"Ha, ja det ville være lige til bøgerne!" Han grinede ved tanken om at være dumdristig nok til at forsøge at bestige et bjerg med kun en hånd. Da han havde været yngre, blot en knægt havde han måske kunnet finde på at forsøge det, dengang han troede han var uovervindelig, nu havde han lært bedre. "Det må du dog nok istedet bare forestille dig mig gøre, tror jeg har nok i at bestige heste med kun en hånd." Han grinede.

Han lyttede med spidsede øre til hendes fortælling. Han kunne allerede ved starten fornemme at det nok ikke var den bedste eller letteste historie at høre eller fortælle. Da hun så forklarede at hendes tjenestepige var død, kunne han mærke suget i maven. Det var en af hans egne frygte, at miste nogen der arbejdede for ham. 
Han vidste ikke hvad han skulle sige til hende, men han sænkede dog sin hests hastighed, så de kunne snakke det ud, eller om ikke andet give hende lidt mere tid før de ankom til minen. "Jeg er ked af at høre om dit tab." Han var tæt på at sige at han håbede de havde givet hende værdig begravelse, men bare tanken om at sige det fik hans mund til at tøre ud. Ordene virkede hule og forkerte. Det var en trist situation, ingen begravelse eller æresord, tittel eller lignende kunne gøre op for at hun var død. "Skal vi stoppe op? Hvis du vil have tiden til at fortælle?" Han havde ingen anelse om, om hun ville fortælle historien, men han ville da tilbyde at stoppe op. Det ville gøre det lidt nemmere. Han vidste ikke om dette var den første person nær Astrid som hun havde mistet. Han stoppede sin egen hest, så kunne hun jo ride videre eller stoppe op med ham hvis hun ønskede.

Med et smil på læberne rystede hun på hovedet blot af tanken om at kunne læse i bøger omkring Alaric af Erneyll som besteg et bjerg med kun en hånd. Hun grinede med ham, som han fortalte det var rigeligt udfordring at bestige en hest, ”Jeg skal nok forestille mig det,” Med et krøllet smil på læberne, og en underliggende latter forestillede hun sig hvordan det overhovedet ville kunne lade sig gøre.

Uden et ord, nikkede hun blot over hans kommentar omkring hendes tab. Der var ikke meget af sige, hun vidste jo ikke engang om Theresa var blevet ædt, bidt eller måske bare havde ligget helt alene i skoven og forblødt. Den sidste tanke stak Astrid lidt hårdere i hjertet. Tænk hvis hun kunne have redet hende? Hun tog en dyb indånding, inden hun rystede let på hovedet ad Alarics forslag om at stoppe op. ”Lad os bare forsætte,” sagde hun lidt mere kynisk, men så snart hun opdagede at Alaric havde stoppet sin hest, stoppede hun sin, blot et par meter længere fremme, for at se om mod ham. ”Jeg har det fint. Lad os ikke stoppe af det,” insisterede Astrid, uden rigtig at tænke over at det måske lige præcis var et stop og tid hun havde brug for. Som altid var hun bare god til at undertrykke sine følelser – det var måske bare gået lidt langsomt for en gangs skyld.

Han sendte hende et bredt smil og grinede lidt. Han havde ikke behov for at sige mere, hans grin og smil måtte være nok for nu. Selvfølgelig gjorde han det også fordi han var glad for hendes ord, selvom de bare var i sjov. Det var vigtigt at kunne spøge med hinanden på den måde. 

Han var ikke sikker på hvad det var der gjorde det, men han følte sig ikke helt overbevist af hendes ord. Han var ikke sikker på at hun virkeligt mente at de ikke skulle stoppe. Han kiggede på hende med et smil på læberne som han talte. "Er du helt sikker Astrid?" Han vidste der var noget aldersforskel, og for første gang følte han et behov for at være den ældste, vise at han kunne tænke på hende, og at han 'vidste hvad der var bedst' selvom han selvfølgelig også havde sin tvivl. 
"Uanset hvad! Jeg har brug for at slappe af i min arm!" Han hoppede ned af hesten og begyndte at lave sving med hans arm som han fik den godt og grundigt strukket ud og varmet lidt mere op. Han kiggede imod Astrid for at se om hun gav efter og også stoppede op, eller om han lige om lidt skulle sætte i gallop for at indhente hende. 

Om hun var sikker på om hun havde brug for et stop og en pause fik hende til at give ham et stramt, tyndt smil. Hun overvejede et øjeblik blot at forsætte, men tanken blev pænt afbrudt af at Alaric udbrød at han selv havde brug for en pause. Det ændrede jo pausen til noget lidt andet. Hun så henover hestens øre og videre ned ad stien foran dem. Den var indbydende bare tag tage i fuld galop – men så alligevel… Hun kendte ikke området særlig godt, og vidste ikke hvad hun kunne forvente, i modsætningen til hjemme i Medanien, hvor hun snildt kunne forvente lidt af hvert.

