"Jaaaeeh," mumlede hun i bekræftelse, mens Alran talte. Ja, der hang en tændt fakkel. Nogle ville sikkert brænde sig på den før eller siden. Det var en tanke, hun ikke havde særlig meget lyst til at tænke på. "Jeg havde tænkt mig at sende lyset tilbage i aften, så de ikke prøver at tænde den, når den stadig er det. Jeg kan frigøre lyset, hvornår det skulle være."
Kommenterede hun, og overvejede hvorfor han var så opstemt over idéen om at nogen brændte sig. Måske havde han bare et udestående med en væbner. Hans ord virkede ikke helt ondsindede, mere bare drilske. Der var et hint af noget sandt i ordene, men han havde ikke det der grusomme blik, folk fik, hvis de virkelig ønskede at skade nogle. Det var nu meget rart, men Zirra overvejede kort, om Alran var lidt mere end bare en tilfældig civil. Alternativt var han bare lidt mere på vagt over for folk, hvis han havde været uheldig nok til at være blevet tvunget til at huse en fra Mørket, og nu blev overfuset af først præsten og nu Zirras forklaring. Hun kunne godt forstå, hvis det var lidt meget.

"Hrmf, velsignet," gryntede hun lavt, da han sagde det. Hun følte sig nu ikke særlig velsignet. Havde Isari smilet til hende, ville hun have fået magi og chakra, der havde gjort hendes far glad, og ikke det her halvhjertede lystyveri, hun rendte rundt med.

"Sådan... Sådan har jeg ikke tænkt på det før..." svarede Zirra lavt, som om tanken var ubehagelig for hende. Hvorfor ville hun holde en ildebrand skjult? "Jeg.. Jeg er ikke engang sikker på, jeg kan tage så meget lys på én gang. Min magi er ikke særlig stærk. Jeg har altid bare brugt den som sådan lidt ekstra nyttefuldhed. Lige gøre en fakkel mørk, mens jeg passerede og lignende."
Magien var slet ikke noget at prale af, hvis man så hendes brødre og far. De havde alle en chakra på størrelse med en hest, og Zirras var måske en regnorm til sammenligning. Hun kunne ikke lave vilde lysskjolde, eller ildfønikser. Hun kunne bare flytte lidt på, hvad der allerede var rundt om. 
"Jeg tror ærligt talt ikke det er super brugbart..." mumlede hun lidt opgivende. Alran virkede ret entusiastisk, men hun havde så svært ved at se det blive brugt i praksis. Hvad ville hun gøre - sætte ild til Kzar Dûn og holde lyset tilbage en lille times tid, mens det fængede? De havde sikkert masser af måder at slukke den slags på. 

Sikke høflig hun dog var. Det lød næsten helt naivt, sådan som hun fortalte om sine intentioner med at have ’taget’ faklens lys, bare så der ikke skulle bruges energi på at tænde den igen senere på dagen. Han var ret sikker på, at de ikke normalt havde problemer med den slags, så ifølge ham virkede det ret… nytteløst. Og det blev vel endnu en grund til, at han så sig lidt skeptisk mod hendes påstand om at være af lyset. Hun havde indtil videre ikke været meget… krigerisk, så måske var hun ikke en direkte del af Hæren. Hvis hun da overhoved havde fortalt sandheden fra starten af.
”Pff, jeg ville nok personligt være mere bekymret for at få gjort noget ved det stearinlys, som du har stående med en usynlig flamme på dit kontor.” Vent. Kontor? Var hun høj nok i rang til at have sit eget kontor? ”Det er lige blevet bevist hvor galt det kan gå, hvis et sådan et bliver væltet og taget fat. Og endnu værre, hvis man ikke lægger mærke til ilden, før den er stor nok til at bryde ud af din lille sten. Faktisk undrer jeg mig nu bare mere over, hvorfor du ikke bad mig bringe dig direkte op til Paladset, så du kunne fjerne den risiko. Og har I ikke også healere til stede deroppe? Ikke bedre end ved Helbredshuset, det er jeg sikker på, men stadig et par effektive nogle.”

Der var den igen! Ikke usikkerheden, så ærligt havde han ikke set noget til den før nu, hvilket i sig selv kom lidt bag på ham, men den ukarakteristiske persona af en Lysets Kriger, hun også havde udtryk før. Måske havde han været lidt rigeligt fordomsfuld over for dem. Det var ikke grundet misundelse, men Alran havde bare aldrig været typen til at se sig positivt på folk lige med det samme. Særligt ikke dem der kunne give indtryk for at være bedre-stående end andre. Det var svært at forklare…

Med et sagte støn, som var kroppen øm og tung ved bevægelsen, løftede han en hånd for at gnide nakken lidt. Håret var fugtigt af vandet fra tidligere, men hans hud var mere fugtig af sveden fra temperatur skiftet inde i huset og udenfor i kulden. ”Ikke brugbart? Du kan ærligt ikke sidde og fortælle mig, at du ikke selv kan se, hvordan din evne egentlig kan udgøre en forbistret masse skade?!” røg det ud af ham med en let irritation siddende på stemmebåndet endnu. ”Okay!” Han tvang sig igen til at sidde mere ret for på den måde at have begge hænder frie til at fortælle sammen med ham.
”Jeg er ikke en strateg på nogen måde, så klog er jeg squ ikke. Men en hver idiot kan da tænke sig frem til hvor afgørende en distraktion kan være for et slag Og en brusende ildebrand, kan jeg da forestille mig, vil være en længere varende og større distraktion for fjenden end et nystartet. Stod det til mig, ville jeg forsøge at finde ud af, hvor meget lys en sten på visse størrelser ville kunne indeholde. Det vil i hvert fald gøre mig mindre bekymret. Desuden…” Det var så småt begyndt at blive en ubehagelig stilling at sidde i. Og gulvet gjorde kun det modsatte for at varme ham op, så han kæmpede sig i stedet op at stå, mens han afsluttede. ”…så vil jeg sige, at Hæren spilder at have dig ombord, hvis de ikke har udtænkt potentialet, din evne giver. Bare forestil dig, hvis man ikke kunne se ilden for enden af brandpile! Men hvad ved jeg. Jeg er ikke eksperten i at bruge våben, jeg laver dem bare.” Det var vel egentlig en løgn, men det fjernede noget ansvar fra ham. For kun en erfaren bueskytte forstod at lave en ordentlig bue... 

