Ronin kunne ikke lade være med at skære ansigt, da hans mor pointerede, at en besked nok ikke havde gjort familien mindre bekymrede. Det vidste han godt, han havde også haft det lidt dårligt med det. Men det havde ikke ændret noget, han havde beslutsomt draget ud af hjemmet og ud af hovedstaden. Med lidt hjælp. Af pigen, han stadig ikke kunne finde ud af om var sød eller ej, men han havde da tænkt lidt tilbage på hende, på sin rejse. Et eller andet sted håbede han, at han mødte hende igen.

På den måde, at hun sagde, at manden aldrig ville gøre hende fortræd, fik Ronin til at acceptere det uden tvivl. At hun kunne være blevet ødelagt til at sige sådan, slog ham ikke, det var han for uskyldig til. Og der var noget over hendes blik, den fasthed han var så vant til, han troede bare på hende. Manden ville aldrig gøre hende tilfreds. Godt. Det bragte ham en varm følelse af lettelse og han så også ud af vinduet. Ikke at han kunne se noget, som han sad der. Han ville ønske, at han kunne se manden. Vurdere ham. Snakke med ham. Lære ham at kende. Finde ud af, hvad han skulle tænke om ham.

Som hans mor havde læst hans tanker, slog Helena lige netop ned på, at han måtte have troet det værste om manden. Ronin tøvede lidt, men nikkede så. Det havde han. Hvordan kunne han andet?
”Ja.” Han sænkede blikket til sine hænder og pillede lidt ved sine fingre, inden han rejste sig og gik hen for at se ud. Nu kunne han se manden, der stod henne ved folden med hestene. Ronin så lidt på ham, inden han vendte sig mod sin mor.
”Jeg … går lige ud.” Han sagde det lidt usikkert, og tøvede lidt, inden han trak vejret dybt ind og gik ud af døren. Han var lige ved at fortryde, men fortsatte ud over gårdspladsen og græsset mod den ældre mand.
Farten gik lidt af ham, jo nærmere han kom, men endeligt stillede han sig ved siden af Karkhos, dog en god armslængde væk, så han kunne nå at stikke af, hvis manden ikke var venlig. Han vidste ikke, hvad han ville sige, og stod bare og så på hestene. Den ene genkendte ham tydeligvis og endte med at gå over til ham for at snuse til hans hænder.

KARKHOS
Tiden gik, men Karkhos var god til bare og stå og vente. Det havde været en ret stor del af hans liv, og det gjorde ham ikke noget. Så selvom han stod og betragtede hestene, var hans tanker et helt andet sted. Hvad havde det af betydning for dem, at Helenas søn var dukket op? Han vidste, at det ville ændre noget, men han vidste ikke hvad. Et eller andet sted var han bange for, at Helena ville tage tilbage. Ikke at han ikke ville forstå hende, hun havde efterladt sine børn, og han ville ikke blive ked af det, for selvfølgelig var hendes børn hendes første prioritet. Han ville undre sig, hvis andet var tilfældet.

Tankerne havde frit spil, men han var stadig opmærksom på sine omgivelser. Og selvom han stod med siden til huset, lagde han med det samme mærke til, at drengen kom ud med retning mod ham. Karkhos så ikke på ham, men blev ved med at se på hestene. Der dukkede en lille nervøs knude op i hans mave. Hvad havde han og Helena snakket om? Hvad gik der igennem drengens hoved?
Han fik ikke noget svar, som drengen stillede sig ved siden af ham og var tavs. Karkhos fulgte hesten med øjnene, inden han følte, at han blev nødt til at sige noget. Han havde trods alt slået drengens far ihjel. Han rømmede sig for at få stemmen i gang.
”Jeg er ked af det. Med din far.” Det var ikke en løgn, selvom han heller ikke rigtigt var dybtfølt omkring det. Han var ked af, at han havde taget drengens far fra ham, men ikke at han havde slået Helenas mand ihjel. Han havde fortjent det. De brune øjne så stadig ud over folden, ude af stand til at flytte sig til drengen. Han var bange for hans reaktion.

