Freydis fik et godt greb om den anden bog og fik lagt den ovenpå den anden med forsigtighed, så oversiden ikke skulle kunne blive beskadiget. ”Virkelig? Det må du meget gerne!” lød det ret så begejstret fra Freydis, som han tilbød at finde flere af dagbøgerne. Det ville i hvert fald være fantastisk, hvis dagbogen faktisk egnede sig til datteren.

Blidt lagde hun bøgerne ind mod sin overkrop, i sin favn, således de lå tæt og trygt i hendes favn. Hun fulgte straks med, som Archimedes bad begyndte at gå. Det var jo ikke ligefrem fordi han var utrolig hurtig, hvilket far forståeligt, når man havde fået lidt af en alder på sig. Hun var spændt på hvor længe hun fik lov til at udlåne bøgerne, men heldigvis boede hun ikke længere væk end en dags tid, så hun burde snildt kunne huske at aflevere dem til tiden.

Archimedes nikkede klukkende af Freydis. ”Naturligvis. Med lidt tid kan man finde det meste,” sagde han muntert. Det var også derfor en som Hecate normalvis bestilte bøger, så han kunne sørge for at de var fundet frem. Systemet virkede aldrig til at virke optimalt, når man bare ledte på selve dagen.

Turen tilbage, tog ligeså lang tid som den anden vej, og da de nåede skranten, bevægede Archimedes sig om bag den, før han fandt en stor bog frem som han slog op i. ”Hvor ofte kommer du til Dianthos?” spurgte han, som han begyndte at bladre i bogen, for at komme op til den rigtige side. Det var begrænset hvor lang tid man kunne låne en bog trods alt, når man bare var en almindelig borger, men Archimedes gjorde sit, for at gøre det så bekvemt for dem der brugte biblioteket som muligt, og Freydis virkede som en sød og ansvarsfuld pige. Hun havde trods alt et lille barn. 

Freydis sendte Archimedes et bredt smil. Det glædede hende, at han gad prøve at finde nogle flere af dagbøgerne. Det ville bare være så perfekt, hvis Nadiya kunne få dem læst højt, eller måske om nogle år, selv kunne læse dem. Bøgerne i favnen var tunge, men Freydis gjorde sit, for ikke at gøre det synligt, eftersom der var lang vej til skranken og hun ikke nænnede at lade ham bære dem. Det ville jo være tarveligt, og desuden skulle hun kunne bære dem hjem. Det var godt hun havde sin kurv nede ved skranken.

Da de nåede skranken bevægede hun sig foran den, så hun stod med næsen i retningen af Archimedes. Hun lagde forsigtigt bøgerne op på skranken. Lettet over at kunne holde en lille pause fra at bære dem. ”Minimum hver fjortende dag,” fortalte hun og så fra bøgerne op mod Archimedes og ned mod de sider han bladrede i. Freydis kom til byen for markedet, da de ofte havde ting på udsalg, eller små boder. ”De kan bare sige en dato for hvornår jeg skal aflevere dem. Det tager kun en dags tid at komme herud,” tilbød hun, og så op mod ham igen. ”Nadiya skal trodsalt med herind næste gang, så du kan se hende,” påmindede hun ham. Det var på den måde ikke et problem at skulle finde en der kunne passe datteren, hvis nu manden ikke var hjemme. Det eneste problem var nok bare om de ville kunne gå fredeligt igennem gaderne.

De lange slanke fingre bladede med en vis forsigtighed og med trænet finesse i den store bog, indtil han landede på siden han skulle frem til, før at han fandt en pen, og kiggede op på Freydis, mens han overvejede hvad hun sagde. Hvis hun så ofte tog ind til Dianthos, så ville det nok ikke være et problem.
”Hvad med at vi siger en måned til at starte med. Vi kan altid forlænge det, hvis det er nødvendigt,” sagde han smilende. Man kunne dog godt at se at hans øjne var begyndt at stråle lidt mere over at Freydis havde lovet at tage Nadiya med ned for at besøge biblioteket. Der var bare noget ved børns glædelige væsen, som bare trak ind i. ”Dit fulde navn?” spurgte han, så han kunne notere Freydis' navn ned i bogen, bøgerne hun lånte og dermed også hvornår de skulle afleveres.

