Zirra nåede ikke at sige mere, og det var godt det samme, for hendes åndedræt nåede et punkt, hvor hun kunne ville kunne have fået halve sætninger ud alligevel. Så det var med en ret heftig stakåndethed, at hun stoppede sine slag og hvilede hænderne på sine knæ for lige at få vejret.

"Jeg kan godt mærke, at det her er anderledes," sagde hun forpustet og pegede på sine arme. "Det er hårdere, mere krævende af min krop."
Zirra rettede sig op og tørrede lidt sved af panden, inden hun mødte Alrans blik igen, klar på det mini-forhør, han tydeligvis havde sat op. 
Eller måske vil manden bare lære dig at kende? lød en stemme i hendes hoved. De skulle trods alt bruge det meste af dagen sammen.

"Det er meget at skrive ting ned, som du siger," svarede Zirra oprigtigt - for hun kendte da et par skribenter i Lysets tjeneste. "Men det er ikke altid de sjove steder, man gør det. Der er stort overlap mellem skribenter og meddelere, så det kan lige så vel være at kopiere ordre på paladset, som at sidde i en mudderpøl ude hos en flok soldater og løbe hen til den næste mudderpøl og tilbage igen med beskeder. Den del har jeg ikke gjort så meget i, fordi der ikke har været så mange aktive belejringer, men jeg har da været smidt ud i Tusmørkedalen for at overlevere nye ordre. Og så laver jeg alt muligt småtteri-arbejde som det med at klargøre et sted til nogle andre, der så tager sig af den egentlige  opgave."
Hun prøvede at lægge lidt ekstra vægt på den sidste del, prøvede at lyde som om hun også gerne ville være en del af de mere direkte ting, der foregik. Det dækkede over, at hun gerne ville kunne snakke om sit job. Hun fik ret meget spændende handling i sine opgaver allerede, så den del savnede hun absolut ikke.
"Det er jo ikke fordi jeg har et stort dødsønske," tilføjede hun med et skævt smil. Hun var ved at have fået vejret igen. "Men der er bare noget over den anerkendelse, mine brødre får fra resten af familien. De gør det, en Reynlest forventes at gøre - er dygtige Krigere af Lyset. Jeg kommer aldrig til at leve op til det. Men måske jeg kan prøve på bare at gøre en brøkdel af det. Og hvis mine evner skal hjælpe i kamp, som du har foreslået, så nytter det ikke noget, at jeg kun kæmper som en tilskuer."

Alran kunne vist ikke helt skjule sin forundring. Han måtte have undervurderet hendes stilling mere, end han havde forventet. Kiggede man også lige lidt ekstra ind på ham og hans mimik, kunne man også være heldig at finde hint af skam. Skam over hvor hård han hidtil havde været overfor hende. Skam over hvor… over de fordomsfulde billeder og forestillinger, han havde haft af hende og ikke rigtig havde lagt mærke til før nu. Den slags skete så ubevidst i hans hoved. Urg, det var… urg.

”Jeg tvivler lidt på, at det vil få dig til at få det bedre, men jeg forstår, hvordan du må have det. Sådan nogenlunde i hvert fald. Sådan da.” Han begyndte at mumle, styret af den egentlige usikkerhed, om det de oplevede, overhoved var ens, og stoppede hurtigt sig selv i at fortsætte alt for længe. Tvang nærmest sine læber sammen, indtil han følte sig sikker nok til at forklare sin sag for hende. ”Jeg fortalte dig vist, hvordan jeg voksede op i en klan af orker, gjorde jeg ikke? Eneste menneske – eller hvad end jeg er – og det tog mig ikke alt for længe, før jeg kom til at forstå, at jeg nok ikke var helt lige som alle de andre.”
Det var faktisk underligt at lade tankerne sive derud til. For ærligtalt så følte Alran sig ikke bedre hjemme der i blandt de brutale væsner, der havde opdraget ham og givet ham mad og tøj og varme. Og omsorg. Ja, dét skulle man ikke tro. Dianthos var blevet hans hjem, og han måtte finde sig i, at han var fløjet fra reden, begyndt sin rejse for at finde sig selv, men om han ikke stadig overvejede en tur der tilbage, hvor hans mos-te ikke fik skæve blikke og rynkede næser. ”De er min familie mere end andre har været nogen familie for mig. Dog har jeg altid manglet noget for at føle mig fuldstændig som en af dem.”

Alran sukkede tungt, næsten brummende, og man kunne se i hans ansigt, at han delvist fortrød, at han havde sagt noget. At han havde forsøgt at sammenligne hans liv med hendes for at lette hendes byrde. ”Men helt det sorte får, er du ikke. Jeg ved ikke om, du selv har lagt mærke til, hvor naturligt du har svunget dit våben indtil videre,” sagde han så og pegede henvisende med sit eget træsværd mod hendes. ”Du har stadig meget at lære, det vil jeg ikke lyve for dig om, men mon der ikke gemmer sig noget ’Reynlest’ i dig, som der gør i dine brødre? En standhaftighed for at gøre, hvad man kan. Og så lige lidt mere.”

Zirra kunne ikke lade være med at smile ad hans sidste ord. Havde hun virkelig svunget sværdet naturligt? Det lå så fjernt for hende, at hun skulle være god til sværdkamp. Måske hjalp det hende faktisk, at hun var blevet trænet en smule i selvforsvar.
"Virkelig? Jamen... Så lad mig prøve min brors yndlingspas, det må jeg have set ham gøre hundrede gange," sagde hun og stillede sig parat.
Hun gav Alran tid til at stille sig klar også, inden hun gik i gang. Det var et af de pas, hun havde trænet allermest for at det skulle ligne, at hun vidste hvad hun lavede. De fleste krigere kunne det ud og ind, men hun havde jo aldrig lavet det helt rigtigt. Nu hvor hun vidste, hvordan hun skulle bruge musklerne, kunne det være, hun kunne få lidt mere ud af det og faktisk også bruge det i kamp. Selvfølgelig med modifikationer, da det ville være selvmord at kæmpe kun med et standardpas, alle kendte. 

