Rofies eget træningssværd var lige i nærheden og det lignede heller ikke at hun ikke havde haft brugt det før. De dage hvor hun havde holdt øje med byvagterne fra tagene som de trænede gjorde at hun havde noget mere styr på mange grundtingene end man eller ville forvente af en der havde været væbner så kort tid som hun havde.  

Et smil brede sig på Rofies læber som Musen insisterede på at de skulle kæmpe rigtigt, og især at smilet var tilbage i hans øjne. Så var alt ikke tabt alligevel! "Lad den bedste vinde!" klukkede hun med en hvisken, i det mindste så det ud til at han faktisk havde styr på at bruge et sværd, måske hun bare skulle kører ham træt? Han kunne sikkert tirres til at snakke.

Drengenes hujen blev kun højere som de to kæmpere cirklede de tre gange der skulle til før en duel reelt var startet. Rofie gjorde et udfald, det var tydeligt men hun ville finde ud af hvor stærke musen parader var, især for at finde ud af hvor meget hun var stærkere. Det var ikke sket før at nogen på hendes egen alder var stærkere end hende. "Har vi det sjovt Mus?" klukkede hun, for det havde hun!

Nicodemus vægtede sit træningssværd lidt i hånden, inden han prøvende svang det i en manøvre. De var en smule lettere end rigtige sværd og blunte i spidsen, så man ikke gjorde for meget skade på hinanden. Det sagt, så kunne man sagtens få nogle knobs og hvis nogen virkelig gerne ville slå hinanden ihjel, skulle det nok også kunne lade sig gøre.
Heldigvis var det dog som regel ikke målet på træningspladsen.

"Vis mig så, hvad din Ridder har lært dig." Lo han mod Rofie. Han begyndte at cirkle omkring hende, ventende på at hun gjorde det første udfald. Man måtte jo lade damerne kommer først. Ud af øjenkrogen bemærkede han, at en del af de andre drenge havde taget opstilling i en halvcirkel omkring dem for at se kampen.

Han parrerede hendes første udfald og svarede igen med en mindre serie af hug for at teste hendes egne parrader. En sværdfægtning var ofte mest af alt end dans, fandt han - og meget, meget anderledes en de slåskampe, man så nede i det nede distrikt. 
"Du holder mig ganske underholdt." Svarede han og blinkede til hende, men hans fortsatte sin prøven med sværdet. Hun var nu meget sød.

Musen parade virkede lovende, han havde faktisk nogenlunde styr på hvad han lavede! Huggede der fulgte fik hende til at træde lidt tilbage, halvt fordi hun ikke havde forventet at han ville gå til den, men mest fordi hun ville se om han kunne blive overmodig.

Moana havde sagt så mange gange at huske på sine fødder, for hvis du først snublede så skulle du så sikker på at komme op igen. Noget Rofie efterhånden faktisk havde fået banket ind i hovedet.

Så det var nok heldigt nok at de ikke måtte bruge evner, for Rofie ville oprigtigt være ked af hvis Musen faktisk kom noget til. "Godt at hører!" Klukkede hun og skiftede til at være den den gjorde udfald, det første af huggene var ikke noget specielt men det der fulgte lagde hun kræfterne i, planen var at slå hans svær til siden så hun kunne komme til at komme under hans parade.

Omkring dem hujede drenge stadig, tydeligt at en del af adelssønnerne håbede at Nicodemus ville give dem æresoprejsning! Selvom der var et par stykker der lod til at faktisk heppe på Rofie.

Nicodemus' fødder bevægede sig let og elegant hen over den faststampede jord, der udgjorde træningsarealet. Det var noget, der var blevet banket ind i ham fra barnsben, og han tænkte ikke længere over det - kroppen reagerede blot automatisk.
Det sagt, så havde han også adskillige svage sider. En af dem var hans styrke, for selv om han nærmede sig sit attende år, var han stadig ganske spinkel af bygning, og det var lige før han troede, at Rofie stadig ville kunne bære ham uden amuletten.
Det andet var hans overmodighed og tendens til at blive distraheret. 

