"Mit navn er Sakse," sagde Sakse, mens han betragtede Aldric. Da han havde  taget roben på og begyndte at smide bukserne, så Sakse væk. Han stak en hånd i sin lærredstaske og fandt sin notesbog. Siderne var fugtige og klistrede lidt sammen og blækken var løbet lidt på papiret, men det gjorde nu ikke så meget. Sakse havde ikke bogen for syns skyld, men udelukkende for at nedfælde sine tanker. Han kunne stadig ikke rigtigt huske, hvordan han var endt her, men han skrev alt, hvad han kunne huske ned på en frisk side i bogen.

Få minutter senere bankede det på døren, og en stuepige kom ind. Hun nejede af dem begge, inden hun samlede deres våde tøj sammen.

"De herre vil få tøjet tilbage i morgen tidlig," sagde hun venligt. "Rent og tørt. Og Deres mad er på vej, skulle jeg sige."

Hun nejede igen og forsvandt ud af døren. Sakse lod sit blik falde på Aldric igen.

"Jeg håber, du er sulten."

Sakse. Aldrics blik gled lidt undersøgende over ham i skjul, mens de sad tavse på hver sin seng. Aldrig havde ikke noget at holde sine fingre beskæftiget med, så han pillede lidt uroligt ved roben, han havde på, mens den høje mand sad og skriblede i en notesbog. Hvad mon han skrev? 
Langsomt begyndte Aldric at få varmen. Hans krop gik fra at ryste, til at sitre, til endeligt at blive rolig. Hans fingre var knapt så stive og det koldeste på ham var efterhånden hans ører og hans fødder. Hans lange hår gjorde roben let våd over hans skuldre og ned af ryggen, men det var ikke så slemt. Det skulle nok tørre hurtigt. Det var værre med tørklædet, men han havde næsten glemt det igen, alt for vant til at have det på, også når det var vådt.

Det gav et mindre sæt i ham, da det bankede på døren, men det var bare en ung kvinde, der samlede deres våde tøj sammen. Han fik en klump i halsen, da hun samlede det op for at tage det med sig, men selvom han havde lyst til at bede hende lade være, sagde han ingenting. Det var åbenbart sådan, at det foregik et sted som her?
Han mødte ganske kort Sakses blik, inden han flyttede det til gulvet igen. Sulten. Det var længe siden, at han havde følt sig rigtigt sulten, alt for vant til at være det på sin færd igennem Krystallandet, men de to uger med regelmæssige måltider havde alligevel prikket til følelsen og han nikkede langsomt. Han var sulten. Det var nok kulden, der havde fået hans krop til at brænde aftensmaden af alt for hurtigt.

Han følte efterhånden, at han burde sige noget. Gøre noget. Han var en lidt sky dreng, kun på hjemmebane når det handlede om hans evne og folk, der havde brug for hans hjælp. Ellers havde han i mange år været en person, der hverken skulle ses eller høres, men bare være der, til man havde brug for ham. Sociale relationer havde der ikke været mange af, og hvis Sakse syntes han var stille omkring ham, så skulle han se ham omkring folk på hans egen alder. Voksne var alt han havde kendt til i en stor del af sit liv. Så selvom han forsøgte at finde på noget at sige, var hans hoved tomt og han sukkede træt og gned sig i den frie del af ansigtet med en hånd
"Du havde ikke behøvet at gøre det her som tak. Jeg tager ikke betaling for min evne."

"Selvfølgelig gjorde jeg det," sagde Sakse i en tone, der inddirekte sagde, at så var der ikke mere at snakke om i dén sag. Det var en side af sig selv, den stærke, rolige og afmålte side, som Sakse ikke havde mærket i lang tid. I al den tid, han havde boet med Liv og tvillingerne i huset, faktisk. Det var umuligt for ham at udleve den side af sig selv, når Liv var i nærheden og behandlede ham som et lille barn. Det faktum, at han faktisk selv opførte sig som et lille barn omkring hende, gik hans næse totalt forbi.

Han så op fra sin bog og betragtede den unge dreng en smule; en mærkelig fyr, så sky og alligevel... Sakse huskede svagt, at Aldric vist havde været ret bestemt, da han havde healet Sakse. Spøjs dreng.

