Koppen genfandt den lille bord med et dybt suk som Yume'Ave igen lod blikke falde på vandet, og glede til hendes eget inderlår. Skulle have gået til en heler øjeblikkeligt og fået dette fjernet før det blev til sorte ar.
"Hvorfor..skrev du endelig i mig... Og..hvor kom den kniv fra?" hun snak en klump som hun spurte, for hun rystede når hun så det, men hvad kunne hun gøre? Gå til en elvisk heler? Som kunne fjerne ar? Rygterne ville ødelægge alt.
"Hvad..betyder det for dig? du..smiler når du ser det..og..selv da jeg..tiggede dig at lade være..såå.." hun bidt kæben sammen og stoppede sine ord, og genovervejet om teen skulle blive til noget stærkere.

Sidka prøvede at lukke ordene ude. Ordene om, at de tvang hende. For det kunne jo ikke være tvang, når det var alt man gjorde, alt man var og alt man kendte til... Vel? Tvang var noget Sidka gjorde mod andre. Som... Og så bragte Yume det selv op. Som da hun havde skåret i hende. De første runer, der lige var faldet hende ind. En strøtanke, hurtigt fældet ned i en uvillig krop.
"Fordi du bad mig lade være..." svarede hun og trak på skuldrene. "Jeg havde lyst, og så gjorde jeg det. Sådan ... Sådan gør man."
Hvad mere skulle hun sige? Det virkede underligt at blive spurgt om sådan noget. Det var jo bare noget, hun havde gjort, hvorfor var lige som ikke vigtigt. Hvorfor var noget, hun spurgte om i forbindelse med ordre eller lignende. Ikke sex. Ikke vold. Det var bare sådan verden var. Sådan hun var.
"Jeg nappede kniven fra en af vagterne, mens de tog lænkerne af mig," sagde hun. Det var et meget nemmere spørgsmål at svare på, og nemt var rart, når tankerne virrede rundt mellem hinanden i hendes hoved. "Jeg ved ikke, hvorfor de ikke så det. De var vist forvirrede over, at du bad dem om at gå. Men jeg havde ikke lyst til at slå dig ihjel - det var egentlig planen. Det virkede bare så ligegyldigt.. Så heller have det sjovt, tror jeg? De sidste timer, inden jeg skulle dø. Måske havde jeg gjort noget andet, hvis jeg havde vidst, at jeg ville overleve. Men hvorfor er det egentlig sort? Også ved dine læber?"
Hun havde lagt mærke til det, og undret sig over at selvom Yume blødte rødt og fint som andre, blev det sort. Det virkede ikke særligt skovelveragtigt, egentlig. Det havde også drevet hende dengang. Nysgerrigheden for at se om den lyse elver blødte sort. 

At se Sidkanys stoppe, ikke kaste ord tilbage måtte betyde hun ikke havde noget at sige, noget at tilføre, at hun faktisk over gav ret til Yume'Ave på den front. At hun ikke bare, kunne lade være, men hun påstod heller ikke noget om sin plads i mørkets hær, en hær der havde så unge væsner under tjeneste. Var hun skovelver var hun stadig i træning, hvis hun overhovedet havde fået lov til komme i træning.

fordi du bad mig lade være.
Hun blinkede flere gange og hævet blikket overrasket imod Sidkanys, de ord der kom lige efter gjorde intet bedre. Sådan man gør. Det gav pludselig mening, hvorfor hun aldirg havde fået lov til at have magten ret længe, have lov til at sætte Sidkanys i fokus længe af gangen før igen at blive tvunget til at makke ret. Det havde været rart men alligevel havde der ofte været frygt som kastede sig igennem Yume'Ave hver gang Sidkanys lagde hånden på hende, endnu mere som kontrollen skiftede og pludselig gav det mening. For nu blev der intet sagt til dette, hun var ung, og det begyndte mere og mere at gå op for hende hvor ung Sidkanys endelig og ikke kun alder, også i oplevelser og forståelse. Ting var som de var, man gjorde som man gjorde, længere tænkte den unge pige ikke, i hvert fald ikke på disse områder.

