Som Ergin vred sig en smule, mærkede han det halvstivnede, klistrede blod der var i sengen, hvilket fik ham til at skære en grimasse. Han håbede virkeligt han kunne få sig vredet fri, så han kunne stikke af. Også selvom han lige nu ikke regnede med at ville komme særlig langt, men måske adrenalinen ville kunne give ham et kick.

 Optaget i at prøve og få arme og ben fri fra hvad end de var bundet sammen med, opdagede han ikke manden faktisk stadig var i rummet. Hvis han havde opdaget det, ville han nok ikke have begyndt at bevæge på sig. Ligesom Ergin troede han var ved at få fødderne fri, fik han overbalance i sengen, og begyndte at tippe ud over kanten.
 " Nej nej nej nej ne.. " med en lille bump faldt han ned af sengen og landede på det kolde gulv med et svag støn. Da hans hænder var bundet, kunne han ikke tag imod med dem, og i stedet slog hans hoved sig ned i gulvet. Øjnene kneb han sammen med et grynt, som han nu havde ondt i både halsen og i panden. Han brugte et kort øjeblik på at sunde sig lidt, inden han begyndte at trille mod døre, med mindre han blev stoppet. Nu havde han lavet en høj lyd, så måtte han vel hellere bare skynde sig væk. Og det virkede ikke til han ben og hænder ville komme fri så let.

Stilheden havde for alvor sænket sig over rummet, som Deavás havde rettet sig en smule op på stolen og i stedet placerede albuerne imod sine ben, som han lænede sig fremad. Han kiggede fra tid til anden imod sengen for at se om drengen bevægede sig. Det tog tilsyneladende længere tid end hvad Deavás selv havde regnet med. Det var et skuffende faktum, for det ville bare forlænge processen. Noget som Deavás godt kunne se det sjove i, men noget som drengen næppe ville være i stand til at kunne holde til. 

Ergin var bundet med små stofstrimler, som ville bore sig ind i hans hud, hvis han blev ved med at prøve at komme fri, derfor ville Deavás nok råde ham til at forblive stille og bare lade tingene ske. Måske han ville slippe fri med tiden, måske ikke. Der gik noget tid før at han bemærkede at Ergin faktisk bevægede sig. Den måde han var bundet på tillod ikke megen bevægelse, men snart kunne han høre ham jamre, før at det blev afbrudt af et bump. Roligt rejste han sig fra stolen, som han dog forblev passiv blot for at se om det ville lykkes drengen at komme væk fra sengen. Knægten havde ikke særlig meget fart på, som Deavás valgte at gå i vejen for ham. Han bukkede sig let ned greb fat i knægtens krave og trak ham tilbage over jorden og op i sengen.. "Hvorfor bliver du ved?" spurgte han lettere opgivende, som han da måtte give drengen, at han var stædig nok til at gøre et forsøg. Man skulle tro, at torturen ville fortsætte, men det eneste Deavás havde taget med fra bordet var en lang kniv, som han begyndte at flænse drengens tøj. Måske noget kulde kunne hjælpe på, at han ville blive mere samarbejdsvillig.

Deavás lænede sig ned over ham, da tøjet så småt var fjernet helt, hvorfra han strøg sin tunge hen over det lidt blod, der endnu befandt sig på drengens hals. Derfra valgte han at presse tungen imod såret, selvom der stadig var forbinding på. Nu han alligevel var uden tøj, så kunne han lige så godt udnytte situationen bare en smule.

 Det var ikke ligefrem forbi Ergin var blevet bedre til at trille siden han sidst prøvede. Det virkede faktisk til at såret på halsen, gjorde det svære for nu gjorde det mere ondt at trille. Derfor nåede han heller ikke vildt langt før lyden af en stol, der skrabede sig mod gulvet, fik ham til at stoppe i hans trillen. Hurtigt drejede han hovedet i retningen af lyden, og fik øje på manden fra før. Det tog ham ikke mange millisekunder at komme frem til at han skulle rulle hurtigere, hvis han skulle have en chance for at komme væk. Så det gjorde han. Eller han forsøgte, for det gik ikke særligt meget stærkere end før. 
 Uopmærksom på hvordan hans trillen gik, kom der et overrasket, anstrengt klynk fra Ergin, da han blev løftet i kraven. Han vred sig lidt igen, men han var efterhånden at være en smule træt af at kæmpe imod, når det ikke virkede til at have nogen effekt, andet han hvad end der var bundet om hans ben og hænder, gjorde mere ondt. Plus, han var blevet en smule svimmel af at trille rundt.
 