"Egh, det er ikke mit kontor, det er et kontor, så det er under opsyn og står over et kar med vand. Tror du jeg er så  uforsigtig?" Zirra kunne godt forstå, hvorfor Alran havde antaget det, men hun var nu ved at blive en smule irriteret på hans måde at tale om hendes magi på. Som om hun ikke havde styr på den overhovedet. Som om hun uforsigtigt bare havde taget det stearinlys, der havde startet branden. Det hele var jo gået galt, fordi hun var endt i kamp, og på ingen måde var egnet til det. "Og det ligger i øvrigt ikke på Paladset - jeg har sagt jeg ikke er kriger!" 
Deres fælles spionkontor lå i en kedelig statsbygning, sammen med et par af hoffets arbejdssteder, så de let kunne komme til og fra det, og ingen ville tænke på det som deres hovedkvarter. Hendes lys dér stod under opsyn det meste af tiden, så de samtidig kunne fungere som et signal, når opgaven var fuldført. Signallys brugte hun kun til opgaver i byen, da lysene ikke holdt, hvis hun kom for langt væk. I dag skulle hun have sendt lyset tilbage, når hun var færdig og de kunne sætte det næste i værks, men det kunne hun ikke nu. Fraværet af lys ville have alarmeret dem allerede, og de havde uden tvivl hørt hvad der var sket og måtte være i gang med at få styr på situationen. Fraværet af hendes lys bekræftede, at hun stadig var i live, og så længe der ikke gik mere end et halvt døgn, før hun nåede tilbage, ville de regne med, hun selv havde styr på det. 

Som Alran hidsede sig op, kom Zirras blod også let i kog. Den måde, han talte om al den skade, hun kunne forvolde, frustrerede hende grusomt. Hun havde ikke lyst til at lave store ildebrande, og i dag beviste bare, at hun ikke kunne holde lyset fra særligt store brande, gjorde det ikke? Det grænsede til at han opfordrede hende til pyromani jo!

"Men hvad godt gør den slags, når jeg er en dør med et sværd?!" udbrød hun, træt af hans bedrevidenhed. "Hvis jeg havde været kriger og rent faktisk havde været i stand til at holde på magien i mere end et par minutter, så havde de sikkert fundet masser af måder at bruge det på i kamp! Tror du ikke jeg har overvejet sådan noget?! Tror du det er fedt bare at være sp-se-skribent?!"
Zirra snublede over ordnene, og skyndte sig at fortsætte, så han forhåbentlig ikke skulle lægge mærke til, at hun havde været lige ved at sige noget, hun ikke burde.
"Jeg kan slet ikke tage lys fra så mange pile! Jeg kan tage en del lys, men jeg skal gøre det i løbet af dagen, for jeg bliver så hurtigt udmattet. Så ville jeg skulle tage et bål og så kunne de måske tage ild til pilene derfr-..." Zirras blik blev fjernt. "Hmm, ville det virke? Ville det sprede sig ud på pilene, men stadig være 'bålet'... Uanset hvad har jeg intet at gøre på en slagmark! Se på mig, jeg ville bukke under for vægten af rustning!"

Alran havde aldrig været den bedste med ord. Eller brugen af dem. Han havde da sjældne åbenbaringer fra tid til anden. Bare ikke denne gang, så det ud til. Men hendes irritation og pludselig meget forsvarende attitude følte han nu alligevel var noget uretfærdigt at få smidt på sig. Han arbejdede trods alt kun med, hvad han havde! Hun kunne squ da ikke forvente, at han kunne læse hendes tanker. Lignede han en telepat?! …det håbede han for gudernes skyld ikke, at han gjorde.

I det mindste fandt han det klogt nok at ikke åbne sin store mund yderligere og lod hende tale ud, for så snart hun kom godt i gang, virkede det i det heller ikke til, at hun ville have været til at stoppe. Hvilket passede han ganske fint. Han kunne vel umuligt sige noget, der kunne faktisk kunne berolige blusset i hende, hvis hans ord i forvejen var grunden til at det var blevet tændt.
Hvad der kom bag på ham, var hvordan hun efter noget tid nåede en beroligende effekt selv. Nåede en konklusion, der passede overens med de tanker, han selv havde gjort sig men havde holdt tilbage for sin egen sikkerhed. Det var som om, at hendes tanker ikke havde været klare nok bare inde i hendes hoved, at de var nød til at blive sagt højt. I takt med at hun forsvandt og vendte tilbage igen, løftede han en hånd om for at gnide nakken som en distraktion. Den var godt nok fugtig af koldsved, men hans hud var blevet tør fra skyllet tidligere.
”Det er sandt. Det er også kun et fjols, der ifører sig en og forventer at bære den som en tunika.” Om det skulle forestille at være en trøst eller hvad, var ikke helt til at sige. Hverken for ham. Han strakte hals og brugte momentum til at se sig om i rummet. ”Øjeblik,” kastede han fluks mod Zirra, før hånden faldt fra nakken og han drejede omkring for at gå igennem døråbningen til, hvad der skulle forestille at være et køkken, hvor et efterladt krus blev grebet. Og derfra videre ud igennem en dør ud til gården. Skjult fra gaden af fire høje murer til andre bygninger. De var overraskende godt gemt væk her.

Det var bidende, nu hvor han var udenfor. En halv times tid derude og hans fugtige tøj ville være stivnet. Han gjorde en lige linje mod vandpumpen i midten af gården, men til hans held var der ikke brug for, at han skulle stå og pumpe, for en spand halvt fyldt stod allerede klar ved siden af. Efterladt, lige som så meget andet. Elvernes forvisning var så meget tydeligere, hvis man så tættere ind.
Isen på overfladen af vandet i spanden blev nemt knust af en nærtliggende drikkeske og ellers blev kruset fyldt og Alran ventede ikke med at vende tilbage indenfor. Der var i det mindste lidt varmere der selv uden ildstedet tændt.

