Begge fødder var fri, i hvert fald fra stoffet og begge skuldre var på plads, selvom de stadig gjorde noget så ondt. Næste mål måtte være at få hænderne fri fra stoffet og gøre et ordentligt forsøg på at ignorere smerten, så hun kunne gøre mere modstand end hun allerede gjorde.
"Du har ret, stakkels dig. Det var også forkert ikke at lytte til dig. Slemme Hauru!" Skyndte hun sig at svare, selvfølgelig kun for at provokere og hentyde til, at han da slet ikke havde det så hårdt. Og der kom endnu en ordre.
"Aldrig!" Nægtede hun bestemt, men måtte alligevel stoppe med at bevæge sig, da han pressede en finger ned i såret. Hun råbte, mest over smerten men også over hvor frustreret hun blev. Det var dog utroligt så meget hun skulle kæmpe for at komme lidt foran og så virkede det ikke engang. På et eller andet tidspunkt ville hun løbe tør for energi, det var hun klar over, men ikke endnu!

Hun havde næsten forventet at sparket ikke ville ramme, specielt fordi hun ikke kunne se en skid, men skalpellen der blev drejet i hendes ben, var hun alligevel ikke forberedt på. I et kort sekund udbrød hun en lyd, som om hun var ved at blive kvalt, men det var kun fordi hun forsøgte at holde diverse skrig i smerte tilbage.
Af ren refleks prøvede hun at gribe ud efter gulvet da hun blev hevet op, for hun havde bestemt ikke lyst til at komme endnu tættere på ham, men eftersom et gulv ikke var det mest optimale at gribe ud efter, måtte hun finde sig i det. Hun var nu lidt lettet over ikke at være vendt direkte mod ham, for hun kunne ikke lægge skjul på frygten i øjnene, da hun hørte hans truende ord. Hun tog sig som regel ikke meget af hans trusler, men denne gang var det anderledes. Han mente det og han havde langt større kontrol end hun havde.

Det løb hende koldt ned ad ryggen, lige inden hun blev smidt tilbage i gulvet og fik sat et knæ i ryggen. At få hænderne fri fra stoffet var ikke længere det vigtigste. I stedet lagde hun armene foran sig og gav sig til at hive sig frem, hvilket ville gå bedre, hvis hans knæ ikke stoppede hende og hvis det ikke gjorde så forbandet ondt i skuldrene. Stoffet fik ikke lov til at blive i hendes mund ret længe, før hun spyttede det ud foran sig. Hun ville nok ikke selv håndtere det hele specielt godt, hvis hun ikke fik lov til at snakke, for det distraherede hende en smule fra alt det dårlige.
"Jeg har sådan en underlig trykken i ryggen, som om en eller anden idiot har sat sit knæ der. Måske du kan starte med at fjerne den." At det kun var sagt for at provokere ham yderligere og egentlig også hentyde til at han ikke vejede lidt, var ikke svært at gætte.
Hun lod det sårede ben ligge mod gulvet, men med det raske løftede hun skinnebenet og forsøgte at hamre en hæl mod ham, lige meget hvor, den skulle bare ramme. Hun skulle bare have et lille vindue til at kunne flytte sig og gå efter kniven, der stadig lå henne ved døren. Som det så ud lige nu, var det hendes eneste chance.

Der var en underlig barnlig tone over Hauru denne aften, noget kunne tyde på, at hun var mere ramt end normalt, måske fordi Deavás ikke længere lagde noget imellem sine trusler. Han mente dem fuldt ud og det ville være for hendes bedste, at hun faktisk tog det seriøst. At hun valgte at skjule sin frygt i provokerende kommentarer og hvin, var ikke noget der gik ham på, han kunne faktisk ikke være mere ligeglad. Hun kunne beklage sig og provokere alt det hun ville, for det ville bare gøre situationen værre for hende. Bestemt ikke bedre. "Det lyder lidt, som om du er ved at gå i panik" lo han provokerende, som han blinkede til hende.
Så længe hun provokerede, ville han bestemt ikke tage den med ro. Hauru havde selv bedt om denne behandling og han mente det var fuldt ud fortjent efter alle de gange, hvor de var ramt ind i hinanden. Han var udmærket klar over, at han ofte selv havde opsøgt hende og at Hauru egentlig ikke havde noget valg. Men det betød ikke meget for ham. Måske for Hauru.

Med tiden ville hun næppe være i stand til at holde skrigene inde, i hvert fald ikke hvis hun skulle forsøge at håndtere smerten. Men det lod han hende om, imens at han vred skalpellen rundt i hendes ben. Hun var stædig nok til at forsøge at flygte, hvilket var grunden til at han valgte at hamre skalpellen ned i hendes ben, så den kom så langt ind, at den ramte knoglen og faktisk satte sig fast. Deavás bekymrede sig ikke om at fjerne den, men lod den faktisk bare sidde, så hendes krop ikke kunne heale såret. Hun skulle helst være så øm, som overhovedet muligt, til senere. Blot så hun ville kunne mærke alt.

Gulvet var åbenbart det sted hun helst ville opholde sig. Deavás havde forsøgt at placere hende i sofaen, men hun insisterede på at blive på gulvet, så han kunne da sagtens tvinge hende i gulvet igen. Knæet blev presset hårdt ned imod hendes rygrad, som han valgte at køre lidt rundt med det, blot for at genere hendes rygrad og gøre det ekstra ubehageligt for hende. At Hauru ville beholde stoffet i munden, havde han ikke regnet med, men han ville bestemt ikke have noget imod lidt arbejdsro.. Dog var det aldrig sagen med Hauru. "Det må være din fantasi" kommenterede han køligt, før at han hævede sig på knæet og rakte ind over bordet for at tage nogle nåle. Nålene havde en pæn tykkelse og han spildte ikke meget tid, før den første blev placeret imellem to ryghvirvler midt på ryggen. Et sted hvor hun næppe ville kunne nå den og tage den ud. Benet var ikke overraskende, men han var ikke i stand til at undvige det med hans nuværende position, så han gled nemt af hendes ryg og rystede opgivende på hendes hoved. "Vil du heller bindes til sengen?" kommenterede han køligt med et glimt i øjet. Der skulle ikke være noget seksuelt imellem dem, men hun måtte da godt ane lidt håb?

