Hun smilte noget så stort som han kom nærmere, var det faktisk lykkes at provokere ham en smule, men den tanke døde hurtigt som han både smilet, og lyd mere munter end før. Som han kom nærmere ønskede hun så sandelig hun kunne påvirke hans krop direkte, det eneste hun ikke kan, ændre, stoppe og tvinge folk til at handle. Drømmen var hendes, men ikke folkende i dem. Hans ord, fik hende kort til at blinke overrasket.

lege?! det var ikke..skuespil, han..nydt det hele..
Tænkte hun skræmt som han kom nær hende, en forfærdelig fejltagelse, da hun skabte røre hende, lige som alle andre, og blot dette øjeblik, hvor han fik fat i hende, var første gang maske knækket i hans nærvær, i hans blik, som hun lod sine skræmte øjne falde på den beskidte hånd, den mudret, tilblodet, og tære berørte hånd, som hun om hendes hage, og tænderne blev vredt sammen som hun stirret olmt på ham. At han tvang hende til at bevæge sig, at han tvang sin tunge på hendes kind, tvang muder, blod, tære og spyt på hende! hans, forbandet, klamme beskidte spyt! Stolen væltede under hende, som han skubbede hende fra sig, og koppen af te, farvede den let gennemsigtige silke, langt mere gennemsigtigt. Klar til at følge? Hun puste ud, som hun lå der, forsigtigt vendte hun sig på siden og lod de lilla øjne gå i. Ikke en forhandling? Blot en magiker? Hun sukkede dybt som han forsatte sine ord.

Sidka skat.. Hvorfor...gør jeg endelig dette for dig? ...Hvad er der galt med mig.

Endnu et dybt suk forlod hende, som hun kæmpede sig på sine ben. "Så..du har ikke tænkt dig at svare?" spurgte hun forsigtigt som hun kom op, ryggen til ham, og lod en hånd fjerne det klamme spyt, fra hendes kind. "Fint..fint." Henrettelses pladsen var normalt smuk og grøn, græs og blomster i de rette årstider, og træerne som nærmest perfekt omfangede pladsen, men nu begyndte det hele at visne i en cirkle med Yume'Ave som dets kerne, farverne i drømmen knækkede, gråt, trist, og dødt. Hvis han nyder det, så lad ham nyde det. Det var forbudt magi, hun tænkte på, magi der ville få alle forviste i elverly hvis de nogle sinde benyttede sig af det, magi elverne hellere ville dø end at benytte, og netop derfor havde hun læst om det, netop derfor havde hun valgt at belærer sig om det.

Der var intet sted i elverly med flere lig i jorden end her, og med den tanken begyndte jorden at ryste omkring ham. De mange rodnet kroppe som alle kæmpede med at forlade jorden søgte ham. Først beknoglet hænder som søgte hans fødder, og forsøgte at trække ham til jorden, og de næste lig kæmpede sig omkring de første og søgte deres rådne kæber i hans skinneben, deres jord dækket lange negle i hans hofter og forsøgte at tvinge ham til jorden. Sådan blev det vil, som flere og flere lig søgte ham både med deres kæber og negle, med styrken som de uddøde havde i historierne. Her var der ingen nåde, som vandet der stoppede ved hans mundvige, hende selv kunne huske flere hundrede henrettelser på denne plads og nu! Alle disse lig, alle søgte hans kød, hans kød som helede lige så hurtigt som de døde flået det af ham.

For første gang lod hun sin frygt vise sig, og Zahinael drak af den som var den sød sommervin. At se hende falde om på jorden for sine fødder fik kun hans øjne til at gnistre endnu mere og hjertet til at banke hurtigere. Han rettede sig op - hvilket var en fejltagelse. Den koldklamme mudderkage, der efterhånden var hele hans skjorte, klæbrede sig ind til hans ryg og fik ham til at skære ansigt over den slimede, isnende fornemmelse. Havde det bare gjort ondt, havde det være en anden ting. Nej det her... Ew det her. 
"Måske svarer jeg," svarede han, mens han fik styr på sig selv. "Når du har fortjent det."
Lige som han havde sagt det, tog hun sit næste træk. Noget i hendes blik fik ham til at tro, at hun nu gav slip og lod sig selv bruge kræfter, hun ikke havde ladet sig bruge før. Det forventningsfulde smil på hans læber var som et barn inden en længe ventet begivenhed.
Han blev ikke skuffet. 
Da de første knoglede, langfingrede hænder kradsede sig vej op og de flossede negle begyndte at skrabe mod hans hud, gik en kuldegysning igennem ham af ren begejstring. 
"Åh, Yume'Ave, nu forkæler du mig," gispede han, inden han blev for optaget af at flænse sin strube med skrig.