Som han vendte tilbage til deres tilholdssted fortsatte han denne gang helt hen til hende, og uden at spørge eller hentyde til noget, faldt han ned at sidde ved siden af hende og tog sig ikke meget af at han møvede sig en smule op ad hende. ”Hvad du sagde før? Det ville virke. Af hvad du har fortalt mig om, hvordan din evne virker, så ville det undre mig, hvis det ikke ville,” sagde han som havde han ikke ladt hende hænge. Vandkruset rakte han hentydende til hende, og han udstrålede næsten en undskyldning over, at han ikke havde fundet noget varmt væske, hun kunne mæske sig i. Det var bedre end ingenting. ”Der vil selvfølgelig være nød til at.. eh.. fange lyset i noget større end, hvad der lykkedes dig gøre med det der bål, du nævnte før, eftersom ilden vil brede sig ved at tænde pilene. Og dermed også lyset. Ved du, hvor langt din evne strækker sig? Måske visse ting er bedre til at holde på lyset? Jeg forestiller mig da, at du har valgt sten af en grund?”

Tiden mens Alran gik fra rummet gav Zirra mulighed for at sidde lidt i egne tanker. Det var egentlig en ret fascinerende tanke at kunne skjule et angreb med ild. Og virkelig skræmmende på samme tid. Hvorfor mon de aldrig havde overvejet at bruge hendes evner til sådan noget? Måske havde Pinna aldrig selv tænkt i de baner, og kun set det brugbare inden for netop hendes felt - spionagen. 

Hun løftede blikket, da han kom ind igen, og sagde ikke noget til, at han satte sig tæt på hende. Hun overvejede kort, om hun burde tilbyde ham noget af tæppet. Han så stadig ret kold ud. Mens han talte drak hun ivrigt af vandet. Selvom det var isnende koldt, var hendes hals stadig tør og ru efter al den røg, hun havde indåndet. 
"Hmm, småsten er lette at rende rundt med," svarede hun på hans spørgsmål. "Altså, havde jeg brugt perler, ville jeg skulle købe nye, hvis de forsvandt. Sådan her, kan jeg altid bare samle nogle op på vejen. Jeg ved faktisk ikke hvad der ville ske, hvis jeg brugte blade, og de tørrede ud og smuldrede. Min intuition siger mig, de nok ville miste lyset så. Hvad angår hvor langt det rækker..."
Hun tøvede lidt tænksomt. De havde lavet en del tests på, hvor langt hendes evner rakte, men det havde været fokuseret på, hvor tæt hun skulle være på en person, hun skyggede, for at sætte en lysende markør på vedkommende, eller hvor hurtigt hun kunne slukke alt lyset på en gang. Det ville være alt for åbenlyst, hvad hun lavede, hvis hun brugte de eksempler, så hun måtte finde på noget andet til Alran.

"Så, altså, der er lidt forskellige aspekter i det," begyndte hun med et tydeligt hold-tungen-lige-i-munden-nu-Alran-udtryk. "Jeg har ikke så meget chakra at gøre godt med, så afstanden afhænger af, hvor meget jeg har brugt. Hvis vi nu bare for nemheds skyld antager, at jeg er fuldt udhvilet. Jeg kan hive lys fra noget og over til noget andet på en afstand, der nok svarer til fra her hvor vi sidder og over til bordet." Hun nikkede mod bordet, der stod et par meter væk. "Det kan jeg nok gøre et par gange, før jeg er helt tør. Jeg kan også kaste det over et andet sted, for eksempel fra bordet og over på døren. Men det er kun første gang. Hvis bordet allerede lyste, og jeg ville flytte lyset til døren, så kræver det, at jeg røre ved både bord og dør."
Zirra tænkte lidt igen. "Jeg har ikke prøvet, at lyset forsvinder, fordi tingen kommer for langt væk fra dets originale kilde. Der tror jeg ikke afstand er et problem."

Det var nemt at se, at han måske ikke lige havde tænkt over, at hendes valg havde noget at gøre med tilgængeligheden. Hans tanker havde svævet omkring deres hårdhed. Stenen hun havde vist ham, som hun havde opstået havde holdt på brandens lys, var blevet flækket midt over i takt med at lyset ’fyldte for meget’, så det var vel ikke helt underligt, at det kunne have haft noget at gøre med, at sten var ikke var et robust nok materiale. Hendes egen forklaring passede dog klart bedre.
”Så det handler i bund og grund om kapacitet. Og så selvfølgelig hvorvidt du selv har evnen til at kontrollere lyset fra dens kilde.” Alrans blik vandrede væk fra Zirra ved sin side og endnu engang tilbage ud i rummet, som han lagde de klare facts frem foran dem. Egentlig var han begyndt at komme mere og mere i tvivl om, hvorfor i alverden de havde faldet så dybt ned i en sådan samtale. Han vidste godt, hvorfor han var startet. Interesse og misforståelse for hvem, hun var. Men nu… nu virkede det en tand mærkeligt. ”Jeg må dog være ærlig med dig og sige, at jeg har svært ved at dreje mit hoved omkring sin evne. At kommanderer med lys på den måde. Jeg kaldte det en skræmmende evne før, men imponerende vil nok heller ikke været helt forket at sige om den. Det kan ikke være nemt.”

Det var rart at kunne side og læne sig op ad noget, selvom at ryggen sveg fra de mange små brandsår. Han bedte en lydløs og kort bøn til Chance om held nok til at der ikke ville gå betændelse i noget før, han kunne få set på det. Selv små gnister kunne grave sig overraskende dybt ind i ens hud. ”Hør…” Længere nåede han ikke, før han var nød til at rømme sig. Han førte en hånd først ned over hans mund og hage og derefter brugte den til at kradse sig i sine begyndende skægstubbe. ”Før… Jeg sprang vist lidt for hurtigt til konklusion. Jeg troede rent faktisk, at du var en del af Lysets Krigere på den ene eller anden måde, så mine tanker strakte sig automatisk mod det offensive.” Han lo kort og tørt, som så han selv den idiotiske komik i hans fordom. ”Tro det eller ej, så er det ikke altid, at jeg går ud af min vej for at fornærme.”

