Alting var på ingen måde som det skulle være, alt var ved at famle mellem fignerne på hende som hans varme slag fra hjertet gled igennem hendes hånd, hans bløde hun under sine fingre en hud hun endelig altid havde forstillet sig være hård men lige nu var den udfattelig blød.  hun holdt kort vejret som hun mærkede hans læber imod sin hals, men puste ud i et behageligt suk som han forsatte. At høre ham hviske hendes navn var sært og fik hende til at ånde ud i et let stund. De mange bløde kys, sendte alle stød igennem hende som hun gang på gang søgte et greb i hans nakke ved hvert en blid berøring. Kæben kæmpede med sig selv som den åbnede under hvert kys og kun lige nåede at blive lukket som fornemmelse let forsvandt. Hvordan hans hånd var nået hendes hår, hvordan sengen var pludselig hendes rygstøtte, hvordan hans uniforms jakke var forsvundet og hvordan hendes hånd var forsvundet fra hans hjerte til hendes nakke mindede hun ikke. Alt hun mindede fra de sidste sekunder var det varme fangende fornemmelse som hans læber sendte igennem hende, hun træk vejret lettere tung som han træk sig væk fra hendes hals, og med flere overrasket, let skuffet blik beskuet han hende kort en blink hun ikke kunne se væk fra. for om hun ville indrømme det for sig selv eller ej, var det rart i dette øjeblik at have den slags øjne hvile på hende. Som han nåede frem efter hendes hår bøjede hovedet sig efter hans berøring, og med et langsomt blink som håret blev berørt kiggede hun op imod ham.
Hans ord, hans rors, hans, hvad end det var, fik et smil frem på hendes læber.
"Oh..Du er skøn." mumlede hun stille tilbage og lænede sig op imod ham som han lænede sig imod hende, i et forsøg på at fange hans læber med sine, men med skuffet uforståelige mumlen blandet i de behaget lyde hans berøring skabte som han nåede ikke hendes læber men hendes hage, hendes kindben og i sit behag faldt hun tilbage i sengen.
Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, som deres læber -endelig- mødtes, en lyst hun pludselig tvivlede på startede i dag, eller for uger siden, det føltes så om hun havde ønsket dette i evigheder, at mørke hans varme imod sig, mærke hans krop, den veltrænet, men alligevel fine og velformet krop ligge sig over hende. Hun kæmpede for luften som kysset sluttede, hvad der føltes dage for tidligt og flere forsøg på at møde hans læber igen som hun hævede hovedet som han træk sig væk men fejlede og faldt tilbage i sengen. Hånden fra nakken gled forsigtigt til hans hals, og den der engang var om hans håndled holdt fat i sengen.
Må jeg. hans ord overrasket hende tydeligt som hun blinkede og stirret op imod de vidunderlige blå øjne. Kæben åbnede og lukkede sig nogle gange før hun gav svar, så om hun samlede luft og tanker.
Hænderne flyttede sig og søgte hans skjorte, og som hun gav ord, åbnede hun hans første skjorte knap.
"Skal du være..så sød hele tiden?" og hænderne søgte den næste knap af hans som hun træk vejret tungt, fortabt i de blå øjne, i den duft af både alkohol og ham, der beriget lokalet.

    Treston sendte hende et gavtyveagtigt smil og greb et øjeblik hendes hænder med én af sine, så hun ikke kunne åbne flere skjorteknapper. "Du foretrækker måske det modsatte?" spurgte han med et ude-på-ballade-glimt i øjet. Han bøjede sig ned over hende under foregivelse af at ville kysse hende igen, men strejfede kun flygtigt hendes læber, før han drejede af og i stedet drillende hviskede i hendes øre: "...Jeg kan også være pisseirriterende, at du ved det. Så valget må være op til dig..." 
    Trods sine ord slap han hendes hænder igen - stadig med det skæve, drillende smil i mundvigen - så hun kunne få lov til at arbejde videre på skjorten, hvis hun havde lyst til dét. Selv hjalp han med at krænge den det sidste stykke og kastede den uceremonielt efter uniformsjakken nede på gulvet, før han gav sig til at løsne hendes korset, til snørerne var slappe nok til at han kunne få hægterne i siden fra hinanden og trække den afstivede beklædningsgenstand af hende. Uniformsskjorten var en anelse krøllet, der hvor korsettet havde siddet og holdt det hele på plads, og med et afsøgende blik på hendes ansigt lod han forsigtigt hånden glide op under hendes skjorte - hårdhudede fingre hen over hendes varme hud. Fulgte konturen omkring hendes hofteben, det lille dyk under hendes ribben. Dvælede ved hendes navle et øjeblik, og trak så langsomt op i stoffet, så han kunne bøje sig over hende og kysse hendes glatte maveskind. Hendes duft og nærhed havde blæst de fleste fornuftige tanker ud af hovedet på ham, og han var bare helt igennem til stede i øjeblikket - fulgte enhver lille indskydelse, enhver lille lyst. Åbnede hendes bælte og lod det glide efter korsettet med en klonkende lyd fra mødet med gulvbrædderne. Lod fingerspidserne løbe pirrende over hendes ribben og hele vejen ned; følge hendes liv og værdsætte hendes fine timeglasfigur, der tilførte en meget klædelig dimension af kvindelighed til de muskler, han kunne mærke lige under hendes hud. 
    Så fik han lyst til ballade og lod en hånd glide omkring ryggen på hende - inde under skjorten - så han kunne trække hende op at sidde i sengen og møde hendes læber med sine egne. Lægge armene om hende og mærke hendes bare hud imod sin egen de steder, hvor hendes skjorte kravlede op. Han ville gerne have den af hende - rigtig gerne, faktisk - men han ville heller ikke gå alt for hurtigt frem, så i stedet lod han hånden, der lå imod hendes ryg, trykke hende tættere på, så han kunne gøre kysset dybere. Lod den anden hånd finde hendes ansigt og derefter glide om i hendes nakke - op i hendes hår.