Et sving her, et sving der. Imens kørte hendes tanker. 
"Det er nok meget lig hinanden," sagde hun mellem vejrtrækninger og pareringer. "Jeg holder af min familie, men jeg passer ikke helt lige så meget ind. Jeg har ikke det vilde gyldne hår som de er så stolte af. Jeg er ikke helt lige så tilsmilet af Isari hverken med kampevner eller magi. Jeg er ikke det sorte får, jeg er nok bare det lidt falmede, kedelige får."
Det var ingenting i forhold til Alrans fortid, for Zirra var da i det mindste vokset op med sin egen race. Hun kunne end ikke forestille sig, hvordan det måtte have været at vokse op blandt en helt anden race og kultur, selv hvis man ikke kendte sin egen. Det var en situation, hvor man blev nødt til at søge ud og prøve at finde sig selv i en verden, man følte man burde kende. Zirra kendte sin kultur som menneske - hun havde bare en familie, der forventede noget af hende, hun ikke kunne leve op til. 

"Ser du dem stadig - klanen?" spurgte hun efter endnu et sving. Hendes hår hvirvlede med hende rundt, og hun overvejede, at hun burde sætte det op under næste pause. 

Der var hun igen. Den ivrige kvinde. Nærmest som et barn til trods for, at hun måtte være omkring hans egen alder. Måske havde han misforstået hende på andre punkter end bare, hvad for et stykke arbejde hun udgjorde hver dag. Måske havde hun ikke brug for nogen til at slikke hendes sår for hende. Måske var hun affundet med at være dette ’lidt falmende kedelige får’. Eller i hvert fald affundet nok til, at det ikke gjorde hende det helt store. Hvorfor skulle hun også være sårbar og skrøbelig bare fordi, hun den enkle dag havde haft brug for redning. Det var stadigvæk lettere destruktive ord, hun havde tendens til at beskrive sig selv med, men… var det ikke også…  fint nok?

”Vær min gæst,” nåede han kun lige akkurat at få sagt, efter at have stillet sig selv klar, før hun kom mod ham. En ny serie, så den føltes da anderledes. Og siden han ikke havde samme kendskab til serien, måtte han stole på sine egne evner til at læse hendes krop for at nå at forudse, hvor hun ville sende det næste sving mod. Dette gav ham en del mere end, hvad det andet havde gjort, det var der vist ingen tvivl om! Og hun holdte samtalen samtidig!
Idét hun pludselig svang sig selv omkring med sværdet strakt i armen, tvang hun ham meget abrupt at træde et langt skridt bagud og lige så hurtigt lænede overkroppen tilbage for at undgå at få hamret et stykke træ med potentielt skarpe – skarpe nok – kanter, direkte ind i brystkassen. ”Umf! – Nej. Det er ikke helt det samme med menneskekulturen, hvor man bliver budt velkommen hjem, når man først er rejst derfra. Det er som en manddomsprøve for mig, så hvis jeg tog tilbage ville det være enten som en sejr eller et nederlag,” forklarede han med tungere vejrtrækninger. Så nemt slap hun dog ikke denne gang.

Hans krop var allerede godt på vej derned, så da han kastede sig på sine knæ for at skride henover gruset ind på hende, skulle der ikke meget til. Hans frie hånd greb om hendes håndled, tilhørende hånden hun holdte sit sværd i, og han sørgede på den måde på at holde armen strakt – eller han trak i hvert fald i hende – før han stak sit sværd helt ind nær hendes armhule. Med beherskelse rørte hans sværd hende dog ikke.
”Jeg er dog ikke forvist. Det er mit eget valg. Skulle jeg dog ende med at have brug for hjælp, så vil jeg søge mod dem. Eller hvis jeg fandt en, jeg ønskede at gifte mig.” Han møvede sig op at stå igen og brugte grebet i hendes arm som en form for støtte, før han gav slip.

Zirra lyttede koncentreret mens hun svingede træsværdet og parerede Alrans slag lige så koncentreret. Hun havde ikke så meget erfaring med ork-klaners kultur, og det lød meget anderledes end menneskenes, som Alran sagde. Dog kunne Zirra godt forestille sig at nogle menneskefamilier kunne finde på at sende deres børn ud på dannelsesrejser og forvente, at de ikke kom helt tomhændede tilbage. Især fattigere dele af landet var det en praktisk måde at få lidt færre munde at mætte i en periode og samtidig kunne det give mulighed for, at børnene vendte hjem med pludselig rigdom, der kunne løfte dem ud af lavklassen. Og håb var noget de fleste mennesker klyngede sig til. 

Zirra nåede knapt nok at reagere, da Alran kastede sig hen ad den grusede overflade og greb fat i hende. Hun forsøgte at vinkle sværdet, så hun stadig kunne være en trussel, men han havde godt fat i armen på hende, og kunne styre hendes bevægelser, mens han lagde an til nådestødet i hendes armhule. 
Hun blev næsten væltet, da han brugte hendes arm til at komme op at stå, da han havde fået trukket hende ud af balance, men hun nåede lige akkurat at få dannet nok modvægt ved at læne sig tilbage til at det ikke blev alt for klodset.

"Der fik du mig," kommenterede hun med et smil. Hendes brystkasse hævede og sænkede sig hastigt. Det havde været et meget tungere træningspas, og hun kom virkelig op at få pusten nu. 
"Er det derfra du har lært al din våbentræning?" spurgte hun og fugtede sine læber. Bevægelsen gjorde hende meget bevidst om, hvor meget hun havde lavet, og hendes mund føltes pludselig lige så tør som gruset under hendes fødder. "Jeg tror måske jeg har en forudindtagelse om, at orker kæmper mere... brutalt, end det vi gør her?"
Mens hun talte, gik hun hen til sin lille taske, der lå nærmere Chleos og indehold en smule rationer og hendes vandskind. Alran havde ikke fortalt hende, hvor de skulle hen, og hun ville ikke bare lade ham om at stå for alting, så hun havde pakket egen madpakke. De kunne have trænet hele dagen i skoven jo, uden adgang til hverken mad eller vand. 
Hun tog sit vandskind op og stak træningssværdet ind under armen, mens hun drak. Jakken, hun stadig havde om hoften, smed hun ved tasken, inden hun gik tilbage mod Alran. Fra tasken havde hun også taget et hårbånd, som hun satte sit hår op i en hestehale med. 

Der var noget ved Zirra fordomsindrømmelse, der endelig fik et morende smil og en fluks, klukkende og lettere forpustet latter frem hos Alran. For hun var da ikke forkert på den. Overhoved. ”Og dét du kan have ganske ret i. Selv hvis du skulle ende med at mosle med dine ork-brødre er det stor risiko, at du ende med en blodtud. Eller et bøjet ribben.” Der var noget i hans stemme der fortalte, at der lå rigeligt med sandhed i hans ord. Som kunne han fornemme alle de skader, hans krop var blevet udsat for igennem tiden, når der blot blev ’moslet’. Han var selv sikker på, at det var opvæksten med den naturlige brutalitet, man fandt hos landets orker, der havde gjort ham så hårdhudet. Det var simpelthen en nødvendig udvikling, hvis han da ønskede at leve længere end 7 år.