Med et dybt, stille suk slap hun tøjlerne på hesten og svag det ene ben ud af stigbøjlen, for efterfølgende, kontrolleret at hoppe ned af hesten. I stedet for at strække benene ved at gå lidt rundt, eller starte en samtale med Alaric, valgte hun at henvende sig til hesten hun havde redet på. Den udgav et suk, hvilket fik hende til at trække lidt på smilebåndet og hun lagde en blid hånd på panden af den og tog en selv en vejrtrækning. Efter et øjeblik lod hun sit blik falde på Alaric som var i gang med at svinge med den ene arm.

”Jeg ved ikke hvad der skete med hende,” åbnede Astrid forsigtigt op, klar til at lukke i igen. Hun så ned af sin egen brystkasse, mens hun fiskede en halskæde op fra under tøjet. ”Jeg har dog fået denne, af en elver jeg mødte samme aften,” sagde hun, og fremviste sølvkæden som nu hang tydeligt fremme i Astrids hænder. ”Den tilhørte Theresa,” sagde hun og lukkede hånden med halskæden i igen. Hun stod nu med sin frie hånd på hestens hals. Hun havde ikke helt lyst til at indrømme at det var rart at dele episoden med nogen, og valgte derfor at skifte emne fra tjenestepigen til hvad hendes historie egentligt handlede om, ”Efter hun blev taget, styrtede min hest og jeg, og inden jeg vidste af det havde jeg stukket en af valulvene ned idet den kastede sig over mig,” lød det fra hende som hun langsomt nikkede over episoden. Hun følte lidt det måtte være slutningen på det hun fra starten af ville fortælle. Hun havde nedlagt minimum to varulve den aften – og at hun nu havde ar der beviste det. Men det var selvfølgelig ikke særlig anstændigt at vise skulder til en som ikke skulle behandle arene.

Han blev en smule overrasket da hun faktisk begyndte at åbne op. Han var i tvivl, om om det faktisk var til ham hun snakkede eller om det var til hesten. Men selv hvis hun egentligt sagde det til hesten, fandt han det på sin plads og acceptabelt at han måske sagde noget. 
Han lyttede blot til hendes historie i første omgang mens han førte hesten han havde reddet hen til et lille vandløb, og vinkede så Astrid med, så hestene kunne få noget vand, det havde ikke været en lang tur, men nu de alligevel var stoppet kunne de lige så godt få noget at drikke. 

"Denne elver? Hvorfor havde han Theresas smykke?" Han fandt denne del en smule underligt. Han betragtede den, og sagde ikke meget mere omkring det hele. Han kunne ikke sige noget der gjorde det hele bedre. Han tænkte for sig selv at han håbede at Theresa, hvis hun var død, så havde lidt en hurtig død og ikke en langsom død. "Jeg håber du en dag lærer sandheden og kan finde ro med det." Han sendte hende et forsigtigt smil.
Da Astrid fortsatte og kom til den mere heroiske og interessante del af historien, den del man ønskede at dele smilede han halvt til hende. "Det lyder alligevel som noget af en bedrift, har hørt at varulve skulle være nogle hårdføre bæster?" Han håbede at hans spørgsmål omkring det kunne hjælpe hende med at fortælle hendes historie. "Men jeg forventer også at din familie har en del sølvvåben som i normalt har med ude når der er en risiko?" Han vidste selvfølgelig ikke hvor mange forholdsregler de tog sig.

Så snart Astrid indså hvor Alaric var på vej hen, fulgte hun efter, trækkende med hesten, så den kunne få noget vand, tæt på den anden hest. Hun rynkede en lille smule på panden som hun tænkte tilbage på hvad elveren havde sagt. Astrid havde generelt haft svært ved at stole på den elver, og havde derfor ikke helt stolet på de ord som han havde fortalt. ”Han fortalte han havde fundet hende død,” fortalte hun med en anelse tung vejrtrækning, ”Men han er ikke ligefrem typen jeg stoler på,” sagde hun og prøvede sig frem med et opmuntrende smil. Hun så på Alaric i en lille stund, før hun betragtede hestene drikke. Selvom hvis Theresa havde været i live da elveren fandt hende, kunne det jo være at han havde dræbt hende fordi hun havde været bidt, eller måske havde hun ligget døende, og han endte det hurtigere for hende. Eller også gjorde han ikke andet end at tage halskæden fra hende? Tankerne var uendelige. Hun nikkede dog til Alarics pæne ord om at finde ud af sandheden. Astrid håbede virkelig at nogen fra Isenborg var taget ud for at finde Theresas lig, så hun kunne blive begravet. Om der så kun var dele af hende, håbede Astrid stadig at hun blev fundet.

