De havde gået nogle timer nu. Stilheden passede også generalen udmærket. Hun havde gjort Qilims situation tydelig nok, og der var efter hendes mening ikke mere at sige for dæmonen, før de var tilbage og kunne skrive det ned. En gang imellem beordrede hun dem til at standse, når hun hørte noget, men ellers sagde hun ikke noget.

Vinden var begyndt at hyle svagt og piske op i den tørre jordoverflade. Ethelihn var ingen ekspert i vejrforhold, men hun vidste nogle ting, som for eksempel at vinden kunne blive meget stærkere på store vidder, hvilket fik hende til at se efter læ. Sommer eller ej var midnatsvindene i bjergene ikke gåtursindbydende. Sammen med blæsten, havde hun også bidt mærke i, at der i stedet for et halv skridt nu var to skridt tilbage til dovendyret. "Brug dine ben og hold tempoet," sagde hun fast, som om hendes egen fødder ikke var ømme. Selvom hun havde siddet på søm, mens hun havde siddet i stolen, havde det været et velkomment afbræk for hendes fødder. Det var en smerte, hun havde lært at bide i sig. En enkelt kriger i en deling kunne ikke holde resten tilbage, så man gik, selvom det ikke var noget, hun nød. Hendes egne styrker var meget lig Qilims, og udholdenhed var ikke en naturlig del af dem. Den var kommet af stædighed og af oftere end hun brød sig om, at blive sat i situationer, der pressede hende ud over, hvad hun troede, hun kunne holde til.

Det blev ikke lettere at bære stolen med tiden og hans nye herskerinde syntes komplet uvidende om hans kvaler - eller måske bare komplet ligeglad. Det sidste var nok det mest sandsynlige, tænkte Qilim ved sig selv og sendte hendes ryg et vredt blik og et hidsigt fnys, da hun tvang ham til at presse igennem for at kunne følge med. Eller for at forsøge at kunne følge med. For han var træt. Ikke nok med at han havde kæmpet mod fuglemændene tidligere på dagen, han havde også gennemsøgt en hel lejr og var siden tvunget ud på lang-march - en disciplin, som han bestemt ikke var bekendt med! For ikke at nævne, at han også havde været igennem den emotionelle vridemaskine på grund af sin slavebinding. Hans ben værkede og hans ryg skreg af anstrengelse. Og uanset hvor meget han forsøgte (hvilket hun jo havde tvunget ham til), så blev han ved med at sakke bagud. Stolen var simpelthen for tung og han havde ikke flere kræfter at give af.

Endnu en time gik, og silhuetten af borgen, var stadig ikke i sigte. Det var sært. Tilbageturen føltes ofte meget længere end udturen, men det her var det modsatte af latterligt. Måske var det støvet i luften, eller måske var det nattemørket? Så længe hun ikke havde misset er pejlemærke!

Ethelihns opmærksomhed på, havd dæmonen gik og lavede, var svundet ind i takt med, at hun mærkede mere og mere til hver enkelt, lille spidse sten, hun trådte på. Om dæmomen også var ved at trættes, tænkte hun kun over, når hun engang i mellem havde set bagud. Dels var Qilim dæmon, dels var han kriger. Det var muligt, hun af den grund havde noget højere tanker om hans udholdenhed, end han lige nu kunne leve op til. Selvom dæmonerne var fjenden og hun selfølgelig hadede dem, ville det være tomhjerner ikke at have nogen respekt for deres evner.

Vinden hylede videre og piskede støv i ansigtet på menneskekvinden. Hun forsøgte at skærme for det med kappen uden held. Måske havde det været en mindre end god idé ikke at stoppe i teltlejren. Hun så sig om efter noget bevoksning eller en større bakke at søge ly ved, men gik i stå ved Qilim. Stolen så ud til at hænge usikkert fra hans skulder og hans fødder gik mere med ham, end han gik med dem. "Fint!" knurrede hun utålmodigt for sig selv og drejede af mod et større klippefremspring, smed kappe og rygsæk fra sig og begyndte at slå lejr. Dæmonen ville vel komme på et tidspunkt.