Hun stoppede og stirret ned på sine hænder, det let blottet bryst og hans hænder der lukkede om sine håndled. Forsigtigt kiggede hun op og mødte hans blik og skulle til at spørger om han havde noget imod det som han lagde sine ord i luften mellem dem.  
"ikke..sådan ment." mumlede hun forsigtigt og lod blikket blive på hans ansigt, som pludselig igen kom nærmere og selvfølgelig søgte hun dem. Blot for at give et overrasket lyd som deres læber ikke mødtes men i stedet hviskede han ord, ganske få ord som fik blikket til at vokse, fik hende til at ryste hovedet og bide kæben let sammen.
"Din!" mumlede hun i svar til hans ord, men fandt intet der passede da tankerne døde ud som hans hænder forsvandt om hendes. Kort vidste hun ikke hvad hun skulle for hun ønskede at gøre så meget, alt for mange ting som ikke burde tænkes. Men som hans hænder søgte skjorten begyndte hun igen at løsne knapperne, forsigtigt, langsomt og blikket gled langsomt ned af ham ved hver knap som blottet mere og mere af ham det var med et lille bid i underlæben at hun så skjorten forsvinde og falde til gulvet. det gav et lille sæt i hende som han begyndte at fumle, snore og fjerne det tætte lag af tøj som holdt hende tilbage, og med et behageligt afslappet suk forlod hende med korsset og nogle få dybe vejrtrækninger hang i luften som hun faktisk kunne få luft, faktisk følte sig fri. Blikket gled i som hun lod sig forsvinde ned i dynen og i dette øjeblik mærkede hun ikke hans bevægelser og med et let gisp gik blikket op som hun mærkede hans fingre begære sig på hendes hud, udforske hendes krop under skjorten et gisp som hurtigt blev til lette afslappet små støn som han bevæget sig omkring, kærtog hende, nusset hende, og lærte hende at kende. Støn som blev højere som hun forsvandt i den nærhed der var, blikket afslappet og lukket, hænderne hvilede i dynen som hun flere gange med svage fingre tog fat i, blot for at slippe øjeblikket efter som han søgte det næste bløde hud. Et let gisp gav genlyd i rummet som bæltet blev løsnet, og de grønne varme øjne beskuet ham, over hende, så tæt på og alligevel så forbandet langt væk.
Endnu et gisp, som hurtigt blev til et afslappet behageligt mumlen som deres læber mødtes og hun blev trykket op af sengen, op til ham, den varme stærke arm der lå om hende, holdt hende. Hun åndede ud i kysset som hun mærkede den varme hud imod hendes mave, og i samme øjeblik søgte hendes hænder væk fra sengen og søgte hans figur, den blottet hud, den velduftende, hun greb lettere fat i hans side med den ene og den anden søgte hans ryg, og søgte at trække ham tættere, lave kysset så tæt som muligt, så dybt, og søgte at holde det så længe det et stykke tid og som det sluttede søgte hun let væk, og lod hænderne modvilligt trække sig fra ham, til hendes egen skjorte, og kæmpede med knapperne som hendes blik var fortabt i den blå farve, hendes sanser forsvundet i fornemmelserne og den fangende duft, og den varme hud, hun måtte mærke mere imod sin. Efter få forsøg med skjorte slappet hænderne let af, som hun lagde læberne nær hans øre.
"Få den af." lyd det i et hvisk nærmest som en følelsesladet skrig for hjælp, som den ene hånd stadig kæmpede med knapperne, og den anden fandt hans side, og let lod hånden glide ned i en blid bevægelse og tog hudens struktur til sig, og endnu en fornemmelse begyndte at opslugte hendes sind.

    Treston kom til at smile uvilkårligt af hendes 'anmodning', og for dels at drille hende, dels at overraske hende, pressede han hende med et snuptag op imod væggen og holdt hende dér med et opfølgende kys, så hans hænder blev fri til at fjerne hendes ene, så han selv fik plads til at arbejde på hendes skjorteknapper. Det var ekstremt distraherende for ham at mærke hendes læber imod sine imens, og en kuldegysning af velvære gik igennem ham, da hendes hånd fandt hans nøgne side og gav sig til at kærtegne ham. Så var alle knapper åbnede, og han kunne krænge skjorten ned over hendes skuldre og lade hænderne løbe over den blottede hud - ned over armene, hen over ribbenene, og forsigtigt op til dét stykke stof, hun havde bundet om brysterne for at holde det hele på plads under uniformen, og som han langsomt gav sig til at løsne, mens han holdt blikket på hende - gav hende rig mulighed for at stoppe ham, hvis hun ville. 
    Jo mere stof, han fik viklet af hende, jo mere gik hans opmærksomhed dog - nærmest helt af sig selv - fra hendes ansigt og til dét, hans hænder havde gang i at vikle fri. For det var et par virkelig flotte bryster - dét kunne man bestemt ikke tage fra hende - og Treston søgte hendes mund igen, optændt af endnu en bølge begær, mens han lod hænderne løbe over dem; mærkede deres blødhed, deres tyngde. Pressede sin egen krop imod hendes, så de kunne føle så meget af hinanden som det overhovedet var muligt. Brød så kysset og gav sig til at lade munden vandre ned over hendes hals, følge kravebenet lidt, før han koncentrerede sig om hendes ene bryst - kærtegnede og nippede med læberne og indsnusede hendes duft. Han smilede imod hendes hud, svært tilfredst med situationen, og trak sig så lidt væk for at-
    Og fik øje på arret.
    Det var jo ikke fordi, han ikke vidste, at det var der - og bestemt heller ikke, fordi han syntes, det skæmmede hende. Hvilket hykleri ville dét ikke være, når han selv så ud, som han gjorde efter godt ti år i aktiv tjeneste? 
    Desuden havde han selv været til stede - havde set klingen gennembryde hendes bryst, stukket ind fra ryggen af. Havde set blodet brede sig over hendes uniform. Set hendes øjne spærre sig op i chok og smerte. Holdt hende, i hendes sidste sekunder...
    Nej, hans tøven handlede ikke om, hvordan arret så ud... Den handlede i højere grad om, hvad arret betød; hvem det egentlig var, han havde med at gøre her...
    Han fjernede langsomt sine hænder fra hende - trak sig baglæns i sengen - selvom lysten til hende stadig buldrede igennem systemet. Især fordi han her, lidt på afstand, virkelig kunne værdsætte, hvor helt igennem dejlig hun så ud - siddende dér, med ryggen imod væggen og halvuglet hår og struttende bryster. Klare øjne - hævede og meget kysbare læber...
    Han sank og tvang sig selv til at vende blikket væk; tage en meget dyb indånding. Det var forkert dét hér - helt igennem forkert! Ikke fordi det ikke var en ægteseng og ikke fordi de var kollegaer...
    Men fordi Josefine var Josefine og følte hans følelser som sine egne. Ville spejle hans begær - hans lyst - uden nødvendigvis... at ville det selv. Treston kunne næsten ikke få vejret ved tanken, og med en halvkvalt lyd vendte han sig fra hende, fordi hans krop - trods de skræmmende, forvirrede tanker, der gik gennem hovedet på ham lige nu - stadig reagerede på hendes; han havde stadig lyst til at række ud efter hende, stadig lyst til at kysse hende, til at smage hende, til at mærke hende omkring sig...
    "Josefine..." hviskede han - fik det frem forbi den luftprop, der havde sat sig et sted omkring hans saltkar og fik ham til at føle sig halvkvalt og som om hans tanker var under pres; som om hele hans hoved summede. Hænderne, der havde lyst til at alt muligt andet, blev knyttet og boret ned i madrassen, da han endnu en gang pustede langsomt ud, for at få hold på sig selv. "Det går ikke, dét hér... Det går slet ikke." 

Det var så om luften blev tvunget ud af hende som væggen mødte hendes ryg, og vingerne fandt hvil imod selv samme væg hun gjorde, vejrtrækningerne blev dybe som hun fandt sig selv og før hun kunne mødtes hans læber med sine, baghovedet blev lettere presset imod væggen som hånden om hans side fandt hans ryg og tydeligt gav tegn på hun ønskede ham nærmere, selv om han var ved at klæde hende af. Hver skjorteknap der blev åbnet satte et lille snus igennem hende og blikket som kæmpede med at se ham, fornemme ham gled i som nydelse over deres kys, over det varme der begyndte at være i rummet, der var blevet varmt herinde var der ikke?
Pludselig var fornemmelsen noget andet, varm, nær, som har kærtog hendes bryst og med et dybt støn forsvandt hun i det, lænede sig tilbage og blottet sig for ham, lod ham se, lod ham røre, men netop der sluttede det. blikket gik forsigtigt op og faldt på ham med et bid i læben..Et bid som forsvandt som hun slugte følelserne til sig. hun blev tør i halsen, overrasket, som skammen spredte sig igennem hende, som tvivl krybbede sig om hendes sind, og alligevel skreg hun efter hans berøring, efter at røre ham, men hænderne faldt til hendes skød som hun kiggede på ham, så ham tvinge sit blik fra hende, så ham dreje sig væk fra hende. forsigtigt dækkede hun sig selv med den ene arm, holdt den over sin skuldre og søgte at dække sin barm.

