Det tog sin tid før Iriskan kunne se væsenet ordenligt. Tid brugt med skærmene hånd og missende øjne, til de stakkels fugleøjne endelig kunne beskue den nye gæst. Og sikken et syn hun var! Halv-fulgens øjne synes næsten himmel-blå i det nye lys, som de spærrede sig vidt op, flakkende mellem hver detalje. Det bølgende, tåge-hår, de glødende øjne der vagt Adrians egne.
En kort skrutten gik igennem Iriskan, som energien flyttede og dansede med hans fjerpragt, og den pudsede op, fjerene rejsende sig, for at danse med.

"En fornøjelse at møde dig" svarede han lavmælt, og rakte forsigtigt hånden frem for at møde Mirabelle, nøjsom med ikke at lave nogle pludselige bevægelse i nærheden af hendes hoved. En forunderligt, næsten fjoget smil bredte sig på halvfulgens læber, som blidt strøg hendes mule. Et skævt smil og et lille grin hang ved som hun rystede på hoved og kommunikerede med Adrian.
Der var en del af Iriskan der synes næsten at kunne forstå den blide hvislen. Som ord sagt i en drøm, ikke helt glemt men heller ikke helt husket. Måske var det en del af hans natur som halvdyr? En ukendt forbindelse med naturen og dens væsner? Eller måske var det bare noget han bildte sig selv ind, grebet af øjeblikket.

Det sidste blev mere og mere sandsynligt, som Adrian vidreformidlede spørgsmålet, og det bestemt ikke var hvad Iriskan havde forventet. Men forventet eller ej, så kunne han næppe nægte så skønt og blidt et væsen svar!
"Jeg kommer fra en fjern kyst, langt mod nord, og næsten lige så langt mod øst, hvor hårde klipper møder havets bølger, hvor vinden er salt, men aldrig fjern. Jeg er en af Aiurs Efterkommere" svarede han mildt, men der var også afsavn i hans stemme, skønt han søgte at skjule det. 

Det var altid lidt af en særlig oplevelse, at bevidne et møde mellem to så forskellige verdener, som ikke nødvendigvis havde mødt hinanden før, eller nogle der mindede om før. Mirabelle havde set halvdyr, men aldrig en som Iriskan. Og Iriskan havde næppe set en lysånd før, givet det betagede og overraskede udtryk der fandt sin vej og fjer og himmelblå øjne. Det holdt dig hverken den ene eller anden tilbage i at hilse, og Adrian's lyse øjne gnistrede vagt da han igennem sine svar, jah igennem sine formuleringer, anerkendte hende som værende et væsen, og ikke blot en illusion eller magi. Det var desværre sket nogle gange. 

De spidse ører lyttede på halvfuglens vegne, da sproget der blev talt, ikke var tilpasset den jordiske hørelse - sprogbarrieren var dog ikke noget man behøvede at frygte. Man kunne næsten ane (eller, Adrian kunne i hvert fald) hvordan at ånden søgte gennem sine minder og hukommelse efter et billede af det som Iriskan nævnte; kysten imod øst og nord, men da hun aldrig havde været der, måtte hun nøjes med beskrivelsen. Det fik dog endnu engang en hvisken til at ekkoe igennem hytten, og Adrian nikkede umærkeligt. "Velkommen, Aiurs efterkommer" mumlede han, og tiltede selv sit mørke hoved en anelse på skrå. Han var langt hjemmefra... og han savnede det. 
Det var noget der prikkede til sayrens nysgerrighed, men dog ikke et spørgsmål der var passende lige nu, hvor at Mirabelle's lyse blik gled ned imod skaden, og så tilbage imod Iriskan. "Mirabelle er en lindrende ånd... om du giver hende lov, vil hun kunne sætte dit ben nogenlunde sammen igen, men til hvilken grad ved jeg ikke. Var jeg selv en helbreder, ville vi snildt kunne ordne det hele..." Adrian's ene hånd gled en anelse forlegent om i skulderen, og han sukkede. "Men det er jeg desværre ikke" 