At der kunne komme problemer med at tage en halv minotaur med ind i byen, det tænkte han ikke over, men det var også fordi der næppe var nogen der råbte over hans egen dyriske side på disse kanter mere. De havde vænnet sig til den gamle satyr. 

Freydis blik hvilede skiftevis på Archimedes slanke fingre og hans ansigt som han bladrede frem til en side hvori han skulle skrive hende og bøgerne ind. ”En måned lyder perfekt. Skal jeg tage bøgerne med, hvis jeg skal forlænge låneperioden?” spurgte hun så. Det var jo bedre at være på den sikre side, og hvis hun kunne slippe for at bære dem hele vejen ind i byen, for at bære dem hele vejen hjem igen, så ville det jo være formidabelt. Freydis gav ham et varmt smil, med søde æblekinder til ham, som han så tydeligt udstrålede at han glædede sig til at se hendes datter. ”Freydis Aviana Monrad,” svarede hun ham, som han spurgte efter det fulde navn. Eftersom Archimedes var begav sig med ord ret så meget i sin hverdag, valgte hun at tilføje lidt, for at være sikker på han stavede hendes navn rigtigt. ”Freydis med Y og Aviana med et N,” hun smugkiggede lidt på hvordan han skrev. Det var altid spændende og se om man kunne læse andres kragetæer på hovedet.

Archimedes nikkede. ”Det ville være for det bedste,” indrømmede han. ”Bare så vi kan være sikre på at du stadig har dem, og ikke bare prøver at slippe afsted med at de er blevet væk.” Det var trods alt dyrebare bøger, men bøger var alligevel ikke noget værd hvis de ikke blev brugt og læst.

Han skrev informationerne ned, og tog også fat i bøgerne, så kunne få bogtitlerne, eller i hvert fald noget der mindede om dem, nedskrevet, så de havde det hele nedskrevet. Hans skrift var elegant, kursiv, og nok lidt svær at læse både på hovedet, men også for folk der ikke var vant til at læse. Det var ikke letlæseligt. Da det var skrevet ned, satte han pennen væk, mens han lød blækket tørre ind i bogen.
”Så ses vi senest om en måned,” sagde han muntert med et smil på læberne, og smilerynkerne omkring hans øjne ekstra tydelige. Hvis der ikke var mere hun skulle, så var det desværre også der hvor deres veje ville gå hver til sit. 

Freydis nikkede, som han fortalte hun helst skulle medbringe bøgerne for at forlænge dem. Zalans. Det kunne jo lige være hun kunne være heldig ikke at skulle slæbe dem den lange distance, mens hans grundlag var jo forståeligt. Bøgerne havde en værdi, og det ville være synd hvis bøgerne blev væk og man bare gik og forlængede hele tiden uden at finde eller erstatte dem.

Det observante øje kunne ikke læse bibliotekarens håndskrift på hovedet. Men den så i hvert fald flot ud, det hang måske sammen med en masse år på bagen?
Freydis smilede muntert til ham, som han nævnte at de skulle ses om senest en måned. Hun glædede sig til at vise sin lille datter. Hun tog sine bøger ned i sin kurv, og så snart hun var sikker på hun havde det hele nikkede hun pænt til ham, ”Vi ses inden for en måned,” lød det muntert tilbage, for efterfølgende at begive sig ud af biblioteket.

//Timeskip til under en måned senere//

De blege hænder var travlt optaget. I den ene var en kurv med bøger som skulle afleveres og i den anden var datterens hånd. Sammen gik de nemlig mod biblioteket, tæt op langs gadernes vægge, for ikke at vække for meget opsigt. Det gik også helt smertefrit, heldigvis. Datteren havde også fået et pænt klæde om sit hår og sine horn. Halen og benene var dækket af en lang nederdel. Det var en af de måder hvorpå de kunne gå nogenlunde i fred.
Inden længe gav Freydis sin datters hånd et lille klem, for at fortælle hende de skulle dreje ind her. Ind kom de til biblioteket, og Freydis blik søgte helt automatisk efter Archimedes skikkelse. Måske kunne hun se ham et sted? Datteren var ikke to sekunder om at trække det lille klæde af hovedet. Til syne kom to halvlange horn og en krøllet, uglet og rød frisure. Målrettet for at kunne få afleveret de to tunge bøger begav hun sig mod skranken, for efterfølgende blidt at lægge bøgerne op på skranken. Måske havde Archimedes allerede bogen nede ved skranken? Hun havde ikke nogen forventning til det, eftersom hun ikke var vant til hvordan det foregik på biblioteket.