Alting var flydt sammen. Skrigene, smerten, neglene, tænderne, hænderne. Zahinael var landet i en bunke under de udøde, og han vidste ikke, om han var under jorden eller bare under dem. Om de stadig flænsede ham, eller om det var holdt op. Hans syn svømmede og jorden føltes som om den var dækket af små nåle. Hver gang han bevægede sig, gav et nyt sted på kroppen sig til at skrige. 
Langsomt, ganske langsomt, fik han rejst sig. Det beklædning, der var tilbage, hang i laser, og flere stykker faldt af imens han kæmpede sig op at stå. Den magre overkrop hævede og sænkede sig i smertefulde åndedrag, mens mørke blodplamager krakelerede og faldt af - nogen sammen med kødstykker. De lange, senede arme så monsteragtige ud, når man kunne se helt ind til knoglen. Flere steder lignede han mere en af de udøde, der havde været over ham, end han lignede sig selv mere. Huden på hans ene kind sad løst. Senerne omkring øjet trak sig sammen i ufrivillige tics.
Stemmen var en hæs raspen. "Tak for at gøre mig stærkere."

Hun stoppede med at hele ham efter blot nogle minutter, nogle minutter hvor de flå, og flå hans hud fra hans figur. Nogle minutter hvor hun holdt sig fra ørerne, hans skrig, deres, lyden af kødet der blev flået af. Det var forfærdeligt, kvalmende, bare at lytte til var næsten for meget for hende.
Jeg ville bare sige fra! Sige...jeg ikke kunne mere... Hvorfor..HVORFOR! hun bidt kæben mere og mere sammen som sekunderne gik, og hvor længe han var i den bunke, hvor længe bunken forsatte efter hun stoppede med at lade hans krop hele efter hvert et bid i hans kød. Netop derfor lod hun det ikke forsætte længe, for de en, efter en begyndt at forsvinde.
Jeg..kom bare for at slutte det her.. Hun sank en klump som hun vente det hele ryggen, som forfærdelighederne langsomt gik i oplysning bag hende. Hendes hænder samlede sig for at stoppede deres rystende situation. Et dybt suk forlod hende som hun hørte ham bag hende. Stærkere? Blikket faldt til jorden. Sitali....hjælp.. Hun blinkede nogle gange som tanken kom til hende, og med et lille smil rettede hun ryggen og vendte sig imod Zahinael.

Sikke dog et syn, sikke dog et kvalmende syn, og smilet forsvandt øjeblikket ligt som en hånd fandt hendes mundvige, og blikket kastet på jorden mellem dem. Hendes knæ gav efter og hun faldt ned i det døde græs og lod sin aftens mad forlade hendes system. Host og hvæs af smagen, af tanken om hvad der var sket, og tanken at hun viste hendes virkelige krop nok havde gjort det samme fik den rystene fornemmelse til at forlade hendes arme, og være i langt mere end blot arme og hænder.  "HOLD DIG FRA MIG!" skreg hun, som rødderne i jorden kom hende til undsætning, og søgte hans ødelagte figur, blot et rådnet svækket ræb til at holde om ham. "..hjælp." Lyd det lavt, mumlende i en knækket stemme, som alt hun havde set denne nat endelig kom til hendes sind, hendes læber, hendes mimik, at se et mord, den tære hun selv frygtede at føle igen, lynet, pilen de forfærdelige henrettelser hun altid hadet at se, de uddøde, og de værste, hans forbandet reaktioner! hans smil, hans latter, og smertefulde skrig.

"Sita...hjælp." Blot med tanken, var det tydelig at hendes evner blev stoppet, hendes forsøg på at lave døren, stoppede på en måde hun ikke have prøvet før. Først nu, gik det op for hende hvor alene hun var her, alene med ham. Det havde været en tryghed, at vide hun bare kunne åbne døre til sine vagter, Toorah, Askfay hvis det blev for meget, og muligheden for at kalde på trøst og tryghed for andre, primært sin ørkenblomst. Som det slog hende, dette ikke kunne ske, blev hun først utryg af det hele, og mentaliteten mistede drømmen, som jorden slog revner, græsset forsvandt, henrettelsen pladsens jord knækkede og sorte skygger krybbede sig over pladsen, og slugte alt, skygger der ikke hjalp på at berolige hende.
Mareridt..nej..nej..nej..ikke nu! STOP! skreg hendes indre, som pladsen forsvandt helt, alle skaderne sket væk, alt hendes påvirkning forsvandt som de to, hende og...ham, som da de først kom ind i drømmen, og intet andet end skyggerne som slugte alt andet end dem.