Som hun tillod at tage en vand pause, sørgede Alran i stedet for at lige børste grus af sine bukseknæ og kørte en handskebeklædt håndryg henover hans egen pande, der lige som hendes, havde dannet et par svedperler. ”Men ja. Hvad jeg ved, lærte sig hos klanen. Stortset,” svarede han i takt med at han blev enig med sig selv om at tage handsker af. De var var for varme at have på. Og så var de trods alt godt ude af byen. De havde gjort deres tjans. ”Selvfølgelig har jeg også lært lidt hist og her. Som smedje af forskellige våben har man trods alt også et vist ansvar for at have kendskabet til dem, og det er ikke lige nok at kun kende til sjov fakta. En kunde stoler langt mere på en, hvis de føler, at man også forstår sig på at bruge det.”

Han klaskede sine handsker ned i håndfladen og knugede vanepåvirket omkring dem. Mærkede det slidte læder knirke i hans hånd. Mens han ventede på at Zirra vente tilbage til deres kampmidte kørte han lige blikket væk fra gården og ud i horisonten af enge og veje og små marker. Solen havde steget et godt stykke op på himlen og blændede ham for et splitsekund, før han kneb øjnene ordentligt sammen. Men han så ikke noget, der ikke burde være der. Ikke at han vidste, hvad han kiggede efter, men hvad end det var, så lagde han ikke mærke til det. Så hans rødbrune blik fandt blot tilbage på den sølvhårede kvinde.

”En ting, der måske vil kunne give dig et billede af optræningen i blandt orker: Vi er squ ikke lige så heldige, at vi starter ud med træsværd, som de her.” Ja, den kunne hun jo lige gumle lidt på. Handskerne proppede han ned i den ene dybe bukselomme og gjorde så et hentydende blik mod hende. ”Er du klar igen?”

Alrans ord bekræftede kun alle Zirras fordomme - eller forventninger. Var det fordomme, hvis det var sandt?
Som hun gik tilbage imod Alran, så hun ham tage handskerne af og vise sine sorte fingre frem. Han havde sagt det var dæmonforgiftning. Det ville vel egentlig sigem at han faldt inden for hendes arbejdsområde. 
Hun trak mentalt på skuldrene. Hun skulle holde øje med æmonaktiviteten nær Dianthos. Alran var ikke helt dæmon, sådan rigtigt, og hun holdt vel lidt øje med ham. Ingen grund til at fortælle Lyset om en fredelig smed. De havde det med at overreagere, når man snakkede om dæmoner.

"Klar."
Zirra tog passet igen. Prøvede at undvige Alrans slag, parere dem hun kunne, undgå hans kreative udfald med at kaste sig selv hen ad jorden. Hun væltede, hun sprang, hun prustede og svedte. 
Et par timer gik som var det et par minutter, og hun måtte endnu engang give fortabt, da Alrans sværd pegede alt for tæt på hendes strube. Med et forpustet støn sænkede hun sit eget sværd og satte sig ned i gruset, hivende efter vejret. Med den ene hånd gnubbede hun sin ømme sværdarm. Musklerne føltes hårde og når hun trykkede på dem, værkede de under berøringen. 
"Ugh, det er virkelig hårdt. Pludselig forstår jeg hvorfor mine brødre altid faldt i søvn, når de kom hjem fra træning," sagde hun med en grimasse. "Så... Jeg synes jeg taber rigtig meget. Er der noget, jeg kan gøre bedre, Alran?"
Hendes stemme var ikke fyldt med nederlaget, snarere lærerighed. Hun forventede ikke at komme til at blive god på førstedagen, men hun følte også, hun gav ham for mange åbninger, og hun vidste ikke helt, hvor hun skulle sætte ind for at ændre det. Træningen som spion havde lært hende at hun skulle finde sine svage punkter og arbejde udenom dem, hvis hun ikke kunne træne dem op over sin modstanders niveau. Og lige nu ville hun ikke være teknisk dygtigere end nogen, der havde fægtet fra barnsben af, så hun blev nødt til at vide, hvor hun lavede fejl.

Det føltes lidt som om at udmattelsen havde stivnet hans krop i stillingen et par sekunder ekstra, for selvom musklerne i hans egen arm meget gerne ville sænke sig, så forblev den nu alligevel løftet og strakt ud med sværdspidsen mod Zirra, mens han tog nogle tunge vejrtrækninger. Pulsen skulle lige en bitte smule ned, før hans krop tog imod pausen og slappede af. Men da det skete var det også med en ganske slap bevægelse af både hans arme og hans skuldre gav slip. Han var rusten. Det havde han været klar over lige siden de havde startet. Faktisk havde han været klar over det lange før, han havde sagt ja til Zirra. Længe før de havde mødtes. Sværdkamp var trods alt ikke hans ene og alene i hverdagen. Han var ikke en kriger...

Han slæbte sig det enkelte skridt hen til skribenten og rakte en hånd frem for at kunne hjælpe hende på benene. Med mindre hun selvfølgelig bare ville ligge i gruset og slikke sol, nu hvor dens stråler varmede lige rigeligt. ”Det kommer,” kommenterede han endelig. Han havde lige haft brug for at faktisk tænke over et svar. At lære hende sværdkunst havde været en lidt spontan ting, og mens han havde gjort sig tanker optil denne dag, så var hendes spørgsmål ikke nogle, han var vant til at svare på med det samme.
”Her i starten er det egentlig allervigtigst at blive bekendt med svingene. Du ved, hvordan det er at have et sværd i hænderne, hvordan det føltes at vifte omkring og alt det der. Og så så snart du er nået dét punkt, så vil det blive muligt for dig at virkelig kæmpe organisk frem for…” Han ledte efter et ord. Og om det han fandt overhoved var det bedste, tvivlede han stærkt på. ”…punktligt. Altså dine pas vil blive sværere og sværere at gennemskue på forhånd, fordi du vil opleve at de sker næsten ubevidst.” Med det sagt - og endda før han havde talt færdigt, havde Alran sat kursen mod vandpumpen for lige at sætte gang i trykket. Sværdet stillet fra sig op ad pumpen. Så så snart der fossede den første mængde vand ud, stak han blot hovedet ind under og ruskede grundigt i sit hår for at få skyllet så meget generende sved fra sin hovedbund. Åh, hvor var det skønt!