Archimedes sendte et lille vink i Freydis' retning, da hun forlod biblioteket igen, og med et muntert smil på hans læber. Det var så rart når unge også kom ind for at læse. Forhåbentlig ville han have muligheden for også at møde Freydis' datter, men mest af alt, så var han bare glad for at have en så fornuftig bruger af biblioteket, og sød ovenikøbet.

De næste par uger lagde han mindet om Freydis og hvad der var blevet lovet, bagerst i hovedet, og dagene gik som de nu engang gjorde.

Da Freydis kom ind på biblioteket igen, var Archimedes faktisk ved skranken denne gang. Han havde sat sig bag den, og sad og læste lidt i en bog, mens der ikke skete så meget derinde. Dog rørte hans ører straks på sig, som han genkendte den bekendte lyd af klove mod stengulvet her i salen. Normalvis fra hans egen familie, men da han kiggede interesseret op, var det i stedet for en rødhåret kvinde og en ung pige, som selv så ud til at have horn.
Det krævede lige et øjeblik at grave i det gamle sind, før smilet spredte sig lidt mere. ”Velkommen tilbage Freydis, oooog?” Han havde rejst sig op og kiggede med det bedste bedstefar blik på den lille datter Freydis havde med på slæb. Hun var absolut bedårende, men til gengæld var hun nok også en der ville vokse Archimedes langt over hovedet. 

Archimedes befandt sig bag skranken og Freydis sendte ham straks et venligt smil, som han hilste. Freydis så ned på sin datter med et smil og klemte hendes hånd blidt. ”Du kan godt præsentere dig, ikke?” spurgte Freydis ledende og skævede en gang op på Archimedes før blikket vendte tilbage til datteren. Datteren grinte en anelse genert før hun rettede sig op og skød brystet frem, som var hun en soldat eller kriger.

”Nadiya!” præsenterede datteren sig højt, uden at tænke over at de var på et bibliotek. Freydis kunne ikke holde et stort smil tilbage, som formede små æbler på hendes kinder. Hendes datter gjorde hende umenneskelig glad, især når hun kunne gennemføre noget som at præsentere sig uden nogen besværligheder. ”Hvad hedder duuuu?” spurgte datteren så og lod sine lapper gribe om skranken for at hive sig lidt tættere på den. Hun lød oprigtigt nysgerrig. Freydis tillod at hun ikke snakkede helt formelt, for det virkede ikke til at Archimedes havde gået op i det, især ikke når det var et barn - det at hun var halv minotaur gjorde jo kun en bonus.

Små børn var altid så bedårende. Heldigvis havde Archimedes aldrig haft et behov for at få flere, da hans egne også var begyndt at få børn, ellers havde de nok haft væsentlig flere end de egentlig havde. Der var også folk der mente at Archimedes og hans hustru havde fået nok.

Han ventede spændt på at den lille pige tog sig sammen, og så kom det og en latter undslap hans mund, mens hans øjne blev smallere i et smil, og smilerynkerne så meget tydeligere. ”Hvilket yndigt navn,” sagde han, ikke helt villig til at bede hende dæmpe sig endnu, selvom han nok skulle finde tilbage til sin position som bibliotekar... lige om lidt.
”Mit navn er Archimedes,” sagde han leende. ”Jeg er bibliotekar her på biblioteket, og herinde...” han sænkede stemmen. ”Her er man stille, så man ikke forstyrrer dem der sidder og læser.” Han lagde kort en finger for munden for at illustrere det, inden han forsatte. ”Så vi snakker med små stemmer her.” Det var alt sammen meget pædagogisk, og han var tydeligvis vant til at have børn med herinde. De blev bare begejstret og ofte nyttede det alligevel ikke at skælde dem ud når de var højlydte. De fleste af dem kunne finde ud af det med lidt hjælp. 