Hvorfor kunne hun dog ikke bare tillade ham at blinke frem, som han var vant til? Dette var jo komplet latterligt! Og hvorfor skulle han slæbe på den fordømte stol?! Hun måtte jo være sadist eller sådan noget! Disse var den slags tanker, som fodrede den vrede, som var det eneste, der efterhånden holdt ham kørende. Vreden brændte et sted mellem maven og brystet og den tvang ham til at tage endnu et skridt og endnu et skridt, selvom han havde mest lyst til at lægge sig ned lige her midt på den kolde jord. At hendes ordre sikkert også havde noget med det at gøre, gjorde kun hans vrede endnu varmere.

Da han endelig så hende dreje af og stoppe med at gå, var han så træt, så hvert eneste skridt var en kamp og han følte det sandsynligt, at han kunne gå omkuld af udmattelse hvert øjeblik, det skulle være. Lettelsen over at se hende stoppe og holde hvil, blev komplet overskygget af udmattelsen og han måtte stadig koncentrere sig om at få sine ben til at bevæge sig op under klippefremspringet. Da han omsider nåede derop, satte han stolen forsigtigt ned, men blev ellers selv stående og uden at sige noget. 

Vreden var langsomt ebbet ud af ham og han indså til sin afgrundsdybe frygt, at hvis han pissede hende af igen, ville hun sikkert beordre ham til at gå i cirkler rundt om klippefremspringet hele natten i stedet for at få lov til at sidde ned. Den lange gåtur havde nærmest være tortur for ham og i dette øjeblik opdagede han pludselig, at han rent faktisk havde fået et knæk. Hun kunne beordre ham til at gøre hvad som helst og hverken vrede eller provokationer ville blive tolereret. Det havde hun trods alt lige understreget. 

Så i stedet for at sætte sig eller gøre noget som helst andet af egen vilje, stod han roligt - omend måske en smule rystende af udmattelse - og ventede på, hvad hun ville forlange af ham. 

Det tog en evighed for dæmonen at nå frem. Ethelihn holdt blikke på den teltpløk, hun havde problemer med at jage i jorden, og slagene bliv mere og mere frustrerede, men hun hørte ham ankomme og stille sig stumt ikke så langt fra hende. Der sad allerede en teltpløk i den hårde jord, men den næste ville ikke længere ned end en tomme! Hun knurrede irritabelt og gav op. *Forbandede, dæmoniske klipper!* Teltpløkken blev hevet op med synlig anstrengelse og blev sat i et nyt sted.

Ethelihn var nu helt sikker på, at de havde misset et landemærke, og for at gøre tingene værre, var hun også rimeligt sikker på, at vinden trak sig selv op til at blive en støvstorm. Den lange hestehale svirpede irritabelt fra side til side, mens hun tænkte på, at det hjalp en trolds røvskæg på situationen. Nogle af pløkkene blev hamret vandret ind i klippefremspringet og liner blev spændt ud imellem dem, og mens hun forsatte med at ignorerede dæmonen. At sætte et læhegn op var muligvis et job for to væsner, men hun havde ikke tålmodighed til at give præcise instrukser til en, der ville anstrenge sig for ikke at følge dem. Det havde ikke overrasket hende, at Qilim havde holdt trit i flere timer. Det havde heller ikke overrasket, at han sakkede bagud i et tydeligt forsøg på at undgå hendes ordrer. Det sidste stykke havde hun dog noteret sig, at dæmonen ikke var doven med fuldt overlæg. Hun kastede et blik over skulderen. Qilim så ud til at have marcheret dobbelt så langt, som de havde. Til hans forsvar, var han blevet tilkaldt fra en slagmark. Men hvorfor stod han bare der og glanede? For krigeren virkede det mest sandsynligt, at han ventede på en flugtvej.