 Et anstrengt støn forlod Ergins læber da han blev smidt tilbage i sengen, og han så på manden med lynende øjne. Det var lidt det eneste han rigtigt kunne. Ergin kunne ikke holde et fnys tilbage, og han så ud til siden. Hvorfor mon han blev ved.. Manden havde ikke sluppet ham fri, så hvorfor skulle han stoppe..? 
 " Der skal to til en tango...  " mumlede han bare spydigt tilbage. Stoppede manden med at holde ham fange, skulle Ergin da også nok stoppe med at kæmpe imod og bare fordufte.
 Ergin fik store øjne da manden endnu en gang fik en kniv i hånden, og selvom han egentlig lige havde konkluderet han ikke rigtig gad og kæmpe i mod mere, begyndte han at vride. Han havde ikke lyst til at mærke manden finger inde under huden igen. Bare tanken gav han kvalme og fik det til at snurre i hans hoved. Et lille skrig forlod Ergins læber da han mærkede den kolde kniv mod hans varme ud, men det blev et kort skrig, da kniven ikke forsatte ned i huden, men i stedet hele vejen op gennem hans trøje. 
 Panikken fra tidligere, og minderne om det blik manden havde sendt Ergin, fik det til at løbe koldt ned af ryggen, og han hjerte føltes til at være falde ned i maven, og dunkede tungt og hårdt der. 

 Panisk prøvede Ergin at læne sig mere tilbage, da manden lænede sig ind over ham, inden en svag klynken forlod ham, ved følelsen af manden tunge. Han kneb øjnene sammen, og kom med et lille smertes udbrud da han i stedet trykkede tungen mod såret.

Det var efterhånden ynkeligt at se drengen forsøge sig med at undslippe. Hvad regnede han egentlig med at stille op, hvis han nogensinde kom ud på gangen? Ville han bare trille videre indtil han nåede enden og ikke kunne få den sidste dør op? Det virkede lidt som om at han var al for desperat til overhovedet at overveje sin flugt. Derfor følte Deavás at han var nød til at tage del i legen. Han kunne jo heller ikke bare blive siddende på stolen og kigge på ham. Eller det kunne han nok godt, hvis drengen var nøgen.. Men det var ikke tilfældet og ærligt, så ville det være langt sjovere at lægge en hånd på ham end at blive ved med at skære i ham. Han skulle jo helst gerne nyde drengen lidt også, så det ikke kun gik op i arbejde.

Sengen var nu det nemmeste sted at låse drengen i, som han nemt kunne kravle over ham og tvinge ham til at blive der. Deavás lo en smule af drengens ord. "Ikke nødvendigvis" lo han køligt, som han sagtens kunne udføre sine fantasier uden at have drengens tilladelse. Eller få noget retur. For han skulle nok få noget ud af det på den ene eller anden måde. Ergin forsøgte stadig at undslippe, som Deavás egentlig ikke gad bruge yderligere kræfter på at se ham flygte.

Der dukkede et farligt lystfuldt blik op i hans øjne, som han trådte nærmere og lænede sig ind over ham. Knivens eneste formål lige nu var at fjerne trøjen, så han kunne komme ind til den bare hud. Der var ikke meget modstand at hente fra drengen, som han smed kniven fra sig i en sikker afstand, så drengen ikke endte med at trille hen til den næste gang. Hvis der blev en næste gang. Deavás provokerede såret nok til at forbindingen atter blev rød og krævede udskiftning, men det blev ikke nu. Så lagde han sig roligt i sengen med det meste af sin krop hvilende imod drengen. En hånd strøg ned over drengens brystkasse, som den vandrede ned over maven, hen over navlen og stoppede ved buksekanten. "Hvis det er.. Så kan jeg godt lade knivene blive på bordet lidt endnu" lød det en smule skummelt, før at han lænede sig ind over drengen og strøg sin tunge ned over hans brystkasse, for at lade den vandre til hans brystvorte.

 Ergins øjne skød op, som han himlede med øjnene over manden. Hvis der ikke var to til en tango, var det jo ikke en gange.. Om Ergin havde lyst til at være med til tangoen, ændrede det jo ikke på at de stadig var to, en villig og en uvillig. Han fik noget ikke smidt nogen spydig kommentar i retningen af manden, da kniven distraherede ham ret meget. 

 Det gibbede lidt forskrækket i Ergin, ved lyden af kniven der gled hen over jorden, da den blev smidt væk. Frygten havde sat sig helt op i hans brystkasse, og gjort hans vejrtrækning hurtig og hektisk. Også selvom han prøvede ikke at vise han var bange. Han så lidt efter kniven, og var pludselig meget i tvivl om hen heller ville mærke kniven, end det manden virkede til at have lyst til. Det dunkede hårdt og varmt i såret, på grund af tungen der havde generet det, og det gjorde det svært for Ergin at koncentrere sig om så meget andet. Han følte sig også utrolig let til hovedet.
 Manden kom pludselig helt ned i sengen til Ergin. Det fik en klam følelse til at brede sig i Ergin, og han prøvede at møve sig væk, selvom det ikke var helt nemt, bundet og i en seng beregnet til en person. Som mandens hånd gled ned over kroppen, foldede Ergin læberne hårdt sammen, og prøvede efterhånden bare at mase sig så meget ned i sengen han kunne. Komme så langt væk fra manden som muligt. Små klynk forlod stille Ergin, og blikket blev hurtigt flyttet tilbage på manden, da han snakkede om knivene.  Han forstod ikke helt hvad manden mente, og var derfor utrolig bange for at svare, tænk hvis han svarede noget dumt, der ville bide han i røven. I stedet fnøs og drejede hovedet ud til siden idet manden flyttede hovedet lidt ned over Ergins krop.
 " Føj, du er klam! " sætningen blev stoppet lidt brat, da Ergin var nødt til at presse læberne hårdt sammen, som han krop prøvede at forråde ham, og lade et støn slippe ud, ved mandens tunge på Ergins brystvorte. Ergin vred sig lidt igen, men uden nogen effekt.