Nadiya smilede et bragende tansmil, som viste en enkelt spids hjørnetand. Hun var i den grad noget for sig selv, den lille pige. Hendes øjne funklede næsten som hun hørte navnet. Det lød besværligt. Smilet falmede til en lidt spids mund, som hun lyttede til at han forklarede sit erhverv. Smilet blev dog bredere igen, som han forklarede at man var stille på et bibliotek. Hun efterlignede ham, og satte en finger foran sine læber småligt leende. Hun skulle jo ikke larme og forstyrre! ”Små stemmer,” hviskede datteren glad, for at fortælle hun på en eller anden måde havde forstået beskeden han havde prøvet at fortælle hende.

Freydis stod glad og så til, sådan som han håndterede hendes datter, og fik hende til at adlyde, næsten ved at lade det være en ide der selv blomstrede i Nadiyas hoved, om at hun også selv skulle være stille. Det var tydeligt at han havde erfaring med børn og sikkert også børnebørn. Freydis gav sin datter et blidt bekræftende klem om den ene skulder, inden hun så op mod bibliotekaren Archimedes. ”Jeg havde lidt at aflevere,” lød det fra hende roligt, før hun bukkede sig ned og samlede den ene bog op og lagde ved skranken. Det var nok nemmest at aflevere, før hun hørte om han havde fundet flere bøger.

Det var så dejligt når børn forstod hvad man ville have dem til det, ikke at Archimedes troede at det ville holde for evigt herinde. Når de blev begejstret så glemte de det, men så var det hdlgit at man altid kunne minde dem om det igen. Han savnede sine egne børnebørn og oldebørn.

Heldigvis var han ikke fuldstændig distraheret og han kiggede da op som Freydis gjorde sig opmærksom på sig selv igen og at hun havde noget at aflevere. ”Ah, naturligvis,” sagde han og sendte et sidste blik til Nadiya, inden han tog imod bogen, og lagde den lidt ud til siden, inden han slog op i den store bog for at finde Freydis og hvor hun var skrevet op med bogen. ”Endte I med at kunne lide den?” spurgte han, for han havde da haft muligheden for selv at kigge sig omkring, for at se om der var andet i samme retning, som de kunne læse sammen hvis det var. Det var ikke en stor stabel, men et par bøger havde han i hvert fald fundet frem. 

Freydis gav Archimedes et blidt smil, som hun fik lagt bogen op på skranken, inden de næste bøger endte samme sted. En efter en, for at være sikker på at de ikke blev krøllede eller kom til skade på nogen vis. Det var jo gamle bøger.

Freydis samlede så hænderne, flettet, på disken, og skimtede kort ned på sin datter, som stod og vippede lidt utålmodigt frem og tilbage. Blikket vendte dog tilbage, så snart den store låne-bog blev hevet frem og åbnet. Freydis studerede hvordan bibliotekaren fik bladret frem til Freydis’ side. ”Ja, Nadiya var meget glad for dem. Der gik ikke en aften uden der blev læst højt,” forklarede hun og nussede sin datters hår en enkelt gang. ”Fandt du flere i samme bolgade?” spurgte hun med et blidt smil og blikket rettet mod Archimedes igen.

Archimedes tog imod bøgerne, og stregede dem ud, som han fik tjekket at det var de korrekte bøger han havde fået, og til sidst tjekkede han om de alle sammen var der, hvilket de heldigvis var.
Han kunn eheldigvis godt koncentrere sig om to gang på en gang. ”Jeg er glad for at de faldt i hendes smag,” sagde han nikkende. Det havde de trods alt ikke være sikre på men han var i hvert fald glad for det. ”Jeg har lagt nogle bøger til siden, som jeg tror hun også ville være interesseret i, selvom vi virkelig ikke har mange af dem.” Det var desværre ulempen ved et sprog der så sjældent blev nedskrevet, og næsten var ved at dø helt ud.

Da han var sikker på at han havde fået streget bøgerne ud og sørget for alting var som det skulle være, så tog han bøgerne og lagde dem om bag sig, så han kunne lægge dem på plads senere hen, måske han skulle hive fat i en af de yngre for at hjælpe. ”Jeg har lagt dem lidt væk, så der ikke var andre der kom til at tage dem, skal vi?” spurgte han, som han også lukkede den store bog i, og tog fat i sin stok. 