Hans ansigt fik også lige en gnubbetur, inden han kuplede vand i sine hænder og drak en ordentlig slurk. ”Du kunne dog godt trænge til at være mindre bange for at ramme,” tilføjede han lidt højere for at sikre sig, at hans stemme nåede hende og kørte først hænderne over ansigtet og så vridende igennem håret for at fjerne så meget vand som muligt. Det dryppede dog stadig lidt fra spidserne, da han endelig rankede sig og så i retning af Zirra. Håret nu slikket godt tilbage. Og havde der været en smule ud-smør i hans ansigt fra tidligere så var det væk nu. ”Er du nervøs for at jeg kommer til skade?”

Zirra tog Alrans hånd og kom op at stå igen. Mens han talte og gik over til pumpen, børstede hun lidt støv af og tørrede sit ansigt af i kanten af sin trøje. Varmen var begyndt at sætte sig godt i hendes hud, men hun var ikke bekymret for at blive solbrændt. Hun var meget mere ude, end en "sekretær" i hendes stilling normalt ville være, så hendes hud var vant til den bagende sol og allerede lidt brun, selvom sommeren kun lige var begyndt. I det mindste behøvede hun ikke give undskyldninger for den del til Alran, da han allerede vidste, at hun arbejdede for Lyset.

Om hun var bange for at han kom til skade?
Spørgsmålet ramte plet mere end Alran kunne have anet, og hun sænkede blikket.
"Jeg-eh..." begyndte hun usikkert og kløede sig lidt bag øret. "Jeg har nok lidt svært ved at få mig selv til helt at slå til, ja."

Zirra havde været på en slagmark før. Ikke som kæmpende, men som infiltrerende spion, der gav sig ud for at være tjener eller anden form for hærfølger. Hun havde set noget af kampen fra afstand, enkelte små kampe på lidt for nært hold. Slåskampe, hun selv havde været indvolveret i, havde været mere blodige, end hun havde haft lyst til, og hun foretrak at slå folk ud frem for skade mere end det, og hun foretrak at stikke af, før det overhovedet kom dertil. 
Der var noget vil hele konceptet kamp, hun aldrig rigtig havde kunnet forlige sig med, samtidig med at hun godt kunne se, hun blev nødt til at kunne forsvare sig selv. Hendes arbejde krævede det. De situationer, hun fik rodet sig selv ud i, krævede det. Men kunne hun overhovedet gøre alvor af kampen, hvis hun stod på en slagmark og var tvunget til at deltage?

Det skulle så vise sig, at Alran havde ramt sømmet direkte på hovedet med den kommentar. Og meget hurtigt var der disse ting, han måtte bide sig selv i tungen for ikke at ytre sig omkring. Heldigvis tog det ham også lidt tilbage, så så svært var det ikke denne gang. Derefter kom udfordringen om at ikke begynde at le. Det var squ ikke ofte, at han kom forbi godtfolk, der havde problemer med at slå til på ham. Han udstrålede jo næsten, at han fortjente et slag eller to. Om han så reelt gjorde eller ej. Så i det ene splitsekund fandt han det ganske komisk. Måske var han bare heldig at have endt med en passiv kvinde, der ikke ønskede at gøre nogen ondt. Og så faldt han tilbage på de første tanker. Undringen over hvorfor hun så ville lære sværdkunst. Men tankerne blev holdt på afstand af hende, eftersom tankerne alligevel stilnede over til fornuft blot får øjeblikke derefter.
Han tænkte både for hurtigt og for langt. Igen. Hoppede til konklusion.

”Så kan det være, at vi skal prøve at fokusere på parering og aflæsnings af kommende angreb frem for det offensive,” lagde Alran på bordet med en pludselig lidt klarere stemme, som skiftede han emne. Sandheden var jo, at han netop havde tvunget sig selv til at skifte omkring, så der var kun for ham at håbe, at Zirra ikke lagde alt for meget mærke til det. Han rullede sine stive skuldre indtil noget i hans skelet satte sig på plads eller knastede på den helt rigtig måde, før han greb sit sværd, sprang ned fra pumpens hævede platform og stadserede mod husbygningen.
”Du vil stå og mangle noget, skulle du ende ud i en rigtig kamp, hvis du er tilbøjelig for at ikke ville tage et sving af… mange forskellige grunde. Ikke ville skade modstanderen. Bange for blod. Usikkerhed i præcisionen. Men…” Så snart han nåede terrassen, der strakte sig langs hele den side af bygningen, der vendte ud mod dem, dumpede han dovent ned at sidde på kanten ved siden af både struds og taske. ”… der er andre måder at vinde en kamp på end at spidde dem med dit våben.”

I mellemtiden havde den pragtige fugl forstået at en pause var begyndt og havde atter vågnet op til dåd. Hovedet blev først og fremmest løftet, da den kunne mærke tilstedeværelsen af Alran. Og så som den så mod Zirra fik den pludselig travlt med at komme på benene for at træde hen til hende, hvor den begyndte at nappe lidt ud efter hendes hånd i iver. Der var trods alt større chance for at hun ville være villig til at give den noget at gumle på frem for dens uduelige ejer...
Alran klukkede let og morende ved synet. ”Han kan vist lide dig.”

Zirra havde haft sænket blikket, og først hævet det igen, da Alran talte, så hun missede de fleste af de reaktioner, hans kropssprog og mimik  kørte over i de få øjeblikke. Det var nok alligevel for det bedste, for selvom hun nok havde forventet, at han ville finde det morsomt, ville det have stukket lidt i hende rent faktisk at se det på hans ansigt.