RONIN
Stilheden varede lidt, inden den ældre mand afbrød den. Det var ikke, hvad Ronin havde forventet at høre, og han fik en klump i halsen, så han svarede ikke med det samme. Hvad skulle han svare? Han skævede mod ham, men manden kiggede ikke på ham. Fra siden så hans ansigt meget sammenbidt ud, og noget ved det fik Ronin til at føle, at det faktisk var en undskyldning, han mente. Han rynkede panden og så på hesten.
”Du reddede min mors liv?” Da han ud af øjenkrogen kunne se manden nikke, trak han vejret dybt ind. ”Tak.” Han tøvede lidt og fortsatte så langsomt. ”Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal føle. Jeg ved ikke, hvem du er. Eller om jeg kan tilgive dig. Lige nu.”

Han flyttede lidt på sig og så endeligt på ham. Manden mødte endeligt hans blik. Det var svært at læse. Manden virkede meget alvorlig. Men ikke … ikke ond. Han kunne ikke se noget ondt. Faktisk virkede han bare som en mand, der havde set meget. Til sidst kløede han sig på den beskidte kind.
”Vil du vise mig, hvordan du tog mit sværd fra mig?”

KARKHOS
Ventetiden var næsten for meget, stilheden som nåle i hans krop. Karkhos ville gerne være på god fod med Helenas børn, hvis det overhovedet var muligt. Men hvis de alle ville hade ham, var der ikke noget at sige til det. Han ville acceptere det, kunne han andet?
Af en eller anden grund gjorde det dog mere ondt at tænke på, at den unge dreng, der stod ved siden af ham, hadede ham. Han var bare et barn.
Spørgsmålet fik ham til at nikke som svar, da han ikke var sikker på, at han kunne finde sin stemme. Ja, han havde reddet hans mor. Og kun derfor var drengens far død. Ronins tak fik ham til at blinke lidt overrasket og han så på ham, som han snakkede videre. Tilgive ham. Han forventede ikke tilgivelse.

Han mødte de blå øjne, der mindede ham så meget om Helenas. Så unge og så alvorlige. De betragtede hinanden lidt i tavshed. Til sidst spurgte Ronin ham, om han ville vise ham, hvordan han tog sværdet fra ham. Han kunne ikke skjule sine overraskelse, men endte med at nikke. Det kunne han godt, hvis drengen ville have det. Han havde stadig sværdet på sig, så efter en kort tøven trak han det og holdt det frem med skæftet først. At give en dreng, hvis far man havde myrdet, et sværd, var nok ganske farligt, men Karkhos måtte vise ham, at han stolede på ham.

Så snart Ronin havde taget det og holdt det frem som før, viste Karkhos ham i langsomme bevægelser, hvad han havde gjort.
”Du holder det tæt nok på mig til, at jeg kan slå det væk og gå udenom.” Han havde ikke et stykke brænde i hånden, men det kunne også klares med en flad hånd. Efter at have skubbet det af vejen, trådte han frem og tog fat om hans håndled, bukkede hånden op for at løsne hans greb, og derefter tog han det fra ham. Han gav det tilbage til ham med det samme og trådte væk.

RONIN
Ronin tog tøvende i mod sit sværd, da det blev rakt frem til ham. Men han holdt det frem mod manden, som da han havde overrasket ham ved huggeblokken. Og han fulgte opmærksomt med som Karkhos med få ord forklarede ham, hvad han havde gjort forkert, og langsomt viste ham, hvad han havde gjort. Det virkede så let. Farligt, men let. Det var først, da Karkhos stod meget tæt på ham, at det gik op for ham, at hans hjerte bankede hårdt og han kunne mærke frygten. Men der skete ikke noget, og han stod snart med sværdet igen og manden var trådt væk fra ham. Ronin så lidt med rynket på sit sværd, inden han så op på manden, og rakte sværdet tilbage igen. Nok havde Karkhos sit eget ved siden, et stort tohåndssværd, Ronin helt var i tvivl om han ville kunne løfte. I hvert fald kunne han ikke svinge det. Men det virkede lettere at lære med det lille sværd.