"Hvorfor tager du ikke det dér af?" spurgte Sakse og nikkede mod bindet for Aldrics ene øje. "Det ser vådt og ubehageligt ud."

Mandens tone fortalte Aldric, at han ikke skulle nævne det igen, så det ville han lade være med. Det var ikke fordi, at han direkte var bange for den fremmede mand, men han var utryg. Måske var det værre, fordi han var træt og varmen forsøgte kun at gøre ham søvnig. Men manden havde en udstråling, der fik Aldric til at føle sig som en lille dreng igen, tilbage i templet med de halv venlige, halvt bestemte kilepræster, der havde taget sig af ham i så mange år. Der skulle man gøre som der blev sagt for ikke at gøre nogen vrede. Og tonefaldet i mandens ord fik Aldric til at falde tilbage dertil, hvor han så tav som beordret.

Hans fingre pillede videre ved roben, utilpas, og hans blik på sine hænder, da Sakse talte til ham igen. Han stivnede. Tage tørklædet af. Han tøvede synligt, inden han gjorde som han blev spurgt om. Langsomt trak han tørklædet af hovedet og afslørede sin skam. Et stort, grimt ar, der trak igennem hans øjenbryn, ned over hans øje og sluttede på hans kindben. Det var ret tydeligt, at hvad end der havde lavet arret, også havde ødelagt hans øje. Der var en lys grå hinde over iris og pupil. Øjet var uden tvivl dødt.
For et øjeblik fumlede han lidt med tørklædet uden at se op, men så mødte han kort mandens blik.
"Folk bliver ofte ubehageligt tilpas." En forklaring på, hvorfor han havde tørklædet på. En halv forklaring, dog sandfærdig, for det kunne gøre det sværere for ham at få lov til at hjælpe folk.

Han rejste sig fra sengen og gik hen til en stol, hvor han foldede tørklædet ud og hang det over ryggen i håb om, at det ville tørre til dagen efter. Han blev stående lidt mens han så frem for sig med et tomt blik.
"Folk har også lidt svært ved at tro på, at jeg er healer, når jeg selv er skadet." Han trak lidt usikkert på den ene skulder, tog en dyb indånding og rodede lidt rundt i sit hår, der stadig havde den underlige fornemmelse af tørklædet, inden han vendte sig mod ham, dog uden at gå tilbage til sengen.

Sakse havde forventet et eller andet hæsligt, modbydeligt eller rædselsfuldt gemme sig under Aldrics tørklæde, nu hvor han var så tøvende med at tage det af, så han var overrasket over at se, at det bare var et ar. Det var et stort ar, men trods alt blot en ar. Der var intet hæsligt eller ulækkert over det.

"Folk har sarte maver," sagde Sakse blot. "Og de er bange for alt, der ikke ligner dem selv."

Det sidste kendte Sakse kun alt for godt; folk havde en tendens til at være skrækslagne for ham udelukkende på grund af hans højde, og selvom han ikke personligt havde noget problem med, at folk var bange for ham, så kunne han godt forestille sig, at det kunne være svært, hvis man gerne ville hjælpe.

"Er det dét, du lever af?" spurgte han og lagde hovedet lidt på skrå for at betragte den unge dreng. "At heale folk?"

Der var noget beroligende over mandens manglende reaktion. Aldric vidste i og for sig godt, at han altid frygtede mere end hvad virkeligheden var, men han var også farvet af sit eget syn på arret. Lidt usikkert nikkede han til mandens ord, der nok var sande. I hvert fald det sidste. Det havde han oplevet mere end én gang på sin rejse rundt i landet, ikke for ham selv, han var trods alt et menneske, men racismen havde vist sit grimme ansigt mere end én gang, især for de væsner, der i udseende var langt fra mennesker. Han selv forstod det ikke. For ham var alle væsner lige, alle kunne benytte sig af hans evner og han delte dem med glæde ud. Nej, han var mere fokuseret på personlighed. De eneste, han virkeligt havde noget i mod, var Kilepræsterne, men han vidste også godt, at han ikke kunne skære dem over én kam.