Det havde været så let som ingenting, om der havde været nogle at kanalisere magien igennem. En skade af den her størrelse ville kunne ordnes, men ikke fuldkommen... som opfangede ånden hvilke tanker der gik igennem hovedet når man talte om ens egne mangler, og et puf fulgte med, som Adrian sagte måtte le af. "Jeg tænkte at.... fuglene måske ville hjælpe hende med at forstå skaden.. nu må vi jo se!" satyren's soløjne gnistrede en anelse morende, da det ikke var til at vide. 
Om ikke andet, så var de i godt selskab. 

Iriskan var for optaget af at følge Mirabelle, til at bemærke Adrians undren. Halv-fuglens ører vippede og drejede sig, som prøvede de at opfange noget der ikke helt var der. Han prøvede, skønt det var udenfor hans evne og forstand.

Det var et overraskende ærbødigt nik der fulgte velkomsten, men Iriskan holdt det ikke længe, før hans nysgerrighed igen trak hans blik op, og lod det flakke lidt mellem de to, som der blev oversat. "Jeg værdsætter forsøget i allefald. Benet er blevet sat, men har ikke fået den hvile det nok burde" indrømmede han en smule forlegent. Det var dog næppe hans egen skyld.. ikke helt i hvert fald, selvom Iriskan havde haft noget svært ved at holde det i ro, men.. nogle uger var det da blevet til, inden Ikaris havde sendt ham ud på denne håbløse jagt.

Det usagte der udspillede sig mellem Adrian og åndevæsnet kunne Iriskan kun gisne om, men fra den tænksomme mine, det lille puf og til latteren, spredte der sig et bredt grin på halvfuglens læber. "Jeg er sikker på referancerammen en påskønnet" lo han let, mens hans forsøgte ikke at lade latteren flytte for meget på sig. Hans ben var begyndt at dunke hårdere. Det havde måske ikke være den bedste idé at gå hele vejen til Adrians skjul, selv med hans støtte.

Men det var altid så nemt at være bagklog!

"Såå.. hvordan kommer det til at foregår? Sådan bare puff magi? Slikker hun på det?" sprugte han med et drillende smil, inden varmen vendte tilbage til det "Indtil videre er hendes blotte tilstedeværelse hvert fald lindrende"

Overraskelse spærrede de gyldne øjne en anelse op, idet at Adrian i et kort sekund - et kort men vigtigt sekund - troede at det var et seriøst spørgsmål. Om hun slikkede på det! Da det dermed gik op for ham at det var ren drilleri, var det at overraskelsen blev til latter, og noget varmt men ikke mindst oprigtigt fik Adrian's dybe stemme til at komme ud i det morende grin. En enkelt af de store hænder gled op foran munden - prøvede at skærme Iriskan for potentielt spyt over overraskelsen det var kommet ud med. 
Åh. Det var lang tid siden at sådan et grin - et af dem der kom helt indefra - havde fået plads, og satyrens hånd klappede ånden en sidste gang på halsen, inden at han gik hen for forsigtigt at lirke buksebenet en anelse mere op. Skuldrene hoppede stadigvæk i de efterfølgende kluk der fulgte. med. "Sådan... 'puff, magi' er måske mere korrekt" fniste han, påpasselig med ikke at rykke for meget på ham. De gyldne øjne gled fra benet og tilbage på halvfuglen, og hertugens anden hånd lagde sig beroligende på den spinklere skulder. "Selvom de fleste siger at det føles som vand" 

