Halssmykket blev gemt tilbage under Gabes trøje og dermed sænkede Bart sine fødder igen, så hele underfladen var mod jorden. Den var underlig kold imod den sokkebærende fod. Kort kiggede drengen ned på sine fødder. Der var en stor nok forskel at se. Skoene havde været et nummer eller to for store, så at se den næsten nøgne fod ved siden af skoen var det tydeligt at se, at banditten havde haft nemt ved at trække den af ham. At Bart ikke havde mistet skoene noget mere, når han var på farten, var nærmest et mirakel.

Navnet blev gentaget. Men ordene efter var tydeligt mærket af følelser for Gabe. Og det var i den triste tone. Måske manden tænkte på, at Bart kunne huske, hvad der var sket med ham. Drengen kunne huske tydeligt, hvordan mørkelverne var kommet. Hvordan hans far var blevet dræbt foran ham. Hvordan resten af familiens smerteskrig havde runget overalt. Hvordan mørkelverinden havde taget sit fokus på Bart. Hvordan hendes klinge havde mærket i mellem ribbenene, inden den havde nået hjertet. Mareridt var kommet i nætternes løb omkring dette. "Jeg overlever vel." Andet følte Bart ikke kunne sige. Og drengens stemme lød bare håbløs. Som om han ikke overlevede. Det havde han jo heller ikke. Vingerne var bevis på dette.
Gabe kiggede i retningen af, hvor de lige var kommet fra. Hvor banditterne måske stadig var. Hvor hans sko sikkert stadig var. Men drengen trak på skulderen og rystede delvist på hovedet. "I morgen nok. Jeg skulle slå lejr. Ikke langt fra, hvor de fandt mig." Ilaria havde kun sagt, at det nok ville tage lang tid, så han skulle ikke forvente at blive hentet i dag. Derfor var der ingen hast for engledrengen at komme tilbage. Så længe han var der, når solen stod op. Så kunne han vente på Ilaria. I mellemtiden var drengen overladt til sig selv. Sig selv og den lille dolk i baglommen - og Gabe nu, hvis ikke manden fløj videre igen. På en måde ønskede Bart ikke dette. Det var rart at være sammen med en anden. Måske det var mere rart, fordi Gabe havde reddet ham. At der fandtes flere, som ikke bare lod onde personer være onde. Gid Gabe havde været der, da mørkelverne var kommet de år siden.

Håbløsheden i Barts stemme skar bare direkte ind i Gabes hjerte. Ingen så ung skulle have det sådan. Gabe var godt klar over at han næppe kunne sige så meget til det, når han også selv døjede med samme håbløshed, men var han ikke sat her for at hjælpe andre med at gøre det lidt mere overkommeligt at leve. Fjerne noget af ondskaben og uretfærdigheden her i verdenen? Han var ikke helt sikker mere, men han ønskede det stadig.
Hvad var der af ord han kunne sige? Han havde ikke virket til rigtig at tage stilling til Isari, så mon ikke han havde svært ved at tro på det. ”Det skal ikke kun handle om overlevelse,” sagde han endelig. Hans eget liv var næppe en dans på roser, men han havde en mening med sin overlevelse. Han prøvede at finde ud af hvem han var. Hvilket kunne blive en livslang process med det tempo han kørte i øjeblikket.

”Hmmm..” Det virkede ikke sikkert allerede at tage tilbage, men samtidig var Gabe ikke sikker på at Bart ville føle sig sikker væk fra stedet, eller noget som helst sted. De måtte gøre hvad de kunne, og... Han kiggede ned på Barts fødder. Han kunne ikke rigtig hjælpe med skoene. ”Hvad med at vi venter lidt tid med at finde tilbage, så vi er sikre på at de er taget afsted?” Han havde ikke umiddelbar nogen plan om blot at overlade Bart til sig selv, med mindre han insisterede. 

Jovist handlede det ikke kun om overlevelse, men Bart følte ikke, han havde overskud til mere. Hvad skulle han? Han havde jo netop ikke gjort dette. Han havde ikker overlevet. Vingerne var tegn på dette. Guderne havde valgt at give ham en ekstra chance, men hvorfor? Hvorfor ham og ikke resten af familien? Hvorfor arbejde guderne i uransagelige vej?
"Hvad kan jeg gøre?" spurgte drengen, mere til sig selv end i håbet om at få et konkret svar. For hvad kunne han gøre? Han var endnu stadig et barn. Et ungt barn af udseende, men kun et par år ældre af sind. Der var ikke meget mening i livet for børn og som familieløs og død barn var der endnu mindre. 