Hauru skyndte sig at ryste på hovedet som svar. Hun skulle da endelig ikke give ham ret, da han mistænkte hende for at være ved at gå i panik, selvom hun ikke kunne løbe fra, at han havde ret. Hun var klar over at intet af hvad hun gjorde ville hjælpe, for det havde det aldrig gjort, men det stoppede hende ikke i at gøre et bravt forsøg.
"Jeg aner ikke hvad du taler om. Jeg går ikke i panik," løj hun, egentlig mere fattet end hun troede hun kunne klare, men det skjulte stadig ikke hendes frygt helt. Hun ville aldrig indrømme at han rent faktisk skræmte hende, men frustrationerne over at det var tilfældet, skinnede klart igennem.
Det var da også hans egen skyld, at det altid endte med at han blev muggen. Hvis han ikke ønskede at bidrage til hendes måltider, skulle han da ikke frivilligt dukke op ved hendes side. Derfor var hun stadig overbevist om, at han egentlig nød det mere end han gav udtryk for.

Det lange sår i benet var begyndt at heale, men det tog tid, fordi såret var så stort. Hvor skalpellen stadig sad, ville hverken knogle eller kød få lov til at heale, men hun var stadig optimistisk nok til at tro, at hun nok skulle få chancen for at få den fjernet. Hun kom med et utilfredst grynt over knæet, der ikke blev holdt stille mod hendes ryg, men det distraherede hende ikke fra at blive ved, da hun fortsatte sin umulige mission med at hive sig væk fra ham. En mission hun godt vidste aldrig ville lykkes.
Det var en noget anstrengt lyd hun udbrød, da Deavás hævede sig på knæet, som om hun lige fik trykket noget luft ud. Hun borede neglene i trægulvet så snart nålen ramte hendes hud, efterfulgt af endnu et irriteret grynt, for det gik hurtigt op for hende, at hun ikke kunne gøre noget ved det.
"Nej, jeg vil hellere slippe væk fra dig!" svarede hun, helt lettet over endelig at slippe for knæet i ryggen. Der skulle dog ikke mere end et enkelt forsøg på at slæbe sig hen af gulvet, før hun kom med en beklagende lyd og et tungt suk. Alt gjorde så ondt og det ville tage en evighed at slæbe sig væk fra ham. Måske hun kunne få andre muligheder på vej hen til sengen, eller derefter. Hun lagde opgivende panden mod gulvet. 
"Ja, jeg vil hellere bindes til sengen," mumlede hun gnavent, som hun selv fik kæmpet sig på benene og ikke helt uden diverse lyde i smerte. Det gik muligvis ikke stærkt, men hun skulle helt bestemt nok selv gå! Men ikke helt endnu, for hun blev stående foran sofaen, lænende mest på det raske ben, da hun førte hænderne op til munden og forsøgte at binde knuden op med tænderne. Havde Deavás travlt, måtte han selv gøre noget ved det. Hun havde i hvert fald ikke travlt med at sætte kursen mod den åbne dør ind til sovekammeret. Hvor svimmel og træt hun egentlig var, gik også mere op for hende, nu hvor hun var kommet op at stå, men hun havde slet ikke tid til at tage sig af det.

Det var efterhånden ved at være rigtig ynkeligt at se på, men Deavás havde ikke tænkt sig at lade det stoppe ham. Hun kunne beklage sig lige så meget hun havde lyst og ynke nok så meget, det ville ikke forhindre ham i at fortsætte med det han havde planlagt for aftenen og muligvis også natten. Det var lige før han bare gerne ville le af det, hendes ynkelige forsøg på at overbevise ham om, at hun bestemt ikke var ved at gå i panik og hvordan hun sagtens kunne håndtere det hele og slet ikke havde problemer. Men han kunne jo høre på hendes vejrtrækning og hvordan hun beklagede sig, at hun ikke havde styr på noget overhovedet. "Din stemme ryster jo" hånede han med et stort smil på læben, som han rystede ganske svagt på hovedet. Der var ikke meget at komme efter, hun kunne umuligt tale sig ud af det denne gang. Deavás ville heller ikke lade sig distrahere af hendes krop. I stedet skulle hun have lov til at føle al den smerte, det var muligt for ham, at give hende.

Skalpellen blev pænt siddende, også selvom han kunne se, at hendes ben var begyndt at heale igen, så vidste han at hun ikke ville få det nemt med at fjerne den, så det var mere givende, at lade den sidde. Så gjorde den også lidt gavn i forhold til at lade hende beholde bare lidt af smerten. Nålen havde dog til formål at give hende en voldsom smerte, men samtidig håbede han også lidt på at den ville arbejde sig ind i hendes krop, hvis hun blev ved med at bevæge sig. Hvis den havde ramt hende ordentligt, så kunne hendes underkrop ende med at blive midlertidigt lammet og så skulle han faktisk bare vente.. "Uanset hvad du hellere vil, så kommer du ikke til at slippe fra mig denne gang" Svaret var køligt og hadfuldt, som hun helst ikke skulle være i tvivl om, at han bestemt mente alt han havde sagt indtil nu.
Der var et mindre håb for at hun endelig ville stoppe med at kæmpe sådan imod, alligevel havde han sine tvivl, da hun opgivende valgte at give efter for hans tilbud. Ikke at tilbuddet skulle munde ud i noget positivt, så morede det ham, at hun gav efter alligevel. Hun skulle bare presses lidt.. Deavás rejste sig samtidig med hende, som hun dog var langt mere ustabil på benene end ham. Han lod hende stå for en stund, imens at hun forsøgte at holde balancen. Da hun forsøgte at binde knuden op, trådte han dog til, som han greb ud efter hendes arm for at forhindre det. "Hvorfor ødelægge morskaben?" spurgte han køligt, som han trak hende til sig. "Jeg hjælper gerne til" hun fik faktisk intet valg, for han bukkede sig hurtigt ned og greb hende om benene for at smide hende over skulderen. Hun kunne kæmpe imod alt det hun ville, men det ville ikke stoppe ham, som han kort bukkede sig ned ved bordet og samlede noget op, før han gik hen imod hendes soveværelse.