Sakses spørgsmål fik Aldric til at trække lidt på skuldrene.
"Det kan man vel godt sige. Jeg vil ikke have krystaller for min evne. Det er en gave, der skal deles." Der gled et bestemt udtryk over hans ansigt, da han sagde det sidste. Han troede fuldt og fast på, at det han kunne, ikke havde en pris. hans betaling for selve evnen havde været ødelæggende og han ville ikke kræve, at andre skulle give noget for den. At Kilepræsterne så havde misbrugt den i flere år uden hans viden... tanken gav ham stadig kvalme og han var fyldt med selvhad over det.
"Men hvis folk kan undvære noget at spise eller vil give mig tag over hovedet for en nat... Jeg skal jo også leve. Jeg ved ikke så meget om at klare mig selv uden et hjem omkring mig." Han smilede svagt, men uden at det nåede hans øjne. Det var mange år siden, at han havde haft et rigtigt hjem. Templet havde altid følt midlertidigt og derefter... han gned sig kort i ansigtet og gik nogle restløse skridt, der fik ham hen foran ilden, der sendte sig varme ud i rummet. Han havde ikke rigtigt lyst til at snakke om det, men han ikke ville afvise mandens spørgsmål. Han havde trods alt slæbt ham med ind på en kro, der mindede mere om et palads.

"Hmm, et kald," mumlede Sakse, mens Aldric fortalte. Det kendte han alt til. Hans kald var bare noget anderledes, nærmest det modsatte. Det skulle han måske ikke fortælle Aldric om. 

"Det lyder, som om du klarer dig," kommenterede han, da Aldric var færdig. "Men hvis du mangler et sted at bo, så bor jeg i et hus med mangle værelser og kun få folk. Vi tager snart ud på en rejse, der kommer til at vare nogle uger mindst, så du er velkommen til at bo i huset i den tid. Der er kun husets frues kammertjener, Cole, til stede, mens vi er væk."

Sakse orkede ikke at skulle forsøge at forklare hele sammenhængen, men han vidste, at Aldric var velkommen, så længe han opførte sig ordentligt. Og nu da Liv var væk (det gav et lille stik i Sakse) og Sejr var kommet til, så var der heller ikke nogen risiko for, at Aldric opsnappet i Livs net.

Et kald. Ja, det kunne man godt kalde det. Aldric havde ikke overvejet det så nøje. Han gjorde det bare, fordi han vidste, at det var det rigtige. Havde nogen sagt til ham, at han var fanatisk, ville han havde rystet på hovedet, uenig. Selvom det ville være sandt. Han var fanatisk, han vidste det bare ikke selv. Men at have et kald, det kunne han godt gå med til, det var jo sandt. Hans kald var at heale så meget som muligt, inden han døde. Om det var at slide sig selv ned eller ved alderdom, vidste han ikke endnu. Det betød heller ikke så meget.

Han så lidt ind i ilden, mens Sakse tilbød ham et sted at bo. Det var næsten ikke til at tro, at denne fremmede mand først fik ham indlogeret et sted som her og derefter tilbød ham et sted at bo, midlertidigt eller ej. Han måtte være en god mand. Eller en mand med en skjult agenda, Aldric vidste ikke hvilken han skulle tro på. Men lige meget hvad, takkede han nej til tilbuddet ved at ryste lidt på hovedet.
"Mange tak, men jeg forlader Dianthos i morgen. Her er for mange Kilepræster. Og... Helbredelseshuset var langt fra, hvad jeg havde regnet med." Meget langt fra. Underbemandet og med større fokus på naturlig heling end magiske evner. Ikke at han ikke godt kunne anerkende vigtigheden ved naturlig heling, men med en evne som hans, føltes det bare som spild af energi. 

Han blev stående et øjeblik mere, indtil der blev banket på døren og det gav et ryk i ham. Ind kom en mand med en bakke med mad og et dreng med bakke med ting også. Noget der hurtigt blev placeret på bordet i rummet, inden de forlod dem igen. Duften af suppe spredte sig hurtigt og Aldrics mave knurrede højlydt. Han måtte hellere spise, hvem vidste, hvornår han ville få næste solide måltid igen? Tanken var nedslående og var det ikke fordi, at han brændte så meget for sin sag, havde han nok givet op lige der. Men han kunne ikke lade være med at heale. Nu havde han forsøgt og han havde været ved at dø.
Med en uhørligt suk så han mod sin vært.