Åndevæsnets lys flakkede imellem at være stærkere og mildere, førhen at den - hun - med en fornøjet, varm hvisken betragtede den luftige fuglemand, og ganske forsigtigt stødte mulen til det blottede ben. Omkring dem kvidrede de fugle der var kommet, nogle af dem landede på det snoede horn og den let buede panderyg enhjørningen præsenterede, og ikke forfærdelig lang tid efter... var det som lyden af en dyb klokke ekkoede igennem rummet, sammen med bølgen af dovent lys der spredte sig i en cirkel udfra kontakten mellem ånden og fuglen. 
Køligt, lindrende, mildt og søgende - Adrian vidste at det var en ganske speciel gave han besad, som lod ånderne tage del i de fysiske aspekter af verdenen de ellers var afskåret fra. Og derfor var det også ganske naturligt, at åndens essens rakte ud efter fuglens. 
Hvis man troede på sjæle, ville mange påpege at sjæl og ånd - omend separeret, hang fantastisk sammen. Så Mirabelle rakte ud efter Iriskan's indre, imens den healende magi tog sig af hans ydre. 
Hånden på skulderen gav ham et lille klem - det var ikke noget man behøvede at frygte, omend han ikke regnede med at frygt trak i halvdyrets sind... og med det - "Iriskan" lød det blidt, men dog privat, skærmet for Adrian's ører da det foregik inden i. 

Iriskans smil bredte sig op over begge ører, og fjerene om hans ansigt og ører puffede sig op, som en blød krone om hans hoved. Halvfuglen solede sig i satyrens ærlige, spruttende latter. Det var et fantastisk syn at overværer den ellers fattede mand bliver trukket med af morskabens vinde.
"Som vand?" gentog han, stadig med morskaben spillende i hans stemme og smil. Iriskans blik fulgte Adrian, som han flyttede på buksen, og fandt plads ved Iriskans skulder.
"Så er det godt min mor er en sule" tilføjede han med et bredt grin. Iriskan havde bestemt taget mere efter sin påfugle-far end sin havfugle-mor, men skønt Iriskans ben ikke havde den samme, vibrante blå farve som hans mors, så var de blå undertoner der stadig.

Vittighederne forstummede dog som ånden lagde mulen mod Iriskans ben, og hans opmærksomhed blev draget til den. Et lille suk forlod halvfuglen, og hans skuldre sank en anelse, som han slappede af. Et dovent halvsmil hang på hans læber, under halvlukkede øjne.
Nærhed, tryghed og omsorg.. Det var næsten mere end han kunne bærer. 
Han havde slået benet som barn engang, skåret sig på et klippeskær han var fløjet for nært. Dengang havde hans familie stået om ham, og selvom han ikke havde kunne forlade redden for en tid, havde han vist alting nok skulle gå..

Barndomsminderne veg som klokken ekkoede gennem Iriskans sind og krop, og efterlod ham tom og rolig. Ingen frygt. Ingen bekymringer. Ingen smerte eller sorg. Intet afsavn.
Hans krop føltes tung og jordbunden, men hans sind føltes let. Køligt og lindrene, men samtidig varmt og trygt, som var han fyldt af gyldent sollys.
Han var ikke alene, fortalte det lille klem om hans skulder, og Iriskane bød den blide tilstedeværelse i hans indre velkommen. Han anderkendte den "Ja?" og genkendte den "Mirabelle?".

Observerende udefra, var det at Adrian så halvfuglen falde ind i en dyb ro, hvor at det kun var det pulserende lys fra ånden der vidnede om at tiden helt reelt passerede. Sådan føltes det i hvert fald. Adrian's lyse øjne betragtede med en tavs forundring og indvendig glæde hvordan at magien fandt sin vej igennem Iriskan's krop, og på samme måde var det at han tavst lod dem - både ham og Mirabelle - tage den tid de havde brug for, og den tid de ville bruge. Det var ikke hans plads at skynde på dem, det var ikke hans sted. 