Alene, i mørket, med ham.
På sine knæ, og stadig med en hånd for munden og den kvalmende smag, hvorfor kunne den ikke forsvinde som alt andet. Skyggerne kryb og snoet sig om dem, og ventede blot på at kunne tage fat.

Han labbede nedbruddet i sig. Slikkede sig om munden, selvom blod og betændelse fulgte med ind på tungen. Satte sig på hug foran elveren og viftede de dovne, rådne rødder væk med en ligeglad gestus. 
Sita.
Han gemte navnet i sin hukommelse - flere ting at forhandle med var aldrig en skidt ting.
Jorden slog revner og græsset forsvandt. Himlen forsvandt. Skyggerne tog til. Mørket overtog. Som det burde.

"Yume'Ave," sagde han og blev akkompagneret af et klask, da mere hud faldt af hans ansigt og landede i en skyggepøl mellem hans fødder. "Du gjorde det godt."
Han gjorde sig den ulejlighed at tørre sin hånd af i kanten af hendes kjole (hans eget nærmest ikke-eksisterende tøj var jo ikke til megen hjælp), inden han lagde to fingre under hendes hage og løftede hendes opgivende, knækkede blik. Han kunne ikke lade være med at smile.
"Nu er det tid, du fortæller mig, hvad du skal bruge," fortsatte han. "Kan du sammensætte to i én drøm, eller kun vandrer mellem dem? Kan du overbringe ting, eller kun ord?"
For selvom Zahinael vidste meget, vidste han ikke alt. Hvordan Yume'Aves magi virkede var kludret at se, når han havde fået sine egne magikere til at fange den med deres egne kundskaber. Skulle han udnytte hendes tjeneste ordentligt, skulle han vide noget mere. Forhåbentlig var hun blødgjort nok nu til at give ham det, han ville have, uden flere kny. Selvom han nu engang var ked af at se legen være til ende.

Hun frys til, som hånden nåede hendes hage, og hun igen blev tvunget til at se som han ønskede, hans forbandet forfærdelige øjne, som stirret ned på hende. hvorfor..De fugtige øjne stirret tilbage, kort væmmes hun over sig selv, kort, lå ordet undskyld på hendes tunge, de forfærdelige ting hang stadig fast lige bagved hendes blink og at hun kæmpede med ikke lade ord forlade hende var tydeligt.
"Jeg...je.." hun sank en klump og blev mindet om den forfærdelige smag i hendes mund. Hånden faldt fra mundvigen og til jorden, blikket forsøgte at rejse med, men stoppede uden en kamp som hun mødte hans fingre under hagen.

"Hvor...hvorfor mig.." spurgte hun forsigtigt ord påvirket af den rystende figur. "Jeg er ligeglad med mørket og lyset! SÅ hvorfor mig!" spurgte hun desperat, panisk, og selv i sin panik var den eneste tryghed at finde den hånd under hendes hage, selv om skikkelse den ejede hånden skabte denne stemning, faldt panden alligevel ned i hans hånd. Det eneste tryghed, var hans berøring, selv om det var det sidste hun ønskede, var det bedre end at være alene. "Kan...i ikke bare lade mig være...jeg var faktisk lykkelig."