"Jeg forstår det godt, det med krigerne," sagde Zirra og rakte Alran kruset med vand. "Mange tænker helt automatisk på alle, der arbejder for Lyset som krigere. De glemmer at tænke over, at der også er folk, der varetager de helt almindelige opgaver. Krigerne er sgu alt for arrogante til at rette deres egne rapporter, sende deres egne beskeder eller løbe deres egne små ærrinder."
Zirra sukkede kort. "Tro mig, jeg ved hvordan de er. Min far er sådan en, og ikke ligefrem den mest tilgivende over for at jeg ikke er sådan en."

Hun så over på ham. Han så ikke ud til at have det sindssygt godt, men det havde hun heller ikke selv, og han havde løbet igennem mere ild, end hun havde. Hun rykkede en smule på sig og rakte tæppet frem mod ham med sin arm. 
"Vi må hellere få dig lidt varm også, Alran," sagde hun. Hun havde selv en undertrøje på indenunder tæppet, og den var mere klam nu end decideret våd, men hun kunne virkelig godt bruge noget tørt tøj snart.

"Min evne... Jeg har nu aldrig tænkt på den som imponerende," fortsatte hun. "Min far... Min far har altid været skuffet over, at jeg ikke blev født med mere chakra, og ikke kan de der vilde kriger-tricks med store skjolde og lysglimt og sådan. Men måske jeg skulle prøve at høre mine overordnede, om jeg kunne hjælpe engang. Selvom... Selvom jeg virkelig ikke har lyst til at stå på en slagmark. Jeg kan vitterligt ikke noget der er værd at tale om med et våben."

Selvfølgelig brød Alran ud i en mere ægte og morende latter, da Zirras ord stemmede over ens med hans egne meninger. Det var direkte befriende! Krigerne og ridderne og hvem ellers der mæskede sig i rampelyset øverst oppe var meget vel regelmæssige kunder hos smedjen, og han havde da også fået ros for sit arbejde, men det gjorde sjældent hans overordnede forhold til dem mindre anstrengt. ”En god mængde af dem skal sikkert have hjælp til at gå på lokum, fordi de ikke lærte andet end at svinge et svær eller spænde en bue igennem sin opdragelse,” fortsatte han med latteren stadig siddende fast på stemmebåndet. Åh, det var nu et godt stykke tid siden, han sidst havde leet sådan. I sandhed et par dage, men det føltes altid som evigheder.

Den pludselig forbløffelse over at blive tilbudt at komme ind under tæppet med hende, var rigeligt til at forstumme hans latter, og han så da også mindst lige så forundret på hende for en stund. Han frøs ikke. Han havde det fint. Det var bare lidt kuldeomklamringer. Det var okay. Men alligevel møvede han sig ind med en sagte, uvillig brummen. Han satte som det første kruset fra sig på gulvet og strakte så straks op for at tage fat om tæppets kant så hun ikke skulle sidde med sin arm omkring hans skuldre, der satte han stregen. ”Det ville være nemmest at få tændt i ildstedet, men din lille evne kan ikke gøre røg usynligt lige som flammer, vel?” kommenterede han kækt for at fokusere sådan på deres tæthed.
Det her var ikke, hvad han havde planlagt for sin fridag.

Alran sneg en hånd ind i mellemrummet mellem Zirra og ryglænet for at gøre omkredsen af dem mindre. Tæppet var stort, men det kæmpede sig for at være svøbt om to i stedet for en. ”Han lyder som et nærsindet røvhul, din far,” mumlede han filterfrit og han tog da heller ikke sine ord i sig efterfølgende. ”Hvis han ville have haft en kriger af en datter skulle han måske have være mere umage med at give de rette gener videre. Eller set bort fra dine mangler. Giv en et sværd i hånden fra de var spæd og de skal squ nok vokse op til at kunne svinge det omkring uden problemer. Selv uden overdådige evner er jeg ret sikker på, at man kan blive en del af Hæren. Jeg kender i et par stykker helt uden andet chakrabrug end, hvad de blev givet.”
Med et suk faldt hans hoved helt tilbage for at lige op ad lænet bag dem. Øjnene lukkede sig kortvarigt, mens han nød udtrækket det gjorde i hans stive ryg og så ellers bare op mod løftet, da de åbnede sig igen.

Zirra lo lidt med ham. Og endte næsten i et hosteanfald, men nøj hvor var det rart at le lidt. Den nærdødsoplevelse havde alligevel sat lidt en skræk i livet på hende, og den opløftede stemning gjorde noget for at få roen til at vende tilbage i hende. 
Hun lod Alran tale ud, og holdt fast i sin ende af tæppet med den ene hånd. Nu hvor de have lært hinanden lidt bedre at kende, var Zirra ikke nær så forbeholdende fra at have ham tæt på. Han virkede nu som en fin fyr - selvom han måske dømte folk lidt for hurtigt. 

"Han er nu fin nok på bunden..." begyndte Zirra langsomt. "Det er bare... Mine tre brødre har de her totalt kliché lys-evner, der gør dem selvskrevne som krigere. De har altid været stærke, store og gode med hvadend våben, de fik i hånden. Jeg har bare aldrig kunnet tage så mange tæsk som dem, selvom vi har leget voldsomt i vores barndom. De har masser af chakra at kaste om sig med, og jeg har lige til en smule lys-sjov..."
Sætningen blev hængende i luften. Hvor ville det være vildt at kunne hjælpe i en reel kamp og gøre en så stor forskel. Ville det måske endda være noget, hun kunne fortælle til sin familie. Med de rigtige breve, kunne hun sikker godt på Leccár til at skrive et par beskeder, så det lignede, nogen havde fået nys om Zirras evner og set potentialet der. 

"Har du været på en slagmark, Alran?" spurgte hun. "Altså... Kan man stå bagved og ikke... Slå folk ihjel? Altså, jeg har det fint med blod, jeg... Jeg er bare ikke så god til det der med at folk skal dø..."