"Find i det mindste noget brænde i stedet for bare at stå der," for et øjeblik glemte hun at tale dæmonisk eller også var hun ligeglad, men huskede til gengæld at tilføje, "Og stolen tæller ikke."

Qilim stod en rum tid bare og betragtede hende kæmpe med læhegnet, mens hans øjenbryn gled højere og højere op. Hun gjorde det jo helt forkert. I hvert fald i forhold til, hvordan han var vokset op med, at det skulle gøres. Men måske gjorde mennesker tingene anderledes? Det skulle ikke undre ham, hvis de havde så lidt styr på alting, at de gjorde tingene meget mere besværlige for sig selv.

Med et skuldertræk lod han hende fumle videre med læhegnet og gik et par meter tilbage, inden han med anstrengte muskler, knælede ned for at trække et par spiselige rødder op af jorden. Netop som de gav efter hørte han hendes ordre bag sig og hans tænder skar sig mod hinanden i irritation. Hvorfor i alverden skulle han hente brænde, når han var i gang med at finde mad?? Han rejste sig op og sendte hende et irriteret blik, mens han puttede de to rødder i lommen. En ordre lod til at være en ordre og han havde pludselig et dybt behov for at samle brænde. Mumlende og grumblende blinkede han hen til de nærmeste træer og samlede en armfuld. Så blinkede han tilbage og smed bunken, hvorpå han gentog dette flere gange. Da hun endelig var færdig med det elendige læhegn var der en bunke brænde, som gik hende til over midjen og han var allerede henne ved nogle flere træer for at samle mere.

Det var endelig lykkedes mennesket, hvis muskler ikke var noget at prale af, at finde nok svage punkter til pløkkene og sætte snører nok op mellem dem til at teltdugen kunne sidde fast. Det var ikke noget smukt stykke arbejde, men det var bedøvende ligegyldigt, hvis det faldt fra hinanden ved det næste vindpust. Desuden var hun kommet af med et par frustrationer. De kom dog hurtigt tilbage så snart hun vendte sig rundt og så et bjerg af kviste og grene.
"Stop, halvmenneske!" råbte hun, så man kunne høre, hvordan hun mentalt slog sig for panden. Interessant nok, var hun ikke selv klar over, hvad det dæmoniske ord for halvmenneske (nok bedre oversat til halvdæmon) egentlig betød. Hun vidste kun, det var en fornærmelse, og det var rigeligt.

Var dæmonen da fuldstændigt tømt for selvstændige tanker? Var han virkelig så ivrig efter at lave mere arbejde? Da Qilim trak rødder op ad jorden, havde ikke været et af de øjeblikke, hvor Ethelihn havde set sig over skulderen. Synet af noget andet end beskøjter og tørret kød havde måske oven i købet gjort hende i et mindre dårligt humør. I øvrigt troede hun, at dæmonen var tappet for kræfter. Der tog hun åbenbart fejl.

"Tænk selv..." hun begyndte at tage brænde ned til et bål kun lige stort nok til at varme sig ved og mumlede "*suk* man skulle tro en årtusinder gammel race vidste, hvad et bål var."

Qilim havde netop smidt endnu en favnfuld grene på bunken, da hendes ord skar gennem aftenen og han knurrede ganske sagte. At blive kaldt halvmenneske var noget nær den værste fornærmelse, man kunne bruge over for hans slægt, eftersom de var blevet avlet frem af de fineste dæmon-gener i riget (i hvert fald, hvis man spurgte dem selv). Så derfor skød hans øjne lyn, men hans vejrtrækning var til gengæld meget mindre anstrengt, end den havde været tidligere. De hurtige blink frem og tilbage havde kvikket ham op og ham følte sig vældigt godt tilpas over, at han rent faktisk havde klaret at hente alt det brænde, mens hun bare havde hugget nogle pløkke i jorden. Svage menneske. Han vovede dog ikke at sige noget af alt dette højt. Han havde ikke glemt sin lektie om at udfordre hende åbenlyst. 