Selvom drengen forsøgte at virke overbevisende og flabet i sin fremtoning, så havde Deavás allerede vundet en lille smule, da drengen tydeligvis var tæt på at fare sammen, da han valgte at smide kniven fra sig. Altså havde det haft en virkning på ham allerede, så mon ikke der var en stor sandsynlighed for at det kun ville virke bedre og bedre med tiden. Den hurtige vejrtrækning kunne måske godt bekymre ham en smule, hvis knægten endte med at besvime igen, for så ville han faktisk ikke være særlig sjov at lege med. Men så kunne det være, at han skulle finde en måde hvorpå han for alvor kunne vække ham og måske tvinge ham til at holde sig vågen. Men indtil videre holdt drengen sig fint vågen, som Deavás skiftede retning og langt hellere ville lege en smule med hans krop. Dog uden at involvere knive. Eller han kunne sagtens få det med..

Deavás havde ikke problemer med at Ergin lod til at afsky ham, som han kom tættere på. Han havde før tvunget andre til at tage del i samme akt, så det gjorde ham ikke det store, at begge parter ikke var med til det. Så længe at han kunne aflæse drengens signaler, så ville han måske ende med at overgive sig og faktisk nyde det. Med tiden kunne det forhåbentlig udvikle sig til noget mere.. Så det ikke kun var Deavás der skulle lege med hans krop. Han ville da gerne have noget retur.

Den flabede tone vendte hurtigt retur, som Deavás flyttede sine bevægelser over drengens overkrop og bed sig let fat i hans brystvorte. Han rettede dog blikket op imod drengen, som han kommentere på det og i stedet valgte at ligge en finger imod brystvorte, som han flyttede den rundt om, bare for at pirre ham en smule. "Sikker på det er mig, som er klam?" lød det køligt, som han lod blikket dale ned over hans krop igen. "Din krop er tydeligvis ikke enig med dig.. Den reagerer da positivt" lo han roligt, som han bukkede sig ned over hans krop igen og lod tungen vandre ned over maveskindet. Han stoppede ved buksekanten, som han hurtigt stak hånden under og ventede på Ergin reaktion.

 Så snart manden drejede hovedet og så på Ergin, drejede Ergin selv hovedet ud til siden og kneb øjnene sammen. Han var flov over hans krop tillod sig at reagerer bare det mindste på hvad der skete. Det var bestemt ikke dejligt! Det var forkert! Ikke nok med det  var en voksen, så var det en mand! Bare tanken fik det til at løbe koldt i gennem Ergin. Alligevel havde hans støn reageret med tegn på støn, hvilket bestemt ikke fik ham til at få det bedre. Derfor var der heller ikke liv imellem Ergin ben. Det eneste hans krop havde reageret med, var det forræderiske støn, og stive brystvorter. Især det manden legede med. Det kunne også bare være på grund af det kolde rum. 
 Manden ord var nærmest som et slag i Ergins mave, og det fik ham til at dreje hovedet tilbage og sende lynende øjne mod manden. Han fnøs også kort over det. Ergins krop var bare forvirret! Det måtte være på grund af blodmangel fra såret, ja! 
 " Det er bare for at snyde dig.. Som om sådan en som dig, nogensinde ville kunne få min krop til noget som helst!" han prøvede ihærdigt at være selvsikker og overbevisende i det han sagde, men hans stemme rystede en del, og klynkede også ganske kort efter fordi tungen gik vider på opdagelse. Tænderne blev bidt hårdt sammen. Pludselig fandten en hånd sig ned i Ergins bukser, og han peb kort, inden han så sig lidt desperat om. Der måtte da være et eller andet han kunne gøre!?

Drengen var tydeligvis ikke knækket helt, som han stadig formåede at gå imod Deavás ønsker. Måske han skulle være mere klar i spyttet omkring hvad han ønskede af ham lige nu. Ergin kunne selvfølgelig hverken bruge hænder eller ben til noget som helst lige nu. Men så længe han forsøgte at flygte ved hver given chance, så ville det jo være dumt at slippe ham fri. Derfor lod han også stoffet værre for nu, så havde han også næsten fri adgang til hans krop, bortset fra, når Ergin insisterede på at vride sig og gøre et forsøg på at undvige hans berøring.

Kønnet betød ikke så meget for Deavás, men det ville Ergin også meget hurtigt komme til at lære, som tiden ville gå og han forhåbentlig ville lære sin plads. Det generede ham dog heller ikke, at Ergin ikke lod til at reagere på det, eller at der endnu ikke var bevægelse imellem drenges ben, for de var jo kun lige startet på deres lille leg. Ergin kunne benægte det hele nok så meget, Deavás ville ikke lytte til det, som han blot gav sig god tid til at provokere drenges brystvorter med sine tung, imens at hånden vandrede ned over hans krop.