Det..kan du ikke mene.

Brokkede hendes indre sig som hun lænede sig lidt frem, og træk flere af de ubehagelige fornemmelser til sig. I en stille bevægelse lod hun sin mave og blottet bryst hvile imod hans ryg og tog armene om ham, hovedet lagde sig på hans skuldre og hvilede imod siden af hans hoved.
"Jeg..forstår ikke..Jeg.." begyndte hun som hun lagde sine arme imod hans bryst og mave og krammede sig til ham.
"Er..du okay?" hviskede hun, og gav hans kind et forsigtigt kys.
"Kan..mærke..Nogle ubehagelige ting..Men..også..noget helt andet." lyd det omsorgsfuldt som hun krammede sig mere til ham, og gav kinden endnu et kys og nussede med rolig hånd hans mave og bryst.

Men selv om hun søgte at betrygge, at være omsorgsfuld i dette øjeblik, var han så..behagelig varm og føltes så..skøn, hvor ville hun ønske hun kunne holde ham i timer sådan her, mærke hans figur imod hendes, holde om den stærke, veltrænet, formet krop af hans. Tankerne som blot gav hende til at kysse hans kind endnu engang, og igen på kindbenet, og forsigtigt give et let kys på den tiltrækkende hals og med det kys, søgte vingerne at lukke sig om dem som de bøjede sig frem som de ville være med i krammet.

    Treston udstødte en lyd et sted dybt nede i halsen - en lyd halvvejs imellem et støn og en knurren. Hendes ord... hendes berøring... Hun var så sød, men det var jo netop en del af problemet, for han havde jo stadig lyst til hende - havde lyst til at røre hende præcis som hun rørte han lige nu. Havde lyst ti at lægge armene om hende, præcis som hun havde gjort det om ham. Kysse hende. Glemme de ubehagelige tanker og gøre dét færdigt, de havde startet her...
    "Josefine, vil du ikke-" Med endnu en halvkvalt lyd gjorde han sig brat fri af hende - skrællede hende ublidt af sig og kom forhastet på benene; kunne kun tænkte på, at der skulle afstand imellem dem, så hun kunne blive klar i hovedet igen, og hans viljestyrke ikke pludselig flakkede, og de ville ende med at gøre ting, han aldrig ville være i stand til at tilgive sig selv for... "Jeg kan ikke... du-"
    Han tog et par skridt væk fra sengen og vendte sig så - vidste at han skyldte hende et indblik i sine tanker, men følte sig også ualmindelig fortumlet; var ikke sikker på, at han kunne formulere sin frygt, så det ikke kom til at lyde, som om han mente at hun havde gjort noget galt... For det var ham. Det var ham, der skulle have tænkt længere og med mere fornuftige organer., end han havde gjort..
    "Jeg kan ikke være sikker på, at det er dét hér du gerne vil!" erklærede han så endelig og slog ud med hænderne - kunne mærke ansigtet trække sig sammen i ulykkelig selvlede. Følte sig helt igennem rådden indeni... Samtidig med, at hans hud stadig prikkede sensitivt efter hendes berøring, og kroppen tydeligvis stadig mente, at dét hér blot var et kort ophold, inden de skulle i gang med en længere række ugudelige aktiviteter, som hans hjerne da også lige bød ind med... Treston kørte en hånd over ansigtet - forsøgte at få styr på sig selv. Ville ønske han havde muligheden for at hælde en meget koldt balje vand ud over sig selv... "Jeg ved, at jeg vil, men hvordan skal jeg nogensinde kunne være sikker på, at din villighed kommer fra dig, og ikke fra... fra en spejlingen af min lyst? Jeg ender med at udnytte dig..." Så udnyt hende, hviskede en lille, bitte stemme bagerst i hans hoved, og han tog sig til halsen fordi tanken gav ham kvalme...
    Men det var jo dét, hun gerne ville?
    Han rystede mentalt på hovedet af sig selv. Det var dét, hun troede, hun ville...
    ...hvilket var et ulamindeligt arrogant argument, for kunne han virkelig tillade sig at sige, at han kendte hendes følelser bedre end hun selv gjorde?
    "Kan vi ikke... om ikke andet... lige tænke os om en gang," bad han og lod sig falde tungt tilbage imod bordet. Krydsede armene beskyttende over brystet, så hans hænder ikke skulle følge deres første indskydelse og række ud efter Farrens flaske, så han kunne skylle den dårlige smag i munden væk. Der skulle vist ikke flere fornuftsoverskyggende substanser indenbords i aften...

Var det mon arret der fik disse følelser frem i ham, nåede hun lige at tænke som hun lod læberne møde hans hud igen, og så blev hun skubbet væk, vingerne puffet til som han bevæget sig igennem dem og følelse af et let slag spredte sig igennem vingen som hun tog dem til sig og kigget på ham overrasket, og i hast dækket en hånd for hendes ar, den anden hendes barm som hun skiftet fra overrasket, til skuffet, til trist, og så til forvirret øjne som han begyndte at formulere sig, hvilket, ikke gik så godt i første omgang. 
"Hvad?" spurgte hun forvirret, og fjernede hånden fra arret, og træk let dynen op fra sengen og blot holdt foran sit bryst.
Hans næste forsøg ramte dog nært hos hende og blikket faldt til gulvet mellem dem, sikker på.. Og med det begyndte hun godt at have en fornemmelse af hvad det næste han ville sige. Hun sukkede som han begyndte, som han sagde at han vidste hvad han ville.
"Er det ikke lige meget-" mumlede hun ud af et svar som hun træk blikket til side, og søgte lidt fred i aftensolens udenfor.
"-Hvor..min lyst kommer fra..Den er der!" lyd det lidt mere sikkert fra hende som hun tog de grønne øjne tilbage på ham og træk dynen lidt tættere på sin krop. Hun sukkede dybt og lod den ene hånd finde hendes hår og den anden forsatte med at holde hende dækket.
"Jeg..ved aldrig om jeg har lyst..er ikke vigtigt for mig..har det aldr..." lyd det lidt efter han nævnte han ville ende med at udnytte hende, en indrømmelse som måske aldrig skulle være delt med en hun kendte som ham, en hvis arme hun ofte grad ud i, en mand hun søgte nærvær fra på den måde hun gjorde, og, hvis alkoholen havde bibeholdt hendes filter, noget hun aldrig ville have sagt halvnøgen mens hun kiggede over hans krop som hun selv nu ikke rigtigt kunne lade være at lade blikket danse over..Men på trods af det manglende filter døde hendes ord ud, hun havde virkelig ikke lyst til at indrømme det, da store dele af hende stadig var irreteret over det var stoppet, over at hun ikke længere mærkede hans varme hud.