”Nej. Det har jeg ikke. Jeg er smed, så mit arbejde er at gøre dem der skal ud på slagmarken parat, kan man vel kalde det. Jeg sørger bare for at deres klinger er skarpe, der rustninger spejlblanke og pile spidse.” Det var lidt af et besynderligt spørgsmål, men taget i betragtning af al det deres samtale i forvejen havde og havde haft drejet sig omkring, var det ikke som om, at det kom ud af det blå.
”Jeg tvivler også på, at jeg vil passe ind andre steder. Gu vil jeg røv skulle ranke ryggen på en alt for poleret hest, når fanerne lyder til kamp. Det er opreklameret og fisefornemt.” Han drejede hovedet mod Zirra, dog stadig med hovedet liggende tilbage. Hånden der holdte fat i hans ende af tæppet snog sig omkring så han stadig havde fat men også så tæppet ikke dækkede for et par sorte fingre, han holdte oppe for hende at se. ”Desuden vil jeg være for højst sandsynlig blive set som svær at stole på, dæmonisk forgiftet som jeg nu engang er,” tilføjede han med et halværligt drengerøvs smil.

Han viklede så ellers sin hånd tilbage som før og rettede på sin stilling, da han så småt var ved at falde længere og længere ned ad ryglænet som dovenskaben havde overtaget hans kropsholdning. ”Men jeg voksede op i en orkklan, så kamp på forskellig facon var en automatisk del af opdragelsen. Der handlede det selvfølgelig også om at bringe ære med som sejrende men til stor dels også overlevelse.”

At Alran sad og fortalte så naturligt om sig selv til en anden var ikke normen i hans liv. Han skammede sig ikke over, hvem han var eller at det egentlig var en hemmelighed, men han besad stærke følelse om, at hans liv ikke ragede alle andre. Lige her og nu virkede det dog som den rette historie at fortælle. ”I krig er det uundgåeligt at spilde blod. Hvis den eneste udvej for at beskytte, hvad man kæmper for, er at tage fjendens liv, så kan jeg forestille mig, at man som kriger er nød til det. Men det er nok de færreste der direkte bryder sig om at gøre det.” 

"Åh, jeg troede det var sod fra branden!" udbrød Zirra overrasket, da hun så hans hænder. Hun lod ham tale videre uden yderligere afbrydelser. Hvordan en dæmonisk forgiftning fungerede, vidste hun ikke, men det kunne næppe indebære noget behageligt. 
Hun lyttede interesseret med i hans korte oprids af sin opvækst, og så ret overrasket ud, da han var færdig og skiftede emne tilbage til noget kamprelateret. Det lød som en vild opvækst med dæmonforgiftning og orkklaner. Det var ret meget uden for hvad Zirra havde erfaring med, værende vokset op i et pænt hus i Dianthos med en ret standardsammensat familie. Og hun var helt igennem menneske. Et par øjeblikke blev brugt på at summe over informationerne, hvorefter hun mødte hans blik igen. 
"Alran..." hun tøvede lidt med en rynke i panden. "Ville du kunne lære mig at svinge et sværd bare... Bare nogenlunde? Bare så jeg ikke vælter og spidder mig selv på det? Jeg tror alle bare vil grine ad mig, hvis jeg foreslår at jeg kan hjælpe derude, men det vil også... Det ville betyde så meget for mig at kunne bruge mine evner til at gøre en forskel."

Hvad angik kamp, havde hun virkelig ikke lyst til at skulle slå folk ihjel. Selvfølgelig ville der blive udgydet blod på en slagmark, men det der med at dræbe folk, ville hun nu altså helst undgå. Men ingen ville tage hende med ud, hvis hun var forsvarsløs. Med en kniv var hun nogenlunde, så hvis hun nu bare kunne få lidt mere erfaring med et sværd, var der måske en chance.

Gid det var. Men ej var Alran så heldig. Held havde aldrig været noget, der havde fulgt ham som, han følte det fulgte andre. Han fattede godt, hvorfor hun havde troet det. Det var trods alt, hvad der gav allermest mening. Det blev kaldt misfarvninger eller defekter af en grund! Det var ikke normen. Og hvis hun sågar gned hans sorte fingre, ville hun også opdage at der ikke ville komme noget af udover det sædvanlige skidt, han havde under neglene og alle andre steder. Det var egentlig en befrielse, at hun havde forkastet det på den måde…

”Hva?!” udbrød han i et øjeblik uden tilbagehold. Og havde hans opmærksomhed været delvis et andet sted henne, var den med ét rettet stift tilbage på Zirra. ”Du vil have mig til at lære dig, at bruge et sværd?” Dét var så til gengæld kommet ud af det blå. Ærligt var han ikke helt sikker på, hvorfor han reagerede så voldsomt på det. Ud fra hvad han netop havde siddet og fortalt hende, var det ikke unormalt at antage, at han faktisk havde godt styr på tingene. Det var bare stadig… underligt.

Hurtigt gik det op for ham, hvordan han fremstod og faldt derefter lidt mere ned igen. Hånden fandt atter tilbage til nakken efter at have møvet sig fri fra mellem deres tætsiddende kroppe. Og hvis hans forundring ikke var tydelig nok var han lige nød til at klargøre stemmebåndet, før han talte. ”Jeg mener, det er ikke fordi, at jeg ikke kan, men vil det næsten ikke være nemmere for dig, at have en af dine brødre til det frem for en komplet fremmed som mig? Jeg forstår at din far ikke er villig, men søskende kærlighed må da stadig findes i din familie.” spurgte han med mindst lige så meget forvirring, som der var at finde i blikket, han sendte hende. Han var lidt efter lidt begyndt at miste grebet om, hvem Zirra var. Hendes interesse passede ikke helt det af en skribent. I hvert fald ikke den der var tilfreds med at være det.

