En grimasse gled over Ergins ansigt ved Pax' ord. Han havde masser af 'gode' ideer, men han var også realistisk og vidste at han ikke havde en chance hvis han prøvede på noget. Det eneste tidspunkt han ville have en chance, ville være når han frit kunne komme hen til døren uden at blive stoppet. 
 Mens Pax roddet gennem tasken, søgte Ergins blik forsat rundt, i søgen efter hvad det var for en genstand Pax ikke ville af med. Hans blik fandt noget ikke noget der virkede synderligt specielt eller vigtigt, så det fandt tilbage mod Pax. Afstanden var stor nok til Ergin ikke havde problemer med at se direkte mod Pax, men han undgik stadig at møde hans blik direkte. Tasken blev smidt hen til Ergin, og han løftede det ene øjenbryn lidt.
 " Hm... Skuffende.. " Det var da bestemt en kende skuffende at han kun havde taget ligegyldige ting. Det gjorde hele akten en smule kedelig og ubetydelig. Især nu hvor han vidste at der ikke ville være nogle der ville blive specielt påvirket over hans lille gerning. Han overvejede kort at lade tingene blive, af ren og skær overlegenhed. Han skulle ikke være Pax velgørenhedsprojekt. Alligevel dukkede den ene hånd op fra gulvet og løftede tasken lidt op, og han kunne bukke sig ned og møve tasken over hovedet, så den kunne hænge over skulderen igen. Han skulle bruge krystallerne, og nu hvor han kunne få lov at gå med dem, kvit og frit, så virkede det næsten dumt at lade vær!

 Et højt og irriteret fnøs forlod Ergins læber, ved Pax kommentar, for allerede halvvejs inde i sætningen, var han klar over hvordan den ville slutte. Han åbnede munden for igen at gøre det klart at han ikke var til mænd, da det tydeligvis ikke var noget Pax havde fattet. Han nåede dog ikke at afbryde Pax inden et voldsomt brag kom ham i forkøbet. Det gippede kort i Ergin, inden han kort så i retningen af lyden. Han flyttede det dog hurtigt tilbage på Pax, med et lille, skævt smil.
 " Det er vidst mit tegn til at gå..  " lød det hurtigt fra Ergin, som han ikke brugte mange sekunder på at overveje og bekymre sig om lyden. Han kunne i teorien være ligeglad, og det var han egentlig også. Så uden at give Pax og lyden mere omtanke, tog han det første skridt mod døren, og gik ud fra han fik lov til at gå sin vej.

Pax havde for travlt med at betragte døren, til han rigtig bed mærke i Ergins bevægelse. Efterfulgt af det øredøvende brag, lød nemlig hastige skridt og Pax havde en ganske særlig anelse om, at de ikke var venligsindet.
Han havde givet signal. Ingen ville nærme sig huset, medmindre krystallen – Pax så hastigt henover skulderen, i det han instinktivt satte sig på hug; jovist, den var der stadig. Det var ikke hans folk der med tunge støvler skridtede rundt i det tilstødende lokale.

”Såeh – er det nogle af dine?”, spurgte Pax lavmælt, i det han kort lod sine stålgrå øjne lande på Skyggemandens ansigt. I dem dansede næsten morede gnister, for Pax vidste, at den unge mand ikke umiddelbart kunne komme uskadt forbi de andre. Døren var trods alt lukket for blot et øjeblik endnu, men som skridtene tog til og dernæst aftog i styrke, og alskens genstande kolliderede med gulvet, var vel efterhånden blot et spørgsmål om tid.

Pax smed en hånd mod døren, i det han blinkede til Ergin. ”Damerne først – medmindre du altså vil kravle tilbage ind i skabet. Igen, jeg dømmer ikke og –”, sagde Pax, hvorefter han hurtigt holdte sin anden hånd op, nærmest som ville han beskytte sig fra kommende slag. ”Jeg ved det godt, du er ikke til mænd – du må dog indrømme, at den lå til højrebenet? Det kan jeg da ikke bare sådan ignorere.”

 Det var ikke gået op for Ergin, at lydene langsomt bevægede sig hen mod dem, og han trådte derfor mod døren. Han stoppede dog op igen, da Pax spurgte om det var hans, og han lyttede lidt på lydene. Pis.. De rendte jo rundt lige inde i rummet ved siden af. Hvordan skulle han nu komme ud.. De ville sikkert ikke bare lade ham gå! Blikket flytte sig tilbage i retningen af Pax med et fnys.
 " Jeg har jo sagt jeg ikke har andre end mig selv..  " Bed han lidt irriteret efter Pax. Var det et eller andet dårligt trick var hans side af? Ergins blik betragtede Pax lidt nærmere, for at se om han virkede til at have en ide om hvad der skete, men han virkede omtrent lige så forvirret som ham selv, dog så han også ud til at morer sig lidt over det hele. Ergin fnøs kort over det. Ih ja, hvor var det da underholdende. 

 Ergins blik fulgte Pax hånd mod døren, inden han løftede et bryn. Han ville gå ud til hvem det så var, der var  dukket op? Bare lige sådan gå ud igennem døren til dem. Som om! Ergin var ikke dum. Hans ord fik Ergin til at skære en grimasse og bide tænderne sammen. Han spidsede læberne lidt og så hen på Pax mens han nikkede. 
 " Ha ha ha..  " lød det sarkastisk fra ham inden han så mod vinduet. De burde godt kunne komme ud af det. Den ene stump med rettet mod vinduet.
 "Hvad med vi tager den vej i stedet.. Ingen grund til at gøre noget dumt.. " Var det en fesen vej at gå? Helt sikkert! Men Ergin kunne ikke gøre så meget andet. Var det flere mænd, er rendte rundt ude på den anden side, var der ikke noget han kunne gøre. Andet end at gøre som han blev bedt om. Han havde det allerede stramt nok med at være lukket inde i dette rum, sammen med Pax, men så længe Pax holdt sig på afstand kunne Ergin lige klare det, uden at stå og krympe sig alt for meget. 

