Det første Dino gjorde, var at himle med øjnene, da alfen kløgtigt udbrød, at han kunne teleportere. Han så pludseligt mere frisk ud, hvilket nok var meget godt. Men det var gået liidt stærkt, så Dino var lidt mistroisk over, hvor syg det lille lyserøde væsen egentligt havde været. Nå, skidt med det, det havde åbenbart hjulpet med at overbevise kvinden om, at de ikke var så farlige.
”Nej, jeg bevæger mig bare sygt hurtigt.” Han fnøs og sarkasmen dryppede fra hans ord, mens han rejste sig op med alfen i hånden. Det var virkeligt underligt at have et så lille et menneskeligt væsen i hånden. Det var noget helt andet end en kat eller en kanin. Trods det gnavne udtryk, var han forsigtig med ikke at klemme for hårdt, som han stod der med ham.

”Ja, hun ville godt give os et par æbler.” Han skævede mod døren, der stod åben. Han kunne ikke se noget, da der var mørkt derinde. Spørgsmålet om Juliander havde fortalt, at han var en prins, fik ham til at se på ham igen.
”Nej, du sagde ikke, at du var en prins. Det er måske også bedst at holde sin kæft med det, indtil du kommer frem til paladset.” Han ville sige noget mere, men i samme øjeblik kom kvinden tilbage, denne gang med en mand i hælene. Han havde ganske rigtigt et våben i hånden, dog en anseelig økse i stedet for et sværd, men den så mere end drabelig nok ud. Han så mistroisk på dem, men så ikke ud til at ville angribe dem, så Dino blev stående.

”Der er nogle æbler og et par boller.” Hun rakte lidt usikkert en lille slidt lærredspose frem, hvilket tvang Dino til at gå tættere på for at tage den. Hans blik hvilede mest på manden, der stirrede tilbage igen. Da Dino havde taget posen og var bakket et par skridt, flyttede han blikket til kvinden igen.
”Jeg kan ikke betale for det,” gentog han, inden han flyttede lidt uroligt på sig. ”Tak.” Det var ikke ligefrem et ord han elskede at udtale. Kvinden smilede lidt.
”Det gør ik-”
Mere hørte Dino ikke, før han havde teleporteret ham og alfen væk derfra. De dukkede op ikke alt for langt derfra i en lavning ved en bæk. Han var nær endt i bækken, og trådte hurtigt et par skridt til siden for ikke at få våde fødder, stadig med alfen i den ene hånd og sækken i den anden.
”Åh ved Aladrios,” knurrede han irriteret.

Dino ville have rullet øjnene bagud af hovedet, hvis han havde vidst, at Juliander ikke fangede hans sarkasme og faktisk troede, at Dino mente, at han bevægede sig helt vildt hurtigt. Heldigvis fik han lov til at beholde sine øjne i kraniet, som der ikke var mulighed for Juliander at give udtryk for sin manglende forståelse for Dinos typiske måde at kommunikere på. Den fornøjelse måtte vente til en anden gang.
Dog nåede Dino godt at se alfens udtryk, da han bad ham holde kæft. Det var bare ikke noget, han kunne tage sig af.

Det svuppede en smule under Dinos sko, da han fik flyttet sig fra bredden af bækken, der klukkede livligt af sted. Den havde over tid gravet en fordybning i landskabet, så der var en lille bakke på hver side af vandet, der forhindrede frit udsyn omkring dem.
”Du ved ikke særligt meget om verden, gør du?!” Sprugte Dino, mens han gik op for toppen af skråningen og så rundt. Det ville være dumt at spise frokost her, hvis der lå en gruppe orker i lejr, men der var tomt. Der stod lidt træer, men ellers var der bare græs så langt øjet rakte.
”Vi er langt fra havet. Det er bare en bæk.” Han vendte rundt og satte sig halvvejs nede af skråningen, inden han satte Juliander fra sig ved siden af sig i det lange græs. Havde det være sommer, ville det have været fyldt med blomster og summende insekter, men nu var det knapt nok grønt.