Et svagt smil kom frem på hendes læber, da Chleos kom hen til hende, og hun nussede ham kærligt i fjererne, før hun fandt posen med tranebær og lod ham på et par stykker. 
"Det er ikke fordi jeg er bange for blod," sagde hun så, og gik hen for at sætte sig ved siden af Alran. "Jeg har mere noget imod død, tror jeg. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle slå et andet væsen ihjel, og jeg hører så ofte på mine brødre snakke om kamp... Død er en så naturlig del af hvad de laver, og jeg kan ikke helt forlige mig med at det skal være så... Jeg ved ikke helt... Ligegyldigt? Det er som om, der ikke er helt nok respekt for liv."
Hun tav kort og så ned på gruset under sine sko. Mange af Lysets Krigere så alting så sort-hvidt, og hun havde aldrig helt kunne sætte sig ind i sin fars tankegang med at nogle racer var mere onde end andre. Hun troede på, at hun gjorde det rigtige ved at tjene Lyset, men hun havde også mødt dæmoner, der ikke bare var onde af natur. Nu hvor hendes arbejde handlede meget om dæmoner, var det dem, hun havde mest erfaring med, og hun vidste, at hendes far ville se ned på hende, hvis han vidste, at hun havde haft samtaler med dæmoner, der viste sig slet ikke at ville nogen noget ondt, men bare var endt på et sted på et tidspunkt, hvor hun var blevet sendt ud for at sikre sig, at der ikke var noget i gærde.
Det havde højnet hendes forståelse af forskelligheder og gjort hele hendes verden til fine gråtoner. 
Og så havde hun mødt Bertram. Den kærligste mand, hun kunne forestille sig. Som så også var vampyr. Hendes far ville slå hende ihjel, hvis han vidste det. Før i tiden havde hun kun mødt ondskab fra Mørkets side... Indtil hun havde mødt Storm, der havde rystet hele hendes forståelse af, hvordan Mørket var. Hun prøvede stadig at regne ud, hvordan en så venlig sjæl kunne tjene et så ondt virke. Intet var sort-hvidt for Zirra mere.

"Jeg vil gerne kunne forsvare mig," fortsatte hun og løftede blikket til Alrans. "Og jeg ved godt, at det måske en dag betyder, at jeg bliver nødt til at gøre fatal skade. Jeg må bare håbe, at jeg kan til den tid, men jeg tror det vil være godt at fokusere på at vinde en kamp uden at jeg skal forestille mig, at jeg spidder dig gennem maven." Et forsigtigt smil blev sendt til ham. "Fordi jeg ikke er kamptrænet, har jeg altid fået ordre på at gemme mig eller flygte, hvis jeg befandt mig et sted, hvor der pludselig opstod fare. Som regel vil der jo være andre til stede, der kan håndtere den slags. Det er nok også lidt den tankegang, jeg lige skal ryste af mig."

”Jeg har nok ikke lagt megen skjul på, at jeg ikke er den nærmeste tilhænger af Lysets Hær. For mig er de i essensen ikke meget anderledes end den der tilhøre Mørket. Jeg har ikke ligefrem nemmest ved at stole på andre end mig selv med min sikkerhed. Men jeg tror virkelig ikke på, at et liv bliver set som ’ligegyldigt’ i krigernes øjne. Dine brødre inkluderet. Måske det faktisk er mere et spørgsmål om prioritering af liv. Eller… Hmm.. Nej.” En grimasse af blokeret eftertænksomhed strøg let og elefant henover hans ansigt, som han rettede sit blik bort fra hende og så ufokusseret op mod himlen. Satte hænderne mod terrassegulvet lidt bag sig og lænede sig tilbage i strakte arme. Hvordan skulle han også forklare, hvad han mente? Det var som om, at de ord han havde i hovedet ikke kunne udtales.
”Hellere mig end dig. Hellere folket end fjenden, der trak sit sværd først.” Det var underligt. For det var ikke helt igennem hans egne ord. Det var nogle, han havde fået fortalt. Særligt de sidste lød mere som en genfortælling end noget andet. ”Hellere sikkerheden en risikoen,” sukkede han og sænkede sit blik mod pladsen, der stadig havde tegnede streger fra deres pas mod hinanden. ”En dæmon sagde engang, at hun ikke forstod os mennesker. Dét, lige som det her, er næsten ikke værd at vride sit hoved omkring. Man ender bare med at få hovedpine.”

Alran satte sig så ellers op igen og lænede sig dovent mod Zirra for at kunne nå den lille lædersæk med tranebær, som hun virkede til at have fået ejerfornemmelser for - eller også var det bare på grund af den lille glæde, hun så ud til at få, når hun omgik sig med strudsen. Han havde lagt mærke til, at den havde den effekt. Opmuntrende. Det stikmodsatte af ham selv. Måske var det netop derfor, at de var et godt makkerpar de to.
”Den bedste måde, hvis du spørger mig, ved at vinde en kamp uden at skulle skære maven op på sin modstander er at udmatte din modstander i stedet,” sagde han med en klart mindre filosofisk undertone. Han åbnede læderposen rigeligt nok oppe for at bedre kunne se indholdet og rodede lidt rundt i søgen efter hvad andet der lå og gemte sig i den alt for støre mængde tørrede bær. Chléos havde selvfølgelig nærmet sig og stod nu foran Alran og præcis lige som sin ejer - både båndet og tiden de havde været omkring hinanden kunne sagtens ses - havde den bukket hovedet for at se i posen. Den ene mere håbende og tiggende end den anden. Alran var dog vant til det og gav ikke udtryk for at overhoved lægge mærke til det. Eller bare ignorere strudsen med vilje, for i det mindste nappede den ikke i ham.
Endelig trak han en sødt duftende rod op og tilbød den som det første til Zirra, før han fiskede en til op til sig selv, uden at vige fra deres samtaleemne. ”Opbyg en rigtig god udholdenhed og fokuse mere på at lærer at undvige og blokere angreb. Lær at læse modstanderen ud fra noget så simpelt som måden, de stikke sig klar eller holder om deres våben. Tro det eller ej, men det er muligt at forudse mulige sving ud fra, hvilke af modstanderes fingre er stærkest.” Han lo let men dybt og bed grundigt ned i sin rod for at virkelig få dens safter frem. Chléos trampede lidt utilfredst, og som mindede det Alran om noget han havde glemt, stak han fluks en hånd tilbage i posen, greb en håndfuld bær og kastede den spredt udover gården. Det skulle nok holde strudsen beskæftiget i lidt tid. ”For at kunne den slags, skal man dog stadig have kendskab til våbnet. Forstå vægtforskellen og…” Han kastede et hurtigt blik mod hendes arm. ”…hvilke muskler der bruges.” Så selv hvis Zirra allerede var et naturtalent indenfor at undvige og læse sin modstander, så var det ikke helt spildt at lade sig lære sværdkunst.