"Hm," gryntede Sakse som svar til Aldrics afvisning. "Hvad havde du da regnet med?"

Sakse undrede sig lidt over, at han ikke havde set Aldric før, for han kom jo selv ret ofte i Helbredelseshuset, eller i hvert fald i nærheden af det, når han kunne mærke de døende sjæle kalde på ham. Efter hans sammenstød med den irriterende unge dreng for noget tid siden, kom han dog mest om natten, hvor der var stille. Måske var det derfor han ikke havde set Aldric. Eller også havde han arvet sin mors hukommelse.

Da tjenerne havde forladt lokalet, rejste Sakse sig op og gik hen til maden for at tage en skål til sig selv. Han nikkede mod Aldric og gestikulerede mod maden.

"Tag for dig."

Langsomt reagerede Aldric på mandens opfordring og hældte noget af den varme suppe op til sig selv. Duften var vidunderlig og han glædede sig pludseligt til at spise. Den måtte også give ham varmen, han følte sig stadig gennemfrossen.
"Jeg har ikke fået lov til at bruge min evne som jeg ønsker. Og jeg troede, at der ville være nogen, der kunne lære mig om anatomi eller hjælpe mig med at frostå og styre min evne... men alt jeg har lært er at lægge forbindinger og vaske tøj. Jeg ved godt, at jeg kun har været der i et par uger, men... jeg vil mere end det. Der er ingen grund til at lægge bånd på min evne. Ikke på den måde." Han satte sig på en stol, tog en ske og skovlede noget suppe op, han forsigtigt pustede på, inden han stak skeen i munden. Den smagte næsten bedre end den duftede og han slugte den, da den stadig var lidt for varm.

"Jeg vil ikke have, at nogen vil bestemme, hvor meget jeg healer folk. Det har jeg prøvet." Han mumlede det sidste, lavt, inden han gentog succesen med suppen. Han vidste ikke, hvorfor han pludseligt fortalte den fremmede mand så meget, men han havde ærligt talt brug for at snakke med nogen om sin beslutning. Høre om nogen var enig med ham i, at der var mere for ham derude, og at det ikke bare var ham, der var galt på den.
Han rakte ud og tog et stykke brød, der uden tvivl var nybagt, og brækkede et stykke af, inden han dyppede det i suppen. Det var god mad og der var meget af den, så han ville ikke holde sig selv tilbage. Han ville spise sig mæt, så kroppen var klar til den lange gåtur, der ventede ham dagen efter. Han havde ikke besluttet sig for, hvor han ville gå hen. Medanien var dog et godt bud, siden vinteren var på vej. Han manglede vintertøj. Og han havde ingen krystaller til at købe noget for.

Men de bekymringer måtte han tage som de kom. Lige nu vendte han sin opmærksomhed mod maden, der ganske rigtigt begyndte at varme ham op indefra.
"Det smager godt." Han så ikke op, stadig utilpas ved manden, selvom han ind til videre havde været så venlig.

Sakse satte sig ved bordet og spiste sammen med Aldric i stilhed, mens han lyttede til drengens historie. Der var uden tvivl mere at komme efter, men Sakse ville ikke spørge ind, og han var egentlig også ret ligeglad. Han havde inviteret drengen her for at tilbagebetale tjenesten, han havde gjort ham, ikke lære om drengens livshistorie. Men Sakse var dog taknemmelig; selvom han ikke havde kunnet se det selv, da han havde siddet ude i regnen, så var det utroligt heldigt, at Aldric var kommet fordi. Ikke fordi Sakse var i nogen form for livsfare - der skulle trods alt mere til end en omgang tæsk - men Sakse havde glemt at overveje, hvilke slags spørgsmål det ville afføde, hvis han kom hjem med blå mærker og brækkede knogler. Liv ville have pylret om ham og insisteret på at opsøge den person, der havde givet Sakse mærkerne. Hvad Sejr ville gøre, kunne Sakse kun gætte på. Han kendte ikke Sejr, og indtil videre virkede han ret utilregnelig. I det hele taget følte Sakse sig meget usikker på Sejr, og måske var det også, derfor han haft brug for at distrahere sig selv fra det hele.