Drengen fortsatte sine spydige kommentarer. Han lød en smule for overbevisende til at Deavás ville lade det passere så let. Hvis han endnu ikke var knækket bare en smule, så måtte han jo bare være en smule mere hård ved drengen. ”Lad os teste den udtalelse” lød det en smule faretruende fra Deavás læber, som han kyssede ham ned over brystkassen og stak hånden ind under buksekanten, for at gribe fat om drengens lem. Han begyndte at massere spidsen uden på underbukserne, som han nev ham ganske let i maveskindet. Den anden hånd vandrede op til drengens hår for at holde ham nede og på plads.

 Der kom ikke meget ud af, at se rundt efter noget der kunne hjælpe Ergin. Lyset i rummet var sparsomt, eftersom manden ikke havde taget nogen fakkel eller lignende med ind, så det var kun lyset der kom ind af den åbne dør, der hjalp til, med at lyse rummet op. Bordet med redskaberne manden havde taget knivene fra var for langt væk, til han kunne nå dem, især når manden var halvt ind over ham. Og med hænder og ben bundet sammen, var der virkelig ikke meget han kunne gøre - men han nægtede at bare ligge og tage imod den behandling han blev givet. Han havde ikke tænkt sig at give op! At lade manden vinde!

 Det var dog som om hans krop havde andre planer, som manden hånd begyndte at massere ham mellem benene. En anstrengt grimasse gled over Ergin, og han drejede hovedet væk mens han forsøgte at vride sig lidt, men det virkede bare til at hjælpe manden, så han stoppede igen. Hænderne der lå bundet på ryggen knyttede sig hårdt sammen, i et forsøg på at distraherer fra hvad manden lavede. Et klynk forlod Ergin, da manden tog fat i hans hår, og hans hoved blev rettet lidt op igen, så han ikke kunne gemme sig. 

 Jo mere manden blev jo, jo mere klynkede Ergin, da kroppene begyndte at reagere lige så stille på bevægelserne. Han prøvede ihærdigt at tænke på klamme ting, og at det var en mand der rørte ved ham, men det var som om hans krop lige så stille gav op. I et sidste forsøg for at få kroppen til at høre efter, eller manden til at stoppe, prøvede han at udnytte at døren var åben. Måske var der nogen der ude der kunne hjælpe ham? Hvorend han så var..
 " HJÆÆÆÆÆÆLP!! HJÆÆLP! VOLDTÆGT! HJÆLP! SLIP MIG FRII! " Hånden i håret gjorde det ikke muligt for ham rigtig at flytte sig, men han skreg så højt han kunne. Måske manden ville blive irriteret af ham og gå sin vej. Skrigeriet hjalp også lidt på følelsen i kroppen, men det ændrede ikke på at man kunne hører på hans råben, at han alligevel var blevet en smule påvirket. Bare en smule!

En dæmon, som ham, behøvede slet ikke lyset for at kunne se, hvad han lavede. Deavás var efterhånden van til at arbejde i mørket og fandt det faktisk også langt mere interessant. Selvfølgelig ville det more ham yderligere, hvis drengen havde mulighed for at se, hvad der blev gjort imod hans krop, men den chance skulle han nok få på et senere tidspunkt. Når han altså var blevet bare en smule mere lydig og knap så arrig i sin fremtoning. Deavás havde bestemt ikke tænkt sig at lade ham slippe så leget, omend drengens krop var ganske nyde at lege med, så forventede han da bare en smule, at han skulle bruge sine knive igen på et senere tidspunkt.

Ergin forsøgte hele tiden at benægte situationen og at hans krop faktisk gerne ville tage imod berøringerne, men det gjorde ikke Deavás spor, som han langsomt slikkede sig selv om munden, før at han atter plantede sine læber imod drengens overkrop. Han brugte den anden hånd til at rive ham ganske let over maveskindet, imens at hånden masserede drengens lem imellem hans fingre. Deavás brummede let imod drengens hud, som han åbnede munden og bed sig let fast i hans hud. Han vandrede længere op over hans krop, før at han bed ham i brystvorten og slap ham helt med munden. Det eneste der blev på drengen krop, var hans hånd imod hans lem. Så rettede han sig en smule op og kiggede blot på drengen under ham.

Stemmen skar igennem lokalet, som Deavás straks vendte blikket imod døren, som var han bange for at nogen ville høre ham. Der gik noget tid, før at han vendte blikket og et lusket smil tilbage til Ergin. "Hvad får dig til at tro, at nogen vil komme dig til undsætning?" spurgte han hånligt. Han bukkede sig ned over ham, for at placere sine læber imod hans øre. "Hvis du virkelig har noget imod det her, så kan vi godt vende tilbage til torturen" Deavás stemme var kølig og fattet, som han langsomt trak hånden op af drengens bukser og vendte sig imod bordet med overkroppen. "Jeg har en del redskaber, som jeg gerne vil prøve af på din krop. Har du nogensinde mærket smerten ved at få hevet en negl af?" det lød på Deavás som om det var det mest almindelig at spørge om lige nu. Som om der intet var i vejen med at torture andre på det groveste.

