”Jah det havde du ikke lige set komme var?” Fnes hun ud i et mindre dårligt gennemført forsøg på at lyde noget mere stolt over sin samling, end hvad sandheden var. Nok var hun ikke særlig imponeret over sin egen frygt for gopler, men den var alligevel vand ved sammenligning med skammen over sin stjålne sølvtøj samling. En skam der lige nu blev godt skjult bag latter og smil.
En mørk finger i stærk kontrast til hans fine lyse hud, blev lagt mod de stadig talende læber som en tyssende gestus, da han begyndte at konspirerer om sølvtøjet og gople frygten havde en sammenhæng ”Sssh..- Du ved aldrig hvem der lytter med. Sådan en bekræftelse kunne jo sætte mig i store problemer.” hviskede hun kryptisk tilbage, men bekræftede mellem linjerne at det hele var stjålet. Fingeren fulgte konturen af de bløde, og frygteligt indbydende læber, inden hånden og dermed også fingeren blev trukket tilbage. Treston’s næste handling gjorde ikke ligefrem fristelsen for at falde for det lokkende og forbudte blev mindre. Igen var han så tæt på.. Alt det krævede var hun eftergav de sidste få centimeter mellem dem og lod ham forføres af den forbudte frugt, som hun, uden hans viden, i sandhed var. ”Mhmm, men det er dig som er soldaten her, jeg tror dine historier er meget mere spændende end mine.” fingre bevægede sig gennem det korn gyldne hår ”Hvilket dybe hemmeligheder gemmer du på i dit eget dybblå hav?”.

    Treston lukkede øjnene og nød hendes kærtegn - følelsen af hendes hånd igennem hans hår, og hendes pludselige nærhed, selvom det også fik hans hjerte til at sætte farten i vejret. Det var en spænding, der startede dybt nede i maven og langsomt satte hele hans krop på dupperne - selvom han virkelig forsøgte ikke at lade sig alt for meget mærke med, i hvor stor grad han havde lyst til at række ud efter hende, trække hende ind til sig, kysse grinet af de flabede læber...
    Men dét var en del af legen, og han nød hvert eneste sekund.
    "Jeg tror ikke," begyndte han - stadig med lukkede øjne, men nu også med et skævt, drillende smil, "at det er soldaterdelen, der giver mine historier megen værdi - det er vitterligt kun min far, der tror at detaljerne om en bestemt belejring eller beskrivelser om én-til-én-træfninger med fjenden i mudderet er interessante for andre, end de overordnede, der skal have din rapport..." Han åbnede øjnene og fangede hendes blik. "Så vil jeg hellere fortælle dig om mine rejser - om min tur til Elverly, for eksempel - eller om min familie; mine brødre og min søster..." Med endnu et skævt smil gav han los i det og rejste sig fra stolen indtil han stod hen over hende - nu med hænderne på hendes ben i stedet for albuerne. Han lagde hovedet udfordrende på skrå og betragtede hende skamløst. "...eller om mine drømme og tanker..." Endnu et skævt smil. "...Jeg har for eksempel nogle knapt så propre nogle, der involverer dig, hvis det kunne have interesse..."

Han sagde det aldrig højt, men det lå og ulmede mellem alle linjerne af fortællingerne omkring hans erhverv. Treston var lige så lidt soldat af egen frie vilje. Det var et valg taget af familien, sikkert også længe før end Treston havde fyldt sine lungerne med luft første gang. Det var et spørgsmål om ære og arv.
Alt det usagte var så genkendeligt at det var svært at tro på en anden delte samme konflikt i sit indre, alle snakkede jo altid kun om hvor stolte de var for at tjene, om det så var for Mørket eller Lyset.
Aldrig i sit snart 300-årige liv, havde hun haft lysten til at dele sit inderst velvidende at personen overfor sig ville forstå. En lyst der blev kvalt under, at han slet ikke var klar over hvem der sad overfor ham og hvis han vidste… Ja hvis bare han vidste... Hvad ville han så gøre? Ville han trække sig og lade hende gå? Indfange hende og bringe hende til sin overordnede, så hun kunne blive fange hos Lyset?

Som et mantra der ekkoede kun for Sedna, gentog ordene ’Afslå ham - afvis ham! Flyt dig, flyt ham fra dig!’ sig i hovedet med Treston tårnene sig ind over.
Sindet skreg ét, men resten skreg for at give efter, lade sig smelte under hans hænder, give zalan i alt fornuft og bare være hvad han så hende som, en køn mørkelver der tilfældigvis krydsede veje med ham.
Varme spredte sig fra hændernes placering til resten af hendes skød, gjorde vejrtrækningen både tungere og mere overfladisk på samme tid. ”Hvor fristende det end er at hører om din eventyrlyst...” benene lukkede sig omkring hans, inden læggene pressede sig mod hans baglår trækkende dem begge tættere hinanden, hende længere ud til kanten af bordet og hænderne længere op ad begge lår ”… Så vil jeg meget hellere høre, nej have vist de tanker...” hvert ord flyttede læberne tættere det ene øre til de ikke var andet end en varm, kælen hvisken i det. Hånden der før havde været begravet i blødt gyldent hår, søgte mod den ene af hans hænder, hvor den lukkede sig omkring samtidigt med et nap placeret mod ørets kant. ”… Men ikke her.” benene fjernede sig fra hans, hovedet blev trukket tilbage og Treston blev blidt, men bestemt skubbet tilbage så Sedna kunne, uden at slippe hånden, glide ned fra bordet og føre ham mod trappen.