Hans ord, fik hende dog til at handle, frem for blot at sidde tildækket af dynen, lænede hun sig over sengen til hendes sengeskuffe og træk ud og begyndte at gennemsøge skuffen uden at tænke over hvordan hun endelig så ud i dette øjeblik, på sine knæ og albuer hen over sengen. Hun sukkede dybt som hun tog en lille, sort amulet i sølvkæde op af skuffen og i en let bevægelse kastede hun den i hans retning og som han fik lov at beskue kile amuletten satte hun sig på kanten af sengen og dækkede sig til igen.
"Den..er magi neutraliserne..." lyd det, fjernt. "Jeg hader den..jeg virkelig hader den.." mumlede hun forsigtigt og tømte sine lunger for luft for hun forsatte. "Kan..tage den på hvis..du vil.." lyd det tøvende som hun genfandt luften.

    En hård, ulykkelig lille latter rev sig ud af Treston - en latter af dén salgs man udstøder, når det eneste andet alternativ er at bryde sammen i gråd. Han bøjede sig lidt forover, næsten som om han havde ondt, og strammede de korslagte arme - knugede sig selv, som om han var bange for, at al skammen skulle vælte ud på gulvet, hvis han ikke gjorde.
    "Nej, gu' er det ej lige meget!" udbrød han og sendte hende et næsten desperat blik. "Det er ikke lige meget, hvis det bare er en lyst jeg har... jeg har trukket ned over hovedet på dig! Hvis det bare er-" Han brød af og vendte hovedet væk - måtte krympe sig endnu mere under hendes næste ord, fordi implikationerne både gav ham medlidenhed og en dårlig smag i munden over sin egen tankeløshed... og de små, ondskabsfulde indskydelser, der havde været, og som prøvede at fortælle ham, at han bare skulle give pokker i moral og tage hende alligevel...
    "Det er vigtigt for mig," endte han med at hviske - tør i munden. Var det virkelig hendes virkelighed? At være overladt til andres følelser og dermed også deres dømmekraft i en sådan grad, at hun bare helt havde opgivet at følge sine egne lyster? Det lød jo næsten... som var hun en følelsesslave af en art - tvunget til at følge sin herres luner, uden mulighed for at jage sine egne... 
    "Jeg ville aldrig kunne se mig selv i øjnene hvis vi... hvis jeg - hvis jeg havde..." Det var noget forbandet rod, for hun sad jo samtidig dér også sagde, at det ikke var vigtigt for hende - ikke vigtigt om hendes engagement kom fra hende selv eller en partner. Dét måtte jo være en overvejelse hun havde gjort sig uden for... soveværelset, om man ville - uden for andres påvirkning... Kunne han så virkelig tillade sig at komme her og sige, at hendes mening ikke gjaldt? At han havde patent på det bedste moralske standpunkt? 
    Er det mon ikke bare din pik, der prøver at rationalisere? 
    Med en hovedrysten kørte Treston en hånd over ansigtet - lod et øjeblik det beroligende mørke, der var at finde bag øjenlåg og håndflader, omslutte ham, før han fjernede hænderne igen og fik øje på Josefine, i fuld færd med at rode efter noget i skuffen - med røven i vejret og brysterne i frit flor og de store, hvide vinger løftet som balancepunkt. Han skulle til at vende hovedet væk med noget, der næsten kunne have været en halvkvalt snerren, da han fangede hendes kastebevægelse ud af øjenkrogen og skyndsomt måtte gribe efter amuletten, der fløj igennem luften. 
    Sekundet den ramte hans hånd snoede kæden sig om hans fingre og han mærkede noget - en underlig snurren, hvor den rørte ham; en flakken af chakra. Han kunne levende forestille sig, hvordan det ville være ikke bare at holde den i hånden, men rent faktisk lægge den imod sit bryst...
    Han holdt den op imens hun snakkede og vendte så blikket fra dén til hende - følte sig uendelig trist til mode. "Det... altså hvis det ikke er alt for ubehageligt, så.... Dét synes jeg, du skal gøre, Josefine..." Så ville hun i det mindste være... beskyttet imod hans påvirkning - imod hans upassende indskydelser og lyster, der stadig meldte sig, så han fik kvalme over sig selv... 
    Han løsrev sig fra bordet og gik anspændt tilbage til sengen - holdt amuletten ned til hende i kæden, så hun ikke behøvede at røre ham igen, før hun havde den om halsen. 
    "Jeg... burde nok gå..." mumlede han og lukkede øjnene et øjeblik - følte sig helt igennem ussel. "Jeg har ikke lyst til... at forvirre dig mere, end jeg allerede har gjort."

Hans latter ramte lide i sindet,og var på alle måder ubehagelig at lytte til og med den slog hun blikket fra ham, søgte det tilbage til vinduet, fandt ro, væk fra ham, selv om hun kæmpede med ikke at lade hams form fange blikket igen noget som skete flere gange, og langt fra noget hun gjorde skjul på. Hun følte sig så ufattelig lille som han talte, fordi hun vidste jo godt at hvad hun sagde aldrig ville gøre ham glad, en hver som holdt af hende ville ikke være glad for de ord, men de blev sagt og de var ikke fortrudt da hun havde ment hvad der blev sagt, hvad der blev indrømmet. For hvis han havde sagt hvad hun havde, ville hun tage ham i armene. 
"Hvis du..hvad..elskede med.."mig. hun sukkede som hun drejede hans ord.

"Det er da ikke anderledes end andre!" udbyrd hun lidt opgivende som han talte om at trække følelserne overhovedet på hende.
"At blive kysset, at blive rørt er vel også en måde at dele følelserne på....Er det ikke det samme...som hvad vi..har...gjort..bare..lidt mere.." hun opgav som mellem rummene mellem hendes ord blev længere, og lod sine ord hænge i luften, og hørte ikke han lille hvisk, for alle var det selvfølgelig ikke det samme det vidste hun godt! Andre følte ikke den andens lyst, andre var ikke i tvivl om det var deres egen, andre var ikke van til at udnytte andres følelser som hun gjorde. Så hvad var der endelig at sige? Hvorfor ville hun endelig forklare sig? Hvad nyttede det? Og hvad var målet? Få ham til at forsætte? Selv om det ville være rart, og kroppen skreg for mere af de nære intime berøringer hun normalt holdt sig fra men lige nu..vidste hun ikke om hun ville have han skulle komme tilbage til sengen eller ej. At mærke ham igen, at, forsvinde i fornemmelserne igen, jo hun ønskede det men ikke hvis han følte som han gjorde da han rejste sig. Hvorfor skal du også være så sød og godhjertet. Gentog hendes sind lidt i brok, og med det vidste hun godt at dette ikke var helt godt.

Efter amuletten blev kastet fandt hendes ryg væggen og dynen holdt let foran hende, ikke vildt dækkene men selv om hun var uanstændig nok til at vise hendes skuldre var arret, brystet og de blottet hofter dækket som han satte sig ved hendes side igen, ømmede hun sig lidt væk fra væggen, lidt nærmere ham, og sukkede let ved hans ord og i en alt andet end blid bevægelse tog hun kiles tegn ud af hans hænderne og lagde den om hendes egen hals, vingerne snuden, og skulderne faldt øjeblikkeligt dens mangle af energi begyndte at sprede sig igennem hende og nogle ubehagelige vejtrækninger hang i luften mellem dem som han talte, gav tegn til han overvejede at gå og som ordene nåede hende lænede hun sig lidt i hans retning og hånden der havde ført den ubehagelige tomme fornemmelse til hende forlod amuletten og søgte hans knæ.
"Vil..du ikke nok blive." spurgte hun lidt tøvende, og træk dynen lidt tættere til hendes bryst.
"Du har..ret.....Sådan noget her..er ikke nemt..med mig." hun lyd trist, for hun vidste jo godt det var forkert at forvente han ville, når han vidste hvad han gjorde ved hende, det var jo grunde til hun havde holdt dette fra langt de fleste hun kendte, grund til det tog hende år at fortælle hendes mand hvordan hendes virkelig så ud.
"Du..er bare så.." hun sukkede, og gav hans lår et lille klem. "hjertevarmende." var ordet hun valgte, selv om der var mange muligheder, meget hun ville sige men så meget af det, virkede upassende.

