Hun kan godt fornemme hun syntes det svært at forstå, Xilla havde også svært ved at forstå det først da hun fandt ud af det. Hun havde aldrig regnet med at genopstå, men her var hun. "Jeg døde for nogle år siden, men er genopstået som en engel, jeg ikke sikker på hvordan." Svare hun roligt, imens hun alligevel nikker lidt da hun siger menneske fugl, det er da nemt at sætte op mod det. Xilla ser sig lidt omkring, inden hun rejser sig op, hvis hun skal vise det, skal de være mere ude af syne i tilfælde der kommer andre heromkring, det aldrig til at vide.

"Kom med så skal jeg nok vise det, men det ikke alle der skal vide det, nogle bryder sig ikke om andre væsner," siger hun, også for at forklare hvorfor hun går hen mod træerne. Xilla kan se træerne heldigvis står rimelig tæt, så det ikke fordi hun behøver at gå langt ind, inden hun er dækket og inden som kommer herud ville kunne se det. Hun kan forstå hvorfor Nianna gerne vil se det, det ikke noget man umiddelbart vil tro på når det bliver sagt. Xillas ulv kommer lidt frem, opmærksom på omgivelserne som de går ind i skoven, før hun giver det grønne lys for det ikke umiddelbart virker til der er noget.

Xilla hiver langsomt kjolen af sin krop, hun følte ikke ligefrem for at smadre denne kjole med sine vinger. Hun havde kun en smule tøj, hvor hun stadig kunne have sine vinger foldet ud imens hun havde tøjet på. Hun lukker øjnene, inden hun mærker efter, det ikke det første der kommer til hende som er hendes ulv. Men der går ikke få sekunder, inden hun fornemmer noget begynder at bryde igennem hendes skin på ryggen. Det sker langsomt, men frem kommer de store vinger. Automatisk lader hun vingerne folde omkring hende som et slags tæppe, vingerne dækker hele hendes krop fra at blive set. Xilla folder dem langsomt ud, så de spreder sig i fuld længde til hver sin side. Fra den ene spids på vingerne til den anden, er der vel godt og vel 4 meter hvis hun husker rigtig, når hun for dem strukket helt ud til hver sin side. De er til den brede side, som gør hun nemt kan gemme sig bag dem når hun lukker dem omkring sig selv.

Nianna havde stadig svært ved at koble døden sammen med hun kunne sidde her og snakke, men der måtte være en mening med det, hun var nået frem til Xilla måtte være en levende død menneske fugl, så havde hun efterhånden forklaringen på plads, hvor bizar den end lød i hendes øre.

Da Xilla rejste sig op og søgte op imod skoven, lagde hun hovedet let på skrå, det kunne være en fælde men så igen, det føltes ikke sådan? Hun rejste sig en smule modvilligt op, og fulgte efter hende på god afstand, hvis nu der skulle ske noget havde hun da et lille forespring. Xilla der fortsætter ind imellem træerne er for en ganske kort stund ude af syne, indtil Nianna når op til skoven og stopper ved de yderste træer, hun kan godt se hende derfra og lader hovedet glide over omgivelser, hun kunne ikke se eller høre andre i nærheden. 

En lettere overraskelse blusser op i Niannas øjne, da Xilla begynder at afklæde sig, ikke fordi hun var kropsforskrækket eller så noget forkert i at være afklædt, kroppen var jo en naturlig del af mennesker, ikke? Hun rystede overraskelsen af sig og lod afventende hovedet glide let på skrå, som hun betragtede den mørkhårede kvinde foran sig. Hun vidste stadig ikke helt om hun troede på historien om vingerne, men da hun så dem komme til syne, spærrede hun øjne op og måbede let over synet, hun havde slet ikke ventet at Xilla havde fortalt sandheden, og hun havde i sandhed talt sandt da hun forklarede at vingerne var smukke. Betaget trådte hun nogle skridt tættere på, og hendes grå øjne gled over hver eneste lille detajle ved de mægtige vinger foran hende. Hun havde sådan en lyst til at række ud og røre dem, mærke om de var lige så lækre at røre ved som de var smukke, men hun holdt sig i skindet og foldede hænderne omme på ryggen, Nianna cirklede let rundt om hende, betragtede hvordan vingerne rent faktisk sad fast på ryggen af hende, de var virkelig en del af hendes krop.

Xilla holder roligt øje med Nianna, som hun går rundt. Hun bevæger vingerne en smule, som giver en smule vind selvom de ikke bliver bevæget alt for hurtigt. Bladende bevæger sig lidt, grenene bevæger sig en smule, inden det hele står stille igen. Hun ser hvordan Nianna har hendes hænder omme bag hendes ryg, hun er ikke sikker hvorfor, men måske fordi hun gerne ville prøve at føle på vingerne.