Til gengæld følte han en dyb tilfredshed, da hun bad ham om at tænke selv. For han havde rent faktisk følt behov for at stoppe med at hente mere brænde, men hendes ordre havde presset ham af sted igen og igen. Hun havde bare bedt ham om at finde brænde. Det var en meget åben ordre. Nu følte han, at han ville kunne bruge sin egen fornuft ifht. de ordrer, hun udstedte, hvilket nok skulle vise sig at være en hjælp en dag. Så for nu, satte han sig bare på hug i nærheden af hende og fodrede ilden forsigtigt. "Jeg ved godt, hvad et bål er," svarede han lavmælt og nød fornemmelsen af varme mod sin trætte krop. 

"Så opfør dig sådan..." svarede Ethelihn dovent og utålmodigt. Hun havde tændt bålet ved at pege på det og sende et meget lille lyn afsted. Hun tænkte på, at hendes sidste bemærkning godt kunne lyde som en ordre. På den ene side var det ikke ment sådan, på den anden side var hun nu meget nysgerrig efter, hvordan man opførte sig som om, man vidste, hvad et bål var. Ethelihn satte sig lidt overfor dæmonen.

Hun havde også en snigende fornemmelse af, at han talte bedre krystallisiansk, end han havde lyst til at give indtryk af. Hun havde i hvert faldt sagt mindst ét langt ord med flere stavelser, end der havde været ord i hans sætninger. Det kunne vel ikke være et sammentræf? Det måtte afprøves. Senere. Hun var træt nok til at sove, men ikke for træt til at vandre videre. Sandstormen, som det tydeligvis var, havde dog andre planer. Sandet havde dannet en tæt mur omkring de lille rum bag klippen, hvor de nu sad i nogenlunde læ. Og læhegnet, så ud til at holde.

Generalen sad tavst et stykke tid og rørte sig ikke meget. Så bed sulten alligevel på, selvom hun efterhånden hellere ville spise sand end en beskøjt til. Hun rakte ned i sin oppakning og tog nogle kedelige kiks frem. Efter sigende skulle en kiks holde en dag. Hun kunne sjældent få mere end en halv ned ad gangen, og slet ikke uden noget at skylde det ned med. Åh, hvad hun ikke ville gøre for et krus mjød lige nu.

Han hævede et bryn af hendes svar - både på grund af den dårlige udtale og på grund af hendes ordre. Den ændrede nemlig ikke rigtigt ved hans opførsel. Han havde hele tiden opført sig som om, han vidste, hvad et bål var. I stedet satte han sig bare ned og så skiftevis på hende, på bålet og ud i stormen uden at sige noget. Han var god til at tie stille og han nød generelt stilhed mere end plapren. 

Han blev først nærværende igen, da hun fandt en uappetitlig kiks frem fra sin oppakning og gav sig til at gnave i den. Hun tilbød ikke ham én, selvom hans mave også gav sig i sult og han mærkede endnu engang lysten til at stikke hende dybt i brystet med sin kniv. I stedet rakte han ned i sin lomme og hev de to rødder frem, han havde trukket op tidligere. Uden at se på hende, børstede han det værste jord af og stak dem på en pind fra brændebunken, inden han stak dem ind over ilden og begyndte at riste dem. Han havde ikke helt besluttet endnu, om den ene rod var til hende. I princippet kunne hun jo tage dem begge to, hvis hun ønskede det. Men han ville gerne se, hvordan hun håndterede situationen, før han besluttede sig.

Ethelihn tyggede to gange i en meget lille bid, før resterne blev spyttet ud til siden. Det havde smagt præcist som sand med stenkorn, udtørret mund og det hele. Hun gave et ekstra misbilligende blik på kiksen og rystede den, hvorefter et lille vandfald af støvfint sand faldt fra den krummede overflade. *grrr, man skal virkelig passe på, hvad man ønsker sig...* Hun så sig bekymret over skulderen på sin oppakning et øjeblik. Så tog fat i bunden af den lille sæk og vendte indholdet ud på jorden sammen med en god bunke sand. Det stads kom da også ind alle vegne! Der var ikke meget i tasken, men alt blev metodisk rystet og lagt tilbage igen. Hendes hestehale havde splittet sig selv i syv og samlede ting op for at lægge dem i tasken. Det gjaldt specielt kiksene. Og nu var Ethelihn både sulten og gnaven. Hun lænede sig tilbage og støttede sig på hænderne, mens hun stirrede hen på bålet og holdt øje med dæmonen ud ad øjenkrogen.