Zirra sad lidt i stilhed og tyggede på roden, Alran havde givet hende, mens hun kiggede på Chleos, der lystigt sprang rundt på gårdspladsen og prøvede at se forskel på småsten og tranebær. Når han fik fat i småsten, skræppede han irriteret og spyttede dem ud ikke helt, men næsten i retning af Alran, og tranebærerne blev slugt med fryd.
Det lød jo så logisk. At det handlede om at prioritere mængden og folket over de modstandere, der ville dem ondt. Men som Alran sagde... Lyset var ikke nødvendigvis bedre end Mørket. De satte begge deres folk højest. Som de skulle. 
Men hvem var Zirra at bedømme, hvem der var onde, og hvem der var gode? Hvis folk skulle overleve. Hun troede på, at Lyset beskyttede folket, og alt hun havde set fra Mørket var had og vold. Men hun vidste også, at hadet og volden ikke var noget Lysets Krigere alle var foruden. Det var bare lettere for hende at kigge væk, når hun stolede på, at de gjorde det rigtige. 

Havde hun nogensinde helt stolet på, de gjorde det rigtige? Hvordan vidste hun, hvad der var rigtigt?

Zirra drog et langt suk. "Men jeg kommer jo ikke til at kunne udmatte min modstander. Jeg er ret sikker på, jeg er den, der bliver udmattet først."
Hun pillede lidt ved nogle flere småsten og kiggede op mod solen. hun savnede et par stearinlys, så hun kunne få lidt sten til at lyse. Det kunne berolige hende ret meget at sidde med sine lysende sten, men der var intet at tage af her. Sollyset var ikke rigtig til at fange ud af den blå luft.
Ubevidst masserede hun sin ømme sværdarm. "Så, hvordan ser man svaghederne i sin modstander?"

Dét her var grunden til, at Alran var smed og ikke brugte sine dage på at lære grønskollinger op i sværdkamp. Spurgte man ham, så var han virkelig ikke god til at lære ting fra sig. Og da særdeles ikke ting som lå så naturligt hos ham. Han ville nok ikke engang kunne lære sit eget barn at læse og skrive. Hvis han da en dag skulle ende med at have fået sådan et. ”Hvis du bruger din energi korrekt, så kan det sagtens lade sig gøre. Og du er lille, så jeg tænker ikke, at du har så meget vægt at skulle bære rundt på.” Hans blik faldt automatisk ned på stenene, i takt med at hun fumlede med dem og gjorde det mere opmærksomhedstiltrækkende. ”Du har kun lige svunget omkring med en træpind, men når du får et rigtigt sværd i hænderne, vil du forstå, hvad jeg mener med at udmatte din modstander. Ofte skal der jo mere energi til at svinge et våben til et angreb.”

Hårdt rev han i roden, mens han holdte den fast imellem sine tænder for at på den måde at flå et par våde og til-gnavne fibre fri, så han bedre kunne gnaske det nok i stykker og blødt nok til at sluge. ”Godt så!” sagde han, hans stemme påvirket af at have noget skubbet til side og ind i kinden, mens han talte. Stift, men stærkt, kom han fluks op at stå igen og stillede sig med et par skridt afstand fra, hvor Zirra sad. ”Jeg er ikke nogen ekspert på punktet, så jeg kan ikke sige, hvordan man overordnet skal finde svaghederne. Udover at se selvfølgelig. Være observant, hvilket jeg er sikker på også er en god evne at have som skribent. Du ved, holde øje og noterer ting.”
Lidt henkastende viftede han med sin hånd for ikke at lade hende komme ind og rette på ham i tilfælde af, at han ikke huskede hendes jobbeskrivelse helt rigtigt. Efter noget tid blev klumpen af rod lidt for provokerende at have i munden, og den kraftige saft blandet med savl var så småt begyndt at brænde mod den sarte hud ved indersiden af kinden, så med et flygtigt drej med hovedet spyttede han det ud til siden. Det gjorde alligevel ikke noget. Det var ikke charmerende, men hvad betød det også.

”Hvis vi starter med, hvad jeg nævnte med fingrene. De flere vil holde strammes om deres sværd - eller stab eller kniv eller hvad ellers - med deres pegefinger.” Han kastede det resterende af sin rod op i den anden hånd og knugede fremvisende om den, som holdte ham om et sværd. Eller en stav. Eller en kniv. Han trillede endda alle sine fire fingre for lidt ekstra finesse. ”De fleste gange vil det betyde, at svinget vil komme enten her fra…” Han strakte sin arm ud til den ene side, havde sin knugede håndflade vendt mod himlen og svang horisontalt ind over sig selv. ”Eller herfra.” Denne gang var det et sving i en lodret linje ned mod jorden. ”Bliver der spændt mere op i lillefingeren og ringfingeren, kan det være et tegn på et underhånd sving.” Han lagde sin arm tværs ind over sin overkrop, drejede hånden, håndfladen ind mod sig, så roden stak skråt nedad. Svinget blev så gjort en smule skråt, ud fra ham og op mod himlen. ”Eller et direkte stik. Det er dog meget små ændringer og det vil næsten foretrækkes at modstanderen var nøgen for at bedre kunne udpege det.”

Han sænkede sine arme og så lidt ned på den trampede jord under sig. Strøg en fod henover det, prøvende, og førte den så i kamp position. ”Det andet er dog måske lidt for intenst at starte ud med. En hovedregel er at se på, hvor spidsen af din modstanders fod er rettet. Det virker ikke så godt på meget erfarne modstandere, men det mod din almene gut med et sværd, forudsiger…” Han drejede spidsen af sin fod udad. ”…et sving udefra og ind og…” Foden drejede nu spidsen indad. ”…er sving indefra og ud. Og..” Spidsen var lige mod Zirra. ”Direkte. Tag det dog ikke til dig som højhævet lov.” Han løftede endelig sit sine rødbrune øjne mod hende. "Giver det mening?"

Zirra kom på benene sammen med Alran, så hun lettere kunne se, hvad han prøvede at vise. Fraværende tyggede hun også på sin rod - lidt mindre aggressivt end Alran, så med mindre behov for at spytte noget ud. Hun lyttede, og kiggede. Var Alran ikke allerede overbevist om at Zirra var en dygtig skribent, ville han nok blive det nu, for hun var indbegrebet af at lytte i det øjeblik. Hendes øjne fikseret på hans mindste bevægelse, blikket rettet på de steder han selv bragte op, og med et udtryk, der emmede af at hun slugte hvert ord råt.