Zirra lo lidt nervøst. Hun havde ikke lige regnet med en så overrasket reaktion. Det var trods alt lige ham, der havde foreslået at hun skulle ud og hjælpe i et eller andet sindssygt baghold med ildpile.
"Du kender ikke min familie..." Hun tog blikket fra ham og strøg en hårlok om bag øret. "Min far ville lure det, og få en eller anden højere oppe i systemet til at sørger for, jeg aldrig kommer i nærheden af en slagmark. Hans intentioner er sikker gode nok, men han tror bare ikke på, at jeg godt kan klare mig selv en lille smule."

Kanten af tæppet var en smule flosset, og hun pillede ved de små løse tråde, der tittede frem fra den brudte vævning.Det havde nok været et dumt forslag. Hun havde kun lige mødt Alran, og så havde hun troet, han ville lære en fremmed at kæmpe med sværd? Zirra var blevet revet med af tanken om at kunne gøre en reel forskel, og hun havde talt lidt for hurtigt, virkede det til. Måske var det bedre bare at lade det ligge.

Inden han nåede at svare, prøvede hun at skifte emne. "Sååe... Smed? Er det så bare din egen biks, eller laver du våben til byvagten eller sådan noget?"

Alran sad helt tavs og så til. Både når hun talte og også når hun ikke talte, men i stedet virkede til at folde sig selv ind i sig selv. Selv da hun skiftede emne, lå hans hårde blik stille på hende i noget tid, før han åbnede munden. Umiddelbart mente han ikke, at den usikkerhed, han fornemmede, klædte hende synderligt meget. Det var næsten lige ved, at han kunne forstå, hvorfor hendes far var så meget imod at have hende trænet op. En sky hvalp blev sjældent valgt til at være jægerens førende køter. Men han vidste bedre selv, at det ofte bare gjaldt at give chancen videre. Det skadede ikke nogen…

Men han gav dog alligevel første for hendes emneskift i sidste ende og så lettere opgivende væk fra hende og ud i rummet. ”Jeg arbejder for Billy John inde ved markedspladsen, så jeg har taget imod kunder fra både byvagten og Hæren, når de mente, at de trængte til en anden kvalitet,” svarede han egentlig ganske roligt. Der var flere steder i hovedstaden som kunne gå for at være en smed, men Billy John III’s smedje var den originale, så hvis Alran vidste af. Overtaget af den gamle, gnavne perser halvkat længe før Alran overhoved var kommet til. Klar til at tage knægten under sig, så hans styrke og evner kunne udnyttes. ”Jeg kan godt lide at tro at grunden til, at jeg ikke er blevet smidt ud af byen endnu, er fordi jeg gør mit arbejde godt,” tilføjede han med et grin. Han overdramatiserede selvfølgelig… en smule. Men han havde haft langt færre konsekvenser af sine utallige nætter i arresten, end han ville have haft, stod han ikke i den position, som han gjorde.
Han blev stille igen i takt med at eftertænksomhed fyldte krogene af hans ansigt. Det kunne lige skimmes, hvordan han gumlede på sin ene kind. ”Jeg kan godt-..”

Han stummede brat og skød pludselig op at sidde. Tunge, luntende skridt blandede sig med lyden af raslende metal lige akkurat ude på den anden side af murene, der holdte Zirra og ham selv indenfor og i skjul. Nåh ja, de legede gemmeleg med loven. Selskabet havde ikke været det værste, han havde oplevet, så hans tanker havde sneget sig væk fra deres situation. Han holdte sin hånd oppe, mens han lyttede, for at hentyde til hende, at hun ikke skulle sige et pip. De var aldrig nået til Helbredelseshuset. Og det passede med at dét var blevet opdaget, så der var en klar chance for at byvagten ledte efter dem nu.

Det var svært at sige, hvor lang tid der gik, før Alran så fri bane til at tale igen. Han lænede sig dog lidt mere ned til hende for at ikke skulle tale alt for højt. ”Okay. Hvis du får os begge redet ud af det her, som du sagde, så skal jeg nok lære dig at bruge et sværd. Jeg kan trods alt ikke gøre det, hvis jeg ryger i spjældet.”

Zirra havde lyttet oprigtigt interesseret til Alran, og skulle lige til at komme med et spørgsmål om, hvad han mente med at han burde være blevet smidt ud uden sit arbejde, da han stoppede hende med en håndbevægelse. 
Mens han lyttede, smøg hun sig ud fra tæppet og fik sin trøje over hovedet igen. Selv før han talte og sagde, de skulle væk derfra, var hun på benene og igang med at få sig ordentligt påklædt. Hun samlede stenene op fra bænken og kastede tæppet tilfældigt fra sig, så det forhåbentligt ikke var iøjenfaldende nyligt brugt. 
Hun rystede kort, da det våde tøj klamrede sig klamt ind mod hendes hud. Prøvende tog hun et par skridt, og kunne konstatere, at hendes hoved var faldet til ro, og hun ikke følte sig svimmel mere. Hun havde frygtet at have fået en voldsommere hjernerystelse, så hun åndede lettet op ved at kunne gå stabilt og ikke se dobbelt.

Hun nikkede kort til Alran og kiggede så ud ad bagdøren, som han havde haft åbnet før. Der var en gård, og ikke nogen port ud til gaden... Men der stod et højt, smukt træ ved den ene mur, stadig bart efter den kolde vinter.
"Kom," hviskede hun til Alran lige tidsnok til at høre metallet uden for stoppe op og snakke mumlende sammen. De vidste nok godt, at den her bygning var forladt og et oplagt gemmested for folk på flugt fra loven. 

Ude i baggården vinkede hun Alran med sig og skyndte sig hen til træet, som hun adræt svingede sig op i. Det ene ben blev svinget op over den gren, hun holdt fast i, og med et hurtigt drej, sad hun på den og kunne tage fat i den ovenover. Snart var hun højt nok oppe til at se over muren, og hun nåede lige at dukke sig for endnu en patrulje, der passerede. Hun tittede frem igen, og vinkede til Alran at han skulle komme med. Muren var høj nok til at skjule baggården, men ikke høj nok til at et hop ned derfra ville være svært. Imens blev døren ind til huset, de havde været i, åbnet.

