Mauritz havde ikke været den bedste person til alt det med følelser. Han havde virkelig prøvet for at få det til at give mening for ham selv. Men han var ikke nået dertil. Mauritz kiggede på Nianna, og han kunne se at hun rent faktisk lyttede efter til hvert et ord han sagde, hvilket havde overrasket ham. Eller. Hvert et ord. Hun lignede i hvert end der rent faktisk lyttede. Og hendes nik havde været forsigtigt. Da en tåre samlede sig i hendes øjenkrog. Lod han sin hånd komme op og fjerne den i begge sider. Han havde en lille følelse af at han havde en form for omsorg for hende. Men det var også kun en smule.

Hendes hånd der havde klemt hans hånd tilbage. Han var ikke sikker på hvordan hun forstod hans måde rent faktisk at gøre tingene på. Han kunne selvfølgelig kopiere hendes minder og på den måde se hvad det betød for hende. Men, det var ikke helt sikkert at han kunne fange det. Han havde heller ikke i sinde at lade folk få at vide, at han tog sig af Nianna dengang, på grund af følelserne der havde været i ham. Og jo mere han brugte evnerne, jo mere kunne han føle at han mistede noget af sig selv.

Mauritz rejste sig op, så han kom op og stå og kiggede på hende. Og da hendes stemme kom og spurgte om hun kunne se sin familie, kunne han høre hvordan det var hendes stemme kom med et knæk. Han nikkede og kiggede på hende. Han lod sine hænder gribe begge hendes hænder og kiggede hende i øjnene, mens han talte ned. Han lod nogle enkelte minder komme over til hende. Lukkede sine øjne som han valgte nogle af dem han kunne identificere som værende gode. Og der gik ikke lang tid, før det var at han åbnede sine øjne og kiggede på hende, nikkede roligt. ”Her, er nogle du kan få lov til at nyde.” Lød det fra ham, som han kunne mærke trætheden ramme ham. At bruge sin evne i dagslyset krævede mere end når han brugte den om natten.

Den måde hvorpå Mauritz havde fjernet hendes tårer, bragte et spæd smil frem på hendes læber. Hun lukkede ganske kort øjne, som han strøg dem bort, inden hendes blik gled hen over hans ansigt. Uanset hvor meget hun havde anstrengt sig, kunne hun stadig intet huske omkring ham, men hun følte en sær tiltro til hans ord. Hendes ansigt lagde sig i en undrende mine, idet hun rynkede ganske let i panden da Mauritz lukkede sine øjne, efter hendes forespørgsel om at kunne se sin familie, han så overraskende koncentreret ud, men hun forstod sig heller ikke helt på hans evne.

Da hun så minderne for sine øjne, virkede de fjerne for hende, som var det ikke hendes egne. Hun genkendte ikke rigtigt menneskerne hun så, men hun mærkede det indeni. Hvordan kunne hun ikke foreklare, men jo mere hun så mindet igennem, jo mere vågnede nogle sære følelser indeni hende af genkendelse. Hun trak hænderne en smule til sig, idet hun lagde armene om livet på sig selv. Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere, eller hvad hun skulle sige. Med blikket rettet ned imod hendes bare fødder, lod hun minderne passere forbi sine øjne igen og igen. Et kærligt smil af genkendelse lagde sig omkring hendes læber, hun huskede dem hver og en. Sin mor Zelia, sin far Torn og sine to ældre brødre Kian og Kiril. Hun havde faktisk haft en familie, forældre og to brødre.

Glæden blev dog erstattet af sorgen, for selvom hun kunne mærke den kærlighed der havde været imellem dem alle, følte hun sig pludselig alene med et stort savn til dem. En ting hun hæftede sig ved i minderne var hendes arm, hun havde ikke det mærke på sin venstre underarm, som hun bar nu, men hun vidste ikke om hun turde spørge, om hun ønskede at vide mere, for allerede nu følte hun sig ramt af tvivl, måske tilværelsen havde været bedre uden minderne? Hun bed sig i læben, inden hun hævede  blikket imod Mauritz og først nu opdagede hvor medtaget han så ud. Det måtte tage hårdt på ham? Hun så sig lidt omkring, måske han ville have godt af at sidde ned og hvile, og måske hun skulle finde noget til ham, men hvad? "Er du okay?" spurgte hun dæmpet, inden hun rakte den ene hånd frem imod ham.