Et dybt opgivende suk forlod Yume'Ave som det blev afsløret hvor kniven kom fra, og med et ryst på hovedet tog hun blikket fra nattenhimlen igen, hvem var vagterne den dag? Hvem skal fyrres når jeg vågner? begynder tankerne, som hun forsøgte at sætte ansigt på de vagter der var indblandet.
Hvorfor er det endeligt sort.
Tankerne stoppede som kort den ubehagelige fornemmelse af tære der tvang sig ind af alle sår og åbninger i hendes krop, og Ecas paniske syn der fik hende til at haste det, tage for meget, og ikke tænke over hvordan hendes magi endelig blev brugt. Hun sank en klump og tog hånden om koppen og lod dem varme, vel duftende væske forsvinde.
"En..veninde reddet mit liv. Elverlys bedste heler”hun fniste lidt af sine ord, og mindede om Toorahs reaktion som det var Ecariss titel.
"Men, hun var bange for jeg skulle dø, og i sin panik..blev det nok mere en forbandelse? Selv om min krop er helet, fejlfrit, fik ikke engang ar af det..Så, har alle ar set sådan ud siden..Og når mit blod ..tørrer så bliver det sort." koppen forsvandt i drømme støv med de to border der hvilede i vandoverfladen.
"Sidka, skat.." ordene blev lagt mellem dem før Sidkanys fik mulighed for at svare, stille spørgsmål.

"Du..siger en masse farlige ting, du gjorde de ting? Efter jeg bad dig stoppe? fordi at jeg bad dig stoppe?" hun træk vejret, som hun mindet sad der, lige foran blikket på hende. Hun rystede af nydelse, men også grundet den hårde behandling. Husker tydeligt hvordan hun rækte ud efter Sidkanys for at mørke hende, føle hende bare lidt nærvær efter det hele, og måske lade legen forsætte efter en kort pause. Men mørkelverne havde tydeligt helt andre planner.
"Du..det er ikke sådan man gør..Slet ikke. Du tvang mig? Det..ved du godt ikke? Det første var..fint." fint, var ordet der blev brugt, selv om der kunne bruges meget varmere ord til at beskrive hvor meget hun havde nydt det, hvor meget hun havde haft behov for det.
"Lidt..hårdt, men, rart..Men..efter jeg.." ordene stoppede, og ordene skiftede for at kaste billederne væk, kaste fornemmelse af det øjeblik væk.
"Pointen er, at man gør de ting sammen, lære hinanden at kende, giver for at få igen. ikke, tage for at tage." hun sukkede, og de få møder de hands haft side det første, dem i drømme gav så meget mere mening nu, hvorfor Sidkanys reageret som hun gjorde som Yume'Ave forsøgte at sætte sig ret, kræve ting, hvis hun troede at man virkelig bare tog sit..Så selvfølgelig gav hun aldrig Yume'Ave lov til at få snakket om det, sætte krav, få forhørt sig.

Forklaringen om den forvildede healingsmagi gav nogenlunde mening, men var dog lidt mindre dramatisk, end Sidka havde forestillet sig. Jo, det handlede om at have reddet Yumes liv, men var ikke fordi hun selv havde en skyggeside af sin månemagi eller måske blev influeret af folks mareridt. Det sidste havde været Sidkas teori. Noget med mareridt. Det ville have været lidt sejt. 
Mens hun vendte informationerne om healing og ar i hovedet, kunne hendes tanker ignorere det næste Yume sagde. Altså udover at hun blev ved. Det var beskyldninger og lektioner om hvordan man var fra en, der kom fra et helt andet samfund. Hvordan kunne Yume overhovedet vide, hvad der var rigtigt og forkert?

Med ét rejste hun sig op og trådte op af den varme kilde. Det rørte hende overhovedet ikke at være splitterragende nøgen, og drømmetilstanden gjorde også, at hun ikke fokuserede så meget på det. 
"Du ved ikke en skid om, hvad der er rigtigt eller farligt!" udbrød hun og vendte ryggen til Yume - vidste inderst inde godt, at hun ikke kunne sige de her ting, mens hun så den anden kvinde i øjnene. "Jeg har lært ting sammen med Sibal, og han er den eneste, jeg har brug for at lære at kende!"
I har altid brug for hinanden. I er de eneste, I har brug for. Hinanden og klanen - det er alt, der betyder noget.
Om ordene fra Sidkas minder blev sagt inde i hendes hoved eller højt i drømmen, var hun ikke sikker på. Den gamle I'endriths stemme rungede i hvert fald med lærdom, hun havde modtaget, siden hun var et lille barn. 
"Jeg tog, fordi det er min ret!" fortsatte hun.
Verden er jeres. I har ret til at tage, hvad I vil have. I skal tage, hvad I vil have.
"Jeg gør, hvad der passer mig, fordi det passer mig. Er du uvillig, er det bare tegn på, at du skal lære at underkaste dig. Lære at underkaste dig den rigtige verdensorden!"