Hun vælger vippe den ene vinge tættere på hende, så den lige bliver strukket helt ud. "Hvis du vil så det okay at mærke, bare ikke hiv nogle fjer ud, det gør ondt," siger Xilla, som hun laver en grimasse ved tanken om at få hivet en fjer af. Hun havde prøvet det nogle gange før, aldrig nået som var sket med vilje, måske hun havde glemt at folde vingerne helt ind som hun gik igennem en skov, hvor hendes ene vinge måske ville have en fjer som blev hevet af pga den sad fast et sted på et træ. Hun havde aldrig prøvet en person hive dem af, da hun var meget forsigtig med hvem så hendes vinger. Men hun stolede på Nianna, hun virkede ikke til at være typen der ville gå ud og fortælle alle om en engel hun kendte. Xilla kunne ikke forestille sig hun ville være sådan, så hun var helt rolig med at hun så det.

Xilla ville dog holde sin ulv for sig selv endnu, ingen grund til at skræmme kvinden mere end nødvendig. Det ville måske være lidt skræmmende, der pludselig poppede en stor ulv frem, med kæmpe vinger. Så ville folk begynde at tænke de var blevet sindsyge, hvis de fortæller de så et menneske blive til et dyr. Hun var også glad for at have sin ulv for sig selv, mest af alt fordi den havde sin helt egen personlighed, så det var ikke sikkert hvordan hun ville reagerer på at skulle møde nogle mennesker. Nok kunne Xilla have det fint med nogle personer, men det betyder ikke at ulven faktisk er okay med de personer.

Da Xilla strakte det ene vinge imod hende, måbede hun ganske let, hendes blik var helt opslugt af de smukke hvide fjer der strakte sig ud over den, ikke en så ud til at ligge forkert, det var noget af det smukkeste hun havde set, selv ikke en sommer varm solnedgang kunne måle sig med synet og da Xilla gav tilladelse, som havde hun læst hendes tanker, var det lige før hun gjorde et lille hop af spænding. Hun bed sig let i læben, inden hun tøvende rakte den ene hånd frem imod vingen, men inden hun rørte den løftede hun alligevel blikket, for at være sikker på det nu også ville være helt okay med Xilla.

Ganske forsigtigt strøg hun fingerspidserne ned over fjerene, de føltes silkebløde men ikke spor skrøbelige, det var præcis som de fugle hun igennem årene havde hjulpet, hvis de var kommet til skade, helt bløde og glatte. "De er... flotte!" Hendes stemme var fuld af beundring, idet hun forsigtigt tog hånden til sig igen, der var ingen grund til at trænge sig alt for meget på, når hun havde vist Nianna den venlighed at stille hendes nysgerrighed. Hun knugede igen hænderne om på ryggen, men et drømmende blik lagde sig over hendes øjne, inden hun skævede op imod trækronerne som skjulte den åbne nattehimmel. 

Nianna kunne ikke lade være med at tænke på hvordan det måtte være at have sådanne vinger, at kunne se verden deroppe fra lige som fuglene, at kunne rejse vidt og bredt uden at skulle bekymre sig om at støde på nogle. Det måtte være fantastisk! Hun kunne slet ikke forestille sig nogen ulemper ved vingerne.

Xilla kunne ikke lade vær med at smile over hendes begejstring over det, det var tydelig meget spændende for kvinden. Men hun kunne nu godt forstå det, især hvis hun ikke kendte meget til andre væsener. Med de forsigtige strøg hun gav vingen, var den eneste grund til hun kunne fornemme det, var fordi hun selv så det. Så lette strøg var det, kvinden var absolut meget forsigtig i hvad hun gjorde. "Det er de, men også enormt store," svare Xilla, som hun selv et øjeblik står og betragter de store kridhvide vinger. Hun havde selv set på dem nogle år nu, at hun var van til dem. Selv hendes ulv havde kæmpe kridhvide vinger, hun kunne altid betragte dem lidt tid, men de var ikke længere et specielt syn for hende.

Xilla vælger se den samme vej som Nianna, hun virkede til at have store ting hun gerne ville. Men af den ene eller anden grund, så ville hun sikkert blive her. Vi havde alle vores grunde til at blive et sted, måske usikkerhed, det var aldrig til at sige. Hun kunne se hvordan hendes øjne var drømmende, hvilket gjorde det tydeligt for Xilla, denne kvinde ønskede at se verden, men af sikkert personlige grunde vælger hun at blive her i skovens fred og ro.