Hauru åbnede munden for at komme med endnu en dum kommentar, men hans hån gjorde hende virkelig utilpas. Det irriterede hende, at hun ikke var bedre til at skjule sin frygt, for det plejede at virke rimelig godt, så længe hun fik lov til at blive ved med at snakke. Og så var det lige meget hvor ynkelig hun fremstod. Denne gang måtte hun give op på at svare igen.
Hun blev ved med at tænke at hun ikke havde en chance, at hun ikke kunne blive ved. Hun havde allermest lyst til at tigge og bede ham om at lade hende gå, men hun fornemmede godt hvor det hele var på vej hen og det hele så sort ud, hvis hun ikke fortsatte med at kæmpe imod. At synke lavere end hun allerede havde gjort og begynde at tigge Deavás om noget som helst, ville også bare gøre det hele værre og hun nægtede at tigge, så længe det ikke var hendes eneste mulighed.

Det var ikke forventet at nålen ville gøre så ondt, men jo længere tid den sad der og jo mere hun bevægede sig, jo større smerte gav den. Det blev værre mens hun rejste sig, men hun var sikker på at få chancen for at fjerne den snart, så hun havde ikke de største bekymringer omkring den, hvilket var endnu en fejl fra hendes side. Hun fnyste overlegent af hans ord. Selvfølgelig ville hun slippe væk, det krævede bare at hun ventede til det rigtige tidspunkt.
Som hun havde regnet med, fik hun ikke meget tid til at forsøge, at få bundet knuden op, for han stoppede hende med det samme. Hun sendte ham et utilfredst blik og var lige ved at falde, da han trak hende til sig.
"Hey..!" Udbrød hun idet han tog fat og løftede hende over skulderen. Ikke nok med at hendes stemme rystede, begyndte det sårede ben også at ryste. Hun kunne ikke stoppe healingen, men den forsøgte stadig at heale den del af benet, hvor skalpellen stadig sad og det gjorde mere ondt.
"Jeg kunne nu godt finde på nogle andre ting, der ville gøre det lidt sjovere for mig. Lad mig vise dig dem!" Hun spildte ikke tiden, da hun straks tyrede en robust støvle ind i hans mave, så hårdt hun kunne og direkte efter hamrede en albue mod hans nakke, i håb om at han ville blive forstyrret nok til at slippe hende. Hvis det lykkedes, håbede hun på ikke at lande på ryggen, for det ville næppe hjælpe på nålen, der fik det til at spænde utrolig meget.

Der var ord på vej, men Hauru forblev forbavsende nok tavs, hvilket i sig selv var en større sejr for Deavás. Derved vidste han, at hun så småt var begyndt at bryde sammen uden at han for alvor var startet. Lige nu havde han jo stadig udfordringer med overhovedet at kunne arbejde i fred. Men jo svagere hun var, jo nemmere ville det være at knække hende, så han havde ikke tænkt sig at stoppe lige foreløbig. De skulle få sig en lang nat sammen: Deavás ville også helst sikre sig, at hun ikke valgte at stikke af ud i natten, for så ville han skulle bruge unødig energi på at indfange hende, hvilket i dette tilfælde ville være yderst trættende og ynkeligt for hende. Lige nu havde han også mere styr på hende, end han nogensinde havde haft før.

Der var ingen grund til at spilde energi på at få knuden op, da han blot ville binde hende igen, så han gav hende ikke muligheden, samtidig med at hun havde sagt ja til at flytte det hele til soveværelset, så... Det var hvad han havde tænkt sig. Omend han havde haft planer med pejsen, så kunne han altid flytte lidt på hende, hvis hun først endte med at besvime af smerten senere. Haurus udbrød generede ham slet ikke, som han blot trak let på skulderen, før at han greb fat i hende for alvor og smed hende over skulderen. Det havde været mere praktisk, hvis hendes ben endnu var bundet sammen, men hun insisterede jo på at kæmpe imod, så han måtte jo bare holde ekstra godt fat i hende.
"Det handler slet ikke om dig, i aften.." lo han hånligt, som han strammede grebet om hendes ben og bevidst borede neglene ind i hendes hud. Det første slag imod maven var en anelse uventet, så det kom bag på ham, men det betød også at han var mere end bevidst om at hun ville forsøge med hænderne også. Derfor valgte han hurtigt at smide hende af sin skulder, så hun ville lande på gulvet med et bump. "Det bliver værst for dig selv.." hvæste han af hende, som han dog havde formået at smide hende ind i værelset og lige nu stod og blokerede døren, så hun ikke kunne løbe den vej mod stuen igen.

Han gav hende et split sekund til at sunde sig, før at han var over hende igen. Han tvang hende ned af ligge, ligeglad med om hun havde ondt eller ej. Nu var det slut. Deavás satte sig til rette over hende, men valgte at holde vægten med sine egen ben, som han dog placerede hænder omkring hendes hals og begyndte at klemme til. Forhåbentlig ville hun besvime.. Eller i det mindste stoppede med at gøre al for meget modstand, så de kunne komme videre. Han skulle bare hive al håb ud af hende.

Der blev lagt så meget kraft bag slaget med foden, endnu mere da Deavás strammede grebet, men det begrænsede hendes motorik en god del. Derfor var slaget langt fra så hårdt, som hun ønskede. Hun skulle lige til at le over hans kommentar, da hun bestemt var ret uenig i den udtale, men hendes latter blev til hvin, da hun blev smidt af hans skulder hurtigere end hun havde forventet. Albuen der var rettet mod hans nakke, ville højst strejfe hans skulder, hvis den da overhovedet nåede at ramme noget som helst, inden hun landede på gulvet med et bump og en beklagende lyd i smerte. Hun kunne dog mærke en snert af lettelse over, at hun var landet på siden og ikke på ryggen, for så blev nålen da ikke presset længere ind. Endnu.