Hans sted var blot som observatør og bindeled. og lige på dén front, var det at han heller ikke hørte de ord der gled igennem de respektive sindelag. 
Mirabelle's essens blev mødt af villighed og varme, hvilket fik lyset i ånden til at danse af glide, om det faktisk havde været noget man kunne se fremfor blot at føle. "Korrekt" kom det hvislende, og lysets væsen bølgede ind over og omkring det luftbundne sind hun blev præsenteret for. Minder hos halvdyret flakkede forbi, tanker tænkt for flere år siden ligeså, men det var ikke noget der blev gravet aktivt i, da ånden mere end nogen gammel fortid ønskede at nutiden var hvad hun mødte.  "Du er..." ordene tøvende idet at væsnet også skulle finde forståelige ord at udtrykke sig med, men blot i et lille sekund, førhen at hun fandt noget bedre og billedet af solskin gennem trækroner, små, flaksende insekter som dansede i strålelyset, grebet af tiden der stod stille, flimrede ind over hans nethinde. Derefter latter og lyden af et knitrende bål i et behageligt aftenmørke, blid latter fra forskellige satyrer der alle dansede, lo og snakkede til en festlig aften - en yngre Adrian som en af dem, da det var et minde fra hende, set udefra, og til sidst lyden af regnvejr og dråber der faldt fra himlen, noget der lød som et tordenvejr i baggrunden. 
Efterfulgt af en spørgende mine, var han det? 

Hvilket var en åben fortolkning, men den bedste måde Mirabelle kunne forklarer sig. 

Det åndelige møde med lysånden var ulig noget Iriskan nogensinde havde oplevet før. Det var intenst og intimt, men også betrykkende på en særpræget måde. For skønt Iriskan ofte skammede sig over hvad han var nød til at gøre, så havde han aldrig skammet sig over hvem han var. Den inderste del af ham, som ingen kunne tage fra ham, og som han desperat havde værnet og fastholdt alle disse år, på trods af al den afstraffelse det havde medført.

Mirabelles vision blev mødt først af forvirring, dernæst tænksom overvejelse. Var det ham? Den frisindede dans, let til latter, og gælde i andres nærvær? Det var ham. Men den mørke storm der truede med at overskygge alt, buldrene i det fjerne? Det var også ham.
Overvejelse blev til bekræftelse, og han forsøgte at dele et mentalt billede tilbage. Et billede af en krage, højlydt skræppende og baskende med vingerne, fastsat i et bur, med noget bundet om det ene ben. En besked måske, eller noget der skulle leveres?

Hvad der foregik imellem de to væsner, det kunne Adrian ikke vide... han kunne observerer, men han kunne ikke vide det, trods det trak i ham, at spørge. Han vidste dog bedre end at blande sig i noget der ikke vedrørte ham, og med tiden, så plejede alt at ordne sig i den rækkefølge det skulle være i; hvis der var noget han burde vide, så skulle det nok komme frem. 

Indeni var det dog at Mirabelle selv også lyttede. De lysende, gyldne øjne der betragtede Iriskan skinnede en anelse klarere da han faktisk sendte en besked tilbage, og selvom det ikke var til at sige om hun forstod, eller ikke forstod - om hun overhovedet vidste hvad Iriskan mente, eller om det mentale billede blot var et billede hun kunne tage med sig på vejen, jah så skyllede endnu en bølge af blid varme indover halvdyret.
Og så trak hun sig langsomt tilbage. Essensens slap sjælden, og Adrian kunne udefra se hvordan at mulen - og det selvom den umuligt kunne føles fysisk at røre ved - 'slap' kontakten med hud. Han så også hvordan at halvfuglens øjenlåg sitrede, de ville nok snart åbne sig. 
Og når han kiggede ned på den hævelse der havde præget det ømme område, ville han sværge på... at det ikke længere så ligeså slemt ud. 