Med de slanke fingre fik han åbnet posen og kigget ned i den. Der var tre æbler og to boller. Et eller andet sted kunne han godt sætte pris på, at kvinden havde givet dem så meget. De så ikke ud til at have meget, og her havde hun givet dem noget, de egentligt ikke havde brug for. Men Dino glædede sig alligevel til at sætte tænderne i bollerne, selvom han sagtens kunne undvære at spise.
Han tog et æble op og rakte det frem mod Juliander, men kom så til at se størrelsesforskellen mellem dem, eller måske nærmere manglen på forskel. Med et suk satte han posen fra sig og trak sin kniv. Den var ikke så stor, men den var skarp, og den gled let igennem det lidt rynkede æble, som han skar det i to halve og derefter i mindre både. Han rakte den ene båd til Juliander og stak en anden i munden. Forårets æbler, der havde ligget gemt væk siden efteråret, var altid lidt melede, men søde, og det smagte godt.

Dino svarede ikke på alfens tak, men skar i stedet et stykke mere og stak det i munden, så snart han havde spist det andet stykke. Han kunne godt mærke, at han havde hoppet lidt langt i dag, og hans blik hvilede på bækken med et svagt udtryk af træthed. Han skulle bare hvile sig lidt, så kunne han igen, om end ikke så langt før efter en god nats søvn.
Som Juliander bekræftede, at æblet kunne spises, skævede han kort til ham, mens han stak endnu en æblebåd i munden, det sidste stykke fra det ene halve æble. Burde han gemme det andet halve? Han blik gled over skiven i skødet på alfen og konstaterede, at de vist havde æbler nok til at han forhåbentligt fik alfen afleveret et eller andet sted.

Så han satte kniven i den anden halvdel, da alfen åbenbart havde et spørgsmål. Dino skævede til ham igen, afventende, som han var lidt om at få det spyttet ud. Imens skar han et stykke af æblet og tyggede på det, som Juliander kom frem til sagen. Spørgsmålet fik ham til at trække på den ene skulder, mens han tyggede færdigt.
”Det er ikke så ofte, at jeg har brug for nogle.” Det var sandt. Han købte sjældent ting, enten havde han generelt ikke brug for diverse eller også stjal han det. Det var nemt at finde det, man havde brug for, når man kunne komme ind, hvor andre ikke kunne. Og forsvinde på et splitsekund.

Den anden del af spørgsmålet fik ham til at sukke og så skære ansigt. Familie sagde ham ikke noget, han vidste ikke, om han nogensinde havde haft noget, men det med arbejde … han manglede en udvalgt.
”Nej. Ingen familie, og jeg leder efter mit arbejde.” Hvis Juliander havde håbet på, at Dino ville drukne ham i ord, så tog han fejl, som Dino spiste et stykke æble mere uden at sige mere. Det lå ikke rigtigt til ham at forklare, men alt efter, hvad der blev spurgt om, kunne han godt finde på at svare. Folk plejede bare ikke at være så interesseret i ham. Og han havde ikke brug for at fortælle om sig selv, hvad var der at fortælle?

Dino kunne ikke lade være med at skæve lidt til alfen, der meget hurtigt og ganske effektivt fik spist sit æblestykke. Det var liiidt underligt med så lille et væsen. Altså, dyr var også små, men alfen var jo menneskeagtig og sad der og snakkede løs. Dino følte et eller andet ansvar for ikke at komme til at mase alfen, den virkede jo så ... skrøbelig. Og selvom han ikke gik specielt meget op i andres væsners velbefindende - i hvert fald udadtil - var han ikke ligefrem anlagt til at gøre nogen nåde uden grund. Måske hjalp det ligefrem på hans vilje til at hjælpe, at Juliander ikke var større.