 Neglene der pludselig rev ned over Ergins mave fik ham til at skærer en grimmasse. Han syntes bestemt ikke der var noget dejligt over noget af det der skete. Neglene der rev gjorde ondt, kyssene mod overkroppen var våde og ulækre, bidene gjorde ondt, og hånden der blev ved med at massere på han underliv, var ubehageligt og gjorde også en smule ondt.  Ergin var sikker på at der bestemt ikke måtte være nogen der fandt denne behandling behagelig, og derfor skulle han bestemt heller ikke! Hans krop skulle frastøde det og hade det, og slet ikke reagere på det!

 Da manden så mod døren, som om han var bange for der snart kom nogen rendende, var det svært for Ergin at holder et lille triumferende smil tilbage på læberne. Han var sikker på at det var et tegn på, der ville kommen nogen til hans undsætning, på den ene eller anden måde. Smilet blegede dog en del, da manden flyttede blikket tilbage på Ergin, med et smil der sagde, at han bestemt ikke var færdig med Ergin. Han snak nervøs. Det var også dumt af ham at tro, at han ville lade døren stå åben, hvis der var nogen her, der ville stoppe ham. Øjnene blev knebet sammen da manden kom helt tæt på Ergin ører, og han trak skulderne lidt op, i et forsøg på at beskytte sig selv lidt. 
 Øjnene spilede sig hurtigt op ved ordet tortur, men ellers reagerede Ergin ikke. Han var en del splittet på hvad han ville svare, måde til om han hellere ville tortureres i stedet, men også spørgsmålet. Altså svaret på spørgsmålet var nej, men han havde egentlig ikke lyst til at svare, for han havde ikke lyst til at vide hvordan det føltes.. Ergin følte han kunne slappe lidt mere af, nu hvor manden ikke havde hånden nede i hans bukser, men alligevel hamrede hans hjerte der ud af, og han prøvede at møve sig lidt bagud, væk fra manden. 

Drengen var tydeligvis stædig af natur, som Deavás egentlig ikke tog sig særlig meget af det. Det bekymrede ham ikke, som de nok skulle tilbringe nok tid sammen til at Ergin på et tidspunkt ville overgive sig og måske bare lade tingene ske. Hvis han da ikke endte med at nyde det. Det kunne Deavás selvfølgelig ikke forhindre ham i, selv ikke nu hvor han næsten gjorde alt for at lade vær med at reagere på det. Den unge krop lå frit tilgængelig for dæmonen, som han lod blikket vandre over overkroppen, før at han søgte ned til bukserne. Det kunne være at kulden ville gøre ham mere medgørlig? Og så længe drengen havde bukser på, så ville det blive en smule svært at arbejde med ham.. I hvert fald i længden.

Der var ingen fare for at nogen ville komme drengen til undsætning. Han ville allerhøjst ende med at tiltrække flere skumle typer, der med glæde ville tage del i hvad der foregik. Men Deavás foretrak dog at arbejde alene, hvilket også var grunden til at drengen ikke havde set kvinden lige siden han var vågnet op i rummet her. Han lænede sig roligt over ham, placerede en flad hånd imod hans brystkasse, som han gav ham valget. Tortur eller voldtægt, som han selv havde beskrevet det for ikke særlig lang tid siden. Men hvis han valgte at vælge det sidste, så kunne det vel ikke længere ses som voldtægt, for så havde han valgt det.. Ergin forsøgte hele tiden at afskærme Deavás fra at komme for tæt på, men det måtte være svært og anstrengende, når man var bundet på hænder og fødder, som ham.

Ergin reagerede på ét enkelt ord, men det var ikke nok til at få ham til at tale igen. Deavás rystede en smule skuffet på hovedet, som han trak på skulderne og rettede sig en smule op. Egentlig slap han ham helt, som han rejste sig op og vendte blikket imod bordet igen. Han havde ikke fået et svar.. Men måske drengen skulle motiveres lidt først, derfor bukkede han sig også ned og skubbede en arm under armhulen på Ergin for at hive ham på benene. Han var godt klar over, at han ikke kunne gå eller stå ordentligt, så han valgte at løfte ham på benene. Deavás løftede en fod og placerede imod stoffet der var bundet om hans ben, som han skubbede det ned over hans fødder og af. Så slap han ham helt.  ”Gå hen til bordet” beordrede han køligt og bestemt. Ergin kunne prøve at flygte, nu hvor benene var fri, men mon ikke han ville fortryde det?