Den mørkebrune hånd gled uden meget tanke over det, taknemmeligt over åndevæsnets hals, og et lavmælt tak blev dog også sagt højt. Hun var virkelig fantastisk... og han havde virkelig... taget godt imod hende. 
Den anden hånd, som i løbet af alt det her havde været at finde på halvfuglens skulder, gav ham et forsigtigt og blidt klem, idet at han bukkede sig en anelse mere ned i øjenhøjde. "Iriskan? Hvordan.." hvordan har du det? Det uspurgte spørgsmål; han håbede at svaret var 'godt'. Fordi der ville nok ikke gå lang tid, før at totemmets ånd ville søge tilbage fra hvor den kom. De var her trods alt kun op til 10 minutter, når de var her.... 

At mærke ånden trække sig, var næsten som at sige farvel til en del af en selv. En del af Iriskan ønskede blot at fortabe sig i deres forening, i minder og varmt lys, i det selv han ønskede  at være. Men han viste det ikke kunne blive. Det var ikke virkeligt, og den mand Iriskan ønskede han var, var blot en drøm.

En milde tilstedeværelse trak sig, og efterlod en rolig tomhed i Iriskans indre. Hans øjenlåg sitrede lidt, med i stedet for at åbne, løb der tårer ned af hans kinder i en let, kontinuerlig strøm. Skulderen under Adrians hånd skælvede og et forsigtig hulk undslap halvfuglens let adskilte læber.

"Jeg..." startede han, stemmen spinkel og en anelse grådkvalt. Hvordan havde det været? Hvordan havde han det? Det føltes uvirkeligt. Ubeskriveligt. Hvordan kunne man sætte ord på følelser, billeder.. på minder?
Iriskan åbnede langsomt øjnene, der våde synes helt grå. Han så ned af sig selv, og først nu indså han at den dunkende fornemmelse i hans ben var mildnet. Nej, ikke bare mildnet, den var væk. Forsigtigt løftede han benet. Ingen smerte. Han bukkede og strakte det et par gange. Ingenting.

Et tungt suk forlod halvfuglen, som han lukkede øjnene igen og sænkede hoved. "Tak". Tårene løb forsat, og lod til ingen ende at have.

I et sidste lysglimt, hvisket væk af den stille vind der gled igennem vinduet, var det at åndens skikkelse og væsen langsomt svandt ind til ingenting. Dens bølgende men milde tilstedeværelse måtte tage rejsen tilbage til det åndeplan hun vandrede på, men det var en tavs afsked, da Adrian's lyse blik kun befandt sig på halvfuglen som havde været i kontakt med hende. 
Fordi ikke lang tid efter, gled en enkelt tåre ned over den blege kind. Og så en mere. 

Adrian fulgte dens bane med blikket, overraskelse sitrende i de let adskilte læber da han endelig åbnede de grålige øjne. Benet havde det godt - han knap nok ænsede at Iriskan tjekkede det efter - og særligt ikke som han fornemmede, nej følte hvilken skælven der hang ved den spinklere mands krop. Var han okay? Et tak fulgte med, og det lød hverken hult eller tvunget. Det var så lidt. 
De ord kom dog ikke frem, da et mildere smil nu trak op - nu hvor at han vidste at det ikke var smerte eller sorg der farvede de kønne øjne, og satyrens hånd omkring hans skulder, gled op langs kæben - jah forbi de forunderlige bakkenbarter af fjer - og hele vejen hen til hans hage, for blidt at skubbe det sænkede hovedet en anelse op igen. Imens, gled den høje mand ned i en hugposition, og lod den anden hånd hjælpe ham med at holde balancen da den greb fat i knæet som fik et lille klem. "... det er altid en underlig følelse..." mumlede han, og lod de gyldne øjne glide over Iriskan og den sorg - nej ikke kun sorg - det savn der hang over ham. 
Om noget kendte Adrian til følelsen af at savne og længes. Det var bittersødt. 