"Og hvor vil du så tage hen?" spurgte Sakse, mens han roligt spiste sin made og betragtede Aldric med sit mørke blik. "Siden du ikke har tænkt dig at blive her."

Det var ikke fordi, at der kom den vilde reaktion ud af manden og det passede nu Aldric meget fint, selvom problemstillingerne var noget, at godt kunne have haft en uddybende snak om. Han var nu ikke fornærmet over, at det ikke var interessant for manden, de var trods alt fremmede. 
Suppen var varm og han måtte lægge et bånd på sig selv for ikke at sluge den for hurtigt. Varmen begyndte at sprede sig fra hans mave og det var en vidunderlig følelse. Han kunne ikke huske, hvornår han sidste havde været så koldt, selvom det var sket før. Han plejede bare at have sin kappe på, når det regnede, men han havde ikke taget den med, da han gik her til aften. 

Han trak let på skuldrene og rettede sig en smule op med et dæmpet suk.
"Det ved jeg ikke. Hvor mine fødder bærer mig hen. Nok til Medanien vinteren over, det er koldt at bo ude under åben himmel heroppe om vinteren." Især når man ikke havde tøjet til det. Han fik et mørkt udtryk i ansigtet for et øjeblik, inden han gav sig til at spise videre. Egentligt var kulden kun et problem på grund af tøjet, han var født og opvokset endnu længere nord på. Men selvom han var opvokset fattigt, havde deres lille hus i det mindste kunne holde kulden ude og de værste nætter havde han sovet i sengen med sin storebror. De havde holdt hinanden varme.

Mindet fik ham til at gå i stå og se ned i suppen med et tomt blik, inden der kort gik en sitren igennem ham og han atter førte skeen til munden. Han var bare træt. Og han kunne allerede nu mærke, hvor meget mere træt han blev, efter hånden som han blev varm. Det var ikke meningen, at han ville sove, ikke i et rum med en ukendt mand, men lige nu var han ikke sikker på, at han kunne lade være. Han var udmattet, psykisk og fysisk.

Det var nemt at se, at drengen var udmattet, og Sakse havde næsten lyst til at række over bordet og klappe ham på hovedet og sige, at han bare kunne gå i seng. Det gjorde han dog ikke. Han ville ikke selv bryde sig om at blive rørt af en fremmed, så det regnede han heller ikke med, at Aldric ville.

"Hm," gryntede han og betragtede Aldric. "Jeg har aldrig været i Medanien. Men jeg har hørt, at der er meget smukt."

Sakse skævede til de to senge. Han havde ikke selv tænkt sig at sove men ville i stedet vente, til drengen sov og så lige så stille forlade værelset og lægge en besked ved receptionisten, at Aldric skulle have morgenmade og et kar med varmt vand bragt op om morgenen. Sakse brød sig på ingen måde, om det forhold hans mor havde til mænd, men det var vældig praktisk nogle gange.

Aldric nikkede og smilede svagt ved tanken om Medanien.
"Det er en meget smuk del af landet. Både forår og sommer er noget af det kønneste, jeg har set. Med marker så langt øjet rækker, både dyrkede og vilde. Og befolkningen er meget åbne dernede. Meget nemmere at komme i kontakt med end oppe nord på. Vi nordlige krystalianere er lidt mere mistroiske for fremmede." Det gik ikke op for ham, at han indrømmede at være nord fra. Hans udseende afslørede ham en smule i forvejen, selvom han ikke var nordbo, men noget blod fra stammerne i nord, havde han da i kroppen. Roligt spiste han mere af suppen, hvilket fik trætheden til at komme snigende og han blinkede lidt med øjnene for at holde dem åbne. Han ville bare lige spise op, så kunne han godt hvile sig lidt.

"Jeg kan kun anbefale at besøge Landsbyen til sommer, deres marked er fyldt op med blomster, grøntsager og de mest fantastiske kirsebær..." Han gik i stå, da det gik op for ham, at han plaprede og han fik lidt røde kinder og tav med blikket i suppen. Men markedet havde været smukt og en dejlig afveksling fra de mere desperate markeder mod nord, hvor maden var i hovedsædet og ikke blomster og hygge. En sød pige havde givet Aldric en blomst i krøllerne og han havde fået en lille pose med kirsebær, nogle gulerødder og et par andre grøntsager for at heale en ældre dames hænder for gigt. Mindet fik ham til at smile lidt mellem to skefulde suppe.

