En mild latter lød fra hende, som han kom med den første forklaring, det var koldt. Var det alt der var at sige om landet? Hun kunne næsten ikke tro det, men da han så begyndte igen holdt hende latter op og hun lagde hovedet let på skrå mens hun lyttede til hans fortælling. Det var ikke alle ordene hun fangede og forstod, men hun formåede alligevel at danne sig et billede af hvordan hun troede der ville se ud. Hun kunne slet ikke forestille sig, at skulle leve et sted hvor det var koldt året rundt. Selv her ved Azurien savnede hun solens varme og den frodige skov så snart kulden begyndte at nærme sig og alt blev brunt og trist. "Drager?" afbrød hun stille, for hun vidste ikke hvad slags dyr det var, de lød ikke behagelige men altså, hvis de var på størrelse med Koda, hvor slemt kunne det så være ? 
Hun skævede let over imod bjørnen, inden Llyr fortsatte sin talestrøm og fik hende til at smile lidt, hun kunne godt li ideen om at alle var tætte, det var noget hun aldrig selv havde oplevet, men det måtte betyde de aldrig følte sig ensomme hvis altid der var nogen i nærheden. "Det lyder rart..." bød hun stille ind med inden han sluttede sin fortælling af med at det kunne være svært at finde mad. Men hvad levede de så af? Havde de nogle som hende der kunne dyrke mad på de mest utaknemmelige steder som hende selv? Eller måtte de hver eneste dag gå langt for det? Et øjeblik havde hun næsten ondt af nordfolket, hvis det at overleve var så besværligt, for de kunne da ikke leve uden mad.

Llyr forstod ikke hendes udbrud om drager, som at hun ikke vidste hvad de var, men mere at de var der. ”Ja, vi har haft nogle virkelige stride nogle, der har forsøgt at brænde halvdelen af byen ned,” sagde han. Ofte fik de stoppet ilden hurtigt, og de hjalp hinanden med at bygge op igen, men det var stadig irriterende og frustrerende. Det var nok også derfor de jagtede dem nu, for at få dem til at blive væk.

”Det er okay. Det er primært rart om sommeren, når vi ikke har snestorme, men det er bare… ens hjem før eller siden. Selvom jeg ikke har været hjemme i lang tid efterhånden,” indrømmede han. Han burde nok snart tage op nordpå og besøge sin mor og bror. De savnede ham nok efterhånden, men han ville nok vente et par måneder før han ville forsøge at tage nord på, bare så han ikke ramte en sen vinterstorm når han rejste.

Hun rynkede ganske let i panden, for hun var slet ikke sikker på hun stod hvad drager var. Hun lod blikket vandre en smule rundt, for hun var sikker på hun aldrig havde set en ved Azurien, men kunne hun helt ærligt vide sig sikker, når hun ikke vidste hvordan den så ud? "Hvad er en drage?" spurgte hun til sidst, for nysgerrigheden voksede sig for stor indeni hende, de lød faretruende spændende, så hvis han nu kunne fortælle mere om dem, ville hun vide hvad de var når hun så dem. Det lød dog ikke som nogen behagelig ting med al den ødelæggelse de oplevede i norden, og selvom dele af hans fortælling gav hende lyst til at se det med egne øjne, vidste hun ikke helt med de drager. 

"Hvorfor er du.... ehm... ikke hjemme?" Spurgte hun lettere eftertænksomt, selvom tanken havde strejfet hende selv at tage ud på vandring og se verden, kunne hun ikke forstå hans behov for det, for hvis han havde familie der, hvis ellers hun havde forstået familie korrekt, hvorfor så ønske at tage væk fra dem? For hendes eget vedkommende var hun mutters alene, kun den boomende oase med lækre grøntsager, urter og alskens planter både nyttige og dem som kun var der for syns skyld, holdt hende lidt tilbage fra at drage alene ud i verden, for at lære mere, se mere. 

Llyr kiggede lidt undrende på Nianna. Hvad en drage var. Det var jo! Alle vidste da hvad det var. Men hvis de ikke havde haft nogen hernede, og hun virkede ikke som om at hun snakkede med så mange. Kunne det virkelig være?
Han så lidt undrende ud, før han dukkede ned i tasken, og tog først en bog op, bladrede hurtigt igennem den, før han tog en til op og gjorde det. Sådan gjorde han med et par bøger, før en der så meget slidt op kom op, og han stoppede halvvejs igennem den.
Mens han kiggede igennem dem, svarede han på hendes andet spørgsmål. ”Jeg er ude og studerer dyr og planter for min arbejdsgiver i Dianthos, hvilket også er grunden til alle mine bøger.” Sagde han.