Zirra måtte have haft fornemmelsen af noget helt andet end Alran. Alran havde været mere eller mindre overbevist om, at de stadigvæk var i sikkerhed i huset, for hvem ville dog komme og lede efter dem her? Men tøsen havde andre ideer. Og hun ventede da heller ikke på at sætte gang i en nødplan. Før han kunne nå at rigtig registrere det hele, var tæppet blevet revet af ham og smidt. Og Zirra var påklædt og allerede ude af døren med en simpel kommando. Han havde ikke forventet den mængde af... spændstighed fra hende, så det ville ikke havde undret ham, hvis han havde set noget lamslået ud for en kort stund.

Men han makkede ret og kom selv fluks på benene efter et hurtigt kig over skulderen, som forventede han at kunne se igennem væggen og få et glimt af lovens lange arme på den anden side. Så de var der stadig. Og her havde han troet, at de bare havde passeret. Lort! Per automatik greb at omkring kruset og i sin passage igennem køkkenrummet, efterlod han det omkring hvor han havde taget det, før han fortsatte efter hans nye partner-in-crime.
Den samme person som han lige akkurat nåede at se svinge sig selv op i et træ, som var det det mest naturlige i verdenen. Og hun forventede, at han ville gøre det samme?

Alrans forsøg var lige lidt anderledes fra hendes. Han var tydeligvis ikke lige så smidig som hende, så han måtte i stedet løfte sig selv op på grenen efter at have fået godt fat i den. Visse muskler var blevet stive af at ikke være blevet holdt i gang, men helt erfarent gik det ikke for ham at kravle efter klatretøsen. Bare lidt mere klumpet.
”Jeg begynder næsten at tro, at du ikke er helt så meget på den rette side af loven, som du påstår,” hvislede han lavmælt under lettere forpustede vejrtrækninger, så snart han var nået hendes position i træet. Han var ikke noget barn længere…

Metal raslede klarere og det var ikke til at tage fejl af, at gruset under de løbende skridt kom fra gården. ”Der er de!” blev der kaldt ud og en handskebeklædt hånd pegede skarpt mod træet, mod dem. ”HOLDT!”
Alran bed irritabelt tænder sammen idét han refleksivt så mod patruljen af byvagter. ”Perfekt!..” Denne gang var det hans tur til at reagere straks, og han satte af fra sin gren – ustabil sin den så end var – og nåede over på muren. ”Så er det nu, abekat.” Og derefter ned ad den i tide til at stå klar til at gribe Zirra fra et lande forkert eller for hårdt.

"Pis!" bandede Zirra lavt. Hun havde ikke regnet med at vagterne ville være så hurtige til at komme ud og finde dem. De kunne i det mindste have kigget lidt rundt  inde i huset først. 
Alran var hurtig til at hoppe ned og fik helt overhalet hende. Det gjorde dog, at han stod klar til at gribe hende, og med stadig en smule svækket tilstand, takkede hun ikke nej til lidt hjælp. Hun hoppede ned i hans stærke arme, og da hun landede lidt ustabilt, var hun glad for hans støtte, og sendte ham et halvt uskyldigt smil nærmest som svar på hans kommentar med, at hun vist ikke var så lovlydig, som hun havde givet udtryk for. 

Patruljen længere nede ad gaden havde hørt tumulten fra gården, men kiggede ikke mod Alran og Zirra bag dem, men i stedet hen mod bygningen, der ledte ind til gården. Den ene var dog ved at vende sig om, så Zirra trak i Alrans arm og hev ham med ind bag et par kasser, der stod stablet op ad muren. 
"De sprang over muren!"
"Ud på den anden side! Så hop dog efter, Restan!"
"Den her vej," sagde hun lavt til ham, og håbede hun ikke blev overdøvet af vagternes råben. "Vi skal bare nå til et sikkerhedshus, så får jeg dig rodet ud af alt det her, ok?"¨

Hun havde lyst til at præcisere, at hun altså virkelig arbejdede for Lyset, men at det bare var en lidt svær situation at fortælle byvagter, der ikke var indforstået med den opgave, hun var blevet sendt på idag, og det kun var blevet et problem, fordi det var gået galt. Men det var vigtigere at komme videre, og med al den adrenalin, der var dukket op i hendes system, måtte hun hellere passe lidt på, hvordan hun formulerede sig.

Små gader og smalle stræder. Stoppe op på gadehjørner og se sig grundigt for. Det tog lidt over en halv time at komme frem, og Zirra ledte vejen i stilhed. Hun stoppede først op, da de nåede et lidt forfaldent hus, som hun gik op og bankede på, mens hun vinkede Alran med. Døren blev åbnet at en midaldrende kvinde. 
"Hvad kan jeg hjælpe med?" 
"Zirra Reynlest, min opgave blev kompromitteret. Jeg har en civil med. Vi har et par brandsår"
"Ved Isari! Kom ind, kom ind, jeg sender bud efter en healer."
Huset var meget pænerer indrettet end det så ud udefra. Der var sat nye døre i over det hele, og selvom skodderne hang løs udenpå, var der blevet indsat et ekstra lag vinduer, som man kun kunne se indenfra, så det ikke trak for meget. Gulvtæpperne var velholdte og stolene bløde. Zirra gestikulerede mod en af stolene. 
"Velkommen til et sikkerhedshus, Alran," sagde hun med et smil og tog selv plads. "Så får vi skaffet de rigtige papirer, og så bør både byvagt og Kilepræster holde op med at synes vi er spændende."
Han havde virket meget varsom den sidste del af deres samtale, og hun håbede, at han ville godtage det her som endeligt bevis på, at hun var fra Lyset, som hun sagde.  

”Et sikkerhedshus?” gentog han, så snart han var blevet budt velkommen. Det havde været noget af en tur til dette ’sikkerhedshus’. Der var en lille bitte del af ham, der følte sig snydt over, at hun ikke bare havde dirigeret ham dertil til at starte med, så de ikke havde skulle side skjult i et forladt og deprimerende hjem, der hverken tilhørte hende eller ham. Men alt andet ved ham forstod. Hun havde ikke været godt tilredt lige efter, at hun var kommet ud af branden. Hun havde ikke virket til at kunne tænke helt klart. ”Så det du siger er, at der er flere af disse steder rundt omkring i byen?” Han slæbte sig atter over mod stolen, han var blevet tilbudt og satte sig slapt ned i den med et suk. Han var ikke en sart mand, men enhver kunne da sætte pris på et blødt underlagt til sin røv.