 Selvom det selvfølgelig ikke var slut endnu, kunne Ergin ikke lade vær med at føle sig lidt lettet da manden slap ham og rent faktisk flyttede sig. Det var helt klar bedre når ikke manden rørte ved ham! Den lettede følelse varede dog ikke ved, som en hånd blev stukket ind i hans armhule, og han blev løftet op at stå. Ergin sank en klump, løftede øjenbrynene lidt da stoffet forsvandt fra benene. Han havde lyst til at strække den ud i alle retninger, mærke dem bevæge sig og gøre ting hver for sig, men han blev blot stående. Det var nok bedst ikke at gøre sig alt for opmærksom. 
 Og pludselig var han helt fri. Overrasket skævede han kort mod manden. At han turde slippe Ergin helt. Bagefter skævede Ergin mod døren. Der var ikke særligt langt hen til den. Det burde han sagtens kunne nå! Også selvom han var ved at være træt. Det var svært ikke at holde et lille tilfreds smil væk fra læberne. Til sidste blev blikket vendt mod bordet, som han blev beordret til at gå hen til. I et kort sekund overvejede han hvad han skulle gøre. Blev han fanget, var han ikke tvivl om der kom en eller anden form for straf. Men der var så kort hen til døren. Det var jo næsten for fristende!

 Til sidste nikkede Ergin lidt, inden han gik hen til bordet. Han nåede dog ikke at gå mere end et par skridt mod bordet, inden han hurtigt skiftede retning mod døren, og stak i løb så hurtigt han kunne. Han skulle bare nå hen og lukke døren! Så var han langt mod frihed! 

Drengen havde tydeligvis ikke forstået den knibe han var havnet i. Deavás havde ikke planer om at lade ham gå lige foreløbig, eftersom at han så ville være sluppet alt for nemt udenom at stjæle fra ham. Måske han var ved at falde af på den? Nej.. Egentlig ikke, han ville bare se hvad drengen kunne finde på at gøre, når han blev sluppet fri igen. Deavás var overbevist om at drengen ville forsøge at stikke af igen, men selv hvis han prøvede, så ville han næppe nå ud af den dybe hule. Der ville gå lang tid før at han ville nå en dør, der kunne føre ham ud af labyrinten. De mange døre ville sikkert også forvirre ham noget så grusomt. Tanken om at lade ham gå, strejfede ham kort, som han fik skubbet stoffet af benene på ham og lod ham stå en smule selv ved at give slip i armen.
Blikket burde have fortalt drengen, at det muligvis ikke var det smarteste at stikke af nu. Men måske Ergin var for fokuseret på døren til overhovedet at opdage det? Han kunne i hvert fald tydeligt se ham kigge imod døren, som Deavás lagde armene en smule over kors og så afventende på ham. ”Bordet..” gentog han en smule irriteret og kortfattet, som han lignede en, der var ved at miste tålmodigheden. Ikke at det var tilfældet, men drengen måtte da gerne tro, at han ville opgive ham og lade ham gå, bare fordi han var en smule træls.

Langsomt bevægede drengen sig imod bordet, som Deavás vendte kroppen for at følge hans bevægelser. Et suk undslap hans læber, som drengen lige pludselig satte i løb imod døren. ”Det ville jeg ikke gøre, hvis jeg var dig..” mumlede han køligt og en smule hånligt, som det bestemt bare ville gå ud over ham, når først han fik fingrene i ham igen. Deavás var ikke ligefrem kendt, som typen, der ville fare efter sine ofre. Derfor lod han også drengen nå frem til døren og højst sandsynlig ud på den anden side, før at han langsomt begyndte at gå efter ham. Der var mange døre på den lange gang, men der var kun få, som faktisk var åbne og ikke aflåst. Han kunne jo forsøge at skjule sig i et tilfældigt rum eller satse på at nå enden af den lange gang. En ende, som han vel og mærke ikke kunne se derfra.

 Der skete ikke så meget oppe i Ergins hoved. Det eneste han rigtigt tænkte på var at komme væk. Væk fra manden. Væk fra de skarpe redskaber. Væk fra rummet uden lys. Væk fra hele det her forfærdelige sted! Derfor så han heller ikke hvor dumt det nok ville være at forsøge at stikke af, men hvad vidste han! Ergin havde jo kun set indersiden af.. hvad end det rum han var i var. Måske skulle han bare lige ud af døren, og så lidt længere, og så var han fri!
 Det var derfor han havde et tilfreds smil på læberne, da han løb mod døren, og manden ikke havde fået fat i ham. Alligevel tøvede han kort i sin løb, da manden sagde han nok ikke skulle stikke af. Det var dog ikke en tøven på mere end et enkelt splitsekund. Det var for sent at skifte mening nu! Og hvis bare Ergin ikke blev fanget, så var det jo ligegodt hvad manden sagde. 

 Uden at se sig over skulderen, forsatte Ergin ud af døren. Et kort øjeblik stoppede han op ude på gangen, for at orientere sig med hvad vej han skulle løbe, men begge sider så ud til at forsætte uendeligt. Ergin havde ikke meget tid til at stå og overveje og debatterer hvad vej han skulle løbe, så han tog en chance og løb til venstre. 
 Det var et ganske bevidst valgt, at Ergin ikke kiggede sig over skulderen. Det ville sænke ham lidt, og det var egentlig rart nok ikke at vide hvor tæt på manden var. I stedet prøvede Ergin sig af med at åbne dørene en gang i mellem. Han regnede stærkt med at døren ud til så anderledes ud, en de almindelige døren, men måske han skulle ned af en anden gang. Det var dog som om alle dørene nærmest var låst. 