”Må jeg prøve?”
Manden nikkede og tog sværdet. De næste minutter brugte de på at gennemgå bevægelserne og til sidst gik det stærkt. Ronin tvivlede på, at han kunne gøre det ved en stor mand som den gamle soldat, men det var godt at kunne mod nogen yngre som ham selv.
Han følte sig en del kilo lettere og der var et svagt smil i hans træk, da han stod med sværdet igen. At træne var hans flugt fra alting, og det hjalp også på situationen nu. Det gik op for ham, at han havde glemt sin mor.
”Jeg tror, at mor vil snakke med dig.” Han sænkede blikket. Han havde tydeligvis skabt nogle bekymringer ved at komme her. Karkhos brummede et eller andet, og pludseligt lå hans store hånd på Ronins skulder og gav den et klem, inden han vendte om og begyndte at gå mod det lille hus. Tøvende fulgte Ronin efter.

Han stoppede i døren og så ind i hyttens mørke, ikke sikker på, om han skulle med ind. Det var nok en voksensnak de to ville have, han ikke var inviteret til. Men så længe inden bad ham om at gå, blev han stående i døren.

Helena betragtede sin søn, næsten håbende at hun kunne læse hvilke tanker der gik igennem ham i dette øjeblik. Hvor forvirrende alt dette måtte være for ham, var hun ikke i tvivl om, men hun ville ønske hun havde en måde at gøre det nemmere for ham. Hun fulgte ham med blikket som han rejste sig, men forholdte sig ellers tavs. Lod ham tænke. "Okay" Hun var ikke bange for at han gav sig til at gøre noget dumt eller opildet, men tænkte derimod mere at han havde brug for tid, plads og luft. Noget hun ikke ville nægte ham. Som Ronin forsvandt ud af døren lukkede Helena sine øjne og tog en dyb indånding. Langsomt lænede hun sig frem og lod sit hoved hvile i hænderne. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre nu.

Med tankerne som fyldte den opståede stilhed omkring sig, tvang hun sig selv op at stå for at kigge ud af vinduet. Tankerne blev drevet en smule på afstand som hun betragtede Karkhos og Ronin ved hestende. Først den anspændte stilhed, før der blev åbnet op. Helena kunne ikke høre hvad de sagde, men hun fulgte den langsomme udviklingen mellem dem med spænding i kroppen og nervøsitet. Flere gange tog hun sig selv i at holde vejret, specielt som der blev bragt sværd tilbage på banen.
Til sidst kom der et smil frem på hendes læber og en så stor følelse af lettelse at hun fik tåre i øjnende. Hun regnede ikke med at alt var løst, for det kunne hun ikke få sig selv til. Men Ronin gav det hele en chance - mere turde hun næsten ikke håbe på.

Helena trådte et par skridt væk fra vinduet og fik tørt de tåre af lettelse væk fra øjnene og snøftede hurtigt for at få styr over sig selv igen. Næsten lige så snart Karkhos var kommet ind af døren tog hun et par skridt hen imod ham. Hendes udtryk afslørede et godt virvar af følelser og tanker. Instinktivt rakte hun ud efter han hånd og holdte den imellem begge sine, en mere afdæmpet måde at vise at hun ikke ville have at han gik længere væk fra hende lige nu. "Vi.. Vi er nødt til at snakke om hvad vi gør" hun havde ikke lyst til at briste boblen for at lukke virkeligheden ind, men hendes søn stod i døråbningen og havde fundet dem på mere eller mindre egen hånd. Det betød at de andre også kunne, før eller siden, og det ville næppe gå lige så fredeligt for sig som dette havde.

Der var stadig en knude i Karkhos’ mave, som han viste drengen, hvordan man gjorde, men som det anspændte forsvandt fra Ronins ansigt, følte Karkhos sig mere lettet. En dør var blevet åbnet og han følte, at den ville mere end at stå på klem som tiden ville gå.
Til sidst stoppede Ronin op, og sagde, at Helena ville snakke med ham, og pludseligt lignede han en, der var i problemer. Karkhos holdt et smil tilbage.
”Du er ikke i problemer,” brummede han dæmpet og gav hans skulder et beroligende klem, inden han begyndte at gå op mod huset.