Endelig vendte han bogen om, som havde en tegning af en drage fra siden af. ”Det her er en drage,” sagde han. Hvis han selv skulle sige det, så var det egentlig en meget flot drage han havde fået tegnet, og der var flere billeder på de efterfølgende sider fra andre vinkler.
”En fuldvoksen kan nemt være lige så høj som træer, og de er nogle af de hurtigst flyvende væsner som vi kender til. Mange af dem kan også spyde ild. Modbydelige, men fascinerende væsner,” sagde han og lød en anelse for begejstret over at snakke om dem.

Nianna lagde ganske let hovedet på skrå, da Llyr pludselig gav sig til at bladre igennem den ene dims, efter den anden fra hans taske. Forsigtigt rakte hun undersøgende den ene hånd frem imod ham, men trak den forskrækket til sig da han trak en ny dims frem og gjorde det samme igen. Hvad lavede han dog? Da han begyndte at tale, tabte hun fuldkommen tråden og lignede mest af alt blot et stort spørgsmålstegn med det ene øjenbryn hævet. "Arbejdsgiver? Dianthos? Bøger?" Hun gengav blot hans egne ord, da hun ikke vidste hvad noget af det betød og hans ord derfor ingen mening havde givet for hende. Hun rystede lettere forvirret på hovedet som hun rettede sig op, og med en let undrede kløede sig en smule ved panden.

Da han vendte dimsen om imod hende, så hun fik et bedre syn for sagen, spærrede hun øjne ganske let op, der var jo en masse krimskrams i den, men også et billede af et mægtigt dyr. Nysgerrigheden dragede hende nærmere som hun studerede det prægtige dyr i dimsen. Med en dirrende hånd rakte hun den frem og lod fingrene glide over siden, som var hun bange for at tvære det ud, men det skete ikke. "En drage...." gentog hun stille, mest for sig selv mens hun studerede hver eneste lille detalje og næsten synede helt opslugt af billedet. 

Hun måtte tvinge sit blik op på ham, da han begyndte at tale, inden hun vendte blikket imod træerne i nærheden, så stor? Hun måbede ganske let, som om hun slet ikke kunne tro sådanne dyr virkelig fandtes, for hun havde aldrig set noget lignede, men hvis de virkelig kunne spy ild, og var så store forstod hun pludselig hvorfor de havde haft så store kvaler med drager oppe i norden.

Til at starte med lyttede Llyr ikke efter, han var for optaget af sine egne ting, men som han havde forklaret tingene, gik det op for ham at Nianna faktisk ikke kendte noget som helst om verdenen. Det var unikt, underligt for et menneske. Han var næsten sikker på at troldene i Amazonitskovene havde været mere udsat for kultur, end dette menneske.
For første gang i muligvis år, følte Llyr sig faktisk interesseret i et andet menneske, selvom dette var mere som en interesse i et eksotisk dyr.

”Meget fascinerende væsner, ligesom mange andre her i landet,” sagde han lidt eftertænksomt på hovedet. Heldigvis havde han aldrig haft meget pli, og derfor gik han også direkte til sagerne. ”Du har ikke været meget omkring andre civiliserede folk har du? Har du altid boet i skoven alene?” spurgte han, og lagde så bogen ned igen, før han hev en anden op, og slog op på en frisk side, og fandt noget at skrive med frem, før han stirrede afventende på hende.

Nianna nikkede stille til hans ord, mens hendes blik havde fundet tilbage ned til billedet af dragen, men da han pludselig lukkede den sammen, gav det et helt sæt i hende. Hendes blik fulgte hans bevægelse, mens han fandt en anden frem fra tasken. Hun rynkede let i panden, for hvor mange af de tingester bar han rundt på? Hun skulle lige til at træde frem for at kigge, da han åbnede den op og endnu en gang overrumlede hende med ord. En dæmpet latter slap over hendes læber, som hun strøg håret nervøst om bag det ene øre. En rødmen blussede op i hendes kinder, da hun pludselig kunne fornemme hans interesse var rettet imod hende og ikke de drager de før havde snakket om.

"Se... Civler.. Civilliserede?" Det var et af de mest frygtelige ord hun nogensinde havde måtte tygge sig igennem, men hun følte sig sikker på hun til sidst havde ramt rigtigt. Hun rystede dog let på hovedet, for hun havde jo aldrig rigtigt haft nogen kontakt til andre mennesker eller væsner for den sags skyld, hun havde kigget på landsbyen fra skovbrynet, skjult i trækronerne, men aldrig været tættere på end det. Han næste spørgsmål forstod hun dog, og hun lyste op i et stort smil. Skoven var hendes hjem, og havde været det så længe hun kunne huske. "Altid alene..." lo hun mildt, for det havde aldrig gjort hende så meget, hun vidste ikke hvad hun var gået glip af, og når hun havde kedet sig kunne hun altid holde øje med de menneske som fandt vej ind i hendes skov, eller nede fra skovbrynet. 