Pludselig stod Arnym foran hende, og et øjeblik glemte hun Yume helt. Meget, meget højere end hende, for hun var skrumpet i størrelse. Skrumpet ind til det barn, hun havde været i mindet - mindet, der var forskruet i drømmen. Han rakte hende en kniv, der allerede dryppede af blod, mens han pegede på noget, der ikke fandtes i drømmen, ved siden af sig selv. 
Dit første bytte, Sidkanys. Gør mig stolt.
Kniven forsvandt og hun fik lov til at blive lidt højere igen - eller også skrumpede Arnym selv. Storebroren greb fat om Sidkas hage, inden hun nåede at flytte sig.
Du skal lære mere kontrol! Din magi fik næsten de andre slået ihjel! Din og Sibals hidkaldelse! Hvis skyld var det? 
Sidka vidste, det i sidste ende var Sibal, der hidkaldte væsnerne med hendes runer, men hun kunne ikke lade ham tage straffen. Han var allerede såret mere end hende...
Min! hørte hun sin egen stemme sige, fjern og lys og ung. 
Fint! Så ser du på, mens jeg straffer Sibal.
Nej! Det var min skyld - jeg tager straffen!
Din straf, Sidka, er denne. Tror du ikke jeg ved, hvad der gør mest ondt på dig? Hvis du en dag skal overtage klanen, må du vriste dig fri fra alle de følelser.

Og så var minderne væk. Kun den mørke nattehimmel, Yume havde dannet, stod tilbage, og Sidkas ansigtsudtryk var blevet hårdt og sammenbidt. 
"Jeg tager," nærmest hvæsede hun ud mellem tænderne. "Hvad jeg," Langsomt vendte hun sig mod Yume med det hvide hår i våde klynger faldende ned foran øjnene. "Har lyst til."

Det gav et sæt i hende som Sidkanys rejste sig som hun gjorde, på trods af emnet, hvad de snakkede om, alt der var sket mellem dem var det svært ikke at være afspændt, lidt nervøs og hendes spontane bevægelse fik Yume'Ave til at føre sine hænder lidt nærmere hende selv, og blikket gled over mørkelverne krop som hun stod der, og kigget væk, vendte hende ryggen. Hun sank en klump som hun lyttede til de ord som blev delt, modvilligt tog hun blikket fra hende og tog det tilbage til vandet som hun lyttede. Hun bidt mere og mere sammen som hun lyttede til de ord, ord der tegnede det billede alle havde om mørkelvere. Åbenbart et billede som mørkelverne selv havde, de skulle være på toppen, over de resterne elverracer, over alle andre, en opdagelse som fik Yume'Ave til at sukke opgivende. Måske var hendes drøm ikke mulig at opnå, at se de elviske børn forenet i alliancer, væk fra lyset, væk fra mørket og væk fra de adelige familier. Blikket gled imod døren hun kom ind af, imod hendes egen drøm som var på den anden side. Hvorfor beskyttet hun endelig en kvinde der så hende som intet andet end noget at tage, noget at styre og bestemme over. Netop som hun overvejede at rejse sig lyd en anden stemme i drømmen, en fremmede stemme som strakts fik hende til at søge blikket i den retning, til..Sidkanys som barn, til den blodige kniv. Hun sad stille og så på Sidkanys som billederne skiftede, som minderne, mareridende spillede sig ud foran hende. Det ansigt som vendte sig imod Yume'Ave var nyt, og fik det til at løbe koldt ned af ryggen af hende, de ord som kom gjorde intet for at redde den ubehagelige fornemmelse. Blikket faldt til vandet, og blev der selv som hun rejste sig og tog et skridt nærmere Sidkanys. Modvilligt tog hun et mere og endte foran hende med et dybt suk.