"Har du nogensinde været ude i den store verden?" Spørger Xilla hende, imens hun ser op i trækronerne. Der var ikke mange dyr tæt på, men de kunne fornemme ulven i hende. Dyr havde det med at tage afstand fra hende, i hvert fald de vilde dyr gjorde det. Men hvem kunne ikke forstå det, hvis de kunne fornemme der var et rovdyr tæt på, uden de rigtig kunne se det. Andre rovdyr var ikke så generte overfor hende, slet ikke når hun havde forvandlet sig. Rovdyr var nu engang rovdyr, de ville gerne nogle gange se hvem der var bedst. Hun har haft sine øjeblikke hvor hun har været op at slås med et andet rovdyr, men det var heldigvis ikke så ofte mere.

"Mmmmmh...." brummer hun dæmpet, hun kunne let forestille sig hvor tunge de måtte være at bære rundt på, som de store bukkes gevirer, det var mageløst at bragte dem på afstand i trækronerne, når de fredeligt gik rundt i mindre flokke, de måtte uden tvivl veje meget, men de formåede alle at få det til at se så let ud, og det samme gjorde Xilla.

Nianna løsrev sit blik fra nattehimlen, for at vende det imod hende. Der var så mange ting hun gerne ville ud og opleve, men frygten havde indtil nu afholdt hende fra at drage afsted, men Xilla måtte da have set en masse, når hun drog rundt og især fordi hun kunne flyve afsted når det passede hende. Misundelse var en grim ting, som Nianna heldigvis ikke besad, men hun var ikke som mange andre, hendes drømme var for hende næsten levende og selvom hun ikke ville komme til at flyve, kunne hun levende forestille sig vinden i sit hår, den friske kolde vind imod hendes ansigt, solens stråler, der ikke blev stoppet af hverken buske eller træer, at kunne flyve op over skydække. Hun sukkede muntert, drømmene havde det med at rive sig lidt af med hende, og hun måtte fokusere for ikke bare at forsvinde helt ind i dem.

Da Xilla stillede hende et spørgsmål lagde hun hovedet let på skrå og tænkte over hendes ord. Den store verden, så der var måske meget mere end dette område havde at byde på? Hun rystede stille på hovedet, selvom hun frygtelig gerne ville vide alt om dette land. "Fortæl alt..." bønfaldt hun glad, som et lille barn der tiggede om en godnat historie, Xilla måtte have oplevet så meget og hun ønskede brændende at vide mere.

Xilla smiler over kvindes reaktion, tydeligt hun ikke har været rundt omkring i verden. Men det var tydeligt at se for hende, at det var noget hun i hvert fald ville ønske. "Jeg kommer fra et sted som hedder Medanien, der er marker og enge. Der er små bondelandsbyer, der er primært bonder som er der. Men stedet er kendt for det smukke landskab, der også noget urørt landskab derude utrolig smukt. Tror jeg har været mange forskellige steder, mødt så mange forskellige mennesker. Der er de gode mennesker, men der er også dem man burde holde sig fra." Siger Xilla roligt. Hun vælger trække sine vinger ind igen, så hun kan få sin kjole på igen. Hun får taget kjolen på, inden hun vælger at sætte sig ned. Der er absolut meget at fortælle, nogle steder at fortælle om. 

Der var så mange ting ude i verden, både det gode og det dårlige. Hun kan huske de fleste steder hun har været, hvordan det har været på de forskellige steder hun har arbejdet. "Der også et sted kaldet Rubinien, men jeg kan ikke ligefrem anbefale at komme derhen, det er et sted det er tilladt at have slaver. Så man skal passe på omkring Rubinien, jeg har arbejdet rundt omkring der. Men man skal passe rigtig godt på, hvis man gerne vil være der," siger Xilla lidt mere eftertænksomt.

Hun vipper lidt hovedet på skrå, imens hun tænker over tingene. "Der er mange smukke områder, som du går fra det ene sted til det andet. Nogle steder har mere natur end andre, der er ørkenområde også er der her hvor du er, som har meget natur." Siger Xilla, imens hun husker tilbage på de gange hun har været rundt omkring. Men hun har altid mest været ved Dianthos, for det er absolut der hun har tjent mest ved at være. Men det fordi hun nogle gange nemt kan få ved den øvre bydel, ikke så ofte men nogle gange er hun meget heldig at have en længere periode der.

Hvor meget Nianna end ønskede at forstå alle ordene, måtte hun erkende der var mange ting hun ikke forstod, hun nikkede eftertænksom mens hun prøvede at huske hvilke ting hun skulle have forklaringen på, hun vendte blikket op imod himlen, hendes fantasi var en af de mest levende, så hun lukkede øjnene mens hun lyttede, forestillede sig hver en forklaring hvordan det måtte se ud, smilet dansede om hendes læber for meget af det lød præcis som hun altid havde forestillet sig.