Hauru fik hurtigt sat sig op og gik direkte efter at få skalpellen ud af låret, hvilket hun kun lige nåede, inden hun blev tvunget i gulvet igen. Skalpellen tabte hun og hvor den landede så hun ikke, så hun prøvede ikke engang at få fat på den igen. Hun sørgede for at svaje i ryggen, så hun kunne forhindre nålen i at ramme gulvet og blive mast længere ind. Hun greb straks fat om hans håndled og forsøgte at trække hans hænder væk, mens benene febrilsk sprællede bag ham, men intet hjalp.
"Slip... mig..!" Råbte hun, så højt hun kunne, mens hun hev efter vejret. Den ordre havde ikke virket før og hun regnede heller ikke med at den ville nu, men hun var nødt til at prøve. Hun slap hans håndled og førte i stedet hænderne op mod hans hals, hvor hun borede et par negle i bidemærkerne. Nålen i ryggen, ømheden i hele kroppen og manglen på luft gjorde det umuligt at presse så hårdt med neglene, at det ville gøre ondt nok på ham, men det kom vel næppe bag på ham, at hun stadig kæmpede.
Støvlerne blev hamret mod gulvet gentagende gange, som hun ikke stoppede med at sprælle med begge ben og skrige så meget hun kunne, lige indtil hun ikke kunne mere. Det begyndte at sortne for øjnene og ikke længe efter blev nålen skubbet helt ind i ryggen, da hun besvimede.

Der var endnu kampånd i hende, men Deavás var overbevidst om, at hun snart ville holde op, så han kunne komme videre. Ikke at han havde vanvittig travlt, men han ønskede sig inderligt at hun snart holdt mund. Ellers måtte han jo gøre noget ved hendes snakken og eliminere tungen helt.. Ikke at Hauru ville lade ham skære hendes tunge ud, men snart ville det være det eneste, som faktisk ville fungere for ham. Så måtte hun jo prøve at bide sig ud af det, men først skulle han lige have styr på hende, så hun ikke længere kunne kæmpe så meget imod ham, som hun havde gjort hidtil. At Hauru endte på gulvet, generede ham ikke, som han dog svagt ømmede sig let over slaget i maven, så valgte han hurtigt at distrahere sig selv og i stedet angribe hende direkte.

Desværre for Deavás fik Hauru mulighed for at hive skalpellen ud, men det var ikke noget han havde tænkt sig at forhindre, for han var fokuseret på noget helt andet, at kvæle hende eller i det mindste få hende til at besvime. Deavás hvæste lettere irriteret af hende, da hun forsøgte at rive hans hænder væk fra hendes hals. Ikke at det fik ham til at slippe, men hun skulle gerne vide, at han ikke havde i sinde at stoppe nu. "Hold mund" lød det irriteret fra ham, som han var træt af hendes ynkelige forsøg på at få ham til at stoppe. Hvis hun ikke kunne give ham mere modstand, så ville det være langt nemmere for hende bare at stoppe helt, for hvad håbede hun egentlig, at hun ville opnå med dette? Deavás endte med at strække halsen for at hun ikke kunne nå bidemærkerne. Han kunne stadig mærke smerten fra tid til anden, så der var ingen grund til at provokere det yderligere. I stedet valgte han at tage hårdere fat om hendes hals, før at han hev op i hende og forsøgte at smadre hendes hoved ned i gulvet, så hårdt som overhovedet muligt.
Lige pludselig blev hendes krop dog slap og Deavás brugte nogle sekunder på at betragte hende og samtidig nyde den ro, der faldt over rummet. Endelig.. Han fik roligt rejst sig op igen, som han samlede hende op og lagde hende op i sengen. Denne gang valgte han at ligge hende på ryggen, som han studerede nålen, der efterhånden havde gravet sig langt ind i hendes rygrad. Dernæst valgte han at flå hendes tøj af for at smide det på gulvet ved siden af sengen. Armene blev strukket ud mod den ene side af sengen, som han bandt et stykke stof omkring hendes hænder og dernæst fast til sengebenet i en sådan vinkel, at det ville blive svært for hende at rive sig fri. Benene blev bundet sammen igen, som han dog satte dem fast to steder i fodenden, før at han smed kappen og skjorten på en stol i nærheden. 

Det var svært at sige, hvor længe hun ville være bevidstløs, men Deavás udnyttede tiden så godt han kunne, som han havde fundet sit værktøj frem og så småt var ved at gøre klar til at begynde. I stedet for at bruge en skalpel, havde han dog valgt et større værkstøj med takket blad, som han holdt et fast greb om hendes ankel og lod det kolde metal strejfe hendes bare hud.. Egentlig havde han altid undret sig over om hun ville være i stand til at gro nye lemmer, hvis han først fjernede en fod eller lignende, desværre havde han sjældent fået mulighed for at gå så vidt, så nu tog han chancen. Derfor begyndte han også at save i hendes ben uden at overveje om det ville vække hende eller ej. Hun kunne alligevel ikke flytte meget på sig og det ville komme til at gøre mere ondt, hvis hun først flyttede på benet, ikke? Ikke at Hauru næppe tænkte så langt. Men nu havde Deavás for alvor chancen for at eksperimentere med hendes evne. En bid ad gangen.

For en gang skyld fik Deavás frit spil til at gøre lige hvad der passede ham, for Hauru lod ikke til at vågne med det samme. Ikke engang da Deavás påbegyndte sit eksperiment reagerede hun, for nålen havde gjort sit og sørget for den midlertidige lammelse af underkroppen. Fortsatte han som han startede, uden bekymringer, kunne han nå langt, inden Hauru endelig begyndte at bevæge på sig.
Det første tegn på liv hun gav fra sig, var en dyb og utrolig anstrengt indånding, inden hun åbnede øjnene. Lammelsen varede ikke længe og var langsomt begyndt at aftage, så den underlige smerte i den ene ankel undrede hende. Den vinkel hun var bundet i gjorde heller ikke noget godt for nålen i ryggen, der gav en nivende fornemmelse, bare i meget, meget højere grad.

Der lød nogle få host fra hende, inden hun lettere fraværende løftede hovedet den smule hun kunne og så ned mod Deavás.
"Deavás, stop..." Mumlede hun, stadig ikke helt klar over hvad han havde gang i, men efter et par blink og et par ordentlige vejrtrækninger, gik det bedre op for hende. Jo mere hun vågnede, jo værre blev smerten og den våde dråbe, der løb fra det ene øje, kunne hun ikke kontrollere. At hun ikke var dækket til af tøj længere havde hun registreret, men det var en mindre detalje, der hurtigt blev skubbet til side i forhold til hvad der ellers skete.
"STOP!" Skreg hun og skyndte sig selvfølgelig at prøve, at hive benet til sig, men det gjorde bare mere ondt, både i ankel og ryg. Det var nu tiggeriet var nødvendigt, for hun havde ikke andet valg og så var hun ligeglad med hvor ynkelig hun fremstod. Smerten tog til og det var ikke længere muligt for hende, at opretholde den flabede facade af dumme kommentarer, selvom hun virkelig ønskede, at det var.
"Lad mig gå.. Jeg be'r dig." Det eneste der kom frem hos hende nu, var den frygt hun så stædig havde forsøgt at skjule, for der var grænser for hvad hendes evne kunne klare. Hun havde virkelig ikke lyst til at miste en fod og selvom det nok burde være gået op for hende, så tænkte hun ikke rigtig over at Deavás nok ikke ville stoppe der. Hun bevægede sig stadig lidt, i håb om at det ville blive nemmere hvis hun bare blev ved, men det så heller ikke ud til at virke. I det mindste var såret i låret væk!