De lilla øjne rejste sig fra vandet og søgte de øjne der sendte så blandet følelser igennem hende, øjne halvt skjult bag det våde hvide hår. En hånd rejste sig mellem dem og i dens håndflade formede drømmen støv sig. Kniven Sidkanys fik i hånden som barn, din første bytte. Ordene hang i Yume'Aves sind som hun formede kniven, dog uden blodet.
"Her." lyd det følelsestomt, lige som hendes blink følelsen var væk i det og smilet der før havde kæmpet sig frem som hun endelig havde nydt deres første rigtige snak.
"Det du vil? Ikke?" tilførte hun i samme, tomme tone som skaftet på kniven blev tilbudt Sidkanys.

Sidka så på kniven i Yumes hånd. Den samme kniv, Arnym havde givet hende, da hun var barn. Hun genkendte det snirklede mønster op ad skæftet. Hun tog den uden at tænke over det. Var for vant til bare at gøre, som hun fik besked på. 
"Jeg har ikke fået besked på at slå dig ihjel," sagde hun, stadigt snerrende, men underligt tonløst. "Det gør ingen forskel. Det er bare en drøm. Og Zahinael vil have dig i live."
Hun tog et skridt bagud, skælvende af indestængt vrede og forvirring over, hvad hun ville. Hvad hun burde. Vreden var nemmere. Fokusér på den. 
"Når han er færdig med dig, gør han det sikkert selv," fortsatte hun. "Det er ikke mit arbejde. Jeg er bare soldat, Yume. En dum soldat, der gjorde noget dumt, da hun troede, hun skulle dø. De var sjovt, ikke? For sjovt. Vi er bedre stillet, hvis du bare skrider nu og aldrig tænker på mig igen. Hold din lortedør for dig selv. Så kan det være, han på et tidspunk tror på det, første gang jeg svarer på hans spørgsmål."
Udover næste gang... Næste gang ville blive slem. For hun havde åbnet døren, og hun havde talt med Yume. Gjort alle de ting, hun ikke måtte. Hun var en lige så uregerlig møgunge, som Arnym altid havde sagt. Han håbede, hun ville vokse fra det, så hun kunne overtage klanen, men så længe hun ikke kunne tage imod ordre, vidste hun også, at hun fortjente straffen og ydmygelsen.
I en pludselig, hurtig bevægelse, slyngede hun kniven fra sig, så den ramte vandet og forsvandt ned under overfladen. Hvis hun bare kunne gøre sådan med lidt flere ting i sit liv, ville alting måske være nemmere.
"Jeg har ikke brug for dig, Yume," sagde hun, men ordene rungede en anelse hult. "Jeg har kun brug for Sibal, forstår du det? Du er bare ... Du er bare ... Jeg har ikke brug for nogen!"

Kniven forsvandt fra hendes hånd, og øjeblikket begyndte det at løbe koldt ned af hendes ryg. At se de fangende øjne hvile på kniven, Yume'Aves egne øjne forsøgte hun at holde i ro, forsøgte at holde dem i ro på Sidkanys blik, men kunne ikke lade være at skifte mellem kniven og blikket. Hvad tænker hun? Blev Yume'Ave ved med at spørger sig selv om kniven blev studeret. Sidkayns ord var ubehagelige, så om det eneste der stoppede hende var at hun ikke havde fået besked på det, ordre, men tonen afsløret tydeligt det stadig blev overvejet, og med opdagelsen blev den ubehagelige fornemmelsen der fik det til at løbe koldt ned af hendes ryg, den fornemmelse der gjorde det svært at blive stående som hendes knæ rystede. Nok havde man oplevet meget i drømmende men tanken om at den kniv kom i hendes retning nu skræmte hende mere end hun havde troet som hun skabte kniven. Sidkanys forsatte, og gav stadig ikke noget klart om hvad der ville ske, og Yume'Ave sank en klump i håb om hvilket retning alt dette ville gå, om dette endelig var en god ide. Netop derfor lyttede hun spændt til hvert et ord der forlod de let lilla læber.