Som alfen lagde sig ned og begyndte at fortælle om sit alfeland, lyttede Dino kun halvt efter. Det interesserede ham ikke rigtigt, selvom han noterede sig, at de åbenbart havde en del krystaller. Måske han skulle aflevere alfen ved sin familie og få lidt betaling for sin hjælp. Tanken var ikke så seriøs, han havde ikke lyst til at blive rodet mere ud i noget med alfer end han allerede var, og han brød sig ikke om skoven, de boede i. For mange farer. Folk på jagt. Nej, lige den skov gad han ikke rende for meget rundt i.
Der kom ikke rigtigt noget svar fra ham, som han spiste det sidste æble og stak kniven tilbage i skeden. Selvom han ikke behøvede at spise, var det ofte rart nok at få mad i maven.

Dino rakte op og lukkede hænderne om sine lange ører for at varme dem lidt. Vinden var kold og selvom de sad lidt i læ, kunne det stadig mærkes på luften, at det var den kolde årstid de befandt sig i. Han burde virkeligt anskaffe sig en hue. Mon ikke, at han kunne få fat på en i en krop på vejen.
"Hvad havde du tænkt dig, at jeg skulle lave? Skære flere æbler ud?" svarede han lidt tørt og sarkastisk, selvom han efterhånden havde opfattet, at alfen ikke forstod det. "Jeg har ikke brug for familie," kom det derefter, inden han gned sine ører lidt og sukkede, uden lyst til at svare på Julianders snak om at være ensom. Dino havde ikke tænkt sig at skulle være behjælpsom med andet end at få alferøven til en healer.
"Kan du holde varmen i den fikse påklædning der?" Han så ned af Juliander og hans tøj, der grangiveligt så ud til at være lavet af blade.

Dino kom bare med en afvisende lyd, da Juliander udtrykte sin tvivl om manglen på behov for familie. Han gad ikke til at forklare den lille fyr, at han ingen erindring havde om at have familie – måske han havde haft det i sit tidligere liv? Han vidste det ikke og ville nok aldrig finde ud af det – og at han klarede sig fint alene. Han manglede ikke noget. Andet end en udvalgt, men han kunne ikke andet end at stole på, at Aladrios nok skulle sende en i hans retning, når tiden var inde. Et eller andet sted var han bare lettet over, at det ikke var den lille alf, det var han ikke sikker på ville have været en god idé. Selvom det uden tvivl kunne have været værre.

Heldigvis samlede alfen op på spørgsmålet om hans påklædning, og Dino betragtede ham, som han fortalte løs om at det havde været varmere på Dinos skulder og imellem hans hænder, hvilket ikke var så overraskende. Den røde farve, der indtog Julianders ansigt og ører, lagde Dino ikke så meget mærke til, eller også valgte han bare at ignorere den.
Han flyttede blikket ned af sig selv. Han havde en god jakke på af skind, som han havde stjålet på et besøg i Dianthos for ikke så længe siden. Det samme med trøjen under og bukserne. Skoene var også stjålet, men det var noget længere tid siden. De så alt for store ud til ham, men det blev de nødt til at være for, at han kunne have sine specielle fødder i dem. Egentligt var han helst fri, men der var koldt og folk havde en tendens til at flippe lidt ud over dem, ligesom med hans hale.

Men om man kunne få den slags tøj i alfestørrelse vidste Dino ikke. Måske i Dianthos, der kunne man få alt, og ellers var der nok en skrædder eller to, der kunne lave det.
”Erh, det ved jeg ikke. Du kan sikkert godt betale dig fra at få nogen til at sy det i Dianthos.” Dino havde stadig ingen intention om at tage helt til Dianthos, han ville stadig gerne til Medanien og Fredskilde, men nu måtte han lige finde en healer til den her alf, der virkede lidt for naiv til denne verden.
Men lige nu følte han mest for at holde pause, selvom det var koldt. Så han lagde sig ned på ryggen med en arm under hovedet og blikket mod himlen. Han nåede ikke at tage mange vejrtrækninger, inden han sukkede lidt irriteret og skubbede sig op på albuerne og åbnede jakken op.
”Her, kravl herind, så kan du få varmen til vi skal videre.” Han løftede op i den ene side af jakken, så der var plads til, at alfen kunne lægge sig på hans brystkasse. Lidt for intimt efter Dinos smag, men han kunne vel heller ikke lade ham sidde der og fryse.