Med et lille fnys og et lille skævt smil så Astrid op på Alaric igen, ”Alle våben vi bærer er af sølv grundet varulvene,” forklarede hun, ”Sølvet gør det største af arbejdet. Nogen kan bedre tåle sølv end andre” tilføjede hun så, ”Jeg tror ærlig talt jeg var heldig jeg kun slap med lidt på skulderen og at de var ret så sensitive over for sølv,” uddybede hun en anelse, mens hun skævede til den skulder som havde ar. Det at arene også nåede ned til brystet og ribbene var ikke så vigtig en detalje.

Han vidste ikke om han skulle håbe at elveren hun talte om havde taget fejl, eller om det var bedre hun var død. At overleve ville vel betyde hun var blevet varulv, og han vidste fra historierne han havde hørt at det ikke var noget nogen lærte at kontrollere, så det lød som en meget slem forbandelse.
Han gik hen mod Astrid da hun talte om at hun ikke stolede på elveren, han forstod det godt, desværre for ham selv var det en sterotyp han havde overfor elvere, især skovelvere. At de ikke var nogen man kunne stole på da de jo trods alt havde angrebet dem før.
Da hun lod til at være fanget i hendes egne tanker, lagde Alaric en hånd på hendes skulder. Han sagde ikke noget og han flyttede hånden så snart hun viste nogen tegn på at den skulle fjernes. Han kunne ikke sige eller gøre meget, så han gjorde den smule han kunne for at hun ikke følte sig alene.

Han tænkte lidt over om de også jagtede varulve når de ikke var i deres ulveform, eller om de kun gjorde det på de tidspunkter? Han havde ikke lyst til at spørge om det dog. Han fandt emnet lidt modbydeligt da de jo trods alt var mennesker og personer ramt af en forbandelse som gjorde dem farlige.
"Jeg har endnu ikke set en varulv skåret eller stukket med sølv, er det sandt det er som at blive brændt?" Han kiggede på hende nysgerrigt, han kunne ikke lade være.
Han kiggede på hendes skulder, og med lidt forsigtighed spurgte han. "Hvilken skulder?" Han vidste jo ikke om hun stadig havde ond? Og hvad hvis det var i den skulder han lige havde haft hånden liggende på? 

Ud af øjenkrogen lagde Astrid godt mærke til at Alaric bevægede sin arm. Hun blev dog en anelse overrasket over han lagde sin hånd på hendes skulder. Det vækkede noget af smerten fra hendes skylder, og det føltes næsten som om det hele brændte lidt. Hun kneb øjnene lidt sammen og som hun bed smerten i sig. Efter et kort øjeblik valgte hun tage sin hånd op til hans, for at vise den vejen væk fra sin skulder, samtidig med hun tog et skridt væk fra ham, tættere på vandet som hestene drak af. Tanken bag det var som sådan sød nok, han var bare uheldig at ramme skulderen som havde det skidt.

Da Alaric spurgte ind til sølv og varulve, lagde hun hovedet let på skrå, undrende. Det var selvfølgelig noget, som for Astrid, var indlysende. ”Altså lægger man sølv på deres hud, så ryger det fra huden,” startede hun med et lille smil, som hun langsomt undertrykkende episoden hun lige havde fortalt om, ”Når man stikker dem, ville jeg mene det føles som en hurtig svigende forgiftning i hele kroppen,” forsatte hun, en anelse kynisk. Astrid havde intet til overs for varulve, og havde ikke rigtig noget i mod at de led – men eftersom de kunne være ret så stærke, valgte Astrid oftest at dræbe varulvene på stedet. Hun skulle i hvert fald ikke nyde noget bid.

Astrid gav et lille fnys fra sig, som han spurgte hvilken skulder. Hun sænkede spøgefuldt hovedet en anelse opgivende, før hun så op på ham igen, ”Ja, det var den skulder,” sagde hun, med et mildt smil og nikkede langsomt, for at han kunne få det ind bag panden.

Han accepterede blot at hun tog afstand og flyttede hans hånd. Han vidste udemærket at det var en modig og ret grænseoverskridende ting at gøre, især mellem adelige. Havde han ikke haft tankerne om at ville give hende en smule støtte havde han heller aldrig gjort det. 

Han lyttede derefter til hendes ord om hvordan forholdet mellem varulve og sølv var. Han havde ikke rigtigt mere at spørge om, hendes måde at svare på var ikke den mest behagelige, men han antog at det nok havde noget med emnet at gøre, og hvordan hun muligvis så på varulvene. "Så det jeg har hørt er altså sandt nok." Han brugte ordene til lidt at afslute samtalen, da det jo var ligenetop det han egentligt havde spurgt om, og indtil. 