Rytmen mellem dem skiftede, så det var Rofie, der angreb og Nicodemus, der parerede, og nu blev han overrasket over styrken i hendes slag. Han selv havde holdt lidt igen, testet hende, men nu var det ved at blive alvor, og han kunne mærke, at han virkelig skulle lægge kræfterne i.
"Er hun mere mand end dig, Isenwald?" Råbet var lidt mere hånligt end hos den sædvanlige adelsdreng, og det gik op for Nicodemus, at en plageånd var ankommet til træningspladsen. Fyren var et halvt år ældre end Nicodemus og kunne snart se frem til at være kriger i Lysets Hær, og han havde ustandseligt snakket om Isenwald-slægtens "vanære" efter den sidste fyrstindes eksil. 

Råbet fik Nicodemus til at kaste et blik hen mod flokken af tilskuere, og det var nok til at en af Rofies slag brød igennem hans eget forsvar. Det gav et ordentligt rap over skulderen og han måtte gribe om skæftet på sit træningssværd med begge hænder for ikke at tabe det.
"Jeg er ikke færdig endnu!" Det nyttede ikke at koncentrere sig om plageånden, i stedet angreb han med et vildt svingende sværd, der så ud til at komme fra én side, men som i stedet øjeblik blev flyttet til et skarpt hug. 

I Rofies hoved måtte Musen være en dygtig danser, det virkede til at hans fodværk uden fejl, og hvis hun faktisk havde taget tid til til at skæve til hans fødder ville hun have set at det faktisk var tilfældet. Dog havde hun fået banket ind i hovedet at holde øjnene på kampen, ellers kom man kun ud af den som taberen.

Noget som musen ikke havde fået helt ind på rygradden som han blev distraheret af et nedladende råb, jo det var da fedt at folk heppede på hende, men ikke for bare at nedlade Nico! Af ren refleks udnyttede hun det spontane hul i paraden og gav ham et rap over skulderen. "Oi! Øjnene her Mus! Narhatten-hvad-end han-hedder er ikke den du slås med" Smilede hun opmuntrende og greb fast om sværdet, sparkende en løs sten mod fjolset. 
Det var tydeligt hun var mere end tilfreds med at Musen ikke bare ville give op, med stål i blikket gik hun ind i salget. At det blev til et hug overraskede hende hvor hun kun fik blokeret i sidste øjeblik, et rap over nallerne rigere.

Den mest snedige måde for Rofie at vinde ville nok være ved at kører Musen træt, men det ville være så utrolig kedeligt! "Så Mus! Læg krafterne i!" drillede hun med et smil. Planen var istedet at lokke ham til at krydse klinger hvor man lægger styrken i for at holde hinanden tilbage. Han havde jo nok opdaget hun var stærkere end ham, men målet var faktisk at se om hun med den frie hånd kunne gribe om hans parrer stang og effektivt stoppe ham fra at bruge sit sværd.

Koncentrationen var tilbage i Nicodemus blik, som han gik til værks med klingen. Der røg et kort udtryk af bekymring gennem hans øjne, da hun fik et rap over fingrene, men det lod ikke til at genere hende - heldigvis. Selv om Nicodemus godt kunne lide at fægte, brød han sig egentlig ikke rigtig om at gøre nogen ondt..

De opildende ord var dog nok til at få ham til at lægge kræfterne mere i og lade en række slag regne ned over Rofies forsvar. Han ville gerne vise, at han også var stærk, men anstrengelsen fik hvert slag med træningssværdet til at falde lidt langsommere og tungere, end hvis han havde brugt sine almindelige, hurtigere manøvrer..

"Hvad kaldte du mig, tøs?" En skygge var faldet ind over Nicodemus bagfra. Han havde slet ikke set, at Væbner Narhat var kommet tættere på, rasende over fornærmelsen, som Rofie havde råbt tidligere. 

Planen om at få Musen til at lægge krafterne i havde virket bedre for Rofie end hun havde håbet, bare lidt længere og så ville hun få sin chance...! Og så syntes Væbner Narhat at det råbe forstyrende ikke var nok, og med et meget arrigt blik der ville kunne slå gnister hvis det kunne nærmest prøvede at presse sig ind i cirklen. 