Zirra kom med de obligatoriske "Mhn", "ja" og nik, mens Alran fortalte og viste. Fingre, der rykkede på sig. Fødder, der flyttede sig. Muskler, der spændtes, som han viste de forskellige angreb frem. Det med fødderne... Hun havde aldrig tænkt på det før, men hun havde læst mange reaktioner ind i fodarbejdet hos soldater og trænende krigere. Fra sikker afstand, selvfølgelig, og ikke for at finde ud af om den kæmpende ville hende noget, men hvad de kæmpende indbyrdes ville. Ville den ene kun overmande den anden, mens den anden gik efter at slå den første ihjel? Det kunne være nyttig viden i turneringer, hvor der ofte kunne være beskidte tricks indvolveret. 
Hvorfor havde hun helt glemt det nu her i træningen med Alran? Nok fordi det var så tæt på. Hun fokuserede på hans sværd, og ikke hans fødder eller hænder. Hun var så optaget af at holde øje med våbnet, at hun fuldstændigt overså mennesket bag. Eller, halvmennesket i dette tilfælde. 

"Det giver god mening," nikkede hun endelig, da han til slut spurgte. "Jeg tror måske jeg har holdt for meget øje med selve våbnet."
Hun gik hen og samlede sit eget træningssværd op igen og vægtede det let i hånden. Med nyfunden energi smed hun Alran et smil og mødte hans blik. "Lad os prøve igen."

Hvis han blev spurgt ind til det, så ville Alran nok ikke beskrive som en dygtig skribent, men det bar langt mere på det faktum, at han ikke var helt så meget inde i hele ’skribent-verdenen’. Han ville derimod ærligt beskrive hende som en flittig elev, for det var trods alt, hvad hun på dagen var i hans øjne. Hun var en sådan elev en hver læremester ville elske at have under sin vinge. Næsten alle i hvert fald. Hun var noget så ivrig efter at lære og hoppede og dansede, som havde hun decideret krudt i røven. Lige dén meget… følelsesrige frembrusning kunne kan nemt forestille ville være et problem i visse stramme læremestre ville have med hende.
Men så gal var den da heller ikke. Spørgsmålet var så bare om den muntre motivation blev holdt ved lide efter den første og spændende lektion.

”Selvfølgelig gjorde du det!” gjorde han sig enig med hende i. ”Os begge havde fokus på selve kampen uvidende fra starten, at du ville passe bedre til det stikmodsatte. Jeg skulle lige se, hvor du stod med et sværd. Og når man ikke er vant til at få svunget et våben mod sig - om det er af træ eller metal eller ællingedun - så er det som regel dér hvor ens opmærksomhed ligger. Ingen kan lide at blive jappet over fingrene af et potentielt skarpt blad.” Det var sandt. Hun burde ikke være alt for overrasket over, at ikke have fanget tricket. De var lige begyndt! Den reelle træning var vist også mere eller mindre først startet nu.
Som hun passerede ham, trådte han i stedet tilbage til terrassen for at gøre sig klar som hende. Roden blev smidt til at ligge på posen, der før havde ligget i - strudsen vovede at tage den! - før han greb om sit eget legetøjssværd og vendte tilbage til kamp-arenaen, hvor han stillede sig foran hende.

Her vippede han hovedet lidt fra side til side med nogle svage knas. ”Okay. Husk hvad jeg sagde om fødderne.” Og så trådte han frem. Før havde det været hende, der havde angrebet ham, og han havde pareret. Denne gang var det hendes skyld. Selvfølgelig svang han ikke til, og han gjorde bevidst nogle både større og lidt langsommere pas. Men ikke nok til at hun ville begynde at kede sig.
Ligeledes gjorde han det langt mere åbenlyst med sine fødder, hvor han lagde sin vægt. Hendes hoved skulle lige vænne sig til at multitaske på den måde. Som at kigge sig over skulderen og stadig være sikker på at hesten blev styret i den rette retning. Der blev taget nogle store sving udefra og vandret mod hendes side, mere skubbende sving lige ind mod hende men med sværdet liggende, en enkelt gang tillod han sig at tage et sving på tværs for at se, om hun havde kunne aflæse den diskrete ændring i hans fingres opspændt. Og som en afslutning, stod han perfekt til et afvæbnende sving indefra og ud, men i stedet drejede han pludseligt omkring, og kom om på den anden side af hendes sværd til endnu et jag udefra og ind. Med fødderne havde han dog givet alle tegnene for, hvad han ville.

Det hjalp at høre, at Alran ikke havde forventet at hun kiggede på andet end sværdet i starten. Hvorend grummundet han var, havde hans ord en opmuntrende effekt på hende. Det gav hende lyst til at prøve igen og blive bedre. Alt andet træning, hun havde været sendt til, havde haft fokus på at påpege hendes fejl og mangler og fokusere på, hvordan hun ikke slog hårdt nok til eller hvordan hun kom til at krympe sig for slagene, når hendes sparringspartner ramte hende uden at tage kraften af sit slag inden. Det havde været en af grundene til, at hun hurtigt var blevet hevet væk fra sværdtræning. Der var ingen fremgang. 

Det her var anderledes. Alran var løsningsorienteret og behøvede ikke nedgøre hende for at føle sig overlegen. Det var en rar følelse, og Zirras motivation for at lære steg kun med hver mulighed, han gav hende for at blive bedre, se nye muligheder i sin teknik og finde de små tricks, hun kunne bruge mod en modstander.

Hun nikkede og de gik i gang. Zirras træning som spion kom hende i den grad til gode nu. Ud af øjenkrogen tog hun hans fodposition ind, mens hun holdt fokus på hans hænder. Sværdet var jo en forlængelse af hans hænder, så hvis hun kunne se, hvordan han brugte hænderne, ville hun ikke behøve at holde øje med selve klingen. 
De første par slag undveg og parrerede hun let, fordi han gav meget tydelige tegn med sine fødder - nok med vilje, så hun lige kunne blive vant til det. Slaget på tværs havde hun næsten overset, fordi hun var blevet for fokuseret på fødderne, og de ikke havde ændret sig, men hendes fokus på hans hænder fik hende til instinktivt til at reagere lige inden, træbladet ramte hende. Et koncentreret smil brød frem på Zirras ansigt sammen med et par svedperler, og hun fortsatte med at se på hænder og fødder og følte for første gang i sit liv, at der var noget som helst med sværd, hun faktisk ikke var uduelig til. 
Hans sidste slag kom bag på hende, som han drejede rundt og ændrede taktik, men fødderne fortalte hende alligevel alt, han ville gøre derefter, og hun fik sværdet op foran hans, mens hun tog et spring bagud for at undgå at blive stødt tilbage af kraften på slaget. 
"Det virker! Jeg kan faktisk finde ud af det!" udbrød hun glad og smilet skinnede lige så kraftigt som eftermiddagssolen.