Da hun pludseligt fnyste var han lige ved at sukke dybt over det, men hendes opgivende reaktion virkede dog mere spøgefuld så han slappede lidt af. Stadig, fnyset havde ramt et ømt punkt, lidt for mange gange havde han oplevet det fra adelige, men han gjorde hvad han kunne for ikke at lade det påvirke situationen. Lidt for mange gange var han og hans familie blevet fnyst af for at have solbrændt hud, eller andre ufuldkommenheder især med deres hud.
"Du skulle da have sagt noget så, så jeg kunne have undskyldt tidligere." Han sendte hende et skævt smil, da det lige som hendes var ment i spøg.
"Tænkte jo blot det havde været langt mere upassende hvis jeg havde lagt min hånd på din anden skulder?" Han hentydede til hvordan han ville skulle lægge armen om skuldrende på hende hvis han ville gøre det. Nærmest som en omfavnelse og at i et sådan tilfælde ville det ikke være sikkert han ikke også stødte hendes skulder. 
Han sendte hende blot endnu et smil, som han gik over til sin hest igen.

Astrid nikkede pænt som hun havde bekræftet hans teori omkring sølv og varulve.

Med et endnu bredere smil på læben rystede hun bare let på hovedet af ham, for efterfølgende at se ham i øjnene, ”Det går nok,” smågrinede hun. Tanken bag hans gestus, havde jo været helt i orden. Det var jo bare uheldigt at hun var skadet. Hendes krop var ikke længere perfekt og uden skader, som den havde været første gang de havde mødt hinanden. ”Jeg forstår godt hvorfor du valgte den nærmeste skulder, Alaric,” svarede hun ham med et bredt smil.

Da Alaric gik over til sin egen hest, valgte hun at trække sin egen hest væk fra vandet. Hun tjekkede sadlen endnu en gang – stadig fin – inden hun valgte at stige op på den høje slanke hest, som hun havde fået lov at låne af Alaric. Som hun fik sat sig ordentligt i sadlen, var det som om der var et ekstra læs der blev taget af hendes skuldre. Med ryggen til Alaric, tørrede hun med en hurtig bevægelse en vildfaren tåre væk fra det ene øje. Den havde lige sneget sig ud af den hårde facade, i det hun kun havde ’kontakt’ til hesten. Det havde alligevel været mange dage, hvor hun kun havde mulighed for at undertrykke tankerne om at Theresa aldrig ville komme tilbage. Det havde i den grad været helt surrealistisk at snakke om, eftersom Astrid endnu ikke ville anerkende at Theresa nok aldrig kom tilbage. Hun rømmede sig lidt, som havde hun noget i halsen, før hun så tilbage mod Alaric, og sikrede sig han var kommet helskindet op på sin egen hest. Hun sendte ham et varmt smil, før hun trykkede lidt til sin egen hest, for at den forsatte i retningen af minen.

Han sendte hende bare et bredt, og lidt skævt smil da hun lod til at forstå og godtage hans grund til at have lagt hånden på hendes skulder. Da hun begyndte at finde hesten frem, gjorde han an til at stige op på hans egen hest. Det gik ikke helt så elegant som hos hende, men det var dog ellers en ret flydende bevægelse han lavede for at lande på hestens ryg.

Han kiggede på Astrid da hun kiggede over for at se at han var kommet ordentligt op på hesten. "Er du klar?" Han red hen ved siden af hende, og uden rigtigt at sige et ord eller noget vendte han sig fremad i sadlen og kiggede så over på hende ved at bøje hovedet. "Kan du nå frem først igen?" Uden at give hende nogen tid til at reagere satte han sin egen hest i gallop, der var ikke langt til minen, i galop ville de nok være fremme på få minutter. At gå der hen ville nok tage ti minutter fra der de var nået til. Han kiggede bagud for at se om hun fulgte efter. 
Han håbede lidt at lidt hurtig ridning kunne hjælpe på hendes humør, han vidste trods alt fra deres sidste møde at hun satte stor pris og glæde på at ride. Han gjorde sit bedste på at komme frem før hende, men han måtte nok erkende at hendes hest var langt bedre egnet til den slags ridt, og han smilede bare til hende da han nåede frem til minen. 