Der var arbejdsro.. og faktisk en hel del af det, hvilket forbavsede ham en anelse. Alligevel fik det ham ikke til at stoppe med at svare videre i hendes ben. Han var nød til at se om hendes evne ville være i stand til at gro en fod ud igen eller om hun faktisk ville kunne miste lemmer, som ikke ville gro frem igen. Det var et yderst vigtigt eksperiment, som Deavás havde tænkt over længe. Han skulle finde ud af, hvor langt hendes evne kunne tage hende og hvor meget skade hun ville være i stand til at overleve. Det var svært at sige hvilke begrænsninger hendes krop havde, men eftersom at han ingen modstand mødte, selv da han nåede knoglen, så fortsatte han uden at tænke over, at hun kunne vågne lige pludselig.. Deavás var fortabt i sit eksperiment og så måske ikke længere Hauru som en person, men langt mere en forsøgsrotte, der ikke havde nogen betydning for ham. Ikke at Hauru nogensinde havde betydet noget for ham..

Langsomt kom der liv i hende, men sengen var allerede smurt ind i blod og der var ikke mange bevægelser tilbage før at foden ikke længere ville være en del af hende. Deavás havde dog ikke planer om at lade hende forbløde, hvis det overhovedet var muligt, så han smed i stedet foden ned på gulvet og bandt et stykke af lagnet omkring hendes ankel. Han anså ikke hendes forsøg på at få ham til at stoppe. Det eneste han gjorde var at placere pegefingeren over sine læber for at give tegn til, at hun skulle tie stille.
Sengen var smurt ind i blod allerede, det samme var hans bukser, heldigvis gjorde den mørke farve det svært at se mængden af blod. Han rejste sig roligt op fra sengen og bevægede sig rundt, så han stod med fronten imod hendes ansigt. Han tørrede stille blodet af sine hænder i sengetøjet, for at sætte sig på kanten med en hånd mod hendes bryst. "Ta' det ikke personligt" lød det lettere kynisk fra ham, der hvilede et sygeligt blik i hans øjne, som han skubbede hende ned på ryggen for at presse fingrene imod hendes ribben. "Hvad skal der til for at dræbe dig?" Spørgsmålet var ikke til hende, men henvendt til ham selv, som i at han ønskede at finde ud af det. Hun havde provokeret ham nok og var nu ikke længere et væsen eller noget legetøj han ønskede at holde liv i. Så kunne han gøre sit, som han mærkede efter på hendes bryst, før han hamrede albuen ned imod ribbenene for at brække dem.

Hauru blev helt stille i få sekunder, da hun så foden blive smidt på gulvet. Hun havde faktisk haft et lille håb om, at Deavás ville være sød nok til at stoppe, inden den røg helt af, men det var da en dum tanke. Hans tegn til at hun skulle tie stille fik resten af håbet til at forsvinde. Ikke engang hendes tiggeri hjalp og hun var på randen til at knække. Men inden da, kunne hun ikke holde sig fra i det mindste at prøve, på at finde en udvej.
Hun skulle lige til at hive sit ben til sig, da han gav sig til at binde et stykke af lagnet omkring anklen, men valgte hurtigt at lade være, da hun var sikker på at det bare ville gøre mere ondt. Selvom foden manglede, var såret allerede begyndt at heale, men det ville tage tid, da det ikke var så simpelt et sår.

Vejrtrækningen var rystende, som hun fulgte ham med blikket da han kom nærmere.
"Nej, nej, nej, nej.." hviskede hun lavmælt i frygt, lige indtil han satte sig på sengekanten. Hun prøvede at kæmpe imod for ikke at komme helt ned at ligge igen, men det begyndte at brænde i ryggen, så hun havde intet valg. Hun skævede kortvarigt mod fingrene, der blev presset mod ribbene, men så straks op mod ham igen.
"Nej, Deavás, stop! Jeg vil ikke dø! Jeg lover aldrig at bide dig igen, bare lad mig gå!" Hans retoriske spørgsmål fik hende tydeligvis til at gå i panik, for hun prøvede at sige alt, bare for at få den mindste chance for at slippe. Hendes stemme rystede endnu mere og det gjorde hele kroppen også, men hun nåede ikke at vente på et svar, før hun kunne mærke nogle ribben knække. Det føltes som om alt luft blev trykket ud af hende og hun måtte hive efter vejret igen.
Hun prøvede at række ud efter Deavás med de bundede hænder, så hun på den måde kunne bede ham om at stoppe, men hun kunne ikke nå. I stedet måtte hun ty til at sende ham et bedende blik, noget hun ellers aldrig ville have gjort. Det så ikke ligefrem ud til, at der var nogen udvej længere.

Det var for sent at stoppe, da hun havde bedt ham om det. Hvis han havde lyttet til hende, så ville foden have hængt omkring hendes ankel og det ville muligvis have været værre. Men det var meningen at foden skulle helt af, for at han kunne bedømme om foden ville vokse ud igen eller om såret ville lukke til uden. Nu var det dog forbundet indtil hun ville have haft chancen for at kunne heale såret. Hvis hun endte med at forbløde, så ville han ikke få meget ud af sit eksperiment og derved ville han have spildt tiden. Ikke at Hauru nogensinde havde vist tegn på at hun kunne dø, men det var hvad han prøvede at finde ud af nu.