Hun hæftede sig meget ved Medanien, det lød uden tvivl som et sted hun måtte drage hen en dag, og hvem vidste måske hun ville få sig taget sammen og rent faktisk gøre alvor af det. "Medanien, enge og marker..." gentog hun dæmpet, mens hun prøvede virkelig at huske hver en detalje om stedet, så hun måske ville kunne genkende det i fremtiden. Hun havde godt lært at hun befandt sig i Azurien lige nu, hun havde hørt det omtalt så mange gange nede i byen, når hun havde siddet og observeret livet dernede. 

Da Xilla fortsatte med at fortælle om et nyt sted, stoppede Nianna dagdrømmeriet og vendte blikket forvirret imod hende. "Hvad er slave?" Hun havde aldrig hørt noget der kunne minde om det før, men umiddelbart lød det meget ildevarslende og ikke noget hun ønskede at opleve på sin egen krop, hun gøs let ved tanken, ubehagligheder kunne hun sagtens undvære. Man kunne vel fristes til at sige den unge kvinde havde et lettere naivt syn på verden omkring hende, da hun ikke kendte til godt og ondt. 

"Måske en dag...." svarede hun med et lille smil, inden hun let puffede til Xilla med skulderen, som de sad side om side under den åbne nattehimmel. Hun håbede hun ville fortsætte med at tale, for Nianna der ikke selv yndrende at gøre brug af det talte sprog, elskede at lytte til andre når de fortalte.

Xilla smilede over kvinden ved hendes side, hun virkede til lige at have nemt ved at kunne se alting for sig. Det måtte også kunne være rart, lige at kunne forestille sig tingene. Xilla rynker lidt på næsen, da hun spørger hvad en slave er. Hun brød sig ikke om den del, hvor hun havde set alle de slaver. Hun gyser lidt ved tanken, bare glad for det ikke har været hende. "En slave, det er en som ikke har sin egen frihed. Du skal gøre hvad en anden person vil have dig til at gøre, de ejer dig," siger hun, men med tydelig afsky i stemmen over det. Hun havde set de gode og de dårlige, men så igen det var frygtelig aldrig at have muligheden for at have et valg, kunne være fri, kunne gøre lige hvad man faktisk har lyst til. Xilla elskede sin frihed, hun kunne ikke forestille sig hvordan det måtte være at være en slave, for hun kunne ikke forestille sig at få taget sin frihed fra hende.

Hun grinte lidt, da Nianna puffede lidt til hende med skulderen. Hun puffer blidt tilbage igen, imens hun ser op mod nattehimlen. Hun var heldigvis i ro i sit sind, fordi her var ikke andre herude, så hun kunne på ingen måde være særlig paranoid. "Måske en gang jeg kan tage dig med til Medanien," siger Xilla, imens hun tænker lidt, for det kunne hun jo sagtens gøre. Dianthos tænker hun ville være lidt for stort for Nianna som en start, hun skulle jo ikke ende med at forvilde sig ned i den nedre bydel, der ville hun ikke have store muligheder nede udover en grum oplevelse. Medanien var en god start, et lille sted og nemt for Xilla at sørge for Nianna ikke endte med at forvilde sig helt forkerte steder hen som kunne gå fuldstændig galt.

"Vi har også den centrale by, den er meget stor. Det er Dianthos, det er delt lidt ind i forskellige områder. Det er meget overvældende der, især hvis man kommer var mindre steder," siger hun roligt, som hun husker første gang hun kom til Dianthos.

Da Xilla begyndte at forklare hvad en slave var, kunne man tydeligt spore overraskelsen og foragten i hendes blik. Hun kunne slet ikke forestille sig hvordan det måtte være at miste sin frihed, ikke selv længere bestemme over sit eget liv. Hun sænkede blikket ned imod jorden, tydeligt berørt af det. Nianna der ikke kunne mindes nogensinde at have mødt ondskab, følte pludselig verden måske ikke var så god som hun gik og troede. Hun prøvede at forme nogle ord, men stilheden blev ved hende, idet hun opgav og så væk. Det måtte være frygtelig! 

Hendes humør steg dog i takt med Xilla puffede igen, og smilet bredte sig om hendes læber. At komme til Medanien, hvorfor ikke? Selskabet var godt, og hun var sikker på hun ville være i gode hænder sammen med hende. Hun nikkede derfor lettere eftertænksomt. "Vil jeg gerne en dag..." svarede hun glad, hun prøvede at genkalde sig beskrivelsen af landet, hun var spændt på om det også ville være så smukt som hun havde fortalt, men det bekymrede hende en smule, tanken om at forlade alt hun kendte og havde kært, for hvor længe ville hun være nød til at være væk? Var det kun en dagsrejse væk eller meget længere end det.

Tænkende lænede hun sig en smule bagud, og støttede på hænderne bag sig. Hun havde intet begreb om hvor stort landet egentligt var, og at det ville tage flere måner at rejse fra den ene ende til den anden, alt efter hvor mange uheld der ville dukke op undervejs. Da hun fortsatte med at fortælle om stedet, gøs hun dog let, hun havde aldrig skulle være steder mere befolket end udkanten af byen her ved Azurien, at komme til et sted der var større, hun vidste ikke om det var noget hun ville være tryg ved, uanset om Xilla var med eller ej, hun var jo ikke den bedste til at konversere med fremmede.

