Adena klynkede og trykkede sig selv ned mod græsset. Det havde lige set ud som om han slappede mere af. Ansigtet havde lagt sig i mere afslappede folder, men det holdt kun et øjeblik, før raseriet igen indtog hans blik. Nu hvor Adena ikke længere havde mulighed for at undgå at se på ham, var hendes blik som fastlås i hans. Det skrækindjagende syn fik hendes hjerte til at banke hurtigere og frygte for sit liv. Hvordan kunne det her ske? Hvorfor havde ingen opdaget, at de var gåt ud i haven og fulgt efter dem? Hvorfor kunne hun ikke bare skrige på hjælp?
Fordi du ingenting er i forhold til ham, lød hendes indre stemme. 
Han ville med lethed kunne tromle henover hende social ligesom han gjorde nu fysisk, og hvadend fyrstsønnen havde lyst til, kunne hun næppe stille sig i en position til at modsætte sig. Hun var kun komtesse i en baronfamilie. En enormt stor baronfamilie, der sikkert ikke ville savne en enkelt ung pige, skulle hun dø her i haven.

"Ved Isari, De tror jeg gør det med vilje," gispede hun. Erkendelsen til hende kom som et lyn fra klar himmel - eller måske havde et af lynene i Athelstans blik revet sig løs. "Jeg prøvede at undgå dig hele aftenen!  Hvorfor ville jeg nogensinde ønske at se på noget så... Så... Så klamt? Jeg vidste kun, det var dig, fordi det blev ved med at ske lige efter fester, hvor du havde været, og det ikke skete, da du ikke var der!"
Talestrømmen rullede forhastet over hendes læber. Hun var rædselsslagen for, at han kun ville høre halvdelen af forklaringen og hun ville ende i en endnu større misforståelse. I arten glemte hun igen at benytte de korrekte tiltaleformer, men værende ansigt til ansigt med det monster til Athelstan af Erneyll, var det en af hendes mindste bekymringer lige nu.

Hendes gispende udbrud forvirrede adelssønnen. Hvad mente hun? Selvfølgelig antog Athelstan, at hun gjorde det med vilje, var hun komplet indavlet?
Pigebarnet havde ikke udvist andet end afsky og had til hans prægtige person og først da han med rå styrke havde fået hende ned at ligge, var hun begyndt at klynke og bede om nåde og undskylde for sin forkastelige og dybt ubegrundede adfærd. Kun personer der var bevidst om deres egen skyld handlede sådan, fortalte Athelstans erfaring ham. Hvis pigebarnet virkelig havde været så uskyldig, havde hun aldrig lokket ham med ned i haven eller slynget om sig med ukvemsord til at starte med.
Alene tanken om at hun nu, trods sin ubehjælpelige position på græsset (og på den sociale rangstige) fortsat prøvede at bilde ham usandheder ind - og dermed skabe unødvendig forvirring – fik ham til at hvæse:
”Stille! Dit løgnagtige skarn – nu fortæller du mig sandheden, er du med? Sandheden – hvilken magi har du lagt over mig?!”
Athelstan havde aldrig været begejstret eller tryg ved det overnaturlige aspekt, hvorfor magi ikke var nogen undtagelse. Det skræmte ham at folk havde magiske evner, fordi han ikke selv havde og dermed besad de automatisk en fordel; et ekstra våben, der kunne skade ham uden at han kunne gøre noget for at forhindre det.

Tårerne, der før kun havde været samlet i hendes øjenkroge, var begyndt at flygte ned ad kinderne. I den liggende stilling var det sværere at holde dem tilbage, og den kolde klamme følelse af det våde græs imodh endes ryg hjalp heller ikke på situationen. Hun var begyndt at sitre med kuldegysninger. Adena var holdt op med at vride sig under ham, da det kun øgede presset han lagde og gjorde mere ondt i hendes håndled, men hun kunne ikke stoppe sine muskler fra at trække ufrivilligt på sig.