Han nåede knap nok at komme ind ad døren, før Helena var ved ham og tog hans hånd. Hun var bekymret, det var tydeligt at se, og han gav hendes hånd et beroligende klem. Han forstod hendes bekymring fuldt ud. Han havde slået en mand ihjel, en adelig, og var sikkert efterlyst i hele Krystallandet. Folk ledte efter dem. Ikke bare Ronin, men folk med onde intentioner. Ingen tvivl om det.
Men han var også klar over, at Ronin var til stede, og lige nu ville han hellere berolige Helena lidt, og tage snakken senere, når de var alene.

”Ja, det er vi. Men skoven er tom, og din søn trænger sikkert til noget at spise og noget hvile. Jeg skal nok være på vagt.” Han trak let i hende for at få hende nærmere, og kyssede så hendes pande, mens hans fingre blidt strøg over huden på hendes hænder.
”Skal jeg fylde karret med vand?” Det brummende spørgsmål var rettet mod både Helena og Ronin. Knægten var beskidt og lugtede en smule ramt, som man altid gjorde, når man havde været på farten længe uden mulighed for at styre sin hygiejne, medmindre man var meget glad for koldt vand.
Ronin svarede ikke, men blev en smule rød i kinderne.

Helena mærkede en skyldende følelse af ro falde over sig, som Karkhos kyssede hende på panden. Som om hun i sit indre vidste at alting nok skulle gå når han var der. I hvert fald for en stund. Hun var for logisk til at lade følelsen overdøve frygten der også galopperede i hendes sind. Men det hjalp og hun mønstrede at svagt smil og nikkede. "Pas på" det hele var stadig så skrøbeligt. Deres liv som virkede så normalt, var skrøbeligt og let at briste skulle de forkerte nå dem. "Ja tak, det tror jeg også du kunne trænge til" det lidt bredere moderlige smil var tilbage som hun kiggede på Ronin i døråbningen. Han trængte til et bad, men det havde ikke lige været højeste prioritet.

"Men først finder vi noget mad til dig" hun slap en smule mentalt modvilligt Karkhos hænder, for at lade ham gå ud igen. I stedet var hendes fokus på Ronin som hun fandt mad frem. Det var ikke mad som de havde været vant til på herregården, men det var uden tvivl langt bedre end hvad han havde haft at spise den sidste tid. Der var trods alt både brød, ost, lidt saltet kød og efterhånden en god portion æg. "Hvor meget kan du spise?" inden hun lagde mad på tallerken, også gerne lidt mere end han egentlig bad om. Bare tanken om at han havde gået sulten i seng for at finde hende brændte i maven af hende.

Ronin betragtede de to voksne, som deres hænder fandt hinanden, og de faldt til ro i hinandens selskab. Et eller andet flyttede sig i ham, som han så den ældre mand kysse hans mor på panden. Det havde hans far aldrig gjort, en så simpel gestus, der åndholdt så meget … kærlighed. Han tog sig selv i at stirre på dem med let åben mund og skyndte sig at sænke blikket og lukke munden, overraskende genert ved at se den intime scene.
Da Karkhos og Helena begge snakkede om et bad, blev Ronins kinder endnu mere røde. De første uger havde det været ubehageligt ikke at kunne vaske sig hver morgen, men han havde vænnet sig til det og havde ikke gjort det store ud af det til sidst. Men som de stod der og så på ham, kunne han alligevel ikke lade være med at føle sig dækket i skidt. Et bad ville uden tvivl gøre godt. Og få lappet lidt huller i tøjet, men det måtte jo vente til de kom tilbage til borgen og tjenestestaben.

Tavst flyttede han sig fra døren, som Karkhos gik ud igen. Bade ude? Eller ville han ud og holde vagt? Ronin var for træt i hovedet til at finde ud af det, som han stod her og havde set sin mor og manden, der havde slået hans far ihjel, og alle de scenarier, han havde haft i tankerne, ikke var blevet til noget, følte han sig pludseligt meget træt.
Tøvende gik han ind og satte sig på en stol, mens han betragtede sin mor finde mad frem. Det var uvirkeligt at se hende færdes i et køkken, næsten helt naturligt, og han var lidt forvirret over det.
”Det ved jeg ikke, jeg er ikke så sulten.” Det var ikke en løgn, men samtidigt ikke helt sandt. Han havde fået så lidt at spise det sidste stykke tid, at han ikke længere følte sig sulten, men han havde næsten ikke spist noget til morgenmad, så egentligt var han ved at dø af sult, og synet af maden fik da også hans mave til at rumle.