Ved første tegn i ordene at Sidkanys ikke havde ønske at dræbe hende, knækkede hendes knæ og hun åndede lettet ud, om hun havde holdt vejret eller ej vidste hun ikke, men lige nu træk hun vejret dyb som hun kæmpede med ikke at falde på sine knæ.
"Tror..du selv han vil gøre det?" hun tøvede som hun samlede luften.
"Er det ikke netop din opgave? Hvis du bare er en dum soldat er det så ikke din?" hun rettet sig op som kniven var væk, blikket lå i vandet hvor bølgerne stadig forekom efter den blev kastet. Sådan som den mand så ud over bare at få mudder på sit tøj, var blod nok meget det samme. Det havde irreteret ham mere end alt andet der blev gjort i den drøm. Tænk at de to havde det til fælles, hende og Zahinael, ingen af dem ønskede at blive beskidt.
"Jeg ønskede ikke at skabe døren denne gang..Det..skete bare." hun sank en klump som det gik op for hende hvad i zaladins navn hun havde gjort da hun skabte den, den chance hun tog. Dog faldt blikket fra det gnisterne blad under vand tilbage til Sidkanys, som hun mumlede om hende og sin broder.
"Og jeg har på ingen måde brug for dig. Jeg burde ikke rede dig, gang på gang, og jeg brude virkelig ikke gøre hvad han siger på grund af dig." hun slog armene over kors før hun forsatte.
"Men..hvad syntes du jeg skal gøre? Stoppe med at lytte til ham? Lidt sent for det!" Der var tydeligt mange ting hun ønskede at sige, ting relateret til det første hun delte, sin ønske om at dræbe den mand, som hun holdt igen men nu var det ikke muligt at dele for som Sidkanys havde afsløret var der ikke hemmeligheder for denne mand, selv om at afsløre hun havde flere ord, flere tanker end hun vidste ville være et problem for Sidkanys.

Et stykke tid stod hun bare og så på Yume. Den fine, smukke elver med lyse øjne, lys hud og fint hår. Modsætningen til sig selv. Kunstnerisk og sofistikeret og alt det, hun burde hade ved sin oprindelsesrace. Alt det, der gjorde dem svage. Dårligere. Uværdige.
Hun burde ikke stå her og stadig synes, at det var lidt spændende. At det handlede om mere end sex, kontrol og vold. Det var alt hun kendte, alt hun kunne, og alt hun burde søge. Men alligevel ønskede hun et eller andet sted at prøve at stå i Yumes sted. Ikke kæmpe hele tiden, ikke træne i en endeløs krig. Prøve at forstå, hvorfor deres kunst og underlige drikke betød så meget for dem. 

Men hun burde ikke ønske at forstå. Det var ikke hendes plads, og det var ikke deres. Alt, hun burde, var at blive stærkere og overtage klanens plads. Gøre sin pligt i Mørket og styrke I'endrith-klanens plads blandt den kommende verdensmagt. 
"Der er ikke noget, du kan gøre," svarede hun så. Roligt. Koldt. "Der er ikke flere valg. Ikke andet end at gøre, som han siger. Jeg vil vågne og tage min straf for at snakke med dig, og du vil fortsætte med at gøre, hvad han beder dig om. Måske tror du, alle har et valg, Yume, men det er en illusion." 


Ordene lød reciterede, for det var de. Ord, hun havde fået banket ind i skallen fra hun kunne gå selv. Man gjorde, som der blev sagt, og valg var kun noget, der kunne blive taget fra en. Nalish'ras ord var de sande, og resten af verden burde brænde og bløde.