Alran havde blindt fulgt Zirra igennem en god del af byen, før de var ankommet. Han vred og drejede hjernen for at finde frem til, hvorfor han i det hele taget havde bekymret sig nok omkring denne anden person til at føle en tilknytning, værende kriminalitet eller hvad, stærk nok til at ikke bare ’redde sig selv’. Hurtig havde hun også været. Hurtig og smidig. Som en kat. Og det var da ret imponerende at se på, måtte han indrømme.
Han så væk fra hende for at scanne lokalet, de befandt sig i, og havde stadig lidt svært ved at fatte, at det altså var den samme mugne bygning, som det lignede på ydersiden. Mængden af ferniseringen var heller ikke noget, han var alt for vant til, kunne man se. Hans lejlighed var godt nok ikke en svinesti, han holdte den ren, men den var lagt mere ydmyg end her. ”I har det godt, hva. Jer af lyset,” kunne han ikke helt lade være med at kommenterer. Blikket fandt tilbage til Zirra, og han satte sig samtidig bedre op i stolen, så han i stedet kunne læne sig frem med armene hvilende mod sine spredte lår.

”Hænger du stadig ved?” Han kunne selv høre, hvor malplaceret det lød, men han afventede stadig et svar. ”Jeg ved godt, at du sagde, at du havde det fint, men du slå stadigvæk hovedet ret hårdt.” Han blev mindet om, hvordan hun havde måtte tage imod hans hjælp ved muren. Hun var da en standhaftig ung kvinde..

"Der er et par stykker i byen, ja," svarede Zirra roligt. "Det er en stor by. Netop det her er et pænere et af slagsen. Tro mig, de fleste andre er bare nogenlunde tørre at være i."

Hun trak benene op under sig i stolen og skuttede sig lidt. Hendes tøj var stadig rimelig klamt. Alran virkede lidt for imponeret over stedet. Hun burde nok have taget ham med hen til et mindre pænt sikkerhedshus bare for ikke at give et alt for vildt indtryk. Bare fordi huset var pænt, betød det ikke, at Zirras løn var noget at råbe hurra for.

"Jeg... tror jeg har det godt nok?" svarede hun lidt tøvende. Hun havde ikke følt sig svimmel på turen herhen, men hele hendes krop værkede, og hun kunne snildt rulle sig sammen i stolen og falde i søvn. Det virkede faktisk ret tilllokkende, og hun sank en smule mere ned i blødheden. "Du må virkelig undskylde alt det besvær, jeg trækker dig igennem."
Som havde hun hørt Zirras sætning, kom kvinden ind igen med to krus vand, som hun rakte dem hver. 
"Et par timer, så burde det være på plads at ingen leder efter dig mere," sagde hun til Alran og smilede på en meget kærlig og moderlig måde. "Healeren bør også komme snart. Indtil da siger I bare, hvis der er noget I mangler. Vi har lidt mad og jeg kan også lave noget te, hvis- Nej, se jer lige, I er helt våde jo. Jeg henter nogle tæpper, I kan varme jer med!"

Hun var ude af rummet igen, før Zirra kunne nå at sige noget, eller pointere at det var en smule mærkeligt, at hun ikke engang havde spurgt efter Alrans navn, men hvor mange mon der aktivt blev eftersøgt i byen netop nu grundet en hændelse inden for samme dag? Hun trak på skuldrene og drak noget vand. De havde styr på dem nu, og hun kunne godt tillade sig at slappe lidt af. Hun havde ret ondt af Alran og at han blev nødt til at bruge så mange timer med hende efter hendes dårlige beslutning. Måske skulle hun bare være taget med præsterne, selvom det nok også ville have endt med at få Alran sendt en nat i kasjotten.

Alran rystede afvigende på hovedet allerede, før Zirra blev færdig med sin undskyldning, men lod hende selvfølgelig tale ud, før han åbnede sin egen store mund. ”Det var uundgåeligt,” kommenterede han blot tilbage, selvom det spillede mere hen imod, at det ikke var noget, hun skulle tænke over længere. Sket var sket.
”Jeg siger altid en masse lort, men når alt kommer til alt, ved jeg godt, at visse ting ikke bliver gjort med vilje. Næste gang må jeg kaste et andet villigt røvhul ind i flammerne efter dig, skulle du ende med at gøre samme stunt.” En kæk lille trækning i mundvigen sneg sig kortvarigt frem hos ham, inden øjeblikket blev afbrudt af en blid stemme og et velfortjent krus med drikkelse, som den hårdt-talende smed tømte halvt i en slurk.

Der lød en egentlig taknemmelig brummen fra hans strube ved at blive lovet et tæppe eller to, men så så snart kvinden havde forladt dem til sig selv endnu engang, lænede han sig selv tilbage i stolen, svang det ene ben i en kantet vinkel over at ligge på det andet og udnyttede tilstrækkeligt stolens armlæn. Til sine arme selvfølgelig. Kruset balancerede faretruende i et umådeligt let greb med fingerspidserne. Vippede det lidt frem og tilbage. ”Hvad jeg ikke ville give for et set skiftetøj i stedet,” sukkede han efter noget forrygende stilhed og lod blikket falde ned af sig selv.
Alran var ikke sart overfor at have sin beklædning beskidt – det var ikke til at komme udenom, når han arbejdede med, hvad han gjorde – så stanken af røg, der sad i det råhvide stof fra den tidligere brug som røgfilter samt sodsprøjt og huller fra gløder gjorde ham ikke noget. Det var den fugtige, kolde fornemmelse, han ikke var meget for. Og som kun blev fremhævet, da han trak lidt ud i den. Slatten og tung. Man skulle tro, at den var gennemblødt og ikke næsten tør.
Et bad ville også være rart. En ordentlig nats søvn uden konstante mareridt. Et varmt krus med krydret vin.