Drengen var tydeligvis ikke klar over, hvilken konsekvens det ville få, at han insisterede på at flygte, når Deavás havde bedt ham om at lade vær. Måske han skulle være langt mere kommanderede og truende i sin adfærd for at få ham til at fatte det? Et utilfreds udtryk bredte sig fra hans læber, der blev stramme og blikket der blev frustreret, som drengen formåede at nå døren. Et opgivende suk forlod hans læber, som han ventede et øjeblik, før at han plantede hænderne i lommerne og begyndte at gå efter ham. Hvis Ergin insisterede på at flygte, så måtte han jo heller give ham en grund til at flygte? Deavás passerede bordet på sin vej, som han strøg fingrene over det og samlede nogle få redskaber op. Han holdt dem i hånden, som han vandrede ud af det lille rum og straks vendte mod venstre for at følge efter drengen..

Eftersom at Ergin havde valgt at løbe til venstre, så ville han blot fortsætte længere ind i hulen og næppe nå en udgang, der ville kunne hjælpe ham til friheden. Deavás legede lidt med kniven i hånden, som han vendte den og holdt fat i bladet. Da Ergin valgte at tage fat i den første dør, løftede Deavás hånden over skulderen med et par fingre om bladet, før at han kastede den afsted imod ham. ”Det bliver værst for dig selv..” kommenterede han køligt, som han hurtigt fandt en ny kniv at kaste imod ham. Egentlig gik han efter at ramme Ergins hænder, men hvis han flyttede sig nok, så kunne knivene sikkert ramme mange steder omkring maveregionen. Én enkelt dør stod på klem, men den ville Ergin næppe ønske sig at gå ind ad. Rummet var henlagt i mere mørke end det han kom fra og møblementet var bestemt anderledes, men måske også en smule mere behagelig.

 Alt Ergins koncentration blev brugt på at løbe og komme så langt væk som muligt. Og ikke at falde. Han skulle for Isaris skyld ikke falde! Da han tog i den første dør, kom der et tungt, opgivende suk over hans læber, men han var hurtig til at dreje sig rundt, for at løbe vider. Han nåede lige at dreje sig tids nok til, at undvige en flyvende kniv, der i stedet snittede den opsprættede, flagrende trøje og satte sig fast i dørkarmen. Et forskrækket hvin forlod Ergins læber, og han så skræmt mod manden. Han brugt dog ikke tid på at høre på mandens ord før han fik sat gang i bentøjet igen, og begyndte at løbe vider, men han prøve at løbe lidt zigzag, i et forsøg på at gøre de sværer at ramme ham med knivene. Hver gang en kniv fløj forbi han, gibbede det i ham, og han gispede med en svag lyd.

 Og som sendt fra himlen, dukkede der en dør op, der både var låst op, men også ligefrem stod på klem. Hurtigt fik han sig bragt ind af døren, men ikke hurtigt nok, da en flyvende kniv snittede hans hofte, og hvilket fik et smertende, og anstrengt lyd ud fra Ergins læber. Han ville ikke give maden tilfredsheden ved at høre han havde ramt ham! 
 Ergin skubbede hurtigt døren i, og gav sig til at fumle med at låse døren. Det gik dog ikke særlig godt, da det nye sår distraherede ham en del, og han ikke kunne finde nøglen siddende i døren. Da døren nu var helt lukket, og der derfor ikke kom lys ind fra gangen, var rummet meget mørkt, og Ergin kunne ingenting se. Fortvivlet famlede han rundt i mørket i et forsøg på at finde en nøgle, eller noget han kunne gemme sig bag. 

Deavás brummede let over, ikke at have ramt drengen første gang, men det forhindrede ham nu ikke i at fortsætte med sine kast. På et eller andet tidspunkt måtte drengen indse, at der ikke var en vej ud, kun længere ind lige nu. Hans tempo var knap så forhastet, som drengens, da han ikke behøvede at løbe efter ham, når han vidste lige præcis, hvor han var. De havde haft fysisk kontakt, så nu var der ingen chance for at drengen nogensinde ville undslippe, heller ikke hvis han endte med at komme ud af hulen. Der var en chance for at han ville se håbet og så får det knust, den tanke morede Deavás en smule, som han fyrede en latter af i samme sekund, at han kastede en ny kniv i drengens retning. Det fine zigzag mønster drengen havde gang i forhindrede ham ikke i at følge efter, som han kunne se hvordan faklerne og flammerne bevægede sig hver gang at drengen løb forbi dem. I stedet for at tale drengen fra at løbe, valgte Deavás at forblive tavs, som han blot ville lade drengen løbe tør for kræfter i stedet.