Den rystende stemme blev ikke skjult på samme måde, som tidligere, så det var nemt for ham at fornemme hendes panik, hvilket bestemt morede ham. Ikke at han var ude på at give hende en lærestreg mere, de var langt over det punkt, men Hauru troede stadig at hun kunne komme ud af det.. Hauru var egentlig ikke længere en del af dette, så han lyttede ikke meget efter hendes ord, selvom hun gjorde et ihærdigt forsøg på at få ham til at trække sig.
Haurus stemme blev højere og højere, som han endte med at vende blikket imod hende. Der hvilede et uhyggeligt skær over hans blik, som han ved tænderne sammen i irritation. "Det er for sent.." kommenterede han køligt, før at han slog albuen ned i hendes ribben for at brække dem. Der var en mening med det, som han skulle have adgang til hendes hjerte. Hvis ikke foden blev genskabt, så ville hun umuligt kunne klare sig uden et hjerte. "Det er hurtigt overstået, hvis du ligger stille, ellers trækker jeg det ud i langdrag." Fortsatte han, som han mærkede efter hvor det ville være nemmest at komme ind i brystkassen på hende.

Hauru stirrede stift på Deavás med det bedende blik og havde tænkt sig at blive ved, indtil det lykkedes. Men hans svar fik hendes øjne til at gå fra bedende til tomt på et enkelt sekund, da hun endelig indså hvad hun skulle have indset fra starten. Hun havde ingen chance for at slippe væk og det her var sådan det hele skulle ende. Med hende der var sunket så lavt og havde tigget og bedt Deavás om, at lade hende gå og Deavás der hele tiden havde været et skridt foran.
Hauru havde altid vist at det ikke var meningen, at hun skulle leve for evigt og selvom hun ikke kunne huske noget fra sit tidligere liv, havde hun ikke regnet med at det skulle ske så hurtigt. Hun var slet ikke klar!

Det blev sværere og sværere at få vejret og samtidig mistede hun mere og mere blod. Hun kneb øjnene sammen da flere ribben knækkede og skriget ville have været meget højere, hvis hun havde haft nok luft til det. Det var ikke fordi hun ønskede at give efter og ligge stille, som han havde sagt, men hvis hun ikke gjorde, ville hun sørge for at besvime snart i stedet. Så hun stoppede med at prøve og lagde sig helt tilbage i sengen. Positionen var stadig ikke vildt behagelig, men smerten i ryggen blev mindsket, da hun begyndte at lade være med at spænde op i hele kroppen.
".... Du.... Vinder..." Det var ikke engang en hvisken længere, det var lavere end det og hun var nødt til at bruge flere sekunder på at hive efter nok luft, til bare at få et enkelt ord ud. Hun kunne stadig ikke lade være med at skæve ned mod hans hånd, for hun skulle da lige følge med i hvad der foregik lidt endnu. Altså indtil hun sandsynligvis ville besvime, for hun var vist løbet godt tør for energi. Det gjorde samtidig at healingen gik endnu langsommere, så såret ville ikke nå at heale, før det var forbi.

Det var som om, at Hauru endelig indså, hvad det var der foregik og at der altså ingen vej udenom var. Stien var lagt og der var ingen smutveje eller vej tilbage for hende. Så snart at hun havde indset der, kunne Deavás mærke den manglende modstand i hendes kropssprog og ikke mindst udtalelser. Derfor valgte Deavás også at bruge sine kræfter på at få udført så mange eksperimenter, som han overhovedet kunne komme i tanke om. Nok ville hun stadig modsætte sig enkelte metoder, men han regnede lidt med at modstanden ikke ville være hel så voldsom.

For en kort stund forlod Deavás sengen, som han manglede noget værktøj, for at kunne åbne hendes brystkasse. Ellers ville han ikke kunne få adgang til hendes hjerte. Han vendte dog retur ikke lang tid efter, hvorfra han regnede med at finde hende i samme position som han havde efterladt hende. "Som tak, vil jeg ikke trække det for langt ud.." lød det køligt, ikke at det var en større tak, det var mere fordi han ikke havde planer om at pine hende yderligere, når hun allerede havde givet op. Derfor satte han sig også nemt tilrette igen på sengen, som han strøg fingrene ned over hendes brystkasse for at bedømme hvor han skulle starte snittet. Han så kort imod hende, før at han lagde den ene hånd fladt mod hendes brystkasse for at holde hende på plads, imens at han løftede den anden hånd med skalpellen og placerede den imellem hendes bryster for at starte snittet omkring samme højde som hjertet sad i. Derefter pressede han kniven ned i huden, så langt den kunne komme før at han trak den ned over hende til et stykke over navlen. Hurtigt stak han hånden ind i brystkassen for at forhindre at hullet ville lukke til og heale. "Hvad gør jeg med dit legeme?" Spurgte han roligt, som var det helt normalt at tale om. Men nu fik hun chancen før at han begyndte at røre hendes bankende hjerte.

Det var et noget muggent blik Hauru sendte Deavás da han kom tilbage til sengen. Det var ikke ligefrem fordi hans tak var en trøst, for det betød stadig at hun ikke ville være her lige om lidt. Hun skælvede så snart hun mærkede hans fingre mod sin brystkasse og endnu mere, da han lagde hånden fladt mod for at holde hende på plads. Hun havde ikke meget energi tilbage til at gøre modstand, men nok til stadig at vride sig en lille smule. Langt fra nok til at det ville forstyrre ham. Ind imellem de langtrukne og besværede åndedrag, kunne man også høre hendes sædvanlige lyde af smerte, men utrolig dæmpet i forhold til hvad de plejede at være.

Så snart skalpellen skar igennem huden uden problemer, kneb Hauru øjnene sammen og spændte igen så meget hun kunne i resten af kroppen. Hun forsøgte at skrige, men ikke meget lyd kom ud. Smerten var ikke til at beskrive. Derefter fik tårerne lov til at vælte ud og gøre en god del af håret vådt. Det var et fraværende blik hun rettede mod ham, da hun endelig fik åbnet øjnene igen. Hun havde registeret at han havde sagt noget, men hendes blik var begyndt at blive sløret og det føltes som om hun havde vat i ørene. Hun kunne ikke mere.
”… Stop…” Det var mere et ord hun formede med munden i stedet for at sige det, så lidt lyd der var på, men hun nåede lige at tigge en enkelt gang mere, inden hun besvimede igen. Der var ikke mere energi og det var mere smerte end hun kunne klare. Derfra havde Deavás frit spil til at gøre hvad der passede ham.