    "Vel er det anderledes!" udbrød Treston - desperat efter at få hende til at forstå. "Normalt deler man følelser som... som et måltid." Han greb efter metaforen, som en druknende mand griber efter et halmstrå. "Du kan... stille maden på bordet og prøve at friste din gæst med duften og synet, og hvis de er lige så sultne som dig, deler de måltidet med dig, men dét hér... Det svarer jo til at... at jeg har taget dig om nakken og tvunget måltidet ned i halsen på dig, Josefine!" Han kunne godt se, at de ikke rigtig kom nogle vegne, men alligevel følte han sig nødsaget til at tilføje: "Selvom du var sulten og bad mig blive ved, ville det stadig være den forkerte måde at gøre det på... Jeg ville stadig ikke kunne se mig selv i øjnene..."

    Hendes berøring var ikke velkommen lige nu - ikke fordi hun havde gjort noget galt eller han bebrejdede hende noget, men fordi han ikke helt stolede på sig selv... ikke lige nu. Ikke med hende. 
    Derfor rykkede han sig længere fra hende, men nikkede også modvilligt til hendes ord - vidste jo godt, at han heller ikke ville kunne få sig selv til at gå lige nu... Ikke før de havde fået... fået styr på dét hér rod.
    "Og du..." Han tav et øjeblik og fjernede blidt, men bestemt hendes hånd, fordi han godt fornemmede hvad hun var ude på. Dog beholdt han grebet om hendes hånd og fangede alvorligt hendes blik - holdt det "Du skal seriøst sætte nogle højere standarter for dig selv, Josefine." Han kunne godt selv høre, hvordan det kunne tolkes, og derfor skyndte han sig også at tilføje: "Ikke for din egen opførsel, men for dén opførsel, du forventer af andre. Du har ret til at blive behandlet med respekt... Og du er bedre og mere end bare..." Han sank og måtte bryde øjenkontakten igen. "End bare et objekt for min lyst. Eller andres lyst for dén sags skyld..." 
    Det var helt igennem bagvendt at have denne... diskussion - at argumentere imod hende, men i hans optik også for hende. Det gjorde ham hele tiden i tvivl om han i virkeligheden opførte sig helt igennem arrogant, men samtidig sagde hans mavefornemmelse ham også, at det var det rigtige, dér hér - at sige hende imod; sætte foden ned. Selvom han fik det mere og mere dårligt med sig selv, jo længere ind i argumentationen, han kom... Jo mere det gik op for ham, hvor galt det hele var... Hvor tæt han havde været på at trampe hendes følelser under fode, fordi hun heller ikke selv respekterede dem.
 

Som han udbryd sig hævede hun i hast en finger til læberne og gav et mildt tys, som hun kigget imod døren, som hun så synderligt håbede han låste mere og mere som sekunderne gik i alt dette rod. Blikket faldt hurtigt tilbage på ham, men gled opgivende fra ham som han forsatte med at ligge en masse ord på hendes tallerken som hun ikke ønskede at besvare, og blot besvaret med en brokkende lyd og en irreteret mime.
Selv uden sin evne var det tydeligt at han ikke nydt berøringen som før, men fik hende ikke til at tage armen til sig for hun ønskede jo blot at betrygge ham en smule i hans rodet tanker som hun desværre havde nået at mærke fronten af, før den ubehagelige følelser havde lagt sig over hende, gjorde hendes krop så forbandet tung og vingerne nærmest umulige at bærer selv om hun vidste at hendes krop ikke havde ændret sig føltes det hele, så anderledes. Blikket gled til hans hånd som han tog fat om hendes hånd og førte den bestemt væk, og med en ubehaget mime.
højere standarter? Hun blinkede nogle gange og så om, og typisk hende var den første tanke i hendes sind før hans ord nåede hende var; hvad tænker du dog om dig selv hr ridder.
Hun forsatte dog sine blink som han forsatte, forsøgte at forsvare sig, uddybe og forklare.
"Hva?" det gjorde helt ondt at høre, helt ondt at han tænkte sådan og blikket blev taget fra ham med en trist, træt mime, og den frie hånd, eller, ny frie som dynen faldt og hvilede over lidt under brystet søgte flasken der stod op af sengen og førte den straks til sine læber, bestemt tog hun hånden han holdt til sig, for at beskytte hendes bryst med dynen.
"Hvad..zalens tænker du om mig!" lyd det muggent som flasken forlod læberne. "Hvor..våger du.." forsatte hun og rystede hovedet af ham.
"Du snakker så om jeg...ofte gør det her! Jeg..har aldrig.. ikke siden min genopstand! gjort sådanne nogle ting..du er den eneste!" hun tænkte ikke meget over hendes tone leje som det skiftede flere gange under hendes ord, udbyrd.
"Og..troede faktisk..at.." hun lod sine ord dø ud, og sukkede dybt og tog flasken til læberne igen.
"Jeg..ville have skubbet alle andre væk..selv..mens rummet..ikke står stille." hun puste ud som det blev sagt, dynen blev revet lidt tættere ind til hendes hud og flasken søgte igen læberne, den, lille der var tilbage i den flaske der startede halv tom, og det var med en trist mine flasken blev studeret som hun indså den var allerede var tom.
"Tror du virkelig! Jeg..bare..gør..disse ting?!" spurgte hun irriteret, nok mest over flaskens tomhed.
"Så..om du aldrig har haft lyst før.” mumlede hun lavt, og håbede endelig at manden der sad lige ved siden af hende ikke lyttede og hvad betydning havde det også lige nu.

    "Du hører ikke, hvad jeg siger, Josefine," indvendte han en lille smule sammenbidt - rejste sig så brat og skovlede skjorten og fra gulvet. Trak den på med afsnuppede bevægelser, før han vendte sig imod hende igen. "Jeg fordømmer ikke... selve denne handling - jeg er ikke en hykler! Tro mig - på netop dette punkt er jeg ikke i tvivl om, at jeg i Isaris øjne har syndet værre end du! Men om du så havde ligget med hele Dragens Brigade, eller aldrig havde rørt en mand, så er det faktisk underordnet - ikke en del af min pointe. Dét jeg fordømmer er din indstilling - din idé om, hvad du har fortjent. Og jeg mener helt bestemt du har fortjent mere, end... end bare at spejle mine følelser og så at måtte tage til takke med at være et afløb for mine behov!" Kvalmen steg op i ham igen - selvleden, selvforagten. Hvorfor havde han ikke nået at tænke alle disse tanker inden de var kommet så vidt? Inden han havde sat hende i denne situation...?
    Hendes sidste, fremmumlede ord fik ham til at udstøde endnu en hård, ulykkelig latter. "Jamen, det gør det da ikke bedre! For jo - dét har jeg da! Du er en tiltrækkende kvinde, Josefine! Godhjertet og intelligent! Selvfølgelig har jeg da set på dig i din meget..." Han spændte frustreret i kæben. "...klædelige healeruniform og tænkt: Hende der! Hun er sørme noget for sig..! Men dét, der jo i virkeligheden betyder noget, er, om du har gjort det samme? Med mig. Når jeg ikke var der til at plante... lystfyldte følelser i dig? Har du tænkt på mig, som andet end en ven - en kollega, der holdt dig, da du udåndede?" Han stirrede nærmest trodsigt igen - havde glemt at hun havde tysset på ham før, og var derfor ligeglad med, at stemmen var lige en tak for høj. "Med din dedikation til Isari i betragtning tvivler jeg ærlig talt på det, Josefine. Og derfor bliver jeg nødt til at sætte foden ned her..."
    Og lige præcis dén tanke ledte til en anden - nemlig at det på en måde var en diskussion, der ville gå i ring i det uendelige, fordi han vægtede hendes følelser højest, og hun modsat vægtede hans højest. Dén erkendelse gav ham pludselig en ny indgangsvinkel - en tarvelig indgangsvinkel, men om ikke andet én, der i hvert fald ville være... endegyldig.
    Han sukkede - lod lidt af kampberedtheden fordampe for i stedet at sætte sig tungt på sengekanten igen. Lukkede skjortens knapper én efter én, mens han formulerede sig inde i hovedet, og løftede så blikket - lod blåt møde grønt med en alvorlig mine. "Jeg ved, at du forstår præcis hvordan jeg har det med dét hér lige nu... Så hvis du ikke synes dine egne følelser er vigtige nok, Josefine, så respektér mine. Og tilgiv mig at jeg er så... firkantet."