Den voksne mand kiggede ned af drengen. Fangede hans blik på den manglende sko? Heldigvis var det et relativt blødt underlag, så den nøgne fod gjorde intet. Bart vrikkede kort med tæerne, som han kiggede ned. Han var jo stadig et barn. Dog kiggede han hurtigt op igen på manden, som han kom med ideen. Der blev med det samme nikket. Bart bed mærke i vi'et. Han ville ikke efterlade drengen alene. Det satte engledrengen pris på. "Kan vi godt, Gabe," Et lille spring frem på de tynde læber. Der var virkelig ikke mange, som rent faktisk ville fremmede børn det store. Ikke uden at have dybere og måske endda onde meninger med dette. Derfor fandt Bart det hæderligt, at Gabe ikke bare havde reddet ham, men ville holde ham med selskab. Derfor gjorde drengen også, hvad han gjorde bagefter. Afstanden mellem dem blev fjernet, som Bart langede sine tynde arme rundt om manden i et kram. Selv vingerne formede halvt armenes bevægelse rundt om Gabe. Den ene kind hvilede direkte mod mandens beklædning. Øjnene lukkede blidt i, som fingerspidserne kildede mod hinanden på ryggen af manden. "Tak, Gabe."

Desværre var ingenting så nemt, som man kunne ønske. Gabe vidste det bedre end de fleste, men at klynge sig til håbet om at Isari havde en mening med det hele, det fik også Gabe til at forsætte hvor han havde sluppet. Han stolede på Lysets Gudinde med hele sit hjerte, uanset hvor mange her i verdenen der kunne finde på at sige at det var meningsløst, for hun ville aldrig rigtig snakke med ham.
Hans blik blev lidt mere sørgmodigt som han så på Bart og hørte de ord. For han havde ikke svaret på det, men han kunne godt foregive at vide mere end han gjorde, om ikke andet for barnet. Det var i sandhed en ond skæbne at blive dræbt så ung. ”Jeg tror hvis du bliver ved med at se fremad, så skal svaret nok komme,” sagde han derfor endelig. Og hvis det var at fokusere på overlevelse, så måtte det være det.

Krammet kom dog helt bag på Gabe og man kunne kort mærke hvordan hele kroppen stivnede, mest af alt i overraskelse, inden han blødte lidt op og lagde armene forsigtigt om den lille dreng. ”Det var så lidt,” sagde han blidt og klappede Bart en smule akavet på ryggen, selvom et mere blidt smil fandt vej til Gabes læber. Han fortrød det virkelig ikke. ”Jeg vil i det mindste sørge for at du kommer godt tilbage til Ilaria.” Og han mente det. Han ville vente til at han var helt sikker på at Bart ikke havde flere problemer, inden han drog videre. Hans hjerte kunne ikke bære andet. 

Der var ikke meget andet end at se fremad. Hvis Bart valgte at se bagud, ville han se sin familie og deres destruering. Hvis drengen kiggede bagud, ville han ligge i en rendesten i fosterstilling og våde kinder, hvis ikke nogen valgte at udnytte den af og til forsvarsløse engledreng. Dette havde Gabe alt andet end gjort. Denne mand havde valgt at redde Bart. Han var et tydeligt tegn på, at iblandt alle de onde personer i landet, var der stadig gode. Selvfølgelig kunne engledrengen bare se på Ilaria og opdage dette, men efter at have været med hende så længe, kunne der hurtig glemmes, at der findes flere venlige og hjælpsomme personer, der gjorde gerninger af egen fri vilje og ikke som følge af en gevinst. Selvfølgelig kunne Gabe endnu have en gevinst i tankerne, men for Bart var mand foran ham barmhjertig. Derfor nikkede drengen blot som svar

I et kort øjeblik kunne Bart mærke, hvordan Gabe stod en anelse akavet, før armene kom rundt om drengens tynde figur. Og en hånd valgte sågar at klappe ryggen, hvilket straks fik kinderne til at blive mere røde. Det føltes som noget, der virkelig blev gjort mod småbørn - hvilket nemt kunne argumenteres for, at Bart selvfølgelig endnu var. 
Nakken blev vredet for at kigge op på Gabe, hvor Bart straks blev mødt af et smil, hvilket kun fik et barnligt henover hans ansigt. "Tak, Gabe. Men der går nok timer. Så hvis du har andet at se til, forstår jeg." Bart ville ikke være besværlig, hvilket nok også kunne høres i den pipende barnestemme. Han var klar til at give slip på manden for at se ham flyve igen. Det var ikke alle, der havde tid til at ville lege babysitter for Bart. Drengen burde bare lære at kunne overleve alene, men det var svært, når man havde en krop som en elleveårig og et sind af en, der kun lige var kommet over teenageralderen. 

Gabe var virkelig ikke var til fysisk nærvær på andre, selv ikke når det kom til noget så simpelt som kram. Han havde ikke praktiseret det i årevis, mest fordi han ingen havde at være tæt med. Som han var lige nu, så havde han intet netværk, hverken venner, familie eller sågar fjender. I hvert fald ikke nogen han havde oplevet.
Derfor var det også nogle akavet klap der blev givet, som Gabe prøvet at justere den lidt nye fornemmelse af et kram.

Han kiggede ned mod den væsentlig lavere engel, og var hurtig til at ryste på hovedet, da Bart endnu engang forsøgte at få ham til at gå, eller i hvert fald ikke være til besvær. ”Jeg har intet andet jeg skal nå, og indtil jeg ved at der ikke kommer flere banditter tilbage, så vil jeg ikke med god samvittighed kunne efterlade dig,” sagde han bestemt. Det var en nem beslutning at tage hvis han skulle være ærlig. Ikke at han nok var det mest opmuntrende selskab at have.