    Treston lod sig villigt trække tættere på og nød følelsen af hendes varme ånde imod øret og halsen - skulle lige til at dreje hovedet og fange hende med dét kys, der havde ligget og knitret i luften mellem dem - da hun trak hovedet til sig og skubbede ham fra sig med de sidste ord, der både var voldsomt frustrerende og voldsomt ophidsende på samme tid... Han trak mundvigen op i et skævt smil, mens han lod hende føre sig ved hånden hen imod trappen; Sedna forstod virkelig at servere den helt rigtige blanding af antydede løfter, verbale afklapsninger og sensuel kontrol, der gjorde det umuligt at gøre andet end at hoppe i med begge ben og lade sig føre med strømmen...
    Og dog - for hans indtryk var stadig, at hun samtidig var dén slags kvinde, der ville begynde at kede sig, hvis man overgav sig helt uden modstand. Dén slags kvinde, der gik igennem ens liv som en hvirvelvind - en forbandet naturkraft - men som krævede gnist og modspil for helhjertet at rive én omkuld. 
    Derfor standsede han op for foden af trappen - holdt igen, så hun blev tvunget til at vende sig om imod ham og se hans drilske udtryk.
    "Du er sikker på," begyndte han og løftede et øjenbryn, idet han trak hende tættere på sig med den ene hånd om hendes albue og den anden søgende op til hendes ansigt, "at du ikke hellere vil med til min indkvartering?" Han lagde hånden om hendes nakke - strøg tommelfingeren en enkelt gang over hendes kind - og trak hende så blidt og forsigtigt ned imod sig, til deres pander og næser mødte hinanden, og hun nærmest ville kunne mærke hans skælmske smil, da han sagde: "...Jeg kan som sagt byde på noget så outreret og forbudt som et fugtigt høloft - dét er altså ikke mange kvinder forundt!"

To skridt var alt hun nåede op af trinene, før Treston bremsede hende stående for foden af trappen. Tvang hende til at dreje i overkroppen tilbage i hans retning og villigt træde de få skridt tilbage, ned mod ham. Det var umuligt ikke at smile ved det modspil han satte op mod hende. De havde kendt hinanden i… Jah, Sedna havde ikke styr på hvor længe de havde været om at nå hertil, men Treston havde allerede trods for alkoholen i blodet vist sig bedre til at læse kvinden overfor sig langt bedre, end de fleste normalt formåede.
Modspillet var som mere brænde på det bål de sammen havde tændt op i, hvis varme de søgte og gav efter for.
Et lyttende ”mhm.” lød ved de begyndende ord. Ord der ikke bevægede sig i den retning, gættede på de ville. Hun havde forventet han ville spørger ind til om hun nu var sikker på dét her, sikker på at hun ville dele en nat med ham, at det ikke bare var mjøden der ledte hende. Spørgsmål en ægte gentleman, usikker på sit eget motiv ville stille. Treston havde allerede vist sig som det første. Med den ene hånd fortsat i hendes og måden han trak hende nærmere, virkede han ikke tøvende ved udsigten til et mere intimt selskab af Sedna.
Imødekommende skrånede hovedet sig mod berøringen for at forlænge den inden hånden svandt væk i det sorte hår. Nok havde hun ham som snoet om sin lillefinger, men det betød ikke hun enerådigt ledte ham i deres lille dans.
Smilet blev mere kækt ved tilbuddet om en tur i høet, i ordets bogstavelige forstand. I et øjeblik lod hun til at overveje at sige ja til at følge ham ud i den tætte regn, mod udsigten til strikkende strå af hø og en sovende deling ved siden af. ”Og risikerer at vække din deling?” lo hun blidt sin halve afvisning ud, uden at trække pande og næse fra hans.
Begge hænder greb omkring stoffet på den endnu fugtige uniform jakke, da han fik hvad der havde været berøvet ham tidligere. Et kys fuld af intensitet og lyst, trods det blev brudt ikke længe efter. Et skridt blev taget bagud, op ad trappen. Uden at give slip på stoffet forsøgte hun på ny at fører soldaten med sig.

En nøgle skabt af glas blev brugt til at give dem adgang til et tomt værelse, lige så lurvet som krostuen under dem. I mørket aften før havde det ikke været tydeligt hvilket materiale nøglen bestod af.
På puden, i den side af sengen Sedna var endt med at falde i søvn, lå selv samme nøgle og fangede en solstråle efter solen havde rejst sig ude i horisonten. Sedna selv ville være ude af værelset, inden solen kastede de første stråler af sig, før Treston ville slå øjnene op.

     Kysset var præcis som han havde forestillet sig, det ville være - varmt og vildt og legende og sultent - så afgjort et kys, der gav appetit på mere. Sednas læber var helt fantastisk bløde, og det føltes som om hun smeltede imod ham, da han lod hånden glide om bag hendes nakke og lod fingrene flette sig ind i hendes mørke lokker. 
    Hun trak sig væk alt for hurtigt, efter hans smag. Men dét - havde han efterhånden fundet ud af - var lige så meget en del af Sedna, som de flabede kommentarer og den hurtige hjerne. Han nåede kun lige at stryge en finger over hendes kind, før hun førte ham - med et fast tag i uniformsjakken, for at det ikke skulle være løgn - den sidste vej op af trappen. Han studerede hendes slanke, smidige skikkelse og kunne ikke undertrykke et grin over, at hun ledte ham til sit soveværelse på nogenlunde samme måde, som en udsmider på en havnekro ville lede en voldelig gæst til døren - men også dette føjede bare til oplevelsen af Sedna.
    En kvinde, som han virkelig ikke kunne vente med at lære endnu bedre at kende.