Idet hun søgte hans hånd med panden og lod sig falde ned i berøringen, vidste Zahinael, at han havde vundet. I en hurtig bevægelse fik han tørret den anden hånd nogenlunde ren for skidt (blodet stoppede ikke lige med at flyde) og tog hendes ansigt i begge sine hænder.
"I krig kan ingen være ligeglade," sagde han med en stemme, der ville minde om en beroligende, nærværende faderfigur, hvis ikke den stadig havde været hæs og ødelagt af de mange skrig. "Det er ikke dig, jeg søger. Det er din magi."
Han strøg en hårlok væk fra hendes ansigt og om bag det lange, fine, lyse øre. Hånden gled tilbage til hendes kind, og blodet var det eneste, der varmede hans hænder op. Små, røde dråber dryppede ned på skyggerne under dem.
"Giv mig, hvad jeg vil have, og du kan vågne," fortsatte han med et smil, der så helt forkert ud, når man kunne se både sener og knogle i hans kæbe. "Gør mig glad, og du skal kun se mere til mine folk - og ikke mig."
Den sidste del var faktisk noget af et løfte fra Zahinael af. Han var ikke blind for forhandling, og at man i sådanne situationer opgav noget for at vinde noget andet. Stod det til ham, var han villig til faktisk at sove hver nat, hvis det gav ham mulighed for at mødes med Yume og lære mere smerte at kende. Men det var et selvvisk behov, og Mørkets agenda kom foran sådanne ønsker. Derfor var han villig til at lade hende være, så længe hun levede op til sin del af aftalen. Brød hun den...

Af mange grunde blev hun ikke overrasket over hans trøstende ord, og det blev taget til sig, mere end de burde. Det var lige så ubehageligt, vammelt, klamt som betryggende og rart at han holdt om hende, og selv om hendes sind skreg at komme væk fra hende, ønskede kroppen trygheden mere end sindet havde magt over hende i denne stund.

min magi.. hun sukkede dybt som hånden søgte hans håndled, og blot holdt om den, med løse fingre. Et forsigtigt nik blev givet ved hans ord som kroppen stadig rystede, dog, stille og roligt faldt de let til, langt fra helt.
vågne...hold op hvor lydt det rart lige nu, selv om hun vidste hun ville vågne i sved og muligvis dele af hendes aftensmad. en bad.. tiggede hendes indre som hånden klemte lidt mere om hans håndled end blot løse fingre. "Jeg.." forsøgte hun første gang. "Hvad skal jeg..gøre.." forsøgte hun igen, som små lille pust af luft ødelage hendes sætning.."Hvad med.." hun faldt lidt dybere ind i hans arme, som hun kæmpede med sine ord og de forfærdelige billeder hun havde set blot den sidste time hoppede forbi hendes sind som hun lod sine øjne glide i.

hjælp.

Tiggede hendes sind, som hendes anden hånd også søgte hans arme. Hvor var det vammelt, hun klæbede sig til ham, og langt værre at han lod hende, og hun frygtede smilet hans læber måtte have i dette øjeblik, hvor selvglad han blik måtte være. "hvad vil du have mig til." Spurgte hun endelig i en hel sætning og hendes hænder klemte sig mere til ham som det blev sagt.

Yume'Aves fingre klemte om hans håndled og arme, og den iturevne hud gav efter for selv det mindste pres. Blod piblede frem, mens muskelmasse sank indad og rev sig løs, så sener sprang op og lagde sig som tykke tråde af spindelvæv omkring elverens yndige fingre.
"Jeg har folk i felten, der har brug for at kommunikere med hinanden," svarede Zahinael, mens Yume'Ave faldt længere og længere ind mod ham. "Alt efter hvordan magien virker, skal du overlevere beskeder, breve eller give dem mulighed for at snakke med hinanden."
I en langsom og ukarakteristisk blid bevægelse vendte han Yume i sin arme, så hun kom helt ind at ligge tæt på den hullede brystkasse. Huden foldede sig selv nedad som undervandede blade, idet han satte knæene i jorden under sig. Den ene arm blev lagt bag om Yume'Aves nakke, mens den anden endnu en gang strøg løse, fine hårstrå væk fra hendes ansigt.
"Fortæl mig om dine drømme, Yume'Ave," tilskønnede han. "Fortæl mig, hvad der ligger inden for din magt."

Tænk at hun lod ham, tænk at hun lyttede til ham...tænk at hun gjorde hvad han sagde. Hun nikkede forsigtigt til hans ord, som et tegn på de var hørt. Hvert et ord blev hørt, på trods af hvor knækket hendes sind var, og hendes stilstand, fejlede hendes øre intet, hun nikkede igen ved det næste der blev sagt, og uvant hende, lod hun ham, bevæge hende, føre hende hær hans bryst, noget en del af hende velkomte, mens resten af hendes sind skreg af ubehag, skreg af den vamle fornemmelse af hans arme om hende, af hans bryst som støtte.