Ved minen stod der nogle ret så beskidte mænd og kvinder. De fleste af mændene havde en skovl eller hakke ved hanen til at udvinde fra stenene, og kvinderne gik og bar på kurve og spande med sten i, eller gik rundt med vandkar og krukker for at lade mændene få slukket deres tørst. De mænd der stod med værktøj havde også et stykke stof om panden som de ellers ofte havde for øjnene til at beskytte mod at få sten i øjnene. Det var ret så tyndt og slidt stof så de stadig kunne se lidt igennem det, selv nede i mørket. "Hvad siger du Astrid? Vil du med indenfor i minen, eller vil du bare høre lidt om arbejdet her?" Han håbede hun ville med ned i minen, da det trods alt var mere interessant.

Det varede ikke længe før Alaric red ved siden af hende og spurgte om hun var klar og om hun kunne nå først frem. Hun nåede ikke rigtig at indse hvad han snakkede om, før han havde sat i galop og allerede var nogle meter foran. Hun klukkede glad for sig selv og samlede tøjlerne op i sine pæne tynde fingre. ”Kom så Thaden!” sagde hun glad til hesten, og satte den straks i gallop. Det gik stærkt, og Astrid måtte i tide og utide dukke sig for grene, som var i vejen for den sti hun red på. Om det gik hurtigere end med Aladrios Kriger, tvivlede hun på – men han var også noget helt særligt. Den eneste lyd der kom fra Thaden og Astrid, var Thadens store, hurtige galoptrin, og inden længe nåede hun op ved siden af Alaric og Felta og et øjeblik efter var hun foran. Astrid havde denne gang taget kapløbet lidt mere seriøst – men der var stadig et stort glædeligt smil på hendes læber, som hun passerede Alaric. ”Vi ses ved minen!” nåede hun lige at sige, inden der var for stor afstand i mellem dem.

Pludselig var minen der, og Astrid måtte stoppe hesten, og valgte at skridte lidt rundt, så hesten ikke ville få det skidt, af den bratte pause. Så snart hun kunne se Alaric på sin hest ankomme til minen, smilte hun bredt til ham. Hun ville ikke håne, for hestekapløb var umiddelbart noget hun altid ville vinde i. Til fods ville måske være en anden sag. Som han nåede hen til hende, og spurgte om hun ville blive oppe eller se minen indefra, tøvede hun ikke et øjeblik, ”Jeg skal da ind og se minen,” sagde hun meget bestemt. Nu havde hun trodsalt skiftet tøj til noget der godt måtte blive beskidt. Med et hurtigt, let og elegant sving, hoppede hun  ned fra hesten og gav den nogle solide taknemmelige klap på halsen, for så efterfølgende at følges med Alaric.

Han kunne ikke andet end at smile bredt til hende da hun passerede ham. Det var rart at se smilet være tilbage på hendes ansigt igen. Det var godt at se hende næsten grine, selvom det lod til at hun denne gang undgik at lade latteren forlade hende. Måske fordi hun vidste andre end ham kunne høre hende? Eller var turen bare ikke lange nok til faktisk at få hende i så godt humør?

Han ankom til minen kort efter hende. "Godt at se dit ægte smil igen." Sagde han til hende, som han red forbi hende mens hesten skridtede af. Han nikkede så til hende da hun fortalte at hun selvfølgelig ville med ind og se minen. "Vil advare dig om at det kan blive ret varmt." Han gav hende et smil, og rakte hende et stykke pænt og rent stof, dog uden noget pynt. "Det er en god ide at have til at tøre støv og sved af panden." Han vendte sig så mod minen og vinkede hende med sig. Han havde en lille olielampe i den frie hånd, som han begyndte at vise hende rundt i minen.
"Så vi udvinder jo smaragder her i minen, der er to grupper af arbejdere og den ene grave eller miner, mens den anden bærer stenene op hvor de så tjekkes for ædelsten." Han begyndte roligt at foklare som de bevægede sig dybere ned i minen. "Nogen spørgsmål indtil videre?" Han vidste jo ikke om hun måske havde lagt mærke til noget særligt som hun ønskede svar på. "Det mest interessante at se er nok dybere nede, da der er den bedste chance for at se nogle rå smaragder." 

Et lille blidt, og en smule forlegent smil plantede sig på hendes læber, samtidig med en anelse farve dukkede op i de ellers blege kinder, ved kommentaren om hendes ægte smil. Det var utroligt han allerede kunne finde ud af hvad var ægte og hvad ikke var. Var hun så nem at læse? … Eller måske var det bare fordi hun ikke smilede så meget normalt…

Da han nævnte det nok kunne blive varmt så hun ned på sit tøj kortvarigt. Der var da heller ikke noget tøj der passede ordentligt til en tur nord på! Et øjeblik overvejede hun hvor vidt hun skulle tage sin kappe af, eftersom hun havde en kniv siddende i bæltet på ryggen. Hun valgte dog at trække den tykke blå kappe, med varulvepels, af. Hun foldede den pænt, før hun lagde den oven på sadlen af hesten. Det var hurtigt koldt for hende at stå uden kappe, så hun glædede sig til at få det lidt varmere inde i minen.