Den tid hvor ingen af dem sagde noget var, ubehagelig, Sidkanys havde altid været uforudsiglig men lige nu, regnede Yume'Ave ikke med at hun ville gøre noget som helts andet end blot at være der, blot at stå og stirre, tænke, lige som hun selv forsvandt i tankerne i dette øjeblik. Hvad kunne gøres nu? Hun var ved at lave planner omkring det forbandet drømme invadere dæmon som en del af hende forventede pludselig ville være bag hende, en dæmon hun nu havde lært havde magt nok i mørket til at kommandere folk til hvad de end ville, og de møder, de ord der blev brugt, hvem zalens var ham, ikke at det var vigtigt hun skulle af med ham på hendes måde, en dag når hun vidste hvordan skulle hun nok få ham til at ryste i frygt og aldrig røre elverly igen, og specielt ikke hende selv. "Fint..Jeg går." lyd det korte svar til hvad Sidkanys delte, flere uhyggelige ord, ord der virkede mere indøvet end nogle af de sangtexter hun selv sang mest.
"Men.." lyd det som hun tog det sidste skidt nærmere Sidkanys.
"Hør her hvad du gør." Stemmen blev klar, nærmest kommanderne som talte hun til sine vagter. "Du opsøger ham i morgen, og fortæller ham alt om denne nat. Hvert et ord vi har delt, om du siger jeg har sagt du skal må du selv om. Det er lige meget." hun træk vejret som hun igen lod blikket falde over sin skuldre, på døren.
"Du kan også fortælle ham at jeg kan tvinge drømme til at blive delt, det er ikke en løgn. Jeg kan skabe disse møder af tvang, blot ikke noget jeg ønsker at gøre ret tit." hun nikkede lidt af sig selv som hun vendte blikket tilbage til mørkelverne, den, smukke..Hun rystede kort hovedet for at stoppe sine øjne for at vandre af den klare let lille hud som stod der.
"Men det er vigtigt du opsøger ham, og fortæller ham alt, vis ham der ingen grund er til at gøre dig ondt. For din egen skyld, ikke min." hun sukkede, igen, var hun i gang med at hjælpe denne mørkelever. Hvorfor..
"Forstået?" og med dette sidste ord forsvandt badehuse, den lette silke lagde var pludselig tilbage om Yume'Aves hud, og sløret, sløret der altid var væk i mørkelveres nærvær var tilbage, badehuset væk og de stod på i en have, en velplejet, forårs have med blomster der lige var sprunget ud, træer der vise deres nye klar grønne blade frem. I baggrunden den fine store, alt for store i mange øjne skov som dannede skjul for elverly. Til deres side, en gang som førte til et hus der så mere forladt ud end denne have. Over døren hang Risindier families symbol i, vinduer alt, så forladt ud. Landet omkring viste tydeligt at dette forladte, eller rettere ikke brugte hus, da haven tydeligt ikke var forladt. Blot nogle sekunder efter, billedet var formet, kom en ung Yume'Ave gående, høj på følelser og i armen af en ung skovelver mand, flere gange mødtes deres læber, igennem haven. Dog stoppede de to kort på deres vej til huset, den unge Yume'Ave tog hånden under en sær busk, den eneste busk uden blomster, blot en hæg midt i haven som virkede til at danne midte for havens udsmykning og ud af den kom en nøgle, gemt i dens blade som blev kastet til den unge herre, den unge Yume'Ave bidt let i hendes blege læber som hun lod blikket falde imod døren, netop der, som blikket faldt på døren forsvandt det hele, og de stod tilbage i Sidkanys mørke ubehagelige drøm.

Yume'Ave sukkede dybt og tog hånden fra sig selv og søgte at lægge den på Sidkanys skuldre. "Du er ikke en dum soldat, du er tvunget ud i et liv du ikke ønsker. Og Alle har et valg, alle, og i forhold til ham så er der ingen som slipper afsted med at tvinge mig til noget som helts." med mindre det er passioneret øjeblikket. men den del forbliv en tanke, som hun tog hånden til sig selv som hun lod blikket falde tilbage på døren.

"Forstået," kom det fra Sidka, før hun overhovedet tænkte sig om. 
For det her kunne hun finde ud af: Ordre, der gav mening og havde et formål. Ordre fra en hun... En hun stolede på ville hende det bedste, hvordan end det så var blevet til en fast tanke i hendes hoved. Hun vidste også godt, at hun ville få smerten at mærke uanset, hvad hun gjorde; om hun talte sandt eller ej. Men måske at fortælle om, at Yume havde beordret hende til at fortælle det hele, ville få Zahinael til at tage rapporten som den var og ikke indgyde smerten i processen. 

De billeder, Yume nu fik frem, forvirrede Sidka. Hun så huset, så den unge Yume og hendes mande-kæreste, og så nøglen i hækken, men det blev ikke rigtig forstået. Uden ord at knytte til det, slog Sidkanys det hen som et minde, der var dukket op ud fra Yumes tanker, ligesom Sidka selv havde set Arnym foran sig før. Sikkert blot tanker om en tid, hvor alting var lettere og mere ubesværet. Hvor kærlighed ikke var en forvirrende knude i ens bryst. 
"Det her er det eneste liv, jeg ønsker," svarede hun tonløst - for hvad skulle hun ellers sige? Alle andre svar ville give næring til knuden i maven, og den skulle hakkes i småstykker. Ikke vokse. "Det her er min plads i verden." 
Blikket faldt til jorden, ned over det pæne silke, Yume atter havde fremkaldt om sin krop. Mens Sidkas sind gemte ordene om Zahinael - for dem ville han ønske at høre - prøvede hun at fokusere på, at det her nok var en afslutning. En afsked. Hvorfor føltes det forkert? Hvorfor stak det en lille smule i brystet? Hvorfor havde hun lyst til at kramme Yume og ikke enten hugge hende ned eller tage hende?
"Farvel, Yume," hviskede hun en anelse mismodigt. "Jeg ved ikke om vi ses igen. Det har været ... Underligt."