Forsigtigt prøvede han at løsne sig fra krammet. ”Vi kan.... holde hinanden med selskab indtil da, ikke at jeg er den mest sindsoprivende person at snakke med.” Havde Bart interesse for landets historie, så var Gabe den rigtige, men udover den viden, så havde han aldrig været god til at småsnakke med folk. 

Hovedet var oppe, imens Gabe kiggede ned. Derfor kunne Bart også se rysten på hovedet til drengens ord efterfulgt af en forsikring om, at Gabe ikke ville efterlade ham alene i risiko for banditter. Og at det endda ville gøre ondt på mandens samvittighed, hvis denne blot fløj væk. Dette kunne Bart ikke lade være med at smile pulserende over, som han lagde hovedet ind mod mandens mellemgulv igen, kinden først. "Tak." blev det sagt hviskende og lavt fra drengen, som øjnene var lukket og armene endnu rundt om de fuldvoksne engel.

Dog ville krammet ikke vare forevigt, da Bart kunne mærke, hvordan Gabe prøvede at løsne sig fri. Som nævnt tidligere ønskede drengen ikke at være til besvær, så han hjalp hurtig med befrielsen ved at tage sine hænder til sig og trække hovedet til sig. Sågar et halvt skridt bag ud for at skabe luft igen. "Det kan vi godt. Men jeg har altså ingen historier." Drengen kiggede en anelse skamfuldt ned i jorden. Han var ung af alder og selvom vingerne på ryggen var bevis på, han havde mindst én spændende historie, var det ikke ensbetydning med, at han havde flere. Og vingernes grund for at komme var næppe en historie, en dreng som Bart ønskede at fortælle. Eller tænke på for den sags skyld.

Gabe kiggede nu alligevel opmuntrende ned på Bart. At være ung betød ikke at man ikke havde historier, men Gabe vidste at han bar rundt på flere end han kunne huske, indtil man begyndte at snakke. Sådan var det altid for ham.
”Mon ikke nogen kommer frem, hvis vi forsætter med at snakke,” sagde han. Nogle gange var de bare gemt væk.

Han kiggede sig lidt om, og ikke så langt fra dem var der nogle store sten, som Gabe gik over mod, så han kunne sætte sig ned på en af dem, og bød Bart at komme over til ham. ”Jeg kan dog godt starte med en historie eller to,” tilbød han. Måske var det ofte lidt kedeligt når han gik i detaljerne, men over de seneste år, så var der et et par historier han var begyndt at se var lidt mere interessante end andre. ”Jeg kendte engang eftersigende en af de allerførste engle her i verdenen,” startede han ud med. Det var nok ikke en historie Bart havde hørt før, for englen Gabriel Penemuel var for længst glemt for de fleste, men for Gabe var det stadig historier der var meget aktuel. For selvom han ikke kunne huske hvad der blev oplevet af englen, så var der stadig noget sandhed til dem, og noget han vidste han burde havde oplevet. Han ville dog ikke kunne sige at han kendte den engel mere, men han håbede en dag at han med sikkerhed og stolthed kunne sige at det var ham.

Timerne gik, og Gabe kunne i hvert fald diske den ene historie efter den anden op om gamle historiske figurer og krige og ting der skete for 2000 år siden, og da tiden var ved at være til det, så begyndte Gabe også at følge Bart tilbage igen, så han endnu engang kunne overlade drengen til den tredje engel. 

Gabe viste vej hen til to store sten. Bart fulgte troligt med som en lydig skoleelev til sin professor. Den voksne engel satte sig på sin sten og drengen gjorde eksemplet også. Dog endte hans fødder med ikke at nå jorden takket været kroppen af en lille elleveårig. 
Som fortællingen begyndte, lyttede Bart til. At høre om den aller første engel nogensinde fandt han underligt nok interessant. Engledrengen var alt andet end taknemmelig for at være, hvad han var. Han foretræk at have sin familie i live end at have disse vinger på sin ryg. Men drengen kunne ikke spole tiden tilbage og sætte en stopper for, hvad der skete. Derfor kunne det at høre om det første eksempel på en genopstået person være alt andet end nysgerrighedsvækkende for Bart, men drengen lyttede lydigt med, som havde han fået besked på dette. Han nikkede på de rigtige tidspunkter og lavede passende ansigter til passagerne i historien. Dog, henimod slutningen kunne Bart ikke skjule det gab, der tog over ansigtet. Meget vel behøvede engle i princippet ikke søvn, men drengen var endnu mærket af sin menneskelighed. Drengen krævede endnu, hvad normale mennesker gjorde. Bare af ren natur.

Tiden gik og den gik hurtigere, end Bart havde forventet. Gabes selskab og fortælling var en god tidsdræber. Derfor, da fortællingen var færdig, hoppede drengen lydigt ned fra stenen for at følge med Gabe hen til selvsamme sted, hvor bøllerne havde fundet ham. Derfra var det ikke langt hen til Ilaria, hvor vejene med Gabe måtte skilles. For nu i hvert fald.