Hun tog pænt imod det lille stykke stof, og bandt det om sit ene håndled, mens hun roligt fulgte efter Alaric ind i minen. Efter to tætte knuder, så hun op. Astrid nikkede lyttende, mens hun så skiftevis fra den ene minearbejder, til den anden, til væggene. ”Båndet om deres øjne… Er det for at beskytte øjnene?” spurgte hun. Hun så kortvarigt skeptisk på en minearbejder, før hun så over mod Alaric. Astrid havde selv i nogle år skulle gå med et tykt klæde om øjnene, for at hun ikke ved et uheld aktiverede sin evne. Det var nogle kedelige minder, som blev vækket til live. ”Hvor mange timer arbejder de?” lød det kort efter. Det måtte ikke være særlig gode forhold at arbejde i en mine. Men sådan var det vel også på vin-markerne i Medanien. Mange timers arbejde ude i den bagende sol, og kun adgang til vand, når nogen kom med det til dem. Hun var spændt på hvad der kunne gemme sig dybere nede i minen, og undrede sig lidt over hvor lang minen faktisk også var.

Da den røde farve dækkede hendes kinder lidt, tænkte han at det egentligt klædte hende ret godt. Der var noget særligt ved at se, hvad han tænkte var en ret stærk og selvsikker kvinde, rødme på en så fin og feminin måde. 
Da hun tog kappen af, lagde Alaric godt mærke til kniven, hvilket der nok også var andre af folkene til stede som gjorde, men der var ingen der sagde noget da det ikke var unormalt at se folk gå med våben. Alaric selv bar jo på et sværd på nuværende tidspunkt. 

Han kiggede om på Astrid da hun spurgte indtil båndet for arbejdernes øjne. Han nikkede blot. "Ja nogle af arbejderne indså for mange år siden at når hakkerne ramte stenene kunne fliger af sten flyve alle vejne og skade dere øjne. Det er af samme grund de stopper arbejdet når vi går forbi." Han vidste ikke om Astrid havde lagt mærke til hvordan lyden af slagene mod sten, stoppede når de kom tæt på og startede igen når de bevægede sig videre. Han kiggede på hende tænkene. "Hmmm, de arbejder nok normalt ti til tolv timer om dagen." Det var ikke meget forskelligt fra hvad bønder arbejdede på en dag, arbejdet var hårdt og det var til at se på arbejdernes kroppe.

Som de bevægede sig dybere ned i minen begyndte varmen at stige, og der var flere folk der arbejdede. Alaric drejede ned af et kryds hvor der var lidt færre mennesker, så de ikke forstyrrede alt for meget. Han førte hende ned af en af gangene hvor han syntes han så noget glitre for enden, han håbede det var en ædelsten stadig i stenene. Han havde redt, og siden den var til at se ville de forhåbentligt være en større en af slagsen. "Her kan du se hvor ja faktisk ikke særligt pæne ædelsten er før de bliver behandlet." Han grinede lidt som han viste den til hende.

Mens Alaric fortalte historien omkring bindet for øjnene så hun lidt på dem der arbejde, og så snart han forklarede hvorfor de stoppede med at arbejde når de kom forbi, skyndte hun sig helt op ved siden af ham. Hun skulle endelig ikke forsinke dem i deres arbejde mere end nødvendigt. ”Det er da pænt af dem,” lød det lavt fra hende, som hun lod blikket se på en minearbejder som stoppede med at hakke. Hun så efterfølgende over på Alaric som han forklarede deres arbejdstimer, ”Ved De, om det påvirker deres syn at være inde i mørket så længe?” spurgte hun så. Hun valgte at forholde sig dis i minen, mens der var minearbejdere til stede.

Som de langsomt kom dybere ned i minen, begyndte varmen at minde mere og mere om Medanien, hvilket på nogle punkter var fint, men med det materiale hendes tøj var lavet af, kunne hun godt mærke at hun ville få det ret varmt på et tidspunkt. Hun kunne se der var flere og flere minearbejdere, jo dybere ned i minen de kom. Det var vel også klart, at var der smaragderne lå. Som Alaric drejede ved et kryds, valgte hun selvfølgelig at følge efter, men så dog en anelse undrende på ham. ”Hv-” hun skulle til at spørge hvorfor de skulle dreje og om det var et bestemt sted i minen de skulle hen, men som hun så sig frem, kunne hun se lidt som glitrede i olielampens lys. Som de nærmede sig, kneb hun øjnene lidt sammen for at se nærmere. ”Ja, de er jo rå,” små grinede hun. Hun valgte at træde nærmere væggen med ædelstenen siddende i. Hun bøjede sig en anelse forover for at komme mere level med stenen. Forsigtig trak hun sin hånd frem og børstede lidt støv af den rå, kantede ædelsten.