Rofie sukkede for sig selv og stirrede vredt tilbage, totalt ligeglad med om Nicodemus ville vinde ved at hun var ukoncentreret. "Jeg kaldte dig en Narhat fordi at du blander dig i dueller du ikke er med i, så medmindre at du faktisk vil være med i den, så knyt sylten eller mand dig op.." hun skævede lidt til den sorte og røde bjørn "..Narhat af Erneyell"

Det kunne godt tyde på at duellen med Musen måtte vente til en anden dag, for hun havdet sjældent nogen være så rød i hovedet uden at være fuld først!

Han burde virkelig ikke lade sig distrahere af Ernyell-væbneren, men det gav alligevel et lille sæt i Nicodemus, da han havde listet sig så tæt ind bag ham.. Da han så, at Rofie reagerede på narhatten, sænkede han selv træningssværdet og vendte sig om. Han kunne ikke drømme om at slå på hende, mens hun var distraheret af narhatten..

Væbneren havde pustet sig lidt op, skudt brystet frem og stirrede nu på dem begge: "Jeg slås ikke med piger." Fnøs han og hævede skjoldet en smule. Han var tydeligvis ikke vant til, at der var nogen, der rent faktisk talte igen.
Nicodemus åndede en smule tungt efter anstrengelsen fra duellen, og han kunne mærke, at sveden klistrede ned af hans ryg under træningsrustningen. "Måske skulle du prøve, Ernyell." Sagde Nicodemus utilfreds og vendte sig om mod Rofie igen. Et par af dem, der havde fulgt med i duellen var begyndt at komme tættere på - de lugtede tydeligvis, at der var mere drama under optræk.

Rofie lagde hovedet på skrå i ren og skær forundring "Virkelig? Gør det ikke dig til en ret dårlig kriger så?" lød det undrende mod narhatten, Rofie var ikke ret meget for at slås, men ind i mellem var det lidt den mulighed man havde. "Rygtet siger at Mørkets general er en kvinde, så ville du ikke slås mod hende hvis hun var der? Men dig om det" fortsatte hun med et skuldre træk og vendte blikket mod Musen. 

Ernyell væbneren virkede heller ikke glad for Nicodemus ord, hvilket kun fik hans ansigt til at minde om det røde fra hans families våbenskjold. Det var tydeligt at hans temperament var ved at løbe af med ham, som stirrede olmt mod den yngre Isenwald. "Hvad ved du om det Isenunge?! Det ligner da at du har mere travlt med at få tæv end give det!" vrissede Ernyell væbneren og puffede til ham med sit skjold.

"Vi tager mod din udfordring, eller er du ikke mand nok til at stå ved dine ord?" Brød Rofie ind stillende sig klar til hvis narhatten ville gøre udfald mod Nicodemus. Hvis narhatten ville fronte så skulle hun nok fronte igen! Samt han ville tabe jævnt meget ansigt hvis han bakkede ned nu.

Nicodemus havde gjort klar til at fortsætte kampen mod Rofie, selv om han irriterende nok var en anelse distraheret. Det var typisk, at man ikke kunne have lov til at have en ærlig duel i fred - og der var masser af dygtige kvindelige krigere i hæren, så han vidste ikke lige ved Ernyells problem var. Måske havde han samlet nogle idéer op nede sydpå..

"Hold .. så .. kæft!" 

Narhatten havde fået nok, men i stedet for at slås mod Rofie, som havde stillet sig ærligt klar til at slås, gjorde han et udfald mod Nicodemus, der ikke kunne se det, fordi han havde vendt ryggen til ham.. Han ville få et solidt slag i hovedet, der nok ville få ham til at vakle, hvis ikke Rofie kunne nå at stoppe det!

Rofie var ovenud tilfreds med sin håndtering af narhatten, han var blevet sat på plads og havde formået at få sig selv til at ligne en nar foran dem han havde prøvet at imponere, så alt i alt en god dag!
Eller det var det indtil at hvad end kviste Narhatten havde at flytte rundt med knækkede og satte i brand. 

