Åh, dét smil. Det var virkelig svært at ladet meget andet end anger fosse frem i sig, når man stod i selskab med den her dæmon. Der var bare noget ved ham, som, selv hvis han ikke havde åbnet sin enorme kæft eller afladet et par slag mod hans ansigt, så ville Alran stadig fornemme den sitrende lyst til at gøre hvad han kunne for ikke at skulle være i samme lokale som ham. Han ville sågar drikke sig så Kile stiv i selv det værste alkoholiske pis den nærmeste kro kunne tilbyde ham, så han forhåbentlig kunne ende med at fuldstændig glemme hans selvglade fjæs.
Alrans grimasse havde allerede været godt i gang med at skabe dybere og dybere kløfter af mishag idét, at røvhullet forsvandt fra hans våge sind. Lige foran ham. Hvad i Isari’s forvildede gedeflok?! Straks var den hårdhudede smed betydeligt mere på vagt og de parate hænder havde hævet sig en tand højere op - stadigvæk ikke helt op i kampklar stilling men musklerne var bestemt spændte. Han forsøgte sig med at kigge omkring, men han vovede næsten ikke at bevæge for meget på sig, hvilket bragte ham i et noget irriterende dilemma. ”Hey?!” råbte han hårdt og dybt ud i salen, meget krævende som om at han ikke netop havde stået og drømt om at blive frelst fra Ridder Roux’s komsammen event. Men han havde kun lige knap og nap råbt, før krabaten vendte tilbage.

Med ét drejede Alran omkring, egentlig for så vidt muligt at undgå at stå med ryggen til dæmonen, men som man kun kunne forvente, så førte det til et næsten-fald tilbage på røven, som han heldigvis fik justeret på tidsnok. Dog ikke uden at have lavet lidt af en klovnagtig balancedans. Og Roux’s følgende kommentar kunne ikke have kommet på noget bedre tidspunkt… Selvfølgelig lod Alran som om, at der intet var sket. Det ville sgu være for flovt at skulle til at anerkende den slags omkring sig selv.

De flammende øjne veg ikke meget villigt væk fra dæmonens ansigt, men søgte nu alligevel ned til bakken med krus - krus med øl - efter lidt tid. Dog ikke uden at han hurtigt få tilbage op på ham. Og så igen tilbage til bakken, før han brummede provokeret men nu alligevel rakte en hånd frem og greb om et af krusene. ”Alt dit arbejde? Pah! Et par sølle lussinger er sgu da alt du har gjort af ’arbejde’. Brødet var tidligere er hvem der skal takkes for den kærkomne behandling der har efterladt mig som nær krøbling. Var jeg ham, ville jeg ikke tage godt af at have mit arbejde blev krævet sådan af en vatpind med trylletrick.”
Med dét over sin tunge, blev Alran’s røvballer nu alligevel placeret tungt ned i det tilbudte sæde, hvortil han sukkede højlydt som hans stakkels ben blev fritaget hans store vægt. Det ville stadigvæk være ren tortur hvis han skulle bøje det, så mens han sad meget anspændt i stolen, sørgede han var at holde det straks. Forhåbentlig kunne det også være med til at etablerer afstanden mellem de to mænd. Han snuste ind, og løftede endelig kruset op for at tage en ordentlig slurk. Om han ikke var tørstig, og så kunne det næsten være ligegyldigt hvad han drak. At det viste sig at smage ham og at han ikke skulle nøjes med vand der smagte at brønd og hvad end der lå og marinerede i brønden, var kun et plus.
”Prøver I mørkesvin at fratage den gode arbejdskraft Lyset har halet ind? Er det, hvad det her handler om? For jeg vil tænke en kriger ville være klart mere ønsket end en smed. Eller måske er det fordi I mangler en til at pynte på jeres rustning, at jeg er her? Hm?” Ja ja, han havde potentiale. Men den her rekruttering gav nu lige meget mening som en sindsforvirret kvinde at sidde på en bold af avis papir indtil en kylling klækkede ud af den.