Da hun spurgte indtil om han vidste om det havde nogen skade for deres øjne at være i mørket så meget. Han vidste det faktisk ikke fordi de brugte jo meget tid i mørket, og mange gange var det også mørkt når de kom ud af minen i slutningen af dagen. Han vidste dog at de ikke var nede i minen alle dage, at de havde en form for hold der skiftede til at være i minen, og til at arbejde ovenfor hvor de sorterede. "Jeg ved faktisk ikke hvor skadeligt det er, men ved at de skiftes så dem der er i minen i dag ikke nødvendigvis er nede i mørket i morgen." Han var ikke helt sikker på om det besvarede hendes spørgsmål fyldestgørende.

Han kiggede på hende som hun beundrede stenen og undersøgte den. Han stod bare og holdte øje omkring dem som han jo ikke helt kunne tillade at kigge i hendes retning for meget, med den stilling hun stod i. Han havde dog godt bidt mærke i hende før han havde vendt sig om.
"Ja, har du set en rå før?" Alaric havde på intet tidspunkt tænkt på at være Dis med hende i minen, fordi han ikke var dis normalt med folk på hans hjemstavn.
Da Astrid var ved at være færdig med at undersøge ædelstenen lød der en lav rumlen gennem minen. Alaric lagde mærke til hvordan den spredte sig og så enkelte småsten af mindre og større grad falde fra loftet.

Da Astrid allerede stod tæt ved en af væggenen var han hurtigt henne ved hende og placerede sig ret tæt på hende, nok for tæt som han placerede højre arm og hånd imod væggen ved siden af hende og løftede den anden over hovedet. Der spredte sig et sitren i luften ud fra hans arm, som han brugte hans evne. Han afventede at rystelserne stoppede. De stoppede dog ikke før rigtigt store sten var begyndt at falde et stykke tilbage af hvor de kom fra. Det gav dem omkring to gange 2 meter at være på. Der var lidt lys at se komme igennem stenene, men deres vej så ud til at være spærret.

Astrid så tænkende op mod Alaric, som han snakkede om han ikke var sikker på hvor skadeligt det var for de arbejdende at arbejde nede i minen. Hun nikkede en anelse, som han forklarede de skiftede mellem at være oppe og nede. Hun gik bare og undrede sig lidt om hvorvidt nogen måske gik og var halvblinde, eller måske slet ikke kunne se om de stod med smaragder grundet mørket.

Som stenen blev støvet af, kunne hun pludselig se hvordan den skinnede en anelse, og gengav et grønligt skær. ”Jeg har ikke set dem rå før, nej,” svarede hun, som hun blidt lod sine fingre stryge sig rundt om omridset af ædelstenen. Hun bed ikke rigtig mærke i at han snakkede dus til hende, eftersom der ikke rigtig var nogen minearbejdere i den ende de stod i. ”Men jeg syntes nu stadig de er ret pæne,” kom det fra hende, som hun efterfølgende rettede sig op, stadig med sin hånd på kanten af stenen. Hun så over mod Alaric, som havde vendt sig om. Hun trak på et let smil, i taknemmelighed.

Den lave rumlen i minen fik Astrid til at rynke kortvarigt på panden, ”Alaric…” hun afbrød sit spørgsmål om hvor vidt lyden var normal, eftersom han hurtigt skyndte sig hen til hende. Hun kunne godt fornemme det måske var en lidt farlig situation de var havnet i og lod sin hånd støtte hende en anelse op ad væggen. Hun havde en fornemmelse af at væggen bag hende måske kunne gå i stykker, og ville derfor ikke lægge sin lid helt til den. Den frie hånd tog hun henover sit eget hoved, da hun formodede han gjorde det samme. Eftersom hendes bare arm ikke kunne mærke sten eller støv, undrede hun sig, men lod den blive oppe lidt endnu, blot for en sikkerhedsskyld. Hendes blik derimod så tøvende op over dem, hvor hun så kunne se Alaric havde fremmanet et skjold fra sin arm. Hendes blik blev ikke oppe i mere end et par sekunder, man kunne jo næppe regne med at sådan en evne ville kunne holde evigt og lige så vidste hun ikke hvor længe der ville falde sten ned over dem.