Et øjeblik var hun faktisk stille. Da han råbte kommandoen af hende, var det som om han tog magten over hendes kuldskære krop, der stivnede under ham. Selv vejrtrækningen blev holdt inde i den lille, unge brystkasse. 
Så fløj bekyldningen ud af hans mund - og handlede kun om magi, han tydeligvis mente, hun havde brugt på ham - og Adenas skarpe tunge smældede straks et modsvar ud, før hun kunne nå at samle tankerne.
"Magien er ikke over dig, din selvoptagede..." Det var nok et held, at hun fik stoppet sig selv i dén sætning. "Magien er over mig," Din idiot, tilføjede hun - heldigvis - kun i tankerne. 
"Jeg tegner ting, jeg har været i nærheden af, og det betyder din... Fritidsinteresse," fortsatte hun, i håbet om at han snart ville forstå, det hele ikke handlede om ham. Små, paniske hulk var begyndt at trænge sig på i hendes strube, og fik talestrømmen til at virke mindre rapkæftet, end ordene vidnede om. "Men måske skulle du ovreveje at stoppe med den syge... syge ting!"

Hun græd, bemærkede Athelstan af Erneyll, men lod sig ikke tage yderligere notits deraf.
At græde var pigebørns forsvarsmekanisme, på samme måde som killinger peb og små hunde bjæffede. Det vækkede absolut ingen medlidenhed i adelssønnen.
Da pigebarnet gav sig til at snappe af ham og på det kraftigste beskylde ham for at være dum, sitrede det i de spændte arme. Men han slog hende ikke. Ansigtet trak sig sammen, vrede skød ud af de blå øjne, men i stedet for fysisk at gennemtæve hende, som hun retmæssigt fortjente, afholdt den unge mand sig fra det.
Faktisk slap han uventet sit tag om hendes håndled. Synet af det skrækkelige pigebarn gav ham pludselig kvalme; harmen over hendes utilgivelige ord – de svinagtige beskyldninger, som hun havde truet med at sige videre til Amelia, fik ham til at føle sig helt rådden af forbitrelse.
Uden at rejse sig fra hende, lagde han begge hænder på hver side af hendes ansigt. Borerede fingrene ind langs hendes kæbelinje – sørgede for at ramme ekstra hårdt ved det bløde sted under øreflippen –

”Jeg vil skade dig for dette her – ”hvæsede han med en rasende selvbeherskelse: ”- En dag, hvor du tror, at du er glad og sikker, vil din verden forvandle sig og du vil blive udslettet.”
Athelstan havde magten til det; han kunne forvise hende fra de højere sociale lag med sit ord alene; han ville kunne tilsmudse og destruere hendes omdømme, så ingen ville ønske at være i nærheden af hende. Hun ville blive udskammet og tilintetgjort. Athelstan behøvede blot at knipse.
Pigebarnet var ingenting i forhold til ham.
Uden yderligere ord rejste han sig.

Adena havde forventet at blive slået lige der. Hans kortvarigt spændte arme fik hende til at vrænge ansigt og læne hovedet til siden. Nogle gange fik hendes tunge lidt for frit løb, og konsekvenserne, der kom deraf, havde hun flere gange fået at vide, hun måtte tage. Enten det, eller hun måtte lære at lægge rigtige bånd på sig selv. Det havde vist sig svært for den unge adelskvinde, og derfor var hun blevet lidt forvent med at tage straffen for sine fortalelser. 
Lige nu følte hun dog, at hun havde været berettiget til det, for Athelstan var da i den grad en ubehagelige eksistens. 

Derfor var det endnu mere overraskende, at han blot rejste sig fra hende uden at gøre mere. Ordene, der fulgte, bed dog mere end en lussing ville have gjort. For han havde ret. 
Hun var ingenting i forhold til ham, og han kunne skubbe hende udover en balkon ved højlys dag og ikke møde nogen konsekvenser. Uden et kommende ægteskab, uden nogen bag sig, uden en højtstående familie... En adelig herkomst betød noget, men ikke for en fyrstesøn, der fik foræret hele verden på et sølvfad ved sin fødsel. Selv hvis hun hurtigt fandt sig et ægteskab, ville det ikke gøre en forskel. Ingen ville savne en ubetydelig, ugift datter, og ingen ville efterforske mordet på en Reier. Adena skulle gifte sig umådeligt godt, hvis hun på nogen måde skulle undgå at Athelstan bare kunne få hendes karet væltet udover en bjergkant en dag. 


Han forlod det lille græsstykke med frugttræerne, og hun var overladt til sig selv og tanker om, hvordan hun skulle forklare, at hun var blevet så ilde tilredt. 
Støvregn begyndte at falde over haven igen.