"Jeg hørte dig fint!" fik hun presset ind og begyndte selv at glemme sin tone som hun blev mere irreteret på den tomme flaske, hans forbandet godhjertet hel, og endelig bare ham, ikke kun dele af ham. Hvorfor ville alle også passe sådan på hende som de lærte om det hele..Hvor svært det var at 'være' hende, når 'hende' var en del af alle andre. Alle snakket så om det ikke var en måde at leve på, og nu, stod han og forklaret at hun handlede forkert, eller rettere tillod andre at handle forkert. "I forstår det aldrig!" mumlede hun irreteret til hans ord om at være bare en kilde for andres følelser.
Men mere sagde hun ikke om det, de ord måtte bare hænge i luften i hans sind, og lod ham styre samtalen videre, på det næste problem..Om hun endelig havde følte dette før. På trods af hvor irreteret hun var, træk hun alligevel på smilet som han indrømmede hans ord, tanker og til dels følelser og at det vigtige var hende lige nu, og ikke ham.
Hun lod ham forsætte, tale færdig selv om hun tydeligt gav tegn på flere gange at ønske at sige en ting eller fem til det han sagde og blikket gled længere og længere fra ham som han fik sig selv tildækket og dynen og vingerne lagde sig mere og mere om hende selv.
"Fint..Fint..Jeg..forstår..at det ikke er rart for dig..lige som alle de andre som har fanget af jeg tager folks smerte til mig. Jeg forstår det kan være ubehageligt..Uden tvivl..men her..Lige nu?" hun rystede hovedet og fladt tilbage i væggen med baghovedet i en brummende irreteret lyd.
"Fint..nej..ikke..før i dag..ønskede jeg ikke..at vi.." en dyb vejrtrækning blev taget. "At vi..bliv et." hun kæmpede med at sige det, men fik dog ordene lagt.
"Men.." tilførte hun før han fik mulighed for at kaste mere morale efter hende.
"Jeg..forstår det er svært at være..tæt med en som mig..det gør jeg virkelig.." gentog hun, som hun forsøgte at formulere sig.
"Jeg..søger ikke dit nærvær..ubevist...Du..har altid lidt..været i mine tanker siden..jeg genopstod.." hun sukkede som det blev sagt og vidste godt hvor tåbeligt det lyd fra fulde læber.
"Jeg..havde ikke noget..imod det...det vi gjorde..og..hvis...en dag din...'moral'.." hun rystede hovedet for hvad var hun endelig ved at sige? Love sig selv til ham?
"..du er en skøn mand." valgte hun i stedet.
"Venlig..rar..forbandet godhjertet." det sidste sagt med en grad af irritation.
"Så..nej..har aldrig tænkt på at.." 'modsat nu', hviskede hun "At..mærke dig..men, har flere gange..overvejet at kysse dig i vores..følelses ladet snakke... At ..stille nogle sære spørgsmål." hun sukkede og lod vingerne falde helt til sengen. 
"Men..jeg forstår..at du ikke vil..jeg forstår at du ikke engang vil være ven med en du ikke engang kan vide om de nyder dit selvskab!" hun gav op med de ord, og lod sig falde mere ned i sengen.

    Josefines ord fik det sidste af kampberedtheden til at sive ud af Treston - at hun gav ham ret i hans antagelse om, at hun ikke før havde tænkt på ham... på dén måde. På den ene side var det en lettelse at høre - for dén indrømmelse betød at hun accepterede hans argument - men på den anden side...
    På det anden side betød det også, at han vitterligt havde påtvunget hende en nærhed og en intimitet, hun hverken havde ønsket eller bedt om - og da slet ikke i dag... årsdagen for hendes mands ulykke. Dén mand, der var far til hendes børn...
    Han strøg sig over ansigtet - lod et øjeblik fingrene massere tindingerne og mase sammen om næseroden. Treston var bestemt ikke stolt af sig selv...
    "Du må altid gerne stille mig mærkelige spørgsmål..." mumlede han til sidst, fordi det virkede som det var dén del af hendes ord, der ville være mindst farlig at tage fat i. "Og dét med lysten til..." Han gik i stå og udstødte så en frustreret, lille lyd. "Sådan har jeg også haft det, Jose... Mange gange. Jeg-" Det virkede fuldstændig bagvendt at tale sådan her om dén spænding, der havde været imellem dem siden hendes genopstandelse - en lille smule flovt og helt ekstremt sårbart... 
    Inden han nåede at komme med undskyldninger - banke mere selvbebrejdelse ud over, potentielt at have plantet sådanne tanker i hende - sagde hun det sidste, hvilket fik ham til at løfte hovedet med et sæt.
    "Nej, Josefine," erklærede han bestemt - tog sig så sammen og rakte ud efter hendes hænder. "Sådan må du ikke tænke. Sådan har jeg det ikke - det er ikke..." Han rystede på hovedet. "Du har opsøgt mig fra den første dag, og dét gør mig tryg i bevidstheden om, at du oprigtigt vil mit selskab. Dét må du aldrig være i tvivl om. Selvfølgelig vil jeg være din ven - jeg er din ven, Josefine, og det kan jeg forhåbentlig få lov til at blive ved med at være. Jeg..." Han sukkede igen og rykkede så lidt på sig - åbnede sine arme for hende som en invitation til en lidt mere proper form for intimitet, end dén de havde begivet sig af med før... "Jeg holder meget af dig, Jose. Det er jo ligesom dét, der er hele problemet..."