Som rystelserne stille stoppede, så hun op mod Alaric, og trak stille sin ene arm ned. Hun følte sig et øjeblik stum, men fik efter en kortvarig konflikt om hvad der ville være klog at sige, fik hun fremmanet nogle ord, ”Hvad gør vi nu?” Hun følte ikke hun kunne se det store, men det så ud til at de havde fået sig en lille snæver plads. Hun vidste ikke hvor vidt det var sikkert at begynde at prøve at grave sig fri indefra, eftersom de havde så lidt plads, og at det kunne være loftet over dem var kollapset, og blot blev holdt oppe af stenene rundt om dem. Hun håbede at Alaric havde en eller anden ide, eller måske blot vidste hvordan proceduren var, efter sådan et uheld.

Hendes svar var forventlige og han nikkede derfor blot til at stenene stadig var flotte selv når de var rå. Det der slog ham mest var at der var utroligt meget af en rå ædelsten som gik til spilde når den blev poleret og slebet så den kunne blive flot.
Det var dog også imponerende hvordan de kunne gøre en flot rå ædelsten endnu pænere ved at skære den på den rigtige måde.

Han blev lidt overrasket over at Astrid ikke lod til at reagere på den pludselige nærvær. Det kunne selvfølgelig bare være at hun enten var helt okay med det, eller kunne se nødvendigheden. Det var dog ikke fordi at Alariv var særligt nervøs.
Han havde smidt olielampen han bar på, og den var knust i det ene hjørne hvor olien fra den nu lagde og brændte. Det ville dog ikke brænde ret længe når det sådan var blevet spredt ud.
Da der ikke lod til at være mere der skete, lod han sin arm falde ned fra væggen. Han kiggede på hendes ansigt, eller mere korrekt kiggede han på hendes øjne da de reflekterede lyset og var et godt sted at kigge. Hendes spørgsmål var forståeligt.

"Vi venter. Hvis vi begynder at grave risikerer vi at vælte sten eller lignende nedover os selv og derved komme til skade, især når vi ikke har meget lys." Han kiggede på hende, og forklarede så noget mere end han allerede havde gjort. "Når der sker den slags her så bliver hele minen undersøgt så vi skal nok blive fundet." Han var meget rolig omkring situationen, da han ikke troede på der var meget der kunne gå galt. Kort efter gik flammerne ud og deres sidste lys forsvandt.

"Tænker det er bedst hvis vi sætter os ned." Han strakte sin arm frem for at finde væggen hun stod op ad, han var meget rolig og langsom i hans hånds bevægelse fordi han forsøgte ikke at lægge hånden på hende.

Fast og bestemt nikkede hun, som han forklarede de blot skulle vente og nok ville blive fundet Hun så et kort øjeblik væk fra ham, for at ånde ’lettet’ ud, så hun ikke åndede ham i ansigtet og næsten samtidig gik flammerne ud og mørket svøb sig tæt om dem.

”Selvfølgelig,” nåede hun kun lige at sige, til at de nok skulle sætte sig ned. Hun tænkte umiddelbart at han havde mest plads bag sig, og ville derfor vente, til hun havde en fornemmelse af hvor han var og ville sidde. Hans hånd snittede kortvarigt hendes venstre skulder, hvilket fik Astrid til at vige lidt væk fra hans hånd, så han kunne få fat i væggen bag hende. ”Hvis du sætter dig først, så finder jeg lige ud af at komme ned,” foreslog hun og håbede han ville tage imod forslaget. Søgende i mørket prøvede hun at finde væggene ved siden af hende, hvilket gav en lille lyd af bittesmå sten der løsnede sig. Det resulterede hun hurtigt trak armene til sig. Hun ville nødig ødelægge de vægge der allerede var om dem. ”K-kan jeg låne en hånd?” spurgte hun og lod sine hænder famle lidt rundt i knæhøjde, søgen efter knæ eller hænder der ville hjælpe hende med at komme sikkert ned på jorden. Det var ret så grænseoverskridende at skulle spørge om hjælp, og var i den grad ikke noget hun brød sig om.

Astrid følte hun kunne høre sin egen puls banke derudaf. Ikke fordi hun var bange for ikke at blive fundet, men af det adrenalin chok der var kommet af stenskreddet. ”Hvor ofte sker det her egenligt?” tillod hun sig at spørge. Usikker på om hun faktisk ville have svaret af vide. Hvis det skete ofte, var det så måske planlagt? Der var mange små uskyldige spørgsmål der begyndte at poppe op i hendes hoved. Blandt andet omkring hans skjold, og hvor længe han havde haft det. Man kunne jo undre sig lidt over han havde mistet hånden, på den arm som bar skjoldet. Eller måske havde han ikke den store kontrol over skjoldet? Hun ville samtidig ikke rigtig lukke op for emnet om evner, da hun ikke helt følte for at fortælle om sin egen… Endnu.