"Pas på!" Selvtilfredsheden blegnede som Rofie satte i bevægelse, to hurtige skridt skråt for at undgå at ramme Musen, slå våbnet ud at kurs samt et hurtigt spark i knæhasen på Ernyellen burde få ham ned at ligge eller i ubalance. Da andre gange havde hun ikke brugt den slags kneb, men hun havde stadig sine tricks fra sin tid som udsmider, så hvis han ville slås beskidt, skulle hun nok mobbe gårdspladsen med ham.

Nicodemus fornemmede noget, der susede over hans hoved, men ved siden af ham havde Rofie reagerede hurtigt, og han vendte sig lidt småforvirret rundt for at se Ernyellen ligge og ømme sig på jorden. Et bredt smil begyndte at spille over hans læber.

Et andet sted på gårdspladsen var de omkringstående brudt ud i hujen og latter. Det var tydeligt, at Rofie var steget kraftigt i popularitet.

Narhatten havde tydeligvis ikke meget mere at sige, som han samlede de sidste rester af sin værdighed og hurtigt humpede mod den nærmeste udgang, og Nicodemus løftede hånden for at give sin "træningspartner" en high-five.

"Sådan! Du kan bare det der!" Grinede han. "Det havde han fortjent."

Rofies humør løftede sig som hun nærmest gik fra et nul til helt på træningspladsen. Hun ville næppe indrømme det, men det var noget sjovere at være en af de seje end den folk skulede til. 

Med et bredt smil mødet hendes hånd musens i en high-five, totalt ignorerende de skulende blikke narhatten sendte efter hende og Nicodemus. Måske ville han plotte hævn en dag, men det var et problem til fremtiden. 

"Det hjælper at jeg har været vant til at skulle håndtere folk der er større end mig" Lo hun varmt, en meget skarp kontrast fra da hun havde mødt musen "Åh ja! Men jeg bør nok holde lidt lav profil igen, min ridder skulle nødig få for gode idéer" klukkede hun, det var ikke helt sikkert om Moana ville være stolt eller skuffet, måske en blanding?
"Nå men erhh, det kunne være det snart var tid til forkost?"  

Nicodemus strålede af beundring over Rofie. Nok havde kampen mellem dem ikke haft mulighed for at blive helt afgjort, men hun var en værdig modstander, og nu var der ingen på træningspladsen, der så skævt til hendes tilstedeværelse!
Faktisk var Nicodemus ret sikker på, at flere af adelsdrengene ville spørge ham lidt om hende, når han mødte dem senere til aftensmaden..

Han smilede: "Din Ridder kan altså godt være stolt!" Indvendte han, men hun havde sikkert ret. Riddere var sådanne nogle folk, der havde nogle meget bestemte meninger om, hvordan træning skulle foregå, så vidt han vidste..

"Frokost lyder som en god idé!" Gav han hende ret. Han gjorde et nik hen mod køkkenindgangen, hvor mange af de menige soldater og des lige fik et måltid mad - Nicodemus kunne godt lide at spise der, for man hørte mange spændende historier i køkkenet.
Og så kunne han altid lære Rofie lidt bedre at kende..

(Tænkte det var meget passende at afslutte her ^^)

Rofie havde venner og sådan, men at være pladsens midtpunkt havde hun alligevel aldrig prøvet! Så var det heldigt at det var frokost tid, for det var måske liiige spændende nok. 

Det løb hende koldt ned af ryggen som Musen sagde det farlige ord stolt "Det var lidt det jeg var bange for, hun sætter mig bare til endnu svære ting så" gøs hun. Hun ville jo gerne gøre Moana stolt, men hun ville helst ikke skulle træne røven ud af bukserne. Der var andet i livet end at være Lysets hær!

Det overraskede hende lidt at adelsknøsen faktisk ville spise med de almindelige folk, men han lod til ikke at have så fine fornemmelser! Han kunne godt blive en god ven med tiden! "Jamen lad os!"