Qali-... Qalem? Hvordan end dæmonens navn skulle udtales, havde han ikke ændret adfærd synderligt. Hendes ordre skulle nok også have intention bag konkluderede hun. Hendes mave rumlede. Faktisk havde hun ikke tænkt over at dele sin mad med dæmonen i første omgang, men det kom til hende nu. Soldater var ikke meget værd, hvis de sultede. Først da hun havde fundet en kiks frem igen til dæmonen og noget tørret kød til sig selv, lagde hun mærke til, at Qilim allerede havde noget over ilden. Ved første øjekast antog hun, det var et gammelt rottelår eller noget lignende. Hun tog en bid af kødet. Det var som at tykke i hærdet læder. *Nej, det kan ikke være kød...* tænkte hun med et lille glimt af håb.

"Hvad er det der?" Var hun interesseret? Hvis det smagte bedre end sand og tørret læder, meget! Hvis mennesker ikke kunne æde lortet uden at vende vrangen ud af, var hun næsten klar til det bare for variationens skyld.

Qilim havde delvist fokus på sine rødder og delvist på hende. Han fik nu lejlighed til at betragte hendes usædvanlige hår på nært hold, mens det arbejdede og han kunne ikke helt bestemme sig for, om han var fascineret eller frastødt af synet. Måske var det bare en god blanding. Men han vendte i hvert fald rødderne et par gange, mens hun arbejdede og han nåede også at blive træt af at kigge på hende. Så da hun vendte sig tilbage igen, var han mere eller mindre opslugt i flammernes spil foran sig, mens han koncentrerede en lille flig af sin vilje om at få ilden til at stege rødderne jævnt, så de ikke blev brankede.

Da hun brød stilheden, vendte han rødderne roligt en gang mere og vedblev med at se ind i ilden i stedet for at møde hendes blik. "Det er gainem-rod," forklarede han og drejede pinden igen. "Vil du have den ene?" Det var ingen skade til, at han tilbød først. Han var i en forfærdelig situation, det var der ingen tvivl om. Og det betød, at han var nødt til at finde en måde at overleve på.

Ethelihn så mistænksomt på rødderne. Det var ikke en nogen god íde, men ingen føde var værre. Et øjeblik var hun blevet overrasket over, at uvæsnet frivilligt tilbød hende en af rødderne. Han havde selvfølgelig den fordel at have noget mere erfaring med at finde spiselige ting her, men alligevel. *Hmm... måske han endelig har accepteret sin situation* tænkte hun hånligt. Denne tanke var kort efterfulgt af andre mere paranoide af slagsen. Maden kunne være gift. Og var han ikke bukket under lige lovligt hurtigt? På den anden side sagde det måske mere om hans intelligens, at han allerede vidste bedre.

Sandstormen susede stadig rundt om klippen. Ethelihn hørte den ikke rigtigt længere, hende ører havde vendet sig nogen lunde til lyden. "Gænem-rod..." gentog hun og så sultent ned på de vandskabte gulerødder, der hang over flammerne. Hun fornemmede sin tunge vende sig lidt til de dæmoniske vokaler. I det mindste følte hun ikke længere sin tunge slå knuder, den ikke kunne komme ud af igen, selvom udtalen i det store og hele stadig var elendig. Hun nikkede skarpt, mere forventende end taknemmeligt. Kiksen, som hun trods alt havde taget op ad tasken med den plan at give den til Qilim, smed hun nu hen over bålet i dæmonens retning. "Den burde holde dig mæt."