Llyrs øjne havde nærmest ændret sig. Hvor de før havde været lidt affejende, og distraheret, var de fokuseret og rettet mod hende, som om han havde planer om at læse enhver lille ting hun havde tænkt sig at gøre. Hvilket også var hans plan. Mennesker var på en måde også dyr, selvom de næppe interesserede ham meget normalt.

Han noterede et par enkelte ting ned. Så han skulle huske at snakke med et lettere sprog, så hun nemmere forstod hvad det var han mente, ja, det kunne han vel godt.
”Så var der ingen der opdragede dig? Havde du ingen forældre?” spurgte han. Hun kunne vel ikke have klaret sig selv helt fra barnsben. Han havde i hvert fald svært ved at forstille sig det.

Hun kunne slet ikke holde nysgerrigheden tilbage, for hvad lavede han dog? Hun trådte stille hen, så hun stod side om side med hans skulder, og kiggede ned i den bog hvori han lavede nogle krydseduller. Hun anede ikke hvad de betød, men det måtte betyde noget. Hun strøg let en tot hår om bag øret og skævede op imod ham med et stort smil. Da han begyndte at stille spørgsmål lyttede hun opmærksomt, han var godt nok lige så nysgerrig som hende selv, men hun skulle nok forsøge at svare efter bedste evne. 

"Jeg er..." Hun stoppede lidt op og så frem for sig, mens hun kløede sig ganske let over det mærke hun havde på sin underarm, mens hun forsøgte at genkalde sig det ord. "Forældreløs..." kom det til sidst pludselig fra hende, som ordet dukkede op i hendes tanker. Hun strålede stolt som ordet var dukket op ved hende, inden hun lagde hovedet ganske let på skrå. 

Llyr nikkede, selvom han også så lidt trist ud ved tanken. Han havde muligvis ingen far, men han havde altid holdt meget af sin mor, og sin bror, uanset hvor irriterende Rouku kunne være til tider med hans belæring om ting han burde og ikke burde gøre.
”I hvor mange år…. Eller, hvor gammel var du da du først begyndte at klare dig selv?” spurgte han, før han tilføjede. ”Eller somre eller vintre, hvis du har holdt styr på det.” Han var ikke helt sikker på at hun overhoved holdt tal. Måske hvis hun bare kunne sige hvor stor hun havde været, højdemæssigt, kunne han tage et gæt, men ærligtalt var han ikke så kendt igen med den menneskelige fysiologi. Hvis hun overhoved var et menneske. Hun lignede et, men man kunne aldrig lade sig vide med Krystallandets racer.

Som hun stod helt tæt op af ham, kiggede afventende ned på hans kruseduller, skete der ikke rigtigt mere, som om han ventede på hende svar, men hvilket svar? Pludselig indså hun at hans spørgsmål var fløjet helt hen over hovedet på hende, og hun brød ud i en dæmpet latter, mens hun forsøgte at genkalde sig om han havde sagt noget, der var da godt nok en svag klokke der ringede aller dybeste i hendes hoved. Tænkende spasesrede hun frem og tilbage, mens hun kløede sig ganske let i håret, og da hun til sidst fik genkaldt sig hans ord, sprang hun op i luften med et lille hvin. Stolt over sin egen præstation, men vent? Hvordan skulle hun kunne besvare hans spørgsmål, hun havde ingen fornemmelse af tidsregning, eller regning overhovedet. Endnu en gang gav hun sig til at trave rundt omkring ham, inden hun til sidst så ned på sine hænder, måske? Tøvende trådte hun hen imod ham, inden hun lagde en hånd ovenpå hans, hun måtte fokusere dybt ind i sig selv, finde det første minde frem hun overhovedet kunne genkalde sig.

Hun var blot en lille pige, vejret var sommerlig, lunt og fra en skyfri himmel, men mindet var fyldt med en brændende smerte og et uklart hoved, det mærke hun bar på sin arm, havde hun også dengang, men det var brændende rødt og smerte kom derfra. Glimtene flakkede imellem at se den lille pige, og til at se med hendes øjne, mærke alle de følelser som var i hende, smerten, forvirringen, sulten, det lille hjerte der bankede alt for hurtigt til hendes lille krop, den våde følelse af vand overalt på kroppen, fordi hun netop var trådt op fra floden. 