Ronin pillede lidt ved sit ene flossede ærme, mens han flyttede lidt uroligt på sig. Han havde stadig på fornemmelsen, at han havde gjort noget forkert, også selvom Karkhos havde sagt, at han ikke var i problemer.
”Jeg føler, at jeg har gjort noget forkert,” røg det endeligt ud af ham.

Hun huskede den følelse. Det første stykke tid havde hun følt hendes mave var ved at ødelægge sig selv af sult, til den til sidst, blot stoppede. Stoppede med at komme med indvendinger og signalere at hun var sulten. Det strakte sig så langt at man blot ikke følte sig sulten mere. "Det ændre sig hurtigt"
Helena smilede til sin søn over skulderen, men fortsatte med at gøre mad klar til ham. Brød, nogle æg og ost. Kød var ikke noget de havde meget af, men det var heller ikke nødvendigt hver dag. Hun satte talerknen foran ham. Før hun selv satte sig ned.

Her fik han også chancen til at sige det som lå ham på sinde. Hun rystede roligt på hovedet og rakte ud efter hans hånd. "Nu høre du rigtig godt efter, skat." startede hun ud, som hun gav hans hånd et klem og blev ved med at kigge på ham. Hendes unge dreng der havde trodset vind, vejr og fornuft for at finde hende. "Du har intet forkert gjort ved at finde mig. Intet af det her er, eller kan nogensinde blive din skyld." om han ønskede at kigge hende i øjnende eller ej, var hans valg, men hun søgte dem. De velkendte blå øjne og den blide sjæl der skinte ud af dem.
"Også selvom du har trodset regler opsat af din bror og søstre. Vi vil aldrig bebrejde dig noget for at havde søgt ud i verden for at finde mig. Aldrig sige du har gjort noget forkert, fordi du, min søn, ikke opgav håbet om at finde mig igen" Hun nussede ham over håndryggen og håbede han forstod. At trodse regler og følge sit hjerte, var i traditionelvis en forkert til at gøre, men når alt kom til den sidste dag man skulle kigge tilbage, håbede hun at han så tilbage på dette som et rigtigt valg. Ligemeget hvad der så end kom til at ske nu.

Synet af maden gjorde ham endnu mere sulten, og han var helt ligeglad med, hvad hun serverede for ham. Han havde spist alverdens mere eller mindre tilbragt mad de sidste mange uger, og han var holdt op med at være kræsen. Så det simple måltid, hun placerede foran ham var, for ham, et måltid for en kongelig, og han greb straks et æg og bed ned i det.
Han nåede dog ikke at tygge, som hun tog hans hånd og svarede på hans bekymring. Han mødte hendes blik og tyggede langsomt, mens hun snakkede. Der kom et fugtigt skær over hans øjne, men han græd ikke, han var bare lettet over hendes svar. Hans skuldre faldt lidt ned og endeligt fik han sunket bidden.

Hans blik faldt ned på tallerkenen, en simpel tallerken, han aldrig ville have oplevet at skulle spise af derhjemme, og han slikkede sine læber, der smagte af æg.
”De sagde alle sammen, at du var død. De ledte slet ikke rigtigt efter dig.” Det var selvfølgelig ikke sandt, men det var sådan, han havde set det. Mest fordi Renly ikke havde ville fortælle ”et barn” noget og bare havde sendt ham af sted til Dianthos uden nogen form for information om, hvad der foregik på borgen. Det var helt sikkert en af grundene til, at Ronin var draget ud selv efter hende. Han kunne ikke tro, at hun var død, og han kunne ikke bare gøre ingenting.

Han sukkede og så op på hende igen.
”Det bliver godt at få dig hjem, så alting kan blive lidt mere … normalt igen.” Normalt ville det jo ikke blive, hans far var der ikke, men … så bedre end normalt? Var det ondt at tænke sådan? Han vidste det ikke. Han så ned på det halvt spiste æg og følte sig ikke sulten, men han vidste godt, at han var det, så han tog en bid mere.