"Mine..drømme." hun rystede, og nikkede. "Ja.." hendes øjne blev tvunget til at være åbne, på den måde så hun ikke det hele spille sig ud, gang og gang igen. Hun træk vejret dybt som hun igen forsøgte at samle sig.
Inde for min magt..
"Sjæle." kommenteret hun forsigtigt. "Jeg..bringer sjæle sammen..i drømnes verden.. en verden hvor...jeg kan skabe som min fantasi ønsk..ønsker." hun sank en klump som hun fik det sagt, at indrømme det, fik hende kun til endnu mere at se hvad der var sket. Blikket gled i, og synet af de uddøde som flået i hans krop, og hans krops stilstand som det var over, hang foran hende, og med det, lukkede armene sig tættere om ham. "Kan...kun fø..føre.. sjæle fra drøm... drøm.. fra dørm.. ikke....ting." rystede hun et svar ud som tankerne, billederne pirret hendes sind mere og mere. For første gang i hendes liv, ønskede hun at vågne..Så hun kunne få slappet af.

Den lille elverkrop i hans arme rystede, og helt automatisk lod han hånden glide henover håret i blide bevægelser. Blodstænkt tegnede lange striber over det lyse hår.
"Schhhh," hvislede han beroligende.
Det lød jo fremragende. Her havde han gået og gruet for, at de skulle overlevere beskeder via Yume'Ave, som hun ikke kunne læse, men som hun måske heller ikke kunne bevare integriteten af. Skulle de bruge denne måde til at overføre viden mellem afdelinger og ledere (og det ville Zahinael virkelig gerne, for Yume'Ave var ikke en fugl, nogen lige kunne skyde ned), skulle de være sikre på, at informationen blev korrekt videregivet, og at hun ikke blot kunne ændre i det efter forgodtbefindende.
Så at hun var i stand til at flytte sjælene gjorde det hele meget nemmere og mere sikkert. Direkte tale havde altid været den foretrukne måde at videreføre information på.
Han trak hende lidt tættere ind mod sig og gav skulderen et klem. En af hans fingre hoppede af led.
"Hvad skal du bruge for at lade det ske?" spurgte han. "Skal du have mødt folk, ligesom Sidkanys?"

Nok havde hun ikke haft mange forventninger om hvad der ville ske som hun besøgte Sidkanys drøm, hun håbede på faktisk at kunne sige nej, slutte det her, ved vidende hun var forfærdelig sværd at sige nej til, men hun håbede virkelig det ville lykkes denne nat. men det sidste hun forventede, var at lægge i armene på en..mand og blive trøstet af selv samme person som havde været skyld i at hun følte som hun gjorde. En mand hun hadet, men også hendes eneste trøst og forklaret hendes evner. Tænk at han faktisk søgte at være beroligende og tænk at det, faktisk virkede. Skyggerne kryb om hende, og ham som klamme fangearme fra havets dyb. 
"Nej, jeg skal..ikke have mødt folk." hun sukkede dybt som hun slap ham, for første gang siden hun fik fat. Endnu en dyb vejrtrækning som hun søgte lidt afstand mellem dem.
"Jeg.. skal have et minde." hun stoppede sin forklaring og blot lod blikket hæve sig til ham, blot for at få den kvalmende fornemmelse igen ved synet. "Ehm..jeg.. hva..hedder det." forsøgte hun,som de blodberørte hår af hendes gled ned foran hendes blik, hvilket fik hende tydeligt til at væmmes.
"Følelserne som...en sjæl...følte ved et af deres min..minder.." hun træk vejret dybt før hun kæmpede sig til at forsætte.
"Ved..ehm..Sidkanys. Er det så simpelt, som..hende..hendes lys..lyst da..hun...tvang sig over mig." hun sukkede som det blev sagt, indrømmet. hvorfor..siger jeg dette..til ham.