Sakse lyttede med interesse til Aldrics fortællinger om Medanien. Det lød næsten til at være for godt til at være sandt, men der var ingen grund til, at Aldric skulle lyve for ham, så Sakse troede på alt, hvad han sagde. 

"Det lyder smukt," mumlede han og satte sig lidt rankere op i stolen og gemte et gab bag sin hånd. Han kunne godt mærke trætheden i sin krop, især efter den omgang tæsk han havde fået tidligere. Selvom Aldric havde healet ham, var hans krop stadig medtaget nok til, at han kunne mærke det. 

"Du må gerne gå i seng, hvis du vil," sagde han til Aldric og nikkede mod sengene. "Jeg trækker mig også tilbage snart, så du skal ikke holde dig vågen på grund af mig."

Aldric nikkede, da Sakse sagde, at det var smukt. Han glædede sig allerede til at komme tilbage. I morgen. I morgen ville han begynde at rejse igen. 
Den høje mand virkede udmattet, hvilket Aldric ikke kunne fortænke ham i. Han healede, han gjorde ikke frisk, og kroppen var altid træt bagefter. Det var også dens energi han brugte, når han lod sin magi arbejde.
”Jeg vil lige spise op.” Han sendte manden et forsigtigt smil og fortsatte med at spise. Der var heldigvis ikke meget tilbage, og snart kunne han skubbe skålen fra sig.

Mens han sikrede sig, at kåben dækkede som den skulle, kom han op at stå og lidt tøvende bevægede han sig over til den ene seng, den han havde siddet på tidligere. Lid usikkert pillede han ved et af de tykke, bløde tæpper, inden han skubbede dem til side og satte sig i sengen, hvorefter han trak et tæppe over sig. På et eller anden måde lykkedes det ham at få kåben af uden at blotte sig og han foldede den let sammen, inden han skubbede sig ned under tæpperne.

Han var træt. Meget træt. Varmen havde nået hans indre og skræmt kulden væk, hvilket havde efterladt ham udmattet og magelig. Inden han lagde sig helt til rette, så han dog op på manden med et taknemmeligt blik.
”Mange tak.” Det var lidt som om, at han ville sige noget mere, men han rystede svagt på hovedet over sig selv og lagde sig så om på siden med ryggen til Sakse. Og inden man kunne have fremsagt Isaris takkebøn sov han.

Sakse nikkede stille til Aldrics tak, men han sagde ikke noget. Han rørte sig heller ikke, da drengen rejste sig fra bordet og lagde sig til rette i en af de bløde senge. Det var utroligt fristende at gøre ham efter og kravle ned i sin egen bløde, varme seng, men det ville Sakse ikke. Han ville hjem. Hjem til det hus, der indtil videre var det sted, han havde boet længst i sit lange liv. Og hjem til Liv. Hvis hun havde i sinde at skifte ham, så ville Sakse bruge denne nat sammen med hende for at nyde hende så meget som muligt, inden hun forsvandt. Han var faktisk sur på sig selv nu, hvor det gik op for ham, at han havde spildt dyrbar tid på at skabe sig, når han i stedet kunne have brugt den sammen med sin mor.

Med et suk rejste Sakse sig endelig fra sin plads. Det lange, sorte hår faldt næsten tørt ned fra hans skuldre nu, of han gik over til sin seng for at tage tøjet på. Det var endnu ikke helt tørt, men det gik nok, indtil han kom hjem. Drengen lod til at sove tungt, mens Sakse klædte sig på, og Sakse kunne ikke lade være med at stryge blidt over hans sjæl i håbet om, at det ville give ham behagelige drømme om kærtegn. Måske fra én han holdt af.

Da Sakse havde forladt værelset, lagde han instrukser om, at drengen skulle have en god, solid morgenmad den næste dag. Så forsvandt han fra kroen og gik med hastige skridt mod sit hjem, mod sin mor, der sikkert ventede på ham. Det håbede han i hvert fald.

//Slut