Hun nikkede som Sidkanys gjorde tegn på at have forstået det, nu handlede det bare om at hun også forstod hvorfor ting blev sagt og vist som de gjorde. Nok var hun ung, men man kunne håbe hun havde et godt hoved på sine skuldre, selv om det var fordrejet og hendes tanker så manipuleret og låst. Hun havde endelig ikke lyst til at gå, langt fra dette var deres første ordenlige behagelige samtale, hendes første og måske eneste mulighed på at lære at forstå mørkelvere og nu, var der ingen frygt for hvad der var sket de sidste gange. Hun havde fået sine svar, svar hun ikke kunne bruge til noget som helts. Det var forfærdeligt svært at gå, hvorfor var det så besværligt. Den eneste liv jeg ønsker.
Hun bidt kæben sammen og holdt sig tilbage, hun ønskede at sige så mange ting, råbe af pigebarnet, give hende en på side af hovedet, kramme hende og sige alt nok skal gå. Men inte blev sagt hun stirret blot på sine fødder før hun sukkede dybt netop som Sidkanys talte igen.
Farvel?
"Du har ret. Vi ses aldrig på samme måde igen. Så at sige farvel er ikke forkert." hun træk lidt på smilet, forsøgt i hvert fald på at få et smil frem. Hun blev dog med ryggen til og blikket låst på sine fødder. "Underligt..er et ord. Det..her kommer til at være ubehageligt...Så er du advaret." lyd med en rystende stemme. Hun kunne ikke gå, der var for mange ting i vejen, for mange ting hun ville gøre, sige, som hun vidste ikke ville gavne nogle af dem.
"Undskyld." lyd det kort efter som hun hævede blikket for at stirre på døren.
"Godmorgen natteblomst." lyd det kærligt, som hun tog den nødløsning der var før dette gik galt. Den ting hun havde skabt mest til at tvinge folk ud af sine drømme, det øjeblik hun hadet at se hver gang og havde set alt for mange gang, som ordet natteblomst blev sagt formede hun pilen, og med et håb om hun ikke var alt for god en soldat og ville undgå den, den pil som formede sig ud af intet andet end drømme støvet bag hende og med høj hast som var den ny affyret fra byen rettet imod hendes hals.

"Kommer til at gøre ondt? Hvad mener ..." 
Før Sidka nåede at sige mere, sad der en pil i hendes hals og en tilsvarende skarp, uudholdelig smerte fyldte pladsen ud, der hvor hun ellers forventede at åndedrættet ville være. En halvkvalt, guttural lyd kom fra hende, mens øjnene udspilede sig i chok. Yume havde lige skudt hende. Yume havde lige skudt hende.
Så faldt hun på knæ, og det ene skred under hende, så hun endte med at vælte og ramle skulderen hårdt ned i underlaget. 


I en barrak midt i Mørkets lejr vågnede Sidkanys med et sæt og slog hovedet direkte op i træpillen, der holdt køjen over hendes. Stakåndet og bandende væltede hun ud på gulvet, famlede på sig selv for at sikre sig, hun havde tøj på, og lod hænderne hvile på sin hals, hvor hun havde følt pilen bryde huden. 
Men alt var som det skulle være - og hun var ikke nøgen. Hun faldt en smule mere til ro og lænede ryggen op af sin briks, mens hun prøvede at få styr på vejrtrækningen. 
"Det skal nok gå over," lød en stemme fra en briks over for hende, og hun så op på en soldat, der havde stukket hovedet halvt ud over sengekanten. Hendes forundrede udtryk fik ham til at uddybe. "Zahinael. Jeg hørte, du gav rapporter til ham. Er man ikke en af hans folk, stoler han ikke på, at man taler sandt, før der er gået et stykke tid. Men det skal nok komme. Så forsvinder drømmene også... På sigt."
Zahinael... Hun måtte fortælle ham om mødet. Skulle fortælle ham om mødet. 
Sidka skrabede sig selv op fra gulvet og tumlede ud af barakken til den anden soldats store undren. Der var ikke noget hun ville mindre end at gå direkte op til den afskyelige mand og modtage mere smerte, men Yume havde beordret det, og det ville kun blive værre, hvis hun tilbageholdt informationerne blot et par timer. 