Hun smiler, inden hun igen puffer lidt til hende. "Så må vi finde ud af det på et tidspunkt, bare rolig skal nok sørge for vi prøver lade vær med at rende ind i andre væsner som ikke er så venlig sindet," siger hun med et smil. Hun vidste godt der kunne være vareulve ved Vesterdalene, men Xilla vidste godt hende og hendes ulv vil kunne passe på Nianna, i tilfælde de mødte nogle som ikke var særlig venlig sindet. Nok vidste kvinden ved hendes side intet om hendes ulv, det kunne nok også godt komme til at være meget overvældende. De fleste ville nok også have en dårlig reaktion, hendes ulv kunne ligefrem godt virke som et monster med dens højde og det kæmpe vingefang hun holder sig.

"Landet her omkring er stort, der findes også Nordlandet. Men der er altid køligt, året rundt for det meste er der sne. Det også et sted med ikke så nem adgang til alting, muligheden for sådan rigtig at finde mad er rimelig sparsomt deroppe med den kulde de har deroppe. Men det er yderst smuk, med sneen som dækker det meste deroppe." Siger Xilla, som hun tænker tilbage, på de gange de har været deroppe om sommeren, hvor mange andre steder nemt blev alt for varmt for hendes ulv. Men ulven følte jo så tydeligvis at den var en ulv fra nordlandet, skulle man da i hvert fald tro, når hun har nærmest vinterpels året rundt. Xilla syntes det er dybt irriterende, for hun kan nogle gange selv fornemme det også dræner hende. Nok har de forskellige personligheder, men er der noget som påvirker den ene, så vil det oftest også påvirke den anden af dem. Sådan noget som for meget varme, påvirker ekstremt nemt ulven, da hun har så meget pels som hun har, da hun tydeligvis ikke syntes hun skal fælde og prøve at få sommerpels.

Nianna lyttede opmærksomt som Xilla forsatte med at fortælle om landet, hun havde aldrig drømt om der ventede så meget derude bag horisonten, et smil dannede sig om hendes læber, i takt med drømmende om landet fik skubbet de forudrolige ting i baggrunden. Det lød som om der var så mange ting at opleve derude, så mange interessante omgivelser, kulde, enge, hun løftede blikket imod himlen, og nikkede engang imellem ganske let for at vise hun stadig lyttede.

"Hvordan ved man om... om nogen er venlige?" Spurgte hun forsigtigt, mens hun prøvede st huske de ord Xilla selv havde brugt, hun håbede det give mening for Xilla. Hun var mistroisk overfor de fleste mennesker, men hendes mavefornemmelse var ikke lige frem stærk når det kom til andre mennesker eller væsner, for hun havde intet at opveje imellem, hvilke signaler hun skulle kigge efter eller være på vagt overfor, et smil var vel et smil? Hun sukkede dæmpet over sin egen uvidenhed, måske havde det være lettere hvis hun var vokset op med andre, men ville hun så have set ondskaben?

Hun vidste godt det var svært for et menneske at kende forskel, medmindre de var meget gode menneskekender, hun vidste det nok ville tage nået tid for Nianna at lærer det helt, selvom hun forklarede hende det. Hun vipper hovedet lidt på skrå, imens hun ser op på himlen. "Nogle er gode til at gemme på om de er venlige eller ej, andre så er det nemmere fra starten, da de er mere ligeglade med hvordan folk ser dem." Siger hun mere tænktsomt, det var længe siden hun skulle fokusere på det. Hendes ulv havde det med at gennemskue folk meget hurtigt, så den kunne altid advare hende. 

"Du kan ikke altid stole på, bare fordi de smiler at de er venlige. Det er nogle en måde at få folk til at slappe af, fordi de ser venlige ud når de smiler. Folk kan vise det på mange måder, det er de små ting de gør som kan give dem væk. Er de hurtige til at komme helt ind på livet af dig, altså vil være lige foran dig fra start, så træk dig. Det nemmere at trække dig nogle steder, holde dig fast hvis de er tæt på dig, hvor de ikke behøver tage et skridt frem mod dig." Siger hun, imens hun tænker lidt. Hun har prøvet det før, oftest dem som altid kommer helt tæt på hende, har aldrig noget godt at gøre. Hun var glad for at have en ulv, som kunne hjælpe hende til at se det. Men hun tænkte ikke længere over det, for nogle gange så ignorere hun også ulven, og det endte nogle gange skidt. Hun rynker lidt på næsen, det var ikke altid de gav det væk bare lige. Da hun var menneske lavede både hendes ulv og hende fejl, sådan lærte de det, hendes ulv fangede det dog hurtigere end hun selv gjorde.