//Tænkte lige du skulle have en post til at afslutte det, inden jeg kaster en engel ind xD

Blikket betød ikke særligt meget, så længe at Hauru ikke kunne gøre modstand eller modsætte sig, hvad der egentlig foregår. Det var efterhånden for sent og der var ikke længere nogen chance for at Hauru ville vende tilbage til sit normale liv efter det. Hvis hun altså overlevede dette.. hvilket egentlig ikke var planen lige nu. Slet ikke da Deavás valgte at åbne hendes brystkasse og dernæst masse hånden ind for at nærme sig hendes hjerte. Han så hende ikke længere som en der betød noget eller havde ment noget i hans liv. Lige nu var hun bare en prøveklud for at se hvor langt hendes evner kunne nå. Foden lod ikke til at heale eller dukke op igen, altså vidste Deavás allerede der, at der var en begrænsning til hendes evner.

Energien var så småt ved at forlade Hauru's krop, hvilket han nemt kunne fornemme på hendes blik og ikke mindst, den måde hendes krop var begyndt at lukke ned på. Alligevel valgte han at gribe fat omkring hendes hjerte, for først at give det et klem. Som et slags 'kick' til hendes tilstand. Men snart slap han hendes hjerte, som han trak hånden til sig for at føre kniven ind i hendes bryst og skære hjertet fra blodårene, så han nemmere kunne trække det ud af hendes brystkasse. Det bankede ikke længe i hans hånd, som blikket hvilede mod Hauru, ville hun vågne igen og såret heale, eller var det slut?

Efter noget tid valgte Deavás at rejse sig, som han gik hen til det nærmeste vindue og valgte at smide hjertet udenfor. Han vendte tilbage til sengen for at tørre sine hænder rene i sengetøjet, før at han kiggede på Hauru og sukkede tilfreds med et nik. Han gik roligt rundt om sengen, som han smed sengetøjet over hendes lig. Hvis ikke han bare skulle efterlade hende i hytten der, så ville han være tvunget til at skaffe sig af med liget på en anden måde.. han stod længe og overvejede hvad der ville være det bedste for ham at gøre. Som han endte med at stryge fingrene over bidemærkerne på hans hals. Han hvæste svagt af hende, som han drejede rundt og gik ind i stuen for at samle sine ting op og nyde varmen ved pejsen. Deavás kunne vel lige så godt overtage hytten?

//Er spændt på englens ankomst xD

Der gik ikke længe efter, at Deavás havde forladt værelset, før man igen ville kunne høre ting og sager derinde fra. Så man det udefra, ville det se ud som om den spinkle kvinde, efterfulgt af de store vinger, faldt ud af den livløse krop på sengen. Fordi hun rullede til siden, kom hun hurtigt fri fra sengetøjet der var viklet om hende og fik hevet det halvt med sig, da hun trillede ud over kanten af sengen og ned på gulvet med et bump. For hende selv føltes det som om hun var faldet flere tusind meter og var landet direkte på et trægulv. Hun hev febrilsk efter vejret og tog sig til mellemgulvet, hvor der sad en ekstrem trykkende smerte. Det føltes som om hendes ribben sad forkert, hvilket gjorde det svært at trække vejret, men da hun mærkede efter, lod der ikke til at være noget galt. Udover det ar hun tydeligt kunne mærke, der gik fra midten af brystkassen og hele vejen ned til navlen.

Det tog hende et lille stykke tid at få styr på sin vejrtrækning, inden hun endelig fik taget sig sammen til at komme op at sidde. Det var ikke helt uden besvær, for hun var utrolig øm. Med alt blodet på sengetøjet, kunne det ikke undgås at hun nu næsten var dækket af den røde væske og der lød også en forskrækket lyd fra hende, da hun opdagede det. En mere panisk lyd kom fra hende, da hun kort efter fik øje på liget i sengen og straks begyndte hun at kravle bagud, bare for at komme på afstand. Det var nu hun blev opmærksom på de store vinger bag hende, da en af dem blev skubbet ind i et lille bord og væltede et gammelt stearinlys på gulvet.
Det hele skete meget hurtigt og hun kunne ikke rigtig rumme det hele. Som det første, var hun nødt til at komme væk fra liget. Hun kunne ikke klare tanken om, at det var hende der var skyld i hvad der var sket med den stakkels kvinde og endnu mindre kunne hun klare tanken om, at hun ikke engang kunne huske det.
Stadig ekstrem usikker på benene rejste hun sig op og greb fat i dørhåndtaget for lige at få balancen, inden hun åbnede døren. Hun fik et chok så snart hun så den fremmede mand og grundet en blanding af chok og dårlig motorik, skvattede hun ned på alle fire på gulvet.
"Det var ikke min mening at forstyrre!" Skyndte hun sig at undskylde, tydeligvis forvirret over hvad der foregik. Hvis det var ham der havde været skyld i hvad der var sket på værelset, så vidste hun bare at hun ikke havde lyst til at gøre ham vred. Hun var trods alt ikke dumpet ind i lige denne hytte med vilje, men hun kunne altså ikke huske hvordan hun var endt her. Det gik også meget hurtigt op for hende at hun var nøgen, så hun forsøgte at få vingerne til at dække så meget som muligt, men de ville ikke rigtig flytte på sig, lige meget hvor meget hun bevægede skulderbladene.

Ilden i pejsen var ved at gå ud, hvilket vidnede om den tid, han havde brugt på Hauru, men heldigvis havde den dovne vampyr hentet nok brænde til, at han ville kunne holde den igang indtil solen atter stod op. Deavás var allerede i færd med at smide brænde ind i pejsen, da han lige pludselig kunne høre nogle lyde fra soveværelset. Hans første indskydelse var, at det kunne skyldes, at han ikke havde fået lukket vinduet og der måske var nogle dyr udefra, som havde fået færden af liget. Et muligt måltid. Derfor slog han det også hurtigt hen, så længe at døren var lukket, så ville det ikke være et problem. Desuden så kunne de hjælpe ham med at skaffe liget af vejen eller i det mindste sørge for, at der ikke var meget tilbage, som han ville skulle håndtere. Sultne dyr kunne også nemt skjule, hvad der var sket med Haurus lig.. Der lød pludselig et bump, som fik Deavás til at rejse sig fra pejsen og vende blikket imod døren.. Han rynkede let på næsen, men holdt sig til samme forklaring som tidligere.. I hvert fald lidt endnu.

