SSmilet der lige så stille begyndte at sprede sig over de, nær perfekte, fyldige læber. Var ikke et vellidt smil, det var ikke et af kærlighed eller affektion. Det var et er kunne grænse tættere på modbydeligt og hoverende. Som kølige blå øjne anskuede væsnet foran sig. Hans tale strøm, der ramte hende hårdt. Men hvert ord hun hørte, hver frase der blev kastet imod hende. Begyndte at danne murbrokkerne til en sten væg der byggede sig op omkring hende. 
Den måde han snakkede på, belærte hende om hvad hun ønskede og ville have. Og selvom han havde ganske ret, var det som om den tidligere lystdæmon fik presset en film hen over øjnene. Som hans stemme svømmede forbi hendes øre, og hun måtte tage en dyb indånding. Smilet var der som en maske, mens øjnenes glas og udtryk, lige så stille søgte ind i sig selv. Den udhulede dæmon, den som havde eksisteret da hun var kommet tilbage igen. 
Hun lagde rev sin hånd ud af hans greb, som skikkelsen der før havde været, lige så stille formede sig sammen igen. At Avaion der før havde været, prøvede at gribe fast med næb og klør i hvad hun troede på - hvad hendes eksistens var bygget op omkring, men revet væk under hende som et gulvtæppe. 

Tanker der gled ud af tangent, var pludselig svært at få tilbage igen. Som hun vidste at hendes sind var fanget i hans univers, så hun kunne ikke bare gå, selvom hver knogle i hendes krop hvæsede af hende at hun skulle. Hvad havde fået den reaktion til at boble frem i hende, som vrede kun en dødssynd af vrede kunne besidde? Ordene hvad er du parat til at give for sådan en nat.
Ordene gav genlyd, da hun i et mørke havde famlet, havde søgt. Hvad er du parat til at give for at leve. Og svaret havde været alt, uden tanken om konsekvensen af det. Var livet pludselig så vigtigt over friheden? 
“En chance forbipasseret - som et flygtigt blad i stormen.” Mumlede hun, og skød skuldrene tilbage. Hendes hoved gled dog ind i hans personsfære, tungen der igen gled sensuelt over tænderne inden at de vædet hendes læber endnu en gang. “Jeg er et kaos - så hvad jeg kan give, vil jeg mene du ikke er interesseret i.” Det var dog ikke sorg eller frustration at spore i hendes stemme. Som begæret stadig var sikker i sin sag, af hvad hun besad og hvad hun kunne give. Hvad han tog, måtte være op til ham, som deres lignende øjne stirrede ind i hinanden. 

Belphegors blik betragtede hende blot blankt. Ikke på den sædvanlige måde hvor man kunne fornemme tandhjulene knage bage den ugidelige maske, men mere som en dukke hvis strenge stod stille. Som om han ventede på at hun blev færdig og det blev hans replik igen. Hvis han havde nogen kvaler med måden samtalen endnu engang tog et drastisk sving, fremtrådte det ingenlunde fra hans kolde, isblå øjne.
Drømmeren vidste stadig ikke hvad han var her for. Hvad der ikke hjalp var at det gjorde Avaion ikke. Det var en udforskning af både ham og hende, men en der ikke afslørede det store. 
"Korrekt. Jeg er ikke interesseret i hvad du kan give mig.." sagde han og igen kunne man sagtens forveksle hans frosne apati for Belphegors, ".. blot hvad du vil opgive."
Af hvad han havde set indtil videre havde Avaion ikke noget at give ham. Hun var faldet og ødelagt, hendes magt formindsket og hendes stolthed dermed. Der skulle nok være folk hvor hun hurtigere kunne fortælle ham deres ønsker, men det lå disse dage også indenfor hans domæne så det var ikke unikt. Hun havde intet at tilbyde ud over den indsigt omkring hvem han og hun havde være sammen. Måske.

Hendes øjne blev smalle, som hun mærkede irritationen melde sig.
Ja, han var om nogen – slet ikke lige som den mand som hun huskede, eller havde elsket. Og jo mere hun betragtede ham, de forfinede træk hen over ansigtet. Håret der ikke var nært så uhumsk og pjusket som hun havde husket det. For om nogen havde Belphegor aldrig gået op i hvordan han så ud. For det havde aldrig været hans drivkræft, nej faktisk – havde det nok været grunden til at hun altid havde brudt sig så meget om ham. Fordi, han vidste ikke en gang selv hvad han rendte rundt og lavede – han var bare til, og gjorde det absolut mimimum af hvad han forventede af sig selv.
En dyb indånding blev taget igennem hendes næsebor, som hun lagde hoved på skrå. Hvad var hun villig til at opgive? Ja det i sig selv, var jo et ganske simpelt – om ikke harmløst spørgsmål. Problemet var bare, det vidste hun ikke. Han kunne jo også bare pege på noget han ville have – bare et eller andet, så hun ikke skulle bruge tiden på at lege gættelege.
Hun brummede, og himlede en smule med øjnene.
Hun trådte et skridt tættere på ham, lagde en hånd på skulderen som hun trak hans krop ned imod hendes. “Det kan jo være alt og intet.” svarede hun lige så kryptisk igen, betragtede ham indgående med de samme farvede blå øjne som hun selv havde.
Alt ved ham lige nu, var irriterende – frusterende.

Hvad der så skete, var hun ikke helt klar over.
Ikke andet end at hun havde gispet efter vejret - en overvældende følelse havde boret sig ind i hendes bryst, som næsten fik hende lyst til at kaste op som hun trillede hen mod sengekanten. Hvad var dette, havde det været ægte? Var han virkelig kommet tilbage, eller hvad var der sket - hun sukkede dybt og lukkede hendes øjne. Det kunne ikke være virkeligt nej, det havde været en drøm, men ikke en af hans. Han - han måtte ikke være tilbage, hun kunne ikke holde til det. Så meget var hun sikker på.