"Godt, mhm, ja," Zahinael nikkede og smilede og sagde de rigtige ting på de rigtige tidspunkter. Og tabte et par kødlunser ned på Yume'Aves krop, der kun var blevet mere blodplettet af nærværet.
Hun var lige, hvor han ville have hende. Hun gav ham, hvad han skulle bruge og mere til, helt frivilligt. Jovist, man kunne godt bruge, at hun var lidt mere sammenhængende i sine ord og ikke helt så grådfærdig, men sådan var de fleste, Zahinael fik information ud af, så det var bestemt ikke noget nyt. Så længe det rigtige kom frem, måtte man jo udstå de besværede omstændigheder. Delen med at tabe hud og bløde udover det hele var dog ikke noget, han rigtigt havde prøvet før, og det truede med at distrahere ham. 
Han havde lyst til at prikke til sine sår og hive i huden for at se, hvor ægte, det føltes her i drømmen. Det var ikke nu, det skulle ske, og han lod derfor en hånd glide over hendes kind - mest for at forankre sig selv tilbage i samtalen og situationen og holde trangen til at udforske i ave. 
"Hvordan foretrækker du at få disse minder, Yume'Ave?" spurgte han, tålmodig for at få hendes svar helt i hendes tempo. Det var trods alt en drøm. Et eller andet sted vandt man vel kun i de situationer. At lave arbejde mens kroppen fik hvile. Hvor effektiv måtte denne kvinde ikke være med en sådan evne. "Eller følelse?"
Han kunne ikke lade være ved at smile lidt ved Yume'Aves fremstilling af Sidkanys' dåd. Mørkelveren havde vidst smurt lidt tykt på, da hun havde aflagt sin rapport. Forført Yume'Ave, et rådsmedlem af Elverly. 
Forført var vist et lidt ladet ord - især hvis Yume'Ave mente, at Sidkanys havde tvunget sig over hende. Lysten dog, ja lysten var Zahinael ikke et sekund i tvivl om var ægte. Han havde kendt nok mørkelvere i sin levetid til at kende deres... Særheder. 

Hun træk vejret nogle gange som afstanden mellem dem kom, og holdt blikket på hans klamme figur, ødelagte klamme figur...Som hun..ødelagde...den krop hun havde ødelagt. Hun faldt let bagover, og endte ikke længere på sine knæ, men sin bag foran ham, og stirret op på ham og vejrtrækningen faldt på ingen måde til ro med synet foran hende. "Breve." tvang hun sig selv til at sige som hun stirret op på den ødelagte mand som faldt mere og mere fra hinanden.

Hun samlede sine tanker lidt, og lod de lilla øjne falde på hendes beskidte kjole, og blod berørte hår der hang foran hende selv, med en forsigtigt hånd fjernede hun håret fra sin pande, og blot sad der stille og tydeligt tænkte. "Jeg skal bruge et minde, og personens følelser under det minde." hun sukkede, som hun indså hun lige så vel måtte lægge alle sine kort på bordet. "Jeg..skriver dem ned i mine drømme dagbøger..skjult." blikket blev vendt fra ham. "Så længe jeg får det..på skrift skal jeg nok..finde ud af resten.. De skal dog sove, ellers kan jeg ikke få fat i folk." hun sukkede dybt som hendes lunger tømtes.

Alt dette fordi Sidkanys indså, hvorfor hun blev kigget på, på den måde, og hun skulle presse på.HVORFOR Kunne jeg ikke bare sige fra! råbe om hjælp! hun søgte sine knæ som mødte hendes bryst og armende løsnede sig endelig fra ham, hans vamle klamme figur, og søgte om hendes knæ. Hvorfor..blev jeg ved med at søge hende! hvorfor..kunne jeg ikke bare..lade hende forsvinde..hendes ryst stoppede, bare for at blive byttet ud med hendes tåre som faldt, og faldt som disse tanker gled forbi hende. "Hvad..har hun sagt om mig." spurgte hun ud af intet, som hendes ansigt forsvandt ned bag hendes knæ. HVAD NALISH'RA SIGER JEG?!

Zahinael havde alt. Alt, hun skulle bruge for at udføre sin magi. Alt, han skulle bruge for at udnytte den til sine egne formål. Inden han rejste sig, tørrede han et par tårer væk fra hendes kinder. Det efterlod et blodspor under hendes øje som krigsmaling. 
"Hun fortalte om jeres elskov," svarede Zahinael med vilje vagt. "Men hun fortalte det ikke som tvang."
Kortene skulle holdes tæt ind mod kroppen nu. Det lod ikke til, at Yume'Ave kendte til Sidkanys' position som soldat i hæren og dermed kunne lure, at hun havde givet informationen helt villigt og ikke var i den store livsfare lige nu. Altså, Zahinael ville med glæde bringe hende i livsfare, hvis det var det, der skulle til for at holde denne relation kørende, men så længe han bare kunne sende mørkelveren på opgaver langt væk fra Elverly, var de ekstra hænder for værdifulde til at en af deres egne skulle sidde og kukkelure i fangekælderen. 
"Du må gerne vågne nu, Yume'Ave," sagde han og så ned på hende. Det ene øje rev sig løs fra sin plads i kraniet og det besværliggjorde øjenkontakt betydeligt. "Jeg holder ikke på dig mere."
Det var de magiske ord. Sat til at vække magikerens interesse - altså den magiker, der stod i Mørkets gemakker og havde styr på formularen, der holdt Yume'Ave fanget i drømmekrystallen. Besværgelsen ville svækkes, og Yume'Ave ville igen kunne vække sig selv, som de antog, hun kunne. Zahinael ville være den sidste til at forlade den immaterielle drømmeverden og sikre sig, ingen huller lå åbne således at Yume'Ave kunne gentvinge sig vej ind i deres midte.