Pax trak lidt på den ene skulder. ”Og hvorfor skulle jeg tro på det? Jeg fandt dig trods alt i skabet. Man kan ikke stole på folk, der håndtere sine problemer på den måde. Det er bedst bare at få det ud”, svarede bandelederen, hvorefter han sendte Ergin et sigende blik og et påtaget smil.

Dernæst rejste han sig op. De knoglede knæ knækkede tilfredsstillende, i det Pax rystede på hovedet og i stedet nærmede sig døren. ”Desuden – hvis du ville plyndre et hus for værdi, ville du vel sørge for, at have en mand der holde øje udenfor, ikke? En til at alarmere de andre, så de kunne tage sig af dig, inden du nåede for langt?”, brummede han, hvorefter han skar en grimasse. ”Når, nej, det er rigtigt. Du ville foretrække at, ja… du ved”, lød det dernæst, i det Pax nikkede mod skabet i hjørnet, og derefter viftede med den ene hånd. ”Jeg skal nok holde inde nu! Det er bare sådan en fristelse, der er svær at undvige.”

Pax’s hånd greb dernæst om håndtaget end ikke sekundet efter, og som døren gik op, gled et køligt udtryk henover bandelederens ansigt.
I det tilstødende lokale frøs fire kæmpeskikkelser og alle stirrede de på den arrede og gråhårede mand, de kendte af omtale.

”Sikke en overraskelse. Den her aften bliver mere og mere… uventet.”

 Det var ikke til at vide om det var med vilje eller om det var forglemmelse, at Ergin aldrig fik givet Pax hans navn. Forsatte Pax med kun at kende til Ergin gennem omtale som "tyven uden arme", var det måske nemmere at holde sig lidt skjult, selvom det at være en tyv uden arme i sig selv var ret så unikt. I sidste ende kunne Ergin alligevel nok heller ikke se hvad Pax skulle bruge hans navn til. De manglende arme var vel kendetegn nok til at han nemt ville kunne blive fundet, navn eller ej. 
 De konstante provokerende ord fra Pax, begyndte at gå Ergin mere og mere på. Han kendte slet ikke Ergin, hvordan kunne han bildte sig ind og blive ved med at antage alle mulige ting omkring ham. Ergin brummede irriteret over kommentaren, men sagde ikke noget. Han fik mere og mere lyst til bare at springe på Pax, velvidende om at det nok ville være han der ville ende med at få bank. 

 Det var egentlig, i sidste ende, lige godt for Ergin, som den splejsede mand troede på ham eller ej. Og om han ville følge Ergins forslag om at gå ud gennem vinduet eller ej, var ikke Ergins problem, han vidste bare han ikke havde et ønske om at rode sig ud i flere problemer end han allerede var. I et forsøg på at ignorere Pax' ord gik Ergin hen til vinduet, for at undersøge om han kunne åbne det, eller om han var nødt til at smadre det for at komme ud igennem det. 
 " Ti' nu bare stille!  " Snerrede Ergin vredt og sammenbidt, og så over skulderen mod Pax, der havde bevæget sig hen til døren. Hvis han blev ved med at snakke så meget, ville jo det blive opdaget med det samme. Og han var ikke til mænd! Det var modbydeligt! Bare tanken gav ham kvalme og gjorde ham dårlig. 
 Ergin fnøs blot til at Pax ikke kunne lade vær med at komme med kommentarene, og vendte sig tilbage mod vinduet for at forsætte hans stikken af, men inden han nåede at gøre noget åbnede døren op. Hurtigt så Ergin tilbage mod Pax og døren, og så at det var pax selv der havde åbnet han. Ergin skar en grimmasse, og prøvede at se om han kunne se hvor mange der var derude, samt hvem det var, men døren var i vejen og han hørte kun Pax' ord. Kendte de hinanden? 

 Ergins blik flyttede sig tilbage mod vinduet, som han hurtigt inspicerede til at skulle smadres, og han så sig om efter noget at smadre det med. Hurtigt dukkede armene op, og kort efter lød der et rabalder fra vinduet der smadres. 

Pax hørte braget bag sig, i det at vinduesglasset sprængtes til tusinde stykker, men kun de fire fremmede syntes at blive oprigtig overraskede – en af dem spjættede til og med, hvilket var noget af et syn. ”Kujon”, mumlede bandelederen, hvorefter han trådte ud af det tilstødende værelse og dernæst skævede over sin tynde skulder.
”Jeg lukker lige her, skal jeg ikke gøre det? Så behøver du ikke skynde dig ven”, lød det, i en tone der var ligeså indsmigrende, som den var påtaget, i det bandelederen af Ulvens Flok lod døren glide i.

Da det så karakteristiske klik lød bag ham, vendte de stålgrå og iskolde øjne sig atter mod de indtrængende. ”Jeg havde forventet noget mere. Det må jeg sige -" brummede Pax kryptisk, hvorefter han gjorde mine til at ville uddybe. Han nåede dog aldrig dertil, i det døren for endnu engang gik op med et brag. Pax skar en grimasse – I må ganske enkelt have det til gode, mine venner! – og smed derefter begge sine hænder ud til siden.

Hvad der dernæst fulgte var på en og samme tid ganske karakteristisk for Flokken, men så sandelig også en sjældenhed. Ikke at det var det, der rumsterede bag Pax’s beskidte pande, som han sad afslappet i lænestolen og betragtede sine mænd slås mod de fremmede…

Nej. Det var Skyggemanden. Se, det var et spændende nyt bekendtskab…