Ikke disse, tænkte hun kort som han gav hende lov til at stille mærkelige spørgsmål, for alle havde vel de spørgsmål man holdte for sig selv og ikke engang søgte at forstille sig et svar. Blikket fandt han hurtigt som han indrømmede det næste, og om hun ville eller ej var det svært ikke at finde bare et lille smil som sagde det. Af alle dage, af alle tidspunkter de indrømmet disse ting, så selvfølgelig denne dag. Hvorfor har du så ikke ..gjort det. brokkede hun sig internt som hun ikke helt vidste hvad der var at sige, at gøre. Lade ham gå? Selv om hun virkelig ikke ønskede det. Men der var intet andet at gøre var der, endnu et venskab forsvundet, kastet ud af vinduet grundet denne evne, netop disse tanker forsvandt i et sæt som han rækte ud efter hende og fandt hendes hænder, og den tommeflaske der var kilde til alt for meget irritation faldt til sengen.
"Tres.." hun løftede blikket som han talte og mødte igen de blå øjne der før havde slugt hende,og hans åbne arme og trods af hvad hun burde rækte hun sig frem og om det var alkoholen eller deres tidligere handlinger, så søgte hun hans arme og søgte at holde ham i sine om dynen kom med eller ej. 
"Holde også af dig." mumlede hun ud som hun mærkede skjorteknapper imod sin hud, og der gik det lidt op for hende hvordan hun stod, og kun vingerne som holdt skjorten, sit eget kroset under sine fødder og den kolde amulet imod sig bryst og nu kinderne blev mere og mere røde, som det blev umuligt at give slip, hvilket hun endelig ikke havde lyst til. Vingerne var tunge og hang lavt selv om hun forsøgte at trække dem op. Men alligevel selv om hun vidste det var upassende, rejste hun sig til sine tær og forsøgte at pladsere et lille kys på hans kind, en kind som var alt for højt oppe.
"..hvad så nu.. Stadig..tænkt dig at gå."

    Det var både rart og en lille smule skræmmende at hun sådan søgte hans arme uden at tøve, og han gjorde sit absolut bedste for ikke at lade sig mærke med, at hun stadig var temmelig afklædt og at dynen dækkede nogenlunde ingenting...
    Treston pustede diskret ud og måtte forestille sig en lang, tom vej - en kedelig murstensmur; alt, der kunne få hans tanker væk fra Josefines bløde hud og følelsen af hendes læber, da han en anelse modvilligt lod hende kysse sig på kinden... Det føltes en lille smule som at lege med ilden dét hér, og dén tanke var jo sådan set ophidsende i sig selv...
    Tag dig sammen... Han tvang billedet af Ersten ind i sine tanker - Ersten, som Ersten så ud lige efter en hård morgentræning, med morgentrætte øjne og svedskjolder på skjorten. Dét var temmelig effektivt...
    "Jeg har ikke... lyst til at gå," sagde han lidt kryptisk som svar på hendes spørgsmål. Sukkede så og uddybede, så der ikke skulle være nogen tvivl: "Jeg er en lille smule bange for, at hvis jeg går ud af dén dør dér, oven på dén aften vi har haft, så er det her det sidste, vi rigtig får set til hinanden. Så vil vi begge vågne i morgen tidlig og tænke: Hold da kæft en gang akavet rod, ham Treston fik lavet dér, og så er det slut - så ender vi med at glide ud, fordi det bare bliver for... besværligt og rodet." Han trak på skuldrene - vidste godt, at han måske malede Zaladin på væggen, men det var om ikke andet stadig dén frygt, han havde.  
    "Men Josefine... Du bliver nødt til at få noget tøj på. Og du bliver nødt til at love mig, at ligegyldigt hvad du mærker fra mig - så handler du ikke på det." Treston vidste udmærket godt, at dét var ualmindelig meget at bede om - at dét hér lige så meget var at fratage Josefine hendes frie valg, som hvis han bare havde givet pokker i det og... presset sin lyst op i hende, om man ville...
    Men det var den bedste løsning, han kunne komme på - én ting var, at få frataget muligheden for en relation, der aldrig havde været. Noget ganske andet var i hans optik at blive påtvunget en relation, man ikke nødvendigvis ville have...

Det var ikke svært at fornemme at han ikke nydt det lille kys, men det virkede heller ikke så om han helhjertet havde noget imod den sådan som hans arme gav et lille klem under kysset, og hun kunne sværve at den ene hånd søgte lidt lavere et kort øjeblik som hendes læber rørte hans kind.
"Så lad være at gå." lyd det øjeblikket tilbage på hans ord, om at gå, men på trods af det hele holdte hun sig tæt på ham som muligt, for hvad ellers kunne hun gøre lige nu mens hun lyttede til de næste af hans ord. Ord der blev mødt med en kort latter, men før hun fik andet sagt lyd det næste, ord som fik hende til at søge endnu tættere på ham hvis muligt da en lille del af ham håbede han ikke havde opdaget det. Fordi..det var noget en mand ville overse i denne situation.
"Ja..selvfølgelig, men luk øjne så! Eller vend dig om!" kommanderet hun og ventede på han gjorde tegn på det ene eller andet, og ved første tegn gav hun slip, og tog nogle skridt væk og vendt ham siden så den ene vinge hvilede nær hans side og den anden lå nærmest på sengen som skjorten genfandt hendes figur og knapperne blev lukket.
"Jeg..er mere bekymret for..hvilket ord der vil blive delt hvis du gik nu." lyd det med et smil og et opgivende fnis, som hun kiggede på hans jakke, hendes bælte og kroset der lå på gulvet og rystede lidt på hovedet som hun begyndte at indse hvor, tæt på, det endelig havde været de havde gjort noget de ikke kunne tage tilbage.
"Du kan se igen." lyd det som den sidste knappe blev spændt og hun bøjede sig ned for at få fignerne om bæltet og begyndte at få tøjet til at sidde på en måde der ikke helt afsløret en anden lige havde været ved at tage det af hende og at hun selv havde forsøgt i desperate bevægelser at klæde sig selv af.
"Jo, ville de vågne og..havde en del tanker..Men..vil jeg nok..ligemeget hvad." hvis jeg overhovet får sovet.
"Og slap af..beholder den på til du går." forsikret hun, og samlede den ene hånd lukke sig amuletten og lod sig falde på sengen i et suk, dog lagde hun sig ikke ned, blot lod enden falde i kanten og blikket på skuffen. Skulle man tage en flaske mere? Eller nogle urter? Det er lidt gået så galt det kunne.
Endnu engang sukkede hun som vingerne fandt hvile op af væggen og hun mindede sig selv om hvor tungt det hele var lige nu, hvor sært det var kun at være i sine egne følelser.
"Undskyld..At..jeg lod mig..gribe sådan af.. din følelse. Er..måske mere...." hun lod sine ord dø ud, og blot kigget op på ham så om det forsatte hende ord, for hvad var hun endelig vil at sige? Var det ikke ham der var meget hurtigt til at lade hendes ryg møde sengen?
"At min evne er så rodet" valgte hun at sige i stedet.