Lydene blev mere og mere mistænkelig, som Deavás egentlig var på vej mod døren, men stoppede, da han kunne se at nogen var i færd med at åbne den. Håndtaget bevægede sig, hvilket straks fik ham til at trække sig lidt hen imod sit 'værktøjø fra tidligere. Hvis der var nogen, som havde opdaget liget og nu så chancen for at bryde ind i hytten og stjæle værdierne, så ville han lige sikre sig, at de ikke troede, at de kunne få det nemt ved at nedkæmpe ham. Døren blev åbnet, som Deavás kiggede stift på skikkelsen.. En yderst velkendt skikkelse, hvilket fik ham til at brumme utilfreds, i takt med at han fik øje på vingerne. Selvfølgelig skulle han ikke slippe af med Hauru så nemt.. Hun var genopstået som engel. Den lille mide. Hvordan havde hun gjort sig fortjent til det? Panikken og måden hun kiggede på ham, tydede dog på, at hun ikke genkendte ham. I hvert fald ikke med det samme.. Han nåede dog ikke at reagere, før hun skvattede og landede på alle fire. Det gav ham mulighed for lige at se hende an først, da undskyldningen lød. Det var uden tvivl ikke den samme Hauru som han havde mødt tidligere på aftenen.
Helt automatisk lagde han kniven fra sig, som han uden videre kom hende til undsætning for at hjælpe hende på benene. "Øh.." lød det en anelse forbavset fra ham, som han egentlig ikke vidste, hvordan han skulle håndtere situationen. Han kunne vælge at bande hende langt væk eller udnytte hende.. På vej mod døren greb han fat i et tæppe for at række det til hende. "Her.. Dæk dig til" kom det roligt fra ham, selvom han ikke havde problemer med at kigge på hendes krop, så var hun tydeligvis ikke lige så vild med at være nøgen, som tidligere. Han rakte hånden frem mod hende for at hjælpe hende på benene, hvis hun turde tage imod.

Manden, der lod til at være en anelse forvirret, begyndte at komme tættere på og Hauru flyttede sig automatisk lidt bagud, stadig ikke helt sikker på hvordan hun skulle have det med ham. Vingerne ramte døren, som stadig var åben ind til værelset, men hun gik med det samme ud fra at det betød, at hun ikke kunne komme længere tilbage.
Det var et lettere skeptisk blik hun fik rettet mod ham, selvom det stadig var fortvivlelse og panik der skinnede mest igennem, i de store, uskyldige øjne. Langsomt rakte hun ud efter tæppet, som om hun lige skulle være sikker på at han ikke lige pludselig vendte situationen til noget andet. I et snuptag greb hun fat i et hjørne og hev tæppet til sig, som en muræne ål, der bed ud efter sit bytte. Et tak ville måske komme senere, når hun ikke var så bekymret over det lig, der lå inde i sengen.

Siden det nu havde været sikkert at tage imod tæppet, valgte hun også at tage imod hånden, så hun kunne hive sig selv på benene igen. Hun foldede tæppet om sig, men det føltes ubehageligt, fordi hun også fik foldet vingerne ind. I stedet måtte hun manøvre tæppet under vingerne og folde det om sig. Hun brugte den ene hånd til at holde tæppet på plads og den anden pegede hun mod døren til værelset.
"Ved du godt, at der ligger en død kvinde derinde?!" Spurgte hun. Hun prøvede ikke engang at skjule sin panik i stemmen, der rystede gevaldigt og næsten lød som om hun skulle til at græde. Han virkede så rolig, så måske han slet ikke var klar over, at han var vadet ind i en hytte der ikke var helt så hyggelig, som han måske havde troet.

Der var noget helt galt i situationen.. Deavás kunne slet ikke mærke den samme afsky fra kvinden, som Hauru tidligere havde haft. Der var i stedet en anden form for frygt i hendes blik. Angst og panik, som havde hun set et spøgelse. Selvfølgelig kom hun fra selv samme værelse, som hendes lig, men hun havde muligvis ikke lagt to og to sammen. Eller også havde hun og var derfor ganske varsom overfor at tage imod hans hjælp. Men Deavás forholdt sig rolig og lettere dæmpet i forhold til hendes panik. Han var van til den slags, men at det måske ikke bundede ud i det samme, som han normalt ville forbinde Hauru med. Han løftede let den ene hånd imod hans krave for at rejse den let op og dernæst tilpasse kraven ordentligt. Der var endnu blod på hans tøj, da han ikke havde mulighed for at skifte, før at han ville komme frem til sin egen hytte.. Hvilket ikke havde været noget han havde forventet skulle ske lige med det samme. Men måske Hauru ville se blodet som et faresignal? Ikke at liget var en god indgangsvinkel til hende.. Han slap hurtigt tæppet, da hun tog imod det, før at han foldede hænderne på ryggen. Var det en leg for hende, eller mente hun det for alvor. Kunne hun have mistet sin hukommelse?

Deavás fik hjulpet hende på benene, men slap hende også igen, da hun ikke lod til at være tryg i situationen. Han kunne dog stadig mærke på hende, at hun ikke var stabil på benene, så han blev tæt på hende, hvis hun endte med at falde igen, så havde han da chancen for at gribe hende. Blikket strøg imod vingerne, som hun havde problemer med dem. Det var stadig ikke til at forstå, også selvom han tydeligt kunne se vingerne. Hvad var gudernes plan for Hauru, siden hun ikke måtte dø? Han blinkede lettere forbavset, som hun påpegede liget i værelset og langsomt lod blikket glide mod sengen. Ja.. Ingen dyr havde taget sig af det. "Jeg kom for sent.." kommenterede han stille, som han viste sine hænder frem og de blodige ærmer. "Dyrene havde allerede fået fat.. De er muligvis kommet ind igennem vinduet.. Der er ikke meget mad tilbage i skoven" fortsatte han. Blikket blev mod hende, for at se om hun ville være naiv nok til at tro på det eller hun kunne se igennem det. Havde det været Hauru selv med de mange timer, de havde tilbragt sammen, så ville hun aldrig tro på det. Men nu? Hvem ved..