To timer senere fik Sidka igen lov til at gå tilbage til sin barak - nu mere ødelagt, end hun havde været siden sine unge, mest uregerlige år. Der var intet i hendes mave at kaste op, men det afholdt ikke kroppen fra at prøve. Zahinael havde set rasende ud over de ord, Yume havde sagt om ham, og Sidka mistænkte, at han havde afreageret på hende. Nu skulle hun sove. Sove og fordybe sig i træning. Så hun kunne komme tilbage til sine pligter og gøre sin klan stolt. 
Men de næste mange dage rumsterede billedet af Yume og manden, der forlod det ligge hus i Sidkas baghoved. Nøglen, der blev placeret i hækken. Var det en ... Invitation?

Lyden, den forfærdelige lyd af pilen som rev og flået sig igennem Sidkanys lyd fik Yume'Ave til at knytte hænder, og bide kæben sammen. Hun stod stille, så stille hun kunne som hun hørte lyden, og Sidkanys ord dø ud, samt hendes krop kæmpe et øjeblik for at holde hende oppe. Det tog kun et øjeblik, men som ved alle henrettelser var det forfærdeligt at høre, og denne gang skulle hun ikke se på det, men denne gang var det hendes handling der var skyld i den forfærdelige lyd og mindst lige så forfærdelige fornemmelse af hvad der skete lige bag hende. Lige så pludseligt som det var startet, var det ovre og hun stod tilbage i sin egen drøm og stirret ned på maleriget hun 'kom til' at male. Det var endelig et meget godt malerig, nåede hun lige at tænke for det forsvandt ud i drømme støvet og en ny dør dukkede op ved hende side.

Det tog ikke længe før døren gik op og en nydelig ung elverkvinde gik ind og nejede, tydeligt med en let irreteret mime, men bidt det i sig fra nu.
"Kan..man gøre noget Frøken?"
"Vores gamle hus i grænselandet, jeg vil gerne have nogle sendt der ud for at gøre det rent, snarest."
Den unge kvinde blinkede nogle gange og nikkede.
"Det behøver ikke være bemandet, før jeg siger andet." tilførte hun og gav kvinden tegn på at det var det.
"Javel frøken. Nyd deres nat." De nikkede til hinanden og Yume'Ave vendte sig om, og formede et minde i drømmen som tjeneste pigen forsvandt tilbage til sin egen drøm. Sidkanys, øjeblikket vagterne førte hende ind.

Kniv, Kniv..Kniv. lyd hendes tanker til netop det øjeblik håndjernene blev fjernet og der dukkede en ny dør op, ind af døren gik vagten der tog håndjernende af Sidkanys, forvirret, overrasket over at se Yume'Ave, og pludselig være i stand til at styre sine tanker, første gang man oplevede var altid sært.
"Frøken?" spurgte han lettere forvirret, som han stod der, i intethinden med en af stemmerne fra rådet.
"Du er fyret. Pak dine ting som du vågner."
"Hvad?! Jeg har været her i tyve år! Hvad har jeg gjort!" brokkede han sig højlydt, og slog armene til siden.
Yume'Ave gjorde intet andet end at pege til sin side, hvor mindet stadig var, netop det øjeblik hvor kniven skiftede ejer.
"Kniv." var det eneste ord hun sagde, hvor hans eneste svar var blot at nikke, intet blev sagt før han vendte sig om og forlod drømmen igen med en bitter mime, mens han mumlede "Et år efter finder hun ud af det var min kniv."



Det næste par uger var stille og rolige, rådsarbejde, og møder. Et med Vinternes stemme, et spil skak med Ashfay, og et møde hos af de Abiléves handlere, et måde hvor alt for mange krystaller skiftede hænder for noget som simpelt som en halskæde. Denne søndag rejste hun ud til huset, det hus der lå i udkanten af grænselandet, alt var fint, haven velplejet, facaden ny rengjort, og alt inde i huset rent, pænt og nydeligt. Hun gik ind og lige frem til den først væg hun mødte fra hoved døren. I en bevægelse hakkede hun en kniv ind i væggen. En af familiens knive, dem vagterne normalt havde ved anklen, og om den hang hun halskæden før hun forlod huset igen.