Elskov..Så om det var sådan Sidkanys havde fortalt ham det. Hun sukkede af hans svar, de lilla øjne faldt dybere og dybere ind i hendes knæ som hun tyggede på det ord, selvfølgelig havde sidka ikke sagt det på den måde. Hvad forventede hun også han ellers vil sige, men alligevel fandt hun et lille smil over det i det mindste ikke blev delt med tvang. Selvfølgelig vidste hun intet om hvad Sidkanys endelig gik og lavede, det var slet ikke derfor hun var endte hos Yume'Ave, hun forventede faktisk at andre havde gjort den del. Hun ville blot høre om mørkevlerne, deres liv.. Se hvor godt det var endt.

Du må gerne vågne nu. Blikket hoppede op fra bag hendes knæ og kiggede håbefuldt på ham, jeg holder dig ikke mere.Men alligevel smilte hun ikke, "Vent!" udbrød hun så snart det gik op for hvad det betrydder. "Jeg..hvad gør jeg? jeg..kommer til at være en del af jeres natlige møder?! Det fungere ikke!" hun lod blikket falde igen, lige efter hun endelig havde fundet mod til at kigge op. "Jeg...er du klar over hvor mange mentalister der i rådsmøderne! De..flår øerne af mig..Kaster mig i eksil, henretter mig." Hun kiggede op, mere skræmt end tidligere, end da hun så ham forlade gruppen af lig. "Jeg..hvad gør jeg?!" hun åndede efter vejret, som ordene blev kastet ud i hast efter hinanden. Skyggerne i drømme kryb sig om hende som disse tanker kom frem, som de kolde, klamme skygger søgte en hver skidt tanke af hendes.

Zahinael så sig over skulderen. Han havde vendt sig for at betragte drømmens mørke. Så gennemtrængende og alligevel uigennemtrængeligt. Forkert og rigtig. Mørkt, men med skygger. Fascinerende.
"Det er ikke mit problem, lille due," sagde han til hende. "Du er drømmemager - der må være nok kreativitet i dit sind til at du kan finde på noget. Mine folk skal selvfølgelig nok være diskrete."
Hun ville hverken få rigtige navne eller brugbare detaljer. Minderne og følelserne ville være rigtige, og det var omtrent hvad hun behøvede at vide. Spionerne ville få strenge ordre på at dæmpe stemmerne og være så uigenkendelige for Yume'Ave, som de overhovedet kunne præstere. Heldigvis havde flere af hans feltspioner vist rent faktisk erfaring med at sove og drømme, så lidt mere kompetence der burde ikke være helt utænkeligt. Ikke lige som ham selv, der ikke engang kunne få sin hud til at gro tilbage igen. Det ville nu være godt at stå op og tage et varmt bad. Kroppen havde næppe brug for det, men følelsen af skidt under neglene og mudder ned af ryggen skulle skrubbes væk, før den forlod hans nervebaner.
Med det sagt, havde han på ingen måde lyst til at Yume'Ave skulle opdages og henrettes. Han ville gøre sit for at alting blev i det skjulte og ingen havde behov for at tjekke, om der var en informant hos elverne. For det var der ikke i Yume'Aves tilfælde. Hun var blot hans lille brevdue.