"De bliver hurtig utålmodige, hvis du ikke følger den plan de måske har tænkt på," siger hun roligt, imens hun laver en grimasse ved den tanke. Hun havde oplevet sin fair del af dem som havde et ondt sind, men det lod nu aldrig til at slå hende helt ud af kurs. 

Nianna så en smule eftertænksom ud, det var mange informationer at tage ind på en gang, men hun prøvede oprigtigt at følge med. Det var svært at forestille sig hvordan hun nogensinde skulle kunne kende forskel, og inderst inde nærede hun et lille håb om at slippe for at møde sådanne typer, det ville gøre hendes tilværelse betydeligt lettere, hvis ikke hun behøvede at være mistænksom hvad alle individer angik. "Tak Xilla..." svarede hun stille, hun var oprigtigt glad for hendes hjælp, og at hun gad bruge sin tid på at lære fra sig. Hun skævede let imod hende, hun virkede sød og hun så ingen faresignaler ved hende. 

I stedet vendte hun blikket tilbage imod himlen, et lille suk slap over hendes læber, mens hun tænkte på alle de ting Xilla havde forklaret. Verden havde åbnet sig på en helt ny måde for hende, nu vidste hun at der fandtes så meget mere derude, end hun nogensinde havde drømt om, men Xilla havde også bekræftet den frygt Nianna havde for andre væsner, der var grund til at passe på, selvom hun ønskede at se det bedste i alle. Hun prøvede at forestille sig alle de ting, de kunne opleve sammen ude i verden, hvis de drog afsted sammen på et tidspunkt, en barnlig glæde lagde sig over hende, som hun forestillede sig selv undersøge alle de nye ting, og bare løbe zig zaggene rundt mens hun forsøgte at tage alle nye ting til sig. 

Hun smiler til hende, "det var så lidt," siger hun. Imens hun tænker lidt, hun ville ønske hun havde en måde Nianna ville kunne kontakte hende hvis hun kom i problemer, men der var ikke lige nået som faldt hende ind. "Verden er stor, mange væsener, forskellige slags mennesker," siger hun roligt. Imens hun nikker lidt, som hun kigger op på himlen. Hendes ulv ruller øjne af hende som hun vågner lidt mere op fra hendes egen lur, hvilket allerede irritere hende. De vidste begge hvem der i sidste ende næsten altid havde ret, med forskellige typer. Den eneste grund nok til Xilla ikke var død for anden gang allerede, de var ikke så tæt dengang de døde, men det har fuldstændig ændret sig siden de genopstod som engle. 

Det havde taget dem begge tid at finde ud af det, Xilla hvordan hun fik skjult sine vinger i hverdagen, imens ulven skulle lærer at holde vingerne foldet til kroppen på alle tidspunkter. De havde haft deres problemer, men de var kommet tilbage på sporet af hinanden, var endnu engang i ro med hinanden. Ulven havde lyst til at møde dette nysgerrig menneske, men hun blev skubbet tilbage hele tiden af Xilla. "Andre mere farlige, nogle harmløse som lam," siger hun roligt, husker tydeligt de forskellige hun har mødt. Hun vidste nogle andre også besad evner, så var der dem der ikke var i besiddelse af nogle, de fleste af dem var virkelig til den harmløse side, men der vil altid være dårlige æbler omkring for de forskellige væsner. 

Nianna sad og lyttede nøje med som Xilla forklarede hvordan tingene hang sammen. Et smil hang om hendes læber, da hun fandt sig overraskende godt tilpas i hendes selskab. Hun virkede på en måde afbalanceret som hende selv. Det skulle ikke gøre hende noget at møde flere mennesker, eller væsner for den sags skyld, hvis de mindede bare en smule om Xilla. "Hvilke slags væsner?" Spurgte hun så nysgerrig, der måtte være mange slags derude, hun havde jo set hvordan folk hun troede var mennesker, omend nogle gange temmelig deforme, var kommet i land ved havnen, eller når hun havde siddet i trækronerne og holdt øje med stierne. Hun kom til at tænke på nogle af alle de deformationer hun havde set. "Jeg har set.. ehm.. vinger.." forklarede hun stille, men hun måtte sande at flere af dem kendte hun ikke navnene på i stedet kastede hun sig ud i en gang gæt og grimasser. Hvor hun førte hænderne op til hovedet og prøvede at vise to store horn ud fra panden, inden hun fortsatte med sine hænder, hun havde set nogle med lange klør hvor hun prøvede at nærmest forlænge hendes egne negle og krumme hænderne som var hun et farligt dyr, inden hun til sidst rejste sig op og vrikkede med røven, hvor hun prøvede at forme en lang hale. 