    Det var en lille lettelse af høre hendes korte, klare latter midt i al denne... elendighed. Det gav Treston et lille håb i maven om, at det måske - måske nok alligevel skulle løse sig det hele....
    Han var lige ved at udstøde en lignende latter selv, fordi det overraskede ham, at hun bad ham vende ryggen til. Det var kun i sidste sekund at han fik bidt sammen om en meget upassende kommentar - at det vist var lidt for sent at blive blufærdig, når nu modparten havde haft alle de spændende dele af ens bryster imellem læberne...
    Men han fik stoppet sig selv - i sidste øjeblik. Heldigvis. I stedet vendte han lydigt ryggen til og forsøgte at koncentrere sig om en længere, mental reprimande, der skulle sætte reptilhjernen gevaldigt på plads. Det var, som det skulle være - lidt blufærdighed var vist kun sundt i denne situation....
    Dog var det en lettelse, at hun - i hvert fald for nu - lod til at tage det hele med humor; dét vidnede hendes bemærkning om dén sladder, der ville lyde, hvis han gik ud af døren nu, i hvert fald om. Han bøjede hovedet under et lille smil og en god portion taknemmelighed, mens lyden af hendes opgivende fnis fik kvalmen og selvleden til lige så stille at falde til ro på et tåleligt niveau. Hun var for god, hende Josefine... Alt for god. Og hun tog dette betydeligt pænere, end man kunne forvente... pænere end han selv troede, han kunne have gjort...
    Treston vendte sig, da hun gav ham lov, og var både lettet og skuffet over at se hende fuldt påklædt igen. Han tog en dyb indånding - nogenlunde synkront med hendes suk, idet hun lod sig falde om på sengen - og betragtede hende så bare lidt, som hun lå dér og lignede én, der var uendelig, uendelig træt.... Nogenlunde lige så træt, som Treston følte sig. 
    "Du har ikke noget at undskylde for, Josefine," indvendte han, da hun gav sig til at gøre lige netop dét. "Det er så absolut kun mig, der har gjort noget... forkert..." Han sukkede atter og satte sig så til rette op ad vindueskarmen - kørte hænderne over ansigtet. Hold kæft en omgang rod, du har fået lavet her, din kæmpeidiot...
    "Og apropos rod, så tror jeg, at dét hér," han gestikulerede med et træt, lille smil imellem dem, "har været rodet fra begyndelsen af. I alle historier jeg har læst, dør prinsessen i hvert fald først i Ridderens arme til allersidst... Vi har bare... vendt det hele lidt på hovedet..." Taget det hele bagvendt; livskriser før venskab, ægteseng før ægteskab...
    "Ville du blive meget ked af at jeg..." Treston skar en grimasse og følte sig en lille smule svag for at måtte spørge. Men hvad kunne han gøre? Han havde brug for ro i hovedet og i kroppen og kendte tilfældigvis en let måde at få det på... Og skulle man dømme på indholdet af Josefines skuffer, så vidste hun præcis hvordan dét føltes...
    "Jeg har en klump opium med i æsken dér og kunne virkelig godt bruge..." Han åndede modvilligt ind. "...Roen, tror jeg. Ville du være frygtelig ked af, at jeg åbnede vinduet her og røg en pibe?"
    
    

Flere gange overvejede hun at se om han kiggede over skuldren men valgte ikke at forstille sig at han beskuet hende, for hvorfor skulle han midt i alt dette? Med det der var blevet sagt? hun sukkede dybt som hun lagde sig og lod blikket falde på loftet, det fine hvide loft hvor hun begyndte at lade det gå igennem hende sind. Hans ord, deres handlinger, fornemmelserne og følelserne og ikke mindste hendes ord. Normalt var det ikke nødvendigt at ligge og samle tankerne, samle puslespillet med hvis følelser var hvis, men som hun var nu var hun på ingen måde klar nok i hovedet tik at vide det uden at tænke sig om men nu hvor loftet aldrig stod stille, var det en helt anden sag.
"Selvfølgelig skal jeg undskylde." lyd det lidt fjernt som hun stadig var mere i sine tanker end i samtalen som hun valgte ikke at kommentere på hans påstand om det kun var hans skyld, ham der havde handlet forkert. Hovedet forlod loftet og stirret på ringen der lå på senge bordet. Ja..kun dig. mumlede hun lavt og utydeligt, og rullede sig klodset over på siden med lidt besvær som den ene vinge virkelig ikke ønskede at samarbejde. Hånden under kinden som hun lod blikket falde på ham i vinduet. hans ord, hans sære spørgsmål træk smilet ud til ørene og begyndte at grine.
"Jaja.." afbryd hun stille sin latter. "-noget i skuffen du hellere vil have så, må du da gerne det." hun åndede ud og lod tydeligt blikket falde på skuffen overvejende.
"Kommer en overordnet forbi så hjælper jeg ik...." hendes ord døde ud, som hun flere gange skiftede blikket fra ham, til skuffen, og efter nogle gange mellem de to gled blikket på ridder jakken der lå på gulvet ikke langt fra sengen, som, han kastede af sig som hun blev presset imod dynen. Igen blinkede hun nogle gange som blikket gled tilbage på ham. Hun sukkede som det begyndte at gå op for hende hvad, problematisk dette endelig kunne være blevet.
"Så...hvad er din plan nu? Snige dig ud midt nat? Eller blive natten over?" spurgte hun overvejende, mens hun tydeligt tyggede på det hele, og blikket igen gled over til ridder jakken på gulvet, til skuffen, og så til ham. Han..skal ikke skrive rapport? eller sige dette til nogle vel? Lyd det en smule bekymret i hendes sind.

    Mens Josefine havde siddet mere eller mindre i sine egne tanker, havde Treston rejst sig og hentet den udskårne æske samt én af Josefines olielamper. Hendes ord om, at der var fri adgang til urterne i hendes skuffer, fremkaldte et lille, skævt smil på hans ansigt, og idet han åbnede æsken og gav sig til at samle piben, fulgte han hendes blik til uniformsjakken på gulvet.
    "Kommer der en overordnet forbi, har vi helt andre problemer," sluttede han med grum munterhed hendes sætning for hende og arrangerede sig så i vindueskarmen med en grimasse - fik stillet olielampen op og tændt vægen. Gav sig til at pakke opiumsmassen ud af bivokspapiret og holdt en lille klump ind i flammen - spiddet på en nål - til den begyndte at boble og dufte, og han kunne trække den træge masse ud i lange strenge.
    Han så ikke på hende, da hun spurgte ham om hans videre planer - koncentrerede sig bare om at få bagt opiumsmassen jævnt over olielampen og til sidst rullet op omkring den ene nålespids, som en lille dråbe i ærtestørrelse.
    "Jeg vil helst blive, hvis jeg må," sagde han til sidst og stoppede massen i metaldelen af piben - holdt den ind over flammen, så han kunne trække den første mundfuld af den beroligende røg ned i lungerne. "Men bare rolig - jeg skal nok sove på gulvet, hvis vi nogensinde når dertil, hvor søvn er en mulighed..." Han pustede ud med en lille hosten; det var ikke en god position - siddende med benene trukket op i vindueskarmen - men han var ligeglad; han havde brug for dét hér, hvis de skulle til at have dén samtale, han havde i tankerne. Først lidt sent gik det op for ham, at han havde glemt at åbne vinduet, og med en undskyldende mumlen fik han lempet haspen af og skubbet det store, blyindfattede vindue op, så den kølige natteluft kunne komme ind og noget af den tunge røg kunne komme ud. "Jeg tror... det ville være rigtig godt at vi får snakket om, hvad der sker nu - hvordan vi håndterer dét hér." Røgens velkendte ro var lige så stille ved at indfinde sig i hans krop - sænkede hans åndedræt, hans hjerteslag. Spredte velvære i systemet og løsnede op for den hårde klump af skam, der ellers havde ligget og murret nede i maven. Gjorde det lettere at få sagt dét, der skulle siges. "Hvad vi gerne... vil, og hvordan vi sørger for, at det bliver sådan." Han tog endnu et sug og pustede langsomt ud, før han følte sig i stand til at se hende i øjnene. "Indtil videre er det jo kun mig, der har opstillet... regler. Tænker det skal have lov til at gå begge veje. Hvis vi altså fortsat vil dét hér venskab."