Blikket var rettet imod jorden, hænderne begravet i lommen, da han hørte en dør knirke og snart blive smækket i. Han rettede blikket imod lyden og lod et smil brede sig over sine læber. Drengen var gået ind i et rum, som han bestemt ikke ville synes om i længden. Men han kunne selvfølgelig bare have sagt, at han lå dårligt og hellere ville ligge i en ordentlig seng? Det ville da også være langt mere behageligt for Deavás selv. Han bevægede sig roligt hen til døren, hvor han stoppede op og lyttede til, hvad drengen havde gang i. Lyset fra faklen bag ham, sendte skygger under døren, som Deavás blokerede for lyset. Rummet var næsten henlagt i mørke. Han kunne høre ham jamre efter den kniv, der tilsyneladende havde ramt ham nok til at gøre ondt.

Langsomt løftede Deavás hånden imod håndtaget, som han trykkede det ned og forsøgte at åbne døren uden rigtig at antyde, hvad han skulle der. Der var intet til at forhindre ham i at åbne døren, som han roligt skubbede den op, men blev stående i døren med armene over kors. ”Har du gemt dig herinde?” spurgte ham, som om han ikke vidste, at drengen faktisk befandt sig i rummet.

 Det blev rimelig hurtigt klart for Ergin at han ikke ville få meget ud af at lede efter nøglen, når han ikke kunne se noget som helst. Og det hjalp heller ikke da lyset fra under døren også forsvandt. Ergin gik stærkt ud fra at manden nu stod ude på den anden side, så han gjorde sit bedste for at være helt stille. Utrolig forsigtigt listede han rundt, for eftersom han ikke kunne se noget, var han meget opmærksom på ikke at kommer til at ramme noget der kunne larme. 
 I sin lettere paniske tilstand tænkte Ergin ikke yderligere over hvad det var han rørte ved, at hans hænder mærkede noget blødt. Det eneste han bed mærke i, var hvordan han fødder kunne komme ind under, hvad end han ramte, hvilket betød han kunne krybe ind under og gemme sig. Så det gjorde han. Hurtigt fik han lagt sig ned på maven, noget han egentlig fortrød så snart han ramte gulvet, da et smertefuldt grynt forlod hans læber, da presset på såret gjorde ondt. Han havde dog ikke tid til at pive for meget over det, for manden ville sikkert åbne døren og kigge ind i rummet når som helst. 

 Og lige som Ergin fik trukket foden ind under sengen, åbnede døren sig. Ergin holdt vejret, og så ud på fødderne. Mandens spørgsmål fik et lille håb til at boble op i Ergin, om at han ikke vidste Ergin var gået ind i rummet, og det fik en lille skævt smil frem på hans læber. 
 Eftersom døren var blevet åbnet, og der blev lukket mere lys ind, blev det nemmere for Ergin at se hvor han befandt sig. Han flyttede derfor kort blikket fra fødderne, for at se om han kunne finde ud af hvad han havde gemt sig under. Da det gik op for ham, voksede en knude frem i hans mave. En seng. Ergin bed tænderne hårdt sammen, og sank en klump. Åh hvor han pludselig fortrød han var gået ind i rummet. Han kneb øjnene sammen, holdt hånden for munden for at være så stille som muligt, og håbede på at manden gik ud af rummet igen.

Katten efter musen, kunne man vel sagtens kalde denne situation, omend Deavás havde en klar fordel med sin evne. Hvilket drengen bestemt ikke vidste noget om, for så ville han næppe forsøge at skjule sig et sted, men bare løbe uden at se sig tilbage. For Ergin havde virkelig ikke nogen chance for at undslippe, kun hvis Deavás mistede interessen og det var ikke sandsynligt med den reaktion, han allerede havde fået fra ham. Derfor hvilede der også et legene smil over hans læber, som han nåede frem til døren, som Ergin gemte sig bag. Han kunne høre ham derinde, men gav ham tid nok til at gemme sig, før at han overhovedet overvejede at åbne den.

Faklen bag ham kastede nogle lange skygger ind i rummet, som Deavás havde åbnet døren og spejdede rundt efter noget, der kunne antyde, hvor drengen havde gemt sig. Han kunne godt fornemme ham under sengen, men alligevel valgte han at træde indenfor for at se sig lidt omkring. Deavás måtte virkelig holde sig selv i skindet for ikke bare at hive drengen ud fra under sengen. I stedet gik han rundt for en stund, før at han sukkede opgivende og kiggede imod døren. ”Ikke her..” konkluderede han en smule skuffet, som han stod stille for enden af sengen og trippede lettere frustreret med den ene fod. Så valgte han at gå rundt om sengen med kursen imod døren, da han lige pludselig satte sig ned på knæ og stak armen ind under sengen for at gribe ud efter Ergin og hive ham ud fra under sengen.

Deavás vrissede en smule af drengen, som han forsøgte at hive ham helt fri af sengen. Han stod dog endnu en gang imellem døren og Ergin. Han kunne jo forsøge at flygte igen, men i virkeligheden ville han ikke få særlig meget ud af det. Deavás holdt et vågent øje med ham. ”Er vi færdige med at lege gemmeleg?” spurgte han med et hævet øjenbryn og en svag rynken over næsen. Han lignende én, der så småt var ved at miste tålmodigheden. Dog vendte han blikket imod sengen.. ”Læg dig i sengen..” kommanderede han køligt og bestemt, som han ikke havde i sinde at løfte ham op i den nu.