Et skælvende åndedræt forlod Iriskan, som Adrians hånd løb fra skulderen til hagen, og Iriskan løftede lydigt hoved, og rettede det våde blik mod satyren. Halvfuglen veg ikke fra Adrians berøring, hverken mod ansigt eller knæ.
Langsomt nikkede Iriskan sin enighed, og et forsigtigt skævt smil lysnede de trårevædede kinder op "Det er hvert fald en oplevelse jeg aldrig glemmer" indrømmede han blankt, og rakte ud for at lægge hånden på det nærmeste af Adrians pelsede ben. Iriskan sad solidt plantet på stolen stadig, så det var ikke for fysisk at støtte sig mod den anden mand, men for nærværet og kontakten. Iriskans åndedræt stabiliserede sig også, og blev mere jævnt, som hans fingre fleksede, og med næsten genert diskretion, begravede sig en anelse i pelsen. Smilet på halvfuglens læber blev en anelse varmere, og de fjerede øre løftede sig.

"Er det.." Iriskan sank en lille klump "Også sådan for dig, hver gang?" spurgte han forsigtigt, nysgerrig, men usikker på om det var noget man kunne spørger om - og hvad det egentlig var han spurgte om. Iriskan var ret sikker på Adrian ikke havde været en del af den forbindelse halvfuglen havde delt med ånden, og alligevel synes satyren at forstå hvad der var sket, på en måde Iriskan ikke kunne sætte ord på.

Det flygtige smil vandt en smule mere frem på Iriskans ansigt, og selvom det stadig bar præ af den intense oplevelse med lysånden, var det et trygt smil.
Halvfuglen lyttede roligt til satyrens beretning, og nikkede langsomt imens. Skønt ordrene var vage resonerede de utroligt dybt med den oplevelse Iriskan selv lige have haft. "Som en sang hvor man har glemt ordrene, men husker melodien" gentog han med flere små nik, og hans smil blev sorgmodigt. Det beskrev det godt. For han huskede brudstykker af sit hjem, glimt af følelser og oplevelser, men tidens sand havde skurret detaljerne væk, fjernet ansigtstræk og navne. Hvad han havde tilbage, hvad han klamrede sig til, var ekkoer af en sang der engang havde lydt så stolt i hans bryst, men nu kun var en halvglemt melodi. Men ikke desto mindre knugede han den til sig, for hvad der var tilbage af den, var hvad han havde tilbage af sig selv.

Som Adrians hånd fortrak sig fra Iriskans ansigt, fulgte hans kind lidt med, som havde den en modvilje mod at blive slubbet, og som for at understrege det, lagde hans øre sig ned, i en skrå, bagudvendt retning. Ørene rejste sig dog hurtigt igen, som Iriskan rømmede sig en anelse, usikker på satyrens signaler. Han slap hans kind, men nussede hans knæ, og hans havde ikke fjernet halvfuglens egen hånd, der efterhånden havde gravet sig godt ned i pelsen på Adrians ben.
Så i stedet for at rejse sig, eller tage stilling, tog Iriskan sin frie hånd, og forsøgte at gøre noget ved de floder der efterhånden var drevet nedover hans kinder.
"Jeg.." Iriskan stoppede. Han havde nært sagt han aldrig ville glemme oplevelsen, og gentaget sig selv. Det var sandt, og måske værd at gentage, men i stedet bragte det blot en lille varm latter frem fra halvfuglen, der rystede en smule på hoved af sig selv.

"Man siger godt selvskab for tidens sand til at glide ud mellem fingrene på sig, mens dårligt tvinger en til at tælle hvert sandkorn?" Iriskan øjne søgte Adrians med et håbefuldt blik, og et skævt smil "Jeg ville sværge der kun er gået 5min siden vi mødtes, men jeg har på fornemmelsen jeg ville tage fejl!"

 

Det lysere humør lod sig ikke slippe så let denne gang, som halvfuglen solede sig i de gyldne øjnes varme glød. "Sandheden kan næppe ejes, for er den ikke lige så underlig en størrelse som tiden? Som tiden ved vi den er der, men som med tidens sand, krakelere den jo hårdere vi klynger os til den, jo mere fanatisk man tror, jo skrøbeligere bliver sandheden" fortsatte han. Iriskan var ingen filosof, og hans ord var langt fra gennemtænkte, med han havde set nok fanatikeres reagere eksplosivt når deres sandhed blev udfordret, til at dele et øjebliks visdom.