Gik man rundt og troede at det var fysisk umuligt for Alran at smile, ville man, hvis man stod som tilskuer til deres sparing, blive grueligt sat på plads. For selvom at smedens smil ikke kunne beskrives som uskyldigt og kært ligesom Zirra, så var det der skam. Lige dér. Midt i hans fjæs. Drenget og varmt. Og stort nok til at man kunne skimme hans tandsæt mellem de skilte læber. Der var noget stolt over det, noget broderligt, når han så på hende og lige fjedrede et par skridt tilbage efter hans sidste angreb og der med hendes sidste, succesfulde parering.
”Dér kan man bare se!” faldt det næsten automatisk ud af munden på ham. Og hun havde ret. Hun havde fanget det. Sættet havde føltes som om, at det flød meget mere naturligt. Selvfølgelig var der stadig et godt stykke vej til, at hun kunne kæmpe og blokere med følelsen af havets bølger eller hvedemarker i vinden eller hvad andre metaforer, katten derhjemme havde banket ind i hovedet på ham.

Sværdet sænket afslappet og brugt ned langs siden, inden den anden hånd strøg igennem det korte hår, hvor sved havde samlet sig til den mængde, at det faktisk fik det til at stritte lidt ekstra op til guderne vidste hvilke retninger. Lange skridt blev taget hen mod den gråblonde kvinde for at fluks kvæle nok afstand mellem dem, til at han kunne lægge sin hånd solidt oven på hendes hoved. ”Godt klaret for en nybegynder, klatretøs. Jeg havde forventet at i det mindste hyle dig lidt ud af fokus, men nej. Du holdte squ ved.” Sværdet havde skiftet hånd inden da, så i det mindste fik hun ikke lov til at dele sveden fra hans hovedbund men i stedet bare den der var kommet af at holde om et skaft.

Hvad der havde fået ham til at… ja, nusse hende på hovedet kunne man nok ikke kalde det, på baggrund af hvor nænsomt han netop ikke gjorde det, men med en baggrund af ikke bare hårdføre broder men også hårdhudede søstre, så var dette vel at sammenligne med et godt rusk fra en stolt figur. Det samme gjaldt, da han fjernede hånden blot for at sende den ned til et fast klap på hendes skulder. Overraskende nok smilte han stadig.
Alran måtte dog midt i øjeblikket trække hånden til sig, som et host klemte sig vej fra hans brystkasse. Han tog et kort skridt tilbage for bedre at dreje sig væk fra hende og få hostet grundigt ind i sin ene arm.

Zirra blev fanget af stemningen og den lidt grove uglen af hendes hår - præcis som hun var vant til fra Treston - så hun gav Alran en knytnæve i skulderen. Altså, ikke en angribende hård nu-slår-jeg-dig-gul-og-blå-knytnæve, men den slags knytnæver man giver, når man har gjort noget imponerende. 
"Hvor føles det godt!" udbrød hun imens, henover hans host. "Jeg har altid bare gerne ville brænde alle træningssværdene, fordi jeg kun havde dårlige oplevelser med dem, men nu! Nu føler jeg, jeg har noget at bruge dem til! Hvor er jeg glad for, du sagde ja til det her, Alran. Med meget mere af den her træning kan jeg jo blive helt sej til at holde et våben."

Stadigt storsmilende gnubbede hun sin ene overarm, der gav nogle trækninger som om den lige skulle til at gå i krampe over anstrengelserne. De havde også været i gang længe. Zirra skimtede mod solen. Den stod lavere nu, og selvom dagen var langt fra slut, føltes det som om hun havde lavet to dages arbejde i den tid, de havde trænet. 
"Hvad er resten af sækken til for?" Zirras øjne var faldet på den sæk med våben, Alran havde slæbt med herud på bøh-landet. 
De havde kun brugt træsværdene, men da han gik med den, havde hun været sikker på, der var metal i den. Måske havde han bare nogle ting med til den gamle mand? Åh hvor måtte de da havde forstyrret den stakkels gamle mand i hans daglige gøremål ved at komme her og indtage hans gårdsplads.

”Brænde alle træningssværdene? Måske der virkelig gemmer sig nogle oprigtigt pyromaniske tendenser i dig, Zirra,” blev der klukket efterfølgende samtidig med, at han lagde den ironisk ømmende hånd mod, hvor hendes næve havde ramt mod for at spille lidt på den ikkeeksisterende smerte. Hun skulle slå noget hårdere får at det ville gøre ondt på ham. Og endnu hårdere hvis hun ønskede at få ham til at fælde en tåre.

Forundringen der malede Alrans ansigt, da hun skiftede emne over mod hans pakkesæk, kunne meget vel have givet et indtryk af, at han havde glemt alt om den, hvilket selvfølgelig ikke var tilfældet, men han levede efter sit eget system, og sækkens indhold havde han ikke umiddelbart haft i tankerne at afsløre lige foreløbig. Men nu var vel en lige så god tid som en hver anden. Hans ene hånd fandt sig godt til rette i hans nakke, idét han drejede sig lidt hen mod, hvor sækken stod placeret ved terrassen. ”Den er god til at pakke ting og sager ned i. Og hvis den er pakket med det rette, kan den nok også bruges som et hårdtslående våben.”

Han var godt klar over, at det ikke var den slags svar, som hun havde søgt efter, da hun spurgte, og det kunne skam også høres på en næsten malplaceret naivitet over hans toneleje. Havde hun dog ikke fanget det med det samme, skulle hun nok få det gjort, da han så tilbage på hende med en stigning i hans ene mundvige. Og yderligere da han gjorde et henvisende kast med hovedet for at få hende til at følge med.

Afstanden mellem ham og sækken blev fjernet på et par håndfulde skridt, træsværdet smidt forsigtigt fra sig på terrasseplatformen og han løftede lige sækken om på den anden side af sig, før han dumpede ned at sidde på hug og holdte sækkens åbning åben for Zirra at se ned i den. ”Sværd. Rigtige sværd. Af metal. I tilfælde af, at du var meget bedre, end hvad du havde givet udtryk for og var klar til at prøve dem af, tog jeg dem med.” Nede i sækken ville hun kunne se håndgrebet af omkring et halvt dusin sværd. Alle med klingen bundet ind i stof for ikke at beskadige hinanden, som de lå pakket. Forskellige størrelser, længder. Men de var ikke noget fornemt. Alran løftede hovedet op og så på hende. ”Jeg ville også give dig muligheden for at finde, hvad du er mest komfortabel med.”