Da hun langt om længe var færdig, faldt hun bagover i græsset med et lille grin, hun morede sig utrolig godt i Xillas selskab. Da hun fortsatte med at snakke om nogle der var farlige, det ord det kendte hun, men harmløse? Det måtte være en modsætning til farlig, så måske noget hun selv var? "Jeg er.... harmløs?" prøvede hun lettere forsigtigt, for hun var ikke helt sikker på ordet, men når det kom til stykket var hun jo harmløs, hun havde ingen våbenfærdigheder, talte dårligt krystalisiansk, og hendes evner, de var jo mest til glæde for hende selv, og som sådan egentligt ikke et våben hun kunne bruge, eller kunne hun? Tankerne opslugte hende en smule, for kunne hendes natur evner ikke bruges som våben. Hun måtte ryste tanken fra sig, for hendes natur evne var så svag at det nok aldrig ville kunne skade nogen, medmindre de allerede var døde.

Hun følger roligt med i hvad hun laver, imens hun snakker lidt. Xillas indre ulv titter lidt frem, som vi kommer til lidt gæt og grimasser. Ulven genkender straks når det nok er en varulv, eller i hvert fald en ulv. Ulven kommer med en sjov lyd, som kun Xilla godt nok kan høre, men hun fattede pointen fra ulven. En melodisk latter kommer alligevel fra Xilla, som Nianna er færdig med at forklare sig. "Jeg gætter en dæmon med horn, også tænker jeg det sidste må være en varulv." Siger hun roligt, imens hun vipper hovedet lidt på skrå. Imens hun tænker lidt, "men der er andre væsner, der findes elver, der er forskellige slags elver. Havfolk, de lever typisk i havet. Ork, de nogle grimme sataner, også har de med at være voldelige for at løse problemer," siger hun roligt. Hun ved der er flere væsner end det, men bare for at nævne nogle stykker. Hun rynker svagt på næsen, "Der findes også vampyr, trolde, og andre væsner. Jeg kan ikke huske dem alle, men jeg ved der er flere end dem jeg har nævnt," siger hun roligt. 

Xilla ser lidt på hende, inden hun trækker på skulderne. "Du virker harmløs, men jeg kan jo ikke vide om du har evner, som gør du måske ikke er så harmløs, eller om du kan slås på nogle måde" siger hun roligt, som hun piller lidt ved det lyseblå vedhæng på hendes halskæde. Det eneste der gør hende knap så harmløs, den indre ulv i hende. Den ulv kan være dødbringende hvis det slår helt klik for den, den kan være harmløs som en hvalp, men man skal ikke prøve at pisse den af eller Xilla, før det kan gå helt galt. Xilla vidste i et øjeblik, hvis det skulle komme til det, ville hun ikke være bange for at vise Nianna hendes indre ulv. For hun havde ikke vist sig at gøre hende noget, hun var godt selskab, Xilla kunne godt se Nianna som en god ven, for de havde en god tid sammen.

Lettere forpustet over sin omgang gæt og grimasser, nikker hun med en dæmpet latter. Hun vidste ikke om det præcis havde været de racer, men nu kendte hun da ordet horn. Det var sådan nogle hun havde set, ved havnen. Det med varulv forstod hun dog ikke helt som hun lagde hovedet på skrå, var man det hvis man havde en hale, men hvem var hun at kunne betvivle de mange racer. Hendes blik blev en smule fjernt som hun gled over i tankerne, der måtte være så mange spændende ting ude i verden. Dæmoner, varulve, vampyrer, havfolk, orker, elvere. Hun ville se det hele, men hun vidste ikke om hun nogensinde ville blive modig nok til at rejse fra skoven, fra hendes hjem, for sæt hun ikke ville kunne finde hjem igen. "Har du mødt så mange væsner?" spurgte hun efter lidt tid, inden hun vendte blikket tilbage imod Xilla, hun måtte have oplevet så mange spændende ting. Et øjeblik tog hun sig selv i at blive en smule misundelig, men hun vidste godt at det var en grim ting at føle, men hun havde følt den før, når hun betragtede andre mennesker omkring hende. Alt det de måtte vide og kende til. 