Satyren rejste sig, og et let suk undslap Iriskan. Øjeblikket var over, og det var på tide at komme tilbage til virkeligheden, hvor behageligt afbrækket ellers havde været. Halvfuglen gav den støttende hånd et klem, inden han energisk svang benet af stolen, og trak sig op ved Adrians hjælp.
Iriskan holdt vægten på det raske ben til at starte med, og først da han var oppe, skiftede han prøvende vægten over på det indtil-for-nyligt skadede ben.
Først forsigtigt, men da der ingen smerte kom, hoppede han lidt fra det ene til det andet ben. "Så godt som nyt!" erklærede han grinene "Tak endnu engang, til jer begge. Er der virkelig intet jeg kan gøre som tak? Hvis det er indenfor min evne, så skal det blive gjort" erklærede han med en munter fasthed.

Iriskan følte det lille træk i hans hånd, og fulgte opfordringen så let, som havde de danset til velkendte trin. Han spandt i et hvirvel af farverige fjer og gyldent skær der spillede i den magiske belysning og de få stråler af sollys der fandt vej ind i den lille stue.
Piruetten bragte Iriskan tættere ind på Adrian igen, og det levende smil der spillede på halv-fuglens læber var intet mindre end forførende. Det varede dog kun et øjeblik, et kort velsignet øjeblik, før halvfuglens udtryk igen blev mere seriøst.

"Gaver er næppe noget man ser givet frit i disse tider" kommenterede han melankolsk, men et skævt smil fandt vej til læberne som han fortsatte "Men jeg kan tro det fra dig" erkendte han. Måske var det naivt, men Iriskan troede oprigtigt på at denne gave var givet frit og ærligt. Han havde en tillid til Adrians karakter, som halv-fuglen ikke havde troet eksisterede i ham længere.

Iriskans blik faldt mod jorden kort, inden det fandt Adrians gyldne øjne igen "Også selvom jeg har mere at bede om" tilføjede han næsten tøvende. Nok havde Adrian og Mirabelle healet ham, for hvilket han var dem evigt taknemmelige, men Iriskan havde stadig sin mission, og lige nu var Adrian hans bedste spor.

Det var svært for Iriskan ikke at miste modet som Adrian tiltede hoved til siden, og så roligt tog imod hans anmodning. Det tog halvfuglen havde ikke at tilstå sit bedrag for satyren. Men Iriskan mindede sig om hvad han gjorde det for. Hvem han gjorde det for. Han manede de falmede minder om sin klan frem for sit sin, deres smil, Nålehales hånene grin der altid kom med et varmt glimt i øjnene.

Halvfuglen vejede deres liv mod satyrens tillid, og fandt den let at bryde. Det var nødvendigt, skønt Iriskan ikke betvivlede at Adrian aldrig ville tilgive ham hvis sandheden kom frem. Iriskan viste han aldrig ville tilgive sig selv og at Adrians gyldne øjne ville hjemsøge ham længe.

"Grunden til jeg kom" startede han blidt og et skævt, spørgerne smil trak over halvfuglens læber. "Du nævnte du havde en vag idé om hvad der skete i lysningen, og måske kunne finde ud af mere?" pressede han forsigtigt.

"Den kriger af Lyset reddede mange liv den dag er det fortalt, og for dem der var i det slag, der ikke selv kan, tog jeg det på mig at finde ham, eller som minimum finde vished om hans skæbne..." forklarede han med en usagt bøn mellem ordrene, trods de gav ham intet andet end dårlig smag i munden. For intet han sagde var usandt, men den sti ordrene ledte ned af, kunne ikke være fjernere fra virkeligheden.