Uanset hvor upopulært noget var, så var det altid vigtigt at have orden i tingene. Det var ikke altid at det faldt naturligt for Archimedes i sit personlige liv, hvor han trods alt havde en hustru til at hjælpe ham med at tingene var, som de nu engang havde været i 30 år, men her gjorde han det trods alt altid.
Med stokken som hjælp, så begyndte han at bane sig vej over mod hvor bøgerne var blevet lagt til siden, med Freydis og Nadiya på slæb.
"Det er altid vigtigt at sørge for at dem der kommer efter en selv, også kan finde tingene, hvis de kigger de rigtige steder," pointerede han. "Desværre har vi for mange bøger til at have system i det hele, men vi forsøger, hvor vi kan. Især når vi har hænder nok til at hjælpe med det." Nogle kom og gik, og til tider havde de da også mere travlt end andre, men Archimedes holdt nu stadig af jobbet.

Der var dog ikke langt hen til hvor bøgerne var blevet lagt til siden. Ikke kun til Freydis, men der var også andre stakke, og han kiggede over dem et par gange, inden han hev fat i en lille bunke med bøger. "Jeg håber der er noget heri som kan bruges," lød det venligt fra ham, og lagde dem ud på bordet foran dem så Freydis kunne kigge. De var trods alt alle på de ønskede sprog, men der er et par mere af samme serie som deres tidligere, selvom børnebøger var der ikke noget om. Minotaurer skrev så sjældent noget ned.

Freydis smilede blidt som han nævnte hvordan dem der kom efter ham skulle kunne finde tingene hvis de kiggede de rigtige steder. Hun var helt enig. ”Det godt at I kan hjælpe hinanden,” lød det roligt fra hende. Hun kunne godt forestille sig at det kunne være uoverskueligt hvis ikke man var nok hænder til sådan et gigantisk bibliotek.

Det var ikke langt de tre krystalianere skulle gå før de nåede til de bøger som bibliotekaren havde lagt til side til dem, og nok også nogle andre. ”Jeg er ikke i tvivl om at der er noget der kan bruges,” lød det fra Freydis hvis blik fulgte bøgerne, som Archimedes bragte bøgerne op på bordet. Hendes øjne kørte hen over bøgerne en ad gangen, samlede en op, vendte den lidt og kiggede på nogle af det første sider før hun lukkede bogen i og drog til den næste bog. Bøgerne fik hver sin bunke. Dem der skulle med hjem, dem der kunne overvejes og dem der ikke skulle med hjem. Hun kom frem til at to af bøgerne skulle med hjem, og stod for en stund og kiggede på en bog som hun overvejede om den skulle med hjem eller ej. Hun endte med at lægge den væk. ”Jeg tænker at jeg tager disse to bøger for i dag,” fortalte hun til den lille satyr. Hun valgte at samle bøgerne op så hun kunne tage dem med over til skranken, så Archimedes ikke skulle slæbe på dem. ”Jeg sætter virkelig pris på at du har fundet så mange bøger,” lød det med et mildt smil.

Archimedes stod troligt og ventede på at Freydis fik besluttet sig inden turen gik tilbage mod skranken så de også godt kunne tjekkes ud. Han værdsatte at han ikke selv skulle slæbe på bøgerne, da hans fysik nu ikke var som den engang havde været. Den ville heller ikke blive bedre, men han var ved at forene sig selv med at han også var ved at blive så gammel at der ikke var mange år tilbage af hans liv, men han havde også levet et langt og tilfredstillelende liv.
“Det er min fornøjelse. Det er altid godt at se hvad der er gemt, som man ikke lige selv husker er her,” indrømmede han. Det var som at gå på et lille eventyr når alting stod i orden så godt som det nu engang kunne.

Da de nåede skranken begyndte han at skrive bøgerne ned og Freydis’ detaljer. “Så du skal barek omme tilbage og aflevere dem om en måned, ligesom sidste gang, og så håber jeg I begge to kommer til at nyde dem.” Det havde været hyggeligt at se den lille minotaur pige, og han kunne godt mærke at han allerede glædede sig til at se sine egne børne- og oldebørn. Det var ved at være et stykke tid siden sidst.

//13-03-2023 - Lukket grundet Inaktiv