Hun bed sig en smule eftertænksomt i underlæben, hun kunne ikke rigtigt forklare sine evner, men hun kunne vise dem. Hendes blik vandrede rundt i omgivelserne, hun fik øje på et egetræ hvor der stadig lå nogle agern på jorden, ganske roligt rejste hun sig op for at gå hen og samle ind op. Hun virkede til at glemme alt om omgivelserne, som hun betragtede det lille agern i hendes hænder, mens hun let børstede det ren før hun knækkede toppen af og pillede den lille nød ud der var indeni. Vinteren havde været hård ved den, men mens hun gik tilbage til Xilla igen, brugte hun sin evne på at puste lidt liv i den lille nød, inden hun satte sig ned ved Xilla igen. Hun gravede et lille hul hvor hun lagde den ned, inden hun dækkede den til igen og lagde den ene hånd over jorden. Hun lukkede øjne for en stund for bedre at kunne koncentrere sig, inden hun hævede hånden en smule, og op fra den løse jord over hullet voksede et ganske spinkelt lille egetræ frem, hun flyttede først hånden da den var blevet små 10 cm høj, inden hun rakte sin hånd imod Xilla. Hvis hun tog den ville hun vise sin anden evne, evnen til at vise sine tanker og følelser, så hun kunne forklare Xilla med sine følelser og tanker, at om mange år ville der stå et prægtigt stort egetræ præcis som de andre, lige her hvor de havde mødtes. 

"Jeg har mødt nogle stykker, jeg har mødt en varulv, dæmon, ork, havmand og en elver. Jeg tror i hvert fald det er dem," Svare hun med et smil. Nogle var bedre til at gemme hvem de var, end andre. Nogle gange endte man med at spørge, andre gange fandt man bare ud af det fordi det var så tydeligt. Den indre ulv gav nu også meget væk ofte, hun havde det nemmere ved at få en fornemmelse, især når der altid var en bestemt lugt til hver race. Når de først havde mødt dem en gang, så forblev det ved den lugt de kendte. Væsner havde deres egen personlige lugt, men der ville altid være en svag snert af deres race som havde den samme lugt. Varulve nægtede hun at komme i nærheden af når det var tæt på fuldmåne, dem ville hun ikke ende ved sådan en fuldmåne. 

Den indre ulv og Xilla vælger se hvad Nianna laver, de følger alle hendes bevægelser med øjnene for at se hvad hun laver. Det var som det gav hende en slags boost, som hun snakkede om evner, tydeligt hun ville vise hende noget. Den indre ulv kom frem fra sit skjul bagerst i Xillas hoved, hun er tæt på overfladen, men bliver pænt på sin plads imens de ser hvad hun gør. Overraskelsen vises på hendes ansigt, som hun ser hvordan der nu spire et nyt lille egetræ op. Det var alligevel nyt for hende, men det var specielt det kunne hun godt li noget der var lidt mere unikt. Hun tager fat i hendes hånd, da Xilla blev nysgerrig hvad der ville ske nu som hun tager fat i hendes hånd. Men allerede inden hun røre ved Niannas hånd, har hun selv bestemt sig for måske at ende med at give hende endnu et chok denne dag, ved at vise sine evner senere.

Hun lyttede opmærksomt til hvert ord, men ork der var altså noget spændende ved det, for hun var ret sikker på aldrig før at have set sådan en. "Hvad betyder grimme sataner?" spurgte hun stille, for hun kom pludselig i tanke om det var sådan hun havde beskrevet en ork, Nianna måtte holde øjne åbne så hun en dag måske også kunne se sådan en, selvom det lød til man skulle holde sig lidt på afstand af dem. Og så var den der igen også, en havmand. Hun vendte blikket ned imod søen, levede de mon bare i vandet? Og lignede de fisk? Det måtte være frygtelig koldt for dem i dette vejr, når hun tænkte på sine egne svømmeturer for at få et bad, bare tanken fik en gysen til at gå igennem hendes krop.

Da Xilla valgte at vise hende den tillid, det var at tage hånden, lukkede hun igen øjne. Hun sad stille og vippede let hovedet fra side til side, inden det lykkedes hende at skabe den mentale bro imellem dem. Hun kunne intet se eller mærke fra Xilla, det var desværre kun envejs kommunikation, men til hendes eget held var hendes fantasi så farverig og klar, at hun let kunne vise området præcis som de sad i lige nu, men egetræet foran dem, voksede i rasende fart i hendes tanker, voksede sig stor og stærk til en stod rank og stolt side om side med de andre træer. Hun delte den glade fornemmelse det havde bragt hende at møde Xilla, og åbnede op for at vise hende at hun faktisk var virkelig taknemlig for hendes selskab, de følelser der kunne være så svære at sætte ord på, men så simple at vise når de selv fik lov at mærke dem, præcis som hun selv kunne mærke dem.
Evnen kunne måske bruges til ondt, for hun kunne bombardere andre med alt hun nogensinde havde følt på en gang og måske sætte dem kortvarig ud af spil, men så snart de ikke længere ville have hudkontakt ville broen og dermed også følelserne og tankerne ebbe ud. 

Til sidst slap hun Xilla, da hun havde vist alt hun havde brug for, inden hun sendte hende et glad smil. "Harmløs.." lo hun så muntert inden hun vendte blikket imod det lille bitte egetræ. En dag, hvis ingen skadede det, ville det stå som hun havde forestillet sig.