Det hele begyndte at flimre, som hun ikke kunne holde fast i mindet, og tabte forbindelse til Llyr. Hun lyste op i et ubekymret smil, inden hun slap ham igen og vendte blikket ned imod hans kruseduller, for at se om han nu ville lave flere af dem i bogen. 

Det var næsten ligesom at observere et dyr, så Llyr tog noter. Om hvordan hun travede op og ned og så ud til at være i gang med at tænke, over hans spørgsmål. Hendes minder kan ikke være specielt gode rationaliserede han i hvert fald.
Indtil hun røte ham. Han kiggede forvirret op, inden nogen minder der i den grad ikke var hans kom frem i hans hoved. Det var en ubehagelig følelse og Llyr brød sig virkelig ikke om det, så så snart han kunne rev han sig væk fra hende, væk fra hendes berøring.

”Hvad gjorde du dog?” udbrød Llyr. Han var ikke vant til at folk brugte magi på ham, og slet ikke noget så ubehageligt. Han kunne stadig næsten stadig mærke følelserne. Følelser som aldrig rigtig havde været dominante hos ham.

Den begejstring, der før havde været så stor i hendes blik, blev markant ændret, som hun mærkede hans reaktion, så hvordan han trak sig væk. Forskrækket tog hun hånden til sig, mens hun bakkede væk fra ham, forvirret og såret, for hun ville jo blot? Lyden af hans ord, der kom så hårde ud ved hans udbrud fik hende til at sænke blikket, inden hun lagde armene omkring sig selv, beskyttende.

"Jeg.... Jeg....." Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige, hvad hun skulle gøre af sig selv, det var som om hun havde brændt sig på ham, den måde han havde reageret på. Hun havde jo ikke ville gøre ham ondt, for havde hun gjort det? Fortvivlensen og frygten, lå tungt over hende, som hun fortsatte et par skridt væk, bange for at komme nær ham igen. 

Det havde måske været en voldsom reaktion fra Llyr af, men for en der havde levet hele sit liv uden de store problemer, og uden at have fået magi udsat overfor ham, så var det en underlig følelse, og en han i den grad ikke brød sig om.

”Hvad?” spurgte han, lidt kraftigere, selv faktisk en anelse bange for hvad hun ellers kunne gøre ved ham. Selvom følelsen ligeså stille var forsvundet igen, så følte han sig næsten… lidt forulempet. Som om han var blevet overfaldet, og han kunne ikke lade vær med at tage et par skridt tættere på Koda, så han kunne røre ved hende, og føle at han bare var en anelse sikker.

Hendes blik gled imellem Llyr og Koda, ville hun angribe nu? Hun bed sig bange i underlæben, som hun fortsatte med at træde et par skridt baglæns. "Undskyld...." Hviskede hun stille, tydeligvis meget flov over sin handling, men hun ville jo blot vise ham det, hvordan skulle hun kunne forklare sin situation med ord, når hun ikke kendte de ord hun skulle bruge?

Hun vendte sig væk fra dem, sank ned på jorden i knæ, hendes lår hvilede imod hendes mave, som hun lagde armene om sine ben og bare sad helt sammenkrøllet. Hun turde ikke komme i nærheden af ham, turde ikke se på ham eller sige noget. Hun havde ikke megen kontrol over evnen, hvad hvis det skete igen? Var han lige så bange for hende, som hun lige nu følte sig overfor dem.

Hvad der før havde været interessant, blev pludselig farligere, føltes pludselig farligere for Llyr. Det havde været en lille ting, men det havde nok for hans hjerne at slå over til sit 'flugt instinkt'. Det var ikke ofte den var i effekt, især ikke over rigtig farlige situationer, men det var anderledes med mennesker og magi.

Han bakkede ligeså stille bagud, og kom med et noget halkvalt ”Koda, kom med.” Han havde en anelse ondt af Nianna men mest af alt ville han bare væk fra den ukomfortable situation, med magi der satte sig i hans hoved.

Da han følte han var kommet langt nok væk, så vendte han sig om og gik med hastige skridt væk fra stedet, med Koda halvt i hælene, som stadig så lidt trist efter de sidste sørgelige rester af fisk som hun havde efterladt.

Nianna gjorde intet forsøg på at stoppe ham i sin færd væk, i stedet lod hun blikket glide rundt, hun måtte ikke gentage sin fejl, hun måtte forsøge at hindre hendes evne i nogensinde at vise sit ansigt igen. Et svagt suk slap over hendes læber, idet hun så imod de sørgelige rester af fisk som lå tilbage. Hun måtte reparere fiske rusen til en anden gang, men lige nu ville hun blot vente og lade ham komme væk.