Hun kiggede med håb i blikket på et skønt svar, noget der kunne give ro, men fik langt fra hvad hun ønskede hvad hun søgte. Det er ikke mit problem. Hun sank en klump og forsvandt bag sine knæ igen. Selvfølgelig, blev det hele lagt på hendes bane, hendes problem. Hun sukkede dybt og rejste sig, eller rettede kæmpede med sig selv for at komme på hendes ben, som hendes knæ rystede efter hver en bevægelse og kæmpede med at holde hende oppe, selv her, i drømmen, kæmpede hun. Hun stirret på hans ryg et øjeblik som han beskuet skyggerne som dansede med mørket, skyggerne der føltes så forfærdelige kolde og klamme, og søgte enhver negativ tanke. "Du.." hun sukkede og tog blikket væk, blot for at se døren igen, døren hun sådan havde søgt. Lige der, blot, nogle meter fra hende. Hun nærmest løb til den og rev fat i dør håndtaget ved første mulighed hun fik, blot for at falde på sine knæ i åbningen, hvor hun stirret ind i sit kunstkammer, og sin uendelige mængde af malerier, som havde samlet sig op i hendes mange drømme. Lettet, fri, og endelig kunne hun slappe af..eller..Lige om lidt. Med dør rammen til hjælp kom hun hurtigt på sine fødder og vendte blikket mod ham over hendes skuldre. "Hvem..er du?" spurgte hun igen, hun stod der ikke længe, men hun ventede på et tegn om han faktisk ønskede at svare hende nu, eller ej, ved svaret ville hun gå, eller et tegn på svaret ikke kom, og hun ville forlade i hast før hun blev fanget igen, fanget i hans klør på ny.

Så snart hun kom ud i sin egen drøm lod hun sig selv vågne op, dækket i koldt sved, med hårde pust og riv efter luft. Endelig, endelig, endelig, endelig, endelig, endelig, frihed. Som det gik op for hende, som kroppen og sindet ordenligt indså at de havde opnået friheden. Skreg hun, af sine lungers fulde kræft. Døren til rummet blev sparket op "FRØKEN RISINDIER!" skreg den ene vagt som sparkede døren ind, og hvilket syn. Sengetøjet lå halvt ude på gulvet som hun for længst havde kastet det bort, i sine natlige kampe, kroppen glistere i månes lys takket svedpletterne, resterne af hendes aftensmad, halvt på sengen halv på gulvet, hendes selv holdt sine øre som hun skreg, og skreg, sine frustrationer ud. Blot et sekund efter, stod der endnu en vagt og beskuet scene, og som skriget endte kæmpede hun sig til pusten. "Gør et badehus klar NU!" skreg hun som luften kom retur. "Frøken..slap af..Her..lad mig hjælpe--" forsøgte den ene af vagterne mens de lagde et tæpper over hende, eller forsøgte "LAD VÆRE AT RØR MIG!" skreg hun som deres hænder kom nær, men aligevel selv om de træk sig væk, træk hun tæppet til sig, og krammede sig til det. "Et bad...tak." forsatte hun, i en mere, acceptable tone.

Resten af natten, blev brugt alene, vågen, i en varm kilde i et af familiens badehuse, i et forsøg på at finde ro, en opgave der ikke lykkes de næste mange gange. Nogle gange som blev brugt så alene som muligt, og hendes drømme i denne tid, brugt i udvalgt, nært, betrykkende samvær, forhåbentligt sin Ørkenblomst. Hver nat, overvejede hun at danne dør til Sidkanys, en lyst der døde så snart minderne hilste forbi.

Idet Yume faldt på knæ foran sin egen dør og stillede sit sidste spørgsmål, smilede Zahinael, mens de sidste tænder faldt ud.
"Jeg er lige som denne drøm," svarede han og berørte en af de svirvlende mørke penselsstrøg, der syntes at være selveste luften. "Jeg er Skyggen."

Da døren lukkedes bag hende, vågnede Zahinael med et sæt på briksen i Obisidanslottet. Sidkanys sad på en stol i hjørnet, mens magikerne med et lettelsens suk lod deres chakra svinde ind. Han svang benene ud over briksen og rejste sig op. Børstede den pletfri, rene vest af, selvom den ikke behøvede det det mindste. 
"Gør et bad klar," sagde han, og en ellers usynlig tjener i hjørnet pilede af sted. "Sikke en omgang."
Mørkelveren så op med et blik, der var alt for følelsesladet til Zahinaels smag, og han krummede ansigtsmusklerne sammen i en alvorlig mine.
"Mød ind i morgen tidlig på mit kontor," beordrede han. "Jeg fornemmer, du udelod nogle detaljer i første omgang. Ellers godt arbejde, I'endrith."
Med de ord forlod han rummet. Han ville omgående melde nattens gerninger til Merihem - og så ville han tage sig det længste bad i mands minde og afprøve sine nye, forbedrede smertebobler på nogle uheldige sjæle imens.